UB Parken

 

Ude foran Universitetsbiblioteket i Lund er en lille park fyldt med statuer og installationer.  

Parken hedder UB-Parken. Det tog mig et stykke tid at gennemskue at navnet henviser til, at den ligger lige uden for Universitets Biblioteket (UB)

Under alle omstændigheder er det et fint lille grønt område. Skissernes Museum, ligger lige henne om hjørnet. Der nåede vi aldrig hen. 

Men den lille park er som sagt fyldt med kunst. Der stod for eksempel en taske. Uden ejer. I disse tider kan sådan en taske være fyldt med eksplosiver, så vi snakkede om at holde afstand. Den havde ikke noget navn Eller kunster, men min umiddelbare tanker handler om undervisning, studie og noget med at blive klogere - i en universitetsby.

Der var også en parabol og en fastforankret ubåd. Måske var det noget andet. 

Og så var der et par ben. 

Under et gammelt træ, stod en pige på hovedet i jorden. Hun har stået der længe, for tæerne var blevet grønne af ælde og træet skyggede godt for solen.

Hun var lidt fin og helt forkert. For tænk at stå der, med hovedet i busken år efter år efter år. Og hvordan trækker hun vejret?

Der var et par andre rigtig fine skulpturer, men de kræver begge deres eget indlæg.

En drøm om en nederdel

Dengang jeg var 14, 15, eller 16 år fandt jeg en lille gammel bog, med sort-hvide billeder, der var fyldt med beklædning og interiør, så vidt jeg husker både syet, hæklet og strikket. Jeg kan ikke huske hvad bogen hed, eller hvem der har skrevet den, men jeg husker det lille enkle format, og nederdelen af sekskanter.

Mig, min søster og vores fætre og kusiner på fædrende side. Billedet er taget af min farfar til en af de utallige høst- eller fødselsdagsfester mine farforældre hvert år holdt i det lokale forsamlingshus.

De sekskanter gjorde så meget ved mig, at jeg kastede mig ud i opgaven, fandt rester af stof, formentlig i restekasserne på skolen og syede den. I hånden. Jeg husker jeg købte det lilla lagenlærred, der trods vask desværre smittede af. Det betød ikke at jeg ikke brugte den. 

Jeg elskede den nederdel. Jeg brugte den, til den nærmest ikke kunne mere og har den endnu. Den er godt slidt og jeg kan ikke være i den. Mange gange har jeg tænkt at det kunne være vildt at genskabe den. 

Nu gør jeg det. 

Rent syteknisk er jeg kommet langt siden dengang jeg var 16, eller lidt yngre. Og der er flere ting, jeg vil ændre på en nyskabelse. At genskabe gøres helt klart lettere af, at jeg rent faktisk har gemt mine optegnelser og mønsterdele. Eller i hvert fald de dele, der er vigtige for at starte forfra. 

Jeg har ikke kartonfelterne, der skal syes over. Dem skal jeg genskabe, men jeg har målene, tegnet op så jeg ikke skal genopfinde de skæve sekskanter.

• Omkring nederdelen fra dengang og det skal til, er jeg imponeret af selve syningen, jeg skabte for de mange år siden. Ikke alene har jeg syet så effektivt, at hvert enkelt sting et et tungesting, der både fæstner godt, og består af små knuder. Jeg tænker det har været med til at ingen hjørner og sammensætninger af de enkelte sekskanter har huller. 
• I dag vil jeg sætte en lynlås midt bag. Jeg forestiller mig noget med halve sekskanter, tit at skabe en lige linje at sy lynlåsen til. Mit yngre jeg havde mange tanker om hvordan jeg skulle lukke nederdelen, og endte med hægter. Ikke en dårlig ide, med de muligheder jeg havde til rådighed, og med tanke på at jeg ikke ovevejede at skære en sekskant eller to over.
• I dag er jeg glad for lommer. Det overvejede jeg slet ikke dengang. Så selvfølgelig skal der lommer i. Her kommer de overskårne sekskanter igen i spil. Jeg skal have tegnet og klippet alle kartonsekskanterne, inden jeg kan beregne hvilke sekskanter, der skal deles. 

>

• Jeg synes min løsning omkring linningen er rigtig fin, og tænker at gøre det samme. I stedet for det manglende knaphul, jeg har løst med en sikkerhedsnål (jeg bildte længe mig selv ind, at knaphuller var så komplicerede at lave, at jeg ganske simpelt undlod), skal nok hellere have lynlåsen hele vejen gennem linningen.
• Jeg tænker den skal foeres. Den oprindelige nederdel har ingen beskyttelse af de mange sømrum. Den har holdt overraskende godt, men en let hør eller et tyndt bomuldsstof, kunne give den det ekstra, der gør den endnu lækrere. 
• Endelig skal den selvfølgelig syes op i hånden. Jeg kan godt huske at jeg stoppede den i maskinen og syede den op, vel vidende at det ikke var optimalt. Jeg kunne bare ikke gennemskue, hvad jeg ellers skulle gøre. Det kan jeg i dag.

Jeg har været på jagt efter stof. Det er vasket og hænger til tørre. Jeg ved ikke hvornår jeg kommer i gang. 

Der skal nogen flere felter til for at komme hele vejen rundt om mit nutidige jeg. Det er kalkuleret, og jeg tænker jeg har rigeligt med stof. Jeg har endnu ikke forstået at beregne stof til Patchwork. 

Masker på en søndag - Uge 21

 

Ugen kort:

• Ugen startede i Lund, hvor den forlængede weekend gav os endnu en dag at tulle stille rundt i byen. Vi spiste frokost i Stadsparken, hvorefter vi gik mod stationen og omkring klokken to fandt toget mod København. 
• Temauge er sjovt. Og hårdt. Og mest fyldt med børn, der synes det er sjovt. Der er også nogen som synes den kendte hverdag er bedst. 
• Gentagelse er godt. Fortæl hvad vi skal, igen og igen og igen :)
• Jeg hentede Oscar. Anders købte ind, desværre havde fiskehandleren lukket. Barnet var ikke helt tilfreds med de manglende fiskefrikadeller. 
• Temauge betyder tidlig ankomst hver dag, så Emilie afleverede barnet i SFO.
• Jeg lavede bål. Jeg vidste ikke hvor meget jeg havde savnet det. Det er helt fint, det ikke er hver uge, men jeg gider godt en gang imellem. 
• Børnene lavede snobrød, og lavede dejen selv. Næste gang skal de nok lave lidt mere pr gruppe.
• Jeg lavede ikke kun bål, jeg var også en tur på Frilandsmuseet. Igen noget jeg godt kan savne. Det var en skøn tur. 
• Jeg har været på jagt efter stof. For længe, længe siden syede jeg en nederdel, som jeg har lyst til at genskabe. Det betød temmelig meget cyklen rundt lørdag, inden jeg opgav. Bomuld med fine prints er ikke nemt at finde.
• Jeg troede biblioteket holder åbent om søndagen. Men det er åbenbart kun i vinterhalvåret. 

Læse:

Uden biblioteket åbent, mangler jeg noget at læse i. Jeg færdiggjorde første del af historien om Storm og Katrine i dag, og anden del venter på at blive hentet. Det må så blive i morgen.

Det var en af den slags historier, hvor gerningsmanden afslører sig selv undervejs. De opklarede sagen, men opklarede de den så alligevel. Der er mange løse ender, og jeg tænker at hele baghistorien og alle de løse ender lever videre i den næste del. 

Strikke:

I mit lager af garn, har jeg haft to små fed yak liggende en del år. Jeg tror ikke det er ren yak, jeg tænker det er blandet med uld, sikkert af merinotypen. Jeg har ingen banderole, skilt eller andet, der fortæller mere. 

Jeg fandt det frem for et stykke tid siden, vidste jeg ville strikke et lille sjal/tørklæde/halsklud som stort som garnet rækker. Jeg vidste ikke hvordan det skulle se ud, og lod det ligge, til jeg fandt ud af det. 

Med turen til Sverige sidste weekend, dukkede behovet for et lille stykke strik op, og nærmest samtidig vidste jeg hvad yak-garnet skulle bruges til. Jeg strikker Vigga Scarf, det er hyggeligt. 

Jeg nåede et godt stykke i weekenden og med temauge, bål i pauserne og en enkelt turdag med S-tog frem og tilbage, voksede det godt i løbet af ugen. 

Det er en af de typer tørklæder, der har et lige stykke i midten. Jeg er ikke så god til lige stykker i midten, jeg kan godt lide oplevelsen af en trekant. I stedet for at strikke lige, fortsatte jeg derfor udtagningerne i den ene side, indtil jeg kunne veje mig til at være cirka halvvejs. 

Nu tager jeg ind, der hvor jeg før tog ud, og tænker at anden halvdel er lettere at overskue end den første, for nu ved jeg hvor mange gentagelser der skal til, inden sidste del, der har indtagninger i begge sider.

Universitetsbiblioteket

 

Det var ikke meningen, men vi fik bevæget os hen mod Universitetet. Vi skulle kigge Livets Museum nærmere efter. Det viste sig ikke rigtigt at være noget for os, men har man børn med til Lund, virkede det som et ret fint sted. 

Lige over for det lille museum, stod en imponerende bygning. Vi gik nærmere, det viste sig at vinduerne var dækket til, der var spærret af foran og det så sådan lidt forladt ud. Det viste sig også at bygningen rummer Universitetsbiblioteket og der var adgang henne om hjørnet. 

Jeg ærgrer mig stadig lidt over at vi ikke gik mere på opdagelse på Universitetet i Dublin, så jeg tog Anders i hånden og trak hen mod den lille dør i sidebygningen. Det var tydeligt bagindgangen, og der stod et skilt om noget med et kort.

Anders var sikker på vi ikke kunne komme ind uden kort, jeg mente at så længe vi ikke skulle låne noget, havde vi ikke brug for et kort. Vi kunne sagtens komme ind. 

Fra indgangen gik det opad via en fin gammel vindeltrappe med nicher og buster af kloge mænd. Vi kom forbi læsesalen, som vi kunne kigge ind i via et vindue i døren. Den fik mig til at tænke på læsesalen på Designmuseet. 

Vi gik længere op, og op og op. Til vi endelig kom helt op. Helt oppe under loftet, hvor et udvalg af bøger er til rådighed for de studerende. Der var ikke så imponerende, som jeg forestiller mig der er i selve biblioteket, når det ikke er under ombygning. 

I sidegangene sad studerende, der var lavet et område til computere og til trods for den lave loftshøjde, var det alligevel en god oplevelse. 

Jeg fandt endda samlingen af bøgerne med fortegnelser over danske bøger. Der stod også fortegnelser over svenske, norske og islandske bøger. Men det var ikke lige så sjovt.  

Kungshuset

 

Tilbage i 1500-tallet, var Skåne, Halland og Blekinge en del af Danmark. Dermed også Lund.

I 1578 påbegyndtes byggeriet af Kungshuset eller Lundagårdshuset i Lund, under Frederik II. Huset lå tæt ved domkirken og var kongens residens, når han var i byen. 

Lundagården var i to etager, i løbet af et par århundrede blev bygningen skadet i en af krigene Sverige og Danmark imellem, overdraget til en  biskop, overtaget af Universitetet, restaureret og ombygget.

Gennem den tid blev bygningen udstyret med en usædvanlig trappe, taget ombygget, tårnet udstyret med et observatorium og huset voksede med en tredje etage. I en periode blev der anlagt en operationsstue i forbindelse med udviklingen af lægekundskaben og  Universitetet havde bibliotek i bygningen, indtil det nuværende universitetsbibliotek åbnede i 1907.

Jeg kan ikke finde ud af om man kan komme ind, eller hvad bygningen står for i dag. Jeg har en fornemmelse af, at den måske stadig til tider bruges i kongelige sammenhænge. Den hører vist stadig til universitetet og bruges måske af et eller andet fakultet. Døren var låst da vi kom forbi. Jeg forestiller mig, at der er smukt indenfor og det kunne være spændende at se.

Bygningen står stadig med front mod domkirken med parken imellem. Store gamle træer, gør det svært at tage billeder, der viser hele bygningen i al sin glans. På en eller anden måde, bliver den mere imponerende, som den står midt i byen, gemt bag træer og grønne mure. 

Håndtene til undervisning

 

Jeg arbejder hele tiden på det - mest mentalt - det der uldeventyr, der skal føre eleverne fra det levende får med pels og alting over processer og ende med at strikke. Eller væve, hækle, nålebinde - mulighederne er mange.

Dengang vi var på Trafiklegepladsen med Oscar - 1. maj - og vi havde afleveret og var på vej hjem, gik vi forbi den lokale Røde Kors butik. Emilie lader sjældent en chance for et stykke lækkert stof gå fra sig, og selvom hun godt vidste at det ikke er i den her butik, hun finder lækkert stof, synes hun alligevel lige vi skulle indenom. 

Så vi gik ind. Hun sukkede lidt over nogle glasskåle, mens jeg på det tidspunkt var på jagt efter et rivejern til alt muligt andet end mad. Skålene var for dyre og der var ikke nogen rivejern, så vi nedenunder, hvor stof og møbler bliver gemt. 

Der var ikke noget spændende stof, og jeg var klar til at gå igen. Men Emilie lod sig ikke stoppe. Det kunne jo være, der var nogle spændende knapper, og ud fra en hylde trak hun pludselig en håndten. Og en til, og endnu en. Så synes jeg alligevel det var lidt spændende.

Det var virkelig ikke pæne håndtene. Grove, tydeligt hjemmedrejede og så uslebne at der var chancer for både splinter og uld, der satte sig fast i processen. Men de kunne slibes og måske endda danne grundlag for noget af det der uldeventyr.

Der stod ikke nogen priser, så vi tog dem med op. Jeg overvejede for og imod, hvad ville jeg give for dem. Hvor meget skulle de koste, for at jeg sagde nej. Vi nåede kassen, der stod en dame og spurgte om vi havde brug for hjælp, jeg viste hende tenene og spurgte hvad de kostede. 

Damen overtog de tre redskaber og kiggede på dem, mens hun meget tvivlende spurgte den anden dame i butikken. De blev enige om 10,- Dkr stykket og jeg skyndte at slå til. Først derefter spurgte de hvad det egentlig var, de var ved at sælge. 

Siden billederne har Emilie vejet de små tene - de vejer i omegnen af 60 gram - jeg slebet dem alle tre, og de har været i brug. Men mere om det en anden gang.

En mølle uden vinger

 

Det var en lille smule mærkeligt at være på tur til Frilandsmuseet som lærer, i stedet for pædagog. 

Jeg plejer at tage på tur i sommerferien, sammen med en hel masse andre. I dag var der ikke ret mange. Måske også fordi i dag var den overskyede, tæt på regn dag, efter mange med solskin. Vi oplevede ikke regn, kun en smule dryp.

Jeg plejer at gå med børnene rundt, vi mødes, vi er med og vi oplever sammen. Nu var eleverne inddelt i grupper, der hver især skulle undersøge og opleve og ikke havde brug for at have de voksne med. Jeg er ikke sikker på, at jeg er tilhænger af at være den der passer på taskerne. Det kan godt blive anderledes en anden gang. 

Da de første tikkede ind, mente jeg at de kunne passe på deres kameraters tasker og gik på oplevelse i nærområdet. Tæt på Fuglevad Mølle, der står som et vartegn over museet. Møllen, med de store smukke vinger, der altid har været den jeg kiggede efter.

I dag var vingerne væk. Foran lå den ene, knækket og med dybe revner i den bærende konstruktion. Den er ret imponerende sådan en vinge, når den kommer ned på jorden. 

Jeg tænker vingerne er taget af, fordi de skal repareres. Jeg kan ikke finde noget om det, men jeg forestiller mig at trækonstruktioner med mellemrum har brug for at blive vedligeholdt.

Selvom turen var anderledes end den plejer at være, var det også hyggeligt og fyldt med børn der havde fundet nyt, oplevet nyt, lært nyt, eller bare synes det hele var noget kedeligt. Helt som det skal være. 

 

Bifurca Pullover

 

Første gang jeg så Teti Lutsaks Bifurca var jeg solgt. Den første version er en vest. Jeg kan bedst lide ærmer, og inden jeg nåede længere, udgav hun også en version med ærmer - Bifurca Pullover. 

Så var der ikke længere nogen vej udenom. 

Samtidig fik jeg indløst et gavekort jeg havde haft liggende, så jeg havde et fed ekstra af det smukke grønne pelsuld fra Hjelholt, som jeg har haft liggende et par år. Jeg fik det i sin tid af min mor, har glædet mig til at strikke af det, men gik i stå fordi jeg kun havde to fed. 

