Ud og gå

 

Siden jeg besluttede at komme ud og gå hver dag, og siden jeg downloadede en app, der holder øje med mine skridt, har jeg været ude hver dag, og gået mindst 7000 skrift, som er det programmet mente er det rette, efter jeg indtastede mine oplysninger.

Det er rart og jeg kan mærke det er godt for mig.

Flere dage har jeg gået mere, men mængden af skrift passer meget godt med turen ned til branddammen, gennem Irmabyen, langs Avartas baner, forbi Louis og videre ad sundhedssporet til Voldgaden.

Ved Volden er det gamle voldanlæg med de bunkerlignende bygninger og den noget nyere skoletjeneste altid pæne at se på. Fårene der plejer at gå på selve volden er vist i vinterhi, jeg ser i hvert fald ikke nogen af dem.

Når jeg kommer ned til stien mod Rødovre Parkvej, drejer jeg, går gennem Espelunden, forbi Byggeren og tilbage forbi branddammen hjem. Jeg kunne sagtens fortsætte ud ad Voldgaden, eller gå den anden vej, som jeg gjorde en dag, jeg kombinerede turen med indkøb, men det her er den pæneste tur, gennem mest grønt og størst mulighed for fuglefløjt.

I tirsdags var det både overskyet og det regnede. Der plejer altid at være et hav af mennesker (som ikke ser ud til at høre til samme selskab) på toppen af den lille bakke, hvor Louis ligger og sover. I tirsdags var der helt tomt, så jeg gik derop, og havde ikke lige overvejet hvor mudret der var.

Han er ikke længere så fin, som dengang han var ny og jeg første gang var på besøg. Men han ligger skønt på den lille bakke, bliver tit besøgt og holder nok en tid endnu. 

Det er nemlig ikke meningen at han skal holde evigt. Materialerne vil med tiden forgå, og på tidspunkt kan han ikke mere. Selvom neglene på fødderne hænger en smule eller er forsvundet, tror jeg stadig der er lang tid, til han ikke kan mere.

Jeg trippede forsigtigt ned ad den lerede bakke, for ikke at falde og fortsatte turen mod voldanlægget.

Naturlegepladsen

I går var vejret godt. Overskyet, ja, men med sol, varme og indbydelse til glæde.





Endnu engang pakkede vi alle børnene i en bus, og lod os fragte til naturlegepladsen i Valbyparken. Det er en skøn legeplads, og børnene havde en fest, inden vi igen kunne pakke os sammen og tage hjem igen.

At vi alle lod os fragte er en sandhed med modifikationer, for jeg cyklede derud. Og hjem igen. Det begyndte at dryppe, da vi skulle hjem, og chaufføren ville hjertens gerne stoppe min cykel i bussens bagagerum, så jeg ikke skulle blive våd.

Jeg ville hellere cykle, havde fri og kunne køre direkte hjem. Skulle jeg blive våd, var det ikke et større problem, end jeg kunne skifte tøj når jeg nåede hjem. Jeg blev ikke våd, dråberne glemte at blive til regn og forsvandt.





At jeg cyklede derud, var en hel anden historie. Ikke en der handlede om ønsket om ekstra motion. Selvom det sikkert også var en god ide. Og at det viste sig at cykelvejene er udvidde og jeg stort set kunne køre på cykelstier hele vejen, gjorde ikke turen mindre god.

Historien handlede om et barn, der skulle hentes af et andet barn til en legeaftale. Afhentningen skulle finde sted, samtidig med busafgangen, men da det andet barns forældre ikke vidste noget om en tur og et tilbageblevent barn, havde de god tid og stod ikke klar til afhentning på slaget ti.





Med en bus fuld af forventningsfulde børn, en viden om hvor kort der kan være fra glad forventning til utålmodighed, en usikkerhedsmargin i forhold til afhentning og et bestemmelssted i cykelafstand, var det ikke svært at tage beslutningen om at sende bussen af sted og blive tilbage med legeaftalebarnet og vente på legeaftalen.

