lørdag den 29. februar 2020

At bo i Berlin


Der var engang vi pakkede os sammen med cykler og telt, og begav os ud i naturen. Men så blev vi (eller nogen af os) for gamle og fik ondt i ryggen af alt det der teltligning (eller måske var nogen vokset ud over spejderlivet - hvem ved)







Det betød under alle omstændigheder, at vi opgraderede. I løbet af de sidste mange år, har vi boet på hotel - af varierende beskaffenhed - når vi var af sted på ferie. Det kan være meget hyggeligt med et hotel, men vi kan ikke bare lige beslutte os for egen mad, eller føle os helt alene.

Så endte jeg helt uden at ville det i en temmelig lækker hotellejlighed i Helsingborg. En enkelt overnatning i forbindelse med et kursus. Jeg brugte ikke køkkenet, havde ikke tid, skulle videre. Men at muligheden fandtes, lagrede sig, og da vi sidste år tog på sommerferie, var det med tanke på at kunne lave morgenmaden selv, at vi logerede os.

Det var stadig på hotelbasis, omend vi havde meget varierende oplevelser. De spændte vidt.







Da vi i vinterferien tog mod Berlin, var tanken om at være alene, at kunne fylde, at kunne lave morgenmad, eller aftensmad selv, et stort must, og vi endte med at leje gennem airbnb.

Det er ikke sidste gang vi gør det.

Vi endte i en lille toværelses, der indeholdt alt det vi havde brug for. At den var lidt intetsigende og spartansk indrettet gjorde ikke noget, at den tydeligt ikke blev brugt til andet end udlejning var helt fint, at al indboet var genbrug faldt fint sammen med bæredygtighed og at køkkenet ikke lå inde med skarpe knive var forudset.

Anders havde pakket slibestenen, så knivene var skærpet, da vi rejste hjem igen.







Vi kunne godt have fundet noget tættere på centrum, men den offentlige trafik er så udbygget i Berlin, at det ikke var noget problem. Der var ti minutters gang til nærmeste U-Bahn og nærmere til en bus. Neukölln er et hyggeligt, lidt slidt område, for størstedelen bygget omkring 1900.

Vi boede på Hjertebjerggade, ikke langt fra Brunsvigergade - her mente Anders vi havde ramt forkert. De små værelser var højloftede, pyntet med den fineste stuk, havde dybe karme og var formentlig en del af en større herskabsbolig. Vi havde som sagt rigeligt med de to værelser, frøs ikke og hyggede os, når vi var tilbage fra lange ture ud i byen.

Det er som sagt ikke sidste gang vi lejer en hel lejlighed.





I øvrigt viser det sig, at når man lejer gennem airbnb, skal man ikke kun som kunde rate udlejer, det omvendte sker også. Vores udlejer synes heldigvis vi var fantastiske, og foreslår alle andre at leje ud til os en anden gang.

Det er jo ganske rart at vide.




fredag den 28. februar 2020

Masker på en fredag - Uge 9


Vinterferien sluttede brat, hverdagen indtraf og var fyldt til randen.

Nu er det fredag, jeg har været til zumba og er som sådan klar til at knalde brikker. Det er vildt så træt jeg bliver efter sådan en times udfoldelse.


I mandags fløj Emilie til USA. Det var nærmest syrealistisk, da hun trak den store kuffert ud af døren og sagde farvel. Efter mere end et års planlægning, var det pludselig dagen for dagen - det var temmelig mærkeligt. For os begge.

Kæresten fulgte til lufthavnen, jeg har fået lov at hente, når hun om en lille måned vender hjem igen.

Josefine er færdig som aupair og sammen med Olivia skal de tre tøser, der i sin tid mødte hinanden på efterskolen, køre fra Kentucky gennem sydstaterne mod Key Vest og tilbage langs østkysten til New York og flyet hjem. De er ankommet, alle var glade, og det lykkedes at leje en bil. Ikke den de hjemmefra havde lagt beslag på, men en anden, dyrere og mindre, for selvom de troede sig helt sikre, var alting ikke ligetil...

De er alle tre under femogtyve, deres kort var ikke af den ønskede slags, og så gælder pludselig andre regler.

Vi nyder at være alene hjemme, glæder os over de drypvise livstegn, og er sikre på de får en fantastisk oplevelse.

















Læse:

Jeg færdiggjorde den sidste bog om Ilka på vej hjem fra Berlin, og manglede læsestof på resten af turen - godt jeg havde strikketøjet inden for rækkevidde.

