mandag den 31. maj 2021

Bladlilje

 

For snart ti år siden fik jeg en flok grønne nøgler garn af bomuld og viscose, fundet i Netto, af Bettina.



Jeg havde en plan og hun købte. Der gik ikke længe før jeg slog op, og selvom resultatet som sådan var fint, endte jeg med at pille det hele op igen. Det samme skete med de to næste forsøg på at bruge garnet.

Nu har jeg prøvet igen. Denne gang i dobbelt garn, og håber på at jeg denne gang er endt med noget, jeg også ender med at bruge.

Man har vel lov at håbe.









Design: Bladlilje af Lene Tøsti.


Garn: Bomuld/viscose fra Netto. Garnet har en løbelængde på 210 meter pr 50 gram. Jeg strikkede med dobbelt garn.

Den færdige top endte med at veje 266 gram.


Pinde: Jeg strikkede med Lykke pinde - 3,5 mm og 3 mm i kanterne.


Størrelse: Large



Bemærkninger: Normalt flytter jeg rundt på maskerne, så jeg ender med flere masker fortil end bagtil. Det giver bedre plads til brystet. Det gjorde jeg ikke denne gang. Det kan godt ærgrer mig lidt, for ryggen er en lille smule for stor, og stoffet rynker lidt hen over ryggen.

Jeg husker det vel næste gang - for der er en grund til at jeg gør det.

Jeg startede med at strikke ribben med drejede retmasker. Øverst på mønsterrapporten går ribben en smule igen. De medfølgende ribmasker strikkede jeg også drejet ret, for at få en pæn overgang.

Jeg havde en ide om at ærmegabet var meget lille, og strikkede det derfor lidt større, efter forklaringen i opskriften. Det skulle jeg nok heller ikke have gjort. Jeg endte med et ærmegab der var meget stort. For meget stort. For at holde det lidt til, har jeg hæklet en række krebsemasker hen over bunden af ærmegabet.

Jeg strikkede medium fittet body. Det betød indtag og senere udtag på hver 4. pind. Ved udtagningerne tog jeg yderligere ud ved sidesømmen 3 gange, for at sikre nok bredde over hofterne.

Jeg skiftede ikke pind ved den nederste kant.



Lene Tøsti har lavet flere fine sommertoppe. Jeg kunne godt fristes til at strikke flere.


Vil du se flere billeder af toppen, kan den ses på Ravelry.





Masker på en søndag - Uge 21

 

Ugen kort:

  • En hel uges sygemelding, 
  • Længere og længere gåture.
  • Mindre og mindre ondt.
  • Mere og mere spat af at være hjemme.
  • Jeg har trappet ud af det smertestillende.
  • Jeg kan cykle.
  • Et enkelt møde var bedre fysisk, og med tanke på at finde ud af hvor meget jeg egentlig kunne, kørte jeg ud til skolen.
  • Det kom bag på mig hvor træt jeg blev.
  • Oscar har bestilt dyrepasta til på tirsdag - han var ikke imponeret af tarteletter.
  • Jeg kunne komme ned på gulvet og lege.
  • Jeg har fået første vaccine.
  • Eneste bivirkning var ømhed omkring indstriksstedet.
  • Det gik over efter et par dage.
  • Frem til torsdag var der ikke meget strik på programmet.
  • Til gengæld en del træthed.
  • Jeg har læst en del.
  • Og endda spundet - i dag.








Læse:

Jeg er alligevel blevet lidt fanget af Sarah J Maas' univers af eleverne og mennesker, det gode og det onde, liv og død, og kastede mig over tredje del. 

Ind imellem er det lidt søgt, lidt for teenageagtigt - på den anden side er historien vist oprindeligt møntet på ungdommen, såh...

Mon de vinder kampen, hvor mange må bukke under, og lykkes det at samle alle mod en?

Der er en bog eller to mere i serien, men de står ikke på bibliotekets hylde, er måske ikke engang oversat. 


Strikke:

Jeg strikker strømper til Anders. Han valgte selv garnet, valgte selv mønstret - mellem dem, jeg havde fundet. Mønstret hedder Peregrin Socks og er nummer to strømpe fra kompendiet Fellowship of the socks. Ni strømper, en for hver af de ni medlemmer af broderskabet, der drager ud for at redde verden.

Han valgte også selv garnet, farvet af Frydefuld.dk. Der ligger et par nøgler mere og venter  - formentlig på flere snoninger.

Jeg er ikke sikker på Anders vil have dem alle, men der er masser af snoninger og snoninger tæller højt i Anders' verden.

I den forgangne uge er de ikke vokset meget. Jeg har heldigvis ikke travlt. Og Anders venter gerne.





lørdag den 29. maj 2021

Balance Sjal

 

For længe siden, dengang man mødtes med tilfældige fremmede og fik et lift hjem, selvom man egentlig ikke kendte hinanden, var jeg på kursus.

Hos Gitte - By Kopranen - i Haslev holdt Karen - Lykkefanten - kursus om farver, om balancer og om valør. Starten gik i samme omgang på et sjal, strikket af egne medbragte rester.

Det er snart to år siden.



Det var en superhyggelig eftermiddag, og hvorfor det tog så lang tid at blive færdig, tror jeg handler om meget lange pinde, om andre ting der overhalende indenom. Men mest om meget lange pinde. 

Jeg strikkede på en mindre pind end foreslået, og nåede op på et temmelig stort antal masker, inden jeg endelig kunne starte kanten. 

At det endelig er færdigt nu, handler nok mest om at jeg besluttede at strikke mindst en stribe hver søndag, til det blev færdigt. Da jeg manglede de sidste tre-fire striber og enden var til at gribe efter, gik det hurtigere.

Jeg strikkede af rester af uld. Mest uld. Der er et par blandingsgarner med. Både uld og silke, uld og bomuld og vistnok også uld og hør. Projektet gjorde et godt indhug i oplagrede rester, nogle af dem blev endda helt udslettet. Det tæller altså i min bog.



Dengang i Haslev havde jeg flere farver med, men hjemme endte jeg med at trævle en hel del op, inden jag valgte en noget mere snæver farvepalet, stadig delt i tre bunker - den lyse, den mellemfarvede og den mørke. 

Jeg ved det var en god ide. Og jeg ved jeg kommer til at bruge det færdige resultat. Jeg gør det allerede.











Design: Balance Sjal af Lykkefanten.


Garn: Alt godt i uldafdelingen fra kasserne med garn. Rester i farver jeg bedst kan lide og alle med en historie. garntykkelserne ligger i alt fra supersoft fra mange steder til Pernilla fra Filcolana.

Det færdige sjal vejer 266 gram.


Pinde: En til sidst lidt for kort rundpind, 3,25 mm fra Lykke Needles. Hvorfor jeg ikke skiftede til en lidt længere wire står hen i det uvisse...


Størrrelse: Det færdige sjal er langt. Det har et vingefang på 270 centimeter og en højde på 74 centimeter. Det kan vikles flere gange om halsen og varmer godt.



Bemærkninger:  Opskriften angiver at der skal strikkes 22 fulde stribesæt  af tre striber. Jeg strikkede 30 - måske var det også derfor det tog så lang tid. 

Jeg kan ikke huske hvor langt jeg nåede, da jeg besluttede at jeg ikke brød mig om kanten, der med retmasker blev lidt rodet at se på i farveovergangene. Altså trævlede jeg kanten op i begge sider, opererede over nogle dage og i stedet endte med en glatstrikket kant over de yderste to masker. 

Det er ikke en iCordkant, men den ruller tilpas nok til at ligne.



Det lille blomstermønster var nemt nok at strikke, men alligevel langtrukkent. Igen en mulighed for hvorfor det tog så lang tid at blive færdig. 

Jeg kan rigtig godt lide udtrykket i de små blomster, og kunne snildt se mig selv strikke det igen. Men det kræver noget tålmodighed.



Vil du se flere billeder af sjalet, kan det ses på Ravelry






fredag den 28. maj 2021

Det rasler

 

Jeg var ikke helt sikker på om jeg kunne komme helt ned på gulvet - eller op igen - da Daniel og Oscar kom forbi i tirsdags. Det gik heldigvis overraskende nemt. 



