Gavepapir-papir

 

Jeg kan godt lide ideen om at pakke gaver ind i poser, der kan genbruges. Jeg tænker bare, at det kræver at modtagerne er med på ideen. Det kunne måske godt organiseres, men jeg er ikke sikker. 

I stedet har jeg valgt, at når jeg køber gavepapir, er det af den slags, der kan genbruges. Altså papir-papir, ikke glittet. Det kan nemlig stoppes i papircontaineren, og blive til nyt papir. 

Båndet derimod, der er jeg glad for muligheden for genbrug. Jeg køber billigt silkebånd og gemmer de afklippede stykker til senere brug. 

Efter en hjemlig juleaften havde vi en pæn bunke papir til genbrug. Inden jeg nåede at gå ned med det, slog det mig, at jeg kunne da selv genbruge. 

Det skulle jeg ikke tænke længe over. Mest fordi jeg var nysgerrig efter om trykket på papiret ville vise sig i det færdige papir. (Det gjorde det ikke).l

Men også fordi jeg stadig har en ide om, at en dag skal jeg lave en bog med sider af papir jeg selv har lavet. Senere skal det være forlæg for samme proces i undervisningen, og der vil jeg gerne have mange forskellige typer genbrugspapir. Det bliver ikke lige nu. De hurtige hold kan måske nå at lave papir inden sommerferien, men bogbinding er nok ikke på programmet i år. 

Det betyder ikke, at jeg ikke selv kan kaste og over det. Jeg tænker det sker en dag. Indtil da samler jeg hjemmelavet papir af forskellige materialer, og nu var det gavepapiret. Jeg stoppede også manillamærkerne, der var brugt til gavemærker i. 

Der ligner noget jeg har lavet tidligere. 

Det tager ikke lang tid at lave papir. Det handler mest om at det fylder. 

Det fylder ikke meget at klippe papiret op og lade det stå i blød - et par dage.

Men...

Den ramme jeg bruger er ret stor. Cirka A4. Det betyder jeg skal have en temmelig stor balje. der både har plads til ramme og udenomsplads. Jeg bruger den bedroller, jeg har spindefibre i. Det kunne også være en af dem, jeg har garn i, men den med fibrene er lettest at komme til. Fibrene hælder jeg ud i sofaen, jeg skal alligevel ikke sidde der, mens jeg laver papir. 

Papiret skal også hænges til tørre. Altså henter jeg et tørrestativ i kælderen, lægger en håndklæde under og fylder nu hele stuen. Og spisebordet, mens fremstillingen står på - en times tid måske. Eller halvanden. Papiret er tørt dagen efter og så kan stativet pakkes væk igen. 

Fibrene kan komme tilbage når kassen er tør igen. Jeg plejer at lade den stå op ad væggen på toilettet og dryppe af, til dagen efter. Så må fibrene ligge i sofaen så længe. Der er plads nok til både mig og fibre. Men måske ikke resten af familien...

Rent praktisk betød det mest, at jeg skulle afpasse produktionen, så alt var pakket væk til Oscar kom på besøg. Det gjorde han flere gange i juleferien. Det lykkedes fint. 

Og med færdigt brunt papir, der ligner det jeg lavede af toiletruller, er bunken med papir til senere brug vokset lidt igen.  

Adventsgaver

 

Hele sidste uge bød på dage, der gjorde det umuligt at tage billeder i dagslys. Efter en uge er det endelig lykkes, for Emilie har virkelig fundet noget godt, der bør vises frem. 

Hun har gået rundt og holdt på hemmeligheden så længe, at det har været virkelig svært. Emilie er ikke god til at holde på hemmeligheder. Derfor var det også vigtigt at det var netop den gave jeg åbnede første søndag i advent. 

Hun har simpelthen fået fat i en tapetbog. Fra 1992. Den er fyldt med de fineste blomstrede tapetprøver og borter og enkelte steder også stof, der matcher.

Det er en rigdom uden lige. 

 

 

Som altid, når noget er nyt, specielt bøger og blade af enhver art, som er tiltænkt projekter, der kræver at der bliver klippet eller revet i dem, har jeg brug for at gemme dem lidt, kigge på dem, og ae lidt inden jeg begynder at ødelægge dem. 

Jeg skal ikke bruge bogen her lige nu. Men næste gang jeg skal lave noget med gammelt papir, bliver det lækkert at have alle de smukke sider liggende. 

