Et lille hønseæg

Ude foran Herlev Hospital ligger en kæmpe gulerod, af beton, delt i tre. Jeg ved det, fordi jeg fredag eftermiddag gik rundt uden for hovedindgangen. 

På det tidspunkt havde jeg drukket alt det saftevand en hospitalsmedarbejder havde fundet til mig, og vidste jeg ikke måtte drikke mere de næste timer, men vidste stadig ikke om jeg stod på listen til operation eller ej.

I virkeligheden starter historien længe før, måske i lørdags, da smerter i maven satte ind. Længe tænkte jeg at Rose nok havde smittet med et eller andet, og det viste sig anderledes på mig, end på hende. Senere blev jeg enig med mig selv om, at jeg nok havde spist for lidt og simpelthen var oversulten. Da var tiden nået til søndag morgen. Jeg var så desperat at jeg kogte havregrød, spiste en stor portion, men ikke kom af med smerterne. 

Kender du følelsen af at være oversulten, at der nærmest stråler smerter ud fra midt i maven? Det var sådan jeg havde det. Men uanset hvad jeg gjorde, gik det ikke væk.

Mandag gik jeg på arbejde, tænkte det skulle bevæges væk. Jeg vadede rundt ude i skolegården på min gårdvagt og havde det egentlig lidt bedre, fortrængte smerterne og underviste i 3. klasse, endte i Klubben, hvor jeg havde mulighed for stort set at sidde ned resten af dagen. Da klokken nærmede sig halv fire, kiggede vores medhjælper på mig, og synes jeg skulle gå hjem.

Jeg synes måske han havde ret, var begyndt at tænke læge og havde sat mig fast i tanken om, at lægebesøg kun kan forekomme med en negativ test. Jeg skrev hjem, sagde jeg var på vej, fik tanker om læge fra den anden ende og tjekkede op på de der tests. 

Der er åbnet et lille lokalt testcenter lige ovre på den anden side af Roskildevej, det tager under fem minutter at køre dertil, de havde tid, jeg bookede og mødte op. 

Hjemme ventede en voldsom hovedpine. Jeg er temmelig overbevist om at det handlede om en dag ude i solen uden nok at drikke. Jeg fandt det hjemlige arsenal af smertestillende, besluttede at var der noget med maven, måtte jeg hellere passe lidt på, slugte et par Pinex og sov tre en halv time. 

Det havde jeg ikke set komme. 

Da jeg vågnede var hovedpinen væk og smerterne i maven flyttet til øverste højre del, lige under ribbenene. Et opslag på lægehusets hjemmeside viste at der igen er lukket op for at komme uden forudgående tid, klokken meget tidligt hver morgen, og uden virussymptomer er alle velkomne. 

Jeg sad der inden de åbnede tirsdag morgen.

Lægen var grundig, trykkede og konstaterede at smerterne samlede sig omkring galdeblæren. Det kunne være en sten. Jeg fik taget blodtryk og en samling blodprøver. Jeg havde ikke feber og blodprocenten var fin, jeg blev sendt videre med en tid til opsamling på prøverne torsdag.

Derfra tog jeg på arbejde. Det mente hun godt jeg kunne, hvis blot jeg mærkede efter. 

Tirsdag er en kort dag, i tirsdags lidt længere fordi vi startede med et TRIOmøde. det gav anledning til at tale med min leder, der var helt med, da jeg sagde at blev smerterne ved, ville jeg havde svært ved at overskue onsdag, der strakte sig fra 10 til 17. 

Så længe kan du slet ikke være på arbejde, når du har ondt!, sagde hun og vi blev enige om at jeg kom og var med til onsdagens to møder, og derefter gik hjem. Torsdag var igen en kort dag, så aftalen blev at se tiden an. 

