At sende en baby ud i Verden

Nogen gang er det nærmest livsnødvendigt at fortælle noget videre. Nogen gange kan man blive helt febrilsk efter tilhørere, der kan glædes og være med. Nogen gange er tilhørerne væk og sommerfugle og kriller i maven tiltager i overvældende, mens kravet om at fortælle vokser i rasende fart, mens man tripper rundt om sig selv og slet ikke kan finde ro.

Sådan havde jeg det lige omkring klokken halv fem.

Der sad en flok drenge i mørket i hyggerummet og hyggede. Hvorfor der skal være mørkt, er ikke helt gået op for mig. Men det skal der. Altid! Ved computerne sad to andre drenge. Det var alt. Alle de andre børn var gået hjem.

Hmm, tænkte jeg. Jeg kan lige tjekke min mail, åbnede mailprogrammet og fik noget nær et chok. Min baby er solgt. Den store blå taske, der koster så meget at jeg føler jeg skal retfærdiggøre prisen, hver gang nogen spørger. Tasken, der er yndlingen, fordi den var med til fødslen, dengang jeg begyndte at lege med formerne. Tasken jeg mest oplever som et kunstværk, og som nogen andre nu også kan se det smukke i.

Reaktionen kom bag på mig. Jeg fik nærmest hjertebanken, ondt i maven og følte at hænderne rystede. Og så havde jeg i den grad brug for at fortælle det til nogen – NU! Men de var alle sammen væk. Enten gået hjem eller sad i alvorlige samtaler med børn, der ikke lige kunne afbrydes.

Siden har stoltheden overtaget. Stoltheden over at nogen har set værdier i det jeg har lavet. For Jantelov eller ej – så kæmper jeg stadig med den pæne pige, der endelig ikke skal tro hun er noget.

Jeg skal lige ae lidt mere på den. Helt forstå at den forsvinder, at babyen får vinger og skal sendes ud i Verden. Siden skal den pakkes forsvarligt ind, adresseres og i morgen skal jeg stå tidligt på posthuset, for det er sidste skoledag inden juleferien. Skolen slutter tidligt og vi åbner tilsvarende tidligt.

Wauw!

Det er også mærkeligt, at se den stå som solgt inde i butikken.

Weekend i fletværkets tegn

En skøn weekend.

En dejlig weekend.

En weekend fuld af koncentration og mere stilhed end forventet, blandt en flok kvinder.

En weekend fuld af gode oplevelser.

Og snakke.

Jeg er træt nu.

Skal lige sidde lidt.

Så trækker jeg mod søvnens rige.

København i solskin

Blå himmel og kolde vinde. Jeg skulle måske alligevel ikke have ladet vanterne blive hjemme.

Med sådan et vejr tager byen sig ud fra sin bedste side, og jeg nød hvert sekundt udendørs.

Nostalgisk genbrug

år jeg som barn listede ind i soveværelset i løbet af natten, var mine forældre ofte dækkede af det. Senere overtog jeg og har mangen en nat svøbt mig i det hvide med de fine blå blomster, der uigenkaldeligt hører minder om barndommen til.

Brug og vask sled, huller blev lappet og syet til, indtil en gennemslidt forvisning til kludebunken.

Med afslutningen af tæppet til Daniel og dermed et tæppe til hver af børnene er dynebetrækkene igen kommet til ære og værdighed. Nu som mellemfoer i hver sit tæppe.

At ungerne ikke har minder og historier om at følge stingene i de blå blomster gør ingen verdens ting. For de er ikke længere synlige, kun i min hukommelse og erindring lever de videre.. forhåbentlig i mange år.

Måneskinsstemning

Lørdagen stod i Bedstevenindens tegn, med snak og runding af alle de vigtigste emner.

Opbrudet var sent (som sædvanligt) og mens benene gik mod bussen registrerede resten af kroppen måneskin og lækkert vejr. Måske næsten i overensstemmelse med vejret og det hyggelige mørke var bussen forsinket og benene fortsatte turen hjem.

Omkring Domus Vista kom de – busserne – som perler på en snor, men da havde jeg forlængst fundet musik til ørene og besluttet mig for en længere gåtur… der dels var motiveret af temperature der helt sikkert havde rundet nul og kagen vi delte.

Halvanden time tog det – hyggelige halvanden time.

Candyflossfarvet tusmørkestemning

Sneen har dalet dagen igennem, med store bløde fnug i let tempo fra en malerisk himmel.

Hjemturen bød på candyflossfarver langs tilsneede cykelstier og hvidpudrede træer og buske.

Med pastelfarverne følger også flere dage uden mål og med. I morgen starter den vinterferie store dele af landet allerede har afholdt.

Ungersvenden drager til et sted nord for Skive og syd for Limfjorden sammen med fire ligesindede mod et par bedsteforældre, der slår dørene op for en uges erobring af stuearealerne fra fem store teenagedreng og vistnok også en lillesøster med en medbragt veninde – jeg er imponeret over de bare sådan tager imod.

Emilie tager alene afsted til Djurs og Farmand (og hun glæder sig – har ikke snakket om andet det sidste lange stykket tid), og jeg holder fri allerede fra i morgen, for at kunne følge helt til toget og en afgang ikke alt for sent.

Også Anders har fri, og pludselig blev der alenetid og tid til kæresterier. Vi har ikke de store planer, men hvad gør det når huset er tomt og uden børn, med udsigt til lige hvad der passer os – når det passer os.

Uhm, jeg glæder mig.

Gammel lærdom

Det var min lærer i Kunst- og kulturhistorie der i sin tid lærte mig at hæve blikket og se alle de fantastiske detaljer i de gamle bygninger rundt omkring. Det var også hende, der lærte mig om Frederiksstaden – området omkring Marmorkirken, Amalienborg og Kunstindustrimuseet – der er tegnet af Nicolai Eigtved og bygget efter mærkelige mål.

Det var også ham der tegnede Marmorkirken, men materialerne var for dyre, byggepladsen henlå med rod og ubebygget grund i alt for mange år, de allerede indkøbte materialer forsvandt og der var et par huse, der aldrig blev indlemmet til byggeområdet og stadig står den dag i dag.

Det var i øvrigt også ham der tegnede Københavns Rådhus efter inspiration fra et sted ved middelhavet, med et højt tårn placeret knapt så symetrisk som resten af datidens bygningsværker ellers skulle være. Rådhuset er også kendetegnet ved at være opført udelukkende af materialer der fandtes i Danmark – heller ikke noget der stod i høj kurs dengang.

Senere blev Marmorkirken tegnet om (jeg kan ikke huske af hvem) og endelig bygget. Selvom der i dag ikke er noget marmor af nævneværdig grad, har den stadig samme navn. Skulle du nogensinde komme forbi er den et kig værd og udfylder til fulde sit navn – blot er al marmoren skueretter smukt malet på træ. Ideen til den originale kirke kan ses på det relief der sidder på muren af et af palæerne, hvis du en dag kommer forbi og går fra kirken ned mod slotspladsen.

Det var min lære i Kunst- og kulturhistorie der lærte os om søjler og arkantusløv. Jeg har glemt hvilken tidsalder de bladligende toppe hører til, men navnet hænger fast, og dukker op hver gang jeg kommer forbi bygninger med bladprydede søjler.

Det var en medstuderende, der i sin tid fortalte at mosaikgulvene på Thorvaldsens Museum er perfekte at overføre til strik. Specielt fordi mange af mønstrene passer præcist med de 24 masker der er til rådighed i hulkortene på gamle strikkemaskiner.

Sådan kan en hurtig tur ind til byen også hurtigt føre til genopdagelse af lærdom, der måske ikke er særlig brugbart i hverdagen, men som stadig findes, og dukker op bringer både minder og tanker om alting og intet.

Grøn aftenstemning

Min yndlingsfarve er grøn. Rækker jeg ud efter noget, vil det altid være den grønne, hvis jeg har flere forskellige farvevalg.

