Bundledyeing

 

På en eller anden måde tiltrak tanken om at gå rundt i Nyborg ikke helt så meget, når vi kun var min mor og jeg, og ikke havde Emilie og min søster med. 

Det er noget vås, for det kunne have været superhyggeligt. Det er jeg på ingen måde i tvivl om. Men tanken, betød at jeg overvejede om garnnøglefestivallen mon bød på workshops, der kunne være spændende. 

Det gjorde de. Plantefarveren tilbød kursus i plantefarve, noget med at farve flere farver på samme garn. Se det kunne godt være interessant. Jeg spurgte min mor, og hun ville heldigvis gerne med.  Vi var bagefter enige om, at det var ret hyggeligt, og spændende. 

Vi fik en introduktion til plantefarve. Både noget om at bejdse materialerne - her garn - før brug, og hvad de forskellige planter kan tilbyde af farver. 

Herefter gik det løs. Der var et fed garn med i prisen, og så kunne man tilkøbe flere. Vi endte med at købe et ekstra hver. Min mor mente at alt garnet skulle med mig hjem, så hun valgte samme farver som mig. Jeg synes egentlig bare hun skulle have valgt, det hun selv synes kunne være pænt. Der skal nok findes brug for det hen ad vejen. 

Vi startede med grøn og brun. Rødløgsskaller og valnød. Jeg kan godt lide den farve valnødder giver. Rødløgsskallerne troede jeg egentlig gav gul, det er muligvis fordi jeg tidligere har farvet med både røde og hvide løgskaller sammen (og undret mig over de mintgrønne striber, som rødløgsskallerne har afgivet). Det skal helt sikkert prøves igen. Og det blev meget mere grønt, end jeg havde forventet. Jeg stoppede også lidt blåtræ i, for at få lilla accenter.

Mange danske planter farver gul. Jeg er ikke specielt vild med gul. Så det prøvede jeg at undgå. På det andet fed valgte vi derfor kraprod og cochenille - rød og pink. Det kan noget. Samtidig er det farvematerialer, der giver meget farve. 

Vi farvede på uldgarn, behandlet så det tager godt mod farve. Det betyder muligvis også noget.

Garnet blev i processen pakket i små pakker af husholdningsfilm. Der var tid til at pakke dem ud, og det kunne have været fint at se resultatet. Men det var så meget nemmere at tage de små pakker med hjem i toget, pakket i en større plastikpose. Så det gjorde vi.

Da jeg nåede helt hjem, inden jeg gik op, åbnede jeg pakkerne og rystede alle materialerne godt og grundigt ud af garnet på græsset nedenfor boligblokkene. Oppe blev det hele hængt til tørre og da det var helt tørt, vaskede jeg i uldvask. Der var overskudsfarve i vandet. Jeg vaskede ikke til det forsvandt, så det skal jeg lide huske, når jeg engang bruger det til noget. For noget skal det bruges til. 

Jeg er bare endnu ikke helt sikker på hvad.  

Det var vildt sjovt at prøve. Jeg ar leget med plantefarve før, og synes jeg ved en hel del. Jeg synes alligevel jeg fik rigtig meget med, som kan bindes op på det jeg allerede ved, og som i den grad kan bruges i kommende undervisning.

Nyborg

 

Det er efterhånden en tradition at vi tager til Nyborg, når der er Strik i Danmarks Hjerte. Vi, startede med at være Emilie og jeg. Året efter tog vi min mor med, og derfra udviklede det sig til mere end bare en bytur. Det er en tur der bringer minder. Minder fra min barndom, og mange minder fra min mors barndom. 

Det tredje år - sidste år - bragte endnu en dimension til turen, da vi lavede en aftale med min kusine, der er hjemmefødt i Nyborg og efter en flok år i København, er flyttet tilbage. Det er også hyggeligt. Vi ses for sjældent. 

I år skulle turen udvides med min søster, der har meldt, at hun også vil med. Men det ene med det andet betød at datoer var forsvundet fra radaren, Emilie havde dobbeltbooket og min Søster planlagt en tøsetur til Hamborg. Altså var det bare min mor og jeg. Og min kusine, som vi mødte senere.

Det holder aldrig op med at være hyggeligt at gå rundt i Nyborg, og tiden omkring første juni gør byen godt. Der er skønt, grønt og varmt. 

I stedet for byturen tilmeldte vi os en workshop. Det er også sjovt, og endte dagen med at tale nutid og datid sammen med Gitte, min kusine. 

Det blev en lang dag, men også en hyggelig dag. Vi startede med en tur forbi min mors barndomshjem og kirkegården, hvor min mormor og morfar bor. Vi havde gode snakke om dengang, om seje kvinder og kunstneriske mænd. En snak der fortsatte efter turen til garnnøglerne, gensyn med strikkere jeg ikke har set længe og hygge ude i byen sammen med Gitte.

Jeg købte kun det, der stod på indkøbslisten - garn til kant på det hæklede tæppe, som jeg lige nu tror kan blive færdigt i år. Det troede jeg også sidste år. Og minier, fordi jeg aldrig har forstået dem, men har en plan, der måske kan give en lidt større forståelse. 

Jeg tog ingen billeder af garnnøglefestivallen. I må tro mig, når jeg siger der var fint og en stort udvalg, selvom jeg synes spindefibre bør fylde mere.

Nyborg i juni

 

Traditionen tro, var vi tidligt oppe i morges, for at tage på tur. På Hovedbanen mødtes vi med min mor, og tre generationer satte sig til rette i toget med retning mod Nyborg. 

Med udgangspunkt i Strik i Danmarks Hjerte, handler turen meget mere om at være sammen og skabe fælles oplevelser. At det hele tager plads i Nyborg, gør det bare bedre. 

Min mor er fra Nyborg, og denne tredje gang var planen at leje cykler, og se byen i cykelafstand. Sidste år gik vi rundt. Det gav en rækkevidde, vi havde lyst til at udvide. Vi nåede nu ikke så langt rundt, men at leje cykler i den gamle kongeby er ikke sket for sidste gang. 

Vi lagde ud med at hente cyklerne på Torvet og køre tilbage til Bastionen og garnerne. For at se det hele, inden vi tog på tur. Der var vildt mange mennesker, og det var svært at komme rundt. Der var mange fine ting - Emilie forelskede sig i knapper fra Fine Detail - men ikke noget, der skreg efter at komme med. 

Jeg endte med et meget lille køb - et par af de nye meritstrikkemærker fra Deadly Daisies. Gad vide hvornår jeg får dem syet i. Og så gik vi ud i byen. Vi vendte tilbage inden lukketid, havde tid til en meget hurtig tur rundt, og må erkende at næste år, skal turen ude i byen måske hellere ligge først, for senere at se på garn. 

Min mor havde planer om hvor vi kunne køre hen, og vi startede med en tur på kirkegården. Der er ting, der skal passes, og en tur forbi mine morforældre hører til, når vi er i byen. Derfra kørte vi mod stranden, og nåede aldrig rigtig længere. 

Vi mødtes nemlig med min kusine, vi ser alt for lidt, og hvor var det hyggeligt at sidde i solen på en bænk, med udsigt mod vandet og broen, drikke kaffe og the og ellers nå at tale om alt det der fylder lige nu.

Vi kunne have brugt meget mere tid, men vi havde togbilletter hjem og pakkede derfor sammen, kørte tilbage mod Torvet, afleverede cyklerne og gik mod stationen. 

Det var en skøn dag, og jeg glæder mig til næste år.  

Svanebørnehaven

 

Vi stod og kiggede op ad Lindealleen mod Landporten, ved mindesmærket for slaget om Nyborg i 1659, og var egentlig klar til at gå videre, da en mad og en dame kom og sagde, at nu skulle vi se, der kom et svanepar med unger, som vist skulle over vejen. 

Altså ventede vi, og ganske rigtigt, en lille flok svaner var på vej op fra græsset på den ene side af vejen. Det tog sin tid, før de alle var med og førersvanen satte foden på vejen. 