Torsdag sad jeg igen hos lægen. Alle tal var fine, både lever og galdetal. Mit infektionstal var forhøjet og lægen kløede sig i nakken, mens hun overvejede næste skridt. Hun endte med at sende mig til akutmodtagelsen på Herlev, for som hun sagde, kunne hun sagtens bestille flere prøver og ultralydsscanning, men de har det hele derude.

Jeg fik Emilie til at hente min cykel ved lægen, ringede til familie og arbejde og fandt en bus mod Herlev.

Jeg er ikke helt sikker på hvad klokken var da jeg nåede derud, men klokken var tæt ved tre, da jeg tog hjem igen. I den mellemliggende tid havde jeg nået at strikke det meste af fem centimeter på en strømpe til Anders, ventet og alt det andet der hører med.

Igen en masse prøver, urinprøve, blodprøver, blodtryk, puls og en coronatest. En læge, der helt sikkert vidste hvad han lavede, en masse tryk på maven og en vistnok heldig mulighed for en scanning, der viste en stor sten i galdeblæren og måske betændelse. Men det skulle verificeres med en rigtig scanning, og jeg skulle nok forvente at blive tilbudt en operation, med fjernelse af både sten og galdeblære.

Hit me, tænkte jeg og googlede først derefter at man sagtens kan leve uden galdeblæren. Sjældent har jeg følt mig så klar til noget, jeg ikke umiddelbart havde set komme. 

Jeg blev sendt hjem med anvisninger om faste og tilbagevenden til den rigtige afdeling fredag morgen klokken 7.30.

Berit var sød at køre, gode venner og kolleger er guld værd, og fredag morgen klokken 7.15 var jeg installeret på den sofa i venteområdet på mave-tarm-lever-afdelingen jeg mere eller mindre kom til at betragte som min frem til ved to-tiden. Der var bestilt ultralydssacnning, og jeg vidste at ventetiden kunne blive lang.

Undervejs mødte jeg en hel masse søde, opmærksomme, og imødekommende mennesker, der alle præsenterede sig og vidste hvem jeg var. Det betyder altså noget, også selvom jeg i samme øjeblik de har sagt deres navn, har glemt det igen.

Igen ventede blodprøver, blodtryks- og pulsmålinger. Venteområdet viste sig også at være lidt af en sovesal, da først den ene ældre mand, siden en anden satte sig og faldt i søvn. Den ene højlydt snorkende.

På et tidspunkt dukkede en mand op, kiggede på mig, spurgte om jeg ventede på scanning, og inviterede mig ind. Jeg pakkede mine ting, tog dem med ind i rummet med scanneren, blev scannet, fik konstateret en sten på størrelse med en velvoksen oliven - han sagde tre centimeter - uden manden på noget tidspunkt præsenterede sig, eller spurgte hvem jeg var. Det var mærkeligt. 

Først da jeg igen var ved at installere mig på min sofa, stak han hovedet ud af døren og skulle lige sikre sig at jeg var mig. Jeg tillod mig at skrive mærkeligheden på det spørgeskema en meget sød og velvillig medarbejder spurgte om ikke godt jeg ville udfylde, så de kunne blive endnu bedre til at modtage patienter udefra.

Selvfølgelig ville jeg det.

Klokken var vist ikke helt tolv endnu da lægen dukkede op. Han tilbød operation, jeg var klar, han skulle lige sikre sig at jeg var helt med på at der kan opstå komplikationer - det kan der altid ved operationer, og han skal selvfølgelig sige det, også selvom sandsynligheden er lille - jeg var stadig klar. Desværre kunne han ikke love at det kunne blive fredag, og med en weekend var udsigterne endnu mindre, dukkede der mere akutte patienter op - for eksempel blindtarmsbetændelse - ville de komme før mig, men han ville se på det, lod mig faste videre, og mente bestemt jeg skulle drikke noget saftevand, for der ville gå mindst to timer. I øvrigt var det tydeligt at han havde det dårligt med at sende patienter hjem, for at kalde dem ind igen.

Inden jeg nåede meget længere end at spørge hvor jeg fandt det der saftevand, materialiserede det sig nærmest af sig selv. En hel kande med is og et glas at drikke af.

Jeg var usikker på hvor meget jeg måtte drikke og holdt lidt igen, mens jeg ventede videre. Pludselig dukkede en af sygeplejerskerne op, spurgte om jeg vidste at der kørt en seng frem til mig, og at jeg måtte drikke frem til klokken to, for derefter at være klar til operation fra klokken fire, skulle der være plads på skemaet.

Det vidste jeg ikke, men det gav lidt ro, jeg havde et tidsperspektiv, selvom jeg stadig ikke vidste om det ville blive i dag eller en anden dag. Jeg besluttede at blive siddende og drikke mig gennem hele kanden med saft inden klokken blev to, finde noget frisk luft og den der seng, der blev mere og mere tillokkende. 

Og dermed endte jeg nede foran hovedindgangen til Herlev Hospital sammen med den store gulerod.

Det ser ud som om, der bliver rigtig pænt, når de bliver færdige med at bygge.

Oppe igen lød meldingen at jeg var listen og skulle opereres klokken fire. Jeg pakkede strikketøjet sammen og valgte i stedet den medbragte bog. At ligge ned og læse var faktisk helt rart.

Omkring klokken tre skiftede jeg til det superlækre antræk hospitalet kunne frembringe og var klar til afhentning fra kvart i fire. Det trak ud, det gør det vist tit, og klokken var omkring tyve minutter over fire, da meldingen, om at nu var det ved at være nu, kom. Jeg skrev en hurtig besked til Anders, vidste det ville tage tid inden jeg igen kunne melde tilbage, fik anbragt mobilen et sted i det aflåste skab, hvor en anden hurtigt ville kunne finde den igen, fik støttestrømper og et stik med blodfortyndende medicin inden jeg igen kunne vente. Denne gang på en portør.

Da han kom, havde han sådan en smart lille motoriseret vogn med, som kunne hæftes fast på sengen og skubbe den for ham, mens han sad på den. Han fortalte at efter mange år i branchen er han slidt og motoren er en god hjælp. 

På operationsstuen blev jeg igen præsenteret for en masse nye mennesker, linserne pillet ud og en ret fantastisk anæstesisygeplejeske formåede at sætte venflon til drop i en blodåre uden en masse bøvl - det er mine blodårer ellers kendt for. 

Der gik ikke lang tid før jeg vågnede op igen, de talte om en temmelig stor sten, fortalte jeg havde fået en blanding af paracetamol og ibuprofin - jeg havde selv fortalt at morfin ikke hjælper - og sagde pænt farvel inden jeg blev kørt videre til opvågningen. Her blev jeg mødt af en meget omsorgsfuld dame, der vidste hvad hun lavede, jeg fik kvalmestillende og hun puslede om mig, indtil en mand med osteoporose, der var faldet ned ad en trappe og havde brækket adskillige ribben og håndled i den ene side optog mere tid. 

Det var der omkring det for alvor begyndte at gøre ondt. Meget ondt. Og jeg ved jeg har en høj smertetærskel. Jeg synes der gik oceaner af tid inden damen kom tilbage, det gjorde der sikkert ikke, men hun hørte hvad jeg sagde og fandt omgående noget smertestillende. 

Hun kom tilbage med morfin. Det virker ikke sagde jeg, hvorpå damen fortalte at sammen med den cocktail jeg i forvejen havde fået kan morfin ofte alligevel hjælpe, Og jeg er ikke nærig, fortsatte hun. Jamen prøv det, sagde jeg, hun hældte indenbords og nærmest med det samme begyndte det at at snurre alle steder i kroppen, smerterne blev mindre, forsvandt nærmest og jeg følte mig en smule rundtosset.

Der gik ikke mange øjeblikke før hun var tilbage, sagde Du får lige lidt ekstra ilt, for du bliver lidt splattet. Jeg kunne kun give hende ret i og brugte en del tid på at falde hen, opdage min vejrtrækning var temmelig overfladisk, forsøge at trække vejret dybere, for blot at falde hen igen.

