Kælkebakken og Anhalter Bahnhof

 

Uden de store planer for en hel dag i Berlin, endte vi med nye oplevelser. Vi var også omkring det kendte, og det vi holder af. Men her er det nye mest spændende. 

Vi boede på et hotel i det gamle Østberlin, tæt på den gamle Kødby, der nu mest er et kulturcentrum, og Velodromen sammen med den store svømmehal, der blev bygget da Berlin tilbage i 2000 ansøgte om værtsskab for sommerolympiaden. 

Anders havde en plan, han havde nemlig fundet en grøn plet på kortet, lige rundt om hjørnet. Folkets Park, hed den, og Anders ville gerne se hvordan den så ud. 

Folkets Park viste sig at være en samling trapper og snoede stier, der alle gik opad og opad og opad. Mellem stier og trapper var stejle sider fyldt med grønt og høje smalle træer. Næsten helt oppe, mødte vi tre børn, og blev enige om at parken nok har været et fantastisk sted at kælke, inden den groede til.

Helt oppe var en fin udsigt mod øst. Det ville sikkert have været en fin udsigt hele vejen rundt, hvis ikke træer og buske havde blokeret for udsigten. Vi blev ikke længe, for en hjemløs havde slået sig ned på en af toppens bænke, og sov. Det skulle han have lov til, så vi satte os længst væk, inden vi besluttede at fortsætte dagen et andet sted. 

Når vi er i Berlin (eller en anden storby) køber vi billetter til den offentlige trafik. I Berlin er muligheden en 24-timers billet. En billet til den offentlige trafik betyder at vi har fri bevægelighed gennem hele byen. Til trods for muligheden for at køre i tog, bus og tram, går vi også meget. Min skridttæller kan fortælle mig at jeg gik over 21.000 skridt i løbet af den hele dag i Berlin. 

Da vi nåede frokosttid, fandt vi en Edeka med salatbar. Salatbarerne er ikke ens fra den ene butik til den næste, men fælles er, at vi kan fylde en bøtte med et udvalg af salat, finde et stykke brød i bakeoff-afdelingen, koldt at drikke og sætte os et sted udenfor, nyde udsigten og spise vores mad. Det er en mulighed vi tit bruger, og jeg havde endelig købt et lidt bedre sæt medbringeligt bestik, som bare gør det lidt lækrere at spise, end havde vi siddet med en engangsgaffel - som kan købes ved salatbaren. 

Vi steg op fra U-bahnen ved Anhalter Bahnhof, lidt sydøst for Potsdamer Platz, og blev mødt af synet af ruinen af indgangen til det, der viste sig engang at have været en storslået banegård.

 

Anhalter Bahnhof blev bygget i 1800-tallet og var på et tidspunkt den største banegård i Berlin, med togforbindelser ud i Europa. Stationen har en lang historie, der endte ved bombardementet i '43 og '45. Den udbombede banegård stod i nogle år, inden den blev revet ned og området brugt til andet. Ovenfra er det tydeligt at se hvor banegården og sporene i sin tid gik. I dag er et stort idrætsanlæg og parker en del af den tidligere baneføring og banegård. 

Hele banegården skulle have været revet ned, men modstanden var stor og tilbage står nu en lille del af indgangen til noget, der har været meget større. 

Selvom det bare er en lille del, er det tydeligt at det har været et imponerende bygningsværk, dengang stationen var en pulserende del af bybilledet, med tusindvis af besøgende hver dag. Vi fandt frokost og spiste i skyggen af ruinen og med udsigt til sportsanlægget, der hvor perronerne engang lå.

Billedet af den bombede banegård er fundet på Wikipedia

Senere opdagede vi flere sider af Berlin, da Anders opfandt en ny leg. Med et kort over S-og U-banenettet, valgte vi hver en station, vi mente ikke før at været stået af på. Vi slog om hvilken, der skulle besøges, og dermed endte vi i et området af Berlin med huse tilbage for før krigen, som undgik bombardementerne og viste endnu en del af det altid foranderlige Berlin. 

Vi gik til den næste station, og besluttede at vi havde tid nok til også at besøge det andet bud. Denne gang endte vi et sted mellem dele af byen vi før har besøgt, og ret hurtigt var vi på kendt grund, omend vi kom fra en anden retning end tidligere. 

Med halvanden dag i Berlin, var vi klar til at tage videre og besøge en ny by i Tyskland.

Berlin

 

Jeg havde computeren med til Tyskland, men brugte den ikke til meget andet end podcasts på Youtube, når vi ramte vores logi, og vi begge mest af alt klappede sammen. 