Oscar ville gerne i bad, men udslættet han har på kinden har efter et besøg hos lægen, resulteret i en ordinering af færre bad. Og selvom vi alle sammen synes det lyder mærkeligt, siger Daniel det er blevet pænere. Altså måtte han leds sig nøje med en ren ble og ville gerne have de russiske damer ned fra skabet.

Det er sjovt at skille dem ad, fylde de store med så mange som muligt af de små og sætte låget på igen. 

'


Sammen med Emilie lavede han musik. Det var også sjovt. Da Emilie begyndte at fylde duploklodser i, blev det næsten endnu sjovere. 

Men sjovest er det alligevel at åbne, at lukke og at fylde i.

Selvom det ikke var noget større problem at komme op og ned på gulvet, må jeg indrømme at jeg var mere træt end normalt, da de sagde farvel og gik hjem igen.




Ellers går det fint. Lidt bedre dag for dag. Lidt nemmere at bevæge, gå og komme op og ned,





onsdag den 26. maj 2021

Sway Socks

 

Maj måneds strømper i Majas årelange strømpesamstrik var Sway af Lykkefanten. De faldt ikke i Emilies smag, så jeg lod garnet, der ligger og venter på at blive strømper til Emilie ligge, og fandt i stedet noget andet, og strikkede til mig selv. 



Karen skriver gode opskrifter. Jeg har strikket en del af hendes opskrifter efterhånden, og bare derfor var jeg nødt til at strikke med. Mønstret var let at memorere, strømperne strikkede nærmest sig selv, og det tog da også kun i omegnen af en uge at strikke hele parret. 

Til gengæld kan jeg konstatere at det tager tid at få taget billeder, og endnu mere at få vist frem.

Da jeg kiggede i kassen med strømpegarn, for at vælge det helt rigtige, tog jeg mod til mig og strikkede af det sock blank jeg købte for år tilbage på Fiberfolk i Roskilde.

Det var sjovt. Umiddelbart overvejede jeg at pille det hele op, vinde det op i et fed og dampe, så de strikkede krøller forlod garnet. Jeg lod være, strikkede direkte fra det strikkede, huskede at sælgeren lovede krøllerne ville forsvinde i vask.

Det gjorde de.



Det sjove lå i at se hvordan det fine trykte mønster på det strikkede stykke, blev til noget helt andet strikket op. Det var nærmest magisk. 

Jeg fik lyst til at strikke af sock blanks igen. Tænker at næste gang jeg støder ind i sådan et, er jeg nødt til at slå til. 

Det kunne også være sjovt at trykke selv. 













Design: Sway af Lykkefanten.


Garn: Sock Blank fra Nor K. Farven hedder SB3#. Jeg er usikker på om hun stadig findes, hjemmesiden gør ikke.

Jeg brugte 77 gram.


Pinde: Jeg plejer at strikke på pind 2,5, men har længe ønsket at afprøve forskellen til pind 2,25. Det blev denne gang. Jeg strikkede magic loop på en 80 cm Addi  Premium. Det bliver ikke sidste gang.


Størrelse: Jeg har brede lægge, og startede med den største størrelse. Mønstret var nemt at rette til, så jeg, da jeg nåede hælen strikkede den midterste størrelse.

Foden er lige præcis lang nok til min størrelse 39.



Bemærkninger: Som sagt startede jeg med den største størrelse, og strikkede ned ad benet et par ekstra masker sammen, fordelt over mønstergentagelse 2 og 3, så jeg ved hælen nåede størrelse M.

Jeg ændrede både hæl og tå. 

Hælen er i opskriften ren glatstrik. Jeg synes hælen sidder bedre til når den er elastisk - altså rib. Jeg valgte at strikke de tre yderste masker ret, og strikkede en drejet rib over resten af maskerne. Jeg strikkede ribben fra retsiden og tog alle vrangmaskerne løst af fra vrangsiden. Det gør jeg tit, når jeg strikker hæl, får en pæn rib og slipper for at strikke vrangmaskerne drejede.

På billederne er tåen en stjernetå. I opskriften er vejledning til en tå, der ligner min almindelig anvendte til forveksling. Da jeg så billederne blev jeg glad for en anden tå, da jeg nåede anvisningerne blev jeg en smule skuffet.

Jeg endte med at finde en anden af Lykkefantens strømpeopskrifter, jeg tidligere har strikket og brugte stjernetåen derfra. 

Det er så let at strikke som jeg plejer, men den der stjernetå kan faktisk noget.



Der var et par første gange i det her projekt. Første gange som ikke bliver sidste. 

Det var første gang jeg strikkede fra et Sock Blank. Det var første gang jeg strikkede strømper på en pind 2,25. Det var første gang jeg strikkede strømper med magic loop. Det var faktisk også første gang jeg strikkede med en Addi Primium.

Jeg synes om det hele. 


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne kan de ses på Ravelry.







mandag den 24. maj 2021

Masker på en mandag - Uge 20

 

Næsten rettidigt, kan man sige...


Ugen kort:

  • Mandag startede med smerter, søndag var i virkeligheden ikke meget bedre.
  • Lægen blev besøgt mere end en gang - jeg tror min kvote for de næste tre år er brugt op.
  • Der er selvfølgelig lige den tid jeg skal have, når stingene skal pilles ud. 
  • Skolebestyrelsen holdt endnu engang online møde. Det sidste for mit vedkommende dette skoleår - jeg har uddelegeret årets sidste møde, der falder på min fødselsdag.
  • Oscar blev udsat til torsdag - fordi skolebestyrelsen - og endte med at blive helt aflyst.
  • Jeg satser stærkt på at se ham i morgen.
  • Både SFO-leder og skoleleder viste tegn på bekymring, og umiddelbart talte vi om en delvis sygemelding - bare til vi vidste mere.
  • Akutmodtagelsen i Herlev fungerer fint til strømpestrik.
  • Emilie lovede straks at hente min cykel hos lægen, mens jeg fandt bussen mod Herlev.
  • Fredag morgen var Berit klar i nattøj, da hun kørte mig derud igen.
  • Fredag var en blanding af ventetid, strik, uvished og en operation, der kom ind fra højre.
  • Havde du spurgt mig mandag var operation ikke på programmet, sådan set heller ikke torsdag.
  • Jeg er sygemeldt hele næste uge.
  • Gennem de sidste mange år har min galdeblære bygget en perle på størrelse med et lille hønseæg.
  • Nu er både æg og galdeblære væk.
  • Mit kamera er fyldt med billeder af færdige projekter, det er på tide at få præsenteret.
  • Måske de kommende dage giver tid til det.
  • Jeg tror på bevægelse og gik to gange rundt om blokken søndag eftermiddag.
  • Jeg går langsommere end jeg husker min mormor nogensinde har gjort.
  • Min mor kom forbi med blomster, gaver og knus.
  • Det føles som om det går fremad.
  • Jeg er nok lidt utålmodig,











Læse:

Jeg læser Et Rige af Tåge og Vrede  - anden del af fantasyserien om mennesket Feyre, der ender med at leve blandt elvere i en magisk verden. Jeg er stadig ikke helt sikker på om jeg egentlig gider læse den, og bliver alligevel opslugt af historien, som på en eller anden måde formår at blande både eventyr og spænding.

Den er sådan set hyggelig nok. Jeg læser jo videre (og har tredje bind liggende), men jeg er mere til krimi. På den anden side er den helt fin til min nuværende tilstand. 

Jeg tror bare jeg læser videre, og bliver ved med at synes de er ualmindelig længe om at finde ud af at kysse hinanden. 


Strikke:

jeg har længe haft et øje på Sorrel. Jeg har hele tiden vidst den skulle blive en cardigan, og havde en ide om at jeg skulle finde smukt håndfarvet garn til den, når det igen bliver muligt at komme ud og se på garn i større stil. 

Var det sidste uge, eller var det forrige uge jeg pludselig kom i tanke om det håndspundne blå/grønne fadede garn jeg spandt sidste år, som egentlig havde en anden plan, der blev forkastet og garnet gemt væk, til det rigtige dukkede op? Jeg kan ikke huske det. Men jeg er ret sikker på det rigtige er dukket op.

