Hov, hvor blev dagene af?

Det har lige været weekend, i går var det onsdag, i dag er det torsdag. Om lidt er det weekend igen.

Mine dage flyver af sted i en fart, jeg næsten ikke kan følge med.  I aftes var der indlagt et lille hul med plads til langsommelighed, stillesidden og snak mens masker blev flyttet fra pind til pind. Det gjorde godt.

Karina lagde hus til, og selvom det plejer at være omvendt, havde hun gaver til os. En lille flok får, både hvide og et enkelt sort, der skal hjælpe med at holde styr på maskerne i fremtidige projekter.

Jeg ved hun har fundet dem i butikken A good day for a cupcake, og som Karina meget rigtigt sagde; med sådan et navn, må det være en fantastisk butik.

I aften venter endnu et møde. Denne gang mit formentlig sidste forældremøde i skoleregi. Det er sådan lidt mærkeligt at tænke på...

I morgen pakker jeg kufferten og tager til Bornholm. Endnu engang har vi fået planlagt kollegial tøsehygge i Berits sommerhus. Måske bliver vi nødt tiil at sløjfe planen om Christiansø i solskin lørdag, men det vil uden tvivl blive en skøn weekend.

Karrebæksmindebroen

Eller græshoppen som den er døbt.

Broen fra Karrebæksminde til Enø og søndagsbrunch er nok den fineste, sødeste og mest genialt tænkte bro jeg nogensinde har set.

Broen er en klapbro fra nittenhundrede seksogtredive. I udformingen ligner den en græshoppe, og for længe siden blev den, for yderligere at understrege ligheden, malet grøn. For nogen år siden fik den også øjne og følehorn.

Jeg synes den er fantastisk, og som den står midt i bybilledet er den en kilde til glæde. Jeg kunne ikke lade være med at smile, når jeg kiggede på den.

Kontravægten, som er med til at åbne broen består at stål og beton. For at få nok kilo i, blev der i sin tid også lige hældt fjorten komma otte tons brugte hestesko i den nylavede beton.

Broen åbner en gang i timen, vi var så heldige at se det. Vi gik også over og nød udsigten fra den anden side af vandet.

I får billederne (eller nogen af dem - jeg tog  mange). Flere ord er vist overflødige.

Fik jeg sagt, jeg synes den er fantastisk.

Det sjoveste navn endnu set

Endnu en frø

Længe inden den første frø blev færdig, vidste jeg at det ikke skulle blive den sidste.

Nu er en nummer to i gang.

Anders foreslog dengang den første endnu ikke var færdig, at frøen kunen blive fin med en lysere mave og en mørkere ryg. Det bliver derfor prøvet af nu. Jeg har valgt seks farver i stedet for fire. Linet dem op i række fra lys mod mørk. De fire midterste farver skal bruges på størstedelen af frøen, mens de fire farver mod den ene og den anden side af skalaen skal danne henholdsvis ryg og mave.

Jeg tror det bliver fint.

Denne gang er frøen en fødselsdagsgave. Heldigvis er fødselsdagen først om et par måneder, for færdiggørelsen kan vist komme til at trække ud. Nye projekter presser på. Projekter der ikke kan skubbes for langt. Projekter, der for størstedelens vedkommende, står navne og gaver på.

Sådan er det nogen gange. Og nogen gange er det helt i orden.

Lige nu. For eksempel.

Den gode overraskelse

Vi vidste det godt på forhånd. Nicklas vidste det, alle vidste det, bare ikke Victoria.

Inde i Næstved ligger Café Vivaldi. Familien har en enkelt gang været inde og spise brunch, og siden har Victoria mere end en gang ønsket at gøre det igen.

Hendes fødselsdag blev fejret lørdag, men selve dagen var søndag, og hvad var mere nærliggende end at opfylde hendes ønske. Men det skulle være en overraskelse. Vi vidste på forhånd, for hvis vi skulle gøre som vi plejer og blive og overnatte, mente søsteren min, at også skulle vide, hvad vi begav os ind til.

Søndag morgen startede som fødselsdagsmorgener ofte starter. Fødselsdagsbarnet vågnede tidligt og ventede og ventede og ventede på at vi andre skulle vågne, skulle gøre os klar og skulle komme anstigende med fødselsdagssang.

Neden under ventede gaver, for ikke alle var uddelt dagen før. Det var ønsket og så skal det selvfølgelig være sådan. Da vi efterhånden alle kom i tøjet og ventede på den rette tid, begyndte Victoria at tale om morgenmad. Det var vildt så mange undskyldninger forældrene havde, for at vi ikke kunne spise morgenmad. Der var for eksempel for lidt. Til hvilket Victoria straks foreslog, at hvis nu hun ikke spiste. Men det blev nedstemt.

Claus foreslog noget andet, men den fangede hun ikke og i stedet endte det med at der manglede bacon. Claus og Victoria ville køre efter bacon, og da vi andre også pakkede os sammen, for at køre i to biler efter bacon, så hun godt nok noget mærkelig ud i hovedet. Men Hvis vi ville med alle sammen og hendes forældre synes det var helt normalt, så fred med det.

Da vi rundede Netto og Claus ikke stoppede for bacon, begyndte spørgsmålene at rulle. Claus klarede den i første omgang med at forklare at Netto ikke havde stegt bacon, og det var det vi skulle have. Den købte hun også. Også selvom bacon vist aldrig er blevet købt stegt før.

Videre rullede vi, ind mod Næstved, videre gennem Næstved, via marker og enge mod Karrebæksminde og broen til Enø, hvor Victoria endelig fattede spøgen, og ved Café Vivaldis anden afdeling med udsigt til vand og palmer endelig vidste hvad vi skulle.

Café Vivaldi serverer brunch buffet i weekenden. Der mangler intet. Der er noget for enhver og ingen af os gik sultne fra bordet. Vi sad rigtig fint placeret, tilpas langt fra andre gæster og med udsyn over buffeten, så nogen måske næsten blev fristet til at spise mere end nødvendigt.

Da vi endelig rejste os, var Victoria glad. Vi gik mod stranden, som jeg forestiller mig i højsæssonen er oversvømmet med gæster. Der ligger isbarer på stribe og i havnen ligger det ene store sejlskib efter hinanden.

Ungerne smed skoene og soppede i vandet, vi gik en tur på havnen, kiggede på broen og skibene der lå i kø for at komme igennem. Vi så en andemor og hendes to dunede ællinger, tusindvis af bittesmå fisk i det lave vand og nød bare solen, varmen og omgivelserne.

Først længe efter vi ankom, pakkede vi os igen sammen til køreturen tilbage. Nu en lille smule trætte, og klar til en par timer på langs.

Den sødeste overraskelse

Min svoger arbejder på grønttorvet. Derfor er der altid bær og frugt sammen med grøntsager, kål og andet af samme oprindelse at finde i deres hjem.

Vel vidende at der bliver budt på lagkage til fødselsdage og med en lyst til at være lidt mere fokuseret på min kost, havde jeg på forhånd spurgt, om jeg i stedet for lagkage kunne få en skålfuld bær og føldeskum.

Det skulle jo nok kunne lade sig gøre, men det blev aldrig til noget. Min søster havde nemlig set et billede på FaceBook, og havde allerede inden jeg spurgte tænkt at det skulle afprøves.

Atså stod der ud over fødselsdagsbarnets bestilte lagkage også en meget, meget fin kreation midt på bordet. Faktisk lige der hvor søsteren min på forhånd havde besluttet at jeg skulle sidde.

Den kan du godt spise, sagde hun med slet skjult forventning, mens jeg overvejede opbygningen. Skær i den sagde hun, da vi var blevet bænket. Tag et stykke, blev hun ved. Jeg mente at jeg hellere ville have mine medbragte Low Carb boller og ost inden, men det synes hun var ligemeget. Kom nu bare i gang.

Vi spiste bollerne først, hvorefter jeg greb til kniven og skar. Jeg mødte en følelse af is, og havde ingen anelse om indholdet. Jeg havde været inde om ananas, men det var det ikke.

I stedet var det vandmelon, garneret med flødeskum, mandelflager og bær. Ikke kun et smukt syn, men også overraskende velsmagende. Vi var inde på, at næste gang skulle der også en ananas til. Inderst, med en ring af vandmelon yderst og noget tredie i det hul, der gerne skulle skæres ud midt i ananassen...

Hjemme igen

Det har været en skøn weekend.

Fødselsdag, hygge og en tur ud i det blå.

Gaver, overraskelser - i flere versioner - køreture, snak og strik er det blevet til.

Lagkage, boller og lys, der heldigvis ikke dryppede og ikke behøvede blive spist, til trods, lykkedes det Victoria både at tænde og puste ud efter en passende sang.

Glæde, latter, smil, leg og en lille smule tristhed. For det sidste hører også med, når der er flere om at bestemme.

Spil, trampolinhop, computere og løben efter hinanden.

Hulahop, morgensang og aftensmad.

Vi fik det hele, sammen med en noget anderledes tur hjem end beregnet.

Nu er vi hjemme.

Nu er vi klar til en ny uge.

Når tiden går stærkt

Pludselig er formiddagen gået.

Low Carb boller er bagt - for når man insisterer på ikke at spise brød, må man medbringe et alternativ selv. Tøj er pakket og gaver pakket ind.

Victoria fylder tolv, og det skal fejres.

Selvfølgelig skal det fejres.

På vej ud af døren...

I jagten på den rette ledning

Jeg forestiller mig vi har set sjove ud - chefen og jeg - da vi først på eftermiddagen forsøgte at finde den løse forbindelse til internettet, så alle Caféens fire computere fik forbindelse til det højhellige.

Egentlig startede det allerede før sommerferien, da forbindelsen pludselig forsvandt og computernørdedrengene rendte rundt med kabler og satte stik i dertil indrettede huller. De fik aldrig forbindelse til mere end to af de fire, og da chefen samtidig fortalte at der skulle trækkes nye kabler i sommerferien og vi skulle have en ny switch, for den gamle skulle efter sigende overhovedet ikke fungere, droppede jeg alt om at jeg skulle være bedre end drengene.

Tilbage efter sommerferien var det stadig kun de to der virkede, og da jeg i onsdags huskede at spørge chefen om en status på kabelsituationen, gloede han uforstående på mig og fortalte at kablerne skam var blevet trukket om og alting fungerede efter bedste evne.

Øhhh... sagde jeg, hvorefter han startede et forsøg på en udredning af kabler, computere og netforbindelse samtidig med at ungerne forsøgte at bruge samme. Ret hurtigt blev vi enige om, at det ville være en del smartere, at jeg kiggede det hele igennem i går formiddags, når der alligevel ikke var nogen børn.

Så det gjorde jeg. Hev computerne ud på gulvet, hev stik ud af respektive huller og kunne efter at have løbet frem og tilbage fra den ene ende af Caféen til den anden (vi har nemlig valgt at computerne står allerbedst længst væk fra router, switch og netkontakterne i væggen. Og det gør de. Står bedst altså. Hvorfor vi har allieret os med kabler på mellem ti og femten meters længde..) i forsøget på at finde forbindelse.

Jeg endte med at få forbindelse til tre af de fire. Der er fire kontakter i væggen, men kun de tre virkede. Det sidste nægtede at samarbejde. Til gengæld kunne jeg konstatere at alle fire kabler virker. Altså skal vi ikke ud i at sætte endnu flere meterlange kabler fast langs panelerne.

Jeg skruede også den fine kasse af væggen, som jeg engang sidste år fik vores søde pedel til at hamre sammen. Kassen der skjuler ledningsvirvaret fra Helvede. Ledninger der går fra en kasse til en anden i et sammsurium, jeg ikke engang har lyst til at prøve at forstå.