Vel ankommet til byen - efter en tur, der endte med at betyde lidt over to timers forsinkelse - tjekkede vi ind på hotellet, opdagede at værelset indeholdt et køleskab, som var temmelig lunkent. Anders fandt måske en knap, der kunne tænde, vi stoppede de medbragte drikkevarer i skabet og gik ud i byen. 

Vi havde en hel dag i byen, inden turen gik videre til Dresden. Planer var der ikke så mange af, men der var lidt. 

Tapas på Volver Tapas på Luisenstrasse, tæt på Brandenburger Tor, er efterhånden selvskreven, når vi er i Berlin. Hvis man kan tale om et stamsted, så er det her. Spansk tapas, når det er bedst, stemning, og priser vi altid bliver lidt overraskede over ikke er højere. Vi havde hjemmefra bestilt bord på dagen efter ankomsten.  

Et andet spisested, der er værd at tale om, er Angry Chicken. Et lille bitte fastfoodsted, der serverer kylling. De har ikke mange valgmuligheder, kyllingen kan være med eller uden ben - wings eller bites, og garneres med sovs i flere varianter fra sød til meget stærk. Den ligger på Rio-Raiser Platz ved Oranienstrasse, og er et af Anders' yndlingssteder. 

Lige overfor Angry Chicken på modsatte hjørne af pladsen ligger The World Shop. Her kan man finde kasketter i alverdens udgaver, og Anders er ikke i Berlin uden at købe en håndfuld nye kasketter. 

Vi fandt en Tram til Oranienstrasse og Angry Chiken, helt sikre på at kasketbutikken var lukket og det ville være en del af morgendagens plan. Men da vi kørte forbi, viste det sig at døren stod åben og der stadig var åben. Altså satte vi kursen mod nye kasketter, inden aftensmaden blev indtaget udenfor på modsatte hjørne. 

Anders var glad, fire kasketter rigere og i løbet af de kommende dage viste det sig at den ene ikke bare var en kasket, men lavet af et materiale, man kan svede i - altså en sommerkasket. Dem vil han gerne have flere af.

Det sidste stop, jeg gerne ville have haft handlede om garn. Yndlingsgarnbutikken ligger i et forstadsområde, men viser sig, siden vi var der sidst, at være lukket. Indehaveren satser nu på garnfestivaller og sit eget håndfarvede garn. Altså ingen garn til mig i Berlin - det tog jeg revanche for senere...

Vi endte med at gå et langt stykke tilbage, inden vi fandt en Tram fra Alexanderplatz til hotellet, hvor det køleskabet stadig var lunkent. Anders tog turen ned til receptionen, hvor de kunne fortælle at køleskabet ikke skulle være lunkent. Det skulle bare virke. 

Vi fik en opgradering, et lidt større værelse med plads til sofa og sofabord, et badeværelse med lidt sjov indretning, og - vigtigst - et koldt køleskab. 

Senere mødte Anders et par unge fyre fra Aalborg eller et andet sted i Jylland. Jeg kan ikke huske hvor. De havde været samme historie igennem, startede på vores første værelse, for at få en opgradering og et fungerende køleskab - nogen har tydeligvis glemt at fortælle info videre...

Efter en lang rejsedag, med forsinkelser, usikkerhed og personale, der virkelig prøvede, var vi trætte. Vi slog os ned, gik i seng og var klar til en hel dag i Berlin, da vi vågnede igen. 

Checkpoint Charlie

 

Berlin er fyldt med minder om en tid, da byen var delt i to. Et af de mere ombejlede steder er Checkpoint Charlie.  Den måske mest kendte overgang mellem øst og vest.

Alt i nærheden hedder noget med CheckPoint Charlie - selv den nærmeste U-bahn - Kochstrasse - har navnet om underoverskrift. Stedet vrimler med turister på næsten alle tider af døgnet og jeg tror kun det lykkedes os at komme forbi et øjeblik næsten uden mennesker, fordi vi boede lige rundt om hjørnet og derfor kom forbi i tide og utide. 

Den lille kontrolpost fra den kolde krig står stadig midt i gaden, som en attraktion der på sin egen stille måde viser at der var engang hvor man ikke kunne bevæge sig frit over hele byen, hvor Verden så anderledes ud.

 

Checkpoint Charlie findes på hjørnet af  Friedrichstrasse og Zimmerstrasse i bydelen Friedrichshain-Kreuzberg, lige på grænsen til Mitte. Store skilte tydeliggør grænsen mellem øst og vest med beskrivelsen af at du nu forlader den ene eller den anden sektor. 

