Sprøjteflaske

Faktisk er jeg overbevist om at jeg får en superhyggelig nytårsaften, sammen med en masse dejlige mennesker – jeg gider bare ikke. Jeg vil meget hellere krybe sammen i et hjørne sammen med min kæreste og bare hygge. Det der fest og ballade, fin mad af flere gange, champagne, krudt og høj musik – det er bare ikke mig.

Lige nu er jeg voldsomt misundelig på Anders, der skal til Asserbo med en kammerat i et sommerhus i de smukkeste omgivelser og bare hygge aftenen og natten væk.

Men i år har jeg børn, og da mine fantastiske kolleger også allesammen har børn og, en eller anden foreslog at holde nytåret sammen, slog jeg til og Emilie glæder sig. Elisabeth kommer nemlig og, Emilie er en rigtig partytøs, der glæder sig til en aften med mange mennesker, god mad, masser af fyrværkeri (jeg  har godtnok ikke købt noget – måske jeg lige skulle se om jeg kan få fat i en enkelt forkølet raket – bare for at glæde tøsebarnet…) og masser af mulighed for sjov.

Så selvfølgelig gør vi det, og det bliver superhyggeligt… er jeg sikker på.

Ungersvenden er endnu engang rykket et af de der syvmileskridt børn rykker med mellemrum. Han tager med i aften – for menuen trækker, men så forlader han os også. Han skal til fest og han skal have alkohol med (han skal også have sovepose og liggeunderlag med – gad vide hvornår vi ser ham igen?). Det er ikke første gang, men det er første gang en nytårsaften. Heldigvis gider han ikke rigtigt det der med krudtafbrænding, men for en sikkerheds skyld har vi lige haft snakken om alkohol kontra fyrværkeri – og jeg tror på ham. Samtidig er det også en smule beroligende at vide, der er forældre hjemme hos kammeraten og festen.

Tilbage til overskriften. Når så mange holder fest sammen, er der god mulighed for at dele opgaverne. Jeg står for desserten og gårsdagen blev brugt til fremstilling af flere forskellige slags chokolademouse og hindbærcoulis, lavet efter alle kunstens regler med reducering af saft til sirup, der senere blev most med.

Anders er ikke gammel kok for ingenting. Så han fik lige indskudt at det er nemmest at lave fine tynde streger coulis med en sprøjteflaske. Gårsdagens indkøbstur handlede derfor også om at finde en velegnet flaske til det formål.

Det var ikke sådan ligetil, og da ingen tomme flasker med netop det formål for øje dukkede op, endte jeg i stedet med en billig flaske dressing med sprøjtetop og skruelåg. Dressingen røg ud, flaske gjort ren og lynhurtigt havde jeg en ualmindelig fin flaske coulis med mulighed for tynde streger.

Nu er spørgsmålet hvor lille et hul jeg kan lave i låget, når aftenen når til opsætningen af desserten – i hvert fald er jeg klar.

Fletteteknik

Måske er dagen før dagen aldrig den bedste dag at købe ind. Det valgte jeg så alligevel. Jeg skulle heller ikke have så meget .. troede jeg. For det den ene butik ikke havde, havde den anden heller ikke og pludselig havde jeg været hele centret rundt og måtte tilbage igen, for alt det man altid kan få i Fakta på vej hjem, lå heller ikke lige sådan for.

Men folk er glade og køer flytter sig, så alt i alt er sådan en indkøbsdag sammen med alle de andre såmænd meget hyggeligt.

Noget af det jeg altid oplever som en ekstra gevinst er når jeg uforvarende får stillet mig i en af de køer, der stille og roligt er flettet sammen af flere køer, når reolopdelinger og gangarealer i supermarkeder ikke levner plads til enkeltkøer længere. Lige præcis den slags køer er ekstra hyggelige, for inden jeg får set mig om, er jeg fremme ved kassen.

Sådan en kø fik jeg plads i, i dag. længere fremme i køen var en del af køen noget urolig og fyldte så meget at jeg et kort øjeblik troede, der måske alligevel var to køer. Men nej, der var en kø .. eller måske var der to, for den noget urolige del af køen, fik knap så let og elegant svinget sig foran en mand, der ikke lige havde valgt mellem kasse et eller to og proklamerede meget højlydt at her starter køen!

