Viser opslag med etiketten Irland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Irland. Vis alle opslag

fredag den 10. maj 2024

Musik i natten

 

Vi var på vej tilbage fra museet, aftenmærket lagde sig over byen og vi ledte efter kaffe. Og the. Kaffen fandt vi, det med the var sværere. 



Vi kom gående ad en gågade af en slags, jeg er ikke sikker på jeg kan udpege den. Det var blevet temmelig mørkt, klokken kunne have været midt om natten, det var den ikke, men alligevel.

Og så stod han der. En ung mand, med en vild guitar og et rytmespil som mange andre ville være misundelige over. Han spillede hård rock, headbangede og lukkede sig inde med sin musik.

Vi var ikke de eneste der stoppede, de fleste der kom forbi standsede, nogen længe, andre lige nok til at markere interesse. 




Jeg er ikke en poptøs, men jeg er heller ikke til hård rock. Noget midt imellem. Det her var Anders' sprog, han var imponeret. Meget imponeret.

Helt færdig, pakkede den unge musiker sig ud af sig selv, stillede op til foto og havde det skønneste smil, da han sagde tak til de omkringstående, og dem der var helt henne og sige tak for musikken.

Vi gik videre, med en god oplevelse i bagagen. 




Længere henne ad gaden stod en anden musiker og spillede noget mere mainstream, der på ingen måde fangede og imponerede som den unge mand, der i den grad brændte igennem og ville noget med sin musik, sit udtryk og sine evner. 




torsdag den 2. maj 2024

Ib Jorgensen

 

Jeg kender Erik Mortensen og Jørgen Bender, når vi taler danskere og modeskabere. Men Ib ringer ingen klokker. 



På sidstedagen i Dublin tog vi på Nationalmuseet. Det irske Nationalmuseum er delt i flere dele og vi endte i den del der rummer design og historie. Vel fremme viste det sig, at der et eller anden sted på museet skulle været et stort fint skib af vikingetypen. 

Vi ledte, vi var hele museet rundt, men vi fandt det ikke. Fem minutter i lukketid, gik det op for os, at det befandt sig i en tilbygning bag museet, og da var det for sent. 

Der var mange andre spændende ting på museet, så turen var på ingen måde spildt. 



Det vildeste var alligevel da vi pludselig stod i et rum fyldt med mode, fra en svunden tid. Modellerne skabte billeder af de to tidligere nævnte herrers designs tilbage i 50'erne og senere, og det viste sig også hurtigt ikke at være helt forkert. 

I hvert fald det med 50'erne.




Og 60-erne og 70-erne. 

Modellerne viste sig at være af Ib Jorgensen - født Jørgensen.

Ib kom som 15-årig til Irland, sammen med forældre og en søster. Hans far vidste en hel masse om svin og havde fået hyre som konsulent i griseindustrien. De kom aldrig tilbage til Danmark. 

Allerede som 22-årig åbnede han sin egen salon, og blev et kæmpe hit blandt Irlands førende og mest velhavende kvinder. Han var med til at stifte the Irish Haute Couture Group, og har tydeligvis haft en fantastisk indflydelse på moden i Irland.

Uden for Irland er han knap så kendt - jeg har aldrig hørt om ham. 




Dengang han var ganske ung og ny i faget, fik han ofte sin søster Hanne til at posere modellerne, når der skulle vises frem. Mon ikke andre modeller er kommet til siden. 

Senere åbnede han også en salon i London, blev indlemmet i både Harrods og Liberty of London, og designede uniformer til de irske kvinder i militæret. 

Udstillingen skulle have stået i to år, men er her stadig efter syv. Den så temmelig permanent ud. 



Jeg tog en mængde billeder og har forsøgt at vælge de bedste - men må også konstatere at billeder gennem glasmontre i et mørkt rum, allerede på forhånd giver svære kår.




søndag den 28. april 2024

Jeanie Johnston

 

Langs Liffey ligger Jeanie Johnston til kaj. Jeanie Johnston er et af de skibe, der i stort omfang fragtede irere til det forjættede land, dengang hungersnøden hærgede og omkring en million af landets indbyggere døde. 