Henrik havde lige nået at tænke det samme - altså at han skulle blive, for siden at cykle, men kunne ret hurtigt se ideen i at den tjans tilfaldt mig. Det var mig der åbnede, og mig der havde tidligst fri. Det gav mere mening at Henrik kørte med bussen tilbage, end jeg - der så skulle vente på hans tilbagekomst, inden jeg kunne køre hjem.

Nu kunne jeg køre direkte hjem, uden stop ved skolen.


Legeaftalen kom, alle var glade og jeg kørte mod Valby i solskin.

Efter 21 dage

Der var zumba på græsset ved de udendørs bassiner i Vestbad i formiddags. Arrangementet er en del af "Yay, vi er tilbage og åbner igen" arrangementerne, der vist er holdt over en uges tid.





Zumbatimen var gratis og for alle der havde lyst (max 50 deltagere), så jeg lokkede både min mor og Emilie med. Emilie var ikke synderlig imponeret, min mor synes det kunne noget, men var lidt ærgelig over ikke at kunne følge med.

Desværre fortsætter det ikke ude på plænen. Naboerne klager over larmen fra musikken og så må det flyttes indendørs. Så vidt jeg ved, må der være 15 i den lille sal, så det gælder om at være hurtig vd tasterne og melde sig til.

Det er fedt at danse igen, samtidig er jeg lidt i tvivl om, hvornår jeg kommer med igen. Ferien står for døren og et eller andet sted er det lettere at overskue når den er slut.



Markøren sidder der, hvor udfordringen startede.


Men det var egentlig de enogtyve dages hækleudfordring jeg ville fortælle om.

Enogtyve dage, enogtyve rækker på evighedsprojektet. Jeg nåede endda at færdiggøre to par strømper, hvis rester begge nåede at komme med. På nogen af de sidste rækker.

Jeg hæklede næsten hver dag. Der var et par dage jeg af den ene eller den anden grund ikke fik det gjort, men så hæklede jeg en ekstra række dagen efter.

Sjovt nok synes jeg ikke det er vokset meget. Jeg går ud fra det handler om at en række om dagen, går så tilpas langsomt, så jeg ganske simpelt har glemt hvor langt (eller kort) jeg var nået, inden de enogtyve dage.

Her er et målebånd helt på sin plads. Tæppet havde en højde på 24 centimeter, da jeg lagde ud. Efter enogtyve dage måler det 35 centimeter. Det er alligevel en forskel. Men ikke de 120-30 stykker jeg satser på at ende ud med.

Om et par år eller fem. Hvis jeg er heldig.

Det var en hyggelig udfordring og det gider jeg godt igen en anden gang.





I øvrigt prøver jeg stadig at finde resteprojekterne frem om søndagen. Men kun hvis andet ikke føles mere presserende.

Lige nu er der ikke så meget andet. De to lækre uldne trøjer, der ligger i kurven med strikketøj, er simpelthen for varme at sidde med. Så de er sendt på sommerferie. Bare lige lidt, for jeg gider dem faktisk rigtig godt. Jeg kan bare ikke holde ud at sidde med dem.

Og sådan opstår der hurtigt små dilemmaer i dagligdagen.

Langsommelighed

Du lyder bedre, sagde Emilie, da hun for et øjeblik siden kom ind ad døren efter en lang kedelig arbejdsdag.





Jeg ved ikke om jeg er enig - måske lidt. jeg tænker en forkølelse tager den tid en forkølelse tager. Uanset hvor den har sat sig. Og må indrømme at jeg er ovre hviskestadiet, og rent faktisk kan gøre mig forståelig igen.

Dagen startede med zumba i Vestbad. Det er sjovt, det er varmt, vi griner, jeg er helt sikker på ikke at se særlig graciøs ud, men det er helt sikkert godt for noget.

Siden er der ikke sket det store. Jeg har strikket de ti karklude færdig, jeg havde sat mig for.  Der er stadig et par ender at hæfte, og der er stadig for meget garn i bomuldskassen til at sætte låg på.

