Schloss Waldsee

 

Jeg tror helt ærligt ikke, det bliver sidste gang jeg skriver om uger der forsvinder og træthed. Det er sådan det er lige nu. Det er heldigvis også spændende, og jeg føler generelt jeg er med, selvom jeg ikke er med her.

Så; endnu en uge er gået, jeg får ikke taget billeder, men jeg har en del på lager. Både fra i sommers (som jeg stadig gerne vil dokumentere) og mere strikkerelaterede, endda færdige projekter, der endnu har til gode at blive vist frem. 

Kommer tid, kommer råd, tænker jeg og vender i første omgang tilbage til sommerferien og Slottet i Bad Waldsee. (Jeg skal gerne nå igennem alle billederne, inden næste sommer. Allerhelst inden næste ferie - i hvert fald vinterferien...)

For der var et slot. 

Lige uden for den gamle by ligger slottet. En art alle fører gennem slotsparken over voldgarven til et lille slot, der bestemt har set bedre dage. Vi kunne ikke komme ind, men vi kunne gå hele vejen rundt.

Slottet kan føres tilbage til midt i 1500-tallet, da Truchsess George IV fik det opført. Jeg kan ikke finde en oversættelse af truchsess, men jeg tænker det er en adelsmandstitel. En greve af en art. Slottet hørte under Waldburg-Woelfegg-Waldsee-linjen, der med tiden blev til Waldburg-Wolfegg-Wolfegg-linjen - prøv lige at sige det fem gange...

Undervejs i familiehistorien blev et andet og større slot hovedkvarteret. 

i 1745 blev slottet om- og udbygget og det slot der står i dag, er resultatet af den udvidelse. Der er stadig bevaret dele af det oprindelige slot. Efter sigende er en del af de bærende nedre mure fra ældre tid.  

Den sidste adelige beboer var Prins Franz Ludwig. Han døde i 1989, og derefter stod slottet ubenyttet hen. 

I 1991blev det totalrenoveret og overtaget af et internationalt universitet. Jeg kan ikke finde noget om det, det forsvandt tydeligvis fra bygningen, måske lukkede skolen helt, måske opstod den et andet sted under et andet navn. 

Under alle omstændigheder stod slottet igen hen, og forfaldt nok igen. 

Jeg kan også være lidt i tvivl om hvad totalrenovering betød...

I dag bliver det brugt kommercielt. Det er muligvis pænt indenfor, men ude trænger det til en kærlig hånd. Murene krakelerer, vinduesrammerne har set bedre dage og voldgraven er vokset til med mærkelige planter. Slottets egen hjemmeside, viser noget pænere billeder, end dem jeg kan præstere.

Indenfor har flere firmaet til huse. Det ser ud til at de bebor de to øverste etager, mens den nederste etage kan lejes til bryllupper og andre arrangementer. 

Vi mødte et svanepar med svællinger og så små geder mellem al bevoksningen i vandet. Eller det vil sige, Anders så geder og pegede dem ud, for jeg kunne ikke se dem. Mens vi stod der, kom et ældre par. De havde samme fordeling af det med at se geder. Se!, pegede manden og damen kiggede med. 

Slottet ligger nærmest med udsigt til den store St Peters Kirke inde i byen. Mon ikke kirken har været brugt af slottets tidligere ejere.

Bad Waldsee

 

Fra Wangen im Allgäu kørte toget til Bad Waldsee. Det kørte ikke særlig tit, det var ikke særlig stort - en vogn. Men det kørte, og infrastrukturen fungerer. Det var vi glade for. 

Umiddelbart er Bad Waldsee ikke større end Wangen im Allgäu, den føles ikke større, og så alligevel. Det er som om husene og kirkerne og pladserne og gaderne er større. At det imtime og middelalderlige ikke er helt så meget til stede. 

Det er en smuk by, havde vi ikke besøgt den anden først, ville jeg måske være tilbøjelig til at sige en meget smuk by. Den ligger fint, ned mod (og med tiden om) Stadsee, den store sø, der måske har været med til at give navn til byen. 

Byen er åbnet mere op end Wangen im Allgäu. Der står stadig et enkelt porttårn. og det er tydeligt hvor middelalderbyen bliver afløst af den nyere - stadig gamle by.

Det var Anders der valgte Bad Waldsee. Jeg synes Ravensburg kunne have været et spændende udflugtsmål. Mest fordi det er her puslespillene kommer fra. På den anden side, var Anders' argumenter for Bad Waldsee mere tungtvejende.

Bad Waldsee findes første gang dokumenteret i 926. Som en af de første sydtyske landsbyer, der er skrevet ned. Jeg må indrømme, at jeg ikke umiddelbart kunne huske at have hørt om byen før, men det kunne Anders, og da han så den yderst i det område billetten  vi havde til rådighed dækkede, blev det vigtigt at se lige den by.