Emilie har fået chokolade og garn. Glimmergarn. Hun har snakket om det længe, og nu har hun vist nok til den trøje hun også har snakket om længe. Lige nu er det største problem at finde ud af hvilken opskrift der skal strikkes. 

Hun har god tid, for jeg skal strikke, og jeg er i gang med et par strømper til hende. Jeg har meldt ud at jeg slår ikke op til nyt til hende, før strømperne er færdige. 

Jeg har lovet de er færdige inden jul...

 

 

Anders har fået kaffe og strømper, og er indtil videre temmelig tilfreds. 

I dag fik jeg chokolade.

Af den lækre slags. 

Det bliver spændende at se hvad der er i de sidste to gaver.

Den færdige junkjournal

 

Bogen er færdig. Jeg har planer om at fylde den med min sommer. Jeg ved ikke hvornår, eller hvordan, men det ser ud som om det er det man skal. 

 

 

Faktisk må jeg erkende, at jeg synes det er supersjovt at lave junkjournals. Men jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal bruge dem til. Til gengæld er der så mange gode håndværksmæssige elementer, at jeg snildt kan se det som et tema i Håndværk og design.

Jeg fyldte min bog med genbrug. Med sider fra gamle bøger. Bøger jeg fandt i kælderen under skolen, bøger jeg havde stående og et par stykker jeg købte brugt til formålet. Jeg brugte papir jeg havde liggende og satte også et par sider i af papir, der er købt til at blive brugt til noget pænt - for flere år siden. 

Omslaget havde jeg allerede liggende. En af de bøger jeg for længe siden har fundet brugt og hevet side efter side ud af til at folde og flette tasker af. Omslagene har jeg aldrig haft brug for. Nu er der grund til at gemme dem.

 

 

At omslaget er fra en indbundet bog,  betyder umiddelbart at det er mere stabilt end mine tidligere forsøg. Stabilitet er en god ting. 

Selv den voksede bomuldssnøre havde jeg liggende. Så det eneste reelle køb jeg ser for mig, hvis jeg skal lave flere, er et falseben af ben. På den anden side virker den lille smørekniv fra mine forældres sølvtøj helt fint.

Og den er pæn.

 

 

Det er ikke en professionel bundet bog. Bindingerne er bundet tværs gennem ryggen, siderne har ikke samme bredde eller højde og enhver bogbinder vil sikkert vrider hænderne i fortvivlelse over hvor grim den er. 

Umiddelbart havde jeg heller ikke forestillet mig at der var ret meget sammenligning med bogbindingshåndværket. Men efter at have set en bogbinder i aktion er der alligevel mange enkeltdele i processen, der er så tæt på den en bogbinder gør, at det her nærmest er at sammenligne med at springe over hvor gærdet er lavest. 

 

 

Det synes jeg er lidt cool., og tænker igen Håndværk og design. Projektet kunne snildt sættes sammen med et besøg hos en bogbinder - hvis sådan nogle stadig findes - et museum eller noget andet der kan sætte fokus på hvordan man tidligere lavede bøger.

Det bliver næppe næste år. Vi har lagt en plan. Jeg gemmer ideen og finder den frem en anden gang.

BIndinger

 

Med bogen og papirbindterne fulde af huller, var er det tid til at binde bogen.

 

 

Jeg bruger vokset bomuld til at binde bogen med. Jeg klipper tråden dobbelt så lang som bogen, plus lidt mere og tråder den i en ikke alt for spids nål.

Bindingen starter midt på siderne, fra indersiden. Jeg starter med den yderste række huller mod venstre. Altså de første sider i bogen. Jeg syr gennem hullerne i papirbunken og videre gennem det korresponderende hul i omslaget.

 

 

Fra ydersiden skal tråden ind gennem det næste sæt huller - nu først omslaget, så papirbunken. Sådan fortsætter en slags ottetaller, til tråden igen rammer det første hul, og bindingen sluttes med en knude. 

Alle papirbunkerne syes enkeltvis fast til bogomslaget og så bogen færdig. Klar til brug, klar til at blive fyldt med sjove indfald.

Med syl og et simpelt måleinstrument

 

Næste skridt i bogbindingen af den relativt simple bog, er en flok huller til at sy gennem. Her kom den hjemmelavede vugge til huller i god brug.

