Kurset, der skal lære mig at bruge alle de spændende muligheder på Tek-X, Rødovres tiltag i forbindelse med Teknologi og innovation, der både er et fag og en dimension i skolerne i Rødovre, fortsætter.
I torsdags blev vi præsenteret for 3D-printerne, vigtigst for det program hvori vi skulle lave det der skulle printes. Vi skulle lave en skakbrik. En bonde. Jeg lavede en bonde, men jeg var åbenbart for hurtig, og hvordan sætter man lidt ekstra på, eller hvordan laver man et snit i en form.
Jeg droppede bonden og satsede i stedet på en løber. Det der snit var som sådan temmelig nemt - da først vi forstod det. Læreren måtte hente eksperten, hvorefter vi gik tilbage og gik tilbage og gik tilbage ett par gange mere, for helt at forstå hvorfor eksperten kunne lave et snit og jeg lavede noget andet.
Det med at gå tilbage og gentage på en computer er en rigtig god ide. Jeg sad der og tog mig selv i at tænke, hvorfor er det jeg gerne viser børn (eller voksne) hvordan man gør noget på en computer og derefter håber de kan huske det næste gang, men altid hiver tråden ud af nålen, når jeg har vist nogen hvordan man tråder en nål, og derefter beder dem om at prøve selv.
Det husker jeg lige næste gang, jeg står med hjælp på en computer i stedet for noget fysisk.
Da vi havde formet vores brikker i 3D programmet, de var konverteret til print og sat i gang, gik vi videre til brættet. Denne gang skulle vi i gang med laserskæreren. Den har jeg arbejdet med før, men mens vi tidligere har arbejdet i et program og hentet ind i et andet, skulle vi denne gang arbejde direkte i det program, der siden kan arbejde sammen med laserskæreren.
Sådan en maskine kan både skære hele vejen igennem og kun ridse i overfladen. Det første blev brugt til at skære selve brættet ud, mens den anden mulighed - som har et utal af muligheder med mere eller mindre farve til følge - blev brugt til tal, bogstaver og nettet der dækker brættet.
Vi kunne godt have farvet halvdelen af felterne, men det med at brænde overfladen og dermed farve tager afsindig lang tid. Altså blev vi opfordret til at gøre noget andet. Male for eksempel.
Det sker måske en dag.
Foreløbig mangler jeg en og tredive brikker for at have et komplet spil.
Måske en dag....
Min brik er ikke lille. Men den er rar at holde på. Den har en diameter på omkring fire en halv centimeter og den er lige over ti centimeter høj. Jeg tænker at både en konge og en dronning skal være højere - men ikke bredere, felterne på pladen er fem gange fem centimeter.
En bonde skal nok være noget lavere.
Og mens jeg i teorien har helt styr på hvordan et kors på toppen af en konge skal udformes, kan jeg godt være lidt i tvivl om hvordan en springer skal opbygges, når den både skal have en rund bund, men også noget der ikke er roteret om en midterakse.
Og mens jeg tænker over det, et eller andet sted bagerst i bevidstheden, ender jeg nok med at prøve det af.
En dag.
Det haster heldigvis ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar