søndag den 31. oktober 2010

Den hemmelige ingrediens


oktober 2010


Gullashkød brunet – tjek. Løg hakket og svitset – tjek. Alting hældt tilbage i gryden, krydderier tilsættes og jeg rækker ud efter paprikaen, hælder et ordentligt drys i, kun for at opdage det er allehånde….

Gisp.. Jeg vender mig for at række ud efter en ske, i håb om at kunne fjerne noget af det igen. Samtidig tager Emilie resolut grydeskeen, og rører rundt…

Well…

Paprikaen blev fundet og sammen med en smule chili og lidt rosmarin håbede vi på det bedste.

Ungerne synes det smager godt – jeg giver dem ret… Anders har endnu ikke bedømt, han er på vej hjem. Jeg tænker han lige får lov at smage, inden den hemmelige ingrediens bliver afsløret.

Måske en ny sammensætning er født…

Tæppestrik


ti masker og et tæppe


Først var kurven fyldt med garn, viklet til store bolde af grønt i alle afskygninger. Fyldt til randen og mere til, mens toppen truede med at vælte ud over gulvet, skulle nogen komme lidt for tæt.

10 masker og hundredevis af pinde senere er kurven snart tom, og det strikkede så stort at selv mine tæer kan varmes, mens jeg strikker videre. Videre på et projekt, der har været fantastisk sammen med flimrende billeder, der til tider fyldte mere end andre.

Måske der er til en omgang mere, måske kun en halv eller halvanden. Det er ikke lige til at vide, og heller ikke så vigtigt.

Jeg stopper ikke før, der ikke er mere garn.. og et hjørne er nået.

Feriebarnet hjemme igen


oktober 2010


Så kom hun. Glad og rosenkindet, med engangskamerarene fyldt med billeder og en hel uges oplevelser, der slet ikke er tid til at fortælle om.

Udmattet var der tid til knus, inden hun væltede om foran fjernsynet og diverse tanketom underholdning.

Fortællingerne kommer hen ad vejen  allerede nu har hun fortalt småbidder af en fantastisk oplevelse.

At turen har været god, er der ingen tvivl om.

Søndag


Efter en uge i det franske kommer Emilie hjem i dag.

Det har været en uge fyldt med stilhed og plads til alt det, der ikke er plads til når familien er samlet. Det har også været en uge med sygdom og knap så mange planer som forventet.

Jeg ved hun har haft en dejlig tur, og jeg glæder mig til hun rødkindet vender hjem og fortæller om eventyer i det store udland.


Tilbage til vintertid


Der er stadig tid inden hun kommer, tid der endda giver tilbage og strækker langt en dag som i dag, og jeg tuller rundt, strikker lidt, tænker lidt, rydder lidt og overvejer aftensmaden, der godt må være lidt lækker i dagens anledning.

I mit køleskab ligger kød, der kalder på timer i en gryde. Jeg tænker tanker om kartoffelmos og tilbehør som prikken over i’et.

Jeg er ikke en ørn til det med langtidsboblende gryder. Jeg er bedst til alt det andet. Så inden jeg når frem til gryderne, skal jeg finde en vejledning, der er enkel nok, til at jeg ikke føler mig bundet til at følge alle anvisninger uden mulighed for selv at bidrage.. Det skulle vel nok være muligt.

Men inden da, tror jeg der er tid nok til at tulle lidt mere rundt, uden de store planer.

lørdag den 30. oktober 2010

Ren uforfalsket fornøjelse


For første gang i meget lang tid – jeg kan faktisk ikke huske hvornår – kom jeg ud ad døren uden kamera. Af samme grund kan jeg ikke vise billeder af København i efterårets farver.

Motiver var der ellers nok af.

Målet var BedsteVeninden, jeg ikke har set alt for længe. Siden vi sås sidst, har hun været en tur i Barcelona og Sydfrankrig, haft fødselsdag og gjort flere erfaringer ud i lærergerningen.

Fødselsdagen krævede en gave. Jeg synes ikke sms’en, jeg sendte på dagen, var nok. Gaven vidste jeg hvad skulle være – og jeg har vidst det længe. Men jeg er ikke altid så hurtig, så jeg ankom tomhændet, og styrede skridtene mod noget, der skulle være et eksklusivt skoudsalg (men viste sig temmelig nedslående) indenom Designdelikatessen på Frederiksberg Alle.

For efterhånden længe siden, havde Pernille nemlig spottet den fedeste, mest kitchede dørmåtte med Snehvide og de syv dværge, jeg i samme øjeblik, jeg så den, vidste ville være den ultimative gave til BedsteVeninden.

Jeg kunne ikke have velgt bedre. Og når opgangen hun bebor, om snart har undergået en forvandling fra det rene skidt til mondænt tone i tone, vil den gøre underværker og være den bedste vejviser jeg længe har mødt.

Opgangen er fra en svunden tid, men desværre ikke vedligeholdt. Det bliver den nu – det bliver så flot. Nye døre, pæne lamper, elegant gulvbelægning, istandsatte gelændre og ens navneskilte. Det bliver så fint og emmer af datidens herskabelige lejligheder.

Men det bliver også en smule ens – så ens at jeg et kort øjeblik blev i tvivl om hvilken etage jeg var nået til på vej op. Jeg er ikke i tvivl om at Snehvide vil passe perfekt til de nye fine omgivelser.


snehvide Billede lånt hos Designdelikatessen.


