tirsdag den 7. februar 2023

Kartoffelchips

 

Der er mange gengangere ved bålet, samtidig vil vi helt vildt gerne finde på nyt. 

 

 

I dag hørte til det absolut nye, og det er vildt hvordan ungerne hopper på, uanset hvad vi byder dem.

Vi lavede kartoffelchips. Jeg tænker at når sammenligningen med købte chips falder ud til vores fordel, var de ret gode. 

Børnene blev sat i arbejde, fik kartofler, kartoffelskræller og instruktion i at skære tynde skiver af kartoflerne med skrælleren. De skrællede ned i en skål med vand, for vand fjerner stivelsen i kartoflerne, og gør dem lettere sprøde, når de steges, bages eller hvad man nu gør med kartofler. 

 


 

Det med skrælleren var ikke let. Dels var der børn, der aldrig havde håndteret en kartoffelskræller før, dels var der børn, som ganske simpelt ikke forstod det der med at skære skiver af kartoflen med skrælleren. 

De sidste var dem, der glade fortalte at nu havde de skrællet kartoflen, og synes vi var mærkelig, når vi bad dem blive ved til der ikke var mere kartoffel. 

Det hjalp, da der dukkede flere børn op, som kunne lære af hinanden og se hvad de forudgående gjorde. 

Det er da også noget mærkeligt noget at skære med en skræller...

 

 

Vi stegte kartoffelskiverne på bålpanden i en hel del olie og et drys salt. De første blev lidt sorte, efterhånden blev vi bedre til at vurdere hvornår de var færdige. 

Vi snakkede en del om at det kunne gøres i de hjemlige køkkener i en pande.

De smagte godt både varme og kølede af. Også selvom de egentlig ikke så særlig pæne ud.

Det er ikke sidste gang vi prøver det. Men måske det skal være lidt varmere næste gang - de stakkels børn fik meget kolde fingre af vand og genstridige kartofler. 





mandag den 6. februar 2023

Masker på en mandag - Uge 5

 

Ugen kort: 

  • Den grønne dame faciliterede et møde om verdensmål, bæredygtighed og fritidsordninger. Måske lovede jeg at tale videre på et forum senere på foråret...
  • Jeg hentede blomster til Berit.
  • Oscar skulle have været med sin far hjem, men endte med at overnatte - og undre sig over han skulle i børnehave dagen efter.
  • Vi havde et noget amputeret MED-møde, med gode snakke. 
  • En noget anderledes oplevelse kan streges fra flere bucketlists.
  • Hver gang jeg har en oplevelse af at der er styr på ting, sker noget nyt. 
  • En ting er at sige farvel til den grønne dame, der er på vej til Bornholm. Noget andet er når to andre damer siger op i løbet af ganske få dage - to af dem, der får alting til at hænge sammen. De bliver savnet - alle tre.
  • Et pludseligt behov for strikkede karklude opstod. 
  • Endnu fire kjoler er færdige, og indgår nu i garderoben - billeder må komme senere.
  • Det grønne udvalg lagde gode planer for kommende arrangementer.

 






 

Læse: Harry, Hermione og Ron er taget ud på deres hemmelig mission. De er endt på Grumsted Plads og har sendt Kræ ud efter Mundungus i jagten på en medaljon. 

Med alt det jeg ved, der skal ske, og alt det jeg nok har glemt, kan jeg godt gå hen og synes at der ikke er meget bog tilbage. 

 

Strikke: Når tre damer forsvinder og skal videre, synes jeg der er på sin plads at få grønne bæredygtige karkulde med, til at erindre den grønne bæredygtige skole. 

Tre sæt af tre klude. Jeg er nået halvvejs, og strikker lige nu ikke på andet.

Jeg skal nok nå det.

 

 

 



søndag den 5. februar 2023

2022

 

2022 var på mange måder et gensyn. Gensyn med alt det vi ikke kunne i årene før. Vi kunne mødes socialt, vi kunne holde arrangementer og vi kunne tage på ture. Både arbejdsmæssigt, men også privat.

På skolen holdt vi personaledag med fokus på  leg, sommerfest, påskefrokost  og julefrokost for personale. hele skolen samlede et kvart ton affald på affaldsindsamlingsdagen - den dag er nu en tradition, vi lukkede op for den grønne festival og sagde farvel til en skoleleder jeg var glad for. Skolebestyrelsen tog på konference, jeg lærte om teknologi og innovation og var på kursus om Low Arousel.

Med børnene overnattede vi i det fri, spillede fodbold med de andre klubber og kom endelig tilbage til Tivoli. Vi holdt halvtredserfest, halloween og tog ud og bowlede. Jeg lærte kunsten at dreje i træ sammen med en kollega, hørte om fremtidens fritidspædagogik og lærte endnu mere om arbejdsmiljø. 

På familiefronten var der konfirmation, fødselsdage og jeg fejrede min egen halvtreds års fødselsdag et år for sent. Vi sagde farvel til en dejlig dame og julen kunne endelig tilbringes sammen med familien. Rose og Oscar stod øverst på listen over legekammerater og vi indført Oscar-overnatninger.

Emilie og jeg malede Elements hos Royal Copenhagen, jeg dansede zumba, til jeg stoppede og aldrig er kommet i gang igen, Jeg var på weekend med tøserne i Tisvildeleje og Sydsjælland og det lykkedes os efter flere forsøg at mødes og spise god mad hjemmefra et par gange. 

Anders og jeg lejede sommerhuse i vinterferien, inden sommerferien og tog til Aalborg i sommerferien. Min mor inviterede til Island og vi havde en fantastisk tur. Sille og jeg tog til Malmø, mens der på strikkefronten var Strik i Danmarks Hjerte, Fiberfolk i Roskilde og KnitStoryNight med Rock'n'Roll HouseFrau. 

Jeg blev gammel nok til mammografi og endelig taget mig sammen til et linsetjek og nyt abonnement - nu kan jeg se. Jeg kom ikke helt så meget hjemmefra til strik, men alligevel lidt rundt, jeg ser gerne mere det kommende år.


Januar startede med Oscarhygge over nytåret og sluttede med et farvel efter et langt liv. Jeg legede for alvor med børster og opslagstavler, mens skolelederen afleverede sin opsigelse på jagt efter nye udfordringer.
Restestrik, Frostfyldt legeplads, Tangfiskeri nytårsdag, Farvel til Gurli, Bål, Naturen, Rose på glatis, Evighedsprojektet, Udeskoleopslagstavler.


Februar var seksualundervisning, ansættelse af ny mand i Teknisk Service, Daniels fødselsdag og vinterferie i Gilleleje.
Emilie syr kjoler, Kronborg, Dinosaurere, Esrum Kloster, Evighedsprojektet, Restetrøje, Daniel 28 år, Gilleleje, Bål.


Marts var kursus på Tek-X, perosnaledag, møder visdom om uld og Island og et farvel til skolelederen. Marts var også skønne timer med Oscar og Rose,, spirende forår og første besøg på mammografiklinikken.
Masker og bogstaver, 3D print, Rose, Mammografi, KnitstoryNight, Snitte ved bålet, Oscar, Påskekyllinger, Thorsminde strømper.


April var fyldt med varme, vi holdt påskefrokost og påskeferie, Oscar overnattede og Sille og jeg tog til Malmø. Tøseholdet tog på weekendtur til Tisvildeleje, vi mødtes til brunch i Stenløse og alle skolens elever samlede et kvart ton affald på affaldsindsamlingsdagen.
Rutsjebane, Malmø, #detblivergodtigen, Naturen, Blomster fra Emilie, Weekendhygge i Tisvildeleje, En ny skakbrik, Grøn festival,  Lyserøde blomster.


Maj var 50'er fest, konfirmation, den prlige Tivolitur, porcelænsmaling, den halvårlige tur til tandlægen og ny skoleleder. Symaskinen blev sendt til reparation, Rose og Oscar havde en skøn dag sammen og retrotrøjen blev færdig.
Balanceleg, Storebror kørte konfirmanten, Oscar og Rose, 50'er fest, Tivoli, Naturen, Bål, Royal Copenhagen, Retrotrøjen.


Juni er fyldt med sommer, Strik i Danmarks Hjerte, Sommerfest, Santk Hans, Forsinket fødselsdagsfejring, forlænget weekend og sommerhushygge og malede tallerkener der kunne hentes. Sommerferien startede i Klubben med gode ture ud af huset.
Nyborg, Porcelænsmaling, Sommerhushygge, 50 års fejring et år for sent, Sankt Hans i børnehaven, Bastionen, Sushi i det grønne, Helsingør, Bål.


Juli var sommerferie. Ferie i Klubben, ferie med familie, ferie i Island, og ferie med Oscar.
Min søster i  Island, Vævede karklude, Island, Legeplads på taget, Goðafoss, Zoologisk Museum, Places to knit, Pressede blomster, Hjembragt fra Island.


August fortsatte med ferie, Aalborg, Tallships og kærestehygge. Alle sytten Verdensmål blev hængt op bag glas og ramme og skolen startede igen. Min mor holdt fødselsdag, Oscar fyldte 4, Rose fyldte 5 og Victoria blev 21 år. Fiberfolk i Roskilde var en oplevelse værd, mens overnatningen i telt ved bålpladsen igen var super hyggeligt.  
Forsinket fejring af min mor, Solfarvning, RoskildeRing, Tall Ship Race, Aalborg Tårnet, Overnatning i det fri, Østerådalen, Håndspind, Oscar.


September var fodbold klubberne imellem, tøseweekend hos Anja i det sydsjællandske, leg med Oscar, Zacharias og Victoria holdt fødselsdag, vi kogte bolsjer og World wide spin in public blev fejret på Hovedbanegården.
Places to knit, Oscar og trampolinen, Fødselsdagsgaver, Naturen, Muldiverset, RødovreCup, Spin in Public, Masker og bogstaver, Anjas have.


Oktober gav tid til efterår, blade der faldt og efterårsferie og Halloween. Jeg færdiggjorde det første håndtenspundne projekt, Rose malede sig i hele hovedet, Zoo blev besøgt og jeg strikkede både hos Amrits og hjemme hos Bettina.
Isbjørn, Færdigt spind, Rose, Frost på plænen. Masker og bogstaver, Strik og masser af snak, Emilie og Oscar, Halloween, Tulip Cardigan.


November var folketingsvalg, Skolebestyrelseskonference, foredrag om fremtidspædagogik og et skønt besøg i Rødby. Vi tog på drejekursus, jeg fik endelig færdiggjort en ny lille børste til Anders og der var skranten hen over hele måneden.
Oscar, masker og bogstaver, På vej hjem fra Lolland, Drejekursus, Kobæk Strand, Years of Gnomes, En lille ny, Naturen, Bål.


December var kold, klippe-klistre, juleture til et pyntet København, julehygge, advent, førsøg med drejebænken, gensyn med tidligere skoleleder, juleferie og jul med yndlingsfamilien. Jeg fik en smule hul på det med at sy, og fejrede nytåret fejrede vi ganske som vi plejer.
Lys for HIV, Naturen, Julehygge hos min mor, Adventskalender, Juleaften. Forsøg på en skål, Rose, Zwergenaufstand, Nytår.







Vestmannaøerne

 

Vendte vi blikket den anden vej, dengang vi stod på stranden vest for Vik i Myrdál. kunne vi se mod Islands sydligste punkt. Øgruppen Vestmannaeyjar, der består af en flok øer, skær og klipper opstået af vulkansk aktivitet. 

 



 

Den største af øerne er Heimaey, den eneste beboede ø, der er beboet af henved firetusinde indbyggere. Øen har et areal på omkring tretten en halv kvardratkilometer, består af vild natur, en by, en landingsbane og en vulkan, der næsten lagde øen øde i et ret voldsomt udbrud tilbage i 1973, der betød en ret omfattende redningsaktion fra alt og alle.

Islændingene er et hårdført folk, og til trods for noget nær en total udradering, flyttede de tilbage og øen er igen befolket af alle dem, der ikke lader naturen bestemme, hvor de skal bo. 

 

 

Øen ligger omkring tretten-fjorten kilometer fra kysten, adgangen er en færge fra Landeyjahöfn, sammen med fly, som jeg forestiller mig ikke er særlig store. Øen er stormomsust, og jeg kan ikke lade være med at have en del respekt for de mennesker, der vælger at leve deres liv, på så udsat et sted. 

Fra stranden ved Reynisfjara ligner øen et nærmest uindtageligt fort, og ser ikke ud til at ligge særlig langt væk. Men afstande har det med at snyde, og der er langt længere, end jeg umiddelbart kunne se. 

 


 

Jeg er sikker på det vil være en oplevelse at besøge øen, der er den næststørste af de islandske øer - kun overgået af Island selv. 

Vores tur gik ikke mod Vestmannaøerne, så vi vendte blikket tilbage mod Island og de oplevelser der ventede os der.






fredag den 3. februar 2023

Wee Drew

 

Den sjette håndgjorte julegave var også strik. I efteråret var Bettina og jeg på Lolland his Henriette og jeg kom hjem med to røde nøgler garn, som jeg tænkte skulle være en lille trøje til min fætters toårige datter. 

 

 

Jeg fandt en lille ærmeløs veste/kjole/overdel, som jeg forestillede mig at sætte ærmer på. Det viste sig bare at selvom jeg troede jeg havde masser af garn i de to nøgler - det ene hundrede gram - var der ikke nok til ærmer. 

Så jeg endte med en veste/kjole/overdel, som jeg ikke er helt tilfreds med. Barnets mor blev meget begejstret, jeg ved ikke om barnet nogensinde har haft den på, jeg har kun billeder uden barn, og sådan er der så meget. 

Den blev færdig. Mere har jeg ikke rigtig at sige om den. 

 

 




 Design: Wee Drew af Taiga Hilliard.

 

Garn: Rød Pickles Pure Wool, sat sammen med Holst Supersoft i farven Poppy. For at strække supersoftgarnet fandt jeg pink uld fra Søstrene Grene, der har ligget i min skuffe i årevis. 

Den færdige lille overdel vejer 136 gram.