Endelig kunne hun meddele at det var tid til at komme tilbage til afdelingen, på mit spørgsmål om tid, kunne jeg regne ud at Anders måtte sidde på nåle derhjemme og derfor fik jeg som det første sygeplejersken til at hente min mobiltelefon, da jeg nåede tilbage på stuen. 

Jeg havde ret. Der ventede noget i omegnen af syv mere og mere urolige beskeder, jeg ikke havde haft mulighed for at svare på. Et hurtig skriv skabte lidt ro i den anden ende, men det viste sig alligevel at Anders havde sovet ualmindelig dårligt samme nat, af bekymring over mig.

Jeg fik noget at spise, havde længe en følelse af at skulle kaste det hele op og endte med at sove måske i virkeligheden flere timer end jeg havde forventet. Jeg vågnede tidligt og synes jeg ventede længe inden kirurgen dukkede op og fortalte lidt mere om operationen end jeg nåede at opfatte i min desorienterede tilstand lige efter operationen. 

Jeg havde alligevel fået fat i det meste. Det var en stor sten. På størrelse med et lille hønseæg. De tre centimeter scannemanden scannede sig til må være på den korte led af et æg. Den havde været så stor at de måtte udvide hullet ved navlen en smule, for at få plads nok til at få den ud. 

Galdeblæren havde ikke været betændt, men pænt irriteret. Det tror da pokker. Det tager tid at opbygge så stor en sten, den dannes ligesom en perle i en østers. Hvor mange år ved jeg ikke, men da vi snakkede om en størrelse oliven mente lægen at fem år nok ikke var helt forkert. 

Jeg kunne i princippet sagtens have levet med den længe endnu, var den blevet midt i galdeblæren, men når først den har sat sig fast i udgangen er der ikke rigtig noget at gøre. Og selvom jeg aldrig har oplevet smerter, har jeg måske alligevel oplevet at den var i vejen. Tilbagevendende murren i området, tanker om for meget fedt - der nok ikke er helt forkert - og en følelse af at noget var i vejen. Jeg tænker det er godt at slippe af med den.

Nå men lægen udskrev mig. Spis lige noget morgenmad inden du tager hjem, sagde han, så det gjorde jeg. Jeg fik et par smertestillende piller, spurgte om de havde travlt med at få mig ud, og fik at vide at jeg havde alt den tid jeg havde brug for.

Det tog mig det meste af tre kvarter at læse kapitlet, jeg var i gang med, færdigt, og tænkte at nu var det tid, nu måtte det smertestillende virker og jeg havde spist. Så jeg pakkede sammen, tog mit eget tøj på, fandt nye linser frem og følte mig lidt mere mig selv. Sagde pænt farvel i receptionen og stod nede foran hovedindgangen da jeg kunne konstatere at det med taxier i lange rækker vist ikke gælder klokken lidt i ni lørdag morgen.

Inden jeg fik ringet efter en taxa, ringede sygeplejersken fra afdelingen og var lidt ked af at jeg var nået at gå uden ekstra smertestillende og hjemsendelsespapirer. Jeg gik op igen, sagde endnu en gang pænt farvel, nu udstyret med piller til weekenden og et telefonnummer, skulle det blive nødvendigt, og inden jeg nåede helt ud til hovedindgangen igen havde jeg ringet efter en taxa, der nærmest dukkede op i det øjeblik jeg trådte ud fra hospitalet.

Hvis du har læst hertil er jeg imponeret, men jeg havde brug for at skrive det igennem - også selvom det blev langt. Det er rart at være hjemme, alt er godt, det gør ondt, men det er vist at forvente. Jeg passer på mig selv, er sygemeldt og tænker jeg skal ud og gå en tur senere i dag. Den behøver ikke være en lang tur, men jeg ved jeg har godt af det.

Helst hver dag.