Efter turen rundt i byen, fandt vi mad og hygge og senere – hjemme igen – hældte vi kande efter kande med the indenbords mens snakken gik om alt, strikkepindene arbejdede og lang tids afsavn blev hentet ind.

fredag den 29. oktober 2010

Totalt dovneri



Fredagaftens teenagesfester er slet ikke så ringe endda...

...Jeg fik nemlig lov at låne teenagerens elskede MacBook, som ikke skulle med til fest... og sidder nu med sofa, hygge, strik og baggrundsflimmer...


Endelig


Bestilling fra Holst


Jeg er ikke den hurtigste.. Jeg rider ikke samme dag, som jeg sadler.

Nogengange er jeg endda endnu mere langsom end godt er. Da Daniel er begyndt at efterlyse den sweater, jeg har lovet ham, og som har ligget længe uden det sidste ærme og en hætte, da der ikke var garn nok, var det ved at være på tide at gøre noget ved det.

Undskyldningerne for ikke at få bestilt mere garn har været mange. En af dem var, at drengene begge havde peget på et par farver mere fra farvekortet til pulsvarmere.

Men jeg kunne ikke huske hvilke farver det var.

Daniel gamle pulsvarmere kan snart ikke mere – alt den brug har gjort dem helt tyndslidte.

Ikke flere undskyldninger – nu er der både garn til ærme, hætte og varme om håndled.

… Hvad skal jeg så strikke først …

torsdag den 28. oktober 2010

Her tegnes på væggene


whiteborad


Deroppe på pædagogisk udviklingscenter har de malet væggene.

Med whiteboardmaling!

Det var lige så det kriblede i fingrene, for at få lov at være med. For at få lov at tegne og skrive på væggene.

Så meget nemmere, end at fedte med papirer og tape og stativer.

Et godt kursus senere, var der næsten ikke mere plads tilbage inden døren, overblikket intakt og detaljerne til at se.

Bare ærgeligt man ikke kan tage væggen med.

Billedeløs


oktober 2010


I løbet af de år, der er gået siden jeg startede med at blogge, er billeder blevet en vigtig ingrediens.

Det er ikke altid billederne “passer” til teksten. Hen ad vejen er billeder af årets gang i naturen også gået hen og blevet en stor del af det at blogge.

Det er ikke noget jeg har tænkt over, eller bevidst valgt, men det stod mig pludselig klart da jeg i aftes stod uden forbindelse med mit kamera.

Jeg kan tage billeder, jeg kan se billederne på kamerarets skærm. Jeg kan tilslutte kamaraet til computeren og – ser det ud til – lade op. Men computeren vil under ingen omstændigheder anerkende at kunne aflæse noget som helst fra kameraret.

Alle mine ord forsvandt. Det var ikke længere tillokkende at skrive, endsige dele. Jeg havde ellers både ord og fortællinger, men lysten forsvandt.

Muligvis havde panikken over et kamera, der ikke længere ville lystre en del at gøre. Og muligvis har det faktum at jeg i går tog billeder i regnvejr haft en finger med i spillet, i forhold til manglende aflæsning.

Jeg opgav uden videre skriveriet, lagde kameraet på varmen natten over og håbede på det bedste. Det virkede bare ikke.

Senere forsøgte jeg med kortlæseren på arbejdet, men den er gået i stykker. Et hurtigt opslag på nettet, viste at en kortlæser kan fås for så små penge, at det ville være spild at ærgres uden at prøve.

Det virker heldigvis. At det så giver en lidt længere arbejdsgang, at få billeder fra den ene kasse til den anden, er nok mest et spørgsmål om indøvelse.

Jeg har billeder, og jeg har lyst til ord igen.

tirsdag den 26. oktober 2010

Ovenpå igen


Den sidste dahlia - oktober 2010


Efter to dage med alt for lidt gennemtræk er der endelig hul igennem, og jeg har besluttet at nu er jeg rask.

Jeg er nærmest sindsyg, efter at have været spæret inde, og med en afsindig lyst til ulækre burgers fra den nærliggende amerikanske kæde… kan ikke være godt!

Til gengæld trænger jeg i den grad til at komme ud, og når morgendagen så oven i købet byder på kursus af den spændende slags, så er jeg hermed erklæret rask.

.. Men al den rengøring og oprydning jeg havde forestillet mig at ligge for dagen, mens Emilie er på ferie.. den har jeg altså ikke set meget til endnu.. Der er stadig dage.. så der er vel egentlig også stadig håb.

Til gengæld har jeg hørt historie.. og strikket på tæppet, der i umindelige tider har ligget i kurven, kun for at blive en enkelt pind eller to længere med lange mellemrum.. Nu er der pludselig en ende i sigte, og hyggeligheden med at sidde med det er tilbage. Når det så samtidig er så stort at det kan varme tæerne, mens jeg strikker, det gør ikke oplevelsen ringere.

Tanker om sokker har svirret, men er endnu ikke helt på plads… gad vide om kursus er foreneligt med sokkeudkast, der muligvis ender med at blive pillet op.. jeg er ikke helt sikker, men noget skal jeg finde…


september 2010


Historien er en helt anden historie. For mange år siden yndede jeg at låne lydbøger på biblioteket. Det var dengang jeg endnu ikke havde vovet mig ud af børneafdelingen og jeg skulle overtale bibliotikarene til at tro på, jeg ikke kunne læse – for lydbøger var ikke for alle og enhver.

Tiden gik, og bøger blev noget jeg læste – selv. Længe har jeg tænkt tanken om lydbørgerne igen. I forsøget på en stille opstart, lånte jeg to bøger for et et stykke tid siden, der så ud som nogen, der ikke krævede den store tankevirksomhed. Jeg er nemlig bange for at jeg ikke vil høre alt, og ikke være totalt fokuseret hvis jeg lytter, frem for selv at læse.

I min noget omtågede tilstand de sidste dage, sprang jeg på og har efterhånden hørt over halvdelen af den første. Nogen særlig god bog, er det ikke… Meget langsom, ikke nogen særlig bemærkelsesværdig oplæser og en handling, der stadig ikke rigtig er kommet i gang… men sjovt nok lige det rigtige, når jeg alligevel ikke formåede at høre ordentlig efter.

Jeg er næsten kommet til at holde af oplæseren, der ind imellem udtaler ord på en måde, så jeg stopper op og studser, og historiens meget langsomme tempo, som aldrig var gået, skulle jeg læse den selv, passer mig egentlig fint, når jeg samtidig kan strikke.

At resten af familien så mere eller mindre har været tvangsindlagt til at høre med og sender mig forfærdede blikke, er måske knap så godt…. Jeg har overvejet om ikke headsettet fra computeren skulle kunne finde et stik på bagsiden af anlægget.. men kun overvejet – hurtigere er jeg stadig ikke.

søndag den 24. oktober 2010

Forsøg


september 2010


Siden vi nåede hjem i torsdags, har vi ikke rigtigt fået fyldt op i depoterne. Min nogen omtågede hjerne i aftes hjalp heller ikke synderligt, så der var ikke den mindste krumme, der kunne kaldes brød i huset i morges.

Nu er jeg så ikke lige særlig hurtig, når næsen står fuld af snot, øjnene rinder og tankerne ikke følger hinanden særlig tæt i et omtåget hovede.. Så det blev noget op ad formiddagen… måske nærmere middag, før jeg fik ideen at bage noget selv.

Med en pakke gær som udgangspunkt, og med af hvert – det vi havde og det vi ikke havde, endte jeg med at stå med en flok boller, der ikke bare dufter godt og ser gode ud, men også smager godt… desværre kan de aldrig genskabes.

Genskabes kan til gengæld mine første spæde forsøg ud i strømpe/sokke-design.

Hos Fandango er en konkurrence skudt igang, hvor deltagerne skal designe strømper. Selvfølgelig skal garnet være købt i butikken og designet indleveres inden en bestemt dato.

Jeg tænker ikke, jeg lige kommer forbi Århus de nærmeste dage, men tanken om strømpedesign har på en eller anden måde bidt sig fast. Måske nogen har en anden opfattelse, men jeg synes umiddelbart, det vil være en meget sværere opgave end en sweater ud af fri fantasi.

Meget mere bunden, fordi der ikke er frit slag på samme måde som andet tøj. Der skal x antal maske til, for at sidde tilpas om foden. Der skal være en hæl og der skal være en tå. Samtidig skal der være en eller anden form for rib, for ikke at det færdige resultat falder ned.

At der ikke skal særlig mange masker til, giver ikke meget plads til store armbevægelser og hvis det færdige resultat så skal være tykke sokker, skal der endnu færre masker til.

Jeg har ingen ambitioner om at deltage i konkurrencen, men jeg har lovet Emilie at strikke mindst to par sokker til hende. Og jeg har købt garnet.


sokkeforsøg


Jeg kan mærke det kribler, og de første spæde forsøg blev gjort engang i eftermiddag. Hvordan de ender, har jeg lige nu ingen ide om, men der skal absolut mere til, end den snoning ned langs midten af sokken, jeg plejer at lave.

Mit sidste forsøg er det hemmelige jeg strikkede og pillede op og strikkede igen i dagen i Århus. Jeg er nødt til at pille op igen, og selvom det er rigtig ærgeligt, er det også helt i orden. For vi faldt over mere af det garn jeg bruger, og som jeg ikke troede jeg havde nok af, og derfor havde blandet med noget andet…

Så på den igen.

Forkølelsesthe


Forkølelseste


I en lille bod fyldt med krydderier, karameller og te, faldt jeg over forkølelseste og tænkte at med den smule ondt i halsen jeg har følt de sidste dage, var det måske ikke et dårligt køb.

Den svenske dame bag boden fortalte glad og gerne om alle hendes blandinger, både dem til maden og dem der kunne holde vågne eller lade falde i søvn. Hyggelig var hun og vi kunne måske lade os overtale til hendes krydderiblandinger. Det blev ved smagsprøven og et kig på hendes virtuelle salgssted.

Alle mulige gode ingredienser fra kamille over brændenælde til hyldeblomst og stjerneanis fylder nu min kop, og det er ikke et øjeblik for tidligt.

Aftenen i går gjorde kål på det lille optræk og satte i stedet ind med rindenede øjne og en snotfyldt næse, med vejrtrækningsbesvær til følge.

Nu sidder jeg så, godt pakket ind, med den nye the i koppen, selvmedlidenheden i højsædet og håber på bedring. Om then hjælper ved jeg endnu ikke, men den smager fint og føles rar, så om ikke andet satser jeg på varme sokker og varm the.

Nej, hvor jeg ikke gider være syg!

Gøgl og musik


gøgl


gøgl

Efter snakken med mjødmanden og indkøb hos samme, fortsatte vi turen rundt hos de handlende, der alle bar prægtige dragter og bød på alskens middelalderlige ting og sager. Noget af det mere spændende og tidstro end andet, men alting med fokus på middelalderen.