Endnu en tydeliggørelse er et kæmpe skilt med en ung soldat iklædt den respektive uniform for den ene og den anden side på grænsen mellem de to sektorer. Den ene soldat på den ene side af skiltet og den anden soldat på modsatte side.

 

Ved siden af det lille hus midt på gaden har MauerMuseum til huse. Vi var ikke derinde. På det modsatte hjørne er en stor cirkelformet bygning, der huser The Wall panorama. Der var vi heller ikke inde. Ude var en midlertidig udstilling om muren, som vi gik forbi igen og igen.

Billeder, små historier og fakta om tiden med muren. Ind imellem stoppede vi, læste brudstykker, kiggede billeder og blev en smule klogere. 

 

 

Det der fangede mig mest, var to billeder af samme sted  - stedet hvor vi stod. Begge billeder var taget fra luften, det ene med mur og ødelagte huse, det andet ganske nyt.

Det var vildt at se hvordan byen er genopbygget rundt om de eksisterende bygninger og sammenligne det der var, med det der er. 

Berliner Dom

 

Jeg ved ikke hvorfor vi aldrig har været i Berlins Domkirke, selvom vi har været i Berlin mange gange. Det synes jeg der skulle laves om på. Anders var heldigvis enig.

 

 

Berliner Dom ligger på Museumsinsel, hvor vi egentlig heller aldrig har bevæget os rundt. Ligesom vi kunne få rabat på sejladsen, kunne vi også få rabat på indgangen til kirken. Jeg glemte bare at undersøge hvor eller hvordan billetter rekvireres. 

Vi tog bare af sted. Først da vi stod foran det imponerende bygningsværk gik det op for os, at billetter skal købes online, og til en bestemt tid. Billetten dækker en time, hvorefter man skal ud igen. Jeg er ikke sikker på at nogen tager tid, men det er nok cirka den tid de fleste bruger.

Vi bestilte billetter og havde pludselig en halv time, inden vi blev lukket ind. Vi brugte den halve time i skyggen i Lustgarten - lysthaven eller parken, der befinder sig foran den store domkirke. 

 

 

Da vi endelig blev lukket ind, viste det sig at det er muligt at købe reelle billetter i en automat overfor døren. 

Inde er kirkerummet fabelagtigt, overvældende og vi fik slet ikke kigget færdigt. Vi ville op, og tænkte at kirkerummet kunne udforskes nærmere når vi kom ned. Hvad vi ikke vidste var, at det kan man ikke. Turen op til toppen af kuplen og ned igen er ensrettet, og man ender ved en lille  cafe og udgangen. Det var slet ikke muligt at komme ind igen - det ved vi nu til en anden gang. 

Jeg kan ikke huske hvor mange trin der er op til toppen, men det stod flere gange på skilte. Ved foden af trappen og igen hver gang trappen skiftede karakter. 

Nederst er tappen pompøs, bred og fyldt med udskæringer og filigranblomster. Derfra bliver den mere og mere simpel, for at ende som en smal spindeltrappen uden nogen form for udsmykning. Det var en oplevelse at bevæge sig gennem de forskellige lag af kirken og helt op til taget. 

 

Der er en fantastisk udsigt fra toppen af Berliner Dom. Vi kunne udpege steder vi kender og så byen fra en anden vinkel end tidligere.  

Berliner Dom er absolut et besøg værd, og jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage en anden gang og se nærmere på det indre af kirken, som syner ældre end den reelt er. 

Som så ofte med kirker, har der tidligere ligget en anden kirke på stedet, hvorfra krypten stadig står tilbage. Normalt er det muligt at komme ned i krypten, hvor tidligere tiders kejsere og royale er begravet. Krypten var lukket og under ombygning, da vi besøgte kirken.

Sidst i 1800-tallet blev en ny kirke planlagt og i 1905 kunne den nuværende domkirke tages i brug. Jeg troede den var ældre. Kirken blev temmelig beskadiget under WWII og har været under restauration i mange år. Genopbygningen blev færdig for godt tyve år siden. At der i dag bliver arbejdet på kirken handler formentlig om at passe på den.

Krydser på en mandag - Uge 28

 

Ugen kort:

• Ugen startede i Hamborg, efter skønne dage. 
• Det ser ud som om tyskerne ikke er helt så vilde med danskvand med citron, som de har været, når vi var i Tyskland tidligere. Dee var i hvert fald nærmest umulige at finde.
  
• Vi pakkede, sagde farvel til Hamborg og  tog til Berlin. 
• En tur gennem nærområdet., betød at byen blev noget mindre end sidst vi var i Berlin. Sådan noget sker tit, jo bedre man kender et område - er min erfaring.
• Det lykkedes mig at deltage i aftenspind to gange.
• Berlin er stadig skøn. 
• Emilie fyldte 25, vi ringede, sang og morede os over de 25 gaver, jeg havde fundet og pakket ind, der alle var fyldt med kanel i en eller anden form. Kanelgifler, chokolade med kanel, krydderikrukke til kanel, duftlys med kanel osv, osv, osv.
• Vi spiste så meget mad, at jeg fik en følelse af at kunne undvære mad i et par uger...
• Hjemturen var lang og ikke uden genvordigheder. En times ventetid, halvanden times forsinkelse ved ankomst - jeg ved ikke hvor den halve time dukkede op fra. 
• Det skulle være muligt at få refusion, men Deutsche Bahn vil have en underskrift fra personalet i toget, for at tro på forsinkelsen... Det er jo nemt at sige, og jeg kan mærke jeg bliver en smule provokeret, og overvejer om underskiften kan findes. 
• Søndag var sidste feriedag, og jeg lavede så lidt som muligt. Det var lige hvad jeg trængte til. 

 

Læse:

Sidste uge læste jeg Et bjerg af løgne, tredje bog i serien om Michael Sander og Lene Jensen. I løbet af ugen læste jeg også fjerde del - Enhjørningen, og til hjemturen måtte jeg erkende at jeg ikke havde noget at læse, til trods for at næste bog i serie lå derhjemme. Jeg ville ikke slæbe flere. 

Løsningen blev at lånte den sidste del af serien - Ghostwriter - på e-reolen og læste på telefonen i toget. Til trods for en ny telefon, der stadig holder godt på strømmen, kan jeg konstatere at det koster en hel del at læse. Enden blev at jeg ikke havde mere strøm, ikke kunne lade op, for toget vi kørte i, var fra en tid hvor strømstik ikke var inkluderet i indretningen. 

Jeg er snart færdig. Det er stadig en lidt ubehagelig verden Steffen Jacobsen udfolder. Det er også en spændende og letlæst verden og jeg føler mig i den grad underholdt.

Med en sidste bog, kan jeg godt blive lidt bange for at hovedrollerne ikke overlever.

Broderi:

I Aarhus var jeg forbi Broderi Moderne, som viste sig at ligge inde med de skønne finurlige fugle fra Satsuma Street. Jeg synes de er så fine, og havde kigget på hvad det ville  koste at købe dem fra USA, Det opgav jeg, men da de lå der i butikken til en hel anden pris end det jeg kunne komme til som privat, kunne jeg ikke lade dem ligge.

Jeg tog dem med til Tyskland, for det kunne jo være der blev tid. Det blev der. Jeg syede mens vi var i Hamborg, når vi var i hotellejligheden og der var tid. Det var et superhyggeligt broderi og forholdsvist hurtigt færdigt. Jeg blev færdig med den første  lille fugl, inden vi tog videre til Berlin. 

Jeg havde også et stykke hotelstrik med, så det fik lov att fylde i pauserne i Berlin. 

Den anden lille fugl venter derfor til senere.

Fuglene er syet på et perforeret materiale med to tråde. Alting følger med i kittet. Jeg troede baggrunden var karton, men så vidt vi kan vurdere er det læderpapir. Det kan i hvert fald tåle en hel del.

Sejllads på Spree

 

Nå men vi kom til Berlin, og så holdt jeg op med at skrive. Nu er vi hjemme, efter en hjemrejse, der blev lidt længere end forventet. Hjemme hører jeg at der åbenbart er problemer med togdriften gennem Europa, og kan konstatere at det kunne have været meget værre. 

 

 

De tidligere gange vi har været i Berlin, har vi ikke været på rundfart på floden, så det mente jeg vi skulle denne gang. Anders var på. Vi søgte ganske kort på de forskellige muligheder og endte med at vælge CITY-Schiffsfahrten, der tilbød en tur frem og tilbage mellem Bellevue Slot og East Side Gallery.

Vi fik aldrig læst rigtig op på det, men vi kunne få rabat på  vores Welcome Berlin Card, som vi alligevel altid køber, for at kunne bruge den offentlige trafik, men aldrig har overvejet at bruge på museer og så videre. 