Erfaringen siger at der skal tre fed til en trøje. 

I sin tid fik jeg fire fed af min mor. To grønne og to brune. Begge farver er smukke. Også sammen. Jeg er bare ikke så god til striber. Nu havde jeg pludselig tre fed at begge farver. Sammen med en rest rauma Fimull, var der ingen tvivl om at det var den grønne der stod for skud. 

Hvor den brune ender, ved jeg ikke. Men jeg ved det er skønt garn at strikke af - og senere have på. Så den behøver ikke ligge alt for længe. 

Design: Bifurca Pullover af Tetisknitgarden.

Garn: Dansk Pelsuld fra Hjelholts Uldspinderi, farven er grøn, men har hverken nummer eller navn. Som mønsterfarve har jeg brugt en rest Rauma Finull i farven Lys beige Melange - fv 4078.

Jeg er endt med et forbrug på 221 gram pelsuld og 24 gram Finull - 245 gram i alt. 

Pinde: Trøjen er strikket på pind 2,5 og 3 mm - det føles som om alt strikkes på pind 3 for øjeblikket. 

Størrelse: Min strikkefasthed passede ikke helt, så jeg omregnede og slog op til en størrelse 1, men skelede til målene for størrelse 3.

Bemærkninger: Det ærgrede mig lidt at der ikke til opskriften er billeder af bagsiden. Jeg vidste egentlig godt hvordan den ser ud bagpå, men manglede billederne. 

Trøjen har nogle ændringer i forhold til vesten, som jeg egentlig ikke rigtig brød mig om. Det betød at de to markante ændringer jeg har lavet, handler om de to ting, jeg ikke var imponeret af. 

Min første ændring handler om ærmerne. Ikke så meget at jeg ikke tog ind og i stedet for smallere ærmer, strikkede mere eller mindre lige ned - det gør jeg stort set altid. Men om mønsterborten. 

På vesten er der ingen mønsterbort. Det giver mening, for der er ikke noget ærme, og den er så fin og ren på en eller anden måde. På trøjen er tilføjet en bort og det giver mening, fordi der er mere at gøre godt med. Placeringen fungerede bare ikke for mig. 

Mønsterborten på ærmet sidder lige der hvor overarmene er bredest. Det skurer i mine øjne. Jeg synes ikke det er pænt. Derfor flyttede jeg borten ned i bunden af ærmet. Det er selvfølgelig lidt mere almindeligt, men jeg synes det fungerer bedre. Jeg tilføjede en retrille, for at borten hænger bedre sammen med borten rundt om halsen.

Min anden ændring handler om halsudskæringen og de manglende billeder bagfra. Jeg vidste godt at udskæringen er ens for og bag. På vesten er udskæringen helt ren og afsindig flot. På trøjen er tilføjet en Icord og et bindebånd fortil, som jeg ikke bryder mig om. 

Jeg kan godt tænke mig til at en vest uden ærmer har en vis lethed, der betyder at den kan bære en dyb udskæring både for og bag, mens en trøje med ærmer bliver tungere og hurtigt kan trække udskæringen ud over skuldrene.

Derfor giver et bindebånd mening. Jeg synes som sagt bare ikke det var pænt. 

Jeg strikkede blusen uden bindebånd, skyllede op, og havde trøjen på en dag hjemme. Det viste sig hurtigt, at den ville trække ud over skuldrene. Det var forventet. 

For at holde på formerne, strikkede jeg i stedet en trekant, med en gentagelse af mønsteret midt for og en ribkant foroven, og syede den i udskæringen bagtil. 

Det var mit bedste bud på en løsning, udenom bindebåndet. Jeg prøvede trøjen på, fik Anders til at måle afstande, tegnede på papir, prøvede igen, målte den endelige strikkefasthed på trøjen, udregnede trekanten efter strikkefastheden og holdt den op mod min tegnede trekant undervejs. 

Jeg synes det er blevet superflot og ret glad for det færdige resultat. 

Nu mangler bare lidt koldere dage, så jeg for alvor kan få den i brug. 

Vil du se flere billeder af trøjen, kan den ses på Ravelry.