torsdag den 26. februar 2015

Med Mickey-ører


I går var en af de mere… kedelige… dage i hobbyværkstedet. Kedelig fordi, der var så få børn, at selvom vi hyggede og snakkede, følte jeg mig en smule arbejdsløs.


ring2

En af pigerne var ved at lægge sidste hånd på en fin ting, hun havde arbejdet længe med. Hun var ikke hundrede procent tilfreds, for der var nogle buler og nogle helligdage, hun gerne ville have til at gå væk.

Jeg fandt knapper og flitblomster og plastikdimser frem, som kunne pynte på de uheldige steder. Knapperne blev hurtigt forkastet, mens ideen øjeblikkeligt blev købt. Mens hun stod ved limpistolen, kiggede en anden pige dybt i knapperne, og jeg kom til at overveje hvor simpelt en ring af knapper mon kan laves.

Det blev til Mickey Mouseører af en farvecoatet lidt tykkere ståltråd. Det var nemt, og bortset fra at der ikke var flere børn tilbage og Hobby har været lukket i dag til fordel for lerværksted og glasur, og jeg derfor endnu ikke har fået solgt ideen (bortset fra til en kollega…), kunne jeg godt se det som en mulighed en dag, hvor nogen får lyst.


ring1

ring3


Jeg har i virkeligheden slet ikke tid til at sidde her. Bortset fra en hurtig tur hjem, et hastigt indtaget måltid, og et grib af en taske, er jeg stort set på vej ud af døren igen. Der er dialogmøde mellem kommune, borgere og ansatte arrangeret af Børne- og ungeudvalget. Emnet er pædagoger og lærere i skolen, og jeg tror det bliver spændende.

Jeg tror det så meget, at selvom jeg kunne fristes til at springe over, vil jeg hellere af sted. Men det er godt at vide, at der er plads til strikketøjet under oplægget – af en dame, der efter sigende skulle være meget spændende at høre på.

På vej ud af døren…

prikker

tirsdag den 24. februar 2015

Corsagesyning


Dengang vi var på besøg, på det der nu er blevet Emilies hjem, gik det op for mig at der skal være bal. Jeg fik meget hurtigt sagt, at skal der syes kjole, så skal jeg nok sy kjole. Jeg faktisk glædede mig til det.


Inder- elelr undercorsage


Pludselig var det en realitet. Emilie var startet på skolen og den der gallaaften rykkede nærmere og nærmere. Samtidig brugte hun de første månder på at tabe sig en del, og stramme kjoler i corsagestil er ikke gode, hvis de er for store. Altså mente jeg der var masser af tid, hvis bare vi ventede til efter jul.

Det er efterhånden længe siden mål blev taget, og en opsyning i lærred er prøvet og fundet passende. Stoffet har ligget klar et stykke tid, og selvom jeg bestemt ikke har haft syvmilestøvler på i forhold til fremgang, sker der alligevel et og andet.

Længe har jeg gået i en vrangforestilling om at der stadig er to måneder til kjolen skal vises frem. Det blev brat tilendebragt, da Emilie i mandags ringede og bare ville fortælle at den altså bør være klar om tre uger.

Det fik gang i processen. Der er vist noget om, at jeg arbejder bedst under pres…

Jeg fik pillet den allerede syede og (viste det sig) for store indercorsage fra hinanden. I hvert fald de dele, der skulle genbruges. I aftes klippede jeg nyt, markerede efter alle kunstens regler og satte sammen med nåle, inden det blev tid til de overspringshandlinger, der synes langt mere spændende.

I formiddags havde jeg tid. I formiddags så indercorsagen med de rigtige mål dagens lys. Nu sidder de på den tålmodige og meget lille dame, der er hentet frem fra kælderens dyb til formålet. Den sidder ikke særlig godt på den lille dame, hun fylder ikke særlig godt ud. Men den bliver mindre krøllet, end havde en ligget et eller andet sted.

Jeg tænker hun er pyntesyg, ikke har noget mod nåle og gerne viser frem. Også når Tøsebarnet har prøvet og det igen er blevet tid til ophæng uden krøl.

Til aften er tylsbelagt underskørt klippet og lagt klar. Passer tiden godt, er undertøjet godt på vej inden weekenden. Måske – for det bliver i hvert fald hverken i morgen eller fredag. Men hvis, kan jeg passende tage hul på den egentlige kjole i næste uge.

Og læse lidt op det der med drapering og volanter…

mandag den 23. februar 2015

Overspring


Jeg havde egentlig en aftale med mig selv om, ikke at købe garn i Netto. Alt for mange gange har jeg købt billigt garn i Netto, der viste sig at være.. billigt. Og det til trods for at garn kan findes flere andre steder, i en helt anden og bedre kvalitet til en lavere pris…

Men når der ligger garn der ikke alene er grønt, men også hedder Pernille… så ryger alle planer og aftaler. Om det duer til noget var pludseligt ikke så vigtigt. Anders gav mig heldigvis ret.


Pernille .. eller garn


Og når så vi er ved det med planer… Balkjolen, som jeg er ikke er nået særlig langt med (jeg har købt stof…) er med et blevet opgraderet til en hastesag. Emilie har længe sagt ord der grangiveligt lød som havde jeg stadig mindst to måneder at løbe på. Pludselig er den tid blevet skåret til tre uger.

Altså øver jeg mig i at lade overspringshandlingerne passe sig selv. Jeg er ellers afsindig god til at passe med.

I aften har jeg klippet, jeg har fundet det gamle og gennemhullede karbonpapir med tilhørende sporehjul og jeg har sat alting sammen med nåle. Og nu må jeg springe over, jeg kan nemlig ikke tillade mig at sy. Og sy er næste trin på stigen.

I vores etageejendom med vægge af pap, vil det ryste underboerne i en sådan grad at de aldrig ville falde i søvn, skulle jeg finde på at sætte maskinen i sving på denne tid af døgnet. Det duer ikke, så jeg lader det hele stå og ved at jeg har god tid i morgen... også til overspring. For jeg kan da ikke tillade mig at ryste hele huset før klokken er mindst halv ni… eller noget…


På vej mod sofahjørne, film og strik

søndag den 22. februar 2015

Hjælp til indpakning


Jeg glemte gaven til Daniel i går. I stedet huskede jeg alt muligt andet. Alt det jeg også skulle huske.


Fødselsdagsgave til Daniel


Det passede vist Ungersvenden helt fint, for mormor havde pakket en ny støvsuger ind, og det var rigeligt at skulle slæbe hjem. Den gamle, som jeg skaffede brugt, kan ikke mere. Og hvor skønt er det så ikke lige at få en ny.

Ikke nok med at jeg glemte gaven, jeg havde heller ikke pakket ind. Det har jeg gjort nu, for når kattene bliver hentet, kan han passende pakke op og bære med hjem.

Kattene var svært nysgerrige, da jeg fandt papir og raslede med udpakning og indpakning. De nåede både at stå i vejen, og være lidt for tæt på saksen. Da gavebåndet blev fundet frem, steg ivrigheden for at hjælpe.


Fødselsdagsgave til Daniel


Nu står så pakker og venter, med fint slicede gavebånd og en smule våde krøller, som kattene muligvis mente jeg tog fra dem lidt for hurtigt…

Vi har gæster


Og med et blink gik der en uge. En uge med vinterferie, et par fridage og dage med ferieramte børn. En uge med hygge, med ture ud af huset, sene aftener og forberedelse til gæster og fødselsdagsbud.


Stalin

Naya


Daniel fyldte år i sidste uge, og i går stod bordet fuld af kage, boller, varm kakao og hvad der ellers hører til. I vores lille stue er der ikke plads til mange gæster, så vi invaderede i stedet Klubben, hvor muligheden for bordtennis, billard og stikbold i Tumlesalen ikke er nogen dårlig kombination.

Og mens vi andre spiste os mætte i chokolademouse og lune boller, sad kattene herhjemme – alt andet end stille. Mere end et er røget på gulvet, og jeg orker ikke at samle op før de er hentet. Min minihakker har måtte lade livet – for en kat, der formår at se afsindig uskyldig ud. Så er det alligevel let at tilgive og glædes ved hyggelig spinden og overgivelse.


Naya

Stalin


Og hvorfor kattene er her og ikke hos Daniel er en anden historie. Hans kæreste er nemlig på besøg til overnatning og fødselsdagsbud. Hun kan ikke tåle kat, og dermed fik Daniel vist slået to fluer med et smæk… For ikke alene kunne han aflevere kattene her aftenen inden kærestebesøget, han fik også både luftet godt og grundigt ud, vasket sengetøj og skiftet samme, ryddet op og fejet højt og lavt.

Nærmest ren win win…

I dag er jeg ikke til pæn brug. I dag er jeg kravlet op i sofahjørnet, jeg har fundet strikkepindene jeg ikke orkede i aftes, og jeg har ikke tænkt mig at flytte meget rundt i løbet af dagen.

søndag den 15. februar 2015

Mysterier og nye teknikker


En af de ting – måske endda den vigtigste – der gør at jeg igen og igen vender tilbage til de mystiske sjaler, er muligheden for at lære nyt.


Follow your arrow 2


Det er ikke hver gang, der dukker nyt op. Somme tider er der ikke engang en ny kombination af muligheder, men når så nye teknikker, eller nye adgange til strik dukker op, er det det hele værd.

Sidste år strikkede jeg Ysolda Teagues første mystiske sjal. Sådan et i fem dele, der også gav mulighed for at vælge. Hver eneste del kom i to versioner, og så var det bare om at vælge, den man bedst kunne lide.

Da sjal nummer to efter samme opskrift dukkede op, var jeg i tvivl om jeg skulle springe på. Det var Anders ikke. Det skal du da strikke, sagde han. Det du strikkede sidste år, var da vist en fornøjelse, så kom du bare i gang…

Jeg gik i gang. valgte garn fra lageret og endte med den rene blødhed af et sammenrrend af alpaca. Blødt som smør og en fryd at strikke af.


Follow your arrow 2


De første fire clues har udfordret på den nye front. Jeg har haft gang i lange tråde. Fra designerens side skulle de have været ensfarvede, men da en deltager opfandt de tofarvede, kunne jeg ikke lade være. Jeg er lidt bange for om jeg har strammet for meget til den endelige blocking, men det må tiden vise.

De helt igennem fantastiske smockblokke er også helt nyt. En ny måde at vikle garnet om flere masker, en måde jeg har lyst til at bruge igen. Lige så snart jeg finder den rigtige anledning.


Follow your arrow 2


De små blomsterknopper, eller pilespidser, som det er vist er denne gang, har jeg strikket før. Sidst også i et mystisk sjal, og de gav dengang anledning til leg med masker i en trøje, der for længe siden har forputtet sig nederst i kurven med projekter, men som stadig spøger i kulissen, og som nok også en dag bliver fundet frem igen.

I morgen venter sidste clue, og jeg er spændt på hvordan sjalet ender, hvilke valgmuligheder der dukker op, og om jeg igen får fornøjelsen af at prøve noget nyt.

fredag den 13. februar 2015

De helt små


Jeg vil til hver en tid påstå at mit job er alsidigt og meget afvekslende. I dag var for eksempel en af de sjoveste og mest mærkelige dage jeg længe har oplevet. Sådan en, vi kan leve højt på længe.


Januar 2015


Alle elever fra første til sjete klasse var slet ikke på skolen i dag. Der var Kidsvolly i Rødovrehallen, alle skolerne i kommunen mod hinanden. Det er et arrangement, der har været holdt de sidste mange år, og ungerne glæder sig som regel i god tid inden.

Det er aldrig let at få skemaet til at hænge sammen, når dagene ser markant anderledes ud, og da pædagogerne holder personalemøde fredag, blev det ikke lettere. Samtidig dukkede arbejdstidsregler og jeg skal komme efter dig op, så det endte med at alle pædagoger var på skolen, mens det var lærerne der var af sted med ungerne.

Børnehaveklasserne blev også på skolen. Med manglende lærere og mine ottendeklasser til konfirmationsdag i kirken endte Lotte og jeg en enkelt time sammen med 0.B. Det var noget bævende vi gik mod indskolingen, for alene tanken om alle de små børn kunne godt være lidt angstprovokerende.

Uden at vide det, er jeg sikker på at 0.B er skolens mest eksemplariske og velopdragne klasse. Aldrig har jeg oplevet på fantastiske og søde en flok børn, der gjorde som vi sagde, sad stille – selv mens de fik lov at finde deres iPads frem - og som glade kom og viste deres færdige opgaver inden den der iPad.


Januar 2015


I skal bare klappe i hænderne, så bliver vi stille, sagde de. Det måtte vi selvfølgelig prøve. Eleverne klappede igen og så sad treogtyve bitte små børn ved bitte små borde og kiggede helt stille forventningsfulde på os. Vi prøvede det med at klappe igen, da de skulle pakke sammen. Straks kiggede de op fra det de nu lavede og var klar til at høre efter.

På væggen hang de flotteste billeder jeg længe har set. Vi var nødt til at spørge dem, hvordan de havde lavet dem, for sådan nogle skal vi da også prøve at lave. Dem har vi lavet, svarede de søde børn, hvorefter de gerne ville fortælle hvilken lærer der havde hjulpet.

Midt under taskepakningen og fejning af gulvet brød de alle ud i sang. Farvel og tak for i dag, vi ses igen på mandag… sang de. De synger hver dag fortalte de glade, og sang gerne sangen een gang til, når vi nu bad pænt, inden de stormede ud af døren til weekenden. Pigerne alle klædt i de flotteste prinsessekjoler, for de skulle til fødselsdag hos Ida.

De var så søde, at vi slet ikke fik fortalt dem alle de røverhistorier vi havde klar. Det ville ellers også have været sjovt. 

onsdag den 11. februar 2015

Onsdag er meget forskellig


Så forskellig at det føles som flere dage siden, det var i morges.


jan3


Jeg er glad for, at det ikke er mig, der sidder med skemalægningen, når alle skolens skemaer skal laves om hvert kvartal. Hvorfor så mange skemaer i løbet af et år, har jeg glemt, men der var vist nok en god forklaring. Under alle omstændigheder er skemalægningen et puslespil i retning af et mareridt.