Jeg klarer fint ikke at have set Ravensburg. Vi stoppede på Ravensburg Station på vej tilbage mod Friedrichshafen, og jeg tror Bad Waldsee var er godt valg. 

Bad Waldsee har været en ombejlet by. Da den første gang nævntes, var det i forbindelse med angreb fra Ungarn. trehundrede halvtreds år senere fik byen bystatus, den har hørt under Waldseerne, Habsburgerne og Waldburgerne.

Foran den store katolske Peterskirke står en figur af Gut Betha, som er byens helgen. Jeg kan ikke huske hele historien, og jeg kan ikke finde noget om den. Det var noget med en ung pige, der ofrede sig for fællesskabet. Hun er en del af muslingeruterne som pilgrimme vandrer mod. 

At Bad Waldsee har været en større, mægtigere og vigtigere by end Wangen im Allgäu bevises ved at den er komplet med et slot.

Kattedamen

 

Tæt ved den gamle vandmølle i Wangen im Allgäu sad en gammel dame med en mærkelig hat og en masse katte. Jeg synes hun var hyggelig, Anders synes møllen var hyggelig, så vi kiggede lidt på dem begge. 

Ofte er kunst sat op i bybilledet med en historie, også selvom den ikke lige er til at gennemskue. 

Den her kunne jeg ikke gennemskue. 

Jeg måtte hjem og slå op, før jeg fandt historien - en både trist og skøn historie. 

Historien om Maria Neff.

Maria Neff var datter af den sidste møller i Eselmuehle. Vandmøllen i Wangen im Allgau, som betjente en stor del af oplandet. Da faderen døde, lukkede møllen - jeg forestiller mig en ny og større uden for byen allerede da var i drift. 

Maria Neff blev boende i den gamle mølle. Hun havde ingen indtægt, levede af almisser fra søstrene på hospitalet og borgerne i byen. Hun var en særling, børn var tit bange for hende og hun så formentlig også farlig ud. 

Hele året gik hun rundt med en hjelm fyldt med uld, fordi hun troede hjernen ellers ville tørre ud. Historien melder ikke noget om, hvor hun havde det fra - eller hvordan resten af byens indbyggere overlevede...

På trods af hendes mærkeligheder, blev hun beskrevet som godhjertet, hjælpsom og intelligent. Formentlig derfor hjalp byens borgere hende med overlevelse. 

Hun levede alene, kun sammen med sine katte og møllen faldt langsomt fra hinanden. 

I løbet af 1968 forsøgte byrådet at købe møllen, for at rive den ned og skabe plads til mere rum, eller vej, i byen. Maria Neff nægtede at sælge. Hun blev boende, troede ikke at nogen ville hende det godt og møllen blev stående. 

Et år senere fik byen en borgmester. Borgmesteren dukkede på egen hånd op på hendes dørtærskel og lod sig besnære af hendes katte. Da kattene lod til at sige god for ham, lyttede hun og da Borgmesteren lovede at restaurere frem fra at rive ned, underskrev hun købsaftalen og overlod møllen til byen. 

Et år måneder senere døde hun. 

I dag er møllen en del af museumslandskabet i Wangen im Allgäu. Hele boligkomplekset langs muren både før og efter møllen indgår i bymuseet og samtidig med etableringen af bymuseet er også hele den gamle bydel blevet nænsomt restaureret og står i dag som et billede på den smukkeste gamle lille sydtyske landsby.

I Wangen im Allgäu takker man Maria Neff for at stå fast, for ikke at ville sælge og for dermed at være med til at skabe den by, de har i dag.

Jeg synes det er en fin historie.

Og den mærkelige hat gav dermed meget mere mening. 

Jeg fandt historien om Maria Neff på byens hjemmeside. Her kan jeg også finde oversigten over museumshusene. 

Antonius den Hellige

 

På turen rundt i Wangen im Allgäu, mødte vi en mand - måske en hyrde - med en flok grise. Han var ret hyggelig som han sad der, omgivet af dyr, der tydeligt havde en fest i den nærliggende vandpyt.

Det viste sig at være Antoniusbrønden. 

Og Antonius.

Antonius, var en rig mands søn, der valgte at leve som munk, eneboer og asket et sted i en egyptisk ørken. For mange, mange år siden. 

Selvom han levede alene, fik han ikke lov at være alene. Folk valfartede til ham, for at blive velsignet, blive helbredt eller få svar på spørgsmål. 

Hans asketiske liv blev et forbillede for mange, og han kaldes klostervæsenets fader.

Ifølge historien døde han mæt af dage, over hundrede år gammel. 

Og grisene - Antonius havde altid et T-formet kors, en klokke og en gris med sig. 

Senere blev klokken hængt om halsen på grisen, der med tiden blev til Antoniusgrise...

Så lærte jeg det.

Jeg har fundet oplysningerne hos Apoteket i Wangen in Allgäu og Wikipedia. 