 

 

Derfra gik de til, den ene svane forrest, den anden bagerst, med en flok meget små svællinger i midten. Helt som når vi andre er på tur.

De gik målrettet og nærmest midt på vejen. Lindealleen er lang, og målet var voldgraven helt oppe ved Landporten. Hvorfor de ikke kunne have svømmet under broen fik vi ikke svar på, men adskillige bilister måtte holde tilbage, mens svaneflokken gik tur. 

Det var en lang tur, og de meget små lodne babyer, mosede på mellem de voksne, og lagde sig ned, hver eneste gang de voksne stoppede op - og det gjorde de med jævne mellemrum. 

 

 

Ved voldgraven troede vi at de ville gå ned ad stien, der ender på en lille bro over vandet. Det havde de ingen planer om, i stedet drejede de ind mod eksercerpladsen, gik bagom det lille hus, og gennem en skov af skræppeblade, inden de besluttede hvor skrænten ned mod vandet skulle forceres. 

Det tog sin tid. Jeg tænker de bruger det samme sted hver gang, alligevel  virkede det som om de voksne lige skulle diskutere hvordan de skulle angribe nedstigningen. 

Mens svanerne argumenterede,  stod vi på den lille bro, kiggede ud over vandet, beundrede skønheden og snakkede om dengang vi løb på skøjter netop her. Min mor tog mig med, dengang jeg var barn og isen fast. Emilie er tydeligt fra en anden tid, og en smule bekymret over sådan at lade børn lege på  isen.

Endelig begyndte de nedstigningen  og endte på vandoverfladen, hvor de svømmede videre.

Dengang eventyret begyndte, og vi stod ved mindesmærket og mødte svaneflokken, stødte en anden mand til. De gør det hver eneste dag, sagde han, og synes tydeligvis det var rigtig fint. Jeg kan godt have ham mistænkt for at komme forbi på netop det tidspunkt, for at tjekke op på om de stadig var der.

Danmarks Hjerte

 

Sidste år slog Strik i Damarks Hjerte dørene op for første gang. At det bliver holdt i Nyborg, betød at jeg havde lyst til at være med. Jeg havde også lyst til at have Emilie med, og ud over at kigge på garn, var vi byen rundt både med og uden guide. 

Jeg havde lyst til at vise hende min barndoms ferier hos min mormor og morfar. På turen hjem besluttede vi at invitere min mor med næste gang - hvis der kom en næste gang - for hun trådte sine barnesko i Nyborg, og vi ville gerne have hendes historier om byen med.

 

 

Min mor sagde straks ja, og i dag blev dagen, hvor vi pakkede os sammen og tog til Nyborg. Ud over at se på garn, var vi byen rundt - næsten samme rute som sidste år - men denne gang krydret med min m ors barndomsminder. Inden vi tog hjem, besluttede vi at tage af sted igen næste år,  og næste år leje cykler, og komme længere rundt i og om byen. Stranden for eksempel.

Da min mor var barn var Bastionen ikke kulturhus, men Industriens hus, det var her hun gik til dans, og det var her mine morforældre spillede dilletantteater. Min mormor sad på scenen fordybet i tanker, skrev ned og prøvede at huske hvad hun skulle handle ind. Det gik for langsomt for min fireårige mor, der  nede fra salen heppede med, og da min mormor ikke huskede hurtigt nok, råbte barnet: Franskbrød! 

Jeg tænker tilskuerne morede sig. 

 

 

Fra Bastionen gik vi forbi min mors barndomshjem og videre til kirkegården, hvor  der stadig er pænt under det store træ, med udsigt til kirken. 

Vi fortsatte mod Landporten, middelalderbyen og slottet. Alle steder kunne min mor fortælle om leg, om skøjteløb på tilfrosne vandflader, om træer, der ikke dækkede helt så meget som nu og om veninder og sjove tiltag.

Ved Landporten mødte vi et svanepar med svællinger. De gik hjemmevandt midt på vejen i bedste børnehavestil og havde masser af tid. Flere bilister måtte holde tilbage eller køre langt ud i vejsiden, for at undgå dem.   

 

I rummet lige over tunnellen i Landporten, er et stort rum hvor soldaterne holdt eksercits. I samme rum har  min mor gået til gymnastik. Det er et stort rum, der løber i hele Landportens længde. Tøndehvælvet er fyrre meter langt - det må rummet så også være. Der er plads til at løbe hurtigt. 

Ved slottet er der spærret af. Det stort anlagte byggeri, der var i gang sidste år, er åbenbart sat på pause. Der er ikke enighed om projektets udformning. Forhåbenligt ender det godt. 

Det gamle middelalderslot, fra dengang Nyborg var hovedsædet og der blev holdt Danehof, skal helst bevares på bedste vis.

 

Vi var omkring kirken, hvor de gamle blyindfattede farvede vinduer, der  sad dengang mine forældre blev gift, på et tidspunkt blev skiftet ud med klart, men stadig blyindfattet glas, der gav det smukkeste kik til træerne ude, bag alteret. Nu er den storte åbning igen bemalet og giver en dunkelhed i kirken, som min mor synes er ærgerlig.

Vi er enige om at det er godt at resten af kirken fremstår med munkesten og hvidkalket. Engang tilbage i tiden, var der nemlig malet både blåt og rødt, da det ansås som det mest fantastiske. 

Jeg tænker der har været mørkt. 

Det var en skøn dag. Det gider jeg godt igen. 

 

 

 

Virus, Island og Aalborg

 

De sidste dage har været noget sindsoprivende og absolut på nulpunktet i forhold til indhold. 

 

 

I løbet af ugen testede Emilie positiv. Hverken Anders eller jeg har symptomer, og har testet hver dag. Vi tester negativ. Godt vi får smidt testkits i hovedet på skolen...

Jeg har været omkring testcentret og en PCR-test, også med et negativt udfald. Jeg prøver igen i morgen, og krydser fingre for negativitet. 

Hvor hun har samlet smitten op, ved hun ikke. I en forholdsvis lille lejlighed er det svært at isolere sig. Vi gør alligevel et forsøg, og for at passe på hinanden er vi flyttet så langt fra hinanden som muligt.

Anders er i soveværelset, Emilie på sit værelse, mens jeg har indtaget sofaen. Måske er det overkill at Anders og jeg også flyttede hvert til sit, men med en kommende ferie lige om hjørnet, blev vi enige om ekstra forsigtighed. For hvis nu en af os...

Når vi bevæger os ud af vores egne zoner er det bevæbnet med mundbind og håndsprit. Emilie er kun let ramt, og det er tydeligt at hun hoster mindre og mindre, så forhåbentlig er det hele overstået om et par dage.

 

 

Men den der ferie. Det er omdrejningspunktet. For på søndag skal jeg gerne til Island. Jeg vil være ked af ikke at kunne komme af sted - også selvom jeg stadig ikke helt har forstået at det er lige om lidt, og at det rent faktisk sker. 

Vi skulle have mødtes hos min mor i dag, snakke om turen, planlægge og være sikre på at have styr på det hele. Vi endte med at sidde hver for sig på et videolink. Og vi fik styr på det hele.

Og med tanke på ferie, fik jeg kigget muligheder for overnatning i Aalborg. Skibene i Tall Ship Race lægger i år til kaj i Aalborg og vi har år efter år snakket om at tage dertil. Nu gør vi det, jeg fandt en hotellejlighed, kan konstatere at busforbindelserne i Aalborg nok skal få os ind til havnen, fandt oven i købet orange billetter.

Nu er det  tid til at glæde sig. Og har nogen gode ideer til hvad vi ikke kan undvære at opleve i Aalborg, tager vi gerne imod. Vi har flere dage at gøre godt med, og kan sagtens både nå at se sejlskibe og andet byen byder på. 

Garn for eksempel....

 

 

Men først der er lige en uges arbejde mere, sammen med daglige tests. .

 

Billederne er fra Nyborg Havn, taget dengang Emilie og jeg var til Strik i Danmarks Hjerte.