Emilie ville grave og skære i græskar.
Nu står et hovede på altanen og skaber hygge ude i mørket.
Skidt med at kniven smuttede lidt og der vist også skulle have været tænder
– jeg synes han er hyggelig.
Emilie ville grave og skære i græskar.
Nu står et hovede på altanen og skaber hygge ude i mørket.
Skidt med at kniven smuttede lidt og der vist også skulle have været tænder
– jeg synes han er hyggelig.
Min mor kom forbi. Lærte at samle ringe til cirkler. Lærte også at sy sammen.
Det første kræver en hel del mere koncentration end det sidste. Men det lykkedes og tanker dukkede op. Om min morfar i hine dage, der som storperfektionistisk ikke lod sig klare med hvad som helst, og ofte arbejdede med tungen i mundvigen, når småtterier og detaljer skulle på plads.
Undervejs dukkede Anders op fra søvnens milde favntag. Noget klatøjet og med næsen fyldt. Godt han kunne blive hjemme i dag. han forsvandt dog hurtigt, for et lille hyggeligt projekt er ved at tage form. En del af projektet handler om at gøre jern brunt.
Det kan man sagtens og det skulle ikke være svært. Det svære handler om komponenter, der ikke lige fåes rundt om hjørnet. Han havde en plan. Planen indebar Apoteket, der burde ligge inde med alt, og sikkert kunne mixe en blanding, der kunne gøre brunt.
Jeg mødte ham i døren, netop da jeg skulle ud. Uden mixtur. “Vi sælger ikke narkotika” Havde ekspedienten forarget fortalt, på opfordringen til salg. Slukøret gik han hjem igen og kan nu hverken få jern gjort blåt eller brunt.
Men han lovede at købe ind og sørge for aftensmad. En aftensmad vi skulle nyde helt alene. Daniel er stadig i praktik. Det er lange dage. Emilie er stadig på tur. Et sted i København. Jeg har lovet at hente på stationen klokken ni. Der er stadig alenetid at nyde.
På vej hjem ringede telefonen. En panisk Anders stod i butikken og kunne hverken tænke eller lade være. Jeg sendte ham hjem, sørgede selv for indkøb og madlavning. Maden gled ned. Jeg synes det smagte godt.
Stakkels Anders kunne ikke smage. Kan ikke lugte. Har det varmt. Vist feber. Sidder bare. Formålsløst foran fjernsynet. Han er bestemt ikke rask. Men vil i skole i morgen… Vigtige fag.
Den sidste alenetid er vist givet godt ud på stille aen og nursing.
Morgenen har været præget af anderledeshed. Verden er af lave – er måske så meget sagt, men den normale struktur er skudt i sænk.
Jeg har haft morgenen for mig selv, for alle andre har sovet længe. Meget længe. For der var tid. Nogen har endda sovet ude, og er kun lige nået ind ad døren til et hurtigt bad, pakning af arbejdstøjet og løber nok ud igen lige om lidt.
Ungersvenden har overnattet hos kammerater, der ikke bor langt væk, men bor uden forældre. Et par kammerater, hos hvem han efterhånden er fast inventar. Rygtet siger, at han som elev på Hotel- og Restaurantskolen, står for madlavningen. Sikkert ikke nogen dårlig opgave, når klokken slår i slag, og han om mindre end en halv time starter praktik. Et praktikophold han skaffede på egen hånd, og ser meget frem til. Men også et praktikophold, der kræver noget anderledes skemalægning. Jeg er spændt på hvor slidt han er, når han en gang i aften får fri.
Tøsebarnets længesovning bygger på en fleksuge, der hander om stoffer. Hele klasen skal på bytur, se Københavns Bymuseum, vandre rundt på Vesterbro og ender en gang i aften hos klasselæreren, der ligger plads til både filmsening og spisning. Med sene hjemkomsttider er starttiden, derfor rykket frem. Hun glæder sig, og den lange dag udløser endda en fridag på fredag. Slet ikke dårligt i Tøseøjne, og måske endda ret smart, i forhold til weekendplaner og avisombringninger.
Anders er endnu ikke stået op. Skoletid giver længere sovetider. Specielt om mandagen, hvor eneste fag er engelsk. Han har en klog lærer, der brugte de første uger på en undersøgelse af elevernes forståelse for sproget, og siden har bedt Anders holde sig væk – i hvert fald i de fleste timer. For som læreren siger, vil det bare være spild af begges tid.
Nu venter thebrygning, for lige om lidt dukker min mor op. Emilie kan formentlig nå en hurtig hilsen, inden vi andre har et par timer for os selv til snak og hjælp med noget papirfoldning.
Karina inviterede indenfor til strik, hygge, snak og kage. Jeg møder gerne op, det samme gjorde resten af de strikkende. Med børn og mand ude af huset, var rammerne sat til kagling af allerhøjeste karakter.
Nu er det bare sådan, at Karinas hus, siden jeg var der sidst, er blevet en del mere uhyggelig. I aftes var det indhyllet i uhygge og husets nuværende familie viste deres mørke side frem. Så det var med noget bæven at tærsklen blev overtrådt.
Allerede udenfor stod det klart at uhyggen absolut ikke havde forladt grunden. Gravsteder med suspekte navne omgivet af lygter og spindelvæv fulgte hele vejen til hoveddøren, hvor edderkopperne også havde haft travlt.
Indenfor hang guirlanter af spindelvæv, besat med kryb, der fik Henriette til at skrige højt. Husets beboere havde dog fundet deres langt hyggeligere side frem, og bænket i sofaerne fandt vi strikketøjet og de noget mere hyggelige samtaleemner.
Omgivet af blodskudte øjne, rottetarme, edderkoppeæg, sygeliggul kage og blodige drikkevarer, sad vi derefter nok så glade og strikkede, snakkede og hyggede.
Jeg tager altså hatten af for al den uhygge, Karina og Karsten sådan lige fik stablet på benene for en enkelt aftens skyld. Og så har jeg ikke engang set den halvrådne mand, der efter sigende rejser sig fra en grusbunke ude i haven.
Jeg satte pindene i det nye garn allerede fredag aften. Ikke fordi jeg nåede særlig langt, men lidt har også ret.
Jeg har forelsket mig i Harlequin Swing Coat fra bogen Swing, Swagger, Drape som jeg har lånt på biblioteket. Jeg er rigtig meget i tvivl om den egentlig er mig, men den spøger nok til, at jeg startede op.
I første omgang handlede det om strikkeprøver. Som i flertal, for jeg havde lige behov for at strikke samme prøve mere end en gang. Og det selvom den valgte pind aldrig blev ændret..
Bagefter var det bare at gå i gang. Så det gjorde jeg, og valgte at springe let og elegant hen over det med at læse opskriften igennem. Jeg har nemlig helt styr på dominostrik. Jeg skrev speciale om det på seminariet, fandt selv på nye former, og mente mig derfor vældig kompetent inden for dominostrikken.
Det var heller ikke fordi mit første forsøg var forkert. Jeg havde bare ikke lige set det indbyggede mønster. Ved nærmere eftertanke blev jeg enig med mig selv om at nok ville være pænere at følge opskriften. Så jeg pillede op, strikkede endnu en firkant, blev i tvivl, pillede det hele op igen, satte mig foran computeren og rodede godt og grundigt efter en helt anden opskrift. Men fandt ingen.
For den spørger. Den der Herlequin. Så nu prøver jeg igen. Strikker ensfarvet og allerede flere ændringer er på vej. Måske bliver det godt, måske kommer jeg til at hade den. Jeg er virkelig meget i tvivl.
På den anden side er det også lidt sjovt; Jeg har strikket masser af dominostrik, men aldrig til mig selv. Det er vel egentlig på tide.
Selvom det efterhånden er længe siden det var efterårsferie, og vi var i Lejre, er der stadig billeder og situationer der ikke bare glemmes.
På toppen af en bakke er vikingerne ved at bygge en enorm skibssætning. Overalt i området ligger kæmpestore sten. Langsom er linierne ved at blive trukket op, og omridset viser sig klart.
Mens Anders og William diskuterede hvordan sten af den størrelse blev og bliver flyttet, synes Emilie alting blev lige lovlig kedeligt og valgte at bruge en af kæmperne til en – omend kort – lur.
Hvordan stenene bliver flyttet i Lejre, kan ses på denne hurtige gennemgang.
Inden vi kørte helt hjem, foreslog Bettina en tur forbi Middelfart og Garniture. Den var vi med på, og inden længe kørte vi fra motorveje og broer, gennem Middelfart til parkering og adstadig spadseren hen til butikken.
Men hvilken butik. Der er langt mellem de rigtig lækre garnbutikker og Garniture er helt sikkert en af dem. Alt hvad hjertet begærer og lidt til, fandt vi på hylder i skuffer og kurve.
I butikken mødte vi også Yt. Endnu engang var det dejligt at få sat ansigt på ellers bare skrevne ord.
Mellem masser af garn, fandt jeg to nøgler strømpegarn, der gik gennem nåleøjet for farve og forløb til tæppet, der stadig vokser, er hyggeligt at strikke, nemt at tage med og kommer til at tage lang tid.
Da vi kørte fra garnbutikken, var vi også ved at være færdige. Heldigvis havde Anders bagt kage og sammen med en god kop kaffe eller the, nød vi den bagte chokolade, inden gps’en førte os med hård og til tider temmelig geskæftig hånd hjemad.
Når nu vi alligevel var i Kolding, var der ingen grund til ikke også at tage til Fredericia. Altså tog vi til Kreative dage.
Det var stort, der var mange mannesker og selvom vi forsøgte at blive sammen, blev jeg væk flere gange. Jeg opdagede det bare ikke.
Vi klædte os på med skilte, der fortalte hvem vi var, hentet hos Tina Dalbøge, men vi mødte ikke mange andre iklædt skilte. Enten det, eller også havde vi ikke øjnene med os.
Jeg er ikke sikker på, at messemuligheden er den bedste for mig. Jeg føler mig ikke inspireret, jeg synes der er for mange mennesker og mulighederne for workshops er så overbesøgte at jeg hellere lader være.
Jeg vidste det egentlig godt. Men det betyder ikke, jeg ikke ender på en messe en anden gang.
Til gengæld fik vi hilst på både Tina Dalbøge, Karen Klarbæk og Julia. Det var hyggeligt og sjovt sådan at se folk i levende live.
Lige inden vi var på vej ud, mødte vi også Trine. Et møde der var mere end dejligt.
Med sådanne møder er kreative messer alligevel en hel masse værd.
Jeg fik faktisk også købt noget. Ikke meget, til gengæld godt.
Keramiker Else Rasmussen havde nemlig en masse lækre knapper. Jeg var ret vild med de kæmpestoe knapper hun havde hængende på væggen bagerst i standen.
Jeg holdt mig dog til knapperne i mere almindelig størrelse, og fandt tre i lige de rigtige farver til det lækre garn jeg tidligere havde købt hos BC-Garn. Om knapperne ender med at være for tunge til det fine garn, må tiden vise.
Lige nu er jeg bare glad for dem, og ender de ikke sammen med den bløde Lucca, ender de nok et andet sted.
Første gang jeg hørte om det årlige udsalg hos BC-Garn, var jeg toogtyve, gravid og næsten lige startet på seminariet. Jeg hørte om udsalget fra kvinder med strålende øjne, der fortalte om rigdomme i mængder, jeg slet ikke kunne forestille mig.
Den ene af ovennævnte var så blændet af garn og mulighederne, at hun slæbte hjem i mængder, der krævede mere end en affaldssæk, havde garn alle steder i sit hjem – selv på badeværelset - og i øvrigt senere åbnede en butik.
Det måtte være godt. Alligevel kom jeg aldrig til et af de årlige udsalg. Som årene gik, glemte jeg alt om udsalget, for der er langt til Kolding, når mobiliteten ligger på en cykel, og økonomien generelt ikke kan stå inde for storindkøb.
Da jeg startede med at blogge, dukkede udsalget op igen. Lysten til at se med egne øjne, blev større og endelig lykkedes det. Bettina kørte, Karina snakkede og jeg indtog bagsædet, da vi i går morges satte kursen mod lageret i Kolding.
Måske er det bare årene, måske er det fortællingerne, måske har jeg bare ikke helt forstået hvad det egentlig gik ud på. Men i min forestillingsverden, ville det havde været meget større og meget vildere.
Jeg er ikke egentlig skuffet. Jeg kom hjem med mere end forventet. Men – og der er et men – nu har jeg set det. Nu har jeg prøvet det. Og så er den ikke rigtig længere.
Måske er jeg bare sværere at dupere, end jeg egentlig gik rundt og troede. Men altså; Det er helt klart lækkert med udsalg. Det er helt klart lækkert med muligheden for at gøre et kup. Men jeg ville nok have en større chance for at vende tilbage, hvis udsalget lå i Skovlunde, eller et andet sted, hvortil afstanden kan tilbagelægges på cykel.
I forvejen havde jeg set at Lucca var nedsat med betydelige procenter. Da jeg og allerede flere steder har hørt Lucca omtalt meget positivt, var planen at det skulle afprøves.
Med hjem koom derfor ikke mindre en omkring halvandet kilo garn, fordelt på tre spoler og to farver, og en plan om noget langt. Og varmt.
Jeg fandt også strømpegarn, jeg troede kunne bruges i mit uendelige projekt. Tæppet, der består af små puder, og som lige nu har en tidshorisont på flere år. Min plan er strømpegarn i blå og grønne og en smule lilla nuancer. Men også garn med farveskift. Helst lange farveskift, ellers synes jeg det bliver for rodet.
Desværre viste det sig, at det ellers ret lækre strømpegarn, har alt for korte farveskift. Heldigvis kan jeg godt lide korte farveskift på sokker – så med kulden og vinteren på vej, er der også mulighed for varme om fødderne.
Nogen gange kan det være nødvendigt at hoppe i tøjet og spæne ned ad trapperne. Selv på en ellers langsommelig lørdag, der egentlig ikke inkluderede hurtige bevægesler.
Emilie ringede. Hun kunne ikke finde saksen. Var bange for at hun havde hældt den ind i en af postkasserne sammen med reklamerne.
Uden en saks er det svært at kappe båndene om de buntede reklamer.
Altså hoppede jeg i tøjet og løb ned med en saks.
Heldigvis omdeler hun i det nære nabolag.
Torsdag er stille og langsom opstart.
Torsdag er vasketøj og nydning af morgenmaden.
Torsdag er dagen før fredag, der nok skal få ben at gå på, når jeg sammen med Bettina og Karina, skal se på både garn i et lagersalg og kreativiteter i en anden hal.
Torsdag er en kort arbejdsdag, som nok skal blive sjov.
Indtil torsdag kræver overtøj og cyklen ud ad Tårnvej, nyder jeg stille.
Blandt andet synet af en skålfuld pompoms, midt på bordet i Anders’ mors hånddrejede smukke træskål.
Det er meget sjovere at lave pompom’er end jeg husker.
Måske fordi Clovers lille pompom maker er så meget nemmere at håndtere end papklipperier og nåletrådning gennem næsten-ikke-eksisterende huller fyldt med garn.
Overraskende nok er jeg frisk efter en dag med dobbeltskift.
Det var sjovt at undervise, også selvom jeg bestemt kunne se masser af mangler. Tysk er ikke blandt spidskompetencerne. Men når bare det er sagt, er der pludselig mulighed for at lære af hinanden. Og så blev vi ofte rørende enige om, at det lød tysk, når en sætning endelig var oversat.
Engelsk er jeg langt bedre til. Til gengæld kan jeg åbentbart ikke læse dansk. I mit hovede betød “gennemgå lektie” at eleverne skulle lave den pågældende lektie. At langt de fleste allerede havde lavet det, fik mig ikke til at ændre mening. Først da det var for sent, gik det op for mig, hvad der egentlig stod. Til gengæld har alle nu lavet det, og de fleste er færdige med næste kapitel.
Kristendom derimod. Der følte jeg mig lidt på bar bund. De udleverede kopiark indeholdt billeder og tegninger af Jesus i forskellige situationer sammen med lige så mange uddrag af Biblen, der to og to skulle pusles sammen. Lengt de fleste tekster, var jeg ikke i tvivl om, hvor kom fra eller hvad de hørte til. Til gengæld kunne flere af billederne betyde både det ene og det andet. Da jeg ikke havde en facitliste gav det god mulighed for snak om hvordan og hvorfor.
Jeg sluttede med geografi. Det eneste fag jeg følte mig godt forberedt til. Måske også derfor den eneste time, der pludselig var gået, uden at koncentrationen forsvandt og længslen efter frikvarter brød igennem.
Jeg er stadig overrasket over endnu ikke at være træt.
I morgen er jeg klar igen.
Starter tidligt med ryggymnastikken. Læreren udebliver, men vi har besluttet at møde op alligevel. Støtte hinanden og lave de samme øvelser som de sidste gange.
Slutter sent med filmaften, pizza og Pirater.
Det skal nok blive godt.
Det er godt nok tidligt og mørkt at skulle op til undervisning og tysktimer.
Den tyske film er i øvrigt skiftet ud med opgaver og oversættelser… Jeg var ret god til tysk, dengang jeg gik i skole, men har aldrig brudt mig om sproget. Har siden gjort et godt stykke arbejde for at fortrænge.
Aftenen gik derfor med oversættelse af de ti sætninger og et kig på en række opgaver, der refererer til en grundbog jeg ikke har. Jeg går ud fra, at min hjælp muligvis kan være lige så god som elevernes.
Dansktimerne er omdannet til en engelsk og en med kristendom.
Kun den allersidste – geografitimen – føler jeg mig rigtig forberedt på.
Men det skal nok blive sjovt.
For efterhånden længe siden besluttede min mor at jeg skulle holde kursus, og hun skulle lære at flette. Tasker altså. Min søster skulle lægge hus til. Og flette med. Og lære.
Nu har hun sat en dato. Søsteren min og jeg har sendt invitationer til alle dem, vi undervejs har snakket med. Men måske er vi for sent ude. Måske bliver vi bare os selv. Måske er det det hyggeligste. Måske får vi pludselig tilbagemeldinger, og bliver flere.
Måske ikke.
Måske kunne det være sjovt at være lidt flere. Måske bliver vi pludselig flere. Måske kunne jeg få lyst til at invitere dig. Måske kunne du have lyst til at være med.
Måske tør jeg alligevel ikke og trækker i land… Måske.
Men det kunne være hyggeligt… Måske.
Om fjorten dage.
Hele weekenden.
Hvis du kunne have lyst.
Og kunne være i nærheden af Næstved.
Og der er grønt lys fra resten af familien.
Jeg giver ingen garantier, men en mulig mulighed.
Hvis nu du turde – og jeg turde, og familien turde – så skriv et skriv. Til min mail.
Så vender jeg tilbage.
Men jeg giver ingen garantier.
En ny uge tager sin begyndelse. En uge, der allerede tager vejret fra mig.
Lærerne skal på kursus, der mangler vikarer, og jeg sagde gladeligt ja til de store elever. Jeg både glæder mig og frygter – nærmest lige meget. Jeg sukker en anelse lettet over at mandagen var fyldt op, og jeg kan tage den med ro, mens jeg tænker frem til tirsdag og de fem lektioner der venter fra morgenstunden.
Jeg skal have tysk og håber der ligger en film og venter. Det var vist aftalen og oven på en uges ferie, er jeg en smule lettet over at have mandagen til at følge op. Jeg skal have en syvende klasse i dansk. Læreren har lovet at sende en lang skrivelse på personaleintra. Men jeg har ingen fået. Gad vide om han har glemt mig, eller sendt hele skrivelsen til en forkert. Vi er flere der hedder Pernille, og med mellemrum modtager jeg beskeder, der tydeligt ikke er til mig.