Jeg havde samlet syv bunker med foldede papirsider. Altså skulle jeg sy syv gange. Det krævede huller i de syv bunker og korresponderende huller i ryggen af bogen, til at sy fast gennem.

 

 

Den første bog jeg lavede blev syet som et ottetal gennem tre huller for hver sektion. Jeg tror egentlig tre huller er rigeligt, selvom jeg synes det lyder af lidt. Derfor valgte jeg at forsøge med lidt flere og lavede i stedet fem huller for hver sektion.

Hullerne laver jeg med en syl. Sektionerne ligger slået op i vuggen og sylen kan presses gennem folden i bunken af papir, så hullet bliver placeret præcis i midten af folden. Hullerne i ryggen pressede jeg gennem ryggen og ned i en rest gummi oprindelig beregnet til at lave trykklodser til stempeltryk af. 

 

 

For at sikre at det enkelte stykke papir i bunkerne - jeg havde omkring otte eller ni stykker papir i hver sektion - blev på plads og ikke forskubbede sig inden huller og syning, holdt jeg dem på plads med et par hårnåle. 

Jeg fjernede ikke hårnålene før sektionen var syet fast til ryggen af bogen. 

Jeg startede med at tegne hullernes placering ind på indersiden af ryggen, så de blev placeret i en ens afstand fra hinanden både i den ene og den anden retning.

Med de indtegnede huller som målestok, lavede jeg et simpelt måleredskab af et stykke foldet papir med indtegning af afstanden mellem hullerne og bogens bredde sammen med en markering af hvad der er op og ned, som jeg brugte til at placere hullerne i de enkelte papirbunker, når de lå i vuggen, klar til gennemhulning.

 

 

Det meget simple redskab genkendte jeg i øvrigt hos Four Keys Book Arts, så det er ikke engang noget nogen har opfundet til de simple junkjournals. Det er ganske simpelt et gammelt gennemprøvet redskab. 

Nogen ting behøver ikke udvikle sig med tiden. 

Med hullerne i hus, er det tid til at sy det hele sammen. 

 

Indersiden af et bogomslag

 

Med ryggen på bogen stabiliseret, kunne jeg sådan set have hoppet direkte videre til huller og syning af siderne. 

 

 

Men selvom jeg er rigtig glad for den stabilitet et stykke karton kunne give, synes jeg ikke det var særlig pænt at se på, og selvom indersiden af ryggen bliver gemt bag syningen af siderne, så det sådan set ikke kan ses, var jeg alligevel ikke tilfreds.

Jeg kom i tanke om den håndlavede rulle papir jeg har haft liggende i min skuffe i flere år, uden at kunne finde på noget a bruge den til. Heldigt for mig, for her synes den helt rigtig. 

 

 

Lige mellem ryggen og siderne slår bogomslaget en fold. Jeg ville være sikker på at måle rigtigt, og endte derfor med at folde et stykke almindeligt A4 papir ned langs folden. Jeg brugte mit interimistiske falseben/smørekniven fra mine forældres sølvtøj og endte med mål, der var et par millimeter længere, end havde jeg bare målt hen over bogen fra side til side. 

Jeg limede med almindelig skolelim - det var det jeg havde - og lod omslaget ligge i pres et par dage, inden jeg fortsatte projektet.

 

 

Jeg synes det pyntede, og igen tænker jeg at jo mere stabilisering der er i ryggen på det gamle bogomslag, jo bedre, når der skal prikkes huller og syes sider i.

 

Stabilisering af en ryg

 

Den lille junkjournal har været helt færdig nogle dage. Jeg har taget billeder undervejs, og vil stadig gerne dokumentere processen.

Så derfor:  

Da jeg havde strippet omslaget af Overskous Comedier, og lagde de foldede bunker papir indeni, kunne jeg konstatere at ryggen godt kunne bruge lidt hjælp, for ikke at falde sammen. Måden bogen skulle samles på, betyder at jeg skal sy gennem ryggen med synlige sting til følge. 

Det kunne selvfølgelig være rigtig flot, hvis samlingen af bogen blev usynlig, og med den viden jeg nu har efter at kigget med hos bogbinderen på Youtube, kan det godt lade sig gøre. Men min plan er at bruge bogen som undervisningsmateriale, og her er den synlige syning det jeg gerne vil. 