Manden, der blev overhalet og manden foran manden, der blev overhalet gjorde begge stille og roligt meget pænt opmærksomt på at man ikke sådan kan overhale i en kø, hvorefter den noget urolige del af køen proklamerede at man ikke kan stå i to køer. En kø er en kø – den kan ikke sådan dele sig og i øvrigt var en del af den noget urolige del af køen butiksuddannet og havde aldrig hørt om køer der kunne dele sig.

Den noget urolige, nu også højrøstede, del af køen fortsatte i samme rille, mens resten af køen fnisede lidt og lod dem stå. Manden, der nu stod foran mig, mumlede noget om køkultur og grinede ellers lidt i skægget. Sådan kan man også føle sig underholdt der midt i storcentrets lyksagligheder.

Da både manden foran mig og jeg var kommet gennem kaselinien og havde betalt, stod det klart at den noget urolige, nu også højrøstede, del af køen havde valgt den forkerte kasse, og manden foran mig overvejede et øjeblik helt alvorligt om han skulle vente på dem og gratulere med den famøse køkultur….

Jeg fortsatte til andre butikker med knap så lange køer, mens jeg i mit stille sind grinede lidt.

Nu med hat

Indrømmet – jeg er forfængelig. Forfængelig nok til ikke at køre med cykelhjelm. Også selvom jeg synes ungerne skal og, bestemt godt kan se fornuften i at sikre skallen i trafikken.

Men de er altså grimme – de der hjelme. Indtil jeg for alvor fik kigget på Yakkay. Fikse hovedformede hjelme med betræk i form af hat eller kasket. De er fine – og dyre… Men ak, da først jeg undersøgte og siden prøvede, viste det sig at mit hovede er for lille.

De fandtes kun i størrelse medium og large. Det duer ikke på mit hovede, der nok rummer megen viden, men var det mindste dengang der skulle deles huer ud efter endt HF.

Jeg snakkede med cykelhandleren, der ville undersøge og siden skrev jeg til dem. Efter lang tid fik jeg svar tilbage - at nu findes hjelmen også i en størrelse small.

Det betød endnu et punkt på ønskelisten, også selvom jeg mente den for dyr, til at nogen ville have råd. Min mor besluttede at have råd, for sikkerhed er vigtigt. Og tusind, tusind tak for det  :D

Jeg fik hjelmen, sort og fin og uden betræk – det skulle jeg jo sy selv (og jeg havde faktisk også lovet at ville køre rundt med den uden … fordi jeg nok ikke lige ville kaste mig over symaskinen som det første…) Men helt ærligt – jeg er jo forfængelig (i hvert fald når det drejer sig om cykelhjelme) og jeg har også brug for et betræk at sy efter og kigge på, for hvordan er det lige det skal sidde fast.

Så i går kørte jeg ud og fandt et betræk (vel at mærke, kørte jeg ud uden hjelm). Nu sidder det der og jeg havde nok aldrig selv fundet på et fast bånd langs kanten, der helt sikkert er med til at holde betrækket fast. Og lige om lidt – når jeg har taget mig sammen og skrevet den der indkøbsliste der indeholder masser af chokolade og piskefløde – for jeg står for desserten i morgen – så skal den afprøves og jeg skal være sikker ude i trafikken.

- Og så skal jeg snart forsøge at sy selv, for jeg er også forfængelig nok til ikke at ville ligne alle andre :)

Mere julestrik

Dengang midt i september da jeg startede og lagde ud med planer om en kassefuld af sokker til Anders under træet juleaften, havde jeg nok alligevel ikke helt regnet ud hvor meget det ville gribe om sig.

meget andet end sokker er ikke gledet af mine pinde siden og det endte også op med 11 par. Elleve! Det er lidt vildt.

Ydermere havde jeg fundet en papkasse, de alle kun lige kunne være i – når jeg hoppede lidt oveni hele bunken, inden gaffatape og indpakningspapir.

Der var store øjne og glade smil, da han hev den ene sok op efter den anden. Jeg  havde nemlig også lagt dem ned enkeltvis i en skøn forvirring, der betød at de første syv sokker kom op uden modpart.