Jeg sender ham en skrivelse og håber på det bedste. Om ikke andet sætter jeg dem til at skrive om deres efterårsferie. Mindst to sider på linieret papir. Måske jeg skulle skifte navn. Zacharias har allerede et nyt parat. Hele weekenden har jeg lydt navnet Palalle. Der lyder bedre end det ser ud på skrift, men hvis det kunne sende mine beskeder til mig.. så måske.
Endelig skal jeg have geografi med den samme ottende klasse, som skal starte med tysk. Jeg skal læse op. Om alverdens befolkning. Her er jeg på forkant, for her fik jeg i samme øjeblik, jeg dukkede op og spurgte, udleveret materiale og opgaver. Måske jeg skulle have læst i ferien. For der er meget tekst – kan jeg pludselig se.
Efter fem lektioner, venter en helt almindelig arbejdsdag. Jeg håber familien bærer over med mig, når jeg tirsdag aften falder omkuld og aldrig vågner op.
Hvordan resten af ugen skal forme sig, har jeg ingen anelse om. Min kalender har planer, men min forstand stopper efter tirsdag. I hvert fald lige nu. Jeg skal nok komme med. Når tirsdag er slut.
Jeg glæder mig – lidt… meget.
En weekend hjemmefra med masser af snak og hygge, kan hurtigt få små skeskantede puder til at multiplicere sig.
Hvad giver man en fireårig, der har alt, ikke ønsker noget og hvis mor – der normalt kan frembringe en ønskeliste på mindst fire sider med udspicificerede varenumre – pludselig ikke har en eneste ide til gode ønsker.
Opstået af nærmest ingenting, satte en ide sig fast og blev til en rigtig god gave. Muligvis en temmelig fjollet gave og bestemt en gave, der kunne have drevet forældrene til vanvid. Heldigvis blev gaven mere end godt modtaget og den fireårige helt med på planen om forældreadministration.
Denne fireårige har en passion. For chips. Så stor en passsion, at der ved sidste test af fremgang blev brugt chips til at animere de forskellige testdele. Så stor en passion, at den samlede proffesionelle børnestand har sagt god for at bruge chips som en del af indøvningen af nye færdigheder.
Altså pakkede jeg to poser chips og en fin skål ind. Skålen måtte dog ikke bruges til chips, for de er bedre at finde frem fra posen med det fineste pincetgreb, end fra en skål. Vi blev enige om, at der nok var basis for at bruge den på anden vis.
En anden passion kunne være computere. Zacharias er mere end almindelig god til at manøvrere rundt i den virtuelle verden. Om de autistiske træk sætter ind her, skal jeg lade være usagt. Under alle omstændigheder havde et besøg hos gode venner, fået forældrenes øjne op for mulighederne i en Ipad.
Mens jeg endnu ikke havde set lyset, må jeg indrømme at weekendens muligheder for leg på den lille yndling, bestemt fik sat ting i relief. Og selvom der er mange andre ting, jeg langt hellere ville have, er der mange flere muligheder i sådan en lille fidus, end jeg lige gik rundt og troede, at jeg gerne indrømmer den kunne være sjov at have.
De der arrige fugle – de er også ret sjove…
Først gik strømmen. Da vi gik ud for at kigge på sikringerne, viste det sig at være i hele opgangen. Dengang var det fredag, og strømmen kom igen, mens jeg var i biografen og Emilie synes det var forfærdeligt ikke at kunne tænde for fjernsynet.
Men internettet forblev tavst. Længe. Da Emilie og jeg i løbet af lørdag formiddag tog mod Næstved og børnefødselsdag var der stadig ingen forbindelse. Til gengæld havde Anders, i forsøget på at undersøge hvor fejlen lå, haft adgang til flere andre computere, der ikke befinder sig i vores husholdning. Ikke særlige betryggende…
Søsteren min havde adgang, så det lykkedes mig at stjæle en smule tid på nettet undervejs i weekenden, og hjemme igen er der adgang – om end noget ustabilt ifølge Anders.