Hjemme har jeg kastet mig over Heksen af Camilla Läckberg. Jeg er ikke nået langt, men den tegner godt. Som alle de andre romaner om Erica Falck og Fjällbacka er der flere historier i historien. Erfaringen siger, de nok skal ende med at hænge sammen.

En fireårig pige er forsvundet, lige nu er et stort opbud af lokalbefolkningen ude og lede. For tredive år siden forsvandt en anden lille pige, på fire år, fra samme sted. Dengang blev pigen fundet drabt - om det er sket igen, er der ingen der ved.

Men så er der også en bagvedliggende historie der går flere hundrede år tilbage. Hvad har en enke med et barn, der må ernære sig som tyende hos sin godt gifte søster med historien at gøre? Og hvilke interesser har svogeren for enken?

Jeg tænker der kommer svar på det hele.


Strikke:

Jeg har en drøm om at strikke med flere farver i løbet af i år. Nogle af alle de vildt flotte trøjer med flerfarvestrikkede bærestykker, der er derude, kunne godt komme på mine pinde i år. Bare et par stykker.

Jeg er startet med Zweig, som jeg strikker af julegavegarnet fra Knudegarn. Den skal ende som en cardigan, så jeg strikker rundt og har tilføjet fem masker til opklip midt for.

Det var ikke meget den voksede i Berlin, men hjemme igen, er den nået lidt videre. Den lille fine progresskeeper af bittesmå perler viser hvor meget. Den er i øvrigt fra Hannah og The Corner of Craft. Hun syr de små markører i hånden, jeg blev nysgerrig og købte en enkelt.

Det er så fint håndarbejde, at jeg godt kunne fristes til flere.





torsdag den 27. februar 2020

Woodland Walk Socks


Sidste år var der ikke mange strømper på programmet. Og dermed heller ikke mange rester til restetæppet.

Ikke at det er et problem, jeg kunne bare godt tænke mig at strikke nogle flere strømper.





Jeg havde hørt om svenske Cia, som har skudt en årelang knitalong i gang, der handler om strømper. Jeg havde bare ikke rigtig hørt efter, eller arkiveret det et eller andet sted. Men så stødte jeg ind i de samstrikkede strømper igen, og pludselig gav det alligevel lidt mening.

Siden en gang først i januar har jeg haft et nøgle garn og et mønster klart. Jeg har bare ikke slået op. Men så var det jeg så de udvalgte strømper fra Cia for februar.

De er altså fine.

Og så slog jeg til.

Strømperne var stort set det eneste jeg strikkede på i vinterferien. Der blev rykket en lille smule på det medbragte sweaterstrik, men strømperne var rigtig gode at have i tasken, og selvom jeg synes vi gik meget, var jeg alligevel imponeret over hvor meget jeg kunne nå at strikke i løbet af en dag.

Vi var hjemme, før de blev færdige. Har faktisk ligget klar og i stræk et par dage. I dag fik jeg taget billeder, og nu er de klar til at blive præsenteret.

Jeg havde et ærinde på volden, stoppede dem i tasken med strømpeblockere og det hele, hængte dem op i et træ og lod dem forevige i noget der tilnærmelsesvis kan ligne en skov.





I øvrigt er jeg ikke specielt imponeret af marts måneds strømper, men jeg har jo opskriften jeg aldrig fik brugt - og et nyt nøgle garn.

Jeg slår op lige om lidt!













Design: Woodland Walk Socks af This Handmade Life.


Garn: Håndfarvet strømpegarn fra nor k. Jeg købte det sidste år på Fiberfolk i Roskilde.

Garnet er lækkert at strikke med, helt som strømpegarn plejer et mix af uld og nylon og med en rest, der giver plads til flere striber i restetæppet.

Der gik 68 gram til hele parret.


Pinde: 2½ mm Addi CraSy Trio. Jeg bliver mere og mere glad for de pinde, som lige nu er mine foretrukne strømpepinde.


Størrelse: Jeg strikkede til mig selv - altså størrelse 39.

Opskriften er onesize, som jeg gik ud fra og lavede lidt ændringer af.





Bemærkninger: Som udgangspunkt er det en rigtig fin opskrift, jeg vil bare gerne have lidt mere blæs på mine strømper. da maskeantallet passede perfekt til at fortsætte mønstret hele vejen rundt, gjorde jeg det.

For at skabe lidt balance spejlvendte jeg gentagelse nummer 2 og 4. Jeg har senere set andre, der også gentog mønstret hele vejen rundt uden at spejlvende. Det er også rigtig fint. Jeg ville så have spejlvendt hele strømpe nummer to - jeg kan nemlig godt lidt symmetri. Som jeg gjorde det, blev de i sidste ende ens.

