I min barndom var Zoologisk Museum et vel besøgt sted. Jeg har siden taget mine børn med, og da jeg hørte at museet lukker (for at genåbne sammen med Naturhistorisk og Geologisk Museum om et par år) tænke jeg at Oscar og jeg skulle nå derind inden.
Specielt fordi jeg vidste de havde mindst et dinosaurskelet, barnet stadig er vild med dinosaurere, og endda kender alle de rigtige betegnelser for dem. Det var med den agenda jeg hentede ham i børnehaven i torsdags med overnatning til fredag, så vi kunne bruge hele dagen. Jeg havde faktisk ikke forventet han ville holde ud ret længe.
Emilie valgte at tage med, og vi satte af mod stationen medbringende klapvognen, som Oscar synes var en rigtig god ide at have med. Da vi nåede Valby måtte vi finde en alternativ rute, for toget kørte ikke længere, et andet S-tog holdt stille på Østerport. Hvorfor fik vi ikke noget at vide om.
Vi fandt en bus, Oscar ville hellere køre med S-tog, men under ingen omstændigheder med Metro. Den kører nemlig alt for stærkt. Han har prøvet, og det var ikke nogen succes. Heldigvis var det slet ikke svært at finde Zoologisk Museum uden en Metro.
Fremme på museet spurgte jeg efter den der dinosaur, for jeg tænkte at det ville være bedst at gå direkte efter den. I går bare lige ud, når I kommer op til udstillingen, så står Langhalsen der, fortalte den søde pige i kassen.
Vi gik lige frem, vi fandt en dinosaur. Se, sagde jeg, Der står skelettet af en langhals.
Det er ikke en langhals, svarede barnet, Det er en Brachiosaurus!
Så kunne jeg lære det.
Han kiggede på den, og så var den ikke mere spændende. Han ville gerne finde en elefant, så vi fandt en mammut. Den var han imponeret af, tæt ved mammutten stod en stor elg. Den var også ret spændende, for der var elge på Oscars bukser og sådan en sammenligning kan være ret vigtig i børnehøjde.
Slangeskellet, de store hvaler, dyrene han vidste hvad var, mens Emilie nåede at blive i tvivl var bestemt spændende og han holdt ud i langt længere tid end jeg i min vildeste fantasi havde regnet med.
Det allerbedste var alligevel området fyldt med kranier fra mange forskellige dyr og udstoppede dyr, man måtte røre ved.
Der blev han længe - ville faktisk ikke videre. Kranier med tænder, der kan bide er vildt spændende når man er tre år. Han var mest vild med to forskellige delfinkranier. Jeg er ikke sikker på det var vigtigt hvad det var for et dyr, mere at de var tilgængelige, lette at åbne munden på og havde nogle store tænder. Jeg kunne have bildt ham ind at det var hvad som helst.
Det store T-rex-kranie oppe på en hylde, som ikke måttet røres, var han også pænt imponeret af. Han var på ingen måde i tvivl om hvilket dyr det kom fra. Kæmpehyænen fik en del opmærksomhed, mens de større kranier var for store til at de var sjove at lege med.
han endte henne ved et bord med forstørrelsesglas. Nogen havde efterladt kraniet fra en Fake Spækhugger, og så var det, det mest spændende. En krokodille endte med at løbe med opmærksomheden, nok mest fordi en pige sad og kiggede på det, og så ville han også. Altså overtog vi det, da pigen gik videre.
Vi endte ovenpå, hvor der var en fortælling om farlige dyr. Han prøvede, han lyttede, men det var ikke spændende nok til at holde han fangen.
Knap to en halv time efter vi kom, gik vi igen. Nu på jagt efter en legeplads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar