Sammen - hver for sig

 

Vi har snakket om det mange gange, men det er ikke altid snak er nok. 

 

 

Fredag havde jeg lovet at passe Oscar. I min optik betød det han skulle overnatte, I forældrenes at han skulle hjem igen. Altså havde vi lavet planer der ikke helt passede sammen, vi fik koordineret og aftalen med Sille og Rose var i hus. 

Jeg hentede Oscar tidligt, så forældrene kunne tage på arbejde og vi kørte direkte mod Frederiksberg. Bag rådhuset bliver der bygget i vildskab, jeg har ikke givet mig tid til at finde ud af hvad. Det finder jeg nok ud af med tiden. 

Der var et par gravemaskiner, og en kæmpe maskine, jeg på ingen måde ved hvad hedder, men kort fortalt var en kæmpe boremaskine, der tydeligvis kan bore store huller i jorden. Vi stoppede, Oscar kravlede fra cykelvognen op på cykelsadlen og havde et godt kig til den store boremaskine, der heldigvis både borede og nåede at hive boret med jord og alting op af jorden. 

Længere henne mødte vi en cementblander og Oscars lykke var mere eller mindre gjort. 

 

Rose har stadig et veludstyret køkken. Sille drømmer om at sende det videre, for hun leger sjældent med det. Oscars yndlingslege handler om at lave mad, så han blev lykkelig, da han så det og selvom de både nåede at hygge med popcorn og film i hulen under sengen og havde en fest med modellervoks, gik størstedelen af tiden med parallelleg. 

Både Sille og jeg legede med, og alligevel havde vi meget mere tid til voksensnak end vi plejer at have. 

Begge børn var enige om at sådan en dag kan vi godt gentage, og vi endte også med at være væk i meget længere tid end jeg havde forventet. Umiddelbart havde vi snakket om et par timer, fordi begge sidste gang (det er mindst et år siden) hurtigt blev trætte og endte med en smule uvenskab. I fredags var alt godt og alle glade.

 

 

Vi kunne meget muligt snakke længe inden det sker igen. Men helst ikke for længe.