Jo, jeg kunne godt regne ud at de der ledninger højst sandsynligt hænger sammen med kontakterne i væggen, men hvordan?? Ingen anelse, og så skruede jeg kassen fast igen.

Netop ankommet i dag mødte jeg chefen og fortalte om mine erkendelser. Jeg går lige med, sagde han, Inden jeg skal noget andet. Og sådan gik det til at jeg endnu engang hev alle computerne ud på gulvet, så jeg kunne se de små lys ved netstikkene og konstatere om der var forbindelse eller ej.

Og mens jeg løb frem og tilbage mellem de fire computere og kiggede efter lys, sad chefen i den anden ende med alle ledningerne og flyttede rundt og rundt og rundt. Så råbte han: Hvad nu? og jeg råbte tilbage - Nu lyser de tre af dem, eller Nu holdt den ene op med at lyse, eller Nu lyser den igen, eller Ingen ændring. Længe. Lige indtil de alle fire lyste og chefen vist nok havde styr på alle ledningerne og jeg satte computerne på plads igen.

Analucia with a twist

Tiden går stærkt for øjeblikket. Dagene er lange og jeg føler mig til tider langt fra både blog og strikkepinde. Min reader har hundredevis af ulæste indlæg, og hver eneste gang jeg forsøger at tælle ned, bliver der bare endnu flere. I mit hovede skriver jeg det ene indlæg efter det andet, uden nogen af dem nogensinde når at sættes på tryk.

Der sker meget nyt omkring mig. Skolebestyrelsesarbejdet jeg satte mig selv midt i, som et udviklingstiltag for mig selv, har allerede vist sig at være givtigt. Jeg tænker tanker og bruger tid på noget af det jeg synes er svært, men gerne vil blive bedre til.

Det er godt tror jeg, og tror på at med tiden bliver overskudet større og pladsen til de mange uskrevne indlæg til at tage fat på igen.

Nogle enkelte bliver det til, og nogen får lov at være med, selvom de må vente længe. Et eksempel er sjalet, jeg trævlede op og startede igen. Det er snart det meste af en uge siden, jeg lukkede sidste maske, skyllede op og lagde i stræk.

Resultatet er blevet godt. Specielt kanten, som jeg opfandt undervejs viste sig at fungere rigtig godt. Jeg håbede længe at det sidste clue skulle være en kant jeg ville kunne bruge, men sådan skulle det ikke være.

Det blev stort. Som i meget stort. Og jeg strikkede den lille model. I min egen version talte jeg mig frem til hvor mange bladgentagelser kanten på den originale lille størrelse bestod af, og gik ud fra det. Min kant har samme antal (cirka) og mit sjal er stort.

Min afsluttende kant af blade brugte meget garn. Jeg var længe i tvivl om der ville være nok. Det var der heldigvis. Men også kun lige.

Det er et dejligt sjal. Stort og varmt og lige til at slynge om halsen eller om skuldrene alt efter behov.

Design: Udgangspunktet er Analucia af Erica Jackofsky.

Garn: Colinette Jitterbug i farven Castagna.  Jeg fik garnet af Henriette for længe siden, og har fra første færd vidst at det skulle blive til et sjal.

Den færdige sjal vejer 227 gram. Der er et par gram tilbage af de to nøgler jeg havde. Så det var tæt på.

Pinde: 4 mm

Størrelse: Vingefanget på det færdige sjal er 160 centimeter. Højden midt bag er 76 centimeter.

Bemærkninger: Det oprindelige sjal er et Mystery shawl, og jeg havde også alle gode intentioner om at strikke det efter opskriften. Det oprindelige sjal er delt i syv og efter at have strikket de første fem dele, måtte jeg erkende at jeg aldrig ville komme til at holde af det.

Opbygningen af det oprindelige sjal er anderledes og egentlig ret interessant. Jeg synes også det er flot. Det virkede bare ikke for mig. Jeg endte med at beslutet at det måtte være mit garn, der ikke egnede sig og pillede det hele op og startede forfra.

Jeg brugte et klassisk trekantet sjal med udtag i siderne og midt bag på hver anden pind som grundlag for mit. Jeg startede helt efter opskriften og strikkede bladbort langs begge sider.

Med cirka 2½ eller tre blade i hver sektion strikkede jeg først zigzag baseret på clue 1 og 4.

Som opdeling mellem sektionerne strikkede en en pind ret på vrangsiden, en række huller (slå om, 2 ret sammen) på forsiden og endnu en retpind på vrangsiden.

Den anden opdeling tilføjede jeg endnu en række huller og havde tre rækker huller som den sidste opdeling.

Til den anden sektion brugte jeg clue 2 og spejlvendte mønstret på den anden side af midtermasken.

Til den sidste sektion brugte jeg clue 6.

Jeg afpassede så den yderste bort startede med pind 1 i kant-bladmønstret.

Nærmest magisk passede mit maskeantal med tre vrangmasker mellem hvert blad hele vejen hen over bunden af sjalet. det midterste blad blev strikket rundt om midtermasken og jeg endte med 31 blade mellem midterblad og kantblad på hver side af sjalets trekant.

Den første halvdel af bladene tages en hel del ud. Et stykke tid troede jeg, at jeg ville ende med en flæse. Men det er utroligt hvad blockning kan gøre. Den anden halvdel af bladene tages tilsvarenede ind. For ikke at ende med for få masker, tog jeg ud om den midterste vrangmaske mellem bladene, så maskeantallet fra midt i bladene til slut på sjalet forblev det samme.

Måske havde jeg ikke behøvet at tage så meget ud, for der blev temmelig meget overskud mellem bladene. Til gengæld fik jeg nogen fine spidser.

Jeg endte med at lukke af med en picotafslutning.

Colinette Jitterbug er noget sjovt garn. Det virker meget bombastisk at strikke af. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at det kunne blockes så meget, som det kunne efter et opskyl og med våde tråde.

Faktisk blev det så fint i mønstrene, at jeg næsten blev ked af at jeg ikke fuldførte Mysteriet. På den anden side er jeg rigtig glad for resultatet. Men jeg kunne helt sikkert godt en dag have lyst til at give mig i kast med originalmønstret igen. Se for eksempel lige den her version.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

Mens jeg husker det

Jeg burde vel kippe med flaget.

Specielt når jeg af mærkelige grunde har husket det.

Jeg glemmer nemlig altid sådan noget.

Men i dag - af alle dage - i dag er det fem år siden jeg skrev mit første blogindlæg.

Fem år siden jeg sprang ud i noget, jeg i virkeligheden ikke anede noget som helst om.

Jeg havde ingen planer, ingen vinkel og absolut ingen fremtidsudsigter.

Mindst af alt at jeg fem år senere stadig skulle skrive indlæg.

I løbet af de fem år har jeg fundet en kurs.

Ikke en særlig fast kurs. Men noget der føles rigtigt for mig.

Nogen gange går det stærkt, nogen gange langsomt.

Nogen gange er det højtravende og andre gange temmelig lemfældigt.

Sådan er jeg, og det afspejles.

Det kan ikke være anderledes.

Et hurtigt kig i baghuset fortæller spændende ting.

Som at jeg har skrevet tretusind eenoghalvfems indlæg.

Som at I (og jeg) har skrevet titusinde trehundrede og halvfems kommentarer.

Eller at indlægget Noget om skabeloner har været vist firetusinde nihundrede fireoghalvfems gange.

Lidt vildt!

Tossede fjantetøser

Der skal lægges stærkt ud. Der skal være plads til oplevelser og begejstring. Både i det små og i det store. Så da jeg engang i sidste uge stod med en flok tøser og snakkede aftenåbning, greb jeg kalenderen, spurgte om hvornår og skemalagde i aften til aftenen. For hvorfor vente, når de hopper for at komme i gang.