 

Pinde: Jeg brugte pind 4 mm til det hele.

 

Størrelse:  Jeg strikkede størrelse 2T og satsede på at det ville passe med en cirka toårig. 



Bemærkninger: Jeg tror jeg endte med at strikke det hele to gange, inklusive forsøg på ærmer. 

Jeg satte den pink sammen med Pure Wool fra Pickles i bærestykket og fortsatte derefter med Supersoft til der ikke var mere og endte med den pink igen i bunden. 

Inden jeg nåede så langt afsluttede jeg ærmekanten med den røde, for at være sikker på at have nok.

Jeg har stadig en del af den røde fra Pickles tilbage - det kan være tøsebarnet skal have en nissehue næste år, sidder jeg lige og tænker....

Jeg lavede den lidt længere end opskriften, for jeg ville gerne have en oplevelse af en tunika, eller noget som der vokses i. 

 


Der findes en projektside på Ravelry, men der er hverken flere billeder eller detaljer end her.






onsdag den 1. februar 2023

Overnatning

 

Tirsdag er Oscardag. Somme tider henter jeg,m han er her alene og overnatter, og somme tider kommer far med, og de tager hjem, når sengetider står for døren. 

Det afhænger helt af min kalender og onsdagsmøder. 

 

 

I går kom han sammen med far. Det regnede bravt, det blæste og barnet var træt. Ingen andre end far kunne hjælpe ham ud af tøjet - som i øvrigt endte med at hænge hen over varrmen, i håb om tørhed, inden de skulle hjem. 

Han ville ikke lege, men mad gad han godt. Senere gad han også godt lege, tøede op og var glad igen. Han spurgte en hel del ind til hvorvidt vinduerne kunne holde, og om det stadig blæste. Ud over det var lat godt og vi havde et par gode timer sammen.

Lige indtil der skulle pakkes sammen, overtøjet findes frem og turen skulle gå hjemad. 

Barnet skulle under ingen omstændigheder ud i blæsten, eller regnen. Han ville blive og sove. 

 

 

Hurtigt opstod der enighed om, at når han ligefrem udtrykker ønske om at blive og sove, skulle han sandelig have lov. Også selvom det betød at jeg skulle noget tidligere op og ud af døren i morges, end beregnet. 

Emilie foreslog et varmt bad inden sengetider. Det lod barnet sig ikke sige to gange, og inden far var ude af døren, sad han ude i badet og legede med fisk og duploklodser.

I morges kørte vi til børnehaven, inden jeg kørte videre på arbejde. Ude af tøjet, med madpakken i køleskabet og mens vi sagde farvel, spurgte barnet pludselig:

Hvorfor skulle jeg i børnehave? 

Jeg svarede at det skulle han fordi alle vi andre skulle på arbejde. 

Nå! svarede han....

Og sagde farvel. 







Fladbrød

 

Tirsdag er bål, og vi har flere gange haft fladbrød på bålpanden. Men de bliver hurtigt tørre. Og ungerne synes det er kedeligt. 

 

 

Vi snakkede lidt om de der fladbrød. Louise mente at kunne huske vi havde yoghurt i den første dej. Den opskrift jeg har brugt har ikke indeholdt yoghurt. Det var bestemt værd at prøve - så  jeg fandt en ny opskrift. 

 Jeg var alene ved bålet i går, for Louise havde andre planer. Altså skulle det være let. Fladbrød er gennemgående let. 

Jeg pakkede et spækbræt, en kagerulle og ekstra mel, for erfaringen er også at skal børnene selv klappe dejen flad mellem håndfladerne, er det så som så med fladheden. 

 


 

Skærebrættet viste sig at være en god ide. Det gjorde yoghurten også.

I går var det koldt. Og det regnede. Alligevel var der en pæn bunke børn, som trodsede elementerne og kom ud til bålet, hyggede, snakkede og bagte de der fladbrød. 

Jeg havde håndtenen med ude ved bålet. Den er god at have med, og i pauserne mellem bagning og børn fik jeg spundet en smule. Jeg taber stort set ikke tenen længere, og jeg er lidt overrasket over hvor forholdsvis ensartet garnet bliver i de lidt rodede kartede fibre.  



Med færre børn ved bålet, havde jeg en del dej tilbage. Cirka halvdelen af det jeg havde lavet. 

Altså stoppede jeg det overskydende i køleskabet natten over. 

I dag rullede jeg ud på køkkenbordet, stak cirkler ud med det største glas jeg kunne finde og bagte  minifladbrød i et par pander, og dryssede flagesalt over.

 

 

Der blev en ordentlig stak og børnene synes de smagte fantastisk. Henrik og Dennis var begge ret gode til at fortælle, at det er sådan noget man kan lave ude ved bålet...

Nu er spørgsmålet hvor godt det solgte, og hvor mange der dukker op næste tirsdag.