I løbet af de sidste dage er jeg faldet over flere grønne lys, der sammen udgør en fin lille opstilling. Strikketøjet er atter grønt og i aftenmørket giver de grønne lys en god stemning :)

Høje hæle og regnvejr

Hvordan jeg lige besluttede at tage tynde fine små sko på, en novemberdag der lovede regn hele dagen er stadig et godt spørgsmål.

På kom de og på var de, da turen efter arbejde gik mod ydre Nørrebro og små stille gader lige bagved al balladen, hvor alting er tyst og ånder af fred og ro. På cykel gennem byen i øsende regnvejr, for selvom andre valgte mere komfortable metoder til fremdriften, cykler jeg hellere og står ikke en sen nattetime uden mulighed for busser og tog.

Min søde kollega tog samme vej og når jeg nu jeg ikke er indehaver af regntøj og, han har flere set, endte jeg formummet i herreudgaven af Helly Hansen, med høje hæle og fine handsker.

Ind gennem Sallingvej og Hillerødgade, over Nørrebrogade og videre af Mimersgade cyklede vi side by side i et vejr der kun blev mere og mere vådt – selv gennem regntøjets lyksagligheder.

Pladdervåde nåede vi frem, med vaskebjørnsøjne og gennemblødte strømper. Frem til et hyggeligt varmt køkken, der duftede af retter frembragt af de noget hurtigere kolleger, der var sat til både at sørge for steg, suppe og sovs.

En hyggelig aften med fantastiske mennesker i dejlige rammer, der endte alt for sent. Hjemad kørte cyklerne nærmest ad sig selv, gennem nattetomme gader i mørke og uden regn, før jeg kunne tumle mig i sengen ved siden af en varm kæreste, der havde opgivet at sidde oppe og vente.

En dejlig aften.

Mørke

Med vinterens tiltagende mørke, bliver det sværere at tage gode billeder. Mit lille kamera fungerer ikke særlig godt, når det første skær af tusmørke sætter ind.

Heller ikke blitzen synes jeg gør noget godt for billederne, men samtidig kanjeg mærke, jeg føler mig hæmmet, når ikke indlæggene flankeres af billeder.

Der er stadig lys om formiddagen og måske jeg bare skulle huske eller lære at bruge de lyse timer til fotografering, med en mulighed for et lager af billeder, der kan give mig en følelse af stemning.

- Måske skulle jeg give brugsanvisningen en chance, finde den frem og se om ikke muligheder kunne dukke op … selvom jeg tvivler.

 Billedet er fundet blandt sommerens blomstermotiver

Om et øjeblik pakker jeg mig sammen og begiver mig ud i mørket og regnen. Med cykel og lygter som trofaste følgesvende, skal jeg tilbage mod skolen, der denne gang ikke er min arbejdsplads - men Emilies skole, hvor et forældremøde venter, forhåbentlig med gode vibrationer og dejlig stemning.

Det tror jeg på.

Efterår

Ferien er slut, med en første morgen, der gjorde det svært at komme ud af fjerene. Morgerne er kolde, heroppe under taget. Mens vi om sommeren har det alt for varmt er det isnende koldt om vinteren. Specielt om morgenen, når solen ikke har bagt på taget, kan være kolde.

Ungersvenden mente der skulle skrues højere op for varmen, mens jeg stadig er af den overbevisning, at når kun det er om morgenen det er koldt, så venter vi lidt med at åbne op for varmen, og holder mig til varmere tøj og tykke sokker.

Det var svært at komme op, med travlhed til følge og ture ud af døren, lidt senere end normalt. Emilie har stadig ingen cykel og regner bestemt med udsagnet fra den butiksansatte, der sidste lørdag mente at kunne skaffe en cykel hjem i løbet af 2 uger. Jeg venter og ser – og håber, men ved godt, det måske ikke er den cykel vi skal have.

Følger du mig ikke til bussen? Sagde hun og selvfølgelig gjorde jeg det. Godt med tøj på og ud i morgenkulden, der slet ikke var så kold, som jeg frygtede.

Men gråt – det strålende solskin fra i går, er udskiftet af en tung dyne af skyer, der måske varmer, men gør det hele lidt ekstra gråt. Overalt er der tegn på forfald, og de smukke brændte farver, der hører efteråret til, er allevegne.

