fredag den 30. november 2018

Alon Cardigan


Den første færdige babybluse skal nok være god i frostvejr. Den var i hvert fald fin, da jeg tidligere på ugen lagde den i det første fine frostlag og tog billeder.







Selvom jeg har købt garn specielt indkøbt til Decilille, kan jeg ikke lade være med at synes legen med rester er meget sjovere. Der er også rigeligt garn i det indkøbte til en større størrelse, end det er nødvendigt nu.

Altså lader jeg det målrettede være, og finder rester i blå og brune nuancer.









Design: Alon Cardigan fra Jordemoderstrik.


Garn: Pernilla fra Filcolana. Her er rester fra vanterne, jeg desværre har mistet den ene af og de små futter i både blå og brun, vanterne skabte rester til, foruden tæppet med dinoen.

Farverne hedder Raindrop, Aqua Mist, Storm Blue og Fisherman Blue foruden Dark Chocolate, Nougat og Oat Meal

I alt har jeg brugt 85 gram til den færdige lille trøje.


Pinde: Jeg har kastet mig over de mærkelige størrelser og strikkede med pind 3,25 og 3,75.


Størrelse: eg slog op til et halvt år, og endte med noget der ligner 9 måneder.






Bemærkninger: I stedet for at strikke retriller over alle kanter valgte jeg rib. Samtidig brugte jeg den italienske opslag/aflukning til alle kanter - eller på engelsk turbular cast on/bind off. Det giver sådan en fin afslutning.

Derudover fulgte jeg bare opskriften, og fandt de afsindig mange knapper i kassen med knapper.

Der skal muligvis opdateres på knappefronten. Med tanke på strik til Rose, har jeg mange tøsede knapper og knap så mange af de mere drengede...


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.





Fredagsmasker


Jeg nåede det ikke i går eller i onsdags, havde ellers taget billeder.

Mens hverdagen drøner derudaf helt som den plejer, oplever jeg også i øjeblikket et arbejde med mig selv, som både er spændende, svært og en lille smule angstprovokerende. Jeg skal lære at sige fra, lære at holde fast og lære at stole lidt mere på mig selv, end jeg til tider gør.

Det gælder både i forhold til børn og voksne. Det er et ongoing projekt, som jeg forestiller mig vi alle kan blive bedre til gennem hele livet. Jeg synes jeg lærer hele tiden, og lige nu er der ekstra gode muligheder for at prøve af.















Læse:

Jeg blev færdig med Berlin, Berlin - lidt skuffet over det sidste kapitel om det grønne Berlin. det giver rigtig god mening at en turistguide indeholder betragtninger om smukke parker og rekreative steder, jeg manglede bare kigget ned af en gade, hvor træer og buske, det grønne, organiske og naturlige tager magten fra bygninger, boliger og byen. Den oplevelse af et grønt Berlin, der slog os igen og igen som helt fantastisk, da vi første gang besøgte Berlin.

I stedet er jeg startet på Mærket for livet af Emelie Schepp. Det er svært at sige ret meget om den, jeg er kun lige startet, har ikke engang gennemlæst første kapitel.

Men altså, en mand er død - myrdet. En hustru er arresteret, en anklager er tilkaldt som leder af sagen og en ansat i politiet holder afsindig lidt af samme anklager, der bliver kaldt kold, arrogant og uden vilje til samarbejde.

Jeg tænker der er masser af muligheder at tage fat i. Specielt fordi anklageren er hovedpersonen, der helt sikkert indeholder mere end arrogance og hold dig to skridt fra livet...


Strikke:

Jeg har indledt et dyk i resterne og strik af varme til en baby. Målet er mindst fem trøjer inden jul. De to første er færdige - eller i hvert fald afsluttede rent strikkemæssigt, og jeg har slået op til en tredie.

Denne gang tegner og fortæller jeg selv, hjulpet af snoninger fra den store bog om snoninger jeg fik i julegave for et par år siden. Det bliver umiddelbart godt, men måske har jeg overvurderet hvor meget garn jeg har i forhold til hvor mange snoninger...

Det er hyggeligt med småt strik, der hurtigt falder af pindene. Og det er hyggeligt at kombinere rester, så det ser ud, som var det tænkt sådan fra starten.





mandag den 26. november 2018

Fingerborg


På Åsögatan 132 på Södermalm i Stockholm ligger Fingerborg - en lille superhyggelig garnbutik.





Inden vi nåede at besøge Fingerborg (som i øvrigt er svensk for fingerbøl), havde vi været forbi en del andre stockholmske garnbutikker, der alle havde skuffet noget i forhold til udvalget.

Men her. Blot at kigge ind ad vinduet var en fryd.

Butikkens indehaver farver nemlig selv garn.Og lige inden for døren var et bredt udvalg af lækre strømpegarner (som jo var det eneste jeg var på udkig efter, ifølge egen aftale...)

Anders skal selvfølgelig også have strømper, og valgte hurtigt et fed med brune toner. Mens han ventede udenfor, brugte jeg en hel del længere tid på at vælge to fed mere. Det var svært!

Hvor var der mange fine farvekombinationer, der ikke blev alt for farverige eller alt for voldsomme. Det er jeg nemlig ikke så god til.

Går turen mod Stockholm, kan jeg kun anbefale en tur forbi Åsögatan.









Åsögatan er en sidegade til Götgatan, på Södermalm. Vi tog tunnelbanen og stod af på Medborgarplatsen. Er du alligevel på vej, så giv dig god tid, og gå også indenom Galleri Hantverket, der ligger lige på hjørnet af Götgatan og Åsögatan.

Vi blev fanget af den smukkeste grønne farve på de fineste æbler, i vinduet, da vi gik forbi.

Indenfor var der endnu flere fine og finurlige stykker kunst i alle størrelser, og havde vi haft en formue at formøble, var vi muligvis kommet ud derfra med mere end det lille æble, med den fine messingknop, som ingen af os kunne komme fra.





Æblet er lavet af Anette Berglund og indeni ligger i bunden den fineste lille dybblå skovsø.





Ejbybunkeren


Vestvolden strækker sig over godt fjorten kilometer vest for København. Volden blev bygget som befæstningsanlæg og styrkelse af forsvaret af København sidst i attenhundredetallet. Der var voldsom blæst om byggeriet, der skete ved håndkraft, og ikke kun involverede afsindig mange arbejdere, der flyttede jord i et ellers fladt landskab, men også skabte en voldsom politisk debat mellem højre og venstre på det daværende Christiansborg.





Byggeriet blev indstillet i 1894 (og må formodes på daværende tidspunkt at være nærmest færdigt). femten år senere blev det besluttet helt at nedlægge landbefæstningen  fra 1922.

Da første verdenskrig brød ud, blev 50.000 soldater sendt til Vestvolden, hvor de, på trods af at Danmark var neutralt, stod vagt i de fire lange år, krigen varede. Hvis krigen var nået til Danmark eller snarere København, skulle vi i hvert fald ikke være uforberedte.

Det blev heldigvis ikke nødvendigt.

Og måske som en direkte omstændighed deraf, blev anlægget lukket allerede i 1920.







Området var dog stadig militært, der blev blandt andet opbevaret ammunition og først i slutningen af 60'erne blev der adgang i området for civile, mens forsvaret først for alvor forlod området i 2004.

I starten af 50'erne, i forbindelse med den kolde krig, blev Ejbybunkeren bygget på et område af Vestvolden. Bunkeren er armeret, så den kan holde til et atomangreb og blev befolket af militært personale af begge køn. Der var både danske Jenser og fire Lottekorps, der alle var fælles om den ene opgave bunkeren stod for.

I Ejbybunkeren blev der holdt øje med luftrummet over store dele af Danmark. Det var her Flyvevåbnets radarstationer samlede deres oplysninger og herfra der kunne koordineres med både Luftforsvar, kommunikation og raketbatterier.

Jeg har været med på flere ture til Vestvolden. Jeg har set flere af de steder der korresponderer med den oprindelige landbefæstning - lejren, ammuitionsdepotet, krudtlageret og besøgscentret foruden volden og fårene, der nu går frit. Men jeg har aldrig været i Ejbybunkeren.

Det var jeg i fredags. Sammen med 4A, der skulle høre om fakta og fiktion og starte et projekt om gys og gru i dansk.







Bunkeren er kæmpestor, og de lange gange er fyldt med døre til hemmelige rum. Bunkeren er opvarmet, så selvom det var koldt udenfor, var der varmt inde. Det holdt dog ikke mange af børnene fra at føle det løbe koldt ned ad ryggen, da de efter en kort rundvisning og en snak om Vestvolden, bunkeren og fakta, gik over til at tale fiktion. De var supergode til at finde på spændningsopbyggende og gruopvækkende detaljer, der kan bruges i fortællinger, de fik oplæst en halv gyserhistorie, der fandt sted i selve bunkeren, før de blev sendt ud på egen hånd i mindre grupper, for at finde inspiration til at skrive historien færdig.

Der var mange, der gerne ville følges med en voksen og de var alle meget, meget nemme at forskrække. Faktisk fik de næsten alle kørt sig selv derop, hvor de forskrækkede sig selv.





Det var spændende at få lov at gå rundt, min eneste anke var at vi havde alt for lidt tid. Det var jeg ikke ene om at mene. Vi kunne snildt have brugt en halv eller en hel time mere.

Og selvom de færreste af grupperne reelt nåede a skrive noget, havde de alligevel alle tænkt tanker, der er værd at bygge videre på, når de i morgen for alvor tager hul på emnet. 





onsdag den 21. november 2018

Onsdagsmasker


Aftenen har budt på skolebestyrelsesmøde. Aftenen i går bød på Oscar. Jeg ved godt, hvad jeg helst vil.

Når det er sagt, er skolebestyrelsesmøderne i år langt mere underholdende, end jeg har været vant til. Der er grund til at tro på spændende debatter. Også nogen der går lidt i selvsving, bliver tåkrummende eller langt ude i hampen. Men er det ikke det, der skal til, for at gro og finde nye veje?

Og længe inden skolebestyrelse og møde, var der børn der skulle hjælpes, børn der laver julegaver, og børn der godt gad lave engle. Det store nye fællesrum skal selvfølgelig udstyres med et juletræ. Sådan et kræver pynt. Pynt lavet af genbrug - for et af de gentagne temaer på den grønne skole er genbrugsjul. Det er efterhånden en god tradition. Og hvert år bliver der fundet nye spændende vinkler.

Vi besluttede os for en flok engle af pap og guirlander af avispapir.

Der bliver ikke et øje tørt.

Tror vi!













Læse:

Jeg læser stadig om Berlin. Får ind imellem lyst til at finde et kort frem, for at præcisere hvor jeg egentlig er. Andre gange ved jeg præcis hvor jeg er, kan næsten se det for mig.

Det er faktisk hyggelig læsning. Selvom meget af baggrunden uvægerligt kommer til at handle om en tid og en moral, der bestemt ikke er hyggelig.

Snart mangler jeg bare en enkelt kapitel. Kapitlet om det grønne Berlin.

Det glæder jeg mig lidt til, for alt det grønne, var noget af det, der slog os allermest, da vi første gang var i Berlin.


Strikke:

Det er ikke meget jeg endnu har lavet til Oscar. Ud over et tæppe og en hæklet dino, er det eneste beklædning, jeg har frembragt, tre par futter i varierende størrelse.

Det satser jeg på at lave om på inden jul.

Jeg har en flok nøgler blød uld liggende til samme formål. Og så er der resterne. Rester er tit nok til babystrik.

Jeg er hoppet på resterne fra Stephen West sjalet (som ligger klar til kamera, godt vejr og tid), og startet på en version af Hyphen, der skal tilrettes og måles noget undervejs. Pindestørrelsen er helt forkert, men mønstret er så fint, at jeg har slået stort op og håber at ende småt.





mandag den 19. november 2018

Økologisk Bomuldsgarn fra Hobbii


Indlægget er sponsoreret.




For længe, længe siden fik jeg en bunke økologisk bomuldsgarn fra Hobbii, mod at skrive om det.

Nu er jeg ikke den hurtigste knallert på kajen, så en længere og mere udførlig beretning er det endnu ikke blevet til. Det er vist på tide.

Oprindeligt havde jeg en ide om at hækle figurer til en sangkuffert. Men de meget lyse og støvede farver den økologiske bomuld, fra Hobbii, kommer i, var ikke det jeg havde forestillet mig, til de figurer jeg havde forestillet mig.

For alligevel at lave noget af garnet, startede jeg med at prøve det af, og hæklede en bog til Rose. Garnet fungerer fint til en bog.







Faktisk må jeg sige at garnet arter sig, som bomuldsgarn gør mest. Både i brug og efter vask. Bomuldsgarn i dag er ikke så hårdt, som jeg husker det fra år tilbage, og i dag er det bedre til at holde faconen. Sådan er det også med Hobiis økologiske bomuldsgarn.

For at kunne være sikker i den sag endte jeg med at omsætte størstedelen af nøglerne til karklude. Jeg blev lidt provokeret af at garnet efter banderolen ikke kan tåle mere end fyrre graders vask - det duer ikke til bomuld, til karklude - eller babysvøb, der er fyldt med gylp. I min optik.

Derfor valgte jeg at fokusere på karklude.

Jeg både strikkede og hæklede. De retstrikkede gennemprøvede af dobbelt tråd, og entrådede lettere hæklede klude, alle med det samme mønster, som jeg faldt over på Instagram og lurede af efter et billede.