Det var en stor flåde af skibe, der tog turen over Atlanten igen og igen over otte år, for at fragte håbefulde mennesker til en nyt liv i et nyt land under kummerlige forhold. I løbet af de otte år hungersnøden varede forsvandt en fjerdedel af Irlands befolkning, enten til døden eller udvandring. Dengang bestod Irlands befolkning af ca 8 millioner mennesker. I dag er befolkningsantallet lidt over 5 millioner, mens op til 16 millioner mennesker rundt om i Verden kalder sig af irsk oprindelse.  

Anders havde set nok af de usle omstændigheder sejladsen foregik under, og havde ingen større lyst til at se endnu en udgave, mens jeg nok har både læst og set Udvandrerne, og måske også andet i samme stil, men aldrig i virkeligheden, og rigtig gerne ville se det her skib. 

Jeg fik lov at bestemme og Anders måtte bagefter erkende at det var en spændende oplevelse. 



Turen var guidet, den varede ca 45 minutter og der var ingen mulighed for at undlade guiden. Vi var en lille gruppe, den næste ventede da vi kom i land, og vores guide - Claire - var helt igennem fantastisk. Hun fortalte med en indlevelse og et engagement, der ikke alene fastholdt de fem børn, der var med, men også fik tiden til at gå så hurtigt, at de 45 minutter føltes som tyve. 

Jeanie Johnston var ikke et af de almindelige passagerskibe, der sejlede i pendulfart gennem flere år. 

Jeanie Johnston var som mange af de andre skibe, der rejste mod Amerika bygget som lastskib. Den store flåde af skibe, der indkasserede deres ejere en klækkelig sum på baggrund af andre menneskers ulykke (på en eller anden måde føles det temmelig nutidigt) blev i folkemunde kaldt Coffin Ships (Ligkiste Skibe), fordi så mange døde i løbet af turen over. Det var med livet som indsats at man betalte alt hvad man ejede og havde, forlod familien - ofte var der kun råd til at sende en enkelt modig ung mand af sted, som senere skulle sende bud efter resten af familien. 



Men Jeanie Johnston var ikke som de andre. Skibet gik under navnet det heldigste skib i verden. Trods mange rejser med alt for mange passergerer, mistede skibet aldrig en eneste medrejsende, hverken passergere eller besætning. For Jeanie Johnston var ikke et helt almindeligt skib. 

Mange mente at de manglende dødsfald handlede om at Irlands skytsengel Ériu sejlede forrest som gallionsfigur, andre mener at det i langt højere grad handlede om menneskelighed og hygiejne. 

For ikke alene var Jeanie Johnston ejet af en irlænder, der boede i Irland. Han ville ikke bare skovle penge ind på baggrund af andres ulykke, men ville være med til at skabe nyt liv til de trængte under bedre betingelser end de fleste. 

Han allierede sig med en gudsfrygtig og menneskekærlig kaptajn, James Attridge - gudsfrygtigheden vender jeg tilbage til - der betingede sig at der var en læge ombord. At lægen, Richard Blennerhassett, også viste sig at være et ordentligt menneske, var muligvis også med til at skabe gode vilkår for passagererne. 




På de andre skibe blev der stoppet omkring 300 passagerer ombord på hver rejse. Jeanie Johnston havde kun plads til 200. Alligevel lå de i lag som vi kender fra slaveskibe. Forskellen var her, at de kunne bevæge sig frit rundt - hvis der var plads. 

På de andre skibe blev passagererne låst inde i lastrummet under den tre måneders lange rejse. De skulle selv medbringe mad, som de sjældent havde råd til og mellem utøj, overfyldte natpotter og mangel på mad, opstod ofte slagsmål, der var med til at hæve dødeligheden. 

På Jeanie Johnston blev passagerne tilset af lægen hver fjortende dag, eller så ofte det lykkedes ham at komme hele vejen rundt og starte forfra. Kaptajnen pålagde alle passerger at komme op på dækket mindst en halv time hver aften. de skulle medbringe deres tæpper, som skulle luftes, så utøj kunne bankes ud. De skulle have deres natpotter med op, de blev tømt i havet, et reb blev bundet i hanken og spanden blev skyllet grundigt i vandet langs skibet. 

