søndag den 31. maj 2015
To gange sytten år
Søndag er ved at være slut. Og med søndag en weekend i festlighedernes tegn.
Tyve glade teenager, tre forældre og langt mere spiritus end min fantasi i første omgang rakte til. Blandt de tyve to tøser, der snart fylder sytten og for længe siden har besluttet at holde fælles fødselsdag. For næsten lige så længe siden satte de en dato, jeg skrev i kalenderen, buggede Klubben og satsede på at rygradsindstilligerne ville tage over, når dagen blev nået.
Jeg har holdt mange fester efterhånden. Både i privat og arbejdsmæssig regi. Og den med rygraden virker. Engang i sidste uge fik jeg spurgt til farvetema og købt ind til borddækning, i rette farver. Resten lod jeg vente til dagen.
Vi mødtes klokken et. Emilie, Rikke, deres respektive forældre sammen med Josefine, som har sovet her og måtte lægge ryg til at hjælpe til. Menuen var for længe siden besluttet til lasagne, for det var slet ikke middagen der var vigtig. Moderen insisterede på at husholdnigsskoleeleverne stod for maden, og at både salat og hjemmebagt brød skulle flankere lasagnen.
Hverken Emilie eller Rikke har holdt store fødselsdage de sidste mange år. Det er der mange grunde til, den vigtigste at ingen af dem har været klar til et stort rykind. Det var de nu, og derfor var der heller ingen der sagde nej. Heller ikke selvom vi voksne aldrig havde mødt hinanden og vi kun lige havde nået et hurtigt håndtryk sidste gang, der var arrangement på skolen.
Indkøbene blev hurtigt overstået, vi fik spist frokost og mens tøserne gik i køkkenet overtog vi andre at flytte rundt og dække bord – godt hjulpet af Oliver, der dukkede op længe før fastsat tid.
Alt var klart, lyset i diskorummet snurrede og makeuppen var lagt, da gæsterne ankom. Derfra var det hygge på hygge på hygge natten lang.
De søde børn havde selv madbragt drikkevarer, som vi supplerede med sodavand i rigelige mængder. Selvom det undervejs så voldsomt ud, og selvom de bestemt ikke var helt appelsinfrie som aftenen skred frem, var de gode til at passe på hinanden, gode til at feste og hyggelige at være sammen med.
Vi voksne slog os ned i køkkenet – tilpas langt væk fra festlighederne og alligevel inden for rækkevidde - og mens Rikkes mor fik nogen timers søvn, endte jeg med at opgive helt. De sidste seks unger nægtede at lægge sig til at sove og engang ud på de meget små timer opstod også et af de dramaer som ind imellem skal opstå blandt teenagere.
Anders og jeg så til fra sidelinien, skred ind hvor vi fandt det nødvendigt, hjalp til at løse op og sætte ord på, og inden længe var alting fryd og gammen igen.
Mens muligheden for søvn udeblev, fik jeg ryddet det meste, dækket til morgenmaden og de sidste seks gik omkuld i en stor bunke i en sofa. Jeg nåede at lægge mig på sofaen i køkkenet i bare en halv time, inden det blev tid til at finde den langtidshævede bolledej frem, trille og sætte til hævning. Jeg havde satset på endnu en halv time på langs, men så vågnede huset langsomt op.
Efter spist morgenmad var alle de overnattende gode til at hjælpe med oprydning, skuring af klistrede borde og gulve i diskorummet og inden længe kunne vi efterlade en skinnende Klub og tage hjemad.
Rikkes mor tilbød at hente tøserne, så de ikke skulle med toget tilbage til skolen og efter en eftermiddag, hvor vi mere eller mindre alle sammen har sovet i hver vores sofa eller seng, kunne jeg vinke farvel til dem omkring klokken otte.
Jeg er mindre træt end forventet, men jeg tænker alligevel at morgendagen nok ikke bliver en af dem fyldt med overskud.
Tøserne var glade, festen blev lige som de gerne ville have. Og det er det vigtigste.
fredag den 29. maj 2015
Forsvundne nøgler
Jeg var den, der lavede alt forarbejdet sammen med eleverne, og med den rolle har jeg fået temmelig meget ros dagen igennem. Jeg synes ikke det er helt fair, for nok hjalp jeg, men det var i den grad elevernes revy.
Det er rigtigt at jeg var den, der fik klasserne til at mindes de sjove historier. Jeg var den, der samlede, spurgte ind og fik dem til at fortælle. Men da først der kom hul, skulle jeg bare holde styr.
Det er også rigtigt at jeg var den, der skrev alle elevernes ord, ideer og påfund sammen til sceneoplæg, der kunne arbejdes videre på. Jeg troede på et tidspunkt de kunne selv. Det viste sig sværere end man lige skulle tro. Men det var eleverne, der selv udviklede scenerne, da de begyndte at øve og spille.
Det var eleverne, der for hver gennemspilning havde ændret, tilføjet eller fundet på noget nyt i løbet af den uge der var afsat til at øve revy. Det var eleverne der under øveugen pludselig havde skrevet en helt ny scene. En scene de godt nok havde haft oppe at vende da jeg snakkede med dem, men som de dengang kun havde en overskrift til.
Det var eleverne der karikerede lærerne til perfektion, havde været på nettet og afluret dansklærerens dansetrin fra en youtubevideo og kunne alle de sjove små detaljer, der får det hele til at hænge sammen.
Det var også eleverne selv, der dannede et band og skrev en sang, der fik hårene til at rejse sig, og mere end en ansat på skolen til at knibe en tåre. Og det var eleverne, der fandt musik og tekst de selv ændrede radikalt og fremførte fælles til slut.
Det er muligt, de ikke kunne have gjort det fra start ved egen hjælp, men jeg holder fast i, at jeg hjalp dem bare. Og set i det lys, var det sjovt at observere at de scener der ikke svingede helt, og som de ikke var helt tilfredse med, var de scener jeg i oplægget havde skrevet for mange reelle replikker til.
Til gengæld var det mig, der besluttede at leve et nøglebundt i ekstra stor størrelse. Komplet med nøglebrik og pynt. Det var også mig, der solgte ideen så godt, at eleverne købte den på stedet.
Et gennemgående tema i revyen var nemlig Nanna, der ikke kunne finde sine nøgler. Forklædt som voksen, dukkede Nicklas som Nanna op i den ene scene efter den anden og manglede de famøse nøgler.
Det er ikke en historie taget ud af den blå luft. Nanna mister nemlig tit sine nøgler. De er flere gange efterlyst på intra, hun har afbrudt min undervisning for at spørge efter om nogen har set dem, og de er meldt fundet på intra mere end en gang.
Altså lavede jeg nøgler. Forstørrede mine egne, laminerede, klistrede, skar ud i pap og fik Anders til at lave metalcirkler, der kunne klirre og give lyd som nøgler.
De blev fundet sidst i revyen. Nanna blev kaldt til scenen, og mente at nu bliver de aldrig væk igen.
De var sjove at lave. Jeg har fniset mig gennem hele processen, og modtagelsen var det hele værd.
Sidste skoledag
Så kom den igen. Niendeklassernes sidste skoledag.
De sidste uger har jeg sagt farvel til tre niendeklasser, der i den grad har været prøveklud for min medvirken i skolereformen. Tre klasser, der har måtte lægge ryg til meget, har været med til at forme den ugentlige time sammen med mig, og som uden tvivl har lært mig en hel masse om det at være med i skolen.
De er ikke de eneste, der har været med til at lære mig om pædagoger i skolen, men de er de første jeg skal sige farvel til. De første der fik kage og en hyggelig sludder med på vejen. De første der glade fulgte med, da jeg mente at deres sidste pædagogtime måtte indebære noget pædagogbevægelse. De første af de sidste. De første i en lang række af forsøg og nye forsøg, af ideer og udfordringer.
Efter revy, kom skumsprøjt. Jeg er ikke vild med skumsprøjt, men selvfølgelig stillede jeg op, som jeg har gjort så mange andre år. Og i år var jeg sværtet til af skum (der hverken smager eller lugter godt, som effektivt stopper al lyd gennem ørerne og som ikke er rart at få i øjnene) i en grad jeg aldrig har oplevet før.
Jeg dristede mig og tog kameraet med ud. Ret hurtigt blev det noget med at skyde i blinde, inden jeg helt opgav og overdragede til Berit, der stod indenfor.
