søndag den 30. november 2014

Det holder vand


Mit første forsøg på et krus er endelig færdigglaseret og kommet ud af ovnen.


Mit helt eget krus


Jeg troede glasur var langt mere flydende og noget der kunne dyppes i. Jeg er blevet klogere. Glasur findes i flere variationer, og den type Susanne bruger i lerværkstedet kaldes penselglasur, er temmelig tyk og skal lægges på med en pensel.

Uden at vide det, forestiller jeg mig at det er god type glasur, når der arbejdes med børn. Personligt ville jeg nok have foretrukket at have kunne dyppe hele kruset i en spand, og alting så havde været dækket.

Det er et stort arbejde at lægge glasur med en pensel. Glasuren trækker lynhurtigt ind i lerret og tørrer inden man får set sig om. Der skal lægges tre lag, for at det dækker helt, og det kan være svært at se, hvor man startede omgangen, når det første lag er lagt.

Jeg var meget omhyggelig på indersiden af mit krus. Jeg ville gerne have det skulle kunne holde vand. Jeg var knap så omhyggelig på ydersiden. Faktisk lagde jeg med vilje ikke tre lag hele vejen ned. Jeg ville se forskellen.


Mit helt eget krus

Mit helt eget krus


Nu er det færdigt, og selvom indersiden umiddelbart ser fin ud, er der små huller i glasuren jævnt fordelt indeni. Også udenpå, men det betyder ikke helt så meget.

Som første forsøg hældte jeg vand i koppen og drak af det. Det virkede fint. Dejligt tænkte jeg, pakkede kruset ind og tog det med hjem.

Hjemme blev jeg alligevel i tvivl. Holder det nu? Duer det? Kan det holde vand? Så jeg fyldte varmt vand i kruset og lod det stå på en serviet i en større skål hele natten. Papiret var en anelse fugtig næste morgen, men jeg tror måske mere det drejede sig om at jeg havde skyllet hele kruset og ikke tørret godt nok, inden jeg satte det på papiret.

Om ikke andet er det nu i brug. Uden våde pletter på underlaget og med varm the i koppen.

Jeg havde håbet på en lidt lysere grøn. Jeg anede ikke hvordan glasuren ville se ud efter turen i ovnen – men det er småting, og faktisk ret ligemeget. For jeg er afsindig glad for min kop.

lørdag den 29. november 2014

Med traktorspor og ti procents hastighedsøgning


Det er efterhånden et par dage siden de første tre par - af de fire par - sokker til Daniel blev færdige. Siden jeg strikkede Conflux har tanker om hvordan svungne sokker egentlig bliver til, og hænger sammen, fyldt - med mellemrum.


Archshaped

Archshaped


Da jeg alligevel ville strikke tog jeg udfordringen op og har strikket svungen svang på alle tre par. Jeg har ikke fundet den rigtige løsning endnu, men jeg tror jeg er godt på vej.

De svungne sokker – eller archshaped, som det så pænt hedder på engelsk – sidder bare bedre om fødderne. De føles rigtig gode at have på, og som udgangspunkt er det ikke svært at strikke dem. Det handler vist mest om at knække koden. De tre første par har alle små forskelle. Nogen mere end andre. Jeg kan kun sige, at for hvert par har jeg lært noget nyt.


Archshaped

Archshaped


Koden. Den har jeg ikke helt knækket endnu. Eller det har jeg, nu handler det bare om at regne ud hvor meget og hvornår – specielt hvis formen også skal fungere på kortere fødder end Daniels.

Derfor her jeg gemt garnet til det fjerde par, og har i stedet kastet mig over sokker til Emilie. Fra Daniels størrelse 44 til Emilies størrelse 39, har jeg pludselig mindre plads til at få svunget maskerne om fødderne, med den buede svang til følge.


Archshaped

Archshaped


Forresten blev jeg i tvivl, om det blev for feminint med buede sokker og nye maskeretninger, så jeg spurgte Anders. Han svarrede:


“Nej er du gal! Det er jo traktorspor, og det giver helt sikkert en ti procents hastighedsøgning. Ligesom når man maler sin bil Farrirød.”


Kan man så andet end fortsætte?

Somme tider er det bedst


Damhussøen november 2014


Lørdag er nærmest slut inden den begyndte. Jeg havde en masse planer for dagen, men ingen af dem har jeg nået. Det gør ikke noget. Faktisk føles det helt rigtigt.

fredag den 28. november 2014

Fredag er dejlig


Mens Anders er taget til julefrokost, og dagen forsvandt som dug for solen, mødtes jeg med Daniel i Centret da vi begge havde fri.


November 2014


Hans sko er fyldt med huller, og jeg har lovet ham nye. Der gik ikke længe inden vi havde fundet et par sko og et par støvler, der faldt i smag, men allermest i behag. Med ekstra pleje i form af spray og læderfedt, skulle han være klar til varme om fødderne det kommende lange stykke tid.

Siden Deichmann åbnede butik i Centret har jeg gjort mig mine erfaringer. Som regel har jeg fundet noget godt, men jeg synes også der er noget imellem, der er knap så godt. Jeg håber vi fandt rigtigt, og at Ungersvenden vil føle sig godt tilpas i begge par.

Siden gik vi hjem, vi bestilte mad udefra og mens jeg fik styr på pakkerne til de første fireogtyve dage i december- der mangler stadig noget strik…, talte Ungersvenden med kæresten og ordnede regninger fra min computer.

Det var superhyggeligt at sidde sammen og spise. Vi har flere gange talt om en ugentlig spise-hos-mor-dag. Men det er aldrig rigtig blevet til noget. Nu fik vi kigget dybt i kalendrene og starter på tirsdag. Jeg glæder mig allerede.

Med alle de mange pakker og en tung computer, vi kun er glade for at komme af med, og som Daniel mener at kunne bygge videre på, fulgte jeg ham hjem med cyklen som trækdyr.

Jeg siger det bare – det er koldt udenfor.

Ungersvenden havde flere planer, der involverede venner og måske noget spil. Jeg vil pakke mig sammen i sofaen, finde mit strikketøj – de der sokker strikker jo ikke sig selv – og så vil jeg nyde en aften helt alene hjemme.

Juletur til Strøget


I dag har jeg været på tur. Til byen, til julen, til hygge og sammen med en flok veloplagte børn og et par glade personaler. Jeg tror alle fik det med hjem de skulle. Jeg fik i hvert fald – nu er der styr på gavekalendre til både den efterskoleramte og den hjemmefraflyttede. (Bortset fra det jeg mangler at strikke. Men det når  jeg nok. Inden jul).


Julemarked ved Højbro Plads


De store unger blev sluppet fri, mens de mindste gik sammen med de voksne. Strøget er ikke større end vi mødtes et par gange – ud over den fastlagte mødetid halvvejs gennem eftermiddagen. Hver eneste gang vi mødte børn – og de små ligeså – spiste de.

Jeg er imponeret over hvor meget sådan nogle kan indtage. Vi mødtes sidste gang da butikkerne lukkede klokken seks, og vi fandt et sted at spise – her spiste de også. Og i toget hjem bagefter, der fortsatte de blot med at indtage rå mængder af det indkøbte slik og brændte mandler.

Det var en flok glade børn, der blev hentet af en flok forældre, der havde haft en stille aften.

Og supersejt synes jeg at eneste dreng blandt mange piger havde en fantastisk tur. De skulle have været to. Men den enæggede tvillingebror lå derhjemme og var syg.

Julegaver – dem har jeg ikke styr på.

Men så er der vel basis for endnu en juletur mod byen. (og denne gang måske en, hvor jeg bestemmer hvilke butikker, der er mest spændende)

onsdag den 26. november 2014

At være i skole er også…


  • At være til skolekoncert med Marie Frank og Søren Krogh, der spiller og synger sange fra højskolesangbogen.
  • At sætte sig strategisk, så det er nemt at holde øje med klassens to største ballademagere.
  • Blot at skulle sende dem et enkelt blik og en hovedrysten, og så sidder de ordentligt.

Jeg kan godt lide det der skole.

søndag den 23. november 2014

Ren win win


Eller børnearbejde…


Min omkels sommerhus


Emilie har været hjemme i weekenden. Hun har bagt, hygget og snakket og fået nye vinterstøvler.

Noget andet hun fik var løn – som fortjent. Hun har nemlig aldrig penge. At gå fra lønnet arbejde til (synes vi selv – rundhåndede) lommepenge, er bare ikke det samme.

Altså gik jeg og tænkte. Tankerne blev delt med Anders. Anders synes om ideen, og da jeg ikke kom hjem før sent lørdag eftermiddag, var det Anders der videregav tankerne.

Vi lod hende simpelthen arbejde. For penge. Tohundrede for toilettet – alt inklusive – og trehundrede for køkkenet. Der var ingen tvang, det var udelukkende en mulighed.

I dag kunne jeg følge en Emilie til toget, der var femhundrede kroner rigere, og vi har nu et skinnende toliet og et afrettet køkken.

Det er slet ikke så ringe endda.

Det betaler jeg gerne for en anden gang!

Også en slags udfordring


Mærkelige sokker til Daniel


Jeg synes Anders plejer at være god til det med farver. Derfor var jeg fuld af tillid, da jeg satte ham til at vælge farver til Daniel. Farver, der gerne skal ende som sokker.

Han lavede fire bunker. De to var nemme at gå til, den tredie krævede lidt tankevirksomhed… men den fjerde… Jeg er ved sokker par nummer tre, og har taget hul på den udfordrende bunke.

Støvet lilla. Multifarvet i brunlige nuancer. Og multifarvet i blå nuancer.

Ingen siger det skal være nemt.


Mærkelige sokker til Daniel

Mærkelige sokker til Daniel


Jeg er ved at nå hælen. Endnu har jeg masser af garn i alle tre farver. Jeg har den ensfarvede som grundfarven. Farven der (indtil jeg løber tør) går igen hele vejen. I den øverste rib strikkede jeg udelukkende sammen med de brunlige nuancer. Da benet satte ind, tilføjede jeg de blå farver. To omgang med de blå, to omgange med de brune.

Jeg synes faktisk det tegner udemærket. Specielt med tanke på oplægget.

Men som Anders allerede dengang han valgte sagde: Nogle af dem bliver noget mærkelige!

Forventninger


En af lørdag formiddags foredragsholdere talte (blandt meget andet) om forventninger. Om Rosenthal effekten og om hvordan vores forventninger kan farve det vi opfatter.

Jeg synes det er spændende tanker. Tanker jeg allerede har gjort mig i forhold til nogle af mine elever. Tanker som nu fik endnu mere næring.

Lige inden frokost gik vi til stranden. Jeg havde min frakke på, som altid høster jeg mange glade kommentarer. Jeg bliver altid glad for glade kommentarer.


Mig og min frakke - billede taget af Emilie i Den Gamle By i Aarhus


Tilbage på konferencecentret hængte jeg frakken tilbage i garderoben og satte kursen mod restauranten og den ventende frokost.

På vejen blev jeg stoppet af en dame, der bare ville sige at min frakke var fantastisk, og fortsatte: Hvor har du den fra?

Den har jeg selv syet. Svarede jeg

Men hvor? Fortsatte damen.

Jeg smilede lidt, da jeg sagde Hjemme ved min symaskine. Vel vidende at hun havde en klar forventning om at høre i hvilken butik jeg havde købt den.

Misforståelsen blev opklaret, og jeg gik mod forkosten, mens jeg fnisede lidt over det med forventninger.

lørdag den 22. november 2014

Konference


Jeg havde forestillet mig lange ture langs stranden og skønne kig ud over vandet. Men sådan gik det ikke.


Udsigten fra Kobæk Strand


Da der endelig var tid til ture på stranden, var det blevet så mørkt, at jeg næppe havde fundet den. Billeder var en saga blot, kun skød jeg et par enkelte i blinde, da vi lige inden frokost blev sendt på walk and talk mod stranden.

Til gengæld var der masser af spændende foredrag, masser af lækker mad og masser af dejlige mennesker. Programmet var tætpakket, og tid var en mangelvare. Og så fik vi ikke kun ord på ord på ord, en enkelt selskabsleg og noget der både kan være et godt indslag til undervisningen eller bare for sjov dukkede op en gang i nat, da jeg egentlig burde have været gået i seng, men alligevel var bange for at gå glip af noget.

Det var spændende, og det var interessant. Jeg er fyldt med muligheder og ord og begreber, jeg vil bruge lang tid til at tænke og reflektere over. En hel masse mennesker fra kommunens skolebestyrelser og kommunalbestyrelse er blevet klogere. Det eneste vi blev enige om at være en smule kede af var, at det ikke var lærerene og pædagogerne – dem der står med fingerne i bolledejen – der fik muligheden for nye input. For hvor kan jeg i den grad se det svære i at implementere nye supergode ideer, når dem der skal udføre ikke helt ved hvad det drejer sig om.


Udsigten ved Kobæk Strand


Nok om det. Aldrig har jeg boet så fint. Enkeltværelse med alt hvad sådan et kan indeholde. God plads, god mad og skønne forhold. Og i dagtimerne en fantastisk udsigt over Storebælt.

torsdag den 20. november 2014

Kvikke mig


Engang i sidste uge lå der en seddel i postkassen om aflæsning af vand og tjek af altandøre. Hurtigt skimmende ned over siden, kunne jeg konstatere at datoen var i dag, og at tiden passede, så jeg både kunne være hjemme og nå på arbejde.


Lillebitte snegl på altanens gulv


Altså var jeg klar i morges. Ting var flyttet og plads til at komme til var i orden.

Alt jeg manglede var, at delegationen af folk fra gårdmesterkontoret kom forbi.

Jeg ventede. Da klokken faretruende  nærmede sig tolv,  og jeg efterhånden kunne mærke behovet for at komme ud ad døren (for ikke at komme for sent på arbejde) kunne jeg også mærke en vis irritation over den manglende opdukken.

Det var deromkring jeg fandt sedlen frem og læste en ekstra gang.

Og der stod klart og tydeligt at de kommer forbi torsdag d. 22. januar

Aftenmøder


Mine aftner foregår for en stor dels vedkommende i sofahjørnet for øjeblikket. Mine sene aftner, for inden aftenerne bliver sene, står der ofte alt muligt andet på programmet.


Træer fra Emilie


I aftes havde vi fælles personalemøde for både lærere og pædagoger. Jeg kan godt lide de møder, måske specielt fordi det er det eneste tidspunkt vi har tid til at ses. Ses, ikke så meget snakke. Et stort problem er nemlig at planlægge teammøder, og netop det emne var i fokus for aftenens snak.

Det er en vigtig snak, der i første omgang handlede om ideer. Ideerne skal behandles af den nedsatte tænketank, inden vi igen skal tale og der siden skal tages nogen beslutninger. I første omgang er alle enige om at teamsamtaler er vigtige. Det er et godt udgangspunkt.

I aften er der foredrag på programmet og fredag pakker jeg mig sammen og tager på seminar med skolebestyrelsen. Jeg har hørt det skulle være godt – eller at det plejer at være godt. Noget med lækker inkvartering, god mad, fri bar og spændende indlæg. Jeg tror jeg er træt, når jeg rammer dørtærsklen lørdag aften.

onsdag den 19. november 2014

Ugen der fik ben at gå på


Selvom der er flere dage til fredag er ugen så godt som brugt. Rent mentalt er jeg fyldt op. Tanken om lange dage fylder godt op, mens tanken om glade dage og dejlige dage – og kolde dage gør det hele til at holde ud.


Hårtørren der døde...


Vi griner meget. Det er altid godt. Og vi er gode for hinanden. Det blider jeg mig i hvert fald ind. Og så går alting ligesom nemmere. Også når det er koldt.

Kan I huske revnen og springvandet i gulvet. Det viste sig ikke at væere helt så let endda.