Turen endte midt i det hele, hvor gøglerne stillede op med historiefortælling, akrobatiske øvelser og flammende svíngninger. For at få ild, var det nødvendigt at låne en lommedrage hos en af tilskuerne. Valget faldt på Anders og havde han ikke været fast besluttet på at få dragen tilbager er det ikke helt sikkert det var sket.

En lommedrage er sådan en lille drage, der bor i en lomme og er man sød ved den og aer den, kan man få den til at spy ild. I nutiden samfund bruges den oftest til de der lange hvide pinde, nogen ynder at ryge på.


musik


Vi mødte senere pigen med ilden og kunne fortælle hende at hun skulle passe lidt på ikke at komme for tæt på de flammende ender – for hendes hår var en smule svedent, bare lidt og nok til masser af krusninger i den ene side.

Hun kunne så fortælle at det var ingenting, engang hun optrådte med et nummer magen til, havde hun haft et bælte på med flere tasker. Den ene rem med ild i ende, havde i et sving sat sig fast i en af taskerne, med det resultat at ilden endte midt i hendes baghovede, med meget mere afbrænding til følge, end den smule krusning i dag.

Hun havde ikke selv opdaget det før bagefter, og havde måtte se håret forsvinde langt mere en ønsket. Hun havde dog ikke opgivet showet, blot opgivet taskerne.

En lille gruppe musikere akkompagnerede gøglerne i deres nummer og musikken gjorde stemningen på markedet endnu bedre.

lørdag den 23. oktober 2010

Middelaldermarked ved tøjhusmuseet


Middelaldermarked ved Tøjhusmuseet


William inviterede… eller gjorde opmærksom på markedet ved Tøjhusmuseet.

Jeg har endnu aldrig nået forbi i efterårsferien, selvom jeg mange gange mens ungerne var små, tænkte tanken om ridderturneringer og drabelige dyst.

At jeg så først når derind, når ungerne er så store, at de ikke længere gider, men til gengæld havde en kæreste og en kærestes lillebror, der noget nær boede på tøjhusmuseet, dengang de var i alderen hvor kanoner, skydevåben og sværd var mere end bare spændende, var slet ikke et dårligt alternativ.

At Anders så egentlig tog afsted fordi ham der mjødmanden havde en bod, og flasken William havde med til ham for lang tid siden længe har været tom, var også helt okey.

Han var i øvrigt en meget hyggelig fyr, der gavmildt delt ud af alle mulighederne inden valget faldt på en mjød med appelsin. Den skal senere fyldes med ingefær, for det kunne manden anbefale og havde også flere muligheder for smagsprøver på de forskellige typer med et ordentligt skud ingefær.

Det var slet ikke så ringe endda – også selvom jeg ikke er så vild med smagen af mjød.


Middelaldermarked ved Tøjhusmuseet


Der var masser at se på, og masser at opleve, og at hjemkomsten først ville være otte timer senere end afgangen, havde jeg ikke på forhånd forestillet mig.

Hjemme gik vi omkuld. Søvn og mad senere er jeg ikke til meget andet end lidt strik i sofaen og en film, hvis ellers jeg kan finde en, der er værd at se.

Vi er taget på tur


Ungersvenden sover – efter en på flere måder våd aften/nat… på toilettet hænger hans jakker til tørre og skoene står gennemblødte på gulvet.


Når den ligger på computeren, så finder ham den nok!


Nu håber jeg bare han kan gennemskue hvilken del der er sjov, og hvilken der er ramme alvor…

fredag den 22. oktober 2010

Familieportræt


Lærke ville gerne have et samlet billede af os alle fire.

Fem minutter inden afgang trosdag, stillede vi op udenfor – nogen mere villigt end andre.

Lærke knipsede, og selvom resultatat helt sikkert kunne have været bedre, er det sådan vi ser ud.

Det er også første gang der er taget et billede af os alle – sammen :)


Den samlede familie

På vej mod nye oplevelser


oktober 2010


Formiddagen er brugt godt.

Vi (Tøsebarnet og jeg) har handlet – gået Centret rundt og rundt igen, i anstrengelserne efter at skaffe alle de småting, der skulle bruges. Lige nu!

Vi fandt det hele, både nakkepuden til mange, lange timer i en bil, omformeren fra usb til stikkontakt – for hvordan skal en Ipod ellers lades op, når computeren ikke skal med? - engangskamerarene, en enkelt rulle kiks og et par støvler, der kan holde varme når der samtidig er plads til tykke sokker.

Hjemme igen slæbte vi vasketøjet, der heldigvis nåede at tørre efter gårsdagens hjemkomst og vask, med op. Tasken blev pakket, efter snak om hvor lidt der behøves til en uge udenlands. Specielt når der ikke er meget plads til bagage.

Nu er hun hentet.

Søsteren min kom forbi, tog både pas, køresygepiller, bagagen og et Tøsebarn bevæbnet med Euro og sovebamsen med i bilen. I aften kører de mod Frankrig og Disneyland. Hele familien. To voksne, deres tre børn og så Emilie.

Hun har glædet sig. Helt utroligt. Hele ugen og ugerne før har hun gået og snakket om at nu måtte ferien godt snart være slut, for først nu starter hendes ferie for alvor. En hel uge befolket med levendegjorte tegneseriefigurer, vilde forlystelser, badeland ved hytterne og studier, der helt sikkert også nok skal blive spændende.

Her er helt stille nu.


oktober 2010


Alvorlige tanker var på spil, dengang invitationen faldt. Jeg har aldrig tidligere taget mine børn ud af skolen i en helt almindelig skoleuge. Fundamentalt synes jeg det er forkert.