Passagerne skulle selv lave mad over noget jeg forestiller mig, har lignet en tidlig udgave af nutidens trangia. De fik udleveret en ration mad en gang om ugen, og den vigtigste ingrediens har været mel, som kunne omdannes til brød. Ikke fordi brød af mel og vand smagte eller virkede særlig godt, men fordi det tog tid, og en halv time pr familiemedlem til fremstilling af brød, betød at de rent faktisk kom op på dækket.

Om søndagen - her dukker gudsfrygtigheden op - forlangte kaptajnen at alle tog sig bedst muligt ud. På et skib fyldt med flygtede, udsultede mennesker der ikke ejede noget, betød det sjældent at tage det pæne tøj på. Men det betød at hænderne blev vaskede, at ørene blev renset og håret blev redt. Ret vigtige dele i et hygiejnemæssigt perspektiv. 




Med til historien hører at den besætning, der i dag hører til museumsskibet, har gennemgået gamle passagerlister og fundet nogle af de gode historier. For at følge op på historierne, er livagtige dukker med it at skabe historien om et liv under dæk på et skib fyldt med skæbner og historier, der er vigtige at huske i en tid, hvor vi let glemmer. 


Der var konen med de to børn, der havde fået penge sendt hjem fra manden. At få penge sendt hjem var en længere historie, der i høj grad handlede om tillid. Tillid til at den mand man overdrog de rede penge til, dels nåede frem, dels holdt hvad han lovede og overbragte dem til de talbagelevne. Ydermere troen på at de tilbageblevne stadig var i live. 

Konen her havde fået et brev fra manden hvori det stod at han arbejdede på en gård i Kentucky. Det var alt. Hun nåede til Boston, fik hyre som husholderske og fik hjælp af sin arbejdsgiver til at sætte en kontaktannonce i Boston News, der helt frem ti l1950'erne fungerede som kontaktgiver til mennesker, der savnede hinanden. Hun håbede manden så annoncen og kunne kontakte hende og hjælpe hende videre til Kentucky. Om det skete vides ikke. 


Der var manden med de elleve børn, hvis kone var død og som kaptajnen havde fundet i vejkanten, hvor han sad uden andet end sine elleve børn og ventede på at dø. Kaptajnen lod ham sejle med, betalte selv overfarten og besluttede på stedet at hver eneste overfart ville han betale for en familie, der var værdigt trængende kunne sejle med. 

For et par år siden dukkede efterkommere af manden med de elleve børn op i Dublin, for at se det skib der havde givet liv til dem, og for os var det en fantastisk historie. For personalet på skibet langt mere end bare fantastisk. 


Den bedste historie, den besætningen holder mest af, var den meget unge kone, der var gravid og nåede at føde en søn inden skibet stod fra kaj i Irland. Normalt ville en sådan kone og nyfødt barn blive sat i land, for chancen for at en nyfødt ville overleve turen var ganske lille. 

Her besluttede lægen at beholde hende ombord. Han havde været med til at bringe barnet til verden, vurderede at både mor og barn var sunde og raske og kunne ikke se nogen grund til at de ikke kunne sejle med. Babyen blev et samlingspunkt undervejs og besætningen gav alle af deres egne rationer til moderen, så hun kunne få nok mad til at kunne brødføde barnet. 

Igen er efterkommere dukket op. Og de kommer igen. Med billeder, og historier. Barnet voksede op og blev en holden mand. Da han døde ejede han ikke en, men fem barer et sted i USA, jeg har glemt hvor. 

Billederne er klenodier for det nutidige personale, og vi kunne nærmest mærke hvordan hårene rejser sig på armene af vores guide, da hun fortalte om det. 




Jeanie Johnston sejlede seksten turen over havet fra Irland til alle mulige steder langs den amerikanske og canadiske kyst i løbet af fem år. Hun havde passagerer med den ene vej og havde tømmer med tilbage.

Hun endte med et samlet passagertal på omkring 2500 mennesker, og mistede som sagt ikke en eneste.

Efter de fem år, tog lægen hjem til sin syge mor, tog senere hyre på et andet skib, der ikke havde samme standarter og endte med at dø af kolera. Det er en bihistorie, men cirka samtidig besluttede skibets ejer at stoppe med at sejle passagerer, solgte skibet til en englænder, der byggede det om til lastskib, fyldte det med tømmer og satte kurs over Atlanten. 

Ejeren selv var med sammen med kone og et lille barn. Et sted ude midt i ingenting stødte de på en storm, den ene mast knækkede, skibet to vand ind og trods forsøg stod det ikke til at redde. Ni frygtelige dage, der endte med at alle måtte surre sig fast øverst på skibet, endte med at de hollandsk skib kom forbi og reddede alle.





Jeanie Johnston sank uden at have taget et eneste menneskeliv. Måske Ériu i forstavnen alligevel har betydet held. 

Det skib der ligger til kaj i Dublin er derfor en replica. Det er bygget en til en efter originalen. Kun sikkerhedsdørene under dæk er nye og lovpligtige i nutidens skibsbyggeri. Det blev bygget i 1992 og startede sit liv som skoleskib, hvor det sejlede i originalens fodspor og besøgte de mange havne langs Nordamerikas kyst som skibet i sin tid sejlede udhungrede længelsfulde passagerer til. 

Efter turen rundt deltog den nye Jeanie Johnston i Tall Ship Race, racet for skoleskibe, som vi så for et par siden i Aalborg. Mandskabet og skibet kom ind som nummer 60 af 65 og et tilbud til den irske marine, blev pænt afslået. 

Marinen havde ingen brud for et skib, der ikke kom hurtigere frem. 

Heldigt nok, for i stedet blev det museumsskib for en fantastisk historie, som jeg er glad for, at jeg fik mulighed for at opleve.




mandag den 22. april 2024

The Famine Memorial

 

Jeg tror ikke det er muligt at tage til Irland og komme udenom hungersnøden og udvandringen.



En million irere sultede til døde, mens kolonimagten lod befolkningen om at passe sig selv, og udsultede dem. Faktisk ganske som vi gjorde mod islændingene. Kolonimagter har vist aldrig været særlig rare ved  lokalbefolkningen. 

Ved Liffey, ikke langt fra Samuel Beckett Bridge, står The Famine Memorial. 

En flok udsultede gespenster, der fylder godt i gadebilledet, og - håber jeg - er langt mere forfærdende at se på, end virkelighedens befolkning gjorde.




Som de står og går der, midt på gaden, med deres få ejendele, på vej mod et af de skibe der kunne føre dem over havet mod det forjættede land, er de ret imponerende at se på. 

Værket er lavet af Rowan Gillespie i 1997. 




Samuel Beckett Bridge

 

I en by med en flod, er der mange broer. Nogen pænere end andre. 

I Dublin er det også tilfældet. Vi mødte mange smukke gamle broer af den type, der ses i mange gamle byer. Vi mødte også mere moderne, ofte minde smukke men praktiske broer. Der var flest af de gamle. 

Og så var der Samuel Beckett Bridge.



Når jeg kigger på billederne, kan det godt ærgre mig at vi ikke gik helt hen til broen, men det virkede ikke nødvendigt på tidspunktet. 

Samuel Beckett Bridge breder sig over Liffey som en gigantisk harpe. Irlands nationalvåben er en harpe på en blå bund, og jeg tænker at det har været medvirkede til netop den konstruktion. 

Den er flot langt fra. Den er sikkert også flot tæt på. 




Hele broen og harpestrengene kan drejes, så broen åbner, når større skibe skal forbi på deres vej op gennem floden. 

Vi så den et par gange, mest fordi vi var på besøg på et skib, der ligger til anker tæt på broen. Men mere om det en anden gang.



Der er ingen tvivl om at broen er et ikon for byen. Den bliver brugt som et vartegn, og vi så den gengivet i flere konstellationer på alt fra T-shirts, kopper, billeder og broderier. 




søndag den 21. april 2024

Liffey


Historisk set er mange vigtige byer bygget omkring vand - gerne floder. Floderne var et vigtigt transportsystem, og som tiden gik blev skibsfarten, floderne og kajerne blev udbyggede hvilket gjorde de vandlige transportveje endnu vigtigere. 







En by som Dublin har selvfølgelig også en flod, som løber gennem byen.

Liffey

Dublin er ikke en stor by, og jeg tror ikke der gik en dag uden vi var forbi floden. I dagslys, i mørke og bare hen ad dagen. 




lørdag den 20. april 2024

This is knit

 

Hvis nogen hjemmefra havde fortalt mig, at det ville blive svært at finde garn i Irland, er jeg ikke sikker på, at jeg havde troet på dem. 



