Der er mange gengangere ved bålet, samtidig vil vi helt vildt gerne finde på nyt.
I dag hørte til det absolut nye, og det er vildt hvordan ungerne hopper på, uanset hvad vi byder dem.
Vi lavede kartoffelchips. Jeg tænker at når sammenligningen med købte chips falder ud til vores fordel, var de ret gode.
Børnene blev sat i arbejde, fik kartofler, kartoffelskræller og instruktion i at skære tynde skiver af kartoflerne med skrælleren. De skrællede ned i en skål med vand, for vand fjerner stivelsen i kartoflerne, og gør dem lettere sprøde, når de steges, bages eller hvad man nu gør med kartofler.
Det med skrælleren var ikke let. Dels var der børn, der aldrig havde håndteret en kartoffelskræller før, dels var der børn, som ganske simpelt ikke forstod det der med at skære skiver af kartoflen med skrælleren.
De sidste var dem, der glade fortalte at nu havde de skrællet kartoflen, og synes vi var mærkelig, når vi bad dem blive ved til der ikke var mere kartoffel.
Det hjalp, da der dukkede flere børn op, som kunne lære af hinanden og se hvad de forudgående gjorde.
Det er da også noget mærkeligt noget at skære med en skræller...
Vi stegte kartoffelskiverne på bålpanden i en hel del olie og et drys salt. De første blev lidt sorte, efterhånden blev vi bedre til at vurdere hvornår de var færdige.
Vi snakkede en del om at det kunne gøres i de hjemlige køkkener i en pande.
De smagte godt både varme og kølede af. Også selvom de egentlig ikke så særlig pæne ud.
Det er ikke sidste gang vi prøver det. Men måske det skal være lidt varmere næste gang - de stakkels børn fik meget kolde fingre af vand og genstridige kartofler.
"De sidste var dem, der glade fortalte at nu havde de skrællet kartoflen, og synes vi var mærkelig, når vi bad dem blive ved til der ikke var mere kartoffel." Det her fik mig til at grine højt, mange tak, deg var tiltrængt! Og tak også for tricket med at lægge dem i vand, det kan være, jeg skal bede mine børn om at blive ved med at skrælle kartoflerne i aften :D
SvarSletDet var så lidt :D
SletOg det var svært at forklare at man kan skære skiver med en skræller :)
Uh, hvor lækkert!
SvarSletSuperlækkert :)
Slet