Helt til tops

 

Vi er sådan nogen, der vil op. 

Da vi første gang mødte Neues Rathaus i München, og det gik op for os, at vi kunne komme op - endda med elevator, vidste vi, at der skulle vi op. Måske havde det været smukkere at vælge et andet af byens tårne, for så havde vi kunne se rådhustårnet over byen. 

Den ene dag tog den anden, der var andet, der skulle ses, og pludselig var der kun den sidste dag tilbage. Dagen, vi startede i Botanisk Have. Og dagen hvor Spanien og Frankrig spillede semifinale i netop München. 

Vi havde faktisk ikke set ret meget til VM. Det dukkede op ind imellem i gadebilledet, fans i små grupper, boder med salg af habengut i midtbyen og en del bevæbnet politi. Langt det meste foregik langt fra der hvor vi befandt os. 

Men at vade lige ind midt i byen på dagen for en semifinale i samme by. Det ville have været mærkeligt, hvis vi ikke mødte nogen. Der var ganske få med Tricolorens farver. Vi blev enige om, at de nok var andetsteds. Til gengæld var der meget orange og mange spanske slagsange. 

Der var ikke mange i tårnet, til gengæld havde vi god udsigt til alt det orange og de glade råb. Der er langt op. Det første stykke foregår via elevator inde i selve bygningen. Herfra viser pile hen mod tårnet og endnu en elevator og en vagt, der sikrer at vi nu også har lov at komme med. 

Tårnet er 85 meter højt. Jeg tænker ikke vi var helt oppe, men temmelig langt. Tårnet er udstyret med et klokkespil. Spillet har tre og fyrre klokker, der spiller mekanisk efter et ur. Det er sikkert smukt, men et eller andet sted er jeg glad for, det ikke spillede, mens vi var oppe. Jeg forestiller mig, det lyder højt helt deroppe. 

Udsigten over byen var fantastisk. München er fyldt med smukke gamle bygninger. Mange af den er genopbyggede og restaurerede efter de voldsomme bombeangreb under anden verdenskrig. München var en af de byer, der blev hårdest ramt.

Neues Rathaus ligger på Marienplatz. Det er bygget i nygotisk stil og stod færdigt i 1909. Så vidt jeg kan læse mig til, måtte en hel række af smukke gamle bygninger - Landskabshusene - lade livet, for at rådhuset kunne få plads. Det er kæmpestort, indeholder fire hundrede værelser og en hel masse magistrater, en kælderestaurant og fine korridorer og trapper. 

Nede igen var vores besøg i München ved at være slut. Efter lidt mere byvandring og en overdådig tapas, tog vi tilbage til vores logi og pakkede til næste del af turen. 

Fuchsia

 

Min farfar var en spændende mand. Han var belæst, vidste meget på sit felt og var både i radioen og velset i lokalsamfundet.

Han havde en drøm om at blive journalist. Det passede ikke min oldefar, der i øvrigt sad i sognerådet, muligvis som formand, og i stedet sendte ham i lære som gartner. Da han flyttede hjemmefra, fik han en sum penge, købte en stor grund tæt ved sine forældre og åbnede en planteskole. 

Det var her mange af min barndoms somre og ferier er foregået. 

Min farfar forstod ikke børn. Han anede ikke hvad han skulle stille op med dem. De var ikke sådan nogle, man kunne føre samtaler med. Måske derfor siges det, at han var temmelig bekymret da førstefødte barnebarn ikke sagde noget. Skulle det barn aldrig tale? Da jeg endelig begyndte at tale, var det stort set rent, og meget. Hvorefter spørgsmålet blev om det barn aldrig holdt op med at tale...

Jeg var ikke direkte bange for min farfar. Jeg tror mere at jeg, ligesom han, ikke vidste hvor jeg havde ham. Det var ikke fordi han overså os, han talte bare ikke rigtigt til os. Men han købte is ved havnen i Kragenæs, eller sørgede for at der altid var sodavand - hvilket var noget eksotisk i 70'erne. 

Journalistønsket døde aldrig. Der var aldrig en familiefest uden en sang fra min farfar. Han holdt foredrag, og jeg har første kapitel af det, der skulle blive hans erindringer liggende. Desværre blev det ikke til mere. 

Den sommer jeg fyldte seksten begyndte han at tale til mig. Vi stod udenfor i haven, og jeg fik et meget, meget, meget langt foredrag om roser. Min farfar holdt meget af roser. Jeg forsøgte efter bedste evne at komme med spændende spørgsmål. Det lykkedes ikke rigtigt, men det gjorde ikke noget, for han snakkede videre, uden brug af spørgsmål. 

Helt ærligt ville jeg gerne videre, samtidig var jeg ikke i tvivl om at det her var vigtigt. At jeg i hans øjne var blevet voksen, og dermed kunne bruges til noget i samtaleøjemed. Så jeg blev. Holdt ud, og hørte om roser, selvom min interesse kunne ligge på et lille sted. 

Nok var han glad for roser. Men fuchsia var hans yndlingsblomst. Når jeg møder en fuchsia, kommer jeg altid til at tænke på min farfar. I Væksthuset i Botanisk Have i München var et helt område dedikeret til forskellige sorter af fuchsia. 

Jeg vidste ikke der fandtes så mange forskellige.

Væksthusene

 

Væksthusene i München Botanisk Have ligger som perler på en snor. Et gigantisk drivhus, med tre store haller, efter hinanden og utallige mindre afdelinger på siderne. 

Anders ville ikke med ind. Han var muligvis lidt kvikkere end mig, og kunne godt regne ud at luftfugtigheden ville være høj, at varmen ville være tæt på uudholdelig. Også selvom det kunne være spændende.

Jeg ville se. Gik gennem hal efter hal, kunne godt mærke at jeg ikke skulle blive længe, og blev alligevel fanget af enkelte afdelinger.

Allerbagerst, i en lille tilbygning, var en udstilling om tryk. Alle mulige forskellige slags. der kørte en film om linoleums- og kobbertryk. Der var fine udstillinger af alt fra kartoffeltryk, de lækreste litografier. Jeg blev så optaget, at jeg glemte at tage billeder. 

Længere henne var en hel afdeling om bregner. Bregnerne er en jordens ældste planter. De fandtes længe før jorden blev betrådt af dinosauerne, og findes stadig. Anders har en forkærlighed for bregner. Jeg var sikker på, at det ville han ikke gå glip af. 

Jeg havde ret. Også selvom det var varmt. 

Jeg var slet ikke klar over at bregner kommer i så mange forskellige faconer. Jeg var godt klar over at de kan blive store. At de nærmest bliver til palmer. Men at bladene kan have så forskellig karakter, var slet ikke faldet mig ind. 

Selvfølgelig kan de det...

Botanischer Garten München-Nymphenburg

 

Sidstedagen i München tog vi i Botanisk Have. Vejret var skønt - grænsende til alt for varmt - solen stod højt, og varmegraderne steg.

Botanisk Have i München dækker et område på lidt over 21 hektar. Fra haven er der adgang til Nymphenburg Slot. Vi nåede aldrig så langt. Allerførst i haven ligger nordfløjen til slottet, der i dag huser Naturhistorisk Museum, Botanisk- og Geologisk Museum, samt forskning på områderne.

Vi gik turen rundt i mange forskellige dele af haven. Den kultiverede, den stringente og den mere naturlige. Der var en hel skov, en  sø og en mængde træer, planter, blomster, buske og insekter. Vi gik forbi stenhaven, der med stenarter fra hele verden former et bjerg uden dække for solen. 

Flere steder mødte vi mennesker der havde slået sig ned, med skitseblokke og tegnegrej. En lille familie holdt udflugt og en baby lå og sov på et tæppe, men mor og en veninde klarede verdenssituationen. 

Der er plads til det hele i München Botaniske Have. Jeg har ikke før oplevet en have med så stor diversitet i måden at bygge det hele op på. Vi gik fra det unaturlige, klippede, formede og meget pæne, til det naturlige, det vilde og områderne hvor planterne fik lov at passe sig selv. 

I forsøget på at finde skygge, endte rejsen ved Væksthusene. Der var nok skygge, men langt fra køligere end ude...

Englisher Garten

 

Efter besøget i en grum ikke alt for fjern fortid, havde vi brug for noget andet. Vi var også sultne. 

Vi fandt bussen tilbage til Stationen og toget mod München. Vi besluttede at tage til Englisher Garten, der er stor park nordøst i byen. Parken har et samlet areal på 3,7 km2, det er større end Central Park i New York.

Parken blev skabt i 1789 med den engelske parkstil med landsskabsarkitektur som ideal. Vi startede nordpå i parken i den lokale Biergarten, hvor maden både var fedtet og mættende. Vi kom aldrig rigtig længere end nordpå, gik en omvej gennem parken tilbage mod S-bahnen og så mest den mere vilde natur, som den nordlige ende vist rummer. 

Længere sydpå er der flere arkitektoniske værker, der understøtter den engelske stil. Men det så vi ikke. 

Til gengæld mødte vi en hel masse får. Vi kom gående, havde været inde i en skov, og mødte nu åbent land. På en mark længere fremme var en hel masse mærkelige hvide dimser - var det sten? Jeg kunne ganske simpelt ikke se hvad det var.