Der skulle efter planen have været 10 par, men det sidste greb om sig, da jeg fandt resterne frem og blandede efter farver og gode ideer. Pludselig var der to restepar. Sjovt nok gik det næsten hurtigere at strikke af resterne, for hvordan kommer det til at se ud med næste farve .. og næste og næste og …

Jeg er ikke færdig med sokker. Jeg har lovet Emilie varme helt over knæet og kassen med strømpegarn er underlig nok ikke blevet tom i løbet af eventyret – der er lissom bare kommet mere :)

            

Julestrikkerier

Julens strik har handlet om Emilies tunika.

Med den megen vidde forneden gik det laaaangsomt til at starte med, men hen ad vejen (efterhånden som der blev taget ind) gik det stærkere og stærkere. Nu er jeg næsten færdig og nået til skuldrene både for og bag. Om lidt handler det om ærmer og et håb om nok garn. Hvis ikke ved jeg heldigvis hvor jeg kan finde mere.

En sjov detalje er lommerne. Jeg har aldrig strikket lommer før. Jeg vidste rent teoretisk hvordan man gør – det virker så også i virkeligheden - og alligevel blev jeg nærmest som et lille barn, der gladeligt viste frembringelserne frem :)

Sjove familierelationer

Da min mor var 16 blev familien forøget med en lille efternøler. Det var vist ikke med den bedste vilje, men dengang i ‘60 var abort ikke en mulighed så lillebror kom til.

Der verserer historier om at min mormor, der var en lille slank dame på omkring 154, kunne gå i sit eget tøj næsten helt frem til fødslen i december, hvilket fik rygterne i omløb i den lille by. Tanker om ikke min mor var den der bragte skam over familien… etc… fik hurtigt ben at gå på.

Min lille onkel voksede op og blev allerede som 6-årig onkel til mine ældre kusiner, mens jeg kom til verden da han var 11.

Da jeg var lidt hurtigere til at få børn – han ventede til efter uddannelse og opbygning af hjemmet, endte det med at min førstefødte er to måneder ældre end hans af samme slags.

Vi hygger tit over tanken om at jeg har en fætter og kusine, der begge er jævnaldrende med mine egne unger og kommer også ind imellem til at kalde dem mine børns fætter og kusine – simpelthen fordi det er så meget nemmere i forklaringssituationer overfor andre.

I år var der kun fætter og kusinen til jul, mens mine egne var sammen med deres far. Det gjorde ikke julen ringere, og da barnefaderen er flyttet godt 20 km væk fra yndlingsonklen og hans familie, blev der endda mulighed for næsten to dage sammen allesammen, før vi tog hjem. En mulighed alle fire unger synes var helt i orden.

Billedet af min unge fætter og kusine er taget da de i et enkelt ubevogtet øjeblik fandt sammen om en kildeleg. For nok er de søskende, men med teenagealderen truende, er de også som søskende er flest.

Hjemme igen

Yndlingskusinen tog billedet juleaften, på en juleaftensdag jeg aldrig har oplevet forsvundet så hurtig. Om det var selskabet, hyggen (hvilket måske er det samme) eller bare stemningen der gjorde det, ved jeg ikke, men sjældent har netop den dag gået så hurtigt.

Vi havde ikke travlt, men hyggede bare, lavede lidt mad, strikkede, snakkede og oplevede børn, der pludselig er så gamle at selvom maverne stadig mærkede uro, alligevel var indstillet på mange sange om juletræet og den tid sådan noget skal tage.

Dejlig mad og dejlige mennesker prægede aftenen, dans om træet med plads til alle de sange vi alle mente var nødvendige. En hilsen fra naboen, der synes vi sang vidunderligt og gaveuddeling, der for alle bød på alt hvad vi kunne have ønsket os.

Gaver der generelt var valgt med kærlighed og ramte plet mere end en gang sammen med dejlige mennesker og alt for sene sengetider – skønt og dejligt.

Hjemme venter oprydning og udpakning. Tasker står alle steder fyldt med gaver og brugt tøj. Forhåbentlig kan vaskekælderen byde på tomme maskiner, der kan snurre et par omgange, mens bordet der flyder af gaveindpakningsremedier, der aldrig kom væk, kan se dagens lys engang i løbet af dagen.

Jeg har ikke travlt, jeg har fri. Ting kan tage den tid der skal til, når bare jeg når om indkøbsmuligheder i løbet af dage, for køleskabet er tomt, så der bliver brug for en smule opfyldning hen ad vejen.

Så' det nu

Frossen kaffe

Jeg kan godt blive lidt bange for om glasset springer, når Anders’ yndlings-kaffe-drikke-skål står ude i sneen, med frossen kaffe ..

