Det er meget lidt behageligt. Faktisk gør det ondt.
Når man stikker foden ned i en lukket sko, og i tåen møder sådan en fætter:
Det er meget lidt behageligt. Faktisk gør det ondt.
Når man stikker foden ned i en lukket sko, og i tåen møder sådan en fætter:
Da chefen min, for godt fjorten dage siden, kom og spurgte, om der kunne tænkes at være nogle af de nuværende syvende klasses medlemmer, der ville have godt af endnu et år i Caféen og dermed en dispensation, var min umiddelbare reaktion et klart nej.
Set i bakspejlet, drejer det sig i høj grad om, at de eneste syvende klasses elever, der reelt kommer i Caféen og helt sikkert ville komme i ottende klasse også - fik de lov, er de to tøser fra samme klasse, hvoraf den ene er min egen. Der hvor bakspejlet kommer ind, er noget med ikke at ville kunne anklages for at give mit eget barn fordele, som alle ikke får.
På sidste uges personalemøde, kunne jeg pakke min egen opfattelse sammen, for samtlige mine kolleger mente at netop de to tøser i høj grad ville have glæde af endnu et år. Og argumenterne for tårnede sig op.
Specielt argumenterne for, at de er de eneste piger i en forholdsvis lille klasse. At de har begge hele deres sociale netværk i Caféen og de ikke umiddelbart har andre steder at gå hen, vakte genklang.
Altså måtte jeg tilbage til chefen og indrømme at have taget fejl. Han grinede bare og fik fyret endnu en salve af, om hans observationer omkring de to tøser, der harmonerer ganske godt med resten af personalegruppen.
Hurtigt stod det klart, at begge tøser hellere end gerne tager imod endnu et år. Da forældrene var af samme mening, var det tid til ansøgningskrivninger.
Nu er alting klart. Dispensationen givet og Emilie dermed sikret endnu et år med tant og fjas efter skoletid.
Det er godt at andre kan se, når jeg nu valgte at lukke øjnene.
Kan en lampe lyse for meget?
Ja, åbenbart.
Den store udækkede tyve watts pære fra IKEA, jeg satte op den anden dag, viste sig hurtigt at give dejligt meget lys, men også at værer en smule skærende for øjnene.
Som Emilie udtrykte det, var det lige til at få ondt i hovedet af.
Inspireret af sokkelamperne, yndlingstanten henviste min opmærksomhed på, for efterhånden længe siden, er sølle sytten gram helt almindeligt strømpegarn derfor omdannet til skærm.
54 masker og fire milimeters strømpepinde, for ikke at få et alt for tæt resultat. Rundt og rundt og rundt, til en ønsket længde og en løs aflukning.
Lyset blev opblødt, resultatet hyggeligt, og skulle der være brug for mere lys, er det ikke svært at lette lidt på hatten.
Den er også ret hyggelig i dagslys uden tilgang til strøm.
Emilie har allerede bestilt en lampe i samme stil. Vi har allerede været rundt, indkøbt lækker turquis ledning, hyldeknægt og porcelænsfatning. Hun har været i kassen med strømpegarn og udvalgt sin yndling, og når jeg har fri, sætter vi kursen mod Høje Taastrup og endnu en pære fra det store blå og gule møbelhus.
Morgenen viser sig fra en anderledes, mindre smilende side. På altanen har potterne nydt godt af nattens regn, og jeg finder de lange sommerlige hørbukser frem.
Busker jeg ikke har kunne være i, i flere år, og som sidste forsøg, har været med til at ødelægge lynlåsen, så jeg nu stadig ikke kan komme i dem. Eller i hvert fald lukke dem. Hvilket jeg helst vil.
Jeg har fundet en ny lynlås, og nu overvejer jeg, om jeg skal bruge den halve time og skifte. Jeg hader at skifte lynlåse.
Men bukserne er pæne. Bedstevenindens værk. Med perlebroderi og vidde i benene. Og hør. Hør er dejligt.
Jeg kan jo starte med at pille den gamle af...
Når noget er færdigt, skal det fotodokumenteres. Også selvom solen bager, det er frygteligt varmt og uld ikke er den bedst egnede påklædning.
Altså lokkede jeg Emilie med ned til rhododrendronerne, for sammen med kameraet at forsøge at forevige resultatet af de sidste måneders møder.