Måske jeg bare skulle fortsætte kludestrikkeriet.

I hvert fald så længe jeg overvejer hvad jeg nu skal strikke.





Endnu en trøje? Jeg har mange ideer og garn til noget af det. Men hvordan skal opskrift og garn kombineres?

Strømper? Der er både garn og opskrifter på lager, og det er længe siden jeg har strikket et par strømper.

Jeg kunne også gå i gang med den der hæklede elefant, der skal være klar til familieforøgelse i det jyske. Men det er først til maj, så jeg har god tid.





Måske er klude ikke den værste ide.

De kræver i hvert fald ikke den store tankevirksomhed.

Det kan valget om det næste strik åbenbart indeholde en del af...

Grydeklar

Med fredag er årets første arbejdsuge slut. Det har været et par stille, men også indholdsrige dage, på den mere tankevækkende måde.





Vi har sagt goddag til nye børn, der i forbindelse med årsskiftet er startet på skolen. En start og et skift, der ikke er uden problemer. Det var forudset, og vi har taget imod, som vi gør bedst. Vi har hilst på og talt med nye forældre, også forældre til børn, der ikke umiddelbart skal gå hos os, men fik en dag med bordtennis og grin alligevel.

Sådan kan det gå når alting er nyt og det forventede ikke viste sig helt efter planerne. Vi tænker det er vigtigt at samle på de gode oplevelser og alle tog glade hjem. Flere ville faktisk ikke hjem. Det tager vi som udtryk for at vi gør noget godt.

Vi sluttede dagen af med zumba. Vi lokkede Berit med, og mens både Lotte og jeg ofte kapitulerer og bare gør et eller andet, brugte Berit en del af tiden på bare at grine. Det er sundt at grine, og  vi var alle tre svedige, da vi efterfølgende fandt garderoben, badet og vejen hjemad.





Nu er jeg træt. Færdig og klar til at knalde brikker.


Weekenden venter med mere zumba og gensyn med den del af familen, vi ikke ser så tit.

Og så er jeg ellers klar til næste uge.

Starflake

... Cuz I am not a snowflake... Sagde Anders :)





Jeg har været til zumba i dag. Vi har en lærer på skolen, som også er zumbainstruktør. Lotte og jeg har længe snakket om, at vi ville prøve. Det blev i dag. Det var sjovt. Det var hårdt. Jeg har ondt i knæene, men jeg vil rigtig gerne komme igen.

Hvis du gerne vil, skal vi snakke om hvad du skal gøre i forhold til vrid i knæene. Der er masser at gøre. Sagde Louise, og fortsatte med at vi også skulle snakke om sko. Jeg vil gerne snakke om sko. Jeg vil gerne komme igen.

Jeg har ikke trænet de sidste måneder. Jeg har savnet det, men jeg kan konstatere at selvom jeg har været rigtig glad for LOOP er maskinerne for hårde til mine led. Jeg kan selvfølgelig køre mindre på - men det er jeg ikke sikker på, at jeg er særlig god til. Samtidig kan jeg også mærke at jeg har brug for, at der sker noget nyt. Jeg har brug for noget andet.

Det andet kunne godt blive zumba. Formentlig kombineret med andre hold og noget træning i maskiner. Fitnesscentret ved Vestbad er moderniseret, der er holdtræning, der er det du selv har lyst til, og der er mulighed for at kombinere. Det gider jeg godt. Specielt hvis jeg kommer af sted.


Inden jeg hoppede på cyklen og kørte over på den anden side af Roskildevej, lykkedes det at tage en flok billeder af den seneste udgave af Stephens Wests årlige mystiske sjal.





I år hedder det Starflake.

Det har været sjovt at strikke.
Og jeg ved jeg kommer til at bruge det.











Design: Starflake af Stephen West.


Garn: Uld fra Uld og Co - eller Nina i Garnværk i Fredensborg. En grøn og en meget lys grøn. Det er lækkert at strikke af, og har den fine melering kun håndfarvet garn kan have.

