Starten er gået

 

Stoffet er vasket, mange sekskanter er klippet, både af stof og karton. 

Starten er gået på et længe ventet projekt. Nederdelen i patchwork. Nederdelen, jeg syede som fjortenårig, og som nu skal genopfindes. 

Den skal være grøn - mest. Den skal have lynlås, foer, lommer og en lækker oplægning - som jeg stadig overvejer.

Den skal syes i hånden, og med en bane ud af en og tyve, er der stadig et stykke vej. Den ene bane var dog meget hurtigere at sy, end forventet. Så måske enden er inden for rækkevidde. 

På den anden side. Jeg vil gerne være færdig. 

Men jeg vil hellere nyde arbejdet.

En drøm om en nederdel

Dengang jeg var 14, 15, eller 16 år fandt jeg en lille gammel bog, med sort-hvide billeder, der var fyldt med beklædning og interiør, så vidt jeg husker både syet, hæklet og strikket. Jeg kan ikke huske hvad bogen hed, eller hvem der har skrevet den, men jeg husker det lille enkle format, og nederdelen af sekskanter.

Mig, min søster og vores fætre og kusiner på fædrende side. Billedet er taget af min farfar til en af de utallige høst- eller fødselsdagsfester mine farforældre hvert år holdt i det lokale forsamlingshus.

De sekskanter gjorde så meget ved mig, at jeg kastede mig ud i opgaven, fandt rester af stof, formentlig i restekasserne på skolen og syede den. I hånden. Jeg husker jeg købte det lilla lagenlærred, der trods vask desværre smittede af. Det betød ikke at jeg ikke brugte den. 

Jeg elskede den nederdel. Jeg brugte den, til den nærmest ikke kunne mere og har den endnu. Den er godt slidt og jeg kan ikke være i den. Mange gange har jeg tænkt at det kunne være vildt at genskabe den. 

Nu gør jeg det. 

Rent syteknisk er jeg kommet langt siden dengang jeg var 16, eller lidt yngre. Og der er flere ting, jeg vil ændre på en nyskabelse. At genskabe gøres helt klart lettere af, at jeg rent faktisk har gemt mine optegnelser og mønsterdele. Eller i hvert fald de dele, der er vigtige for at starte forfra. 

Jeg har ikke kartonfelterne, der skal syes over. Dem skal jeg genskabe, men jeg har målene, tegnet op så jeg ikke skal genopfinde de skæve sekskanter.

• Omkring nederdelen fra dengang og det skal til, er jeg imponeret af selve syningen, jeg skabte for de mange år siden. Ikke alene har jeg syet så effektivt, at hvert enkelt sting et et tungesting, der både fæstner godt, og består af små knuder. Jeg tænker det har været med til at ingen hjørner og sammensætninger af de enkelte sekskanter har huller. 
• I dag vil jeg sætte en lynlås midt bag. Jeg forestiller mig noget med halve sekskanter, tit at skabe en lige linje at sy lynlåsen til. Mit yngre jeg havde mange tanker om hvordan jeg skulle lukke nederdelen, og endte med hægter. Ikke en dårlig ide, med de muligheder jeg havde til rådighed, og med tanke på at jeg ikke ovevejede at skære en sekskant eller to over.
• I dag er jeg glad for lommer. Det overvejede jeg slet ikke dengang. Så selvfølgelig skal der lommer i. Her kommer de overskårne sekskanter igen i spil. Jeg skal have tegnet og klippet alle kartonsekskanterne, inden jeg kan beregne hvilke sekskanter, der skal deles. 

>

• Jeg synes min løsning omkring linningen er rigtig fin, og tænker at gøre det samme. I stedet for det manglende knaphul, jeg har løst med en sikkerhedsnål (jeg bildte længe mig selv ind, at knaphuller var så komplicerede at lave, at jeg ganske simpelt undlod), skal nok hellere have lynlåsen hele vejen gennem linningen.
• Jeg tænker den skal foeres. Den oprindelige nederdel har ingen beskyttelse af de mange sømrum. Den har holdt overraskende godt, men en let hør eller et tyndt bomuldsstof, kunne give den det ekstra, der gør den endnu lækrere. 
• Endelig skal den selvfølgelig syes op i hånden. Jeg kan godt huske at jeg stoppede den i maskinen og syede den op, vel vidende at det ikke var optimalt. Jeg kunne bare ikke gennemskue, hvad jeg ellers skulle gøre. Det kan jeg i dag.

Jeg har været på jagt efter stof. Det er vasket og hænger til tørre. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer i gang. 

