Nyborg er en smuk lille by. På denne årstid måske smukkere end på andre tider. At voldanlægget stadig er så intakt betyder at der er grønt over det hele.
Da jeg var barn og besøgte mine morforældre så jeg det ikke, det var der bare.
Dengang voldanlægget var nyt og brugbart var der grønt på en anden måde. Ingen træer, der skærmede for udsynet, og langt mindre by. Nu er voldene midt i byen, fyldt med træer, åndehuller og skønhed.
Midt i voldanlægget ligger Landporten, I mange år byens eneste adgang. Det var herfra klokkerne ringede hver aften, så befolkningen ude i markerne kunne nå hjem og indenfor byens mure inden porten lukkede og man måtte blive ude.
Bygningen er fyrre meter lang og portåbningen er det længste tøndehvælv i landet. I overetagen var der plads til at byens soldater kunne dyrke gymnastik i de kolde vintermåneder.
Uden for porten, på den anden side af voldgraven langs Lindealleen, ligger eksercerpladsen. Overfor står mindestenen fra Slaget ved Nyborg 1659, dengang svensken havde indtaget slottet og siden blev fordrevet. Lige overfor ligger kirkegården, og på den måde kom vi hele vejen rundt.
Da min mor var barn stod hun på skøjter sammen med de andre børn, på isen ved Landpoorten. Da jeg var barn, tog min mor os med. Det er et godt sted at stå på skøjter, og jeg tænker at nutidens børn også løber på skøjter på volden om vinteren, ligesom børn før min mor sikkert også har gjort det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar