mandag den 30. september 2019

Munkebakken


Næstved var tidligt en vigtig by. Der er gjort fund helt tilbage til den romerske jernalder og vikingetiden.





I middelalderen blev byen et samlingspunkt for flere munkeordner. Der har været både franciskanere, dominikanere og benediktinere, der alle byggede klostre i og omkring byen. Både Herlufsholm og Gavnø Slot startede deres liv som klostre.

Bygningerne bag Sct. Peders Kirke, hvor Næstved Museum i dag holder til, blev opført som hospital og fattighjem i 1400 tallet. Jeg forestiller mig det må have været en del af et kloster - hvor kirken sikkert også hørte til.

I Hansetiden var byen et vigtigt knudepunkt, og var i 1200 årene, næst efter Roskilde, den største by på Sjælland.

Med den religiøse historie, som jeg ikke tidligere har tænkt over, gav det mening med alléen af munke på Munkebakken - parken bag stationen, da vi lørdag gik rundt i byen på jagt efter pokemons.





Egentlig skulle vi have været til den årlige familiekomsammen på min fars siden af familien, men det glippede, en stor fødselsdag stod i vejen. Sådan kan det gå, og da min søster så mente at vi bare selv kunne ses - vi havde jo ikke andre planer - gav det sig selv.

Altså tog Anders og jeg til Næstved i lørdags. Både min søster og Anders synes pokemons er spændende - jeg er vist efterhånden mest med. Efter kaffe og snak hos min søster, tog vi ind til byen, startede ved Sct. Peders Kirke, gik rundt efter en ikke nøjere overvejet plan og endte på Munkebakken.







Jeg blev lidt betaget af rækken af munke, som alle så ud til at være skåret i træ, men er af kobber og med begyndende irring. De gav tanker om en allé, som de stod der nærmest voksende op ad jorden.

Hjemme har jeg undersøgt en smule, og det viser sig at alléen af munke faktisk er en allé. Tidligere stod en allé af elmetræer, der blev syge, og man valgte at få skåret en flok skulpturer ud af de døde træer.

Den lokale kunstner Jens Andersen har stået for skulpturerne, der symboliserer de tre munkeordner, der har holdt til i Næstved. Hver og en har forskellige roller, og står med hver deres.





Desværre kan skulpturer af døde træer ikke holde evigt - de rådner op indefra. Derfor blev der lavet afstøbninger af træskulpturerne, som senere er blevet brugt til at lave nye skulpturer af et materiale, der holder bedre.

Virkningen af kobber med tydelige træsnit er ret fantastisk. Jeg var i hvert fald imponeret.







Bag rækken af munke, øverst på bakken står udkigstårnet, 48 meter over havet og med udsigt over hele byen. Udsigten var næsten bedst midtvejs. Jeg gik helt op, og var noget bævende på den øverste del af trappen der, modsat tårnet, ikke føles særlig stabil.

Bag udkigstårnet ligger en motionslegeplads og et lille amfiteater. Jeg nøjedes med et billede inden jeg gik tilbage til pokemonjægerne.





søndag den 29. september 2019

Henriette Sjalet


Da Henriette for tre måneder siden begyndte at strikkepodcaste, var hun i gang med at strikke på et sjal, som meget hurtigt blev til et oplæg til en samstrik, med masser af muligheder for at afprøve diverse teknikker.





Da Henriette var klar med noter og de første dele af sjalet, dykkede jeg ned i mine rester og fandt Højlandsuld af den slags jeg har haft længe, har brugt af til flere projekter, men vedblivende synes at have mere af.

Jeg kombinerede med følgetråde af flere forskellige slags, og endte med stashdiving, der ikke kun gav godt på garnkontoen, men også endte med et sjal,  der foreløbig har varmet godt om skuldrene, når jeg sidder i sofaen.

Det er varmt. Det er stort, og også temmelig tungt. Jeg er sikker på det nok skal give god varme udenfor - med tiden - men lige nu er det skønt at have liggende, når det bliver for koldt, i hjørnet af den lille stue, der engang var Daniels værelse.





Det var dengang vi skar et stykke af stuen, for at skabe et værelse til hver af børnene, målte efter hans seng, og endte med et lille bitte værelse, der rummede lige præcis plads nok til stadig at have en stue og det allermest nødvendige for den unge teenager.

Han brokkede sig aldrig over det lille værelse, der ikke gav plads til de store armbevægelser, men til gengæld altid har været hyggeligt - også dengang det indeholdt ildelugtende teenagetøj og sure sokker.





Siden flyttede han hjemmefra og værelset har både rummet små møbler, større møbler, spisebord og nu sofa og garn. Flere har undret sig over at vi ikke slår den tynde væg ned igen, men vi kan faktisk  godt lide den lille stue, også selvom vi sikkert vil have flere indretningsmuligheder, hvis vi igen lod stuen få sin fulde størrelse.



Nok om små stuer og tilbage til sjalet.








Design: HenrietteSjalet af Henriette Hald.


Garn: Højlandsuld i flere farver, kombineret med følgetråde i alpaca, hør/alpaca og uld - alt fra Garnudsalg, og alt med nogle år på bagen i mit hjemlige lager. Det betyder at farverne eller kvaliteterne ikke nødvendigvis findes mere

Der gik en del garn til. Hele sjalet er strikket med tre tråde, to tråde Højlandsuld sammen med en følgetråd. Det betød en færdig vægt på 482 gram.

Fordelingen er cirka 390 gram Højlandsuld og resten følgetråde.


Pinde: 5 mm rundpind - 60 eller 80 centimeter.


Størrelse: Det endte med et vingefang på 123 cm og en højde på 95 cm.







Bemærkninger: Jeg startede næsten som Henriette foreskrev - det vil sige jeg nøjedes med 5 masker til at klippe i...



Frem til de første vandrette masker - de syregrønne striber på billederne - strikkede jeg efter anvisningerne. Måske lidt længere med den blå.

Mens fremgangen stod på, kværnede de vandrette rundt i hovedet på mig. Jeg ville gerne have rækken af masker til at stå tydeligt frem, og det irriterede mit øje at pinden lige efter de liggende masker skulle have samme farve.

Løsningen blev to farver, en til den vandrette maske, og en til den bagvedliggende maske. Det var ikke det store ståhej og jeg er sikkert ikke den eneste, der har tænkt eller gjort det samme nogensinde. Gitte fiksede en fin video og dermed fik teknikken endnu et tvist.

Det næste tekniske indslag kom i den brune stribe, hvor Henriette dikterede en flok små snoninger.
Jeg spejlvendte, både lodret og vandret  og endte med noget, der ligner det Henriette lavede, men vist også er blevet sit eget.

Jeg overvejede flere forskellige aflukninger, men endte med den helt traditionelle, som ikke er særlig fleksibel, men som virker.







Dernæst skulle der klippes op. Jeg kunne godt have gjort som Henriette og blot sy ombukskanten ned.

I stedet besluttede jeg mig for endnu en kant, samlede masker op og kantede den øverste kant med fem pinde rib, inden jeg lukkede af og besluttede at jeg var færdig.



Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.





tirsdag den 24. september 2019

Grøn Dip Dye


Nå! Men den orange sweater blev for stor, så jeg strikkede en mere.





Nu havde jeg styr på opskriften, farvemønstret og opbygning, så jeg vendte det hele på hovedet, strikkede oppefra og ned, tilføjede en flok klippemasker og klippede til slut.

Jeg ville have en cardigan. Jeg ville have mere af den mørke. Jeg har stadig mere orange, men ikke nok til det jeg ville nu, så nummer to blev grøn. Masser af grøn.


Den endte med også at blive for stor.

Men så er der noget at vokse i...







Oscar var ligeglad, så han fik den med hjem, da jeg afleverede ham i vuggestuen for fire uger siden.


Jeg synes farvefordelingen blev meget bedre, end på den orange.










Design: Dip Dye Jumper af Camilla Vad.


Garn: Reloved Merino fra Butik Smuksak. Farverne hedder Pearl Grey, Mimosa, Pepper Stem og Dark Moss.

Jeg endte med at bruge 190 gram -  næsten to nøgler af den mørke grønne, og under et nøgle af resten.


Pinde: 3½ og 4 mm - rundpinde og - så vidt jeg husker - magic loop til ærmerne.


Størrelse: Jeg slog op til str. 1 år og brugte målene til en størrelse 2 år.

Den endte som en str. 2 år.





Bemærkninger: Jeg vendte det hele på hovedet - cirka.

Jeg startede med at slå 71 masker op med en Alternating Cable Cast On. Jeg fandt en toturial på Youtube, det virker helt forkert mens opslagningen står på, og ja, garnet skal under pinden hele tiden, selvom det virker mærkeligt.

En Alternating Cable Cast On virker lidt som en Italiensk opslagning, hvor ribberne i en rib ligesom vokser ud af opslagningen.





Efter ribben, slog jeg 5 ekstra masker op til senere opklip eller steaking, lavede et par vendepinde, for mere højde i nakken og fortsatte efter opskriften - blot modsat.

Efter opklip forsøgte jeg med en forkant i flere farver, for at matche farveforløbet i kroppen, men det blev ikke pænt, så jeg valgte at strikke forkanten ensfarvet, rib og adsluttede med en aflukning der matchede opslaget.

Igen var youtube min ven. Og en Alternating Cable Bind Off var om muligt endnu mere forkert og mærkelig end opslagningen. Men det ender altså ret pænt.


Det handler vist mest om at gøre det. Flere gange.






Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.







Dip Dye Jumper


Dengang Camilla Vads Dip Dye-eventyr gik over land og by, kunne jeg ikke rigtig se mig selv strikke med. Jeg synes effekten er vildt flot, men jeg kunne ikke se det på mig selv.

Så var det jeg kom til at købe noget garn til Oscar....





Eller faktisk så jeg garnet, kom i tanke om Dip Dye-feberen og købte to nøgler af otte forskellige farver.


Planen var en vuggestuesweater til barnet.

Foreløbig er det blevet til tre sweatre, og der er stadig garn tilbage. Nu får I den første.

Oscars yndlingsfarve har, siden han var helt lille, været orange. Altså købte jeg orange, som kunne fades med noget andet. Jeg havde en plan om en hel del orange og knap så meget af de andre farver, men jeg kunne ikke gennemskue hvor langt op ad trøjen, som er strikket fra bunden og op, mønstret ville fylde, og strikkede ikke nær nok, til at opfylde mine drømme om mere orange.







I sidste ende viste det sig at mønsterstrikken var helt slut, da jeg samlede krop og ærmer, hvilket gav temmelig meget grå i toppen.

Jeg ville hellere have haft det meget ensfarvede i bunden, men jeg laver den ikke om.

Til gengæld får den lov at ligge et stykke tid - for den viste sig at blive alt for stor.

Det burde jeg nok have gennemskuet.











Design: Dip Dye Jumper af Camilla Vad.


Garn: Reloved Merino fra Butik Smuksak. Farverne hedder Persimmon, Curry, Pearl Grey og Stone Grey.

Jeg endte med at bruge 221 gram -  over et nøgle af de to yderste farver.


Pinde: 3½ og 4 mm - rundpinde og - så vidt jeg husker - magic loop til ærmerne.


Størrelse: Jeg slog op til str. 2 år - uden en strikkeprøve. Jeg kan godt lide strikkeprøver, men de er ikke så vigtige til børnetøj. Det viste sig hurtigt at den blev noget større end forventet, og endte med at bruge målene til str. 3 år.

Jeg tror den endte som en str. 3 år.




Bemærkninger: Jeg strikkede 6 ekstra omgange orange, inden jeg startede mønstret, for at få mere orange i den færdige sweater.

Op til halsen strikkede jeg helt efter opskriften (og huskede de 6 ekstra omgange orange på ærmerne også), inden jeg tilføjede en smule højere nakke- cirka 4 pinde som jeg vendte 3 masker inde på ærmet og igen 2 masker før.

Jeg ville have ønsket der var mere orange.


Har du lyst til mere information om trøjen, kan den ses lige her på Ravery.




søndag den 22. september 2019

En skøn weekend


Jeg er vågnet tidligt, og har haft huset for mig selv en times tid, inden resten af mine weekendvenner er vågnet.







Det har været en skøn weekend. Vi har lavet lige præcis det vi gad, i det tempo der lå bedst for. Vi har været nede i gear, nydt solen, vinden og det lille røde sommerhus tæt ved vandet.

Vi har strikket, gået ture, haft både sol og regn og brugt timerne på godt selskab, strik og ture ud i det blå.









Det lille røde sommerhus, tæt ved Marielyst, har før været vores base en weekend. Vi følte os nærmest hjemme, da vi nåede frem og fandt plads i de samme værelser som sidst.

I haven har vi haft besøg af både egern, kæmpekatte, fugle af flere slags og Bambi, der følte sig hjemme, og var pænt ligeglad med at vi bevægede os bag vinduerne.





Vi har stadig en god bid af søndag tilbage, inden bilen skal pakkes, huset lukkes og vi sætter kursen tilbage mod Sjælland.

En god bid, der nok skal få ben at gå på. Der er stadig masker at strikke, ord at sige og sting at sy.





fredag den 20. september 2019

Yarn Along - Uge 38


Jeg skar en dag af arbejdsugen, og tog i sommerhus.

Det er to år siden, vi sidste gang pakkede strikketøjet og kørte mod Marielyst. Samme lille sommerhus, samme damer og stort set samme aganda. Vi skal hygge, vi skal strikke og vi skal nyde at være sammen og ikke skulle noget.

Vi har været en tur ved stranden, følt en smule regn og fundet os til rette i de små sofaer, der snildt rummer os. Strikketøjet er fundet frem og jeg er vistnok kommet til at love Anders at komme hjem med en færdig sweater.















Læse:

Papa sluttede noget drabeligt, men med odds til den rigtige side. Den sidste trediedel af bogen var spændende og holdt mig fanget.

Solo er om muligt startet næsten lige så drabeligt. Axel Steen har forladt politiet og efterretningstjenesten, han har fået job som sikkerhedschef i en investeringsbank, har droslet ned og bruger det meste af sin tid på at være der for familien.

Vicky er hos politiet steget i graderne, sidder i chefstolen i personfarlig kriminalitet hos Politiet og står over for et mord, der har tråde til Axel Steen.

Kan han holde sig fra efterforskningen? Kan han hellige sig familien? Og er jobbet som sikkerhedschef helt så roligt som forventet?


Strikke:

De to sweatre til Daniel og Anders har holdt sommerferie. Nu er det tid til at finde dem frem igen.

Jeg er startet med Anders'  som mangler et ærme og en halskant. Daniels er lidt mere kompliceret, for jeg skal tage beslutninger, som jeg endnu ikke er helt sikker på.

Jeg samlede ærmemaskerne op i aftes, og strikkede løs. Lige nu er jeg næsten halvvejs i længden, men formentlig længere rent maskemæssigt.

Alle kanter er lukket af med en turbular bind off. Jeg tror jeg kan huske hvordan man gør.

Ellers må jeg slå det op.