Det nyeste skema har givet mig en onsdag der starter tidligt. Så tidligt som første time. Inden SFOtid følger endnu tre klassetimer og to til forberedelse og frokost (jeg spiste frokost i dag. Det er jeg ellers ikke god til). Det er mange timer, inden mit egentlige arbejde begynder. Det er jo også arbejde og jeg kan rigtig godt lide timerne i skolen. Men det er stadig så nyt at jeg ikke er helt dus med dem endnu.

At fire af mine seks skoletimer ligger på samme dag, betyder også at jeg har to dage helt uden skoletimer. Det giver nogle andre muligheder og er slet ikke nogen dårlig ide.

Onsdag startede sammen med niendeklasserne i Ordblindeskolen. Alle dage starter med et læsebånd. Tredive minutter. Det er en lille klasse, der skal stryges lidt og ikke stilles for store krav. I hvert fald ikke fra mig. Til det har jeg ikke kendt dem længe nok. De gider i virkeligheden ikke læse, men de gider godt muligheden for sjov og bevægelse efterfølgende.

Altså kaster jeg en gulerod. Jeg skriver alles navne på tavlen, når de er klar til at læse, skriver de starttidspunkt ud for deres navn, og når alle har læst tredive minutter, er det tid til leg. I dag blev det rundt om bordtennisbordet og billard.

I timen uden undervisningen gik jeg i Netto og hentede det jeg manglede for at kunne bage en kage. Nogle havde nemlig spurgt. Ude foran Netto havde nogle andre tabt en handske. Jeg kan godt lide at nogen har haft overskud til at samle den op og lægge den på en stolpe udenfor butikken. Sådan noget gør mig glad.

Derpå ventede 8.B. Jeg havde egentlig forberedt bevægelse, men da jeg nåede ind i klassen, sad de alle og var helt røde i hovedet fordi de løbet rundt på skolen i en eller anden bevægelsesleg. De ville bare gerne have lov at lave videre på deres kahoots – et  projekt de er i gang med i mine timer, og som jeg skal huske at fortælle mere om en anden gang. En enkelt var færdig, så hans blev afprøvet, inden de satte sig i grupper og arbejdede videre på deres egne.

Endnu en time uden undervisning gav mulighed for at vende noget af alt det vi sjældent når med mine kolleger, og jeg fik spist den der frokost. Jeg nåede også at hjælpe Lotte med en invitation til konfirmation, men jeg nåede aldrig over i personalerummet og tale lidt med mine teamlærere. Måske næste onsdag…

Min tredje time galdt ottenede klasse i Ordblindeskolen. De kaster sig altid med glæde over det jeg kommer med, og synes sjældent det ikke er sjovt. De har talt om kage mere end en gang, så jeg synes det var på sin plads at de skulle have lov at bage. Da jeg meddelte dem dagens plan, kastede to af pigerne sig om halsen på mig, erklærede deres uforbeholdne kærlighed og udnævnte mig til deres yndlingslærer (det kan godt være lidt svært at finde rundt i det der med lærere og pædagoger).

Let tjente point. Helt sikkert.


jan2


Det tog lidt længere tid, end jeg havde regnet med at bakse kagen sammen, og mens den stod i ovnen, havde jeg tændt op for Wii og Just Dance. De hyggede sig, alle var med og de fik helt sikkert både varmen og bevæget sig godt og grundigt. Lige inden timen var slut, kunne jeg hive en perfekt kage ud af ovnen, sende elever, kage og en kniv til næste time og selv finde 9.X, der er onsdagens sidste klasse.

Der er ikke længe til niendeklasserne til at øve revy til sidste skoledag. Jeg har lovet at stå for forberedelserne og i dag tog vi hul på en brainstorming. Først skulle de bevæge sig. Jeg prøvede noget nyt, som viste sig ikke at være en succes. Sådan er det nogen gange, og sådan skal det vel være. Jeg finder noget af det gennemprøvede til næste gang.

Tilbage i klassen tog de hul på sværmen af minder, der kan laves om til sketches i en revy. Det startede lidt trægt, men efterhånden som ideerne dukkede op, dukkede også masser af sjove historier frem. Jeg skrev alt hvad de sagde, og det var en lang liste jeg kunne gemme til videre bearbejdelse, da timen var slut.

Dermed var dagen ikke slut. Endnu et skift og jeg var tilbage i klubben med de langt mindre børn. Henrik og femte klasserne skulle alle være i skole til klokken tre, så jeg startede hvor jeg sluttede i går og sang sammen med dem, der gad synge karaoke i karaokerummet.

Der var langt flere end i går, og i dag sang jeg kun med som støtte, der hvor det var svært. Jeg er sikker på at en dag vil karaokerummet igen komme til værdighed. Der er stadig lang vej, men der er flere som gerne vil, men lige skal have noget hjælp.

Da klokken nærmede sig tre, overlod jeg til Louise at fortsætte, for Henrik, jeg og femteklasserne skulle på tur. Vi skulle til Fisketorvet, i biografen og ellers bare daske lidt rundt. Fjorten unger havde meldt sig til og de vidste alle hvad de ville se. Valgene var forskellige og de delte sig i tre grupper, der så henholdsvis Min søsters børn, Nat på museet og Taken 3. Den sidste krævede lige en sms fra forældre, for den anbefales ikke til børn under femten.

Henrik og jeg sprang begge på Taken 3. Jeg har ikke set de to andre, den har vist ikke fået den bedste kritik, men Liam Neeson plejer at være ret godt. Tænkte jeg. Om jeg var træt efter en lang dag, eller om den ikke er lige spændende hele vejen igennem, er jeg ikke helt sikker på, men jeg tog mig i at være ved at falde i søvn undervejs. Ellers var det en okey film.

Det var glade unger, der alle synes de havde set den bedste film, og næsten alle havde spist for meget slik, drukket for meget sodavand og måske egentlig også havde fået lidt for mange pomfritter, der tog hjem igen. Så er der noget ved at være på tur.

Undervejs på dagen har jeg også nået at love chefen at udforme en invitation, snakke med Emilie, sms’e med Anders og ønske tillykke til Daniel. Han fylder 21 i dag. Det synes jeg er temmelig vildt. Nu er jeg træt. Som i godt brugt. Og jeg tror faktisk ikke det varer længe, inden jeg vil finde dynerne. Jeg skal bare lige sidde lidt…

   prikker

tirsdag den 10. februar 2015

En smule hæs


I Caféen havde vi et karaokerum. Dengang jeg startede blev det meget brugt, og ungerne havde en rigtig god kultur omkring brugen af alle de følsomme instrumenter, der hører til sådan noget. Der blev passet godt på både microfoner, CD’ere, forstærker og mixerpulten.

Sådan er det ikke mere.



En stor del af de mangende kultur og gode behandling handler klart om, at vi voksne (vist mest mig) ikke har lært alle de nye unger, der gennem årene er kommet og gået, at behandle og forstå anlægget. I dag er ungerne en hel del mindre, og det tror jeg også har en stor betydning.

Gennem ruden fra Hobby kan jeg hver dag se hvordan tingene ikke bliver behandlet ordentligt og hvordan nye microfonstativer allerede mangler dimser og ikke længere fungere efter hensigten, men jeg har ikke overskud eller tid til at gøre noget ved det.

Det er et problem, for hvis ikke vi voksne lærer børnene at bruge og forstå anlægget. Hvis ikke vi voksne indfører en kultur omkring anlægget, bliver det ødelagt. For hvordan skal børnene nogen sinde kunne behandle det ordentligt, når de ikke ved hvad ordentligt er?

Derfor har jeg lukket Hobby i den her uge. I stedet er jeg flyttet ind i karaokerummet og vil lære ungerne at bruge det.

Jeg startede med at stå helt alene derinde. Ret hurtigt blev jeg enig med mig selv om, at jeg måske kunne lokke, hvis jeg sang en sang eller to. Jeg havde bare ikke lyst til at stå helt alene og synge for mig selv.

Heldigvis ville Zelije også gerne synge, og ret hurtigt efter stod vi og sang på livet løs. Det lokkede. Desværre ville ungerne hellere høre os synge, end synge selv, så vi fortsatte. Da Zelije skulle hjem, var der endelig et par af pigerne der turde - hvis jeg sang med. Og senere dukkede også Louise op, så vi kunne give et par numre sammen.

Det har uden tvivl været en rigtig sjov dag – helt sikkert også for de unger, der bare lyttede. Vi var noget rustne at høre på til sidst, men det skal ikke afholde mig fra at fortsætte i morgen. Og resten af ugen, og en uge en anden gang. Faktisk tror jeg der skal indføres karaokeuger ind imellem.

Så håber jeg bare at de unger der måske i virkeligheden gerne ville, men ikke turde i dag, tør i morgen… eller en anden dag.

Det kan være vi ender med et Grand Prix.

mandag den 9. februar 2015

Mod Herlev og videre til indre by


Trætheden var til at føle på, da vi efter en lang dag nåede hjem. Jeg bliver altid overrasket over hvor træt jeg bliver efter sådan en tur. Mere træt end efter en hård arbejdsdag. En bytur er svær at kalde hård.

Med god tid luntede vi mod bussen. Emilie stadig haltende, men klart hurtigere end for en uge siden. Det gav mig et håb om at det måske ikke var så slemt alligevel. Vi bor ikke langt fra bussen, og når bare vi tager den rigtige, bliver vi også kørt nærmest til døren af Herlev Hospital. Der var en dør, og vi kom hurtigt indenfor, men der er langt fra den ene ende af Herlev Hospital til den anden, og vi skulle selvølgelig helt ned i den anden ende.

