Balanceleg

 

Inden vi kørte helt hjem, besluttede jeg at Oscar skulle have sin farmor for sig selv, så jeg stoppede ved legepladsen ved Damhussøen. 

 

 

Det gik hurtigt op for mig, at den er til lidt større børn. Rutsjebanen var nærmest umulig at komme til, og selvom jeg forsøgte at løfte ham op, ville han ikke - der var for højt. Hele legepladsen er en stor balanceleg. Broer af tovværk, nogen steder med trædetrin og udhuggede trappetrin i de høje søjler af træ, er stort set det. Gyngen var for overvældende, men gruset under er umiddelbart et fornuftigt faldunderlag. Vi afprøvede det ikke. 

Der gik alligevel en halv time, inden vi var klar til at komme videre, og så skulle han lokkes med en figenstang. Hjemme ventede mor med nye planer, så vi kunne ikke blive ved at lege. Han var ellers sikker på at vi skulle hjem til mig, anerkendte at det havde været hyggeligt sammen med Rose, og ville gerne gentage en anden gang.

 

 

Han udså sig ret hurtigt en overgang med trætrin, tæt nok på jorden til at han næsten selv kunne kravle op. Efter tre tur frem og tilbage, havde han så meget styr på det, at jeg turde slippe og finde kameraret frem. Hold mig, sagde han, men synes alligevel det var lidt spændende at kunne selv. 

Dernæst blev en tyndere line spændende. Det var sværere og her skulle holdes. Jeg tænkte at det noget tykkere reb, der nærmest var en bro i sig selv, ville være lettere at balancere på, Oscar var klar til udfordringen, klarede det nærmest på egen hånd og gik frem og tilbage et par gange. 

Slutteligt var den lille gyngende and et hit. Han sad ikke længe - det var alligevel for nemt. Hold mine hænder. sagde han, Kravlede på sadlen i opret tilstand og gyngede stående. 

Det var sjovt. Det var også sjovt at hoppe ned i gruset.  

 

 

Jeg tror nu nok jeg skal tjekke muligheden for legepladser fra Sille og hjem, til en anden gang. Det er ærgerligt, når udfordringerne er for store, og det bliver for svært at være med. På den anden side, skal det heller ikke være for nemt.