Lilla snoninger

Selvfølgelig endte jeg der hvor jeg plejer, et nyt projekt er nu altid spændende og efter beregninger, opslagning og strik af de første to nøgler kunne jeg konstatere at jeg havde alt for mange masker.

På den igen, hurra for krydsnøgleapparatet og endnu en opslagning. Kanten er klar og tegner helt rigtig. Julens strik er reddet, men ligger lige nu stille, for et par sokker kom på tværs.

Jeg tænker de skal have lov, imens har jeg købt mere garn – tre nøgler er ikke nok. For første gang kom gavekortet i brug, og det var noget af en sjov historie – for hvordan gør man lige det, hvorefter ikke mindre end tre kvinder (alle ekspedienter i garnbutikken) så tvivlrådige ud og ingenting vidste.

Jeg fik mit garn, har brug godt 200,- kr af de 1500,- … Der er lagt op til endnu flere sjove oplevelser, når jeg næste gang springer ud i gavekortsindkøb :)

Hvad postkassen gemte

Tænk jeg har fået post. Post fra LisBethLys, der sender gaver på vandring.
Det varmer at modtage sådan nogle fine ting.

Fine fugle, der pynter i vinduet og en hæklet broche, der har fået plads på min frakke.

Tusind tak LisBethLys.

Gråvejr

Vejret var ikke det bedste da jeg bevægede mig ud mod bussen, for cyklen er jeg ikke helt tryg ved på en årstid som denne. Samtidig med følelsen af tø, flimrede snefnug i alle retninger med spidser som syle, himlen var noget grå at se på og temperaturen midt mellem varme handsker og muligheden for at gå uden.

Turen gik mod Vanløse, hvor jeg fandt min mor i det gamle posthus, der nu er omdannet til menighedshus, travlt optaget af at pakke slikposer til juletræsfesten senere på måneden.

Jeg havde pakker at aflevere. Pakker jeg ikke havde helt styr på, da vi serverede risengrød og byttede gaver sidste uge. Nu er de så afleveret og med dem, skulle jeg have styr på alle julegaverne.

Sådan er det bare ikke altid, for i aftes havde jeg en gave liggende, jeg var blevet lidt usikker på med hensyn til modtageren og da en anden modtager synes mere rigtig, blev planerne ændret, og på vejen hjem fra Vanløse skulle jeg så bare lige hente den helt rigtige sidste gave.

Desværre var der udsolgt, men ventes hjem senere i dag. Det er helt okey, jeg kan sagtens vente til i morgen og måske var det endda held i uheld, for det viste sig jeg var kommet hjemmefra uden hverken pung eller dankort…

Til gengæld nåede jeg lige hjem til vasketidens start og med mulighed for ekstra maskiner snurrer nu sidste læs inden jul.

adventssokker

Nogen af alle de sokker jeg strikkede i løbet af de sidste måneder blev pakket i ungernes pakkekalender. de to første par er strikket fra tåen og op – rigtig smart, men jeg kan alligevel bedre lide at strikke dem oppefra og ned.
Hvorfor mon egentligt?

Cykelslange

På mit arbejde står en kasse fyldt med gamle cykelslanger. Flere gange har jeg overvejet hvad de kunne bruges til, men kun haft tanken mod tasker, der kræver mere tid end ungerne gider.

Inspireret af Tina klippede jeg i sidste uge den første slange op i mindre stykker, fandt hultangen frem, lavede huller og trak en elastiktråd igennem.

Ungerne synes i første omgang det var ulækkert men sådan en gammel brugt ulækker beskidt… find selv på mere … slange, og det selvom jeg forsikrede dem, jeg havde haft slangen i sæbevand før brug. Et par af tøsene synes alligevel det var lidt sejt, så nu er det spændende hvad de siger efter ferien. 

Jeg synes i hvert fald det var sjovt, og nu kommer de så til at stå prøven, når disse to ender under træet om et par dage. Den tøsede version og den lidt mere maskuline.

Hyggetur

Måske er det bare mig der er ufattelig blåøjet og naiv, men min oplevelse af dagens bytur og juleindkøb var gennemgående hyggelig og positiv. Jo der var lange køer og masser af mennesker, men mennesker der hyggede og småsnakkede og køer der hurtigt fik en ende, for kasserne var fyldt op med ekstra julepersonale. Endda personale der glad og gerne pakkede ind, men måske så en anelse mere glade ud, når jeg mente mig i stand til selv at sørge for indpakning.

Nu er jeg klar… eller jeg mangler den sidste gave jeg glemte og så er der lige foeret i den der taske jeg strikkede for lang tid siden og afleveringen af gaver til min mor – den klarer jeg i morgen formiddag. Og - nå ja og så er der vist lige noget med et par sokker.

Men jeg har fri – helt til næste år, og det er ikke mig der står for and og juletræ. Det gør i stedet yndlingsfamilien i Århus og på onsdag når Anders har fri tager vi afsted, billetterne er bestilt, og jeg glæder mig til lange dage uden planer andet end hygge og snak og endnu mere hygge.

På Rådhuspladsen er der næsten tømt efter topmødet, selv cyklerne om juletræet er væk. En enkelt bobcat kører rundt og samler det sidste sammen, mens stemningen ved storkespringvandet næsten var ved at svømme væk.

Et hyggeligt lille strygeorkester med medbragt harmonika spillede den der jeg ikke kan huske hvad hedder, men som orkestret ender med at spille lige inden Titanic for alvor går ned…
Romantik der vil noget, på en ellers grå eftermiddag midt i byen.

Ikke helt harmløs

Dagen startede med høj himmel og spredte skyer, men inden jeg nåede hjem havde mørket sænket sig med følelsen af at vi snart skal i seng.

På vores vej bliver aldrig ryddet for sne – kun på fortovene. I øjeblikket ligger der et opkørt smattet lag kun tunge bæltekøretøjer kan forcere uden at passe på. Bilerne snegler sig afsted, for ikke pludselig at blive overmandet af al den upålidelige sne.

Det er egentlig ret hyggeligt, men totalt umuligt med en cykel. Til gengæl er der ryddet på cykelstierne oppe ved den store vej, så at trække derop og så stige til vejrs er ikke noget problem – i hvert fald ikke hvis man er mig.

For sådan ser andre åbentbart ikke på det!

Bedst som jeg kom gående lyder en ringeklokke lige i nakken på mig, og da jeg forskrækket både tråder til siden og vender mig om, nærmer styret af en cykel og ansigtet til en gamling sig faretruende mit, mens gamlingen kører videre og takker fordi han må komme forbi.

Komme forbi – jeg blev så forskrækket at jeg tog mig i at råbe efter ham. Råbe hvad “#¤ han bildte sig ind og at han kunne trække sin cykel, hvis ikke han kunne køre på vejen… Det gør jeg ellers aldrig. Jo jeg tænker mit, men jeg får sjældent givet udtryk for det – jeg er nemlig bedst til at tænke først, og så er folk forsvundet.

Et kort øjeblik troede jeg det hjalp, men han var bare nødt til at stå af, da han passerede krydset midtvejs mod den store vej, hvorpå han satte sig op igen og jeg opgav da det gik op for mig, at han ikke var den eneste for hvem ansvar åbentbart forsvinder ved rigelige snemængder.

En smule harm var jeg, men måtte gribe i egen barm og tænke, at måske er det i virkeligheden ikke gamlingen jeg var harm på, men rettere tilstedeværelsen af det forkølelsessår jeg har pådraget mig.

Det er jo egentlig ikke et problem, det er så anden gang i løbet af de fem der er gået siden jeg blev smittet. Det er egentlig til at leve med. Det er et problem at jeg ikke kan kysse min kæreste, men det kommer jeg nok over.

Det jeg ikke kommer over og nok i øvrigt altid vil være lidt harm over er smittekilden. For det er da muligt at mindst 90% af den voksne del af befolkningen siges at være smittebærere – derfor behøver jeg jo ikke.

Da jeg for 5 år siden blev smittet viste det sig at komme fra Ungersvenden, der dengang bare var en stor dreng, der havde fået det fra sin fars kæreste   - og helt ærligt hvor er det lige ansvaret for at holde smitten for sig selv blev af og havde jeg lige lyst til at få noget derfra!

I øvrigt har jeg aldrig været så syg, men blev alligevel overgået af Emilies mononucleose sidste vinter, hvis smitte viste sig at komme samme sted fra – jo jeg er vist lidt harm!