Der skal nogen flere felter til for at komme hele vejen rundt om mit nutidige jeg. Det er kalkuleret, og jeg tænker jeg har rigeligt med stof. Jeg har endnu ikke forstået at beregne stof til Patchwork. 

Patchwork-gulve

 

Dengang jeg gik på håndarbejdsseminariet, fortalte en af de ældre studerende, at gulvene på Thorvaldsens Museum er lige til at strikke. 

Hun har ret. Jeg tog på Thorvaldsens, med det ene formål at se på gulvene. Det må bare siges, at det er nogle afsindig smukke og meget strikkeværdige gulve, der befinder sig i museet ved siden af slotskirken. 

Siden har jeg altid kastet et blik på gulvene, når jeg er i gamle, fine, historiske bygninger. Gulve er tit flotte og værd at se på. 

Vi var nærmest bare trådt indenfor i Skt. Patricks Cathedral i Dublin, da  gulvene sprang i øjnene på mig. De var nærmest anmasende, på en lidt hyggelig måde. 

Jeg så ikke strik i dem. Men patchwork. Helt sikkert. 

Selvom det er en stor kirke, var jeg alligevel imponeret over hvor mange forskellige sammensætninger af kvadratiske fliser, der er at finde gennem hele bygningen. 

Jeg beklager genskinnet, det var svært at undgå.

Tæppe til Rose

Tilbage i august, da jeg syede tæppe til Oscar, havde jeg så meget mellemfoer til overs, at jeg med det samme besluttede at Rose skulle have et lignende tæppe i julegave.





Af en eller anden grund fik jeg aldrig købt hvad jeg manglede, for at kunne sy det famøse tæppe, og ønsket om lyserød bagbeklædning, døde endegyldigt, da jeg stod uden for Stoff og Stil på Vesterbrogade fire minutter efter de lukkede. Jeg havde hjulpet Sille med at hænge lampe op, og troede jeg havde bedre tid.

I stedet gik jeg efter det bedste Rødovre Centrum kunne bistå med, og endte med prikker på en lys turkis. Der var lyserøde prikker mellem, så jeg synes godt det kunne retfærdiggøres. Og nu slår det mig, at jeg ikke har taget billeder, der viser bagsiden.

Tæppet blev syet lige inden aflevering, og jeg nåede derfor ikke at tage billeder, inden jeg pakkede ind. Jeg tog nogle stykker i dag, mellem plastre - der er Roses yndlingslegetøj, og både sættes på hende selv, dukker og diverse voksne - og Pippihuset med indhold, som også er et yndet stykke legetøj.





Rose gad egentlig ikke ligge midt på tæppet, men når jeg nu så gerne ville...











Design: Patchworktæppe af retvinklede trekanter fuldstændig magen til Oscars tæppe, jeg syede i sommers.


Stof: Lyserødt og lilla patchworkstoffer samlet sammen over et stykke tid. En del fra Panduro, men også andre steder. Bagside og kant fra Pandoru og det brede kantebånd og mellemfoer fra Stoff & Stil.

Jeg har ingen ide om hvor meget jeg har brugt.


Størrelse: Det færdige tæppe måler cirka 100 x 130 centimeter - næsten en juniordyne.





Bemærkninger: Jeg klippede felterne cirka 18 x 18 centimeter, skar dem midt over og syede sammen igen og endte med felter på cirka 15 x 15 centimeter.

Kanten er omkring 5 centimeter bred.

Bomuldsbattingen i midten er så tyk at det færdige tæppe minder mest af alt om min barndoms vattæpper.

Tæppe til Oscar

Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg skulle lave en fødselsdagsgave til Oscar. Han havde fået, det der skulle være årets gave et par måneder tidligere, og jeg var temmelig sikker på, at han ville få så meget andet, at han ville være ligeglad.





Men så var jeg midt i tæppeproduktionen, og pludselig fik jeg lyst til at lave et mere. Jeg havde stof nok liggende, købt til et Oscartæppe, der bare aldrig blev til noget. Nu skulle det være.

Det blev et hurtigt tæppe. Syet over ganske få dage, op til dagen.

Toppen har jeg lyst til at gentage, indholdet ligeså. For indholdet er nok det, der gør netop det her tæppe helt specielt.

Jeg kørte i Stoff & Stil, hvor jeg tidligere havde set, at de har bomuldsbatting til mellemfoer. Jeg ville egentlig bare have haft en meter - som var bredden på tæppet, men endte med en rest, et nedslag og halvanden meter - som var længden på tæppet - til mindre end den første meter ville have kostet.





Dermed havde jeg pludselig mellemfoer nok til to tæpper i børneformat.

Jeg har besluttet at Rose skal have et i julegave. Samme mønster men lyserød.

Jeg skal bare lige finde tid til at sy.











Design: Patchworktæppe af retvinklede trekanter - set et utal af steder, men lige der med følelsen af selv at finde på.


Stof: Blå og grønne patchworkstoffer samlet sammen over et stykke tid. En del fra Panduro, men også andre steder. Kant, bagside, ekstra bredt kantebånd og mellemfoer fra Stoff & Stil.

Jeg har ingen ide om hvor meget jeg har brugt.


Størrelse: Det færdige tæppe måler cirka 100 x 130 centimeter - næsten en juniordyne.





Bemærkninger: Jeg klippede felterne cirka 18 x 18 centimeter, skar dem midt over og syede sammen igen og endte med felter på cirka 15 x 15 centimeter.

Kanten er omkring 5 centimeter bred.

Bomuldsbattingen i midten er så tyk at det færdige tæppe minder mest af alt om min barndoms vattæpper.


Anders var svært misundelig.

Sort i sort... eller grå

Billederne snyder, der er grå i forskellige varianter i alle mønstrene. Ikke blå, som det ellers godt kunne se ud til.





Jeg er ret vild med tæppet til Victoria. Formen på felterne, synes jeg blev rigtig god. Jeg ved ikke hvad de skråede firkanter - eller afstumpede trekanter - hedder, med de hedder ganske sikkert noget fint på patchworksprog, jeg ved bare ikke hvad.

Men de er fine. Og lette at sy sammen.

Jeg tegnede en form på en plastikdækkeserviet, klippede ud og brugte som skabelon. Det er efterhånden mange år siden jeg købte en pakke plastikdækkeservietter, dengang med plan om at bruge dem som underlag til maling.

Det er de blevet brugt til. Bliver stadig brugt til. Men de har også vist sig gode til alt muligt andet. Skabeloner til patchwork, for eksempel. Eller bund i en taske. Pakket ind i stof, så man ikke kan se den. Der er stadig ubrugte dækkeservietter i pakken, de har været brugt godt og slet ikke er færdige med at blive brugt.





Victoria blev glad. Hun vidste godt hvad der ville være i pakken, men hun vidste ikke hvordan det ville se ud. Hvilke mønstre jeg havde valgt, eller jeg om var kommet tæt nok på det ønskede sorte.

Hun så så afgjort positivt overrasket ud, da hun lukkede pakken op. Så er det vist godt ramt.

Det tog i øvrigt overraskende kort tid at sy - cirka fjorten dage, med masser af pauser. Jeg troede jeg havde brug for mere tid.












Design: Patchworktæppe af skrå firkanter. Jeg har set mange versioner af mønstret og besluttede at lave mit eget.


Stof: Patchworkstoffer fra Speich Design i Værløse. Godt jeg slog åbningstider op, for jeg troede fejlagtigt stadig de boede i Lyngby.

Bagsidestoffet er sort lagenlærred fra Stoff & Stil, ligesom pladevattet, de har i to en halv meters bredde.

Jeg købte en halv meter af syv forskellige patchworkstoffer og noget i retning af tre en halv meter bagsidestof, som blev øget med rester af forsidestofferne, sammen med to meter pladevat, ti meter skråbånd og brugte stort set alt. 


Størrelse: Det færdige tæppe måler cirka 140 x 210 centimeter.








Bemærkninger: Jeg startede med at klippe en hel masse skråede firkanter - måske hedder de fingerbøl. Det gør de nu. Og syede dem sammen til en lang bane. Banen delte jeg i tretten lige lange dele og syede dem sammen til tæppets top.

Jeg forsøgte at undgå at sy felter af samme stof op mod hinanden, men det lykkedes ikke helt. Jeg synes faktisk heller ikke det gør noget.

Om den færdige top syede jeg kanter bestående af en smal stribe mønstret stof, en bred stribe sort og endnu en smal stribe mønstret stof. Jeg havde ikke nok til at få samme mønster hele vejen rundt, og øgede med to forskellige rester mod det ene hjørne.

På bagsiden øgede jeg stoffet med en smal bane af felter af to forskellige mønstrede stoffer - de samme to som danner hjørnet på forsidekanten.

Jeg valgte at quilte tæppet på skrå - jeg kan bedst lide de skrå quiltninger eller sammenhold på de forskellige lag. Jeg syede linier gennem hvert andet felt. Det synes jeg gav et rigtig godt resultat.