Jeg havde lavet en strikkeprøve, da jeg torsdag aften endte med at vinde de resterende fed op og lave en udregning - og jeg har regnet en del, lavet en del om, som forhåbentlig ikke kommer til at kunne se, men betyder at den færdige trøje sidder godt på mig.

Jeg nåede at slå op, strikke en kort ribkant og den første mønsterrapport, inden jeg pakkede sammen, gik i seng og var klar til en lang dag på Herlev i fredags.

Da klokken var to, og jeg holdt op med at strikke var jeg halvvejs gennem den første fade, og på en eller anden måde er projektet gået hen og er blevet mit recovery-projekt. 

Lige nu orker jeg ikke at strikke så meget, men jeg tænker det kommer, som ugen bliver ældre. Spændende hvor langt jeg når, inden jeg er tilbage på arbejde.





søndag den 23. maj 2021

Et lille hønseæg


Ude foran Herlev Hospital ligger en kæmpe gulerod, af beton, delt i tre. Jeg ved det, fordi jeg fredag eftermiddag gik rundt uden for hovedindgangen. 

På det tidspunkt havde jeg drukket alt det saftevand en hospitalsmedarbejder havde fundet til mig, og vidste jeg ikke måtte drikke mere de næste timer, men vidste stadig ikke om jeg stod på listen til operation eller ej.




I virkeligheden starter historien længe før, måske i lørdags, da smerter i maven satte ind. Længe tænkte jeg at Rose nok havde smittet med et eller andet, og det viste sig anderledes på mig, end på hende. Senere blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok havde spist for lidt og simpelthen var oversulten. Da var tiden nået til søndag morgen. Jeg var så desperat at jeg kogte havregrød, spiste en stor portion, men ikke kom af med smerterne. 

Kender du følelsen af at være oversulten, at der nærmest stråler smerter ud fra midt i maven? Det var sådan jeg havde det. Men uanset hvad jeg gjorde, gik det ikke væk.

Mandag gik jeg på arbejde, tænkte det skulle bevæges væk. Jeg vadede rundt ude i skolegården på min gårdvagt og havde det egentlig lidt bedre, fortrængte smerterne og underviste i 3. klasse, endte i Klubben, hvor jeg havde mulighed for stort set at sidde ned resten af dagen. Da klokken nærmede sig halv fire, kiggede vores medhjælper på mig, og synes jeg skulle gå hjem.

Jeg synes måske han havde ret, var begyndt at tænke læge og havde sat mig fast i tanken om, at lægebesøg kun kan forekomme med en negativ test. Jeg skrev hjem, sagde jeg var på vej, fik tanker om læge fra den anden ende og tjekkede op på de der tests. 


Der er åbnet et lille lokalt testcenter lige ovre på den anden side af Roskildevej, det tager under fem minutter at køre dertil, de havde tid, jeg bookede og mødte op. 

Hjemme ventede en voldsom hovedpine. Jeg er temmelig overbevist om at det handlede om en dag ude i solen uden nok at drikke. Jeg fandt det hjemlige arsenal af smertestillende, besluttede at var der noget med maven, måtte jeg hellere passe lidt på, slugte et par Pinex og sov tre en halv time. 

Det havde jeg ikke set komme. 

Da jeg vågnede var hovedpinen væk og smerterne i maven flyttet til øverste højre del, lige under ribbenene. Et opslag på lægehusets hjemmeside viste at der igen er lukket op for at komme uden forudgående tid, klokken meget tidligt hver morgen, og uden virussymptomer er alle velkomne. 

Jeg sad der inden de åbnede tirsdag morgen.



Lægen var grundig, trykkede og konstaterede at smerterne samlede sig omkring galdeblæren. Det kunne være en sten. Jeg fik taget blodtryk og en samling blodprøver. Jeg havde ikke feber og blodprocenten var fin, jeg blev sendt videre med en tid til opsamling på prøverne torsdag.

Derfra tog jeg på arbejde. Det mente hun godt jeg kunne, hvis blot jeg mærkede efter. 

Tirsdag er en kort dag, i tirsdags lidt længere fordi vi startede med et TRIOmøde. det gav anledning til at tale med min leder, der var helt med, da jeg sagde at blev smerterne ved, ville jeg havde svært ved at overskue onsdag, der strakte sig fra 10 til 17. 

Så længe kan du slet ikke være på arbejde, når du har ondt!, sagde hun og vi blev enige om at jeg kom og var med til onsdagens to møder, og derefter gik hjem. Torsdag var igen en kort dag, så aftalen blev at se tiden an. 


Torsdag sad jeg igen hos lægen. Alle tal var fine, både lever og galdetal. Mit infektionstal var forhøjet og lægen kløede sig i nakken, mens hun overvejede næste skridt. Hun endte med at sende mig til akutmodtagelsen på Herlev, for som hun sagde, kunne hun sagtens bestille flere prøver og ultralydsscanning, men de har det hele derude.

Jeg fik Emilie til at hente min cykel ved lægen, ringede til familie og arbejde og fandt en bus mod Herlev.

Jeg er ikke helt sikker på hvad klokken var da jeg nåede derud, men klokken var tæt ved tre, da jeg tog hjem igen. I den mellemliggende tid havde jeg nået at strikke det meste af fem centimeter på en strømpe til Anders, ventet og alt det andet der hører med.

Igen en masse prøver, urinprøve, blodprøver, blodtryk, puls og en coronatest. En læge, der helt sikkert vidste hvad han lavede, en masse tryk på maven og en vistnok heldig mulighed for en scanning, der viste en stor sten i galdeblæren og måske betændelse. Men det skulle verificeres med en rigtig scanning, og jeg skulle nok forvente at blive tilbudt en operation, med fjernelse af både sten og galdeblære.

Hit me, tænkte jeg og googlede først derefter at man sagtens kan leve uden galdeblæren. Sjældent har jeg følt mig så klar til noget, jeg ikke umiddelbart havde set komme. 

Jeg blev sendt hjem med anvisninger om faste og tilbagevenden til den rigtige afdeling fredag morgen klokken 7.30.


Berit var sød at køre, gode venner og kolleger er guld værd, og fredag morgen klokken 7.15 var jeg installeret på den sofa i venteområdet på mave-tarm-lever-afdelingen jeg mere eller mindre kom til at betragte som min frem til ved to-tiden. Der var bestilt ultralydssacnning, og jeg vidste at ventetiden kunne blive lang.

Undervejs mødte jeg en hel masse søde, opmærksomme, og imødekommende mennesker, der alle præsenterede sig og vidste hvem jeg var. Det betyder altså noget, også selvom jeg i samme øjeblik de har sagt deres navn, har glemt det igen.

Igen ventede blodprøver, blodtryks- og pulsmålinger. Venteområdet viste sig også at være lidt af en sovesal, da først den ene ældre mand, siden en anden satte sig og faldt i søvn. Den ene højlydt snorkende.

På et tidspunkt dukkede en mand op, kiggede på mig, spurgte om jeg ventede på scanning, og inviterede mig ind. Jeg pakkede mine ting, tog dem med ind i rummet med scanneren, blev scannet, fik konstateret en sten på størrelse med en velvoksen oliven - han sagde tre centimeter - uden manden på noget tidspunkt præsenterede sig, eller spurgte hvem jeg var. Det var mærkeligt. 

Først da jeg igen var ved at installere mig på min sofa, stak han hovedet ud af døren og skulle lige sikre sig at jeg var mig. Jeg tillod mig at skrive mærkeligheden på det spørgeskema en meget sød og velvillig medarbejder spurgte om ikke godt jeg ville udfylde, så de kunne blive endnu bedre til at modtage patienter udefra.

Selvfølgelig ville jeg det.



Klokken var vist ikke helt tolv endnu da lægen dukkede op. Han tilbød operation, jeg var klar, han skulle lige sikre sig at jeg var helt med på at der kan opstå komplikationer - det kan der altid ved operationer, og han skal selvfølgelig sige det, også selvom sandsynligheden er lille - jeg var stadig klar. Desværre kunne han ikke love at det kunne blive fredag, og med en weekend var udsigterne endnu mindre, dukkede der mere akutte patienter op - for eksempel blindtarmsbetændelse - ville de komme før mig, men han ville se på det, lod mig faste videre, og mente bestemt jeg skulle drikke noget saftevand, for der ville gå mindst to timer. I øvrigt var det tydeligt at han havde det dårligt med at sende patienter hjem, for at kalde dem ind igen.

