Leg med drejebænken

 

Nå, men hvad lavede du så ude på skolen en lørdag eftermiddag, ud over at hente Louises fine dekoration? kunne nigen måske fristes til at spørge....

Det er sådan set et meget godt spørgsmål.

 

 

Jeg tog ud for at lege med drejebænken. Det er nemlig sådan, at når man lærer noget nyt, gælder det om at holde den nye læring ved lige, for at huske det nyligt lærte.  Og sådan set også for at blive bedre.

Umiddelbart kommer jeg aldrig til at undervise i trædrejning. Der er temmelig strenge regler for hvilke maskiner og i hvilket omfang elever må bruge dem. Oveni de strenge regler, ligger så en vurdering af den enkelte elev, hvilket betyder at det en elev må, må en anden måske ikke. Eller det en hel klasse ikke må, kan en enkelt måske alligvel få lov til. 

Under alle omstændigheder må elever ikke bruge drejebænken før de går i 8. klasse. Det vil sige, når de vælger faget som valgfag. Jeg underviser ikke valgfag. 

Men nu har vi den der drejebænk, og den har stået stille i mange år. Da det pludselig viste sig at vi var flere, der gerne vil kunne bruge den, og Lotte og jeg var hurtige til at gå fra tanke til handling, betyder det at vi nu er to, der kan noget. 

Sidste weekend havde jeg Anders med derude, for at blive klogere på lige det her stykke maskineri, og med den viden føler jeg mig tryg ved den. Jeg ved hvordan den fungerer og dermed er jeg ved næste step: Lære mere om at dreje, øve mig og blive bedre.

Jeg fandt en gammel hylde, der skulle smides ud. Jeg høvlede., skar den midt over og limede de høvlede flader sammen, for at have lidt mere højde til en skål. 

I går havde min klods stået længe nok til at limen nu holder og jeg havde tid til at lege. 

 

 

Når jeg med tiden har leget, er blevet endnu mere sikker på både drejning og maskine, er der allerede et par lærere af den slags, der underviser 8. klasse, har lært at dreje for mange år siden, men føler sig tilpas rustne og har glemt hvordan maskinen fungere, som har lagt billet ind på at blive opdateret, så maskinen igen kan indgå i undervisningen. 

Det synes jeg er ren win win. 

Mit stykke træ er af den lidt porøse slags, der let får en mindre pæn overflade. Jeg forestiller mig at den færdige skål skal  pudses og poleres efter i hånden, for at ende rigtig lækker. 

Jeg fik hjælp af båndsaven til at save klodsen en smule i facon, satte den fast på maskinen og gik ellers i gang. Undervejs opdagede jeg et ret dybt hul i den nu runde klods, så den endelig form på skålen, blev dikteret af, at jeg skulle af med hullet. 

Jeg synes den blev ret fin.

Med ydersiden færdig, skulle jeg have haft skålen af, vendt den om og udhulet. Det skete ikke. Trods ihærdige forsøg, måtte jeg sande at jeg ikke havde kræfter nok til at dreje den ene dims der holder træet fra den anden. Jeg havde telefonisk kontakt og gode råd fra Anders, jeg satte den store skruenøgle i spænd mod landet  - lige lidt hjalp det.

 

 

Jeg endte med at rydde op, støvsuge hele lokalet - for hold op hvor sviner sviner sådan en fætter, trods sug - skrev en seddel og tog hjem. 

Der er ikke nogen, der skal bruge drejebænken lige med det samme. Jo måske Lotte, der lige som jeg skal øve. Så jeg tænker jeg kan finde nogen med flere kræfter end jeg til at hjælpe. Hvis det slår helt fejl, har Anders lovet at sætte sine kræfter ind. 

Jeg fik leget, øvet og en halv skål tæller vel også.