Vi var ret tæt på, før det gik op for mig at det var får. Nyklippede får. Jeg synes ellers godt, jeg plejer at kunne genkende får. 

De var meget søde, også selvom de næsten var skaldede. 

Og der var mange af dem. 

Vi gik videre mod toget tilbage til vores logi. 

Det havde været en lang dag, og turen hjemad og tanken om at smække benene op trak 

Dachau

 

Vi har været i Tyskland mange gange. Faktisk kan vi rigtig godt lide Tyskland. Flere gange har jeg snakket koncentrationslejr - nær Berlin ligger Sachsenhausen - men når jeg har foreslået Anders en tur, har han altid sagt Nej tak.

Nær München ligger Dachau. Måske var jeg insisterende, måske var Anders klar. Vi tog i hvert fald på tur. Dachau lejren ligger tæt på landsbyen Dachau. S-bahnen kører til byen, mens en bus klarer resten af turen. Vi kunne også have gået fra stationen - en tur på godt fyrre minutter.

Dachau var den første koncentrationslejr i nazismens Tyskland. Lejren blev bygget ved et tidligere stenbrud og blev taget i brug allerede i 1933, samme år som Hitler kom til magten. Oprindeligt var lejren tænkt som internering af Hitlers politiske modstandere - kommunister og socialdemokrater. Senere kom andre uønskede grupperinger til. For eksempel homeseksuelle, romaer, Jehovas vidner, hjemløse og slutteligt også jøder. 

Dachau blev sammen med den noget større Auschwitz prototyper for resten af koncentrationslejrene, der blev bygget over de kommende år. Lejren blev brugt som oplæringscenter for SS-officerer og massive medicinske eksperimenter, mange med døden til følge, blev udført i lejren. 

Dachau var ikke en udryddelseslejr, selvom der døde rigtig mange fanger i løbet af de tolv år lejren var i brug. Dachau var udstyret med et lille krematorium, der blev brugt til de fange, der trods elendig mad, umenneskelige forhold og tvangsarbejde ikke overlevede. 

Senere blev et større krematorium med gaskammer bygget og taget i brug. I de allersidste dage af krigen, blev en del fanger aflivet i faciliteterne. Da lejren blev befriet lå lig i bunker uden for krematoriet.

De 32 lange barakker som fangerne blev indkvarteret i, var bygget til at rumme lidt over 200 fanger hver. Bygningerne rummede både sovesale og opholdsrum, sammen med toiletfaciliteter.

I løbet af krigen blev op mod ti gange så mange mennesker stuvet sammen i hver barak. I dag er alle barakkerne jævnet med jorden og to bygget igen, for at vise publikum hvordan forholdene har været. Den ene barak er lukket, mens den anden fungerer som museum. Vi gik ind i den ene ende og ud i den anden, undervejs blev det tydeligt hvordan forholdene blev mere og mere kummerlige. 

I den første udgave af sovesalene var der en seng og en hylde til hver, i den sidste var opholdsrummene forsvundet og sengene blevet til en lang briks, hvor man kunne kiles ind mellem hinanden skulder mod fødder. Tanken om slaveoverfarter var ikke langt væk. 

Det er længe siden udstillingen er bygget, og det er tydeligt. Det er alt for pænt. Der har ikke været pænt. Der er planer om en genopbygning af udstillingerne, der skal gøre det endnu mere tydeligt, hvordan lejrlivet har været for de indsatte. 

Historien er frygtelig. Den er vigtig, og der bliver ikke lagt fingre imellem, når historien bliver fortalt i detaljer i hovedhuset. Jeg gik størstedelen af udstillingen igennem, men måtte opgive til sidst. Jeg blev mæt, jeg fik nok. Jeg kunne ikke rumme mere. 

Selvom historien er frygtelig var det også en rigtig fin oplevelse. Området er bevaret med respekt for historien. Flere religiøse trossamfund har hver deres lille tempel eller kirke. På området bag lejren, hvor SS-officererne havde et stort område til rekreation, holder i dag et nonnekloster til.  

Ved krematoriet er flere fællesgrave oprettet og selvom stemingen var andægtig, var det også med en følelse af at det her er vigtigt, at gå rundt på området. 

De nedlagte barakker er markeret af fundamenterne, og sammen med den store plads mellem barakkerne og hovedbygningen bliver det tydeligt hvor stort et område, og hvor mange mennesker der i en årrække var gennem det uhyggelige sted. 

I løbet af de tolv år lejren var i brug, var over 200.000 fanger internerede i kortere eller længere tid. Ifølge lejrens optegnelser døde omkring 32.000 mennesker undervejs.