Syv tossede tøser endte med at være på. De havde ønsket noget med kylling, så jeg lavede min yndlingskyllingeret, der kan varieres i det uendelige og som jeg forestillede mig ville levne frokost til i morgen.

I det sidste tog jeg fejl. De spiste rub og stub, og bekendtgjorde mere end en gang, at det var det bedste kylling de nogensinde havde fået, at det smagte fantastisk  og mon ikke de skulle præsentere opskriften for deres hjemkundskablærer...

Opskriften er enkel. Mens samtlige tøser så på, væltede jeg kylling i filetform, frisk mozerella revet i stykker og en hel bøttefuld af den bedste pesto jeg lige kunne få fingre i, ned i et fad. En flok svagelige tomater ingen gad spise røg samme vej, inden det hele blev æltet godt, overhældt med revet ost og sat i ovnen i en halv times tid. Var det, det? Spurgte de, mens de nærmest løb over af mundvand, for det tegnede godt nok lækkert.

Jeg ville egentlig have haft pinjekerner med, men da en af tøserne frabad sig nødder, droppede jeg dem, og tænkte at de kunne ristes på en pande ved siden af. Desværre glemte jeg dem, men det gjorde ikke oplevelse ringere.

Tøserne ville have ris til. Så ris det blev. Jeg ville ikke have ris, så jeg fintsnittede et lille blomkål og varmede det i en skålfuld bouillon. Jeg forestillede mig at jeg kunne have blomkålen for mig selv - men den spiste de også.

Glade løb de videre. Vekslede mellem at spille bold, spille Playstation - nu uden indblanding af drengene, der i hverdagen lægger størst beslag på netop den maskine, sang karaoke og løb ud og ind mellem Café og skolegård. da jeg fandt isen, Henrik tidligere havde udpeget som noget, han gerne så spist, lod jeg dem gå amok og spise hvad de ville. Jeg grinede på afstand, mens de delte, snakkede og hyggede, mens det svandt i bøtterne.

Det er en god flok tøser. De kan blive dødeligt uvenner og tøsefjante som alle andre piger, men de kan også rumme hinanden og hinandens forskelligheder, de favner og deler og er sammen på kryds og tværs. Jeg tænker det bliver skønt at få lov at følge dem et par år. At det er et privillegie, der skal værdsættes.

Og så tænker jeg at vi hellere må få sat dato på endnu en aften med tant og fjas. Måske nogen af drengene også tør være med næste gang..

Forventningens glæde

Det tog så hele dagen .. og en madpakke og et skolebestyrelsesmøde (det var forresten ikke farligt, jeg tør godt komme igen), og nu skulle den være der. Det håber jeg i alt fald. Links er sendt ud og alle de firehundrede og nogen forældre sammen med lærere, pædagoger, ledelse og hvem der ellers kunne være intersserede kan nu læse.

Jo der er småfejl. Det er nyt layout, og der er ting jeg ikke er hundrede procent tilfreds med. Jeg hænger mig i mellemrum og tekststørrelse, men lige nu kunne jeg ikke mere. Rettelser må følge i de næste udgaver.

Og mens jeg sad her, var der fotografering på programmet for Emilie. Niendeklasserne får altid taget to klassebilleder. Det er en tradition, som formentlig aldrig stopper. For det er sjovt og de små glæder sig til de bliver store og skal have taget fjollede billeder.

På det ene billede skal de være pæne. På det andet må de skabe sig så åndsvage som de kan. De klæder sig ud og det gælder ofte om at være mest grim eller mærkelig eller noget tredie.

Emilie har brugt de sidste aftener til at kreere et tylsskørt, der sammen med brune øjne, diadem, roser og mine højhælede sko, kunne gøre hende til en ballarina. En af drengene havde truet med at komme i kjole og til det fine billede havde de samlet i klassen besluttet at alle skulle yde deres ypperste - drengene møde i jakkesæt og pigerne i pæne kjoler. Emilie tog i morges af sted i en af mine pæneste kjoler.

Jeg glæder mig til at se de billeder.