Mødestrik. Det er nemlig det, denne anden version af Hallet's Ledge har lagt ryg til. Nu skal jeg så lige huske at finde noget nyt inden onsdag (som om det skulle være et problem).
Den anden udgave har flere småændringer i forhold til den første, der stort set rettede sig efter opskriften. Specielt i forhold til symmetri. Det irriterede mig, at den første ikke fulgte samme mønstergengivelse for og bag, med en skuldersammensmeltning, der blev helt forkert. Efter min mening.
Det betød også at udtagningerne ved sidesømmen endte som noget rod.
Det er der nu rettet op på, og den første model funger i øvrigt fint med alle sine fejl.
Nå! Men Emilie førte kameraet - denne gang med forbløffende godt resultat. Hun er nemlig af en slags, der formår at tage uskarpe billeder med et fuldautomatisk kamera. Jeg ved ikke hvordan, hun gør. Men hun er generelt god til det.
Det viste sig også, at trøjen passer Tøsebarnet fint. Nu kan spørgsmålet så være, om jeg får lov at have den alene...
Design: Hallet't Ledge af Elinor Brown.
Garn: Multifarvet uldgarn fra Netto. Jeg købte det engang sidste år, og har ingen anelse om hvilken type uld, det drejer sig om. Banderolen siger uld. Tråden er nærmest bare trukket ud af ulden, uden den store spinding, entrådet og med et lækkert farveforløb.
Der gik 342 gram til hele trøjen.
Pinde: Pinde nummer 5. Jeg brugte rundpinde til hele trøjen, og strikkede denne gang et ærme ad gange - stadig med magic loop.
Størrelse: Helt som den første, strikkede jeg den tredie størrelse - 38,75. Denne gang vidste jeg den passer, selvom jeg stadig synes, den ser lille ud undervejs.
Bemærkninger: Det irriterede mig, at der ikke er symmetri i mønstret. At sidesømmen begynder forskellige steder for og bag, og at skulderen dermed bliver forrykket. Derfor flyttede jeg lidt rundt på mønsterstarten.
Samtidig besluttede jeg, at skulle der symmetri til, skulle mønsteret også være symmetrisk. Jeg valgte derfor at vende hveranden snoningsdel, så snoningerne på skift vender mod hinanden.
På forstykket starter mønstret efter opskriften, mens ryggens mønsterstart er dikteret forstykkets, hvilket betød en enkelt maske mere.
For at markere symmetrien omkring sidesømmen, strikkede jeg en enkelt maske ret hele vejen op (bortset fra retrillerne, der er rillede hele vejen rundt), og foretog alle ud- og indtagninger omkring den maske. Også i den nederste rib. Og på ærmerne. Ærmerne krævede også en maske mere i mønsterdelen, for at få symmetrien til at passe.
Det irriterede også mit symmetriske syn at der ifølge opskriften er to retriller under hulrækken, og kun en over, på kroppen, mens der på ærmerne er to retriller både over og under. Det var heldigvis ikke svært at ændre.
De smukke knapper, jeg købte på Uldfestivallen, synes jeg stadig passer perfekt. Desværre var der kun seks knapper, hvor der ifølge opskriften skulle bruges syv. Jeg valgte at flytte lidt på knaphullerne, selvom jeg helt klart ville have foretrukket en knap mere.
Alt i alt er jeg rigtig glad for resultatet, også selvom det ikke er lige nu den vil blive brugt. Den er nemlig dejlig varm.
Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan de ses lige her på Ravelry.
Det strikkede tæppe vokser en lille smule hver dag. Det er længe siden det nåede ud over gulvkludestørrelsen, og barnevognstæppemålene er for længst lagt bag.
Jeg strikker lidt på det hver dag. Nogen gange mere end lidt. Det ligger hele tiden klar ved sofaen, når jeg dejser omkuld i den.
Da det gamle tæppe blev trævlet op, rullede jeg garnet op i store bolde, og troede jeg bare skulle strikke derudaf, fra den ene bold efter den anden.
Jeg troede fejl. Garnstykkerne har meget forskellige længder. Nogen er kun godt en meter lange, andre fire eller fem. Stadig ikke særligt langt, og måske derfor det er så let lige at strikke endnu et stykke garn på.
De korte ender blev alt for forvirrende, og det gik hurtigt op for mig, at tre stykker af samme slags. Samme farve, giver en meget bedre og mere rolig forening.
Det endte med et system, hvor jeg vinder små dunter op fra de store bolde, liner op på bordet, og ikke stopper før jeg har tre af samme slags, og fem farver.
De allerede oprullede garnstykker, men endnu ikke parrede i tre, bliver derefter gemt ad vejen i små æsker, der fint fungerer som opbevaring, inden de næste fem farver skal findes frem.
Jeg strikker i den rækkefølge den enkelte farvetrio er faldet. Jeg ændrer kun, når en given farve falder sammen med samme farve i den forrige omgang. Det vil jeg nemlig ikke have.
Det bliver næsten så tilfældigt, som det kan blive. Det passer mig fint, for jeg er ikke så god til at slippe taget i styringen.
Der er stadig flere store bolde, og der er stadig lang vej igen. Jeg er spændt på hvor stort det ender med at blive, og glæder mig over, at det allerede er så stort, at det varmer mine ben, når de varme sommerdage bliver til kølige sommeraftener, der strømmer ind af det åbne vindue.
Jeg har altid haft for lidt lys i mine hjem. Den nye stue er ikke nogen undtagelse. Der mangler mindst to lyskilder. Stearinlys gør en del, men på den her tid af året, varmer stearinlys også temmelig meget.
Nu mangler jeg en lyskilde mindre, for med Annes flotte lampe og lette tilgang, var jeg ikke sen til at købe dimser nok til mere lys, når jeg nu alligevel skulle i byggemarkedet.
Jeg har boret. Både til hylder, lampe og billederne min mor lavede for efterhånden mange år siden, men som aldrig før er kommet op.
Jeg hader ellers at bore. Jeg kan godt lide at skrue. Men jeg hader at bore. Måske er det derfor alle hullerne sad præcis, der hvor meningen var at de skulle sidde - jeg skal ikke risikere at gøre det om. Faktisk må jeg indrømme, at trods det at jeg hader at bore, er jeg ret god til det.
Om lidt er boremaskine, skruer, rawplugs og alt det andet, der hører til opsætningsopgaver ryddet af vejen, og jeg vil overveje om jeg skal falde om i sofaen, eller begynde at flytte ind på de nye hylder i entreen.
Det kan jo strengt taget godt vente til i morgen...
Den forkullende sol er trukket bag skyer. Det betyder at nok er her stadig varmt, og vasketøjet tørrer på et splitsekund, men indendøre er ikke som et drivhus.
Det er rart, for jeg har planer om at bruge de næste timer indendørs. Projekt omrokering kræver hylder i entreen, og jeg har været i byggemarkedet og fundet både hylder og dimser til opsætning og en lampe efter inspiration af Anne.
Jeg ville have haft halvanden meter hylde. Men da hylder med tredive centimeters mindre længde kostende det halve, kunne jeg hurtigt overtale mig selv til, at det vil se godt ud med lidt mere luft.
Efter fundet af opbevaring og dimser huskede jeg endda at kigge efter nye indsatser til altankassen. De gamle nærmest smuldrede og er på et stadie, hvor jeg tror det eneste der holder dem sammen er jorden, der trænger til at blive skiftet ud. Omfanget af størrelser og former slog mig lidt ud, og jeg besluttede hurtigt, at det bedste nok ville være at tage hjem og måle op. Jeg kan hurtigt tage derud en anden dag - længere er der ikke.
Det store spørgsmål opstod, da jeg stod med hylder, og de medbragte elastikker, og begyndte at overveje den bedste måde at få alting transporteret. Jeg endte med at lægge hylderne på tværs med hundredetyve centimeters bredde til følge.
Trods det at jeg svingede i store buer udenom enhver forhindring og kun behøvede stå af ved diverse cykelbomme, nåede jeg hjem uden at genere nogen. Heller ikke de to drenge, der fyldte hele cykelstien og havde mere travlt med at se på hinanden end omgivelserne, eller knallertkøreren jeg passerede på hjemturens smalleste sted, og som satte farten langt nok ned, til at have styr på pladsen, mens jeg kørte så langt ind til siden, at højre side af hylderne endte ind i de nærmeste buske.
Han havde endda overskud til at smile.
Nu er det så spændende om den hjemmeværende boremaskine kan æde sig gemmen den kraftige beton ud mod opgangen, eller om jeg skal ud og finde den store, voldsomme, der er lånt ud, men egentlig ikke savnet - før lige nu.
Jeg satser på den lille, der om ikke andet er indbygget med slagborskraft.