Jeg strikkede mønsterrapporten tre gange, inden jeg lavede hæl. Jeg har besluttet at eksperimentere lidt med hæle, og Fish Lips Kiss Heel, som jeg har strikket en enkelt gang til mig selv sidder rigtig godt. På julestrømperne til Josefine modificerede jeg fiskekyssehælen lidt, med et ret lækkert resultat. Det ville jeg også selv have, og strikkede derfor ti pinde glat over de bagerste masker, inden fiskelæbehælen.

Efter hælen samlede jeg 5 masker op i hver side af de ti glatstrikkede pinde og tog ind over svangen på hver anden pind 5 gange.





Jeg tog yderligere ind 2 gange med 10 pindes mellemrum, for at få lidt færre masker ned over foden.

Da jeg efter endnu 3 mønstergentagelser nåede tåen, flyttede den den yderste vrangmaske fra oversiden til undersiden i begge sider af foden, og havde dermed 30 masker på hver pind.

Jeg fortsatte vrangmaskerne i siden og tog ind ganske som jeg plejer, når jeg strikker tæer.


Jeg glæder mig til at tage dem på i morgen.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan den ses lige her på Ravelry.




onsdag den 26. februar 2020

Berliner Unterwelten


Tilbage til julen snakkede vi Berlin, og Nina talte så entusiastisk om Berliner Unterwelten, at vi slog det op, kiggede og besluttede at det så spændende ud.

Jeg er bange for, at jeg ikke kan skrive helt så entusiastisk som Nina om stedet.





Til højre den ikoniske figur af Conrad Schumann, der som den første østtyske soldat flygtede.


Berliner Unterwelten holder til ved Gesundbrunnen U-Bahn, ikke langt fra Bernauer Straße, hvor rester af muren står som et tankevækkende monument, hvor en lille del af murkonstruktionen stadig kan ses og tættere ved Mauer Park, som vi aldrig har besøgt.







Berliner Unterwelten handler om Berlin under jorden. Om udgravninger, om byen før byen blev en by, om historie og rigtig meget den kolde krig. Der er en lille udstilling tilknyttet, den så vi ikke, måske havde det været mere spændende.

Mest af alt står Berliner Unterwelten for guidede ture under jorden. Ture om alt muligt, der knytter sig til den underjordiske del af Berlins historie. Det være sig gamle udgravninger om byens tilblivelse (tror jeg nok) eller - de eneste der fandtes med engelsktalende guider - ture om tiden da Berlin var delt i Øst og Vest.

Vi valgte turen om flugtruterne under jorden.









Inden jeg fortsætter, får jeg lyst til at fortælle historien om dengang jeg var på lejrskole i Lønstrup med et par ottendeklasser. En tur til Lønstrup har for Rødovrebørn altid også betydet et foregående arbejde om Skagensmalerne og under turen et besøg på Skagen Museum.

Vi var for mange til een guide, og blev derfor delt i to grupper med hver deres guide. Den ene guide var optaget af stoffet, vild for at dele og så energifyldt at alle lyttede og fik noget ud af oplevelsen. Den anden var ... ikke særlig spændende - for at sige det mildt. Der var børn fra den ene gruppe, der sivede til den anden...


Historien var tæt på den samme i Berlin. Bortset fra vi ikke havde en anden gruppe at kunne sive til.

Der var så meget spændende at fortælle, der var masser af stof og det kunne have været en fantastisk oplevelse. Det blev det ikke. Jeg står til gengæld tilbage med oplevelse af, hvor stor en forskel en engageret guide og en guide, der er mere optaget af sig selv, gør.

Jeg tror jeg skal stoppe her, og erkende at vi ikke var de eneste med den oplevelse. Vi holdt ud til den bitre ende, og fik også ind imellem noget godt med. Andre var ikke helt så udholdende og forsvandt drypvis, når det undervejs var let at slippe uset af sted.







Jeg hørte meget jeg vidste på forhånd, men der blev også fyldt lidt mere på.

Under jorden var der tre flugtmuligheder: U-bahnslinierne, kloakerne og gravede tunneller. I området omkring Bernauer Straße blev de fleste tunneller gravet. Her ligger grundvandet dybt - eller jorden højt - og det gør det lettere at grave uden at støde på vand.

Langt de fleste flugtruter blev iværksat fra vest mod øst af studenter, der ville hjælpe deres medstuderende ud af østblokken. Inden muren blev alt for udbygget skete der er ret stor "hjerneflugt" for øst mod vest. Det vil sige de veluddannede og de studerende valgte at flytte sig.