Wangen im Allgäu

 

Vi havde en plan om at sidstedagen ved Bodensee skulle bruges på så lidt som muligt. Jeg så mig selv med en drink i vandkanten, strikke, nyde solen - et eller andet. 

Men så stod vi pludselig med en billet der gav adgang til den offentlige transport, og måske var der faktisk et eller andet spændende i området. Og hvad betød området egentlig - hvor langt rakte den der billet? Vi vidste det ikke.

Jeg gik ind i ReiseZentrum på stationen i Friedrichshafen, for at finde ud af det. Der stod en meget kundevenlig mand, som kunne fortælle at billetten lod os rejse rundt i et kæmpe område, strækkende sig til begge sider langs søen og i en trekant, ret langt ind i landet. 

Personligt synes han, at vi skulle tage til Wangen im Allgäu - ifølge ham den yndigste lille sydtyske landsby. De fåes faktisk ikke bedre. Mente han. 

Dermed var tanken om drinks i solen aflyst. Jeg er heller ikke sikker på, vi er så gode til drinks i solen. I hvert fald ikke i længere tid. Der var heller ikke så meget sol. 

Vi satte os med kortet, og konstaterede at der var flere spændende små byer i området. Lagde en plan, der med god vilje kunne lade os besøge tre af dem i løbet af en dag. Vi endte med to, tre blev en for meget. 

Dagen startede med bus fra Friedrichshafen til stationen i Wangen im Allgäu. Vi blev mødt af en lidt kedelig station i en lidt kedelig flække, men troede stadig på manden i rejsecentret, og gik mod det, der måtte være selve byen - middelalderbyen. 

Og hold da op - han havde ret.

Wangen im Allgäu er muligvis den smukkeste lille sydtyske landsby. Jeg har ikke mødt så mange, men den emmer af atmosfære. Det var som at træde et skridt tilbage i tiden, til en tid da udsmykningen af huse var på sit højeste. Byen er komplet med porttårne, bymur og voldgrav udenom. Mod den sydlige ende af byen er der lukket op mod den nyere bebyggelse. Murene er væk, men det virkede stadig. 

Overalt er der pyntet med blomster, vægmalerier og fine skulpturer. Gaderne er brostensbelagte og det er en god ide med rede penge på lommen. Vi manglede et toilet - dem er der heller ikke mange af, men vi fandt en cafe der helt sikkert lever godt på turister, og tilbød toiletter i en dyb kælder til betalende gæster.

Vi var sultne, og flammkuchen passede på en eller anden måde godt til turen. 

Det er ikke en stor by, alligevel var det som om der hele tiden dukkede noget nyt op. At der om hvert eneste gadehjørne var endnu en detalje eller et skønt hus fra tidligere tider. Langs bymuren var husene bygget ind i muren, den gamle vandmølle, som tidligere malede korn fra de omkringliggende landmænd fungerer stadig, og lossede lystigt vand rundt og rundt og rundt.

Vandmøllen er en del af det lokale bymuseum, der desværre havde lukket. Det kunne ellers have været spændende. Så vidt vi kunne bedømme.

Vi ville videre, havde andre planer for dagen og satte igen kursen mod stationen og det tog vi vidste kørte en gang hver anden time. 

Plantager ude på landet

 

Normalt er vi sådan nogen, der gerne selv vil lave morgenmad, som gerne vil kunne være lidt alene, hver for sig og som godt kan lide oplevelsen af lidt mere end et hotel. 

Vi har lejet en del Airbnb, men jeg kan ikke helt gennemskue hvor det er tilrådeligt længere, og er derfor begyndt at lede efter hotellejligheder. Somme tider er vi heldige, andre gange knap så meget. Vi havde sådan set fine beboelser på sommerens ferie. Sådan set...

I en lille flække helt sydpå var det ikke muligt at finde en egen lejlighed, så jeg endte ved hotelmuligheden. Set i bakspejlet kunne jeg nok have gjort det bedre, men som det blev, endte vi i noget der kunne have været kulisserne til Halløj på badehotellet. Det lå lidt uden for byen, og vi kunne snildt have gået turen frem og tilbage.

Men så var det vi fik billetter til den offentlige transport. Jeg synes jeg har skrevet det før, men den korte historie er, at området omkring Bodensee åbenbart gerne vil have turisterne ud og se sig omkring, og derfor uddeler helt gratis (altså som de sagde betalte vi byskat. Men det dækkede på ingen måde omkostningerne...) og det skulle selvfølgelig benyttes. 

Der kørte busser ind mod byen, lige uden for hotellet. Der kørte også ruter, der ikke nåede helt frem. Vi endte stort set hver gang med en bus ud mod hotellet, der betød at vi måtte gå det sidste stykke, langs nogen af de utallige plantager, vi så over hele det sydtyske område. Både fra bus og tog. 

Det var meget nydelige. Og fine.