Da jeg ikke længere havde kameraet med mig, blev jeg enig med mig selv om at samle skrald. Det gør jeg hvert år, jeg har bare aldrig været opmærksom på hvilken effekt det har. For selvom afgangseleverne gladeligt deler af deres skum, er der åbenbart en uskreven regel om, at de voksne der rydder op eller tørrer skum fra øjne og næser, dem går man udenom.
Velopdragne børn – tænkte jeg.
Efter skumsprøjt ventede et bad. Det var tiltrængt. Derefter var det tid for den årlige fodboldkamp afgangseleverne mod personalet. Her stod jeg over og blev i stedet på sidelinien og heppede. Vi har i øjeblikket flere unge fyre ansat som vikarer eller medhjælpere, der selv har gået på skolen og kan huske hvordan de blev jordet af lærerne på deres sidste skoledag. Det mente de også årets afgangskuld skulle opleve – og det løfte blev indfriet.
Da slutfløjten lød stod resultatet på syv – et. Til de voksne. Eleverne mente senere at det var fordi de kun havde fem ordentlige fodboldspillere på deres hold. Men det kan de jo sagtens sige.
Da alle havde været i bad, niendeklassesværelser var ryddede og maverne efterhånden noget knurrende, var der frokost. Skolen gav pizza og sodavand til alle tre niendeklasser og deres lærere – og mig. Det var hyggeligt.
Mens ungerne forsvandt – med planer om fest – gik jeg tilbage til Klubben, til børn, pasning og tre kilo lasagne til sultne børn, der skulle på tur til legeland med andre voksne end mig. Jeg kunne nøjes med at lave maden, stille alting klar, dække bordet, lukke af og tage hjem.
Slet ikke så ringe en fordeling, hvis nogen spørger mig.
Emma Gad?
- Var det hende, der var med i Melodi Grand Prix?
Det er selvfølgelig ikke pænt at hænge andre ud, men somme tider kan det være svært at lade være...
Jeg har tre timer tilbage i 7.B. inden sommerferien. Jeg spurgte dem, hvad de havde lyst til, at vi skal bruge timerne til. Jeg sagde også at det ikke kun skulle være sjov, men også lærerigt.
Og så var det en af drengene sagde: Vi vil gerne lære at spise ordentligt! Det han mente var noget i retning af: Giv os noget kage…
De sagde også rundbold og fodbold og høvdingebold (det kan jeg slet ikke huske hvordan man spiller) og noget andet bold.
Okey, sagde jeg. Vi kan sagtens lave noget bevægelse med en bold, men så I først lave noget andet. Det kunne godt være noget om takt og tone. (Referencen var det der med at spise ordentligt) Kender I Emma Gad?
Så var det spørgsmålet fra overskriften dukkede op…
Jeg har været omkring biblioteket, for sådan noget siger man ikke ustraffet til mig…
Jeg har også en tanke om, at de to første gange kan bruges til at lære noget om pli og dannelse. Så kan den sidste time passende bruges til at forsøge i praksis.
Jeg skal vel nok kunne smække et veldækket kagebord og en guldrammet invitation på benene.
tirsdag den 26. maj 2015
Efter en dejlig weekend
Weekenden har været velkommen. Jeg har hygget og snakket. Jegh ar strikket og drukket the.
Længe har jeg arbejdet med hæklede shorts til Emilie. Uden derfor at nå særlig langt.
Emilie er skabt som jeg. Masser af talje og masser af hofte. Det er ofte svært at finde tøj der passer både det ene og det andet mål. Sådan også med shorts i blondesnit.
Trods hækleprøve og omhyggelig måling, sammen med lidt godtroenhed endte jeg med noget der blev for småt. Jeg kunne godt ramem hæklefastheden, men så synes jeg ikke det hæklede blev pænt. På nålen mindre blev alting pænere. Gik jeg efter den største størrelse skulle der være god plads – også hvis det hæklede blev en smule mindre… troede jeg.
Altså regnede jeg om, tilsatte et par ekstra mønsterrapporter og startede forfra.
Nu ser det for stort ud.
Og tvivlen har meldt sig.
Samtidig er jeg ikke nået helt langt nok til at gennemskue, om mønstret vil blive en smule smallere.
Så jeg fortsætter lidt endnu. fem eller ti rækker mere. Før jeg måler igen.
Tænker jeg. Og synes pludselig ikke det er så spændende at hækle…
Billederne er fra første forsøg – og jeg er ikke nået helt så langt anden gang. Endnu.
lørdag den 23. maj 2015
Pudeblomster
For en uges tid siden købte jeg de sjoveste blomster i vores lokale Fakta. Vi anede ikke hvad sådan nogle hed, så de blev på stedet døbt pudeblomster.
Jeg fremviste straks de sjove blomster på Instagram, og her kunne en kvik læser hurtigt fortælle at de i virkeligheden hedder ballonklokker. Herhjemme er vi blevet så glade for pudeblomster, at vi holder fast ved det navn.
Planen var, at de skulle pryde vores altankasser, og dagen efter fik jeg to mere med hjem. To var lige det jeg kunne bære, når cyklen stadig er flad og de gerne skal komme helskindet hjem. Fire blomster passer fint i den ene af de to altankasser, vi er i besiddelse af.
Desværre blev der ikke flere pudeblomster til os. Jeg havde ellers gerne fyldt begge kasser med dem. Ikke fordi butikken fik udsolgt, men mere fordi personalet i samme butik måske ikke er klar over at blomster skal have vand, for at blive ved at leve.
Herhjemme har pudeblomsterne stået fint i deres potter hele den sidste uge. De er stadig glade, til trods for at de måtte vente på omplantning og udsigten fra altankasserne. Anders er nemlig god til at vande blomster og planter på altanen.
I dag blev dagen. Kasserne blev tømt for gammelt indhold, huller blev boret underneden og nu står de fine pudeblomster og knejser på kanten af altanen. Den anden kasse blev fyldt med spanske margueritter og nogle andre små fine blomster jeg allerede har glemt hvad hedder… vist nok noget med Estland…
At der skulle huller i bunden af indsatserne til altankasserne er en helt anden historie, som mest af alt bunder i at vi hvert år har været indehavere af altankasser der insisterer på at være til sumpplanter… og planter der ikke bryder sig om sumpplantebetegnelsen…
I rette øjeblik
Det er længe siden Emilie første gang snakkede om blondeshorts. Det er lige så længe siden, jeg faldt over en opskrift på hæklede blondeshorts, som jeg viste hende.
Dengang kunne de under ingen omstændigheder bruges. Faktisk var de grimme…
Trods en øm ankel havde jeg lovet Emilie at gå med i Centret i dag. Det viste sig at være rart at gå. Langsomt, men hjemme kan jeg konstatere større mobilitet, stadig en smule hævelse, men ikke det store.
Vi nåede omkring de egentlige ærinder, og på vej ud forbi butikken, der ikke kun kunne fremvise et enkelt par blondeshorts – men hele tre par.
Mens Emilie sukkede henført, fandt jeg opskriften frem igen. Samme opskrift som første gang.
Denne gang var udfaldet noget anderledes, billederne blev ikke bare afvist uden at blive kigget på, og meget hurtigt var vi ikke længere på vej mod udgangen – men mod garnbutikken.
Ethvert stykke håndarbejde kræver en prøve.. så jeg har hæklet en prøve.
Om lidt går jeg i gang.
Sådan et par shorts kan vel ikke tage alverdens tid…
Viskelædertryk
Sidste gang jeg bestilte ting til Hobby, bestilte jeg også linoleum og knivsæt. Ikke mange, for dels tænker jeg, at det er godt med overblik i forhold til børn med knive og dels er det aldrig sikkert om noget bliver et hit.
Ankommet pakkede jeg væk, med planer om at finde frem igen senere. Jeg havde også en ide om at lave sådan nogle plader, der kan holde og give plads for fingre, der ellers kan komme i vejen. Jeg har ikke fået lavet plader, men jeg har fundet knivene frem.
Og viskelædre. For viskelædre er nemmere at skære i end linoleum – bilder jeg mig ind, og så virkede det som et godt sted at starte. To og to sidder ungerne og skærer i hver deres halve viskelæder. To tryk kan de lave, for der er to sider på sådan et viskelæder.
Bunken med færdige trykklodser vokser, og da første barn var tilfreds med sin beskæringer, fandt stoftrykfarve i de ønskede farver og lagde ud med at trykke på en stofpose, havde jeg egentlig forestillet mig at trykkene ville fordeles bredt over et stort område.
Jeg tog fejl, for den første lille pige valgte at trykke tæt. Hun lavede et fladedækkende tryk, der tog lang tid, og som gav brug for begge sider af den skårne klods.
