torsdag den 30. oktober 2014

Når far kommer hjem, er mor lige gået


Anders er i Tyskland. Jeg kan ikke huske hvor – måske var det Bayern. Måske var det et andet sted. Det er også ligemeget. Han er i Tyskland.


Oktober 2014


Han har glædet sig som et lille barn. Og så var det endda lige ved at han ikke kom af sted. Men heldigvis findes der mulighed for at få udstedt et provisorisk pas samme formiddag, som man skal af sted om eftermiddagen, når man er for langsom…

Turen er arbejdsrelateret. De skal på værktøjsmesse. Anders og en kollega. Værktøjet i sig selv var nok til at få dem op at ringe. Men når det så samtidig er oktober – og Tyskland. Tanken om bierhallen und so weiter, gjorde ikke udsigten ringere.

Han kommer hjem i morgen. Måske når jeg lige et hurtigt knus og et kys, når jeg kommer susende hjem fra arbejde.

For så er det min tur. Jeg skal på weekend. Noget med veninder, strik og et lånt sommerhus.

Sådan noget kan få mig op at ringe.

tirsdag den 28. oktober 2014

Langt væk hjemmefra


Anders er født og opvokset på Vesterbro. Et gadens barn, der ikke forstår andet end fuldblods Københavnsk, og derfor godt kunne føle sig en smule ude af komfortzonen midt i Aarhus.

Stor var glæden derfor også, da han spottede et hjemligt kendemærke, midt i Den Gamle By, midt blandt bindingsværk og kalkede facader.


Nørrebro


Og så taler vi ikke om, at lige præcis den betegnelse findes i enhver købstad med respekt for sig selv.

Hovedløst


Den hæklede drage er ikke noget lille projekt. Det tager tid og jeg arbejder langsomt.


Amputeret drage


Jeg har ikke travlt – og så alligevel. Lige nu ser den nemlig så tosset ud, at jeg får ekstra lyst til at skynde mig videre. Det er næsten synd at lade være.

Den er nærmest sådan lidt halshugget i begge ender. Ingen hovede, og ingen hale.

Den har fødder og ben. Den kan stå. Og skyde ryg. Men så kan den heller ikke meget mere.


Amputeret drage


Det er svært at finde værdigheden i sådan et udseende. Og hvordan skal den nogensinde kunne spy ild?

Tilbage til arbejdet…

mandag den 27. oktober 2014

Springvand


I virkeligheden er det ret forfærdeligt, men det er stadig let at glemme – for hvor var det sjovt.

De sidste uger har vi slæbt mere og mere, og varmere og varmere tøj med på arbejde. Der er nemlig koldt. Koldt, som i radiatorene virker ikke. Vi har plaget de stakkels folk fra Teknisk Service, uden det er blevet varmere – de gode folk i blåt er bare kommet til at se mere og mere lidende ud, mens de løber fra os med noget der ligner en undskyldning.

I dag skete der noget. For når den stedlige arbejdskraft ikke selv kan finde fejl og udbedre, må ekspertisen komme til undsætning. Altså dukkede endnu en mand i blå bukser op med et apparat, der kunne måle og så gik jagten ellers ind.

På et tidspunkt blev det meddelt at nu var der muligvis styr, vandet blev tændt, radiatorene udsendte lyde, der lød som meget knurrende maver – og så var det vandet kom op gennem gulvet…


Revne i beton


Ude i gangen lige foran Klubben er en indgangsdør fra skolegården. Sådan en af dem, hvor der er en fordybning i gulvet. I fordybningen ligger en måtte og en rist, der lige netop passer, og som giver mulighed for at skrabe fødderne godt inden længere indtog i huset.

Herfra – midt i måtte og rist sprang vandet. Ikke højt – omkring fire centimeter da trykket var højest – faktisk sivede det allermest. Gennem måtten kom sjove bobler flere steder og gulvet omkring og ind i Klubben blev mere og mere vådt.

Samtidig stod det meste af en en fjerdeklasse og kiggede undrende på det mærkelige tilfælde, mens en del af dem med vantro i stemmen spurgte hvor kommer vandet fra?, Skal det være sådan? – eller endnu bedre Hvorfor gør I det?

Jeg grinede, de to unge pedeller grinede, selv rengøringen, der lige havde vasket gulvet kunne se det sjove. Men ungerne; de synes det var mærkeligt og spurgte endnu en gang om det skulle være sådan eller hvorfor? I virkeligheden var ungerne de sjoveste…


Revne i beton


Da vandet blev stoppet og rist og måtte fjernet, viste der sig en pæn revne i betonen. Den vise udsendte mand kunne forklare at når vi hver vinter kommer ind med fødderne fulde af sne og salt og banker fødderne af på den dertil indrettede rist, ryger saltet gennem revnen, ned til de underliggende rør og tærrer på rørene. Det er selvfølgelig ikke jeres skyld, skyndte han sig at tilføje, da ungerne begyndte at se undskyldende ud. Hvorpå spørgsmålene om hvorfor og om det skulle være sådan dukkede op endnu en gang…

Beskrevet lyder det slet ikke så sjovt som det var, jeg kan godt se det – man skulle nok have været der…

Heldigvis er der, så vidt jeg ved, adgang til alle rørene i de lange kældergange, der ligger under hele skolen. Og helt ærligt hvis de der rør er fra dengang skolen var ny, har de vel egentlig holdt meget godt. Skolen har rundet tresårsjubilæet.

Og så håber vi der ikke går alt for lang tid med udbedringen. Det bliver jo ikke varmere. Men nu ved vi hvorfor der er så koldt. Viden kan godt gøre det lettere at slæbe alle de varme uldne trøjer med.

søndag den 26. oktober 2014

Left Bank Cardigan


Den røde trøje tørrer stadig i kælderen. Tykt uld trækker meget vand – tørring tager tid.


Left Bank Cardigan


I stedet er det vist ved at være på tide at præsentere en helt anden sag, som har været på vej længe. Sådan en af dem jeg har strikket på med mellemrum, og som pludselig endte med at være færdig. Sådan nogle har jeg mange af.

Modellen hedder Left Bank Cardigan, og den er strikket i en blanding af uld og alpaca. Den er dejlig, blød og varm – næsten helt som den skal være. Den har kun et stort minus. Den vokser. Jeg skal ikke have den på ret længe, før den bliver bredere og bredere og til sidst helt uformelig. Og det trods helt tætsiddene og meget ribagtig, når jeg tager den på.

Vi tog billeder af den i Den Gamle By i Aarhus. Dels i en af de store fine sale i Møntmestergården, dels foran det lille skolehus fra Kjerteminde. Selvom den sad pænt og fint, da vi tog hjemmefra om morgenen, er det tydeligt at den allerede er begyndt at vokse og ikke sidder helt så tæt som den startede.


Left Bank Cardigan


Mønstret er stort set bare rib. To ret, to vrang. Lettere kan det næsten ikke være. På hver sjette pind strikkes et meget lille, meget enkelt hulmønster, der løfter den enkle rib til noget helt andet. Mens jeg strikkede virkede det dog temmelig rib-agtigt.

Trøjen blev færdig for omkring en måned siden og den er skyllet op og vasket nogle gange. Jeg overvejer forskellige løsninger. Et stykke tid tænkte jeg på om en tur i tørretumbleren eller en hårdere vask ville gøre godt. Jeg tvivler, for så vil den højst sandsynligt blive endnu mere uelastisk. En mere målrettet plan kunne være at sy elastik i taljen.

Eller blive ved at skylle den op og tørre den i facon inden brug.








Design: Left Bank Cardigan af Linda Wilgus.


Garn: En tråd Blackhill Højlandsuld – Åbent hav – og en tråd Blackhill Alpaca – Grøn/petrol. Begge fra Garnudsalg. sammenblandingen er rigtig fin. Jeg brugte 174 gram Højlandsuld og 111 gram Alpaca.


Pinde: Alt er strikket på pind 3½.


Størrelse: Jeg startede med en medium og udviddede til en large (det skulle jeg så måske aldrig have gjort)


Left Bank Cardigan


Bemærkninger: Jeg ved ikke hvorfor den vokser – det er ellers ikke min opfattelse at garnet fra Garnudsalg er uelastisk. Men lidt trist er det.

Opskriften er ikke det store at skrive hjem om. Som en anden, der har strikket trøjen har påpeget, er den alt for lang. Alt for detaljeret og dermed alt for forvirrende.