Jeg brugte rub og stub af det mørke - 265 gram. Mens jeg næsten har et helt fed af den lyse tilbage. Jeg brugte 111 gram af den lyse.


Pinde: 3,75 mm og en lidt for lille rundpind. Nok derfor den knækkede på de sidste meget lange rækker. Heldigvis havde jeg en anden.


Størrelse: Cirka 220 x 75 cm.





Bemærkninger: Den opmærksomme, har nok allerede set den lillebitte ændring, jeg lavede som noget af det allerførste.

Jeg droppede ganske simpelt et enkelt blad i den inderste stjerneform, i det første clue. Jeg havde strikket det. Jeg havde lukket af og hæftet ender, og jeg havde samlet masker op og begyndt striberne i anden del af første clue.

Jo mere jeg kiggede på det, jo mere blev jeg sikker på, at formen på det endelige sjal var lagt. At jeg ville ende ud med et sjal i en facon, der ikke er min foretrukne. At der ville blive mere rundt end trekantet, over det færdige projekt.

Så jeg pillede op. Droppede det sidste parallelogram og strikkede ellers fuldstændig efter opskriften.

Det betød, at jeg endte op med et færdigt resultat, der rent farvemæssigt er symetrisk. Et sjal, der er mere trekantet at se på. Jeg har en midterbue, der agerer spids midt på mit færdige sjal, i stedet for kurven mellem to buer, der ellers ville være midten.

Hver eneste gang der i opskriften stod: gentag to gange, gentog jeg en gang, men gjorde ellers fuldstændig, som der stod.

Da jeg nåede kanten vendte jeg om på farverne for at få en mørk kant i stedet for en lys. Jeg målte og vejede, og troede jeg havde garn nok, fortsatte kanten med endnu en retrille - uden udtag - inden jeg afsluttede med en stribet iCord.

Da jeg nåede halvvejs, løb jeg tør for den mørke. Jeg overvejede for og imod, men endte med at fortsætte kun med den lyse.


Jeg er rigtig glad for det færdige resultat.

Men faktisk er den uændrede version også rigtig flot.





Undervejs i projektet strikkede jeg tofarvet patent. Det er ikke længe siden, jeg så noget om at strikke begge farver samtidig. Det kunne jeg ikke sidde overhørig, googlede, kiggede Youtube og endte med min egen version af One-Pass-Brioche (som det så fint hedder på engelsk)

Med Anders' hjælp filmede vi et par små klip i forsøget på at vise hvordan. Jeg kan ikke lige gennemskue at strikke fra start med to tråde. Næste gang, vil jeg nok strikke de første to pinde med en farve ad gangen, som en slags set-up.

Det var overraskende let.


Henriette har udgivet de små klip. De er uden lyd. Hvis nogen er interesseret kan de ses på Youtube:
Forsiden og bagsiden.






Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.

Bike and Run

I mandags stod vi på Volden og var endnu en gang klar til det årlige firmastafetløb på cykel og i løbesko.

Sidste år stillede hele mandskabet i Klubben op, mest som en pludselig indskydelse, som endte med at blive en rigtig god oplevelse. Vi færdiggjorde de 42,2 kilometer på tre timer og besluttede på stedet, at næste år ville målet være at slå os selv.





Det var sådan set også det mål vi havde i mandags, og samtidig var vi noget fra det. mandskabet var nede med to, den ene forholdsvis nyopereret, den anden med en fod, der ikke vil samarbejde.

Måske heldigt for os, var resten af skolen også noget nede på mandskab - eller villige deltagere . og vi endte med lige præcis nok deltagere til et helt hold. Fem mand var vi. Og vi slog rekorden fra sidste år.

Også selvom vi må indrømme, at vi tre fra Tømmerflåden ikke stod for rekorderne. Faktisk var vi muligvis langsommere end sidste år. Jeg har ikke styr på Henrik og Louises tider, men jeg lagde et par minutter til sidste års resultat.