Men hun skulle med. Måske netop fordi det er hende. Måske netop fordi Emilie har kæmpet en kamp med en skolegang der ikke har gjort noget godt for hende, før hun sidste år endelig endte det rigtige sted og for en gangs skyld oplever det rart at gå i skole.

Det betyder ikke hun oplever selve undervisningen eller indlæringen som så meget mere fantastisk. Efter i fire år at have fået banket knolden fuld af tro på at være dum, er det svært at lægge fra sig. Det er svært at tro på at der er masser at lære og mange måder at lære på. Det er svært at se sig selv i andre rammer end de allerede givne.

Derfor fik hun lov.

Også fordi det er en once in a lifetime oplevelse. En oplevelse hun formentlig ellers aldrig ville få.

Jeg glæder mig på hendes vegne.


september 2010


Søsteren min og jeg snakkede i går. Om Frankrig og strejker og lukkede tankstationer. De har planlagt hjemmefra, satser på at tanke lige inden grænsen til det franske, satser på medbragt rugbrød og makrel på dåse og satser på en opringning, for lige at sikre sig.

Opringningen viste at Disneyland render ingen steder – også selvom det ligger omgivet af strejkende franskmænd.

Jeg håber de får en minderig og fantastisk tur.

Imens er her nærmest feriestemning hjemmme. For i en lille lejlighed kan det mærkes når den af de fire beboere, der har mest brug for støj og store armbevægelser ikke er hjemme.

Vi nyder og vi håber hun nyder.

God tur.

torsdag den 21. oktober 2010

Dage med strik


Sofagruppen indtages med strik og garn og pinde. Katten følte sig ind imellem nødsaget til katteagtigt at lange ud efter garnet, men oftest havde den andet at se til.

Lærke strikker i det skønneste flaskegrønne. Sirlige masker der en efter en vokser dag for dag. Det bliver flot.

Nina strikker Ragna, med smertende hænder uden at give op.. for som hun siger .. jeg bliver i hvert fald ved til jeg skal have briller og citerer den ene lille dreng der sad sammen med en kammerat på en trappesten og ornanerede…


Forbi kom en ældre dame med spidse træk, der noget skarpt beordrede drengene til at stoppe. Hvis ikke, ville de blive blinde… Den ene dreng tænkte sig lidt om, kiggede på den anden og sagde: Jeg bliver nu nok ved, til jeg skal have briller…


Så Nina bliver ved, for nu skal det være.. smerter eller ej. Og godt der findes smertestillende midler.

Og den bliver flot, den lilla Ragna, i det smukke snoede mønster, af det lækre Cascade og i den helt rigtige fasthed.

Selv strikker jeg hemmeligheder, der endnu ikke tåler dagens lys, men som også er præget af snoninger fra samme bog som Ninas.. Vi har den nemlig begge to, og ofte er den brugt til inspiration på både sokker, pulsvarmere og andet, der kunne trænge til lidt sjov.

Til at varme tærene har jeg lange sokker, der har været færdige et stykke tid, men aldrig blev lagret i kamerarets hukommelse. Der ligger de nu, mens de stadig varmer mine fødder.

Lækre strømper af lækkert uld og dejlige farver fra Zauberballs sortiment. Mønstret er Waterfall. Jeg tog lidt ud og strikkede langt, for lange ville jeg have dem og det lille hulmønster blev spejlvendt i strømpe nummer to, for symetri i mønstret på sokker synes jeg hører til.

Derudover er der ikke mget symetri. Farverne vælter sig rundt, uden nogen forudgående aftale, og resultatet er et par strømper der både starter og ender i hver sin ende af skalaen. Jeg synes de er fantastiske.


Waterfall

Århus


Århus


Nu var det hele ikke indedøre og morgenhår. Selvom det måske lige var ved at være i overkanten. Men så smed de mest energiske af ungerne ud, og så er morgenhår, the og stik i sofaen slet ikke så ringe endda.

Enden blev at de eneste ture udendøre, var turene mod indkøb. Og så kan selv Føtex være en oplevelse.

Heldigvis lagde vi også vejen forbi Århus, hvor drengebarnet tog i biografen med en kammerat, mens ungdommen med Tøsebarnet på slæb gik på Aros, hvor den siddende dreng viste sig at være en smule skræmmende.


Århus


Vi voksne delte os også, for Michael ønsker sig brændende en ny version af den sweater Nina strikkede for mindst tolv år siden og nyt garn skulle findes. Det synes den mandlige halvdel ikke var blandt det mest spændende de kunne foretage sig og fandt i stedet frem til delikatesseafdelingen i Salling, ost, pølse og slåensnaps til den helt store guldmedalje.

Vi andre fandt garn, der desværre ikke var på lager – men vente kan vi (vi, for jeg har lovet at lægger hænder, pinde og udregninger til). Vi fandt også enkelt flødebolle af den gennemførte slags, inden vi igen stødte til mandfolkene, telefonerede med ungdommen, der fik besked på at finde bussen, inden vi selv fyldte bilen og kørte nordpå igen.

Jeg holder meget af Århus og selvom det kun blev til et kort kig denne gang, så er det helt i orden med mig.

Forevigelse


For efterhånden længe siden gik jagten ind på garn til varme, jeg lovede at strikke.

Siden blev der striket og inden vi nåede til Århus, nåede varmen frem, sendt med postem – selvom jeg var en smule bange for om nu også de nåede frem.

