Konfirmation

 

Fredag blev en lang dag. Fredag var Vanessas tur til bekræftelsen af dåben. 

 

 

Jeg er muligvis gammeldags, men jeg synes at skal jeg til konfirmation, er det ikke kun festen, men i højere grad den kirkelige handling der tæller. Jeg var sådan set kun inviteret med til fest, men spurgte pænt, og selvfølgelig måtte jeg komme med i kirken. 

Altså var jeg tidligt af sted, mødte op i god tid, mødte et par ved stationen, hvor jeg ventede på bussen, som skulle samme sted hen, men var usikre på hvordan. Må vi hægte os på dig? spurgte den kvindelige del af parret, da jeg havde bekræftet at vi skulle samme vej. Selvfølgelig måtte de det, hvorefter vi konstaterede at det ikke var samme unge menneske vi var på vej mod at fejre.

Jeg er stadig ikke fan af Mosede kirke, kan bedre lide de gamle hyggelige landsbykirker. Jeg må alligevel sige at koret, som bare bestod af fire piger, lød højt og tydeligt fra deres plads hævet femten centimeter over gulvet. 

 

 

Præsten var en skønsom blanding af lidt for smart, lidt for hurtigsnakkende, lidt for svær at høre og supercool. Han sagde gode ting - når jeg kunne høre ham - og alting tydede på at konfirmationsforberedelsen havde været en oplevelse. 

Jeg satte mig bagerst med udsigt til min udvalgte konfirmand, stod helt alene i min ende af kirken, da det blev Vanessas tur. Ved siden af mig sad et andet par, der senere også stod helt alene, mens resten af selskabet stod andetsteds i kirken. Jeg rejer mig gerne alene op, det gjorde de vist også.

Ude foran fandt jeg den nærmeste familie, der blev stillet op til billeder, og mens storebror kørte lillesøster hjem bag på motorcyklen, stod der mange fine biler i sportsklassen, en hest, en ladcykel og en enkelt brandbil fra Lemvig. 

Der er mange måder at befordre konfirmander.

 

 

Mens familien kørte hjemad til forberedelse af aftenen, hentede min søster mig og vi havde nogle skønne timer sammen, inden vi vente tilbage til selskabet. Heldigvis var vi bordkortsat sammen med fætre og kusiner. Aftenen var fyldt med god mad, godt selskab, sjove indslag og lidt for høj musik.

Da klokken rundede midnat, blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke længere kunne høre hvad de andre sagde, at dagen havde været lang og at det var tid til at finde et tog hjem. Min søster synes det hele lød helt rigtigt, sagde også pænt farvel og tilbød at køre mig helt hjem. 

Det sagde jeg ikke nej til.

Og dermed er sidste skud på min kusines stamme klar til voksen/ungdomslivet. 

Tillykke til Vanessa