Det viste sig, at det fåreglade, garnproducerende land er i stor mangel af garnbutikker. Jeg kan ikke huske hvem, men nogen mente, det måske hænger sammen med at de laver garnet selv. 

Jeg havde en anden forestilling hjemmefra. 

Opslag på Google og Ravelry viste ellers at der var masser at vælge imellem. Virkelighed var, at masser var ikke-eksisterende. Nogen butikker fandtes ikke længere, andre var ikke garnbutikker, men snarere turistfælder med opstrikket garn, der solgtes til ublu priser og hvis vi var heldige var der måske fem forkølede fed garn at vælge mellem. 

Det sidste skud i bøssen var This is Knit. Jeg var ikke særlig optimistisk, da vi satte af for at lede. Vi endte midt i den mest turistede gade, optimismen steg, men der var ingen butik. Gadenummeret passede, en imponerende trappe førte op til en blomsterbutik af den slags, hvor blomster ikke sælges i metermål. 


This is Knit, Powerscourt Townhouse, South William St, Dublin 2


Vi gik ind, kringlede os gennem kunder, butik, blomster og alverdens interiør af glas og metal, inden vi kunne gå videre ud til en overdækket gårdhave, der åbnede sig og viste sig at være et temmelig eksklusivt center med kunst, dyr mode og eksklusive restauranter. 

Til venstre og op ad en trappe lå garnbutikken. Butikken er familieejet, personalet afsindig søde, mulighederne brede - jeg fandt også dansk garn - og de var imponerede af at Anders kunne udpege en model som designet af  Stephen West.

Jeg fandt irsk uld.  Darnie fra Studio Donegal, et lidt tweedet garn med nister, lidt kradst, men også blødt. Der lå en trøje strikket op i garnet, og den var blød. 

Hjemmefra havde jeg en tanke om lys salviefarvet uld. Det kunne jeg ikke få. I stedet valgte jeg den naturfarvede, har en diffus plan om hvad det skal blive til, og lader det ligge til planen får lidt mere form. 



Det var ikke billigt garn, jeg tænker også adressen kræver noget indtjening, men jeg kan godt lide at komme hjem med souvenirergarn til senere brug.  




søndag den 14. april 2024

Vejret i Irland

 

Alle ved det regner i Irland - hele tiden. Eller det vil sige, vejret ved det åbenbart ikke. Vi oplevede ikke megen regn. 



Faktisk var oplevelsen at vejret var fantastisk. Vi oplevede stort set kun regn, når vi var på vej hjem. Sådan cirka, når vi havde besluttet at finde tilbage til vores logi, og stod og ventede på en bus, eller gik gennem gaderne. 

Og det var ikke voldsom regn. 

Men det med at det regner i Irland, sælger åbenbart. 

Vi mødte et hav af turistbutikker med souvenirers.  Mange af dem noget med grønt. Jeg kom hjem med den sødeste lille pin af et får. Emilie fik den, så hun kunne give den til mig. Vi har nemlig stadig en aftale om, at jeg skal have en pin, når jeg strikker noget til hende. 



Altså fandt hun projekttasken der er fyldt med pins, valgte det rigtige sted og satte den fast.

Tilbage til regnen. Den ene af turistbutikkerne havde nemlig et fint skilt over døren, der i den grad viste at det regner i Irland. Og at der er får. 

Vi så de samme figurer i flere af de andre butikker (den dag vi ledte efter en T-shirt til Anders. Det er nemlig blevet det, han skal have med hjem), men kun den ene med et reelt skilt. 





onsdag den 3. april 2024

Broderede puder

 

Mens jeg er ved Skt. Patricks Cathedral, er der endnu en ting som er værd at fortælle om. 

Der er mange stole i kirken. De ser ikke særlig komfortable ud, og jeg forestiller mig at gudstjenesterne og messerne kan være lange. 

Nogen har gjort noget ved komforten. 




Alle stole - måske manglede et par stykker - er forsynet med en pude til at sidde på. En broderet pude, med religiøse symboler.

Puderne har mange størrelser, kvaliteten er forskellig og jeg forestiller mig at et hav af kvinder har siddet og syet til deres kirke, og til deres menighed. 

Et virkeligt stykke arbejde med kærligheden i centrum.