Undergrundsstationerne blev lukkede, de steder hvor det var muligt at komme fra den ene sektor til den anden, og alle de stationer, hvor ruter, der startede i vest og kørte gennem øst for at ende i vest, blev i øst lukkede helt af og blev spøgelsesstationer. Mellem sporene blev lagt fakirmåtter, så folk der forsøgte alligevel sad fast. Ligesådan blev kloaker lukkede med gitre.


Vi gik under jorden, over sporene, hvor den øverste del af de gamle højloftede undergrundsbaner blev lukket af til bombeskjul, vi kiggede ned på spor med kørende tog, så spændende ting og blev ført videre gennem skjulte gange og ud halvvejs nede på metrostationen, for at tage toget to stationer til et gammelt bryghus på Brunnenstraße, hvor den sidste tunnel blev gravet, men aldrig taget i brug, for den østtyske efterretningstjenestes lytteudstyr var blevet så udbygget at den blev opdaget.





Vi måtte ikke tage mange billeder. Derfor er de eneste billeder jeg har fra bryghusets kælder, hvor en rekonstruktion viste hvordan gravearbejdet har fungeret med planlægning, afstivning, lamper og måske en "organiseret" elektrisk kabeltromle, der kunne trække vognen med jorden tilbage til udgangspunktet.

Bryghuset lå i øst. Gravearbejdet startede i vest, og jeg er imponeret over hvor præcist sådan en flok ingeniørstuderende formåede at ramme, når den gravede gang, skulle se lys igen.





mandag den 24. februar 2020

Oscar på en mandag


Det er mandag. Oscar og Daniel har været forbi. Igen.





Oscar sad klar til mad, da jeg nåede hjem. Han var selv kravlet op på stolen, hen over bøjlen og sat sig til rette. Måske er det ved at være tid til at fjerne bøjlen. Daniel siger at i vuggestuen sidder han uden.

Spørgsmålet er, om jeg er klar til det. Han bliver så stor.





Amalie har malet med ham. I sidste uge fandt jeg mine fine dyre pastelkridt frem, men dem er jeg lidt øm om, så i stedet fandt jeg de billige farveblyanter.

Det var god underholdning. Han gad godt tegne, men sjovest var det at give far en farveblyant, lægge hånden på papiret og blive tegnet rundt om. Der var mange håndomrids før han var klar til at lege lidt på gulvet med duploklodserne og de to sjoveste stykker legetøj, hende der farmor kan komme op med.

Mit gamle krydsnøgleapparat, som ikke kan mere, men stadig kan drejes rundt og rundt og rundt og ... Og rokken, som også kan dreje rundt og rundt og rundt og ...

Jeg tænker vi en gang med tiden skal forbi et eller andet museum fyldt med gamle maskiner med plejlstænger. Dampmaskiner for eksempel.





Da han var ved at være klar til at gå hjem, fandt han selv sit overtøj, bad om at blive stoppet i det og sagde pænt farvel, inden turen gik ned ad trappen til den parkerede klapvogn og de godt femten minutters gang mod den hjemlige seng.

Vi ses igen på mandag.





søndag den 23. februar 2020

Svens Yndlingssweater


Nå, men sidste år købte jeg en bunke garn, fast besluttet på at strikke til Oscar.





Det gjorde jeg også. Det blev til tre sweaters - en orange og en grøn dipdye, der begge var for store - den ene mere end den anden. (Jeg tror den ene passer nu, og håber ikke den er pakket for langt væk.) Og en Rajas Raglan, som han for længst er vokset ud af.

Der var stadig mere garn tilbage. Jeg gad det bare ikke rigtig mere. Men så blev det tid igen, og det ser faktisk ud til at der ret præcist kan blive endnu to sweaters.

Den første er færdig - og for stor. Men hellere det, end for lille. Så den ligger lidt her, til det er værd at aflevere den.

Den anden kommer vist til at passe. Det er lidt svært at sige, for barnet skulle under ingen omstændigheder prøve, da han var her sidst.

Men det er den første vi snakker om nu. Endnu en af dem, der er for store.

Dagen før vi tog til Berlin, lykkedes det at tage en flok hurtige billeder mellem blæst, regn og noget der tilnærmelsesvis lignede hagl.











Design: Svens Yndlingssweater af Lene Holme Samsøe.


Garn: Reloved Merino fra Smuksak Garn. Jeg har brugt farverne Mimosa, Curry, Persimmon og Pebber Stem.

Jeg brugte rub og stub af de tre nederste farver, den gule gør sig også i den næste trøje. 

Garnet er holdt dobbelt, trøjen bliver god varm og har en færdig vægt på 213 gram


Pinde: 3 og 4 mm. Rundpinde, rundt på kroppen og Magic loop til ærmerne.


Størrelse: Cirka 2 år.





Bemærkninger: Jeg skiftede farve på den første retpind i mønstergentagelsen, det gav en fin overgang.

For at få en pæn overgang mellem farverne ved afslutningen af ribben på ærmer og krop, strikkede jeg også en pind ret med aflukningsfarven inden aflukning.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravelry.





Rigsdagen


Rigsdagen i Berlin har siden sin fødsel været gennem mangt og meget. Der har været brandt, den er blevet bombet, overløbet, spæret inde, pakket ind og endelig restaureret og taget i brug igen. Den har samlet folket, været symbolet på magt og frihed på en og samme tid.

Det er en fin bygning, med mange arkitektoniske finurligheder, som vi ikke var tæt på, men som kunne være spændende at se nærmere på.

Det skulle der være mulighed for.





Grundstenen til rigsdagen blev lagt i 1884 efter at Tyskland blev et samlet hele, dog stadig som et kejserdømme. Ti år senere stod den klar og kejserens regering, med Bismark i spidsen, flyttede ind.

Indskriptionen over indgangen Dem Deutche Volke, var arkitektens dedikation til klienten - folket der betalte for bygningen. Den blev dog først en realitet i 1915 efter mange og lange debatter om hvad og hvorfor der burde stå.

Efter første verdenskrig og Tysklands nederlag sammen med novemberrevolutionen, der for alvor gjorde kål på kejserdømmet, måtte kejseren abdicere, Tyskland var ikke længere et monarki, demokratiet vandt og Weimarrepublikken opstod.

Revolutionen betød uroligheder i Berlin og Weimarfolkene mødtes derfor i Weimar, mens Rigsdagsbygningen ikke blev brugt helt så meget.

Weimarrepublikken bestod i fjorten år - mellemkrigsårene, der bød på en del politiske uroligheder og kort sagt endte med nazisternes overtag. Og optakten til anden verdenskrig.





I 1933 blev bygningen sat i brand. Den store sal i midten af bygningen brændte, og blev ikke genopbygget. Flere kontorer blev dog stadig brugt, men de større samlinger under Hitler blev flyttet til en nærliggende tidligere opera. Branden er den dag i dag stadig en gåde, som formentlig aldrig bliver opklaret.

I forbindelse med krigens sidste dage blev bygningen bombet og den russiske hær havde ikke meget tilovers for den demokratiske højborg, som derfor blev yderligere medtaget.

Under den kolde krig endte Rigsdagen på vestsiden af muren. Tæt på dødsstriben, som det store bygingsværk, der holdt øst- og vestberlin adskilt, blev kaldt. Den vesttyske regering flyttede til Bonn og igen stod bygningen tom, men stadig som et tegn på demokrati. Den vestberlinske befolkning mødte flere gange talstærkt op på pladsen foran bygningen - mod Tiergarten - når der skulle markeres det ene eller det andet.

Bygningen blev undertiden brugt til repræsentation og i løbet af 1950'erne blev bygningen restaureret. Fra sin fødsel havde bygningen en kæmpe kuppel af glas og stål, der dengang var et teknisk mesterværk. Den ødelagte kuppel blev fjernet, og først genopført, da bygningen efter genforeningen blev gennemgribende restaureret.


Billedet her har jeg vist i et tidligere indlæg, men jeg synes det gav mening at vise, hvor tæt på muren bygningen lå. Muren går midt gennem den vej, der løber langs Rigsdagen.


I 1955 blev bygningen pakket ind af den bulgarsk-amerikanske billedekunstner Christo Javacheff og hans kone. Indpakningen og planlægningen, for ikke at tale om forhandlingerne om at få lov, tog lang tid, selve indpakningen stod ikke i mange dage.

Efter murens fald og et samlet Tyskland blev det efter mange diskussioner besluttet  at rykke regeringssædet tilbage til Berlin. Det er vist her jeg burde fortælle, at Rigsdagen slet ikke hedder Rigsdagen, men Bundestag.





I dag er bygningen gennemrestaureret. Kun ydervæggene står tilbage. Vi så ikke meget af den indvendige del af bygningen, mest taget og den store kuppel, som jeg forestiller mig er en hyldest til den første kuppel, fra dengang bygningen var ny.

Nederst i kuplen er en fin lille udstilling, der mest består af billeder og tekst, som fortæller om bygningens historie. Her er blandt meget andet stemmesedler, der under Nationalsocialisterne kun havde én mulighed for at afgive stemme og senere, under det kommuniske styre i øst, et parti men flere opstillede.

Det var også her jeg lærte, at i Tyskland fik kvinderne ikke stemmeret før i 1919.