Børn har det med at kopiere, og dermed sidder der nu en hel flok tøser – drengene har ikke set lyset endnu, men mon ikke det kommer - og trykker tæt.
Jeg er imponeret og nærmest glædesdansende over at den ene fik drejet alle de andre i en retning, jeg sikkert aldrig havde formået. For de voksne skal sjældent tro de ved bedst…
Jeg er også imponeret over de fine tryk de har skåret. Endda skåret mens jeg med jævne mellemrum, og sikkert voldsom irriterende, siger Pas på fingrene…
Vi er ikke færdige med at lave tryk.
Og jeg har købt ny forsyning af viskelædre.
Midt i kalenderens lange weekender
Pludselig befinder vi os midt i de lange weekenders tid. Forårstiden hvor helligdagene står i kø, hvor traditionerne på varmere dage venter, og hvor vi igen og igen finder os selv halsende efter og mangle en dag eller to, når der skal forberedes og gøres klar.
Der mangler jo sådan set tit en dag eller to, men det får ingen af os til at ændre på at nyde de længere weekender.
Lige nu er det pinsen. Weekenden er allerede godt fyldt op, heldigvis mestendels med fornøjelser der ikke kræver de store bevægelser. Jeg har nemlig bedst af at sidde stille. Bare lidt.
I går faldt jeg, vred om og landede fladt på gulvet på gangen på første sal.
Det viste sig at sjette klasse vistnok havde spillet golf med et æble. Jeg gled i den afsatte saft, kunne intet gøre, andet end at tage fra.
Nu er højre ankel hævet og venstre albue en smule blå.
Det går vel over, tænker jeg og glemte helt at selv små ulykker kalder på at udfylde skemaer. Mon jeg kan nå det på tirsdag?
Det er ikke alvorligt. Mest irriterende og måske ikke det bedste oplæg til vandring mange kilometer.
Godt der ikke er planer om lange vandringer.
fredag den 22. maj 2015
Brød i en urtepotte
Vi havde bålaften. Tretten børn, tre voksne og et bål.
Vejret holdt, trods regn tidligere på dagen, madpakkerne i foliebakkerne og siden i bålet blev rigtig gode. Ungerne spillede fodbold og rundbold og hoppede lidt i legestativet.
Et par dage før sad Louise og bladrede i en bog om udendørsliv, bålmad og sjov udendørs. Urtepottebrød! Sagde hun og inden længe besluttede vi, at det skulle da prøves.
Bogen gav ikke de store anvisninger. Lav en dej af vand og gær, salt og mel – helst en hel del durum. Der stod vægt på melet, men ikke noget om hvor mange brød eller hvor store potter sådan en omgang skulle stå for.
Vi besluttede os for potter med en diameter på elleve centimeter. Droppede at købe to underskåle pr potte. Underskålene kostede mere end potterne, og hvor meget betød det egentlig. Måske mere end vi lige havde regnet med. Næste gang sætter vi også en potte under.
Dejen hævede længe, som i langtidshævning, siden blev den delt og trillet til kugler på størrelse med en stor appelsin og hældt i hver sin oliepenslede potte. I bunden lagde vi en muffinform. Den passede lige i størrelsen. Vi penslede også lågene og da bålet var brændt godt ned, blev de tolv potter sat pænt side om side, og uret sat til femten minutter.
Der stod tyve minutter i bogen, men vi tænkte at vi hellere måtte kigge lidt før. Og måske var opskriften tænkt til størrer potter.
Efter ti minutter lindede vi på lågene. Allerede da var ydersiderne tydeligt sorte, men midten virkede ikke færdigbagt. Efter endnu fem minutter hev vi alle potterne ud, vendte om og fik de fineste meget sorte kegleformede dimser ud.
Jeg greb en kniv og gik til angreb på ydersiden. Bag det sorte viste der sig en lækker knasende overflade – på nogen af brødene – på andre endte vi med at opgive ydersiden, fjernede bare det værste af det sorte og spiste indefra.
Indeni var det endnu bedre. Vi havde fået potterne ud præcis tidsnok. Brødet var gennembagt, og smagte fantastisk, ikke kun af brød, men også en smule røget og bålpræget.
Det er ikke sidste gang vi laver urtepottebrød. Der skal bare eksperimenteres en del med varme, tid og mængde.