Jeg tror vi alle var i bedre form sidste år. Jeg cyklede turen mange gange inden dagen sidste år. Det gjorde jeg ikke i år. Henrik har været nedlagt med lungebetændelse og er stadig i en opadgående træningskurve og Louise var heller ikke helt tilfreds med sit udgangspunkt.

Til gengæld havde vi det sjovt.


De to sidste medlemmer af vores hold, var dels maretonløber-læreren, der startede med at løbe os ind på en femteplads, og den lycrabeslåede chefpedel, der trampede i pedalerne, så stillingen bestod. Derfra gik det ned ad bakke. Både Henrik, Louise og jeg formåede at tabe adskillige pladser og vi endte med en samlet 20. plads i mixgruppen - nummer 34 ud af 42 på det overordnede plan.

Det var ikke sidst - som sidste år.





Jeg havde fået lovning på at låne en hurtigcykel - og havde derfor ikke trænet. Desværre var cyklen punkteret og en SFO-leder, der var presset på tid, endte med at få den hentet, nærmest midt på motorvejen og var noget ked af at brænde mig af.

Jeg kører bare på min egen - den kender jeg også - tænkte jeg, men endte med at låne maratonløberens knap så hurtige cykel i stedet. Den var supergod cykel at køre på, meget lettere end min egen tunge bedstemormodel med kurv og gav masser af ømme muskler dagen derpå. Det er vist noget med at kende cykel og balancepunkt.

Jeg tror som udgangspunkt jeg cyklede hurtigere end sidste år - på de lange stræk. Men jeg kunne mærke at jeg på nedstigningerne ikke kom nær den fart min egen tunge cykel kan præstere.

Nok er den tung på de flade og opadgående strækninger - men den kører hurtigt ned. Så hurtigt at jeg bilder mig ind, det gav mig et tidstab. Det kan selvfølgelig også være jeg bare var langsommere.

I går fandt jeg billeder fra dagen på nettet. Der ligger ikke mindre end to (det ene temmelig rystet) af mig på lærercyklen, fancy hjelm og et forsøg på at høre mellemtider iklædt holder til mobilen på overarmen. Desværre havde jeg af uransaglige årsager fået slukket for lyden, så mellemtiderne måtte jeg tænke mig til...

Det var sikkert det, der gav tidstabet :)


Nå, men vi er klar til næste år.

Yarn Along - Week 14

Joining Ginny for april yarn along.


Spring is definately here. As I sit in front of the computer I can hear the birds singing outside and the wind blowing through the window is light and almost warm - not as the cold getting in just a couple of days ago.

March has been rain. The weather people has constantly been telling stories of records. Of water comming from above in cascades and much more than ever before.

It is almost forgotten now, as the sun is shining and the birds are singing.

I think I promised pictures. The tutu finally got around to photoshoot, and is now waiting patiently for Roses birthday. The sweater from last month is also waiting. I even had enough yarn for a little dress.

I have a stash of childrens clothes only waiting to be delivered.


***********************


Fredag emmer af forår. ude synger fuglene, vinden gennem vinduet er warm, og jeg fryser ikke selvom jeg sidder med bare ben, og stadig ikke har fået tøj på.

Fredag er tæt på weekend, fredag er uden de store falbelader. Jeg kan tillade mig at møde sent, og nyder tiden hjemme. Senere skal der nok komme fart på.

Når arbejdsklokken ringer til weekend har jeg en aftale med Sille og Rose. Rose har halsbetændelse, men jeg tør godt komme forbi. Bare kort, for resten af weekenden er fyldt med flytning for min søster og Fiberfolk i Roskilde. Jeg havde planer om at skulle derud lørdag, nu bliver det søndag.















Reading:

I finished Elskede Heidi and went straight on to the next book in line - Mørkemanden. As the last one it have not been translated, but is worth reading.

A hand has disapeared, another has emerged. By now I know why, but the team does not. The murder squat is working intencely, while Konrad Simonsen in a new job is investigating an old case wich has a lot of strings atached.