Jeg forestiller mig at ryggen ville have godt af at få lidt hjælp til stabilitet, når der skal syes gennem den, og klippede derfor et stykke kraftigt karton, som passede i både længde og bredde, og limede stykket i ryggen.

 

 

Jeg endte med et noget Storm P-agtigt arrangement for at lægge pres på limen, mens den tørrede. 

Udbredt ligger ryggen en smule lavere end resten af omslaget, så jeg kunne ikke bare lægge en stak tunge bøger ovenpå. Det viste sig at Duplo-klodserne Oscar stadig er glad for at lege med, havde den helt rigtige bredde, og et par stykker kunne passe i længden. 

Altså lagde jeg Duplo på det pålimede karton og den tunge stak bøger ovenpå klodserne, for stadig at skabe tryk.

Det virkede perfekt. 

 

 

Og stabiliseringen virkede over al forventning. Prøv lige at sammenligne det første og det sidste billede af bogen inklusive stakken af foldet papir. 

Der er en klar forskel. 

Jeg synes det er vildt, at der ikke skal mere til.

 

I mangel af falseben

 

Et falseben er lavet af ben, og bliver brugt til flere gamle håndværk. Buntmagernen bruger det i arbejdet med skind og bogbinderen bruger det hele tiden. 

Jeg har ikke noget falseben. Egentlig tænkte jeg ikke det var nødvendigt til en og lavet af genbrugsmaterialer. Men en ting er at glatte en fold med hænderne, en anden er at bruge et stykke værktøj, der er beregnet til det.

 

Min bunke af genbrugspapir rummer alt muligt. Papir af mange forskellige kvaliteter, tyndt papir, tykt papir, noget der mest af alt minder om karton. Der er sider fra bøger, magasiner, tryksager, kort, noder, snitmønstre og andet. 

En pæn samling, som tilsammen giver en flok forskellige sider, jeg synes bliver fine sammen. Jo mere jeg leger med de gamle sider, jo sjovere synes jeg det bliver. 

Som jeg sad med siderne og foldede, synes jeg alligevel ikke mine hænder kunne folde skarpt nok. Men jeg har ikke noget falseben. Jeg kunne selvfølgelig have ventet, have købt et, men nød lærer nøgen kvinde at spinde, og jeg kom i tanke om smørekniven, der hører til sølvtøjet mine forældre fik i bryllupsgave. 

 

 

Den er nærmest perfekt. Glat, uden skarpe kanter. Den gjorde arbejdet godt. Også da jeg senere limede pap og papir inden i omslaget.

Nu ønsker jeg mig et falseben. Sådan et kan godt være nødvendigt at anskaffe sig. Med tiden. 

En vugge af en art

 

For at alt ikke skal handle om Nyborg - der skal nok komme mere - har jeg gang i projektet med at lave en bog af gammelt papir og omslaget fra en gammel bog. 

 

 

Det tager tid at lave en bog, når jeg samtidig gerne vil billededokumentere. Det duer ikke at få lyst til at sætte mig med papir og alting, når det er mørkt udenfor. 

Men faktisk er jeg nået et godt stykke. Og jeg har lavet et stykke værktøj, som nok skal blive nyttigt. 

Jeg har forsøgt at google mig til den danske betegnelse, men jeg kan ikke finde ud af hvad den hedder på dansk. På engelsk hedder det en Pircing Cradle - altså en vugge til at gennemhulle. Eller rettere en vuggelignende anordning, der bruges, når der skal laves huller i de enkelte stykker papir til binding af en bog.

Papirerne samles til signaturer - det tror jeg også det hedder på dansk - inden de bliver gennemhullede, og senere syet til en bog. 

 

 

Jeg har fundet en bogbinder på Youtube, som laver de vildeste ting. han har sådan en anordning af træ, som jeg så nogle gange i hans arbejde, og tænkte var smart. Men han har også lavet en video, der viser hvordan man selv kan lave en af omslaget fra en gammel bog, der ikke længere skal bruges. 

Jeg havde tilfældigvis en gammel bog, som blev købt til genbrugsmateriale og derfor ikke længere indeholder så mange sider, som den gjorde engang. Jeg har endda hevet sider ud af netop den bog, til min kommende bog.

Den viste sig at have den rette størrelse, jeg gjorde som manden forklarede i videoen, og lige om lidt er jeg klar til at lave huller i den bunke signaturer jeg har skåret til den der kommende bog.