Det er ikke første gang, vi oplever en ustabilitet, der grænser til mere end kritisabelt. Jeg begynder at overveje mere end bare alvorligt, hvordan jeg sætter mig i forbindelse med bestyrelsen for at fortælle om vores oplevelser og et håb om ændringer – gerne ændringer i hvem abbonnementet skal ligge hos.
Og mens jeg valgte at glemme den manglende forbindelse, tog vi på udflugt til skoven omkring Herlufsholm og gik en lang tur langs Susåen i lækkert vejr og klar luft. Vandrestave var i høj kurs – ligeledes var klatringer på faldne stammer.
Helt sikkert en tur der kan anbefales.
Der er ret skønt i Lejre, og selvom blæsten var kold, var vejret med os.
Vi startede dagen i bondelandsbyen, hvor træskoene stod på række til fri afbenyttelse, drengene fik en lang snak med en af de fastboende, og vi sagde pænt goddag til tre små grisebasser.
Det er ikke så tit, jeg er tæt på sådan nogen, men de er helt vildt bløde lige bag øret, og meget glade for mad.
For efterhånden rigtig længe siden strikkede jeg en mindre bunke babytæpper til neonatalafdelingen på Hvidovre Hospital.
I den forbindelse lavede jeg to opskrifter, på to forskellige måder at få brugt alle resterne til små lækre fine tæpper.
Dengang lavede jeg opskrifterne på engelsk og lagde dem ud på Ravelry. Min tanke var at Ravelry for hovedparten er engelsktalende og det ville være en god ide at fortsætte i det sprog. Samtidig fik jeg øvet mig i, at formulere mig strikketeknisk på et andet sprog.
Siden har mange spurgt, og nu er det sket. Dagen er brugt på oversættelse og begge opskrifter kan nu også fåes på dansk. De ligger stadig til fri afbenyttelse på Ravelry, men de kan også hentes lige her:
Cabled baby Blanket
Sweet Remnants
Siden Emilie og jeg var i Lejre i sommerferien, har hun gentagne gange snakket om at tage derud igen. Da Anders er indehaver af en lillebror, der har brugt en uge af sommerferien de sidste to år, sammen med sin kæreste som jernalderfolk i netop Lejre, var det oplagt at spørge om de ikke havde lyst til at tage med som guider.
En aftale kom i stand, en aktivitetsplan skrevet ud og vi tog afsted. Emilie havde sine ønsker, som vistnok alle blev opfyldt. Jeg lærte at slynge bånd og Anders havde læst sig til muligheden for både at smede en kniv og skyde med bue og pil.
Altså endte vi i smedens hytte tidsnok til Anders som den første kunne få et lille stykke rektangulært jern at varme i gløderne og banke på med en stor hammer. Som tidligere bosiddende kendte William smeden særdeles godt, og mens hamringen trak ud, overlod vi smedningen til mændene, mens Ea vist rundt i jernalderlandsbyen.
Emilie forsøgte sig med grutning, kravlede glad ned i kælderen, kiggede på væven i vævehytten og besluttede sig for at slå sig ned i fiskerhytten. Vi beundrede vuggen et medlem af sommerens bemandning dengang lavede til det medbragte spædbarn, smilede af den fine udskårne gris og fik fortællinger fra hverdagens jernalder, vi ikke ville have fået, ved at gå rundt alene, inden vi vendte tilbage til smedien og hentede mandfolkene, der nu næsten var færdige med kniven.
Smeden mente Anders var et naturtalent, men var nok alligevel glad for at slippe af med den detaljeorienterede elev, der ikke lod sig nøje med et par slag og en kniv, der ikke lignede noget rigtigt. De resterende elever, der startede samtidig med Anders, var forlængst færdige, mens Anders endnu ikke var helt tilfreds, men ikke fik lov til mere.
Han opgav helt at snitte et skaft, for nogen ordentlig snittekniv, var ikke til stede og et skår er knust af spidsen af kniven i iveren efter at gøre det ordentligt. Han er nu ikke utilfreds og smedens afsluttende bemærkninger om en god fil og slibning, er bestemt muligheder, han regner med at forsøge sig med.
Inden dagen var slut, havde han også afprøvet bue og pil, mens Ea og jeg forsøgte at gætte knogler og skind i en røreudstilling om urtidens dyrebeholdning.
Vi sluttede af hosd pottemageren efter Emilies udtrykkelige ønske. Her fandt drengene deres indre legebørn frem. Mens Willliam pottererede en lille kande, fik Anders modeleret en bombe på en lille pude. Jeg kom endnu hjem med en lille skål til et fyrfadslys, mens Emilie har lavet en fin lille plade med samme formål og dekoreret med sjove aftryk af en knogle.
I morges da dagen endnu slet ikke var begyndt. og det stadig var sort udenfor, stod vi op, fik øjne, pakkede madpakker og proviantering til hele dagen.
Mens Daniel ikke har efterårsferie, lod vi ham blive og passe sin skole, mens vi andre gik mod toget, William og Ea. Vi tog til Lejre.
Nu er vi hjemme, Emilies aviser bragt ud, sofaen trækker, og nej hvor er jeg træt.
Men sikke en dejlig dag.
Dengang Bettina kom hjem fra New York med det lækreste fed uld, i den skønneste grønne farve, kunne jeg næsten ikke vente med at komme i gang med at strikke af det. At resultatet skulle være et sjal, var der ingen tvivl om, men hvilket sjal var straks sværere at finde ud af.
Jeg ville have huller og mønster og lace. Jeg ville have tungekanter og varme om skuldre og hals. Jeg ville det hele og kiggede Ravelry tyndt for ideer.
Inden længe var jeg i gang med Haruni, et fint sjal, der burde kunne opfylde alle mine ønsker. Men det føltes ikke rigtigt og efter at have strikket og strikket og strikket lidt mere, måtte jeg indrømme, at det ikke var rigtigt.
I stedet faldt valget på Fiori di Sole. Det er længe siden jeg startede, men reelt har det ikke taget lang tid at strikke. Det har været et lækkert stykke strik. Også selvom midterstykket endte med at blive en smule trivielt og med en følelse af uendelighed.
Da først kanten blev nået, gik det stærkt. Næsten for stærkt. For som garnet svandt, voksede uroen for, om der nu også var nok.
Det var der ikke! Efter en smule panik og overvejelser om ikke de hælkede tungekanter kunne klares med en anden type tråd, kiggede jeg på mønster og billeder og besluttede at kanten godt kunne bære en anelse mindre omgange.
Pille, pille op. Ikke det mest inspirerende. Og så i gang med hæklenålen. Halvvejs, måtte jeg sande at hækling tager langt mere garn end strik, og at de optrævlede rækker slet ikke var nok i kampen mod trådenden. Mere optrævling denne gang i afhæklede masker og endnu engang en tur gennem sammenhæklinger og luftmaskebuer.
Det lykkedes. Men også kun lige.
Tilbage står jeg med det letteste, fineste, blødeste og meget varmende lille sjal, der fint dækker enten skuldre eller hals.
Jeg er mere end tilfreds og glæder mig over resultatet. Det var godt jeg stoppede op undervejs og skiftede retning.
Design: Fiori de Sole af Romi.
Garn: Madelinetosh Prairie i farven oak.
Det færdige sjal vejer 131 gr. Lige præcis antallet af gram i det oprullede garn.
Pinde: Rundpind nr 3.
Størrelse: Jeg troede det ville blive større, men som det er, er jeg meget tilfreds.
Længden er 75 cm og vingefanget 160 cm. Nok til at svæve fint over skuldrene en let sommeraften eller til at være svunget om halsen som den letteste varme i de kommende vintermåneder. Det sidste vil nok være det mest brugte.
Bemærkninger: Jeg fulgte mønstret, som var meget let tilgængeligt. Da jeg manglede garn valgte jeg at glemme de sidste tre pinde, og hæklede to luftmasker mindre i hver luftmaskebue. Sammenhæklingerne fulgte forholdet i den oprindelige aflukning tre pinde længere ude.
Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.