Min korte arbejdsdag i går til trods, nåede jeg mere end en gang hele SFO'en rundt på jagt efter den høje chef, der lige netop i går ikke sad på sin pind, når jeg skulle bruge ham.
På en af turene rundt, stødte jeg på små mørklødede drenge, der spærrede udgangen, mens de begge kiggede hinanden dybt i øjnene.
Da jeg nærmede mig, og spurgte om jeg måtte komme forbi, kiggede den ene lille dreng op på mig og sagde "Han har helt brune øjne. Har han ikke?"
Jeg kunne kun svare bekræftende, og tilføjede at det havde han også selv. "Nej!" Fastslog den lille dreng, hvorefter han igen vendte blikket mod den anden lille dreng, mens han spurgte om det kunne være rigtigt.
Den anden lille dreng kiggede grundigt efter, inden han måtte indrømme at kunne se noget brunt.
Jeg forlod dem, mens de stadig stirrede hinanden dybt undrende i øjnene, i forsøget på at gennemskue det med øjenfarver.
Fredag er en kort arbejdsdag. I dag bliver den kortere end normalt, for jeg har fået lovning på at kunne gå tidligere og nyde eftermiddagssolen på Henriettes altan.
Det er alt for længe siden, jeg sidst har set hende. Jeg glæder mig. Tasken er pakket, vasketøjet skal hænges op i farten, og om lidt vil jeg begive mig ud i verdenen.
De sidste tre år har jeg strikket med, når Kirsten Kapur lukker op for sokker i flere etaper. Processen synes jeg er hyggelig. Strik et par sokker i løbet af en måned. Du får kun en lille del af opskriften hver uge.
Det er aldrig til at vide, hvor det bærer hen. Det er altid uvidst om det færdige resultat falder i smag. Men Kirstens gennemarbejdede opskrifter og lette tilgang, sammen med gennemgående smukke designs, får mig til at turde igen og igen.
Nu har hun åbnet for et sjal. Et sjal i fem dele, ingen aner hvordan ender med at se ud. Kirsten laver ofte smukke sjaler, så jeg er med, og er spændt på hvor vejen går hen.
Starten går første juni. Hvilket garn jeg ender med at bruge, ved jeg endnu ikke, men jeg satser på at finde noget på de hjemlige hylder. Nok skal strikkefastheder helst overholdes, men det er ikke helt så vigtigt i et sjal. Så mon ikke jeg har noget der passer.
Du kan stadig nå at være med, hvis du som jeg synes det kan være spændende med overraskelser og venten på næste skridt.
Jeg er lidt spændt.
Engang for længe siden, da sneen lå tykt og decembermørket dækkede landet, undrede jeg mig over de spændstige knopper, på det lille træ, jeg ikke anede hvad indeholdt.
Eva havde ret - det er en syren, og lige nu står det i fuldt flor.
De små grene på det spæde træ, er nærmest ved at falde om af vægten på de svulmende blomster. Alligevel står det rankt og spreder sin duft i omegnen af det lille bed nede bag blokken.
Jeg synes syrener er skønne, og nyder synet. Ind kommer de ikke, for min kærestes sensible næse, kan ikke forlige sig med duften. Det gælder også hyacinter, så dem nyder jeg også på afstand - men det er vist en helt anden årstid.
Vi var til skole-hjem-samtale i går.
Der var ikke noget nyt i det de sagde. Der var ikke noget overraskende i det de sagde. Der var ikke noget jeg ikke vidste eller kunne nikke genkendende til, i det de sagde.
Men at høre en beskrivelse af Emilie, der kunne have været en beskrivelse af mig som trettenårig - det var alligevel lidt mærkeligt.
Dengang jeg flyttede ind, var der mellem blokkene nogle store sandkasser. De blev stort set aldrig brugt, og sammen med en bestyrelse, der ikke selv har børn, blev de på et tidspunkt sløjfet.
Sandet blev fjernet - eller måske bare blandet med jord, og i stedet blev kasserne fyldt med rhododrendron.
Lige nu blomstrer de. I mange farver og alle stadier af blomstringen.
Det er kønt syn, og jeg er tilbøjelig til at mene, bestyrelsen dengang traf et godt valg. Jeg har ikke altid været enig i deres valg, der ofte bærer præg af, at børnefamilierne ikke har overskud til bestyrelsesarbejde. (Her kan jeg gribe i egen barm. Jeg kunne have mødt op, hvis jeg ville have mere indflydelse...)
Sådan er der så meget, og lige nu vælger jeg at nyde synet af de blomstrende rhododrendron.
Jeg er temmelig god til at kaste mig over store (nogen kalder dem vanvittige) projekter, der ikke alene tager tid, men også er spændende og sjældent ender, der hvor jeg troede.
I år er der igen kæmpe familiearrangement på programmet i SFO'en. Sidste gang tog vi til det vilde vesten, hvor et fængsel dukkede op i løbet af de sidste dage. Forrige gang middelalderen. I år er vi gået i Jack Sparrows forspor og satser på at omdanne skolegården til et sørøverskib.
På sådan et skib skal der selvfølgelig være en gallionsfigur. Det laver jeg da lige...
Foreløbig har jeg leget med hønsenet, balloner, tapetklister og en ballon over et par uger. Når der har været tid. Barmfager og med et temmelig bistert udseende, satser jeg på, hun ender med at ligne noget, der er skåret i træ.
Der mangler lige nogle flagrende gevanter, inden jeg kan gå i gang med maling og finpudsning. Siden skal hun sættes fast på noget, der gerne skulle give en illusion om en stævn. Skelettet til det, arbejder en kollega på.
Overalt i afdelingerne er der gang i forskelligt til den store dag.
Jeg tror det bliver godt!
Mens solen stod lige der, hvor vores stue bliver brændt af, og der alligevel ikke er til at være, tog jeg kassen med tøj og kameraet under armen og gik ned for at nyde solen i anderledes knap så drivhusagtige omgivelser.
Kassen er den jeg fandt i kælderen for længe siden. Dengang Karina og jeg skulle på marked. Den gang fik jeg solgt noget, mens andet kom med hjem.
Tanken var at sætte det hele til salg på hylderne hos Amio. Det krævede bare lige nogle billeder. Som jeg ikke har taget.
Det har jeg nu. Der er grundlag for et billigt køb, når jeg i løbet af de næste dage... eller uger... får lagt det hele ud. Det sker næppe på een gang, for der er mere, end jeg gik rundt og troede.
Om ikke andet er første skridt taget.
Og, jo. Jeg burde nok have svinget strygejernet inden... Men det får være.
Nå men ... Ham Anders.
Den teoretiske prøve han lavede i går. Teknisk tegning og værkstedsberegning.
Han kom hjem i går. Opregnede alle sine fejl og nåede fra at han i hvert fald ikke kunne få tolv, til at han måske kunne få ti. Nej faktisk ville han nok ende på syv... Han ville bare ikke have fire.
Det er det samme hver gang. Han er altid fast besluttet på, at han ikke har ydet nok. Man skulle tro han ville lære.
Karaktererne blev givet i dag.
Samtidig startede maskinerne til den praktiske prøve, de har to uger til at færdiggøre.
Mere end een gang i dag har han hørt kommentaren: "Nu synes jeg bare, ham tolvtallet skulle holde sin kæft!"
Tolv i teknisk tegning. Tolv i værkstedsberegning. Sammenlagt tolv.
Sådan!
Når man flytter rundt på møblerne, får nogle ting nye pladser, mens andre pludselig føler sig hjemløse.
Med sofaens flytning til de tilstødende lokaler og oplæg til hygge, alle allerede har indtaget, blev der plads til det store skrummel, der tidligere har stået i entreen og fyldt op.
I entreen flydte det godt, og mere end een gang har vi allesammen hængt fast i knopperne og været irriterede over den stramme gennemgang.
I stuen er der luft, og det store skrummel fylder næsten ingenting. Til gengæld mangler jeg nu plads til alt det, jeg gerne vil kunne lægge fra mig, når jeg træder ind, og som nu ligger i bunker rundt omkring.
Smalle hylder i stil med dem jeg for længe siden satte på den ene væg, vil gøre sig godt. Men først når det engang bliver weekend - og der er pludselig længe til.
Samtidig nyder jeg solen, der ikke giver overskud til megen rykken rundt. Placerede som vi er på øverste etage med direkte sollys, er det ikke muligt at foretage sig ret meget i timerne, fra vi kommer hjem, til solen går ned. Det er simpelthen for varmt - som i drivhusagtigt!
Jeg klager ikke. Nyder i stedet på altanen, og ruster mig med tålmod til en omrokering, der ikke går helt så stærkt, som jeg havde regnet med.
De sidste to uger har Anders været på skole. Denne gang er det ikke et almindeligt skoleforløb. Denne gang er det alvor. Svendeprøven.
De første to uger har handlet om forberedelse. Om at indstille maskiner, måle og veje af. Om at få det sidste matematik og tekniske tegninger på plads. Om at blive klar.
I dag går det for alvor løs. I dag er tilegnet de teoretiske prøver. Udvekslingsberegninger og tegninger fra flere vinkler. Blyanterne er spidsede, og forventningen til at føle på, da han i morges kyssede farvel.
I morgen står maskinerne for skud. Hele to uger har de, til at lave alle de dimser, fejlrapporter og dippedutter, der skal til den endelige aflevering af noget maskineri, der helst skal virke og kunne måles inden for tusindedele.
Jeg er ikke i tvivl om, at han nok skal komme gennem nåleøjet. At han om ganske kort tid, kan kalde sig finmekaniker. Men lidt eksemensnerver er vist helt i orden.
Det er efterhånden tre uger siden Daniel forlod os, for at stå på egne ben. Tre uger med et værelse, der stod ubrugt hen, men ikke kunne tages i brug. Det er længe i en lillebitte lejlighed.
Alle hans ting stod der stadig, og selvfølgelig er det ikke sådan lige, og vi gav ham gerne tid. Men ikke oceaner af tid.
Jeg havde håbet at han i torsdags ville komme forbi og sortere i tingene. Med fire dages fri, kunne jeg snildt se mig selv i gang med en større omrokering. Men sådan gik det ikke.
Daniel havde godtnok fri i torsdags, men han havde også en afprøvning og samtale. Det trak ud, og han kom aldrig forbi. Fredag var han igen i Hillerød, og inden han nåede hjem, var han for træt.
Okey. Godt så. Lørdag da? Jo, han kom forbi lørdag og sorterede. Jeg mødte ham, da jeg kom hjem fra Frederiksberg. Nu skulle han videre, men lovede at komme søndag.
I dag nåede klokken at blive tre, inden min tålmodighed var ved at være brugt op. En opringning viste at Ungersvenden kun mente at have sagt, han "måske" ville komme forbi i dag. Han havde mange gode undskyldninger for ikke at komme - alle bundende i noget dagen-derpå-noget og søndagstræthed. Jeg fik nok. Sagde at han havde en time til at stille på adressen. Og det kunne kun gå for langsomt!
Vel fremme viste det sig at sorteringen fra i går ikke var helt så grundig som beregnet, og inden jeg så mig om, var der gået temmelig lang tid med en finsortering af det tilbageblevne. Noget skulle med, noget skulle smides ud, og noget skal gemmes og i kælderen herhjemme. Når to unge gutter deler en lejlighed er det begrænset hvad der kan komme med. Specielt når den ene allerede har boet hjemmefra længe nok til at have opbygget det meste af et hjem, og den anden aldrig har tillagt det den store betydning.
Da først sorteringen var overstået, tog det ikke lang tid at bære alting ned, smide affaldet ud, stoppe gemmerne i kælderrummet, og med milimeterakuratesse at stoppe kasser og poser i Emilies avisomdelingsvogn, der fungerede fint til formålet.
Surret fast med alle mine elastikker, kunne turen gå den godt ene kilometer, til Ungersvendens nye tilholdssted. Denne gang lykkedes det at komme med ind, og se hvordan de har fundet plads til hinanden.
Mens kammeraten råder over soveværelset i den toværelses, der i grundplan er større end vores med tre, huserer Daniel i den ene ende af stuen, der snildt ville kunne deles, er der brug for mere privatliv.
Foreløbig klarer han sig fint, og der er heldigvis adgang til begge værelser fra gang og køkken, så de ikke behøver forstyrre hinanden, skulle der være overnattende gæster. Daniel nåede i farten at forklare, hvordan de allerede har aftaler om hvordan de forholder sig, skulle der være besøg af mere seriøs karakter.
Han er glad. Han ser glad ud. Det fungerer og jeg glæder mig på hans vegne.
Hjemme gik der ikke længe, før møbler blev flyttet rundt, støv fjernet og vinduer pudset. Med mere end tre uger til at planlægge hvordan de nye kvadratmeter kan indgå i grundplanet, er der ikke meget overladt til tilfældighederne. Jeg ved præcis hvordan her skal se ud.
Nu er det desværre bare blevet så sent, at jeg ikke længere kan retfærdiggøre overfor underboerne at jeg slæber store møbler tværs over gulvet. Eller støvsuger bag allerede flyttede. Jeg må nok finde mig i at vente med at fortsætte til i morgen.
I stedet vil jeg indtage sofaen, der ret hurtigt fandt nye græsgange.
Kraven døde. Den gjorde ikke noget godt for det færdige projekt. Altså pillede jeg op, strikkede en kant og flyttede knapper og knaphuller.
Med godt tre centimeter kant, stod jeg pludselig med en færdig hals, der blev alt for trang. Jeg kan ikke lide, når halsen bliver for tæt. Så på den igen.
Kanten blev trævlet op, et par ekstra knapper købt, og endnu engang flyttede jeg knapper og knaphuller, inden jeg endte med en meget smal ombukket kant langs halsen.
Heldigvis er jeg ret tilfreds med den sidste løsning.
En vask senere, kan jeg tage hele herligheden i brug. Nu er det bare for varmt. Men en lun sommeraften, er jeg sikker på den vil varme dejligt.
Det eneste jeg er lidt usikker på, er om jeg er helt tilfreds med ærmerne. Men efter at have strikket dem om et par gange, bliver det altså ikke anderledes.
Den er færdig nu. Så er spørgsmålet bare hvor meget den ender med at blive brugt. Jeg har virkelig været i tvivl om hvorvidt jeg kan lide den. Måske - og kun måske - er det derfor, den har været så lang tid om at blive færdig...
Men! Jeg kan konstatere at det bløde, bløde Lucca, der både varmer og er dejligt at have på, i hvert fald sikrer at jeg kommer til at bruge den kolde vinteraftener herhjemme. Samtidig kan jeg mærke at jeg bliver mere og mere glad for den, efter at have haft den på nogle gange de sidste dage... Det hjalp helt sikkert også at halskanten fandt sin rette form og med de ekstra knapper.
Design: Harlequin Swing Coat af Jane Slicer-Smith.
Garn: To tråde Lucca Extra Fino i farven New Blue og en enkelt tråd Lucca Fino i farven Sand til kanterne.
Den færdige model vejer 495 gr. Hvor meget jeg reelt har brugt med omstrik og så videre, er jeg ikke helt sikker på.
Pinde: Dominoerne er strikket på pind 3½ og 4. For- og halskant på pind 3 og alle kanter er lukket af med dobbelt tråd og en pind 5½. Godt jeg har mange at vælge imellem.
Størrelse: Jeg har strikket efter en størrelse medium og den korte model.
Bemærkninger: Jeg valgte at strikke hele jakken ensfarvet. Jeg synes det blev for meget med flere farver. Det er jeg ret tilfreds med, og synes at de mange forskellige strikkeretninger ses fint i det ensfarvede.
Jeg valgte at strikke en ekstra række firkanter nederst og bibeholdt de små firkanter langs kanten. Men jeg synes ikke afslutningen var særlig pæn, så jeg strikkede masker op langs hele den nederste kant og strikkede seks rækker riller, med ud og indtagning, så den takkede kant blev bibeholdt. For at give kanten et større hold, lukkede jeg af med en noget større pind og dobbelt garn.
Halsudskæringen synes jeg var for dyb, så jeg valgte at strikke en kvart firkant øverst ved halsen. Det gav en rund hals i stedet for den V-formede opskriften angav.
Ærmerne valgte jeg at strikke ud i et, fordi jeg ellers synes der blev for mange firkanter. For at følge mønstret strikkede jeg rillestrik på den øverste trediedel af ærmet, mens rillerne nederst blev afløst af de mere åbne riller, der også er brugt på den nederste del af kroppen.
For at få takkede kanter nederst på ærmerne inkoorporerede jeg et ud- og indtagningsmønster efter rillestrikken foroven. Den nederste kant er helt som kanten på kroppen.
Jeg måtte gøre flere forsøg, da det første ærme blev for smalt. De endelige er lige på kanten til at være for brede, men det får være.
Forkanterne består af en enkelt rille af den sandfarvede, seks riller af den blå, inden en aflukning på større pind og dobbelt garn.
Halskanten består også af en sandfarvet rille, inden jeg strikkede omkring seks pinde glat med den blå, bukkede om og syede kanten fast på bagsiden med maskesting.
Har du lyst til at se flere billeder af jakken, kan de ses lige her på Ravelry.