For det første løb rørerne nede i gulvet. Ikke i kælderen under gulvet, som jeg troede. Altså blev indgangspartiet hakket op. Og så gik arbejdet i stå – et par dage. For skaden viste sig større end først antaget. En midlertidig løsning blev udtænkt, noget plastikrør monteret og vandet sat til. Med mere vand på gulvet til følge – og ingen varme.


Hårtørren der døde...


Vores pedel så mere og mere frustreret ud, og i løbet af ingen tid blev elektriske olieradiatorer fremskaffet og en varme, der helt sikkert trækker på elregningen, og ikke varmer helt så godt som radiatorer, så dagens lys. Gulvet i Klubben blev hakket op og en Storm P løsning med op og ned ad huller i gulvet er lige nu det vi går og ser på. Hvor længe ved vi ikke – men der er varme.

De sjove løsninger betyder at skaden er indæmmet, men hvornår den rent faktisk kan laves er endnu uvidst. Der er forlydender om forår og varme i luften og andet i den stil. Varmen er ikke optimal, for med i løsningerne følger afbrud på et par radiatorer, men med en ekstra ulden trøje og et godt grin, og så kommer vi nok gennem vinteren.

Vi har også stadig de elektriske radiatorer.


Hårtørren der døde...


I dag var det strømmen. Ingen lys, ingen computere og ingen karaokerum der virkede i den gamle Café. Vi lukkede Hobby og pakkede os sammen i Klubben. Masser af fine stjerner blev foldet og faktisk er det rigtig hyggeligt at sidde midt i Klubben, sammen med alle de andre en hel dag. Ungerne var ikke helt så tilfredse.

Dårligdomme kommer sjældent alene. Måske var det derfor min hårtørrer valgte at dø i går. Et puff, en gnist, et knald og lugten af brændt hår på en og samme tid. Sjældent har jeg trukket noget ud af stikkontakten hurtigere end da.

På den anden side.. Den hedder Babyliss, og blev købt dengang det var det rigtigt mærke…

Jeg tænker om ikke den lille rejseudgave, Emilie har liggende inde på værelset, kan lånes.

lørdag den 15. november 2014

En gang imellem sker det


Det er ikke så tit jeg lærer nye teknikker når jeg strikker mysteries. Sidste gang lærte jeg den lettiske fletnig, og denne gang har jeg lært at strikke to-farvet patent. Jeg har altid vidst at det var muligt, jeg har bare ikke kunne regne ud hvordan – og aldrig sat mig ned og fundet ud af det.


Stephen West - Mystery 2014 - Clue #2


Nu fik jeg det nærmest foræret. Og tak for det – tænkte jeg.

Jeg synes det er flot. Men hold da op hvor tager det lang tid at strikke.

Jeg troede aldrig jeg ville blive færdig i tide til næste clue. Og det var faktisk også temmelig tæt på. Jeg strikkede de sidste to pinde af andet clue i morges. Det tredie kom i går.

Nu vil jeg strikke videre - noget med ret. Og overveje om jeg kan fikse en spids midt i alt det runde. Jeg kan nemlig meget bedre med trakantede sjaler, end med halvcirkelformede.


Stephen West - Mystery 2014 - Clue #2


Siden de sidste to pinde i morges, har sjalet ligget og ventet. Jeg har nemlig slet ikke været hjemme i dag. I stedet pakkede jeg mig sammen til en dag sammen med Sille. Sådan en dag er meget vigtigere end del-sjaler, der gerne skal være klar inden næste fredag.

Og det var hyggeligt.


I får også lige et af den anden side:

Stephen West - Mystery 2014 - Clue #2

fredag den 14. november 2014

God jul


Fredag er en af de dage hvor jeg næsten ikke kan vågne. Jeg har vendt mig flere gange og stillet vækkeuret frem mere end godt er. Nu er jeg oppe – men jeg er ikke helt sikker på om jeg vil kalde mig vågen.


Henriettes skøjter


Datoen vidner om, at vi er midt i november, og selvom tankerne om jul og julegaver begynder at banke på – og de første er godt på vej – er jeg langt fra klar til flæskesteg og rødkål.

Det er så bare ærgerligt, for det er netop menuen i aften. Vi holder julefest for børn og forældre. Omkring firs bliver vi, og sådan noget kræver mange kartofler. Det er så nærmest det nemmeste i hele processen. For når vi lokker med en håndfuld pebernødder for hver fem skrællede kartofler, ender det hurtigt med tre af de kæmpestore gryder fyldt med katofler uden skræl.

Børnearbejde – kalder nogen det. Det er muligt, men så længe ungerne synes det er sjovt, bliver vi ved.

En anden lille juleting er de bittesmå skøjter Henriette har hæklet. Jeg fik dem, da Bettina og jeg var på besøg. De er supersøde og jeg er vildt imponeret. Tænk at hækle så småt.

Når december for alvor sætter ind og vi på et tidspunkt finder plads til et træ, skal de op og hænge på en gren.


Henriettes skøjter

Henriettes skøjter


Tilbage til i dag.

Det skal nok blive godt, og med rå rødkålssalat glider flæskestegen meget nemmere ned.

Godt Henrik var med på den plan. jeg finder snittegrejet frem en gang i løbet af dagen.

torsdag den 13. november 2014

En slags date


Den blomster endnu...


Vi mødtes i Glostrup. Jeg kom cyklende, Anders kom med toget. Jeg havde skippet den sidste times arbejde, mens Anders havde nået at være omkring hjemmet og en udskiftning af arbejdstøjet.

I Glostrup brugte vi et par timer på et foredrag af den kedeligs slags. Et af den slags, man kunne vente sig meget af, som kunne have været så givtigt, men mest bare var det modsatte.

Vi var sultne, da vi pakkede sammen og fandt min cykel udenfor. Det er nemt at blive sultne efter kedelige foredrag.

Altså endte vi med at finde os selv ved et bord på et pizzaria i Glostrup. Inden maden blev serveret flettede vi fingre tværs over bordet.

Bagefter tog vi hjem. Jeg på min cykel, Anders med toget.

Vi kyssede farvel, inden vi skiltes.


Det kan vel godt kaldes en slags date…

tirsdag den 11. november 2014

Det første færdige keramik


Den første glasur


Endelig er det første færdigglaserede keramik kommet ud af ovnen. Det kunne have været sket før, men Susanne var syg, og jeg kan mærke at min viden om ler og glasur kan ligge på så lille et sted, at jeg endnu ikke er parat til at stå med børn, der spørger og glasur, jeg ikke er helt sikker på. På den anden side kunne det også være et velvalgt spring ud på det dybe.

Jeg krydser alligevel fingre for, at Susanne er rask på torsdag.

Men altså ovnen stod klar, jeg vidste vores glaserede ting stod derinde og jeg vidste også at det måtte være færdigt. Jeg endte med at spørge Peter. Peter er den eneste anden med viden om ler, glasur og de store ovne. Jo, sagde han, den er færdig, og så åbnede han.

Derefter kunne jeg tage den ene fine ting efter den anden ud af ovnen. Fint stablede efter alle kunstens regler og med glasur, der havde skiftet farve, så ikke alle var tilfredse med resultatet.


Den første glasur

Den første glasur


Jeg havde lagt bladgrøn glasur. Eller det var navnet på bøtten. Lige netop den glasur var måske en lille smule for tør. Jeg vidste det ikke, men kunne godt bagefter se – når jeg kiggede i de andre bøtter – at den ikke lignede helt. Min glasur krakelerede, da den tørrede, og jeg var spændt på hvordan den ville agere i ovnen.

Er det ikke altid sådan? Glasur er noget man altid kan være spændt på.

Jeg endte med en glasur, der ligger lidt tilfældigt. Jeg var ellers ret påpasselig med at lægge den jævnt. Men faktisk synes jeg det er blevet ret flot. Farven er også fin – omend jeg nok ikke ville kalde den bladgrøn.

Den virkede bare oplagt til den lille skål jeg lavede af blade. Bladene fandt jeg udenfor, lavede aftryk af med en kagerulle, inden jeg skar dem ud og samlede til en lille skål.

Den er ikke så stor, men den skal nok kunne indeholde en karamel eller to.

Og så har den givet mig blod på tanden efter mere.