Inden jeg nåede meget længere end at spørge hvor jeg fandt det der saftevand, materialiserede det sig nærmest af sig selv. En hel kande med is og et glas at drikke af.


Jeg var usikker på hvor meget jeg måtte drikke og holdt lidt igen, mens jeg ventede videre. Pludselig dukkede en af sygeplejerskerne op, spurgte om jeg vidste at der kørt en seng frem til mig, og at jeg måtte drikke frem til klokken to, for derefter at være klar til operation fra klokken fire, skulle der være plads på skemaet.

Det vidste jeg ikke, men det gav lidt ro, jeg havde et tidsperspektiv, selvom jeg stadig ikke vidste om det ville blive i dag eller en anden dag. Jeg besluttede at blive siddende og drikke mig gennem hele kanden med saft inden klokken blev to, finde noget frisk luft og den der seng, der blev mere og mere tillokkende. 

Og dermed endte jeg nede foran hovedindgangen til Herlev Hospital sammen med den store gulerod.

Det ser ud som om, der bliver rigtig pænt, når de bliver færdige med at bygge.



Oppe igen lød meldingen at jeg var listen og skulle opereres klokken fire. Jeg pakkede strikketøjet sammen og valgte i stedet den medbragte bog. At ligge ned og læse var faktisk helt rart.

Omkring klokken tre skiftede jeg til det superlækre antræk hospitalet kunne frembringe og var klar til afhentning fra kvart i fire. Det trak ud, det gør det vist tit, og klokken var omkring tyve minutter over fire, da meldingen, om at nu var det ved at være nu, kom. Jeg skrev en hurtig besked til Anders, vidste det ville tage tid inden jeg igen kunne melde tilbage, fik anbragt mobilen et sted i det aflåste skab, hvor en anden hurtigt ville kunne finde den igen, fik støttestrømper og et stik med blodfortyndende medicin inden jeg igen kunne vente. Denne gang på en portør.

Da han kom, havde han sådan en smart lille motoriseret vogn med, som kunne hæftes fast på sengen og skubbe den for ham, mens han sad på den. Han fortalte at efter mange år i branchen er han slidt og motoren er en god hjælp. 

På operationsstuen blev jeg igen præsenteret for en masse nye mennesker, linserne pillet ud og en ret fantastisk anæstesisygeplejeske formåede at sætte venflon til drop i en blodåre uden en masse bøvl - det er mine blodårer ellers kendt for. 

Der gik ikke lang tid før jeg vågnede op igen, de talte om en temmelig stor sten, fortalte jeg havde fået en blanding af paracetamol og ibuprofin - jeg havde selv fortalt at morfin ikke hjælper - og sagde pænt farvel inden jeg blev kørt videre til opvågningen. Her blev jeg mødt af en meget omsorgsfuld dame, der vidste hvad hun lavede, jeg fik kvalmestillende og hun puslede om mig, indtil en mand med osteoporose, der var faldet ned ad en trappe og havde brækket adskillige ribben og håndled i den ene side optog mere tid. 



Det var der omkring det for alvor begyndte at gøre ondt. Meget ondt. Og jeg ved jeg har en høj smertetærskel. Jeg synes der gik oceaner af tid inden damen kom tilbage, det gjorde der sikkert ikke, men hun hørte hvad jeg sagde og fandt omgående noget smertestillende. 

Hun kom tilbage med morfin. Det virker ikke sagde jeg, hvorpå damen fortalte at sammen med den cocktail jeg i forvejen havde fået kan morfin ofte alligevel hjælpe, Og jeg er ikke nærig, fortsatte hun. Jamen prøv det, sagde jeg, hun hældte indenbords og nærmest med det samme begyndte det at at snurre alle steder i kroppen, smerterne blev mindre, forsvandt nærmest og jeg følte mig en smule rundtosset.

Der gik ikke mange øjeblikke før hun var tilbage, sagde Du får lige lidt ekstra ilt, for du bliver lidt splattet. Jeg kunne kun give hende ret i og brugte en del tid på at falde hen, opdage min vejrtrækning var temmelig overfladisk, forsøge at trække vejret dybere, for blot at falde hen igen.

Endelig kunne hun meddele at det var tid til at komme tilbage til afdelingen, på mit spørgsmål om tid, kunne jeg regne ud at Anders måtte sidde på nåle derhjemme og derfor fik jeg som det første sygeplejersken til at hente min mobiltelefon, da jeg nåede tilbage på stuen. 


Jeg havde ret. Der ventede noget i omegnen af syv mere og mere urolige beskeder, jeg ikke havde haft mulighed for at svare på. Et hurtig skriv skabte lidt ro i den anden ende, men det viste sig alligevel at Anders havde sovet ualmindelig dårligt samme nat, af bekymring over mig.

Jeg fik noget at spise, havde længe en følelse af at skulle kaste det hele op og endte med at sove måske i virkeligheden flere timer end jeg havde forventet. Jeg vågnede tidligt og synes jeg ventede længe inden kirurgen dukkede op og fortalte lidt mere om operationen end jeg nåede at opfatte i min desorienterede tilstand lige efter operationen. 



Jeg havde alligevel fået fat i det meste. Det var en stor sten. På størrelse med et lille hønseæg. De tre centimeter scannemanden scannede sig til må være på den korte led af et æg. Den havde været så stor at de måtte udvide hullet ved navlen en smule, for at få plads nok til at få den ud. 

Galdeblæren havde ikke været betændt, men pænt irriteret. Det tror da pokker. Det tager tid at opbygge så stor en sten, den dannes ligesom en perle i en østers. Hvor mange år ved jeg ikke, men da vi snakkede om en størrelse oliven mente lægen at fem år nok ikke var helt forkert. 

Jeg kunne i princippet sagtens have levet med den længe endnu, var den blevet midt i galdeblæren, men når først den har sat sig fast i udgangen er der ikke rigtig noget at gøre. Og selvom jeg aldrig har oplevet smerter, har jeg måske alligevel oplevet at den var i vejen. Tilbagevendende murren i området, tanker om for meget fedt - der nok ikke er helt forkert - og en følelse af at noget var i vejen. Jeg tænker det er godt at slippe af med den.

Nå men lægen udskrev mig. Spis lige noget morgenmad inden du tager hjem, sagde han, så det gjorde jeg. Jeg fik et par smertestillende piller, spurgte om de havde travlt med at få mig ud, og fik at vide at jeg havde alt den tid jeg havde brug for.


Det tog mig det meste af tre kvarter at læse kapitlet, jeg var i gang med, færdigt, og tænkte at nu var det tid, nu måtte det smertestillende virker og jeg havde spist. Så jeg pakkede sammen, tog mit eget tøj på, fandt nye linser frem og følte mig lidt mere mig selv. Sagde pænt farvel i receptionen og stod nede foran hovedindgangen da jeg kunne konstatere at det med taxier i lange rækker vist ikke gælder klokken lidt i ni lørdag morgen.

Inden jeg fik ringet efter en taxa, ringede sygeplejersken fra afdelingen og var lidt ked af at jeg var nået at gå uden ekstra smertestillende og hjemsendelsespapirer. Jeg gik op igen, sagde endnu en gang pænt farvel, nu udstyret med piller til weekenden og et telefonnummer, skulle det blive nødvendigt, og inden jeg nåede helt ud til hovedindgangen igen havde jeg ringet efter en taxa, der nærmest dukkede op i det øjeblik jeg trådte ud fra hospitalet.



Hvis du har læst hertil er jeg imponeret, men jeg havde brug for at skrive det igennem - også selvom det blev langt. Det er rart at være hjemme, alt er godt, det gør ondt, men det er vist at forvente. Jeg passer på mig selv, er sygemeldt og tænker jeg skal ud og gå en tur senere i dag. Den behøver ikke være en lang tur, men jeg ved jeg har godt af det.

Helst hver dag.