Løbbinding

Jeg har set de gamle håndværk mange gange, og ligesom tvebinding er det noget,  jeg godt kunne tænke mig at lære. Da #knitwork16 bød på muligheden for en workshop om løbbinding, bed jeg derfor på og meldte mig til.

Vibe Munck, som har butikken Spindelvæven – en lille butik i Nyborg, og vist en langt større på nettet, stod for undervisningen, og gjorde det på absolut fineste facon.

Løbbinding er en af de teknikker, som umiddelbart at let at lære, let at gå til, og svær at mestre. Det kræver ikke den store ekspertise at lave noget, der ligner noget. Men det kræver erfaring at få det rigtig pænt.

Vi havde tre timer, og på de tre timer kunne vi nå at starte og færdiggøre en lille brik til varme kopper.

Starten er svær, og den bliver ikke lettere med tiden, kunne Vibe fortælle. Men med god tid, erfaring og tålmodighed kan den blive helt pæn. Derefter var det omgang efter omgang med viklinger og ottetaller. Ottetallerne er en ud af mange mulige sammensyninger. Igen handler det om erfaring, mere end det handler om noget andet.

Den erfarne løbbinder vil kunne lave ottetaller, så sammensyningen ikke kan ses. Nybegyndere hælder mere mod at lave sammensyninger der ses – og ind imellem være heldig at få dem til at blive usynlig. Mine sammensyninger er langt mere synlige tidligt på arbejdet, mens jeg synes at kunne se en forbedring ud mod kanten.

Løbbinding er sjovt, og – tror jeg – noget ungerne i Klubben godt vil kunne finde ud af. Der skal rekognoseres ud i materialer, for med indkøbsaftaler kan jeg ikke købe ind hvor som helst, men mon ikke de anviste muligheder ligger inde med noget, der kan bruges.

Yderst på brikken skulle vi ikke kun skifte farve, der skulle også laves pyntesting. I løbbinding er det så smart, at sammensyning og pynt godt kan være det samme. Altså glemte vi alt om ottetaller og syede i stedet fine tungede sting, der både pynter og holder sammen på spiralen.

Min brik endte med at måle ni centimeter i diameter. Vistnok lidt større end kalkuleret. Jeg synes ikke, jeg kunne have lavet den meget strammere, men det kan man åbenbart godt.

Den skulle have endt med en strittende omvundet ende af sjælen – den tråd, der ligger inderst, og som der vindes om. Jeg synes det så fjollet ud med strittende ender og forsøgte mig ud i kunsten at fade kanten ud. Der er plads til forbedring.

Jeg har voldsomt lyst til at fortsætte. Jeg har faktisk et lille kit til en skål, jeg købte for længe siden, men aldrig fik prøvet. Jeg kan bare ikke huske hvor jeg har lagt den. Helt sikkert et af de steder, jeg er sikker på at kunne huske… eller ikke.

Afslutning

Mens folkene i boderne begynder at pakke sammen, afslutter jeg en workshop og finder plads i cafeen. Ledningen med strøm til computeren er heldigvis ikke flyttet endnu.

Rundt om mig sidder folk, der stadig har masker at strikke, eller kaffe at drikke. Ude er der også stadig mange, der nyder de sidste solstråler, der kan nå ned på gårdspladsen, Strikketøj er at se alle steder, stemningen er hyggelig og selv standholderne, der stille pakker sammen, har tid til at stoppe op, snakke om lidt at hvert, og samtidig få reoler og garn ud gennem dørene.

Det har været to fantastiske dage. Her har været sindsygt mange mennesker, og selvom jeg længe troede lørdag skulle blive den travle dag, endte søndag med at være dagen, der ikke levnede tid til at sidde ved bordet i cafeen med computeren klar til stemningsrapporter.

Jeg var her ellers før dørene åbnede i formiddags.Sammen med Lona og Helle hørte jeg foredrag om hvor sundt det er for kroppen at strikke. Med udgangspunkt i sit arbejde som ergoterapeut og med hold i alverdens forskning inden for strik (eller håndarbejde af enhver art) underbyggede Anne-Le Morville påstanden om at både krop og hjerne har godt af at strikke.

Der kan argumenteres for, at hun ikke sagde noget vi ikke vidste. Men det er altid godt at få genopfrisket viden – og med en strikker in spe på bænkerækkerne, var der for alvor lagt op til gode spørgsmål.

Derfra gik dagen slag i slag.

Endnu et foredrag om hvordan man manøvrerer i designverdenen, om hvordan man gør, bygger op, hopper ud, afprøver og tør. Om platformer og indgangsvinkler til det at være strikdesigner.

Der er mange måder at opbygge en virksomhed, og med alle de virtuelle muligheder, der kræver netadgang, kunde-/følgepleje og alt det andet der følger med, følte jeg mig pludselig gammel, sat bag om dansen og langt væk fra nutidens mange muligheder.

Sådan ville jeg aldrig have tænkt at gribe det an, tog jeg mig selv i at tænke. Jeg ville trække på oldgamle principper og slet ikke føle mig hjemme i den nutidige verden, hvor årets bedste You-tuber kåres og flere følgere betyder mere salg. Jeg tænker der er flere muligheder for at blive set, og synes alligevel det var spændende at høre om alle de nye muligheder der står på spring.

Mens dagen gled, var jeg en hurtig tur rundt gennem hallerne, besluttede at den trøje jeg kiggede på i går ikke er livsnødvendig, men fik til gengæld en tunesisk hæklenål med hjem. Jeg smed den eneste jeg havde væk i går, og med nyvundne workshopsfærdigheder, var det trist ikke at kunne fortsætte hjemme.

Det kan jeg nu.

Dagen sluttede med workshop, og med de sidste boder taget helt ned, de kaffedrikkende og strikkende gæster næsten forsvundet, har jeg skrevet dagens eneste indlæg fra festivalområdet.

Det har været en spændende udfordring, Det har været tungt at slæbe på computeren og der er ingen tvivl om at havde jeg ikke haft en opgave, havde jeg aldrig skrevet så mange indlæg. Jeg havde ikke taget så mange billeder, jeg havde ikke været her så længe, og jeg havde nok nydt og set på en anden måde.

Jeg nåede ikke massage. Det er ærgerligt, for taskeslæb har givet mig hold i nakken. Jeg har først for ti minutter siden fundet ud af at slå blitzen fra kameraret og havde jeg planlagt en smule bedre, havde jeg hørt et foredrag eller to mere.

Det gør på ingen måde oplevelsen eller festivallen ringere. Jeg er imponeret over alt det de sidste to dage har indeholdt. Jeg har oplevet, hørt, set og rørt. Jeg har ingen garn eller bøger med hjem – men det har så mange andre – til gengæld er jeg en oplevelse rigere, og jeg glæder mig allerede til næste år.

Røde Mor - Inger Odgaard

Rundt om på #knitwork16 er små udstillinger.

Det jeg umiddelbart er blevet mest betaget af er Røde Mor eller Inger Odgaards skulpturelle strikkede installationer, der både hænger, står og er rammede ind.

Jeg ved ikke hvilke materialer hun arbejder med, eller hvad hun gør ved dem, for at få dem til at holde formen. Men det meget organiske og levende udtryk hun formår at give sine værker, gør noget ved mig.

Jeg tænker tanker om fiskere, hav, søpindsvin og levende organismer når jeg ser på de udstillede genstande. De er spændende, anderledes, tydeligt strik og samtidig noget helt andet.

Statistrikk

Jeg listede ind til foredraget om statistik og strik.

Kathrine Frey Frøslie er en fantastisk fortæller, og selvom jeg missede noget af det norske, var det en fornøjelse at høre om statistik på en helt ny måde.

Kathrine er ansat som forsker på Rikshospitalet i Oslo, har en master i statistik og ville gerne udbrede kendskabet til en større kreds. Så hvorfor ikke strikke statistikken? Det gjorde hun. Det gør hun. Hun kan slet ikke lade være.

I det mest farverige foredrag forbandt hun strik med statistik. Hun fortalte levende med billeder, historier og humor der til tider fik tilhørerne til at krumme sig sammen af grin. Koblingen mellem strik og statistik er så forkert at det bliver helt rigtigt, når Kathrine fortæller.

Hun startede ud med at fortælle om appelsiner. Hun ville strikke en appelsin. En appelsin er det helt rigtige i forhold til statistik, for den ligner allerede fra start (skåret midt over) en lagkage, og hvem ved ikke at lagkagediagrammer er god start på en statistik?

Men hvor mange både er der egentlig i en appelsin? Det var ikke nemt at finde ud af. Hun startede selv, pillede den ene appelsin efter den anden, talte både, spiste både, skrev ned hvor mange både den enkelte appelsin indeholdt. Men det var slet ikke nok. Da hun ikke kunne spise flere appelsiner, fik hun bredt projektet ud til sine børn, til sine børns skole og videre til universitetet.

Der blev talt. Der blev spist. Der blev regnet og i sidste ende viste et meget fint søjlediagram at gennemsnittet af appelsiner indeholder tolv både. Derpå strikkede hun en appelsin med tolv både.

Hun fortalte om flere sjove eksperimenter, om sygdomsdiagrammer, om kighoste og om vaccinationsponchoen, der meget præcist viser at hvis 82 procent af befolkningen er vaccineret mod kighoste kan sygdommen holdes nede og epidemier opstår ikke. Inden da havde hun på allerfineste vis, vist os hvordan sygdomme spredes eller ikke spredes.

Men lagkagediagrammer er ikke retvisende i statistik – siger “ægte” statistikere. Lagkagediagrammer mangler nemlig alt det som søjlediagrammer er meget bedre til at vise. For eksempel statistik over hvor mange børn der bliver født på månedsbasis i Norge.

Dermed så et barnevognstæppe med søjler dagens lys. Og dermed også historien om hvordan Kathrines store søn havde talt tilbage fra måneden med flest fødte børn og undret sig over, hvad der lå til grund for at så mange børn blev skabt i oktober måned?

En sammenligning med et nyt tæppe baseret på fødselsstatistikker fra dengang Kathrine selv kom til verden, viste meget tydeligt at de fleste børn dengang kom til verden ni måneder efter sommerferien. Det gav mening, Det gjorde oktober også, for i Norge findes en skæringsdato i forhold til hvornår børn begynder i børnehave.

Dermed kunne det konstateres at i gamle dage blev børn født ni måneder efter man havde sex. I dag har man sex ni måneder før barnet bliver født.

 

Som noget af det sidste viste hun et diagram, der viser noget om hukommelse. Det er bevist at skriver vi noget ned, husker vi det bedre, end hvis vi ikke skriver det ned. Ser vi noget husker vi det endnu bedre, men tegner vi er erindringen bedst. Kathrine mener at strikker vi det, vi skal huske, vil vi uden tvivl aldrig glemme det.

Tunesisk hækling

Ude i gården står en lang række containervogne. Det er her workshops’ne hører til.

Klokken ni i morges kunne jeg sætte mig rundt om bordet i den ene af vognene, sammen med en samling damer, der alle havde mod på tunesisk hækling. Jeg har prøvet før, men aldrig rigtig fået hul på det.

Nu kan jeg, Jeg kan både slå op og lukke af, jeg kan grundmasken, tage ud og tage ind. Jeg har hakket med flere farver og som det sidste, har jeg taget hul på jaquard. Eller tunesisk hækling i felter.

Jeg er ikke sikker på det nogensinde vil være noget, der for alvor fanger. Men som en opfølgning er jeg nok nødt til at hakke en pude eller to.

Stine Hoelgaard underviste med megen kompetence. I løbet af de tre timer kom vi vidt omkring – og det til trods for, som en af damerne sagde: Jeg har kun hæklet tre små prøver!

Tre små prøver har også ret. Og alting tager tid. Som Stine meget rigtigt sagde, kan vi både hækle ligeud, forme og faktisk også lave hulmønstre og andre fine mønstre. Alt det, med de få enkle teknikker vi har lært.

Da jeg gik ind i vognen ude på pladsen var der ikke mange mennesker, da jeg tre timer senere gik ud, summede hele pladsen af liv. Overalt sad strikkende damer og mad blev langet over disken hos grillmestrene i en lind strøm.

Jeg var sulten, fandt mad, fandt Bettina og hilste på den sidste af de andre bloggere. Med maven fyldt, gik jeg en tur gennem hallerne. De mange stande gør sig flot, der er virkelig gjort noget ud af det, der er bare næsten for mange mennesker. Det er mig, jeg ved det godt. Jeg står af, når der er så fyldt, jeg kan ikke overskue at se noget, jeg bevæger mig hurtigst muligt igennem og får ikke set det halve af alt det, der er værd at se.

Jeg håber at der bliver lidt mere overskueligt senere, og i stedet glæder jeg mig over stemningen, der udstråler ren hygge, glæde og forventning på højt plan. Alle steder sidder damer og strikker, ude på pladsen bliver der spillet jazz og der er mange gode grund til at blive hængende længe.

#knitwork16

Jeg er tidligt af sted. Usikker på hvor lang tid, det vil tage at komme ind. Det viser sig at der er masser af tid.

Udenfor skinner solen, bogdamerne er i fuld gang med at pakke ud, og gæsterne falder med det samme over spændende bøger med strik. I containervognene i gården, der skal rumme de mange workshops er underviserne ved at gøre klar. Der er tændt op i grillen, og min mave husker jeg ikke fik morgenmad inden jeg tog hjemmefra. Jeg er elendig til at spise morgenmad. Jeg glemte at pakke ekstra til dagen, men mon ikke jeg overlever. Jeg tror det.

Jeg har meldt mig til en workshop, der starter klokken ni. Jeg skal lære tunesisk hækling. Jeg kunne helt sikkert sagtens finde ud af det ved egen hjælp, men jeg fik lyst til at sidde mellem andre, hygge med hakkenålen og forhåbentlig få noget med, jeg ikke selv ville have fundet frem til.

Om jeg nogensinde skal gøre det i tunesisk hækling er en helt anden historie. Men viden er guld, og jeg vil gerne kunne det hele.

Kulturhuset vågner stille op, ved bordene sidder damer med kaffe, de sidste boder bliver febrilsk sat op, og inden længe vil stedet summe af aktivitet.

Jeg sidder i et hjørne, fisker chokolade op af tasken og nyder at opleve morgenstemningen.

Starten er gået

Fredag er starten på #knitwork16. Lona, Helle og jeg havde sat hinanden stævne i Indre By Kulturhus, til afhentning af armbånd, indsnusning af stemning og snak i lange baner.

Her er altså hyggeligt.

I de tre haller med stande er standeholderne i fuld gang med at sætte op, der debatteres om det ene og det andet, travlheden lyser ud af de fleste, mens der rettes til, stilles op og gøres plads til det hele.

Mellem husene af træ, der virker vildt godt som afgrænsning af de enkelte boder, står bunker af papkasser, giner og garn i store mængder, der skal finde på plads inden boderne er færdige.

Det bliver så fint, og jeg glæder mig til at se det hele, når de er færdigt og åbner i morgen.

I cafeen er, stemningen helt anderledes, her er stille, snakken går livligt, der hygges, strikkes og glade stemmer lyder fra bordene, hvor grupper har slået sig ned med strikkepinde og hæklenåle.

Vi listede ind i hallerne, spurgte pænt de fleste steder, fik som oftest lov og fik hentet et par stemningsbilleder fra det igangværende arbejde. Tilbage finder jeg computeren frem, stiller op og gør klar. Vi snakker videre, hygger mellem computerkablerne og jeg får skrevet de første linjer.

Da Annette Danielsen dukker op, og skal stille stand op, der hvor vi sidder, bryder vi op, flytter rundt og nu sidder jeg midt i cafeen, omgivet af borde og stole på afveje, mens reoler bliver båret ind, stillet op og gjort klar.

I morgen går det løs.

En plet i Danmark

Der er mange dele af Danmark jeg aldrig har set. Kolding er et af dem.

At jeg skulle på lejrskole for at besøge byen, havde jeg ikke set komme, men det gjorde ikke oplevelsen ringere. Kolding er en hyggelig by. Nem at sammeligne med mange andre af landets købstæder. Og det til trods for at Kolding er Danmarks syvende største by.

Mellem alle de hyggelige alimindelige købstadshuse, står stadig rester af en svunden tid. Bindingsværk, kobber og fine udskæringer pryder ikke kun byens større vartegn, men også mere borgerlige hjem.

Kolding er fyldt med finurlige steder, og til trods for at ungerne havde masser af tid til at gå rundt i byen – og til tider næsten nåede at kede sig – ville de alligevel gerne tilbage og se mere.

I de naturfaglige fag har Mikkel lige undervist i istidlandskaber, og både på vej i toget og på turene fra skolen, vi overnattede på, mod Kolding, langs å og det skønneste landskab, blev ungerne både hørt og undervist en smule mere. For når vi nu stod her – lige midt i istidens aflejringer.

Vi voksne havde nok en noget anden tur, med oplevelser på et andet plan end de unge, men sådan er der så meget. Og jeg er glad for at have besøgt Kolding.

Jeg er også træt. I aftes blev et møde aflyst og jeg gik omkuld i stedet. Weekenden er ikke planlagt til skønsovning. I dag starter #knitwork16, og når arbejdstiden er slut, er jeg at finde i toget på vej mod København, mod strikkefestival og mod udfordringen som liveblogger.

Jeg har pakket tasken.