Sommer med korte skørter, bare ben og lyse nætter er dejligt, men også andre årstider har deres skønhed. Efteråret med tykke sokker og varme drikke er også skønt og kigger man godt efter er der stadig masser af farveklatter overalt.

Giganterne står dyb mørkegrøn med alle bladene i behold – gad vide hvornår de ryger af? Andre træer og buske er nærmest sat i brand, mens de sidste bær og blomster lyser op med de røde kulører i flere farver.

I den gamle  sandkasse står rododrendron og en enkelt med en fin lille blomst, der slet ikke ved, det er den helt forkerte årstid.

Om  lidt venter varm the og kedelige opgaver – sikkert også lidt hygge og strik inden min første arbejdsdag, indkøb og Emilies lasagne i aften.

Hav en dejlig mandag

Superhyggeligt

Må være overskriften til dagens brunch og hygge.

Jeg fandt blomster undervejs, i en lille kiosk på hjørnet lige inden BedsteVeninden. Kiosken, der ofte har alt det, man lige står og mangler.

Lige i døren var et udvalg af bundede blomster, der mest af alt lignede noget, der hører hjemme på kirkegårde. Ikke at det er noget problem, jeg mente bare ikke det var det helt rigtige signal at sende. Midt mellem alle begravelsesblomsterne, stod også et bundt chrysantemum, så dem snuppede jeg, og nu håber jeg bare de holder lidt længere end natten over.

BedsteVeninden havde været igang fra tidlig morgen – startende allerede i aftes og havde lavet mad til et mindre kompagni. Da vi alle havde proppet os til vi kunne trille, var der ikke gjort det store indhug.

Det hjalp lidt da Søster, med farmand og yngsteniecen drog hjemad med taskerne fulde af boller og brownies. Da ældsteniecens (måske) kæreste lidt senere kom, efter at have spillet kamp og med sulten i behold, begyndte bordet at være til at overskue.

Niece og (måske – det er ikke altid godt at vide i den alder) kæreste forsvandt, vi ryddede det sidste. Kager, boller, frugt og tilbehør forsvandt i dertil egnede bøtter og skåle, jeg fik kanelsnegle og brownies med i tasken og BedsteVeninden pakkede lidt ned til senere, før vi pakkede os sammen og gik ud i solskinnet.

Vi fulgtes mod Metroen, hvor BedsteVeninden skulle videre mod Amager og en aften og middagsaftale, jeg på cykel hjemad ad den grønne cykelsti.

Ved Diakonissestiftelsen stod en lysregulering, der har været udsat for en omgang tæv, men ikke har givet op. Selvom manden vendte med hovedet nedad, var der stadig lys i både den røde og den grønne model.

Solen skinnede, så jeg næsten blev blændet, selv iført solbriller og de skønneste orange og brændte farver lyste mig imøde fra alle sider.

Ved Damhussøen var der gang i fuglelivet og mange havde sat pladsen på hjørnet stævne med weekendens overskud af brød. Både små og store hyggede sig med poser fulde af brødkrummer, fuglene fløj både højt og lavt, over og under, og var temmelig svære at fange i farten.

Hjemme går dagen på hæld, solskinnet forsvinder i takt med at solnedgangen breder sig i horisonten. Emilie ventede med spil og hygge, inden jeg indtog computeren til en tur rundt og høre hvad andre har brugt dagen til.

Strikkeaften

Endnu engang mødes vi til strik og hygge her i minilejligheden på torsdag. Sidste gang var superhyggeligt, og det er jeg sikker på, det også bliver denne gang.

Har flere lyst er der plads til flere, bordet kan slås ud og døren kan åbnes, så de rygetrængende ikke tvinges ud over kanten af vinduet.

Lige nu føler jeg mig dog lidt vingeskudt - snot i hele hovedet, rindende øjne og propper i ørene giver ikke de helt store hjernevindinger. Men jeg er sikker på at være klar til torsdag :)

Aftentur i mørke

Solen var gået ned, og de smukke røde, orange og pink nuancer forsvundet fra aftenhimlen. Tilbage var dyb mørkeblå, da Emilie mente, at nu var hun klar til at gå tur.

Vi fandt overtøjet frem og gik ned til branddammen og tilbage igen, mens lidt af hvert blev vendt, drejet og kigget efter i sømmene. Emilie genoplevede oplevelser fra hendes korte tid som Byggerbarn.

Det jeg troede ville være det helt rigtige for et barn, der altid legede ude, viste sig ikke at holde stik. Hun havde nogle hyggelige måneder på Byggeren engang i løbet af tredie klasse, før hun vendte tilbage til Klubben og de noget mindre udendørsarealer.

Nu her er aftenmørket, kom endnu engang historien om dengang hun kom lidt for tæt på kanten og endte i søen. Heldigvis blev hun trukket op, og min erindring rækker ikke videre end til alt det våde tøj, der hang på badeværelset, da jeg kom hjem.

Ingen tvivl om at pigebarnet her, synes mor er god at have i nærheden, men er der ingen mor, klarer hun det hele selv. Hun er nemlig til tider supersej!

Med på turen, var også kameraet. Med blitzen sat til, forsøgte jeg mig med samme motiv, som tidligere på dagen. Knap så hyggeligt og uden det store kunstneriske isælt. Til gengæld vidner det om, hvor mørkt der er lige henne om hjørnet, når gaden og den faste belysning forsvinder.

Om  lidt er det tid til endnu en gang dej til morgenboller. Jeg tænker at boller en lørdag morgen, gerne må være lidt sødere og lidt mindre grove – så måske jeg bare skal lade kernerne og det grove mel være denne gang :)

Godnat og sov godt.

Aftentur i mørket

Sent i aftes, længe efter mørke var faldet på, var det på tide at få noget frisk luft.

Vi gik tur, i den milde aftenluft og snakkede om alt og intet. Omme bag Byggeren vokser humle. De er smukke, de små blomster, men mørket gav ikke mulighed for billeder og i stedet måtte de ligge til solen igen stod op. Det kan ses, men de er stadig smukke.

Sådan en tur ud i natten, når selv bilernes færden er på et minimum og nye lyde dukker frem er hyggeligt og forfriskende.

I dag er der huslige pligter at passe, vasketøjet bugner og køkkenet trænger til en overhaling. Det bliver nok alligevel holdt på et minimum, for næste uge byder på travlhed og mange aftaler, og endnu en dag uden det store er klart at foretrække.

Aftenhimmel

Date ved søerne

Til tider snakker vi om at huske os selv og kærligheden og tosomheden. Huske at være kærester.

Måske er vi også ved at huske at gøre noget ved det.

Anders inviterede og vi tog til byen. Emilie har været hos mormor og spise, mens Ungersvenden dukkede op i Caféen og bestemt ikke havde tænkt sig at tage hjem, da jeg havde fri.

Vi drog mod Estate, hvor Anders fik kaffe og havde drømt om brownies. De sidste var udsolgt, så vi nøjedes med det stykke chokolade der følger med, mens vi sad bag Planetariet med udsigt over søerne.

Da kaffen og den gode juice var drukket gik vi videre mod toget. Det var svært at overtale Anders til en rundtur i hans barndoms kvarter bag Hovedbanen på det gamle Vesterbro.

Den gamle ejendom de dengang beboede er restaureret og tilbage i fordums pragt. Løverne og savannen, der dengang for mange år siden blev malet i portindgangen, fik vi et kig til, da porten blev låst op. En forundret Anders blev helt glad over at kunstværket han var med til at lave for over femten år siden stadig eksisterer.

Turen gik videre med Metro mod Christianshavn, forbi Frelserkirkens spir mod Bådsmandsstræde, hvor vi dryssede en tur rundt, inden turen igen gik mod Metro, tog og bus.

På Prinsessegade lige ud for kirken stod et gammelt rugbrød, helt autentisk med alle de originale finesser. Et sjældent syn, vi kiggede en ekstra gang på.

Tilbage efter et par dejlige timer,  blev vi enige om, at vi skal huske os lidt oftere :)

Afbræk

Anders ringede lige inden jeg havde fri.

    Vejret er lækkert, solen skinner og jeg sidder på en
      bænk nede ved voldgraven….

Jeg hoppede på cyklen, stoppede kun lige længe nok til at købe to blueberrymuffiins, mmmm… så sad vi ellers der i skyggen helt nede ved vandet og kiggede over på skråningen på den anden side, hvor fårene går frit omkring.

Lige der ved vandkanten, har de (fårene) slidt godt på underlaget, så der så temmelig trist og gråt ud.

Midt i voldgraven lå en bycykel, sikkert smidt fordi nogen ikke har gidet køre den tilbage til midtbyen, hvor den hører hjemme.

Længere henne er udsigten smuk og grøn, med et kik til en af de gamle voldanlægsbastioner, der ligger spredt hele vejen langs Vestvolden.

Vi spiste vores muffins, snakkede lidt om alt og ingenting og nød at have tid alene sammen.

På den indre del af det gamle voldanlæg går får frit omkring, de holder græsset nede og er med til at gøde vegetationen. Vi lod cyklen stå og gik en tur ind til dem.

Mens Anders tussede rundt og kiggede på vegtationen, forsøgte jeg at fange et får eller to. Men nok kan vi komme ind, og nok bliver vi tolereret, men fremmede folk med kameraer, er tydeligvis ikke velkomne.

Hver gang jeg nærmede mig, flyttede hele flokken sig og vendte resolut den anden ende til. Jeg opgav og begav mig tilbage mod cyklen, formåede at fare vild, inden jeg fandt den rigtige udgang, hvor Anders stod og ventede.

På vej hjemad bankede hverdagen på igen, med spørgsmål om aftensmad og forældremøder – dejligt med sådan et lille afbræk.

Aftentur

Mens aftenen langsomt faldt på og solen gik til ro, cyklede Emilie og jeg en tur rundt med fødselsdagsinvitationer til de børn, der bor i den nærmeste omkreds.

     Hvor er det hyggeligt….

Sagde Tøsebarnet, mens vi cyklede, og jeg måtte jo give hende ret.

Vi burde gøre det noget oftere – ikke at aflevere invitationer, men tage en tur ud i aftenen, enten på cykel eller også bare gå.

Farveforvirring

Sammen med et par puder eller tæpper er gulvet på altanen det bedste sted at opholde sig, når her er rigtig varmt, så det gjorde jeg.

Helt nede, på ryggen med bog og udsigt til en uspoleret blå himmel, lå jeg skærmet for solen og læste indtil det blev for koldt og jeg sidste gang kravlede ind ad viinduet. Sidste gang, for hold da op hvor har jeg været mange gange frem og tilbage – glemte puder, vand, kamera eller hvad det nu lige var eller de gange jeg måtte ind og i kældren og se til vasketøj og filtning.

90 grader – det var hvad der skulle til, taskerne er blevet bløde og filtede og noget mindre, end fra start af. Desværre smittede den ene af farverne af  - så nu har jeg et håndklæde og et viskestykke, der før var hvide - nu er de hyggeligt lyseblå.

Den hvide taske, Tøsebarnet havde fundet farver til, er ikke længere hvid, men gråblå og det ser fint ud.

Eneste minus er de to håndklæder der før var kedelig gule, nu er endnu mere kedelige og grågrumset gullige. På den anden side er det ikke håndklæder jeg nogensinde har holdt særlig meget af. Jeg fik dem brugt for et par år siden, og da de virker fint og er bløde, har jeg dem endnu. Og selvom de nu har skiftet farve er de stadig bløde. Jeg har tidligere prøvet at udnævne dem til de håndklæder ungerne må tage med til gymnastik eller svøming, de forsvinder nemlig nogengange … det kan være jeg skal prøve igen!

Dahliaen derimod er stadig fint farvet og foldet smukt ud.

Jeg elsker at se på de smukke farver og blomster på min altan. For ikke længe siden fandt jeg nogle gamle billeder, hvor altanen var helt bar – hvor var den kedelig!

Nu kan jeg næsten ikke få blomster nok, det er kun pladsen der bestemmer og så skal der alligevel lige være plads til lidt mere :)