Vi havde heldigvis stadig god tid.


Januar 2015


Fremme kunne vi melde vores ankomst, finde en temmelig umagelig stol at vente på og max tyve minutter senere kunne vi gå igen. Eneste forskel på turen ud i forhold til ind var, at Emilie havde betydelig mere ondt i knæet.

Ømheden kom af en læge, der skulle sikre sig stabilitet og hvad sådan en læge ellers skal sikre sig, og derfor både hev og bukkede og trykkede på knæet. Emilie akompagnerede med av-lyde. Bagefter ventede en flok spørgsmål, før vi blev sendt hjem igen med en besked om, at det godt kunne være menisken og hun derfor skal Mr-scannes når der bliver ledigt i maskinen.

Vi skal regne med en måned. I mellemtiden skal hun bare bruge benet, for er det en meniskskade bliver det ikke værre. Sagde lægen. Her er vi ikke helt enige, og har snakket en del om muligheden for permanethed og behovet for at lytte til sin krop. Emilie har lovet at lytte, og så kan vi andre hverken gøre fra eller til.

Fra hospitalet tog vi til byen og fandt en del af det stof, der skal udgøre Emilies gallakjole. Hun kommer hjem om fjorten dage, og så skal der gerne ligge noget klar til anden prøvning…


Januar 2015


Inden vi nåede helt hjem, nåede vi også at fylde kørepenge på rejsekortet, at spise en fornuftig frokost/aftensmad, hente forsyninger til Anders fra Matas og kigge indenfor i Normal, som Emilie længe har sukket efter.

Vi var trætte da vi satte os i bussen på vej hjem.

Så trætte at det var lidt svært at mande sig op til at skulle ud igen, for at følge et pigebarn, der ikke kunne vente længere, mod toget og tilbagerejsen til efterskolen og alle vennerne. Om lidt er hun nået frem, og jeg venter bare på den obligatoriske sms om netop det.

søndag den 8. februar 2015

Fest, kjoler og hygge


Weekenden har været fyldt. Godt fyldt. Med gode ting.

Weekenden startede allerede fredag, hvor en spændende kursusdag blev afløst af fastelavnsfest for børn og forældre. Der kom ikke mange, men de der kom, hyggede og havde det sjovt.

Børnene var selvfølgelig alle klædt ud, mens kun et enkelt forældrepar kom klædt ud - i det vildeste 70’er outfit. Der blev spist, der blev slået katten af tønden og der blev uddelt præmier og kroner til kattekonger og –dronninger og bedst udklædte, inden festen fortsatte i discorummet, og forældrene fortsatte snakken til det blev tid at gå hjem.


Fastelavn


Jeg startede min udklædning med en tanke om at tage udgangspunkt i det blå hår, og tænkte at japanske tegneseriefigurer kunne være en ide. Den tanke stoppede brat, da jeg googlede Manga og det gik op for mig, hvor lidt tøj sådan nogle har på. I stedet hev jeg piratkostymet jeg brugte til piratfesten for et par år siden frem, og i gik i kælderen og hentede et drabeligt latexsværd.

Lørdag fik jeg besøg af min søster, Victoria og Zacharias. Zacharias var mest interesseret i, om Emilie var hjemme. Det var hun heldigvis, for i morgen tager vi på skadesambulatoriet til den undersøgelse lægen sendte os videre til sidste mandag.

Mens Emilie og Zacharias blev hjemme og parallellegede – Emilie med teenagesnak i mobiltelefonen og Zacharias med sin iPad – kørte vi andre i Stof2000 og købte ind til Victorias konfirmationskjole. Besøgets egentlige formål. Nu ligger så både mål, stof og mønster klart, og når vi ses om fjorten dage, skulle jeg gerne være klar med en corsage der kan prøves og rettes til.

I mellemtiden ligger Emilies kjole stadig stille. Gad vide om vi måske kunne komme omkring stofbutikken i morgen på vej hjem fra knæundersøgelsen, så også den kan få lidt mere liv…

I dag ventede så timer i godt selskab i et lækkert krearum. Timer med snak, god mad, småkager, kig til spændende kreativiteter og masser af strik. Slet ikke nogen dårlig måde at slutte weekenden.

Nu vil brygge mig en kande the og kravle hen i hjørnet af sofaen. Weekenden har været skøn, men jeg kan mærke jeg mangler en smule tid helt alene. Det er heldigvis plads til, så det vil jeg benytte mig af.

torsdag den 5. februar 2015

Saksen er slebet


Jeg vil i virkeligheden helst være langhåret. Igen og igen forestiller jeg mig, at mit hår er tykt og langt og sidder perfekt. Det er så langt fra virkeligheden som muligt. Mit hår er tyndt og bliver det langt falder det sammen og sidder bestemt ikke perfekt.