Det gjorde de og vel modtagne nåede de aldrig af igen (ifølge pålidelig kilde) inden vi nåede frem, og inden vi tog hjem igen, blev der tid til forevigelse.

Mønstret er fundet på knitty og hedder Sourwood Mountain.

Verdens smukkeste kusine iført varme og glæde stod model.


sourwood mountain

Dejlige dage


Dejlige dage går hurtigt og siden søndage er tiden gået alt for stærkt. Vi har hygget og strikket og gået rundt med morgenhår til langt op ad dagen. Vi har hygget mere, spist god mad, kommet alt for sent i seng og nydt at være sammen.

Det er godt og jeg glæder mig allerede til næste gang.

At vi så blev hentet og kørt fra dør til dør, gør det slet ikke dårligere og jeg er stadig fuld af glæde over at nogen gider køre fra den ene ende af landet og tilbage igen, bare for at se og hente os.

Tusind tak for nogen rigtig dejlige dage.


storebælt


Lillebælt

Storebælt- og Lillebæltsbroerne set fra bagsædet i en bil…

søndag den 17. oktober 2010

Søndag


september 2010


Søndag er tidligt op.
Søndag er pakke.
Søndag er køresygepiller, sidsteøjebliksstøvsugning og en gennemgang af køleskabet.

Søndag er ferie.

… Lige om lidt.

fredag den 15. oktober 2010

S-togsture



Det er ikke hver dag en tur med S-toget kan føre så meget sjov med sig, som turen i dag.

Jeg startede på Herlev station, hvor tavlen med togest destination led af en smule skitzofreni. Det ene øjeblik mente tavlen at togets destination var Frederikssund, for lige efter at mene toget skulle mod Klampenborg. Tavlen skiftede hele tiden, ikke så snart var en destination valgt, inden flapperne rullede endnu engang.

Tavlen på den modsatte side af perronen hvilede i sig selv og fastholdt samme endestation, og det selvom tavlen på min siden hver anden gang ville mod samme ende som perronens modsatte side.

Jeg smågrinede og nåede lige et billede af de snurrende flapper, inden mit tog kørte ind, og ud igen - heldigvis mod min destination.

For de udenforstående, skal det måske siges at Frederikssund og Klampenborg er endestationerne på det der vist kan betegnes som S-togsnettes længste rejseafstand. Det gjorde kun den skitzofrene tavle endnu sjovere.





Timer senere sad jeg i toget på vej hjem igen. Godt sat til rette med strikketøjet i skødet. Sådan fordriver jeg nu bedst det meste af en halv time i et tog.

Ind stiger en mand, der mest af alt lignede en gammel hippie, med sin cykel. Cyklen blev sat i stativet inden han noget undrende lige måtte hen og se efter ved selvsyn; om det nu også kunne passe at jeg faktisk sad der og strikkede. Jo det gjorde jeg, og manden var noget benovet og kunne ikke erindre at have set nogen strikke de sidste tyve år - mindst. I hvert fald ikke offentligt.

Jeg mente nu ellers at strik var gået hen og blevet helt moderne. Men det viste manden ikke noget om, og udtrykte endnu engang sin dybeste beundring, hvorefter hans hippiebaggrund ikke helt fornægtede sig, da han fortalte at det der med strik, det huskede han mest fra halvfjerdserne, da alle stikkede, og han også selv forsøgte - dog ikke med meget held. Til gengæld kunne han huske strikkede BH'er, der bestemt ikke havde været særlig heldige.. faktisk ret grimme.

Senere vendte han tilbage, for han var kommet i tanke om at de der BH'er, slet ikke var strikkede - men hæklede. Hvilket næsten var endnu værre. Det førte ham så til spørgsmålet om der også stadig er nogen der hækler.. hvilket jeg kunne bekræfte.. Det forstod han ikke rigtigt, for det der hækling, det havde han ikke meget fidus til.

Turen fortsatte og mens manden stod af og nærmest gjorde honnør til mig gennem ruden, væltede en flok unge piger ind - de skulle til fest og stod af igen et par stationer længere fremme. Mens pigerne forsvandt med halve flasker vodka og dåser med Sommersby, sad jeg tilbage med gymnasiepigen, med meget høje hæle og bare ben.

Hun var lige flyttet sammen med sin kæreste ved samme station, hvor jeg skulle af. Mens jeg gik mod bussen vaklede hun på de meget høje hæle, over vejen, mod kæresten, der ventede derhjemme. Om det var festen hun havde været til, eller hun bare ikke helt havde taget i høje hæle, skal jeg lade usagt, men jeg kunne ikke lade være at tænke, at hendes pæne ben, forsvandt helt i synet at hæle, der kun gjorde godt, når hun stod helt stille.

Hjemme blev der glæde over de lækre muffins, der røg med i tasken, lige inden jeg skulle hjem og glædeligt, var det også, at opvasken på mystisk vis er forsvundet.


torsdag den 14. oktober 2010

Formiddagsvandsjov


september 2010


Jeg vasker op og rydder lidt i det kaos, der for øjeblikket befolker vores hjem.

Vi er stadig uden opvaskemaskine – uden tvivl vores egen fejl – og logistíkken omkring den evindelige opvask er på ingen måde nået højder, der er værd at skrive om.

Sidste uge var hektisk. Ikke at der skete meget på hjemmefronten, men møder og tidligere afgange gjorde sit til at indgroede trivielle vaner forsvandt.

Så jeg vasker op og rydder lidt i det kaos, sidste uge var med til at skabe.

Jeg bliver ikke færdig, for om lidt skal jeg ud af døren, og senere kalder hygge, der betyder alt for sene hjemkomsttider.

