tirsdag den 18. januar 2022

Børstesjov i juleferien

 

Jul og påske -- til dels pinse - er de tidspunkter på året hvor sneglene er helt alene på skolen. Men de skal stadig have mad. Er jeg hjemme, er det oftest mig, der tager forbi hver tredje-fjerde dag og sørger for at der er foder i nogenlunde frisk format. 

Således også i julen.




I virkeligheden passer det mig fint, for så kommer jeg ud. Som regel parrer jeg fodringen med et eller andet andet, når jeg alligevel er på skolen. Sidste jul lavede jeg store bøger af genbrugspap, i den netop overståede jul, gik jeg på sløjdværkstedet og legede med børster.

Det var en sjov leg.

Hen over jul blev det til to børster. Den ene af en pind, den anden af to forskellige stykker træ, det hele fra restekassen. 



Jeg kan godt lide at finde træet først og se hvad jeg kan få ud af det. Eleverne fik til opgave at tegne det de gerne ville lave først og derefter finde træ. Næste gang jeg skal have et børsteforløb, kunne jeg godt forestille mig at lave det om.

Denne gang lavede jeg børster med skaft. Det var bevidst. Begge børster har også top på, så bindingerne ikke kan ses. Det synes jeg er pænest, men ikke nødvendigvis det mest hensigtsmæssige som inspiration til undervisning.

Derfor må næste projekter være med kig til bindingerne. Det er faktisk noget af en udfordring, kan jeg mærke.




Jeg er min egen værste kritiker. Begge børster har fejl, som jeg muligvis er den eneste der ser. Det er helt okey, for jeg har lært af dem. Det er det gode ved fejl, ofte er det dem vi lærer mest af.

De to børster er nu indlemmet i samlingen af inspirationsmateriale. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar