Malmø i påskesteming

 

Sille synes det var på tide vi sås uden barn, og spurgte om ikke jeg ville med til Malmø. Det ville jeg gerne og da Oscar var afleveret, gik jeg videre mod bussen, fandt hovedbanen og mødtes med Sille lige inden der kørte et tog i den rigtige retning.

Det er så nemt att tage til Malmø og endnu nemmere, siden det er blevet muligt at bruge rejsekortet hele vejen. Det var så knap så nemt at finde standeren, hvor vi kunne tjekke ud, da vi nåede Centralstationen. Vi gik til venstre mod banegården men skulle blot have kigget til højre, hvor standeren står sammen med en flok at den svenske jernbanes billetautomatmuligheder. 

Der er kun den ene stander, og i den anden ende af Malmø, ved Trianglen Station er der også kun en, men her er stationen mindre, og den står lige inden for stationens overdækning, inden trappen ned.

Så ved vi det.

Sille havde ondt i ryggen, så planen blev at gå fra Centralstationen mod Trianglen og tage hjem igen derfra. Der var noget stille mens vi bevægede os ud i byen og i første omgang gik mod LilleTorg. Det viste sig at være fordi butikkerne i Malmø (måske hele Sverige) åbner klokken elleve og ikke ti, som vi forventede. 

Senere var der mere liv. Vi krydsede lidt frem og tilbage over gågaden, synes de svenske påskedekorationer er fine og konstaterede at der vist er noget om at påsken fejres anderledes i Sverige end i Danmark. Det ser i hvert fald ud som om, at skærtorsdag ikke er en ting i Sverige, at det er en helt normal hverdag, og det måske er den dag  man kunne overveje en tur over broen - hvis ikke alle andre får samme ide. 

På Davidhallsbron står Malmøs Hall of Fame, kunstværket Way to go, der med sko rettet mod steder i byen, der havde betydning for bærerne, ærer Malmøs kunstnere. Jeg synes det er sådan en fin tanke og stopper altid op for at kigge på sko, der repræsenterer svenske kunstnere, der ikke nødvendigvis siger mig noget.

Vi gjorde ikke de store indkøb, men fyldte alligevel lidt i taskerne, og da vi nåede den anden ende af byen, spiste vi burgere og perfekt stegte pomfritter på Texas Longhorn, inden vi satte næsen hjemad. 

Vi endte hjemme hos Sille, snakkede videre og drak the. Klokken kunne ikke længere kaldes eftermiddag, da jeg pakkede sammen, og fandt bussen hjem igen. 

Det var en dejlig dag, og vi blev enige om at huske at gentage i ny og næ.