Det gjorde vi nu. Jeg var ikke klar over at vi kunne have valgt kun at sejle den ene vej, så jeg sagde glad og gerne ja til at vi selvfølgelig skulle tilbage igen. Det var faktisk først da alle  folk forlod båden, det gik op for mig, at det var en mulighed.

 

 

Det var ikke noget problem, vi ville gerne tilbage. En ting var at guiden udelukkende talte tysk, hvilket betød at det vi ikke fangede på vej ud, fik vi fat i på vej hjem. Noget andet er at vinkler betyder en hel del, og vi så derfor andre ting på vej tilbage i forhold til turen ud. Endelig var båden temmelig fyldt på vejen ud, mens der var ganske få passagerer på vej tilbage. Mængden af mennesker betyder en hel del for os i forhold til at nyde turen.

Det et en fin tur gennem Berlin, vi sad oppe under solen, det var varmt, men heldigvis lufter det en smule på vandet. At se byen fra vandet giver en hel anden oplevelse af byen og det er vildt så tæt på alting floden er, og hvor meget man kan se fra dækket.

Vi startede som sagt ved Bellevue, som vi ikke kunne se ret meget andet end en mur og træer bag. Længere fremme blev træerne til Tiergarten, Berlins store Zoo, som vi endnu har til gode. Derfra dukkede byen op. Guiden fortalte om mange af de bygninger vi sejlede forbi. Jeg indrømmer blankt at jeg ikke havde den store interesse, og derfor ikke hørte ordentligt efter.

Byen startede med House of World Cultures, dernæst dukkede Hovedbanegården op, og som perler på en snor lå Kanslerbygningerne, Rigsdagen, Friedrichstrasse Station, fjernssynstårnet og delingen af floden rundt om Museumsinsel, med det smukke Bode-Museum, Pergamonmuseum og Berliner Dom, der alle ligger så tæt på floden, som var de bygget i den. 

Det er de vel på en måde. Museumsinsel ligger i et område af Spree, hvor der i tidernes morgen var et sumpet område. I det syttende århundrede blev der gravet afvendingskanaler til floden og en lille ø opstod. På øen blev anlagt en lysthave og et mindre parkanlæg. Efterhånden blev der brug for mere plads og Frederik Willhelm II af Preussen lod sin arkitekt opføre en reel ø med et kunstmuseum. Med tiden blev det nødvendigt at udvide øen og andre museer, domkirken og endda boliger dukkede op.

Der hvor floden mødes igen er en sluse placeret. Vi måtte vente indtil sluserummet blev fyldt opop med vand og nåede niveauet på den anden side af anlægget, inden vi kunne seje videre. 

 

Efter slusen bevægede vi os gennem et område der ikke bliver set fra byen. Men mindre man kender til det. En ting er varmeværket, der er temmelig bæredygtigt i sin måde at producere strøm, og samlingen af gamle spændende skibe, der lå fortøjet i den lille  havn, der naturligt er dannet i det store vandområde, hvor de to dele af floden mødes.

Noget helt andet er den nordlige kystlinje, der mest af alt lignede noget Christinia ville være misundeligt på. De mest fantasifulde byggerier mellem gamle ubrugelige industribygninger, der får lov at være med mellem farver, finurligheder og et væld af malerier og farver. Området hedder World Trash Center og er et kultursted for alle dem, der ikke vil kendes ved det bedre borgerskab (som jeg forstod det).

 

 

Dernæst dukkede East Side Gallery op. Vi har stået og gået på den anden side af det lange stykke mur, bemalet med de fineste kunstværker, og selvom det er langt væk, når man står på dækket af et skib, er det stadig en oplevelse at se mur og maling mellem grønne træer og nye bygninger.

Vi endte med udsigt til den fine bro med tårne - Oberbaumbrücke. Herfra gik turen tilbage, med et kik til det hele fra en anden side. 

 

I øvrigt er skibet vi sejlede med en fortælling for sig. Det lignede en hjuldamper, de reklamerer med en hjuldamper. Der var et hjul, men det hang ikke sammen med en motor. Det blev udelukkende drevet af vandet og motoren under. Det drev på ingen måde skibet.

Det havde også skorstene. To høje fine skorstene, der ikke var tilknyttet en muglighed for røg. Der er mange broer over floden, de er mange steder lige så lave som broerne i København, og ganske som ved en kanalrundfart i Københavns Havn, skal man blive siddende og må ikke rejse sig op.

Det kan to høje skorstene selvsagt ikke håndtere. De er alt for høje, så når starten på turen går, lægger skorstenen sig ned, får at rejse sig igen, når den denn anden ende af turen er nået...

Det var en fin båd.