Okey det var det – jeg fik luft og nu gider jeg ikke mere negativitet!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I stedet synes jeg det er helt utroligt så hurtigt mørket falder på – de to billeder er taget med 12 minutters mellemrum :)

Sidste søndag i advent

Jeg ved godt det var i går. Faktisk er jeg endnu længere bagud.

Allerede i fredags fik jeg nemlig sidste gave i adventskalenderen fra Emilie. Endnu et lille billede, der skal hænge ved siden af de andre… Hvis ellers jeg kunne finde klistret til at hænge op med… Det kommer nok.

Jeg fik det i fredags fordi hun ville se mig pakke ud. Længere nåede jeg ikke – ud over at sige pænt tak.

Men nu er det slut, næsen er stadig lidt tæt, men ikke mere end jeg føler mig rask og har planer for de sidste julegaver, billetter hjem fra Århus og mere gavepapir (for ikke at tale om aftensmaden), der involverer en tur mod byen og Centret. Ikke noget større problem – bussen kører lige nede om hjørnet, standser på Rådhuspladsen og bliver jeg siddende på vej tilbage, standser den også lige uden for Centret.

Jeg skal bare lige tage mig sammen til at bevæge mig ud i Verdenen.

Nu i grønt

Der lå den, i en pose.. Glemt bag olier, krydderier og krukker med køkkentøj. Alene.

Jeg havde ikke lyst til at røre ved den. Den er smidt ud. Men helt ærligt, jeg kunne ikke lade være med at synes der var noget smukt og spinkelt over det fint pudrede grønne, helt dækkede ydre.

Så blev de sendt afsted

Det viste sig at være en rigtig god ide at tage afsted i god tid. Kvart over to trissede vi ned mod toget belæssede med tasker og en enkelt pose fyldt med gaver. Jeg havde tænkt at tage cyklen med som pakæsel, men da jeg i formiddags provianterede var det næsten umuligt at låse op, og selv efter masser af olie og grafit, nåede låsen igen at sætte sig, så det ikke var sådan lige at låse igen. Jeg havde ærlig talt ikke lyst til at stå på en mørk station på vej hjemad med en cykel der ikke ville låses op, så vi gik, og det tager bare længere tid med tung oppakning og i snevejr.

En halv time tog det, før vi stod ved trappen ved stationen  - en tur der normalt max varer 20 minutter – jeg havde så også nået at købe et klippekort.

Der stod vi så, på vej ned ad trappen, da toget kørte. Ikke noget problem, tænkte jeg, der er 20 minutters drift og vi har masser af tid. De tyve minutter blev til 35, før næste tog kørte ind. Egentlig hyggeligt at sidde der på en overdækket bænk på en snedækket perron, lukke øjnene lidt og slappe af, mens Ungersvenden legede med sne og Tøsebarnet puttede hyggeligt op ad mig.

Endelig dampede toget ind, og sådan et tog en fredag eftermiddag lige midt i tage-hjem-fra-arbejde-tiden der er ventet på i op til 35 minutter er godt pakket  - vi kom ind og det var det!

Der stod vi. Lige inden for døren med et godt greb i taskerne og kunne hverken komme frem eller tilbage. Der gik ikke lang tid, før vi fik plads på sæderne i nærmeste kupe. For på hver station stod flere og flere af.

Vi nåede Høje Taastrup 20 minutter før Lyntogets planmæssige afgang, fandt en varm kop kakao, ungernes lillesøster og senere perronen til togets afgang. Det er noget nær utroligt hvor godt sådan en gang varm automatchokolade smager i en kold og klam afgangshal :)

Toget kørte med kun 6 minutters forsinkelse og mens mødrene grinede lidt med tanke på den stakkels dame, der skulle tage turen lige ved siden af ungerne, fandt jeg S-toget tilbage. Det holdt og ventede og jeg nåede lige at sætte mig, da fløjten lød til afgang.

Hjemme ventede Anders, ikke bare med en kande frisklavet the, men også en tallerken med sådan en hurtig lækker sandwich, han lige tænkte jeg havde brug for.  Brug havde jeg også for at sidde i sofaen og falde temmelig meget hen, før jeg for ganske få minutter siden havde kontakt med de rejsende, der nærmer sig rejsens ende og har haft en fin tur.