Mens jeg vasker lidt op, håber jeg naivt at andre overtager, når der senere er folk på hjemmefronten. Jeg håber naivt, for jeg ved jo godt at min egen indsats i forhold til at sætte andre i gang ikke altid er på højde med håbet.

… Måske jeg skulle prøve med en seddel og en opfordring til håbet.. og håbe videre…

Bevægelsesskader


oktober 2010


Det er allerede torsdag. Ugen er gået i ufattelig fart og snart venter en uges ferie og ophold i den anden ende af landet.

Jeg har været alene hele ugen. Det har været hyggeligt og ugens sidste dage forbliver formentlig i samme ånd.

Til tider kan det være frustrerende at være alene, men lige nu er det helt i orden. Specielt med tanke på grunden til aleneheden, der får mig til at trække lidt på smilebåndet, mens jeg skynder mig at ynke min søde kollega.

Samme søde kollega er nemlig af den slags, der glad og gerne leger vilde lege, spiller bold eller løber rundt med ungerne. Med tanke på hvor meget han løber rundt med ungerne er procentdelen af uheld meget lille – de er bare tit meget sjove…

Jeg mener jeg tog ud og skøjtede een gang, og måtte sygemeldes fjorten dage med hjernerystelse. Det er snart fire år siden, og jeg har ikke skøjtet siden, til gengæld oplevede jeg de dengang, meget store selvcentrede drenge, pludselig vise sig fra den hjælpsomme, bekymrede side.

Min søde kollega har ikke været ude at skøjte, til gengæld faldt han engang på en kælk – men det er efterhånden mange år siden. Næ, denne gang har han undervist i idræt. (Skolen mangler vikarer og hvad er mere nærliggende end dreje hovedet mod de i forvejen ansatte pædagoger – en helt sikkert rigtig god ide, hvis ikke lige samme pædagoger kommer til skade..)

Nå, men han underviste i idræt, spillede fodbold og forstrakte noget i lysken. Formentlig. I hvert fald havde jeg en kollega med på hyttetur i weekenden, der blev mindre og mindre mobil. Og selvom det selvfølgelig er ganske forfærdeligt, var det også temmelig sjovt, at han hverken kunne forcere et (noget højt) dørtrin, eller sætte sig ned, uden hjælp til placering af benet.

Så nu ligger han derhjemme, har fået forbud mod at bevæge sig og spiser smertestillende i et væk.

Vi andre griner lidt. Tillidsmanden/kvinden er begyndt at snakke om forbud mod at lege med ungerne og chefen synes at nu må han liige…

Og de stakkels børn, der ikke kan få opfyldt deres lyst til fodbold, tennis, bordtennis eller en god løbetur (rundt om noget) ynker lidt, men synes mest det er synd for dem selv… Måske har de ret..

tirsdag den 12. oktober 2010

Hyttetur


hytten og den røde lånte bil


Weekenden betød hyttetur. Hyttetur betyder alt for lidt søvn. Hyttetur betyder også oplevelser af den gode slags.

Gennem de sidste år har manglende økonomiske resurcer fået os til at tage med offentlige transportmidler, når vi skal til og fra. Således også i år. En lånt vogn og en kørekortsindehavende kollega sørger for bagage og proviant, mens resten vandrede mod – i første omgang – bussen.

Sytten unger af den tidlige teenageslags og to voksne i myldretiden kan sikkert få de fleste til at forvente det værste. Min erfaring er at selv hormonforstyrede overgearede unge mennesker er fantastiske at rejse med, når bare de kender destinationen, ved hvornår de skal af og bliver behandlet som om vi ved de kan – for det kan de.

Alligevel kan jeg ikke lade være med hele tiden at tælle, og mens jeg igen og igen nåede til sytten, valgte min søde kollega at tælle de voksne, og nåede heldigvis hver gang til to.

Selvom bølgerne gik højt inden bussen, sang og noget nær dans udviklede sig, var de alle meget stille og meget medpassergervenlige både i bussen, S-toget, regionaltoget og endelig i den sidste bus, der satte os af et sted nord for Hvalsø og en kilometers gang fra hytten.

Alle var enige om fordelingen af værelserne og rene kunstværker med trusler om død og ødelæggelse blev fabrikeret og sat på dørene  - også til toiletter og baderum efter fordeling til drenge, piger og voksne.

En enkelt gruppe tøsebørn måtte se i øjnene at helt så kollegiale som de gerne ville være, var de måske alligevel ikke, da seks senge skulle fordeles mellem syv piger, der ville sove sammen og var klar til en madras på gulvet. Klar til udenomstrædning var de så ikke!


mod slikbutikkerne


Lørdag hoppede vi over bussen og gik de tre en halv kilometer til Hvalsø og indkøbsmuligheder af den søde slags. Det tog lidt længere tid at komme hjem igen, for nogen havde betydeligt mere bagage end soveposen havde bidraget med tidligere.

Efter en sen frokost havnede tøsene i fællesrummet med de medbragte balloner, serpentinere og kassen med udsmykning, til en fælles pyntning inden de om aftenen havde bedt om fest. Desværre blev det uden musik. Jeg havde på forhånd sagt, at fest kunne de holde lige så tosset, de ville. Vi skulle nok sørge for det, de ville have, men musikken skulle de selv klare. Planlægningen havde vist egentlig også været i orden, og selvom flere havde medbragt højtalere, eller haft planer om samme, virkede systemerne ikke.