Jeg sluttede tæppet af med et kantebånd hele vejen rundt.

Batikfarvet i grønne toner

Det var nærmest en pludselig indskydelse, der førte til beslutningen om, at min mor skulle have et tæppe til sin fødselsdag.





Jeg havde ikke mange uger til rådighed, inden ferie og fødselsdagen stod for døren. Mønstret gav sig selv, da jeg på instagram tilfældigt (jeg ved virkelig ikke hvordan jeg havnede lige der) fandt det fineste mønster, som jeg selvfølgelig skulle sy.

Planen var derfor lagt, da jeg, et par uger inden vi tog på ferie, nåede forbi Patchworkhuset på Brøndbyøster Torv en lørdag formiddag. Jeg havde ikke de store overvejelser om stoffer, men vidste at jeg skulle ende med grønne toner.

På hylderne lige inden for døren lå rulle efter rulle med batikagtige mønstre, og beslutningen lå lige for. Men hvor meget? Jeg kan nemt og uden de store tanker, udregne hvor meget stof jeg skal købe til en kjole, men jeg har stadig ingen anelse om hvor meget stof der går til et patchwoktæppe.

Jeg er faktisk ikke sikker på, jeg nogen sinde bliver sikker i den retning.

Jeg endte med at vælge syv forskellige stoffer med grønne toner, og en orange kontrast. Den orange fik jeg halvanden meter af, mens jeg nøjedes med en halv meter af resten.





Jeg klippede kvadrater på 25 x 25 centimeter, halverede og syede dem sammen med den orange imellem. Derefter halverede jeg på den anden led og syede igen sammen, denne gang, så den orange stribe blev forskudt.

Herefter skulle de noget alternative felter skæres til kvadrater igen. Udgangspunktet på 25 x 25 cm, som jeg noget naivt havde forestillet mig ville holde, trods overskæringer og sammensyninger - når der blev tilføjet den orange stribe - endte noget mindre. Hvilket betød at der dels gik en del stof til de fine felter, men også at jeg endte op med en noget mindre forside, end jeg havde forventet.

Det betød at kanten om tæppet blev bredere end jeg troede den skulle være. Det gør ikke noget, for jeg kan faktisk godt lide brede kanter.







Hjemme fra ferie manglede jeg netop kanten, bagsiden og samlingen af det hele. Jeg nåede at blive færdig tidsnok til både billedetagning og indpakning, inden vi lørdag morgen drog mod Helsingør.

(Jeg skulle nok at fjernet containerne til haveaffald, som jeg stadig ikke forstår hvad laver inde i tørregården... jeg har prøvet at køre dem udenfor, men så blev de bare kørt ind igen. Den anden ende af gården - uden containere - lå i for meget sol til gode billeder, så i kampens hede blev tæppet foreviget sammen med kasserne på hjul...)

Min mor blev både glad og overrasket - og viste det sig - manglede lige præcis et tæppe, og havde endda overvejet at sy et selv. Så er det dejligt at give gaver.











Design: Patchworktæppe af kvadratiske felter. Inspirationen er fundet på instagram.


Stof: Patchworkstoffer fra Patchworkhuset, sat sammen med ensfarvet lagenlærred, bomuld til kant, pladevat til mellemfoer og kantebånd til sammensyning fundet i Stoff & Stil.

Jeg har ingen ide om hvor meget jeg har brugt.


Størrelse: Det færdige tæppe måler cirka 155 x 210 centimeter.





Bemærkninger:  Syvejledningen til mønsterfelterne læste jeg ud af billederne her.

Det var superhyggeligt at arbejde på tæppet, også selvom det var under et vist pres.

På bagsiden øgede jeg stoffet med en bane af tilskårne felter. Den eneste grund til at netop de felter ikke er kvadratiske er, at jeg kom til at skære forkert på en bunke firkanter. Heldigvis var der nok af de rigtig skårne, så resterne kunne bruges på bagsiden.


Min mor læser med her, så jeg kunne ikke vise billeder undervejs, men jeg satser på at vise lidt af det næste, inden det bliver færdigt. Midt i sommervarmen står jeg nemlig midt i damp og presning af endnu et tæppe. Trods varmen er det stadig hyggeligt at sy. Denne gang er det et af de famøse attenårstæpper - som jeg har besluttet er gaven, når man fylder atten.

Det gør Victoria lige om lidt. Og adspurgt skulle det være sort. Jeg er ude i noget med fifty shades of black.