Jeg havde opfattelsen af at den havde en V-udskæring foran. Da jeg slog op viste det sig at den nok har en V-udskæring, men desværre ikke fra skulderen -  den går lidt ind fortil først. Det synes jeg så fjollet ud, og skar rask væk de ekstra masker til forstykkerne væk, inden jeg startede med at strikke.


Left Bank Cardigan


De manglende masker betød at udskærignen blev dybere for at nå det eksagte antal masker. Det passede mig fint, for jeg synes i forvejen at udskæringen var lidt for høj.

Jeg droppede at tage ind til talje, dels synes jeg det ødelagde ribmønstret, dels var det så få masker, der skulle tages ind at det kunne være ligemeget og dels forventede jeg at ribben ville trække nok sammen. Det sidste sker så ikke, men taljering ville næppe have hjulpet på den sag.

På ærmerne tog jeg ind på hver 10. pind. Jeg droppede huller til andet end knapper på for- og halskant.


Har du lyst til at se flere billeder af cardiganen, kan de ses lige her på Ravelry.

På tur til haven


Endelig kom bærbuskene i jorden.


Haven

Haven


Hele arsenalet af haveredskaber (en rive, en hakke og en kultivator – vi har ikke så meget endnu) blev spændt på cyklen og jeg trak, mens Anders bar den ene busk og den anden fik et lift på cyklen.

Anders gik i gang med hakken, for siden vi var der sidst har ukrudtet set sit snit til at gro vildt endnu en gang. Ikke så vildt som sidst vi var der, og det tog heller ikke lang tid inden den bare jord så ryddet ud.

Vores have ligger tæt ved skoven og et lag af nedfaldne blade dækker det meste af jorden. Bladene lader vi ligge – regnormene skal også have noget at leve af, er vi enige om, og lige nu generer bladene alligevel ingen.

Der er stadig meget bar jord i vores have (og mærkeligt placerede bjælker), men efterhånden har vi sat en række af forskellige små buske. Nu har vi hindbær, brombær, blåbær, salvie, timian og en lille figen. Figenbusken har vi plantet efter alle kunstens regler. Den står i den rigtige retning i forhold til solen, og da der ikke var læ i den rigtige retning, byggede vi et lille læhegn af de fliser der ligger løst på grunden.

Der er små figner på busken. Meget små. Det bliver nok først næste år, vi kan gøre os forhåbninger om figner fra egen avl.


Haven

Haven


Når den vokser sig større, er det sikkert ikke læ nok, men den tid, den sorg. Vi vil også gerne have lidt mere hegn ind mod naboen, lige nu er der kun tredive centimeter afgrænsning, mens der resten af vejen rundt ikke er noget at tage fejl af i forhold til hegnsætning.

Det skal bare være et lavt trådhegn. Ikke noget stort. Eller måske et pilehegn. Pilehegn er pæne.

Vi har også en lille smule under jorden. I dag satte jeg tulipaner og et par andre løgplanter, som gerne skulle lyse op, når foråret kommer. Løgene var allerede begyndt at spire, og jeg kan ikke lade være med at synes det virker helt forkert at begrave noget, der tydeligt er liv i.

Vi besluttede at vi leger gemmeleg – og håber bestemt at blomsterne hopper op og siger titte-bøh engang til foråret.

Hvidløgene vi stoppede i jorden for efterhånden længe siden, gider ikke vente til foråret. De står og knejser, i den knap så lige række vi stoppede dem ned i. Det er faktisk ret smart – det gør det i hvert fald en hel del nemmere at luge.


Haven


Anders gik en tur omkring kompostbunken med alt ukrudtet, mens jeg vaskede figenbusken en lille smule inden billedetagning. Det har regnet så kraftigt, at de nederste blade var dækket af den smule sand, der er i jorden.

Hjemme igen gik turen mod Centret. Denne gang sammen med Emilie. Hun har nu blod til blødende øjne – og det virker, hun har prøvet og om lidt er Anders klar med maden. Vi spiser tidligt, når Emilie skal tilbage til skolen. Hun vil gerne tidligt af sted, så vi spiser sen frokost/tidlig aftensmad.