Og så er jeg ellers parat til at pakke mig sammen og for alvor være syg… bare lidt - lige om lidt :)

Sendt til tælling

Allerede i løbet af torsdag har jeg måtte se i øjnene at inden længe må jeg medle pas og kravle under dynerne. Men ikke endnu, uanset hvor meget snot, der sidder i næsen, hvor mange ukontrollerede nys der kommer eller hvor længe øjnene løber i vand, er der ikke tid til sygdom før senere i dag.

Ungerne har sidste skoledag før juleferien i dag og begge skulle hygge  med udviddet morgenmad og afsløring af nissevenner. Aftenen i går blev der købt ind, bagt snegle og trillet havregrynskugler. Ingen mulighed for smagsprøver, men det duftedde dejligt og mon ikke det er nydt.

Dagen i dag byder også store rejsedag mod juleferie og Farmand. Med gårsdagens snefald, der på ingen måde kan måles med mængderne andre steder i landet, men alligevel betød S-toge der kører som vinden blæser og Intercitytoge med væsentlig forsinkelser, kunne jeg ikke lige byde ungerne selv at tage afsted med oppakning til 10 dage og julegaver til hele familien.

Heldigvis har jeg fleksible kolleger og frihed arrangeres. Jeg kunne også have ventet og meldt mig syg, det kunne jeg vel egentlig stadig, men det gider jeg ikke.

Nu er der næsten pakket – næsten fordi Ungersvenden stadig ventes hjem og vist stadig ikke har helt styr på pakkeriet. Julegaver er pakket ind og forsvarligt emballeret. Den store taske er fundet frem og jeg satser på at tage afsted mindst en time tidligere en sædvanligt. Jeg ville hade at stå på en S-togsstation uden S-tog længe efter toget mod Jylland er kørt – også selvom det skulle være forsinket.

Så hellere byde på varm kakao fra en automat på Høje Taastrup station – hvis det kan blive nødvendig. Skulle jeg gå hen og blive kold venter ingenting hjemme, andet end en kæreste der laver den bedste homemade chai eller rødvinstoddy til kamp mod rødrandede øjne og løbende næser :)

Koncentration og kreativiteter

Ting der ofte kendetegner ordblinde er manglende koncentration og finmotorik. Begge dele noget jeg har oplevet hos Emilie.

Når hun har lavet kreative ting, har det altid tidligere båret præg af at skulle gå hurtigt og oftere været orienteret mod at blive færdig, snarere end processen eller et pænt resultat. Hun har ofte haft svært ved at koncentrere sig i længere tid ad gangen og i min tidligere kamp for at få skolen til at teste og anerkende hendes ordblindhed har netop nogle af de ting, været med i kampen.

Siden skoleskiftet i sommers har hun ikke bare fået oplevelsen af at det er fantastisk at gå i skole (faktisk har hun et par gange de sidste dage brokket sig over de næste ugers ferie), men fået en oplevelse af at kunne og ville og gide.

Jeg tænker der er flere faktorer der spiller ind. For eksempel forestiller jeg mig ikke det er særligt befordrende for koncentrationen hele tiden at føle sig udenfor og uden mulighed for at kunne det de andre kan. Det er sikkert heller ikke nemmere at lave kreativiteter, når det man selv frembringer ikke ligner det de andre laver, osv osv osv…

Men nu! Dels oplever hun selv (og hendes lærere) at hun kan sidde med tekst og opgaver og koncentrere sig om stoffet i lang tid, dels oplever jeg (og hun selv) at processen og det færdige resultat er vigtige faktorer i kreative udfoldelser.

Det sidste har jeg fået flere beviser på i den seneste tid, og alligevel fik jeg det bedste og smukkeste bevis, da hun i går havde frembringelserne fra årets billledekunststimer med hjem.

Den lille mand med bolden er en kopi af noget jeg engang har lavet, og som står hos min mor, men peberfrugten – den er ren og uforfalsket Emilie, lavet  efter hukommelse i en time der drejede sig om frugt.

Jeg elsker den allerede, og glæder mig så meget på hendes vegne over alle de dejlige oplevelser og erfaringer hun gør sig sammen med nye venner og en flok fantastiske engagerede lærere.

Støvleopfølgning

Jeg har mere end en gang oplevet garantier der ikke helt opfyldte hvad man med rimelighed kunne forvente. Det var derfor ikke med de mest positive energier jeg mødte op i butikken med støvler, bon og håbet om hjælp.