Siden alle kludene blev færdige er en del af dem prøvet af, på alle tænkelige måder. En del? tænker du måske - Ja, jeg har valgt at gemme en bunke af de hæklede, for jeg er ikke den store tilhænger af hæklede karklude, jeg foretrækker de strikkede, men jeg kender nogen, der helst vil have dem hæklede, og nu er julen lige om hjørnet...

Jeg vaskede de færdige klude ved tres grader. Forventeligt kryber de en smule, men ikke nok til at tres grader er et problem.

De virker fint i brug, og den megen brug de har været udsat for, sammen med den ligeså megen vask, betyder at jeg kan konstatere, at farven holder fint i vask - ved tres grader.

Når det er sagt; et fint bomuldsgarn. At det er økologisk er vand på min mølle. Jeg ville bare ønske at de mange farver, garnet kommer i, også kunne udviddes til noget med mere kraft.







Det eneste egentlige negative jeg kan sige om Hobbiis Økologiske Bomuldsgarn er Easy Start. Jeg forstår det ikke. Måske skal jeg ikke forstå det.

Jeg ville synes det gav meget mere mening, hvis Easy Start-tagget hev garnenden frem fra midten af nøglet - der hvor jeg helst starter. At tagget sidder i den ende af garnet, der er yderst synes jeg ikke er den store gevinst.

Den yderste ende er nem nok at finde - men den inderste. Lirke, lirke - og så sidder man med halvdelen af garnnøglet spredt ud over hele sofaen. Eller hvor man nu sidder. S-toget for eksempel.

Nok om indre garnender - de er universelle og har alt til fælles med nøglerne fra Hobbii - nogen er nemme at komme til. Andre er ikke.


Så alt i alt - et udemærket valg i økologiens navn.





Weekend ved Storebælt


Ud mod Storebælt, nær Skælskør ligger Kobæk Strand Konferencecenter. Hvorfor det er her, Rødovre Kommune hvert fjerde år inviterer alle de nyvalgte skolebestyrelser til inspirationswekend, ved jeg ikke, men der er en skøn udsigt, med et kig til broen - omend den var temmelig sløret denne weekend. Den figurerer faktisk slet ikke på mine billeder, selvom jeg ved den er der.







Jeg har efterhånden været en del af skolebestyrelsen, som personalerepræsentant, en hel del år. Så længe at jeg også var med til konference for fire år siden. Dengang var skolebestyrelsesarbejde nyt for mig, og i mellemtiden er repræsentanterne byttet noget ud. Bortset fra mig, sidder der kun en enkelt forældrerepræsentant fra dengang - resten er nye.

Og så alligevel ikke. For selvom skolen har fået ny leder, og vi som sådan kun var en ud af fire deltagere fra skolen, der sad i samme position for fire år siden, var jeg ikke den eneste, der var af sted dengang. Jannie var nemlig også med for fire år siden. Dengang var hun lærernes repræsentant i bestyrelsen, i dag besidder hun en anden og noget mere ansvarlig stilling, som en del af skolens ledelse.

Det var nu meget rart ikke at være den eneste, der har været af sted før.







Jeg kom hjem lørdag eftermiddag, efter to dage med et intensivt program. Faktisk gik jeg nærmest i koma efter at være kommet hjem, klappede sammen og faldt i søvn på sofaen. Et virkelig dårligt valg - man sover ikke særlig godt på vores sofa.

Søndag nød jeg ikke at skulle noget som helst.

Og strikkede det Westknitske sjal færdigt. Og hæftede alle enderne.

Nu er det vasket og lagt i stræk.





Og mellem alle de gode måltider, den skønne udsigt, som jeg valgte at komme lidt tættere på efter frokost lørdag - i et nærmest hurtigløb frem og tilbage, i sidste øjeblik inden flere spændende indlæg. Mellem underholdning - vi godt kunne have været foruden - en anelse hyggelig snak og tidlige sengetider - vi lod alle de andre om at feste - har vi hørt på indlæg af forskellig karakter.

Vi hørte om at ruste børn til det digitale samfund, om at være innovative, om kompetencer til erhvervslivet og sikkerhed i dataøjemed. Vi hørte om teknologi og innovation (Rødovre Kommunes nyeste fag) i praksis, om børne- og forældrefællesskaber og om inkluderende perspektiver.

Alt sammen spændende og nogen oplægsholdere mere fangende end andre.

Sådan skal det vist være.

Nu er det spændende om skolebestyrelsen kan bruge det til noget.

Der blev i hvert fald sat tanker i gang, der ikke nødvendigvis behøver involvere bestyrelsen.