Vi kan jo ikke sende hende sulten ud af døren :)

Mens jeg vågner søndag


Emilie er hjemme i weekenden. Hun havde en halv aftale om at ses, men livet leves, arbejde skal passes og så duede det alligevel ikke. Måske var det de ændrede planer, der fik hende til at kaste sig over komfuret og de små pander i aftes, for at producere en kæmpe stak pandekager,


Emilies pandekager

Emilies pandekager


Anders gjorde sit til at der kom bund i bunken, men det er på forhånd nærmest umuligt. Derfor kunen jeg i morges, mens alle andre sov, nyde pandekager til morgenmaden sammen med friskbrygget the og et par timer eget selskab.

Emilie har fået øjne, mens Anders stadig kæmper. Han får ikke lov at ligge meget længere, for vi har en aftale med et par bærbuske og en have, der måske har savnet os. Planen var egentlig i går, men i går regnede det. Meget. Og så blev vi hjemme i stedet.


Søndagsmorgenmad


Jeg har også en aftale med Emilie. Noget med blod til næste uges Halloween på skolen. Hun har planer om en falden engel og har fundet den rigtige kjole, de rigtige sko og taget imod de sorte vinger vi bestilte sidst hun var hjemme. Outfittet inkluderer også de røde øjne, hun brændende ønskede, men som jeg sagde nej til og alligevel i dybeste hememlighed sendte til hende.

Det er ikke meget jeg hører fra hende i hverdagen, men da de røde linser ankom, kunne hun godt give lyd – af den glade slags.

I aftes dukkede ønsket om blod op, og måske er der en mulighed i det nærliggende center, der heldigvis har åbent på en søndag. Prøves skal det i hvert fald.

Jeg vil drikke resten af min the, inden Anders for alvor bliver hevet op. Måske tanken om kaffe og en af de tiloverblevne pandekager kan lokke…

lørdag den 25. oktober 2014

Glasur i mange lag


I torsdags var vi nået til at glasere alle vores efterhånden mange lerting. Jeg har gennem min barndom leget med ler mange gange og lavet mange ting, der både er blevet brændt eller brugt som det var. Men jeg har aldrig arbejdet med glasur. Det er i grunden lidt mærkeligt.

Louise har det ligesom jeg, så vi var begge temmelig opsatte på at komme over i værkstedet. Måske var vi næsten værre end alle børnene, der stod og ventede på at komme over. Ungerne synes for eksempel det var vigtigere at spise først…


Mine tre projekter


Jeg vidste godt at glasur er noget helt andet end plastikmaling og jeg vidste også godt, at man kan blive narret af farven på den flydende glasur. Derfor var jeg også helt tryg ved at male bladene i skålen af blade med noget der efter sigende er bladgrønt. men som mest af alt lignede en noget grumset lyserød.

Af samme grund spurgte jeg Susanne om ikke hun havde færdigbrændte farveprøver. Det burde vi have, sagde hun. Vi når det bare aldrig. Nu ved jeg godt, hvilket projekt jeg skal kaste mig over, når vi er færdige med glaseringen og starter forfra med den bløde ler.

Det tager lang tid at glasere. Der skal lægges tre lag overalt, siger Susanne. Så det gjorde vi. Jeg nåede hele vejen rundt på bladskålen og indersiden af det fine krus. Så var tiden gået. Louise fik glaseret sin skål på både inder- og yderside og der står stadig mange fine ting, der ikke har fået et eneste penselstrøg.

Undervejs kom både Henrik, Lotte og Berit forbi. De skulle bare lige se, og kunne godt forstå at så mange at børnene har lyst til at være med hver torsdag – For hvor så det bare hyggeligt ud, sagde de. Berit greb mit medbragte kamera, og på den måde blev jeg også foreviget.


Louise med zen-skål og glasur

Jeg lægger glasur på genstridige blade


Næste gang satser jeg på at blive færdig med kruset, som jeg godt kan mærke en lyst til at gører lidt oprør med. Mon ikke sådan noget glasur kan gradueres mod bunden, så der ikke er tre lag hele vejen ned ad ydersiden?

Snirkelskålen skal også gerne have en omgang næste gang. Jeg overvejer hvordan flere farver kan blandes, uden at der bliver alt for meget farvelade over det færdige resultat…

Og mens Susanne og jeg gik og pakkede sammen, gik det pludselig op for os, at der stod endnu en hyldefuld med ting, der ikke var blevet brændt. Lad os skynde os at sætte det over, sagde Susanne og mente at så skulle jeg have lov at prøve at tænde for ovnen.

Fra tyk til tynd – fra stor til lille


Jeg er færdig med høstjakken. Lige nu ligger den i vaskemaskinen i kælderen på uldprogrammet. Jeg håber den kan tåle det, for jeg har ingen anelse om hvordan garnet helst vil behandles.

Programmet var halvvejs, da jeg havde hængt det allerede vaskede tøj til tørre, og gennem ruden i maskinen så den stadig fin ud.

Jeg krydser alligevel fingre.


Lommestrik


Inden den nåede så langt strikkede jeg lommer. Jeg valgte at strikke i tyndt garn på tynde pinde. Det krævede lige lidt tankevirksomhed at gå fra en pind 6 til en pind 3, fra tykt garn til tyndt, fra en farve til en anden, samtidig få overgangen til at se pæn ud og bredden til at være den samme.

Jeg startede forfra et par gange.

Det er muligt jeg ikke har opfundet den dybe tallerken, men hvis nogen skulle stå med samme problem, vil jeg gerne dele.

Jeg startede med at strikke to masker i en. Det havde sikkert været fint i ensfarvet garn, men når farven skifter drastisk ser det ikke pænt ud. Jeg ville nok alligevel bruge min løsning skulle jeg skifte i ensfarvet også. Det blev nemlig rigtig pænt.

Løsningen viste sig at være såre enkel. Jeg regnede med at dobbelt så mange masker ville passe – det viste det sig også at gøre.


Fra tyk til tynd


Altså strikkede jeg en ret i alle masker og lavede et omslag mellem alle masker. På omgang nummer to (jeg strikkede lommerne rundt på strømpepinde) strikkede jeg alle omslagene drejet ret. De drejede masker kom til at ligge så fint mellem alle de store masker i resten af trøjen.


Det var nemt.

Da først jeg lige havde regnet det ud.

Halloween


I aftes holdt vi hallowenfest for næsten 60 børn.


Udhulede græskar


Vi startede allerede i SFO-tiden, hvor ungerne gravede græskar ud og skar drabelige eller mindre drabelige ansigter. Nogle af hullerne blev lavet ved at hamre bageforme gennem det udhulede græskar. Det synes nogen af ungerne var sjovt, andre ville hellere skære på gammeldags maner.

Ved lukketid gik alle hjem, og vi fik travlt med at gøre klar. Eller travlt er så meget sagt. Når fester kører på rygraden er alting meget nemmere, når altså ikke man (som jeg) ikke har været med før. Så jeg fulgte bare med, hjalp der hvor det gav mening og spurgte, når jeg blev i tvivl.

Jeg endte med at dekorere med kunstigt spindelvæv. Jeg har aldrig leget med fake spindelvæv før – men hvor er det sjovt. Jeg gik nærmest i selvsving – man kan jo blive ved, trække lidt mere og sætte fast endnu et par steder - og havde pludselig lidt travlt med at klæde mig ud (her passer grønt hår fint) og tænde lysene i de udskårne græskarhoveder.


Udhulede græskar


Halv seks væltede ungerne ind til timer i uhyggens tegn. Det var vildt så meget de havde gjort ud af udklædningen. Det var nærmest umuligt at vælge de bedst udklædte og det var også til tiderr svært at ´gennemskue hvem, der var hvem. Faktisk kunne der snildt have sneget sig et par ekstra unger med til fest, uden vi havde set det.

De fik ulækkert mad, det slet ikke var så ulækkert endda og bagefter blev det rigtigt klamt, da de skulle finde plastikedderkopper i en skøn blanding af pastaskruer garneret med alskens ulækkerheder.

Der blev danset og hygget og løbet rundt. Halvdelen fik kørt sig selv op i en spids, da rygtet løb og stort set alle med sikkerhed kunne fortælle at de havde set monstre løbe rundt oppe på skolens tag og bag de lukkede vinduer på (de aflåste) første og anden sale. Er du ikke bange? spurgte en af de små piger, da jeg endnu engang havde forsikret dem om, at der ikke var nogen, og i øvrigt mente de skulle blive ved Klubben. Jeg er bange, blev hun ved og intet kunne overbevise hende om at hun ikke var faretruende tæt på at blive ædt af et monster.


Halloweenmenu

Halloweenmenu


Hun glemte det heldigvis igen, og da sliksalget blev  åbnet var den eneste frustration at køen er ret lang, når der er næsten tres børn i rækken.

Klokken ni blev alle hentet og ganske kort efter havde vi pakket det hele sammen og Klubben ligende igen sig selv. Vi er øvede i at holde fest, have glade timer med ungerne og rydde op undervejs. Sådan noget er guld værd.

onsdag den 22. oktober 2014

En ommer

Den her skolereform. Det er ikke kun en dans på roser. Der er også temmelig mange torne.

Det til trods tror jeg på at det er vigtigt at være åben, klar til at tage livtag med de nye udfordringer og så klare problemerne efterhånden som de opstår.


Detalje fra Den Gamle By i Aarhus


Som en del af den nye reform har vi et aftenmøde med lærere og ledelse en gang oom måneden. Det er noget vi har manglet gennem årene og derfor et velkomment tiltag. De to foregående møder har været gode og med mulighed for diskutioner, der kan bruges til noget.

Sådan var det desværre ikke i aften. I aften gik vi stort set alle fra mødet med en følelse af at have spildt to timer, der kunne have været brugt meget bedre. Det er altså en kedelig følelse.

For jeg mener bestemt at det er rigtig godt at mødes. Bare ikke for enhver pris.

Heldigvis formåede vi ved vores bord og i vores team at tale om noget helt andet end programmet dikterede, og dermed alligevel få en lille smule fornuftigt med hjem.

Og det var dejligt at være sammen med mine lærerkolleger – det sker alt for lidt.

Ikke fordi vi ikke vil. Ganske simpelt fordi der ikke er tid nok.

Den Gamle By


Emilie har altid været glad for Frilandsmuseet. Af samme grund har jeg længe ville have hende med i Den Gamle By i Aarhus. Det har bare aldrig passet, når vi har været deroppe. Derfor planlagde jeg hjemmefra at denne gang skulle det ske.

Egentlig havde vi planer om at hele familien skulle med, men som det nogen gange går ændres planer, og vi tog af sted alene bare Anders, Emilie og jeg, mens yndlingsfamilien havde andre gøremål.


Den Gamle By i Aarhus - udsigt fra Møntmestergården


Hun har været der for – hun var bare så lille, at hun ikke kan huske det. Anders har muligvis også været der før – men så gør det samme sig gældende. Altså var det noget af en oplevelse for dem begge. Også selvom regnen genstridigt stod ned, men heldigvis valgte at holde pause efter de første par timer.

Jeg har altid været imponeret af, at der midt inde i en forholdsvis lille by som Aarhus kan været en hel by, der bare er til for at kigge på og blive klogere af. Jeg bliver lige imponeret hver gang. Vel vidende at lige uden for er trafik og befærdede veje, føler jeg mig i det øjeblik jeg går over tærsklen hensat til en svunden tid.

Vi var tidligt af sted. Det var en god ide. For trods regn var det efterårsferie og inden vi var færdige med at kigge og sulten i maven var til at føle på, var der pludselig temmelig mange mennesker og knap så sjovt at bevæge sig rundt.

Jeg glemte at tage billeder. Fik kun et par enkelte hurtige glimt af noget større, da jeg pludselig kom i tanke om billededokumentation. Ikke et eneste skud løsnede jeg, da vi trådte et skridt frem i tiden – tilbage til vores barndom.


Den Gamle By i Aarhus

Det var tæt på skræmmende. Halvfjerdserhjørnet med butikker og lejligheder fra dengang Anders og jeg var små. Inde i Radio/TV butikken kunne vi begge udpege instrumenter fra dengang. Anders fandt en båndoptager magen til den han selv havde haft og jeg fik et gensyn med mine forældres første TV med jalousilåge.