Det blev så hurtigt gjort til skamme. For det første fordi begge pigerne ved kassen med det samme var enige om rigtigheden i en reparation. For det andet fordi, da det viste sig en reparation ville være for dyr, blev jeg lynhurtigt udstyret med tilgodebevis og muligheden for at finde noget nyt.

Derefter gik det mod job og personalemøde – endda lige i sidste øjeblik.. eller faktisk nåede jeg at komme for sent. Heldigvis er jeg udstyret med kolleger, der ikke tager fem minutter højtideligt, slet ikke en dag, programmet lød på hygge og afsløring af hemmelige nissevenner – tænk jeg gættede forkert :)

Hjemturen blev udnævnt til støvleindkøb. Lang tid havde vi ikke, for hjemme ventede gæster som Daniel blev adviseret om at lukke ind. Desværre viste det sig at så langt henne på vinteren er det så som så med udvalget, og selvom  jeg var villig til at lægge lidt oveni var det alligevel svært at finde noget vi begge kunne blive enige om.

Et fælles udgangspunkt havde vi – vi skulle forsøge at finde støvler uden lynlås. Det er ikke nemt, først til allersidst, da vi havde opgivet minus lynlås stod de der pludselig. Støvlerne uden lynlås, med en fornuftig støtte, varme og såltykkelse. Endda i en størrelse, der giver rum til tykke sokker på ekstra kolde dage.

Tøsebarnet gik glad hjem og jeg glæder mig over reklamationsholdningerne fra butikkens side.

Ideoplæg

 

Når man har et Tøsebarn, der helst går i gamacher og en lille t-shirt der ingenting dækker eller varmer, kan det være nødvendigt at finde andre muligheder.

Hun kan ikke lide bukser, varme uldne strømpebukser er i orden og nederdel kan til nød bruges. Vi har snakket lidt frem og tilbage. I lørdags fandt vi et par udviddede sweaters, der kan bruges som kjoler med gamascher eller strømpebukser under.

De er et hit! Samtidig lovede jeg at strikke noget varme – men først engang efter jul. Detaljer blev trukket frem fra tøj vi gik forbi, og i aftes sad jeg pludselig med en lille tegning, der straks blev godkendt..

… Men jeg har jo ikke tid.. først er der jul og siden min søsters trøje, der efterhånden har været temmelig længe undervejs…  men jeg kom også til at købe noget garn, bare lidt – til at starte med…

… Til gengæld har jeg stadig ikke taget mål, så lidt kan det trækkes, før jeg går igang… eller det kræver jo ikke mål at strikke et par prøver at måle på…

Spørgsmålet kan derfor gå hen og blive; hvornår jeg kaster alle andre projekter af vejen og bare går igang :)

Igen igen

Så skete det igen! Det er hverken første gang – sikkert heller ikke sidste.  Og nu tænker jeg, er det Tøsebarnet, der ikke forstår brugen af lynlåse, eller er det producenterne af samme, der ikke laver dem ordentligt…

Heldigvis har jeg stadig bonen, og må hellere se om ikke jeg kan nå forbi, inden dagen bliver alt for gammel.

Det værste er nok, at hun kan risikere at blive sendt på juleferie uden ordentligt fodtøj :(

Snevejr

I går kom sneen.

Allerede på vej mod arbejde, falde de første fnug og lagde sig som et fint drys på veje og buske.

Senere blev fnuggene større og faldt som store hvide flager overalt efterladende et hvidt eventyrlandskab. Ungerrne løb ud og kom glade ind med røde kinder.

Aftenens middag var syuperhyggelig med flæskesteg med sprød svær, ovnbagte kartofler, rødkålssalat, brune kartofler og en helt fantastisk sovs, der kammuflerede smagen af stegen, der ikke hører til blandt mine yndlinge.

Pakkeleg om en enkelt pakke, men løb til følge hver gang en 6’er blev slået og endelig ris a la mande, som rådede bod på den enkelte pakke og var proppet med hele mandler, mellem alle de hakkede, så vinderen blev den, der i første portion kunne samle flest mandler.

Glade børn tog hjemad og trætte voksne pakkede sammen og glæder sig over at dagen i dag er rykket en halv time og giver lidt ekstra tid til morgen.

Tid jeg skal bruge til at koge grød og pakke sammen i sengen, så der i aften er risengrød, når min mor og AnneLise kommer med julegaver og skal have deres med hjem.