I am beginning to wonder when the two cases will ever be connected.


Knitting:  

I am using my local fitnescenter about three times a week. Long ago I knitted four small towels to use during the fitness time. I lost one and am constantly washing the last three.

My box with cotton is filled to the brim and I can not close the lid. Ever since new year I have been kniting on to improve my amount of towels. I have a dream of fifteen. I am knitting on the eight now.

Each one is almost a swatch of purls and knits and maybe a bit of lace. And though I have seven finished towels waiting I can not see a difference in the box of cotton.

The lid still can not be closed.


********************************************


Læse:

Der sker spændende ting i bogen med den forsvundne hånd. Men ikke noget jeg rigtig kan fortælle om, uden at ødelægge handlingen.

De to hold - Konrad Simonsen i hans nye stilling og det tilbageblevne kriminalhold på politigården nærmer sig hinanden. Ikke rent arbejdsmæssigt, men det har været sværere at tale sammen, end nogen af dem egentlig have forestillet sig.

Og hvornår begynder de to sager at hænge sammen? Skal de overhovedet hænge sammen?


Strikke:

Jeg strikker små håndklæder til at have med, når jeg træner. Af de fire jeg strikkede sidste år, har jeg kun tre tilbage. Jeg aner ikke hvor det fjerde er forsvundet hen.

Jeg drømmer om en større stak, og har siden nytår med mellemrum strikket på det ene efter det andet. Alle med forskellige mønstre. Mest ret og vrang, men også nogle med huller. Jeg er i gang med det ottende, og havde ærlig talt håbet at jeg efterhånden ville kunne se en forskel i kassen med bomuldsgarn.

Den forskel er svær at se - jeg kan stadig ikke lukke låget.



Se eventuelt hvad andre strikker, hækler og læser her.

I det spirende forår

Foråret er der hvor forandringer sker, udviklingen går stærkt og processerne bliver synlige.


For Oscar er synligheden stor. Det er nærmest til at tage at føle på udviklingen. For et par dage siden stod han stille, nu kravler han og det er slet ikke nok. I aftes sendte Amalie en video med et barn, der havde fundet ud af at rejse sig op ved sofabordet.

Og som om det ikke er nok, venter vuggestuen lige om hjørnet.

Han bliver alt for stor, alt for hurtigt.





Hos os andre går udviklingen knap på stærkt. I Klubben planker vi stadig. Målet med de fem minutter er sat på pause, men det betyder ikke at fremskridtet ikke kan mærkes. Efter fjorten dage er der sket meget. Vi startede med tredive sekunder, jeg er nu oppe på to minutter. To minutter var for to dage siden frygteligt, og jeg følte jeg skulle dø. I går havde jeg næsten en følelse af overskud.

Det er ikke sikkert, det er sådan i dag.

De andre er i bedre form end mig, og står lidt længere. Vi nåede til et punkt hvor individuelle mål blev vigtigere end fælles. Vi er gode til at bakke hinanden op, og det er næsten det vigtigste.

Der mangler stadig syv dage, og jeg kan mærke jeg tæller ned.

Mine mavemuskler, musklerne i baller og lår kan mærke den daglige udfordring. Det er helt sikkert godt for noget, men jeg tager mig også i at glæde mig til det er slut.





Andre steder kræver udviklingen også kræfter. Jeg har købt orange billetter til Næstved på lørdag, normalt bruger jeg rejsekortet, men overvej lige at tjekke op på DSB, hvis turen går lidt længere end nærmeste station.

Lørdag bliver motionscenteret afløst af flyttekasser og brug af kræfter, når min søster skal flytte. Hun har ikke fundet drømmeboligen, men noget der hænger bedre sammen, både økonomisk, beliggenheds- og størrelsesmæssigt. Det er gode ting at kunne krydse af på listen.

Hun skal ikke meget mere end en kilometer væk, men om hun så bare skulle over på den anden side af gaden, er der stadig meget at bære. Jeg glæder mig til at se de nye omgivelser og synes i øvrigt også det er alt for lang tid siden jeg har set hende.





På arbejdsfronten bliver vi heller ikke snydt. Der er store omvæltninger på vej. Mest i skoleregi. I første omgang bliver vi ikke nødvendigvis voldsomt berørt. Og så alligevel. I aften er der møde mellem skolebestyrelserne, og det bliver spændende at høre udlægningen i den kontekst.

Skolelederen er begejstret, jeg kan godt se de gode ideer, men er også i tvivl om lokalpolitiske beslutninger betyder at gode kræfter bliver spildt og nyt skal bygges op fra grunden, i stedet for at bruge alt det gode, der er brugt år på at gennemarbejde.

På tå og fingersnilde

Jeg får ikke skrevet meget for tiden. Det er ikke fordi der ikke sker noget - måske snarere tvært imod. Det der sker er bare ikke altid lige egnet til at blæse ud i al offentlighed.

For der sker masser.





I fredags tog vi for alvor fat i de nye computere og inviterede de store til LAN-aften. Seks børn mødte op, heldigt nok, for vi har lige præcis seks computere. Jeg havde set i øjnene at vi måtte lave et rotationsprincip og spille på de bærbare skolecomputere, når ikke der var plads på Klubbens, der er købt til gaming.

Jeg er af den opfattelse at de voksne selvfølgelig skal spille med. Så jeg have i forvejen lavet et login og downloadet Fortnite, som er det de spiller. De gad heldigvis godt have mig med. Også da de for et kort øjeblik valgte at spille på en af de baner, hvor man kun kan være fire på et hold. Ham, der ellers er rigtig god (og ikke spilder nogen lejlighed til at gøre opmærksom på det) blev lynhurtigt sparket ud af gruppen, så jeg kunne være med.

Det er lang tid siden jeg har spillet den slags spil. Og jeg skal være ærlig at indrømme, at selvom det var sjovt for en aften, synes jeg det er lidt kedeligt kun at løbe rundt og skyde hinanden. Så fortrækker jeg World of Warcraft (som er min eneste sammenligning) hvor man også slår hinanden ihjel, men samtidig har en masse andre opgaver og som sådan kan melde sig ud af det der med at slå ihjel.






Men altså, der er ikke nogen Astralis-spiller gemt i mig. Som en af drengene nok så sødt sagde: Pernille, det er sjovt. Vi kan stå og kigge på hinanden, men du skal først tænke, og så kan jeg bare skyde dig!

Han havde helt ret. Her er multitaskning ikke min spidskompetence. At løbe rundt, finde sin modstander, lade sin skydeting, sigte og ramme på samme tid, det er mere end jeg formår. Til gengæld fungerer det, når jeg finder et sted at gemme mig, står helt stille, sigter og skyder en modstander - hvis en anden ikke når at finde mig først!

Jeg nåede op på ti kills, og det synes drengene faktisk var ret flot. Jeg fik i hvert fald nogle ret
anerkendende tilkendegivelser fra hele bundet.





Noget andet, der heller ikke er helt nemt, handler om noget helt andet. Og her skal man helst stå stille.

Lotte udfordrede og inden jeg overvejede konsekvenserne, sagde jeg Ja!. Planke-challenge. En og tyve dage med længere og længere tid på tæer og albuer. Hvor længe skal vi stå? spurgte jeg og Lotte svarede nok så sødt, at vi startede med tredive sekunder. Jeg var mere interesseret i, hvad vi slutter med, og ser bestemt ikke frem til de fem minutter, der er stillet i udsigt.

Men vi er startet. Vi har stået fire dage og skrevet opmuntrende til hinanden hele weekenden, så alle har stået både fem og fyrre sekunder i går og et helt minut i dag. Det synes jeg i øvrigt var hårdt, og gruer allerede for i morgen, hvor der bliver skruet yderligere op.

Men vi gør det vel bare!