Endnu mere skræmmende var de fire lejligheder i hjørnehuset fra Helsingør. Mine forældres hjem genfandt jeg i den gynækologiske klinik, der nok var den mest moderne med køkkenlåger magen til mine forældres, vægophæg som jeg huskede og skrivebordet der kunne have været min fars. Mine venner og veninders hjem dukkede op med ølkasser og læderhårspænder, afsyrede kommoder og bastomvundne vinflasker med stearinlys i kollektivet på øverste etage. Det var som at træde et skridt tilbage i tiden. Jeg er totalt imponeret over hvor velskabt hele området er.

Tilbage i 1864 oplevede vi en gårdskarl hundse rundt med en flok børn, der gjorde deres bedste og alligevel blev skældt ud i de helt rigtige toner. Børn var jo ikke rigtige mennesker, så hvorfor overhovedet belemre sig med at huske deres navn. Sætninger som “Hvis han spilder på sig og bliver syg, er det hans egen skyld” fyldte luftrummet over hovederne på de hårdtarbejdende børn.


Den Gamle By i Aarhus


Emilie synes det var spændende, også selvom hun var himmelfalden efter at været en tur rundt i udstillingen Hønsestrik og Hotpants. En samling tøj, der rent faktisk har været brugt. Strikkede nederdele, fløjsjakker, afganerpelse og afsindige kjoler garnerede med broderede barnevogne, boblende vinballoner og andet af datidens interiør. Vi kunne kun sige, at sådan så vi ud. Sådan så alle ud. Emilie synes det var synd for os, og mente hele hendes opfattelse af tøj havde lidt et knæk.

Så hellere de gamle huse.

tirsdag den 21. oktober 2014

Når vejret ikke er til det


Jeg gad godt skrive en hel masse dybsindige indlæg. Men enten er det mit manglende overskud, eller også er der ganske simpelt ikke noget dybsindigt at skrive om for øjeblikket. Ikke at der ikke sker noget. Det er snarere noget med at der sker så meget, at jeg glemmer det hele, så snart jeg vender ryggen til.


Lommer i høstjakken


Min kalender er stadig temmelig fyldt. I dag er eneste dag i den her uge uden aftenplaner. Sociale planer og arbejdsplaner i en god blanding. Gode aftener, som jeg nyder. Alligevel kan jeg godt mærke at det tærrer på kræfterne og mine ensomme formiddage bliver sjældent brugt på oprydning og rengøring – som de måske nok burde.. her trænger.

Vi skulle have været i haven i dag. Plantet de to buske, der stadig står på altanen. De må vente. Knap var jeg trådt ind ad døren, da store tunge vedvarende regndråber besluttede at falde. Vi overvejede, men besluttede fra. Der var ganske simpelt for meget vand. Og buskene klarer sig nok til weekenden. Weekenden der foreløbig er uden planer. Altså bortset fra nedgravning af to stk buske.

Og opgravning af noget ukrudt.


Lommer i Høstjakken


Så i stedet strikker jeg. Det tankeløse strik, der nok har været hjemsøgt af tykke pinde, men ikke af den grund har bevæget sig hurtigt, er ved at være færdigt. Høstjakken. Inspireret af Henriette vil jeg have lommer. Så jeg strikker lommer. På tynde pinde. Det skal ikke være for bumlet.

Men skal lommerne have hver sin farve?

Det er forresten vildt, så svært det er at fange den røde farve…

søndag den 19. oktober 2014

Stationsvinken


Oktober 2014


Emilie er sendt tilbage til skolen og hjemmet er igen stille. Ikke længe, hun kommer hjem igen næste weekend. Ikke fordi hun savner os, snarere fordi ønsket om at ses med Samar ikke lod sig udføre i efterårsferien. Næste weekend kan de begge.

Til gengæld har savnet efter de nuværende bedste venner været til at føle på i en hel lang uge. Det er svært at undvære så længe og tanken om hvordan det skal gå, når skoleåret er slut, bankede så småt på.

Men lige nu er hun på vej tilbage. Tilbage til den hverdag hun allerede elsker højt og slet ikke vil være foruden.

Musik på de skrå ruder


Altanen - oktober 2014


Vi ville have været i haven i dag. Inden vi tog til Aarhus var Emilie og jeg omkring havecentret og købe en hindbær- og en brombærbusk. De skal jo i jorden.

Det er de så ikke kommet. De står stadig på altanen og strutter af sundhed oveni al den regn der er kommet ovenfra.

Jeg håber lidt det stopper, inden Emilie skal følges til stationen…