Drengene ankom tidsnok til at puste balloner, der ikke viste sig så samarbejdsvillige. De glade drenge skulle dog nok få krammet på sådan en flok små gummidimser – og det fik de. Også selvom de blev noget røde i hovederne af alt det pusteri!


fest


Fest blev der alligevel – med limbo, stoleleg og samarbejdsøvelser på en rafte. Udendørs gemmeleg i mørket og efterfølgende gennemsyn for flåter, blev der også tid til, inden alt for sene sengetider, alt for tidlige vækninger, friskbagte morgenboller og en oprydningen, der gik langt hurtigere end forventet.

Søndag blev afsluttet med brunch, for vi har for flere år siden bemærket at pakning, oprydning, toilet- og gulvvask går meget hurtigere, når der lokkes med bacon og æg, når alle er færdige. I år gik det så hurtigt at jeg et øjeblik overvejede om vi kunne tage en time tidligere hjem…


Friskbagte boller


Men vi var ude på landet og ude på landet kører busserne en søndag ikke hver time. Så hurra for terninger og kort, og det selvom et par seks måtte ryddes af bordet, da det endelig blev tid til at komme afsted.

Det var en flok trætte, men glade børn, der blev hentet af ventende forældre da vi nåede tilbage. Faktisk ikke kun trætte børn – jeg sov resten af søndagen…

mandag den 11. oktober 2010

Status


september 2010


Min computer er syg… som i dødeligt!

Længe har den skrantet – først det ene, siden det andet.

Mange er de gange, den har været helt nede, sagt mærkelige lyde, for siden at få kunstigt åndedræt og en ny mulighed med tab af alle data til følge.

Til sidst gik harddisken og en ny blev installeret – alt var godt. Troede vi.

For så udeblev lyden. Den der biplyd, der lyder ganske kort efter opstart, og som betyder noget i retning af .. “Ja, ja jeg er på vej!” … Helt væk var bippet.

Ny Blæser sagde Anders og pligtskyldigt cyklede jeg efter nyt. En temmelig tåget betjening af en computernørd, der først åndede lettet op, da jeg kunne vise ham en blæser, der tydeligt ikke længere ville dreje rundt og forvissede ham om at kvalificeret dækning til sammensætning fandtes derhjemme… ser jeg virkelig så blond ud.. eller var det den medbragte blæser og ordene om at jeg skulle have en ny, der afslørede min noget ringe kunnen ud i computerens indre..?

Men det var ikke nok, og mens jeg brugte weekenden med alt for lidt søvn, 17 unger, alt for meget mad, lange gåture – der kun bliver længere med spørgsmål om hvor langt der er (til det forjættede land med slikindkøbsmuligheder), alt for lidt søvn, limbo, sjov, skæg og tårevædede konflikter klokken alt for sent, brugte Anders weekenden til møjsommeligt at pille den ene del efter den anden fra min computer til sin egen, for derefter at starte op – kun for at kunne konstatere at både RAM, strømforsyning og hvad delene nu hedder alle fungerer perfekt. Tilbage er så bundkortet og CPU’en… Åh gru. Og åh vente til efter den første…

Så jeg er flyttet igen. Denne gang noget mere hardcore. Min harddisk sidder nu i Anders’ computer, men da både hans og min harddisk indeholder Windowssystemer kunne den ikke finde ud af at starte, før Anders’ ikke længere havde forbindelse. Lige nu betyder det så at vi begge kan være i vores egne systemer – bare ikke samtidig. Men med sluk, stik ud og ind og tænd igen, kan hele systemer skiftes… måske ikke let – men muligt.

Og nødvendigt, fordi mit system indeholder alle de oplysninger jeg behøver for at kunne redigere og arbejde hjemme – i hvert fald den ene gang om måneden, det sker!


september 2010


Uden mulighed for netadgang – eller i hvert fald en noget ringere adgang – oplever jeg bloggen og bloggeriet som amputeret og trådt i baggrunden.

Lysten er der, men det virker ikke. Jeg får ikke læst hos andre – skimmet lidt en gang imellem. Kommentarer er en saga blot, og mine egne indlæg mangler ord. Jeg føler mig ikke rigtigt hjemme, selvom jeg gerne må bruge løs af Anders’ maskineri.

Jeg skriver ikke alt – langtfra, men det jeg skriver skal være ægte. I de sidste mange indlæg jeg har skrevet, har jeg manglet noget. Det bliver i højere grad en opremsning end ord og lyst og ægthed.

Jeg vil have ægtheden og ordene tilbage, men jeg får dem ikke før jeg igen har foden under eget tastatur. Tror jeg. Føler jeg. Lige nu.

Jeg ved jeg kommer igen – og i mellemtiden hygger jeg med garn, dejlige mennesker og en viden om at efterårsferien står i familiens tegn, at vi skal ud af døren og afsted mod Århus og de skønneste af de skønne.

Jeg glæder mig.

søndag den 3. oktober 2010

!?




Selvfølgelig har jeg en pind 5½!

...

Hvorfor har jeg ikke en pind 5½..?

Dybt suk!



Jeg er ikke ovenud imponeret af min computer for tiden...

Der arbejdes på det - jeg håber stadig...

Naivt måske...

fredag den 1. oktober 2010

Fredag


september 2010

Fredag er ugens sidste dag. Fredag er start på weekenden.

Slut på en uge, der har budt på træthed. start på en weekend uden børn.

Børn der glæder sig til en tur over land, vand, broer og tuneller – mod en barnefader, de ikke ser for tit.

De glæder sig – jeg glæder mig.