Men bliver det klippet lige over skuldrene fylder det pludselig meget mere. For som en frisør sagde engang – nok er det fint, men der er meget af det, og derfor kan det godt komme til at fylde rigtig meget.


Klip før - februar 2015


Jeg har gået rundt om mig selv længe, for jeg vil stadig helst have langt hår. Men når virkeligheden er, at jeg altid ender med at sætte det op, så kan selv jeg blive i tvivl om hvorfor.

Det er tre uger siden jeg bestilte tid hos frisøren. I tirsdags sad jeg klar i stolen. jeg skal lige vende mig til det, men jeg kan faktisk godt lide det. Pludselig fylder det meget mere end når det er langt. Jeg vidste det godt, det overraskede ikke mig, men frisøren gik en smule bagover og udbrød: Det er jo nærmest som om du har dobbelt så meget hår!

Og for ikke at falde i – som jeg altid gør – og bare lade det vokse ud igen, sørgede jeg for at få en ny tid med til om tre måneder. Så burde der være vokset nok til at lege lidt igen. Jeg tror faktisk godt jeg kan vende mig til kortere hår. For i min optik er det her meget kort.

Jeg har allerede tanker om hvordan det skal se ud næste gang. Jeg er glad for at have prøvet pagen af, men jeg vil nok foretrække lidt mere spræl, når saksen næste gang sættes i. Det her er på grænsen til at være lidt for klassisk – til mig.


 Klip efter - februar 2015 


Og tro mig, det sidder ikke i øjnene når jeg går rundt, det var bare en lille smule svært at styre både kamera og vind på samme tid.

I sidste øjeblik


Hobitten


Selvom Anders og jeg har glædet os et helt år til afslutningen af Hobitten, blev det først i dag vi fik den set. I december kunne vi ikke overskue, og pludselig løb tiden. I mandags fik vi endelig bestilt billetter, og det var i sidste øjeblik. Altså måtte vi nøjes med en af de mindre sale i Cinemaxx på Fisketorvet, i stedet for den store sal i Imperial, som bestemt stod højere på ønskelisten.

Den mindre sal gjorde ikke filmen ringere. Jeg er imponeret, specielt synes jeg Peter Jackson har været rigtig god til at gøre forbindelserne til Ringenes Herre endnu tydeligere end de fremstår i bogen. Det gør det selvfølgelig noget nemmere, når filmene er lavet i den omvendte rækkefølge i forhold til forfatterskabet.

Endnu en gang kunne vi konstatere at tid er en underlig faktor, og at den forlængede spilletid ikke på nogen måde føltes forlænget. Jeg havde glemt en del af plottet - det gør jeg tit – og kunne derfor også nå at sidde med hjertet i halsen, uden helt at være sikker på udfaldet.

Specielt vild er jeg med de helt igennem geniale ansigtsudtryk Martin Freeman, i rollen som Bilbo, er i stand til at stille op.

Det er efterhånden længe siden jeg læste Hobitten, men sådan et biografbesøg kan godt få mig til at hente den ned fra hylden igen.

tirsdag den 3. februar 2015

Til strømpestrik


Egentlig var det knapperne hos trædrejer Preben Christensen der i første omgang lokkede. Jeg kan godt lide knapper, og når der ligger knapper i alskens træsorter og de enkelte endda er forsynet med skilte i forhold til hvillken træsort, bliver jeg glad. For hvor vildt er det ikke at vide at de flotte knapper ikke kun er flotte,men er lavet af havtorn eller noget andet eksotisk.


Strømpepindeholder - Preben Christensen


Jeg aner ikke hvad jeg skal bruge knapper til, og jeg aner ikke hvornår jeg får brug for en håndfuld af træslagsen. Eller hvor mange. Så jeg beundrede og lod dem ligge.

Hvad jeg ikke lod ligge, var holderen til igangværende strømpestrik. Jeg har længe sukket efter sådan en dims. Dels holder den på pindene, som godt kan have en tendens til at arbejde sig ud af strikketøjet. Eller forsvinde, når der er mange, der skal med og transporteres væk fra hjemmet. Dels er den pæn.


Strømpepindeholder - Preben Christensen

Strømpepindeholder - Preben Christensen


Og så vejer den nærmest ingenting. Det er absolut også et plus. Jeg ved ikke hvad den er lavet af, for her var ingen skilt og jeg glemte at spørge.

Jeg kan godt glæde mig lidt til næste gang, jeg har strømpestrik med i byen og kan hive den pæne indpakning frem.

Jeg har noget med krus


De vidste det godt – begge de der strikkeveninder. Selvfølgelig ville jeg komme hjem med et krus.


Krus - Else Rasmussen

Krus - Else Rasmussen


Else Rasmussen har lavet krus med strik, og når det samtidig ligger godt i hånden, ingen er ens og jeg har noget med krus, skulle jeg selvfølgelig have et med hjem. Det blev grønt – også selvfølgelig – men jeg kiggede faktisk også på et blåt. Det var bare lidt for stort til min hånd.

Jeg har før handlet med Else Rasmussen. Jeg har købt knapper, og haft svært ved at vælge. Måske havde hun solgt alle de flotte, måske falder hendes nye kollektion ikke i min smag. Jeg fandt ingen knapper, jeg måtte eje. Så jeg nøjedes med kruset, og kiggede også lidt på strikkeskålene, som jeg synes er geniale, men formen heller ikke rigtig mig.

Måske finder jeg den helt rigtige en dag.

mandag den 2. februar 2015

Heldigvis er hun temmelig selvhjulpen


Emilie er på vej tilbage til skolen. Længere kunne vi ikke få hende til at blive hjemme. Jeg insisterede på et lægebesøg i dag, men nu er der ikke mere, der kan holde hende tilbage.


Januar 2015


Lægen konstaterede at det gjorde ondt. Emilie svarede beredvilligt på alle spørgsmål, og da det viste sig at nu efter en uge, er der endnu ingen synderlig bedring at spore og bevægeligheden er voldsomt nedsat, blev lægen noget bekymret og erklærede at hun lige ville ringe til en ven. Et opkald til ortopædkirurgisk afdeling på Herlev betød, at en henvisning blev sendt af sted og en indkaldelse til yderligere undersøgelser kan forventes inden for få dage. Der skal lige gå en uge mere inde de vil se hende, for den værste hævelse skal gerne være forsvundet inden det bliver muligt at undersøge til bunds.

Mistanken lyder på noget med minisken, men det kan også bare være hævelsen… Vi håber på det sidste.

På skolen har de lovet at passe på hende og ikke udsætte hende for hundredemetersløb det næste stykke tid, og så ville Emilie gerne hjem igen. Det var afsindigt så hurtigt det gik at pakke.

Havde jeg haft bil, havde jeg selvfølgelig kørt hende hele vejen. Det har jeg ikke, så hun må tage toget. Men jeg har en cykel og mange er de gange Emilie har siddet på sædet, mens jeg har trukket – sådan cirka siden hun kunne sidde selv. Da det længste stykke at gå er herhjemme fra og til stationen, og den eneste hjælp jeg rigtig kunne tilbyde var sæde på cyklen, fik hun endnu en tur på sadlen.

På stationen var der kun trapperne at forcere, i Høje Taastrup er trapperne heldigvis mekaniske og i Sorø venter bussen og stopper næsten foran skolen. Og på skolen sidder der vist mere end een, der gerne kommer til stoppestedet og henter.

Hun har meldt ud, at vi ikke skal forvente, at hun kommer hjem i weekenden. Det er vel tidsnok mandag eller allerhøjest søndag, alt afhængig af hvornår indkaldelsen til skadeambulatoriet dukker op.

søndag den 1. februar 2015

Messe i baghaven


Søndag havde, ud over at smække benene op og lave ingenting, kun en plan. Der var garn i Rødovrehallen – som en af pigerne fortalte den anden dag, så kunne de ikke komme til kidsvolly, for der skulle være sådan noget med garn. Og de havde også set paller belæsset med tråde i massevis.


AOHmesse - Rødovrehallen


Altså mødtes Bettina og jeg engang i formiddags og gik til hallen, hvor Karina tog imod. Det er alt for længe siden, vi har set hinanden alle tre, så det var et dejligt gensyn. Det ver også skønt at se Karina, hjælpe alle Charlottes kunder, i den lille biks.

Vi gik hele turen rundt, og jeg må nok endnu engang erkende, at selvom det er meget hyggeligt, bliver indtrykkene hurtigt alt for overvældende, jeg får ikke set halvdelen, og kan slet ikke overskue at hive pungen op af lommen.

Je gider godt de der messer, men det er ikke her jeg samler den store inspiration. Der er simpelthen for mange indtryk. Jeg kom hjem med en smule nyt. Ikke noget garn, men andet godt. Men endnu ingen billeder, så det må vente til en anden dag.

Jeg har heller ikke andre billeder fra hallen, end det med Karina på slap line. Jeg kan ganske simpelt ikke overskue at tage billeder mellem så mange mennesker.

Efter tre timer gik vi hjem igen. Berigede af skøn snak og med en aftale om snart at ses. Resten af dagen handlede mest om det med sofaen. Jeg synes endda det var vel fortjent, og så har jeg slet ikke fortalt om en rigtig god lørdag i pædagogikkens tegn, med gode snakke og debatter, som forhåbentligt vil føre til nye gode strukturer.