Besættelse

Om fjorten dage holder vi marked for hele SFO’en, børn, forældre, bedsteforældre og hvem der ellers kommer forbi.

I dag skulle banneret op. Banneret der skal lokke og tælle ned til den store dag.

Mens jeg diregerede, hoppede chefen op på taget og bandt fast. Undervejs dukkede en af dem, der mener at bestemme op, og fablede om hvorvidt vi havde tilladelse til ophængningen.

Jeg vidste at han vidste… så jeg mente at skal det være det vilde vesten, er der ingen der beder om tilladelse… Skyd først, spørg senere… eller noget i den dur :)

Det går fremad

Weekenden bød på masser af mennesker – fætre, kusiner, fædre, onkler, en enkelt tante og en masse børn, der nød at kunne være ude i solskin.

Der blev strikket og hygget, spist kage, drukket både den ene og den anden slags, spist  mad, der måske nok ikke var til flere stjerne, men hurtigt fremstillet og mættende, inden gæsterne brød op. Vi havde sørget for overnatning og blev endda kørt til døren, da vi søndag tog hjemad.

Slyngelen, der måtte pilles halvvejs op er tilbage og ræser derudad. Det går næsten for stærkt. Der mangler ikke mange omgange før der er klar til ærmer.

Klar – parat - start

Kagen er bagt, cremen rørt og det hele pakket til senere samling. Pakket er også tandbørsten, bogen til togturen og strikketøjet til sammenkomsten. Musikken til ørene er klar og om lidt er jeg ude af døren, på vej mod en weekend i familiens tegn.

Må I alle have en dejlig weekend :)

Efter festen

Mens Daniel tog afsted mod sidste skoledag på sin skole, tog jeg afsted mod sidste skoledag på min skole. Jeg havde allerede torsdag set niendeklassernes revy på Daniels skole, så jeg kunne med god samvittighed se “mine egne” niendeklassers revy på egen skole.

Vel udstyret med skiftetøj stillede jeg også i skolegården med udsigt til en duft af barberskum mellem karamelkastningen. Jeg havde været forberedt på det værste og måske var det derfor jeg ikke synes det var så slemt. Måske var det regnvejret, der stille silede så jeg inden det hele stoppede søgte indenfor, væk fra kulde og væde.

Helt sikkert var det at regnen gjorde årets fodboldkamp mellem personale og afgangsklasserne knap på tiltrækkende som den plejer. Publikummet bestod af de ekstra seje, pigerne sivede langsomt fra banen, og da det stod klart at lære/pædagogholdet ville vinde forsvandt også et par af de sidste seje drenge med ord om at de hellere måtte passe på ikke at blive syge!

Siden forsvandt de alle mod aftenfest, sjov og ballede. Frem fra tågerne dukkede pludselig Daniel, der lige skulle… og det regnede og en pause på hjemturen føltes som en god ide. Også de havde haft masser af sjov og hjemme ventede afmonteringen af avataren han heldigvis selv kunne stå for, inden han skulle videre ud i nattelivet til fællesspisning og fest.

Selv nåede jeg aldrig hjem før lige inden midnat, for en skøn kollega slutter hos os efter endt praktik og skal tilbage til skolebænken. Det medførte hygge, sjov og alt for meget god mad.

At de fleste af de mandlige kolleger glimrede ved deres fravær gjorde ikke aftenen dårligere, selvom det var lidt trist de ikke kunne komme. Et par stykker havde andre aftaler og en enkelt havde fået forbud hjemmefra mod en aften udelukkende omgivet af tøser. Den sidste trodsede sygdom og en ryg der ikke vil samarbejde og dukkede alligevel op.

Jeg gav op og kørte hjem da nogen fik den gode ide at spille spil med indbygget druk. Hjemme gik jeg i brædderne – hørte ikke engang Daniel komme hjem og vågnede alt for tidligt til tonerne af en alarm, der betød kagebagning til senere i dag, når en flok fætre og kusiner møder op hos min søster til mere hygge og dejligt samvær.

Emilie tog derned i går med et lift fra søsteren min, mens jeg skal have transporteret mig selv mod Næstved, hvor min far henter og kører de sidste ti kilometer ud i landet… Men først er der kage i ovnen…

Sidste skoledag

Og så løb han… med tasken fyldt med frosne karameller.

Sorgfyldt

Mine tanker går til Marianne og hendes familie. Jeg er dybt rørt.

Arbejdsplanlægning

Nok har det været pinse og jeg har haft fri og masser af tid til at sove. Hvorfor det så lige skulle være i nat, jeg ikke kunne sove, vendte og drejede og bare lå der, er et godt spørgsmål.

Jeg troede jeg skulle fortsætte syningen i dag, men forude venter en lang dag med fællesspisning og hygge. Så morgenen er afsat til sidste hånd på værket på den plakat der om ikke særlig længe skal pryde opslagstavler, gange og alle de døre vi kan plastre til på skolen op til vores kæmpe arrangement om ikke så længe.

Nu er den der og sammen med invitationerne er der fast arbejde hele eftermiddagen. Jeg kan nemlig snildt forestille mig de omkring trehundrede invitationer vil gøre sig meget bedre med en farvepust fra et kridt efter tryk i den sort/hvide maskine – og jeg gør det gerne.

Mon ikke også plakaterne kan få en tur.

Nu kunne der så være tid til lidt afslapning under dynerne, inden dagen for alvor går igang…

Pinsesyning

Sjældent har jeg syet så meget, der absolut ikke ville som jeg og alligevel endte godt.

Først blev det for stort, siden for grimt. Det grimme fik en tur med saks og sjove indfald og endte med at blive et hit. Siden kiggede jeg mønstre, troede jeg havde fundet et, men ombestemte og arbejdede videre på det første. Klippede nyt, der tegnede godt, men endte i en bunke på gulvet der siden er smidt ud. Et sidste forsøg virkede bare og sent i aftes, eller måske snarere tidligt i nat, sad jeg endnu engang med nål og broderitråd og syede slyngesting, jeg fandt forklaringen til i en gammel bog fyldt med den slags, langs halskanten.

Det har nu ikke været syning det hele, der har været plads til masser af hygge, læsning og hvad sådan en forlænget weekend ellers kan indeholde. Syningen er foregået i mit tempo, der ind imellem kan blive noget langsomt, med lange indlagte pauser.

Ofte noget i retning af: Nåle i alt det der kan sys og derefter syning af alle delene. Presning og stryg af de syede dele, overlock og endnu en tur med nålepuden. Inden næste omgang futter gennem maskinen kan der sagtens blive tid til et par kapitler i en bog, flere kopper the, eller noget vigtigt på nettet.

Og lige pludselig er der en færdig model.

Strikketøjet har jeg til gengæld ikke rørt – altså lige bortset fra alle de gange jeg har flyttet rundt på det, fordi det lå i vejen.

Mønstret er heller ikke færdigbrugt, der er masser af variationsmuligheder tilbage.

Sommervejr

Der er lovet sol, men udenfor er det gråt og overskyet. Og blæsende. Døren til altanen, der har været åben er lukket igen .. det blev for koldt.

Jeg bliver rastløs og ender med at pakke mig sammen og gå. Jeg mangler ost til de gode boller fra i går, og sidder fast i sult og mangel på ost.

Ved butikken møder jeg en ældre herre i tætsiddende leopardmønstrede gamacher, tung filthat med fjer og sjove badges og en cykelkurv fyldt med mærkværdigheder. Mens jeg smiler, lyser dagen lidt mere op.

Uden for Fakta står et stativ med planter og blomster, der langsomt går en uværdig død i møde. Mellem planterne finder jeg en underfundig blomst, der spidst stritter i alle retninger. Den ser noget slatten ud og har ikke noget navn, men for en tyver redder jeg den fra udtørring og håber at give den livslysten tilbage.

Hjemme på altanen mødes jeg af solen i form af den glade solsikke, der gerne lyser op, selvom himlen stædigt holder på de grå skyer.

Og mens theen trækker beslutter jeg dagen ikke er så kedelig endda, kigger på endnu et mønster og overvejer hvordan det er muligt at gabe over 4 størrelser bare fra skulderen til barmen.. Og overvejer videre hvordan den skal skæres.

Forandring fryder

En hæklenål, stakken af broderigarn og et hidsigt klip med en saks.

Resultatet er lang mere interessant end udgangspunktet. Nu kan jeg lide den, også selvom jeg stadig er lidt usikker på det stormønsterede stof.

Hakket på bagsiden fik et par blade…

Krealistisk lørdag

 

Emilie har inviteret sig selv på weekend hos moster og – vigtigst – fætre og kusine. Hun blev mødt med glæde, og jeg er sikker på hun får en fantastisk weekend, selvom jeg er mere usikker i forhold til min søster.

Emilie er nemlig ikke den eneste, der selv har inviteret, svigerforældrene kommer også, og mens mange er glade for deres svigerforældre, findes de også i versioner, der kan være noget anstrengende i længden.

Anders tog på arbejde og Daniel forlader kun hulen når han er sulten, så jeg havde det hele for mig selv og lagde ud med planer om at sy.

Andet har også fundet vej, og i løbet af dagen har jeg nået adskilligt:

- klippe ærmer til parisermodellen.
- røre dej til boller.
- sy parisermodellen, finde ud af den er for stor og har en fejl i stoffet foran.
- læse enkelte kapitler i solen i pauserne mellem forskellige aktiviteter.
- glemme bolledejen og få omdannet den til boller.
- trevle halvdelen af svirvlen op og konstatere at andre småfejl, jeg ellers godt kunne leve med, nu også forsvinder.
- rode i stofbunkerne og finde stof jeg ikke anede jeg havde (og sikkert aldrig selv ville have købt) til endnu en version af parisermodellen, forhåbentlig i en rigtig størrelse.
- glemme bollerne der hævede, hvilket betød de alle hang mere eller mindre sammen, inden de nåede i ovnen.
- tømme opvaskemaskinen.
- overvejen om vaskemaskinerne trængte til selskab.
- sy ny model, der ikke føles helt rigtig, er rar at have på, men virker lidt mormoragtig og sikkert kan bruges en søndag uden planer.
- glemme bollerne, men få dem ud i tide, da liftig duft spredte sig.
- finde en anden model, der må afprøves i morgen, dog i mindre spændende stof først.
- gå amok på mormodellen, klippe lystigt løs og finde broderigarnet frem… håber det bliver godt.
- i samme omgang hakke hul i bagstykket, da jeg fik for travlt…
- få en plan for hvordan parisermodellen, der er rigtig sød, også kan ende med at passe – men det bliver en anden dag.
- spændt på om mormormodellen nogensinde bliver god… måske er det bare stoffet der er helt forkert.
- spise af bollerne, der smager forrygende.

Jeg er ikke færdig endnu, improviserer stadig på mormormodellen. Og i morgen er der endnu en dag :)

Pokkers osse

Jeg strikker på en overslyngel. Den har været igang et stykke tid, og et par pinde finder vej ind imellem.

Det der begynder at ligne noget, slog igen, da det pludselig gik op for mig, at ret præcist midtvejs har tre vrangmasker sneget sig ind lige der, hvor de skulle have stået ret.

Tænke – tænke og strikke lidt videre… men jeg ved det vil irritere…

Det vokser og gror

For ikke engang fjorten dage siden troede vi det lille citrontræ var ved at dø.

Det rykkede indenfor til en ikke alt for solfyldt plads og siden har det tilbagegivet godheden med masser af grøn ivrighed.

Selvom det kan være svært at tro, er det den samme plante.

Måske kommer den udenfor igen, men så kun for en kort bemærkning, når solen for alvor har fået magt :)

Heltisk aktivitet

Den har ligget på mit bord i flere dage. Vi har snakket om hvem og hvordan. For søskende er ikke inviteret.

Sidste afleveringsfrist er i dag. Jeg skulle bare huske at hæve penge.

Det meste af en time gik, efter Daniel forsvandt ud af døren, før det gik op for mig den lå der endnu.

Tilmeldingen til dimissionsfesten!

Vasketøj blev sat over og jeg spurtede ud af døren. Fire kilometer den ene vej og fire kilometer tilbage, delt af forgæves forsøg på at finde et barn, der ikke var der hvor han burde være. Solegården summende af frikvartersramte børn og nogen mente han var i festsalen, hvor klassen er valgt til at pynte til sidste skoledag.

Der var han ikke, klasseværelset var tomt, og endelig fandt jeg nogen, der kunne fortælle han var på torvet.

Tilmelding og penge skiftede hænder, vasketøjet er klaret og nu skal der være tid til stillesiddende foran computeren. Der skulle gerne både en plakat og en invitation med, når jeg om halvanden time kører samme vej endnu engang.

Vandkamp

Så blev det sommer, og i løbet af meget kort tid gjort klart at vandkamp var at foretrække.

Det svedige gymnastiktøj der lige var taget af og skiftet efter bad, blev trukket på igen og jeg blev sendt ud og lede efter en balje.

Det havde jeg lissom selv bedt om, da jeg påpegede at de selv skulle tørre op på gulvet, når de var færdige.. for der bliver vådt indenfor, selvom kampen foregår udenfor – elementært og lært af bitter erfaring.

Jeg fandt en zinkspand, og måske havde de ikke lige overvejet hvor tung sådan en bliver, fyldt med vand. Det gik. Med fælles hjælp endte den ude på græsset, flasker fyldt og så gik den vilde jagt… i noget der lignede timer.

… Selv med en spand, bliver der vådt indenfor…

Rødgrød med fløde

Af vanvare “kom” Ungersvenden til at love at lave mad til tirsdagens aftensspisning. Mandag havde min søde kollega kontakt og sørme om ikke samme Ungersvend dukkede op efter skole medbringende, det der viste sig at være den forkerte kogebog.

For meningen var jo, at han ville lave lige præcis den der kyllingeret, Jamie Oliver præsenterer i samlingen, Ungersvenden fik fra sin mormor.

Men da Anders også er i besiddelse af en kogebog fra samme forfatter, kan man jo godt tage fejl og pludselig have slæbt rundt på to forkerte kilo hele dagen.

Nu skulle det jo være lige præcis den ret, og andet virkede ikke, så min søde kollega aftalte med Ungersvenden, at de prøver igen næste uge og i stedet overtog en af vores egne drenge menuen.

Sammen med den søde kollega nåede de frem til hakkebøffer, brun sovs og kartofler. Derfra var der ikke langt til rødgrød med fløde.

I første omgang drejede snakken sig mest om hvordan og hvad sådan noget stads egentlig indeholder. Når indkøbsmulighederne hedder Netto var der ikke lige udsigt til de rigtige ingredienser. Altså lige til vores medlem kom i tanke om at haven hjemme hos ham bugner af rabarber – hvilket ret hurtigt førte til dessert på dagens menu.

Det blev ret godt, kan jeg hilse og sige :)

Hinkerude!?

Min søde kollega maler streger. Hver sommer kommer malingen frem. Det meste er gentagelser, for et helt år af børnefødder i skolegården slider.

Der er både til englænder, firkant, lagkage, jordtennis og hvad det ellers hedder. Der er kolonner og tabeller, bogstaver og tal, som især indskolingen bruger flittigt i undervisningen. Og så er der et par hinkeruder.

Når vejret byder på sommer, er der sjældent mange indendøre. Kun de vinterblege drenge, der stædigt holder fast i computerne og højst sandsynligt stadig er vinterblege når sommerferien starter.

To af tøserne kom sukkende forbi. De ville lave noget udenfor, de gad ikke spille bold. Slet ikke med de dumme drenge, der aldrig spiller til dem – hvad skulle de dog.

Jeg foreslog hinkeruderne, hvorpå to par øjne spæredes på, og to munde i kor udbrød:

Hvad er det? Hvordan gør man? Hvor henne? og hvad er en hinkerude?

Det kunne jeg ikke sidde overhørigt og så gik den vilde jagt på en hinkesten. Jeg ved de har været der, men små ting forsvinder nemt, og hverken Klubben eller de to andre SFO-afdelinger kunne hoste op med en sten.

Så jeg fandt en selv – en sten, altså! Med flad bund og nogenlunde properationer.

Det virkede og her er alle velkomne til at se billeder af mig i fine sko med hæle, hoppe rundt på et ben, mens jeg af al magt forsøgte at illustrere hvordan hinkningens ædle kunst udføres.

De fangede det heldigvis hurtigt, og med fare for både knæ og hæle, undlod jeg at fortsætte og lovede i stedet at købe rigtige hinkesten på vejen hjem.

Rigtige hinkesten er ikke sådan at få fat på. I mit hovede er de af glas, og med fine støbte motiver. I nutidens legetøjsbutikker er de af  plastik, runde og uden den mindste udsmykning. Rent praktisk mere genialt i en skolefritidsordning, med fare for kast og glasskår over det hele…

Jeg synes bare ikke de er helt rigtige.

På den anden side aner tøsene ikke, hvordan jeg synes sådan nogen skal se ud!

80 centimeter høje bogstaver

Mit arbejde er hverken stillestående eller uden afveksling.

Den sidste tid har hovedtemaet været er maling af et kæmpebanner, der skal pryde indgangen til skolen op til vores store familiearrangement, der i år handler om cowboys og indianere.

Det tager tid..

Det spirer og gror

Der er ikke mange farver og sprudende livlige blomster på vores altan, men i det små spirer og gror det lystigt.

Ud mod markerne

egler blev bøjet og nogen overtalt, da jeg nåede på arbejde og den lovede tur ikke kunne blive til noget.

Længe har vi snakket om shoppeture, men ingen skrev sig på, kun den lille hårde kerne, der ikke kunne ramme antallet på mindstemålet.

Vi havde sagt mindst ti, men ved overtalelse og bedene blikke, kunne de ikke nå over otte. Jeg valgte at tage afsted alligevel, mens den søde kollega blev tilbage og holdt skansen for de tilbageblevne.

Vi tog mod Fields med taskerne fyldt med lommepenge. Personligt havde jeg hellere stilet mod indre by og strøget, men Fields og metro det blev.

Nogle centre er mere spændende end andre, og selvom jeg kun har været i Ørestadens version få gange, bliver det aldrig min favorit.. Mand, hvor er det kedeligt at skulle slå tre timer ihjel på lige det sted.

Jeg var ikke engang alene for selvom de ikke var mange valgte den ene af drengene at følges med mig, mens kæresteparet (der har været limet sammen de sidste syv måneder) klarede sig selv og de restene fem tøser slog sig sammen.

Sikkert et godt valg, for kvaler har stået i lys lue – mere hos den ene end hos den anden.

Senere mødtes vi, spiste på den italienske og hyggen slog over i galskab og overtræthed inden vi fandt vejen hjemad. Et gruppebillede, der måske nok var lidt fjollet, blev endnu sjovere sekundtet efter det officielle var skudt.

Tilbageturen kaldte på flere snakke om kærlighed, for de omsværmede er tit meget omsværmede og hvornår skal man sige fra, eller føle sig ansvarlig, når de bejlende ikke forstår en afvisning…

Den snak bliver vist aldrig færdig.

Mandag morgen

orgenen går langsomt, jeg tuller rundt mens først det ene, senere det andet barn kommer op og ud af døren. De har forskelligt tempo de to, og det giver mulighed for stille snak med dem begge, på hvert deres niveau.

Jeg lader mig lokke og kryber under dynen igen, da den sidste er smuttet. Bare en time, med en bog til øjnene falder i.

Oppe igen har jeg al den plads jeg har brug for både på badeværelset, hvor bad og tandbørstning venter til alle andre er ude af døren, men også til bare at tulle rundt som jeg har lyst.

Nu venter computeren på de indledende øvelser til månedens nyhedsbrev. Et ansvar jeg påtog mig og synes var både spændende og sjovt, men som ikke længere trækker i samme grad. Ind imellem kan jeg spørge mig selv om det at indlægsskriverne ikke bliver færdige til tiden mindsker min lyst, eller om det er omvendt, at min mindskede lyst får indlægsskriverne til at trække endnu længere.. ligesom jeg trækker så længe jeg kan.

Nu gør jeg klar, starter på det der allerede er skrevet og håber resten er på vej.

i kælderen er en enkelt maskine vuggende igang, mens yndlingstheen – den gode grønne - trækker og opvaskemaskinen har trykket på start. The og opvaskemaskine er ikke samarbejdsvillige partnere, for i gamle bygninger er strømmen ikke altid lige kraftig. Start af både Marie og elkedlen på samme tid kræver ofte sprugne sikringer.

Vi planlægger og tænder sjædent for begge samtidig.

Endnu et gadekær

fter svanebesøget og svaner der hvæsede, så det mest af alt lød som havde de ondt i halsen eller røget for meget, og en Emilie der hoppede lidt op af trinene når samme svaner kom lidt for tæt på, hoppede vi på cyklerne igen og satte af mod andres madlavning og hjembringelser til de sultne mandfolk.

Mens vi ventede lod vi cyklerne stå, for lige rundt om hjørnet ligger endnu et gadekær. Et smukt et af slagsen, men uden så meget liv, hvilket straks gjorde det af med ønsket om at have gemt noget brød.

Til gengæld blev vi budt velkommen af nyudsprugne træer, ekko under broen, en slående udsigt og et par træer, der indbød til klatring.

Genrelt synes jeg tit der er kedeligt i forstadsmiljørt, fyldt med betonelementer og alt for meget astfalt – og så alligevel. Der er masser af oaser og grønne områder. Voldanlægget er et stårlende eksempel, men også mange andre steder har fået lov at stå urørte hen og giver plads til eftertanke og lyst til at være udendørs.

Det var skønt sådan at kunne gemme os i det grønne, bare for en kort bemærkning. Og sjovt var det at lege med kamaraet foran udsigten efter en knap så indholdsrig søndag.

I morgen er vi klar til endnu en uge.

Ved landsbyens gadekær

eg bager boller og brød. Anders og jeg spiser, men ungerne holder sig væk. Jeg køber færdigbagt maskinfremstillet brød, men det får ikke rigtigt ben at gå på.

Hvad lever de af?

I dag var brødet tørt, og blev hakket op i mindre stykker. Aftensmaden havde ingen rigtig tænkt på, så vi sprang over hvor gærdet er lavest og kørte mod pizzariaet.

Emilie tog med, jeg tog posen med brød med og stilede mod gadekæret og ænderne, hvor svanerne grådigt kastede sig over.

Nogen gider altså godt spise mit brød… og ungerne gider så altså åbenbart godt spise brød, hvis det er stenovnsbagt og med fyld….

Burde jeg lære noget af det? Eller er det bare universielt…?

Varme til keyboardfingre

t par dage uden strik, og håndledet er klar igen.

I aftes bød min mor på mad, og vi mødte glade op til en hygglig aften med mad og spil og strik til Ungersvendens afkølende fingre.

Jeg kan godt forstå han er glad for netop pulsvarmere, for jeg oplever selv at finger bliver kolde når jeg sidder for længe ved computeren.

Der hersker ingen tvivl om at netop computeren er Ungersvendens foretrukne stykke legetøj.

Der var lige nok til et ekstra par af det tilbageblevne fra Stortrøjen, der stadig mangler et ærme og en hætte. Hvornår der bliver strikket videre ved jeg lige nu ikke, men både Ungersvenden og Kæresten har peget på en farve eller tre fra farvekortet og inden for de næste dage kunne der tænkes at ryge en bestilling afsted.

Den sidste varme her, faldt i god jord og er allerede taget i brug. Ibrugtagningen skete sekunder efter fotoseancen… og fast sad de :)

Ideudvikling

or snart otte år siden var jeg i Paris. Det er indtil nu både første og eneste gang jeg har været i byernes by, men jeg er sikker på jeg kommer igen – en gang.

På Montmartre gik vi fra den ene stofbutik til den anden, købte lidt af hvert, der siden er omdannet til lidt af hvert. I hvert fald en del af det.

Et enkelt stykke stof har jeg flere gange haft fremme, men aldrig fundet det rigtige projekt til. I løbet af de sidste dage er jeg blevet mere og mere sikker på at en tunika vil være det helt rigtige.

Stoffet er let og lunt, løstvævet af det fineste uld, med roser strået over det hele. En del af grunden til det aldrig er blevet brugt, er netop roserne, for selvom jeg synes det er et fantastisk smukt stykke stof, har jeg lidt svært ved alt for meget mønster.

Turen i regnen gik derfor også forbi stofbutikken efter et mønster, jeg sikkert ender med at lave om på, men som fuungerer som udgangspunkt, når jeg ikke lige har lyst til at kaste mig ud i et mønster helt fra bunden.

Nu er der klippet, men undervejs måtte jeg indse at der ikke er stof nok til ærmer. En kort overgang overvejede jeg at vende det sidste afklip på den forkerte led, og få plads til halvlange ærmer. Men det ville være forkert og med min delvise aversion mod for meget mønster, tror jeg det vil blive helt rigtigt med ensfarvede ærmer.

Jeg har bare ikke lige det rigtige ensfarvede stof liggende. Jeg tænker løstvævet og fint, måske bomuld, måske silke. Det er endnu ikke besluttet, men mon ikke en tur omkring stofbutikken, når den åbner op efter weekenden, kan være med i det valg.

Projektet er derfor sat på pause. Jeg troede ellers lige det skulle være nu, og jeg skulle være iført nye gevandter, når min fru Moder senere i dag byder på middag.

Regn

eg venter – jeg skal ud, men udenfor regner det, og jeg har ikke den store lyst til at gå ud i det.

Men jeg skal ud. Ude er der karameller og sidste skoledag nærmer sig. Karameller og sidste skoledag hænger sammen. Specielt når den sidste dag markerer slutningen på ti års skolegang.

Jeg venter stadig… det regner altså rigtig meget… Om lidt finder jeg tøj, der kan blive vådt og skiftes, når jeg igen er inden døre.

Fik jeg sagt det regner…