Og så hang jeg ellers der og dinglede

Jeg har syet som en gal de sidste to dage. Helt frem til jeg ikke kunne trække den længere, og vi skulle videre til min mor og hygge med familien.

Jeg ville have den på. Frakken lavet efter Katwises tegninger. Altså tog jeg af sted uden knapper og med et par andre småting, der manglede.

Fremme ved min mor, startede vi med en tur om Damhusengen. Ved legepladsen ville ungerne gynge i den sjove gynge. Jeg var den eneste der kunne matche Emilies vægt, så inden jeg så mig om, hang jeg der, meter over jorden, og anede ikke hvordan jeg skulle komme ned igen.

Heldigvis kunne Claus hjælpe. Jeg var i øvrigt heller aldrig kommet op uden hans hjælp.

Tilbage hos min mor ventede timer i selskab med nærmeste familie. Opfølgninger, fødselsdagsgaveønsker, spil, sjov og masser af snak. Siden fulgte mad, is og mere snak.

Nu er vi hjemme igen. Forstærket på familiefronten. Mætte, glæde og med knapper i frakken. De andre småting mangler stadig.

Den sidste

... Med mindre jeg har regnet forkert...

Jeg er målløs

De er jo pæne. De store dunede fnug. I virkeligheden nok den type snefnug jeg holder allermest af.

Men! Nu?

Jeg kan mærke, jeg har brug for at billededokumentere. At kunne se tilbage. At vide det faktisk var rigtigt. Engang.

Dagens vejr. Kunne det hedde. Men at oprette en ekstra kategori er måske at gøre lige lovlig meget ud af det.

Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at tænke, om ikke Ulla har ret. At jeg slet ikke er inviteret til påskemiddag senere i dag hos min mor. At jeg i stedet er inviteret til julemiddag...

Nej, nu må det stoppe...

... Var min første tanke, da jeg kort kiggede op fra symaskinen...

... Godt dagen er afsat til syning :)

Malmø klædt i påske

Jeg kender ikke særlig meget til svenske påsketraditioner. I går lærte jeg, at fjer i alle regnbuens farver i træer eller grene hører til blandt udsmykningen.

Mange butikker havde indgangsdøre flankeret af grene med fjer og i blomsterbutikkerne kunne både fjer og grenduske købes. Det så festligt ud, selvom jeg uvilkårligt kom til at tænke på børnehavernes fastelavnsris.

Der var også anden udsmykning i anledning af påsken. Hele vejen frem og tilbage over og gennem Mälarbron, Stortorget, Södergatan, Gustav Adolfs Torg, Södra Tullgatan, Davidshallsbron og Södra Förstadsgatan mødte vi med mellemrum store fint dekorerede påskeæg.

Jeg kom til at tænke på de mange juletræer, der for år tilbage prydede København op til jul, og som senere blev solgt på auktion som støtte til skovprojekter i Mali.

Dengang var træerne dekorede af forskellige kunstnere. Æggene i Malmø virkede i højrere grad som skabt fra samme hånd. Stregerne og dekorationerne havde umiskendeligt samme naive anstrøg.

Jeg synes det var hyggeligt med de store æg i hele byen, eller i hvert fald i Gamla Stan, hvor vi valgte at færdes.

Der er dejligt i Malmø. Også med vintertemperaturer og en sol, der nok varmede, men var noget ved siden af sig selv. Årstiden taget i betragtning.

Vi havde en god tur. Begge helt mørbankede af træthed og en smule kulde, da vi nåede hjem.

Nej, nu må det snart holde op

Drysset vi var blevet lovet i går, og som udeblev til fordel for sol og lille smule varme... I hvert fald lige i solen, er faldet i nat.

Jeg vågnede op til hvide tage og en jomfruelig ubetrådt hvid belægning på altanen.

Nu må det snart gerne holde op. Jeg vil have forår. Sne er pænt - helt sikkert. Også nu. Men  jeg kan mærke, at jeg har mere og mere svært ved at holde fast i det positive ved sneen.

Jeg vil have forår. Jeg vil mærke livet leves. Det må gerne være koldt. Der må gerne være frostklarhed. Bare den umiskendelige fornemmelse af forår indfinder sig.

Som i ingen sne. For eksempel.

Jeg kan alligevel ikke lade være med at beundre de små fnug. De falder stadig. Meget spredt og uden den store overbevisning. Men de faldne på altanens gulvbrædder er ved at trække sig tilbage. Smelte.

Håbet vokser. Et sted. Et lille sted. Men et sted.

Jeg vender blikket fra sneen udenfor og kigger i stedet på de to bittesmå skud, der pludselig har foldet sig ud i mit allerførste forsøg på at forspire inden alting skal ud og være grønt.

Tænker at foråret måske skal findes andersteds.

En hel blomstereng

I går syede jeg blomster og lyttede til lydbog. Hele dagen.

Hvor længe gik først op for mig, da jeg manglede den sidste halve time af den otte en halv time lange oplæsning.

Nu har jeg blomster på krop og ærmestykker. Anders synes de er meget Pernille-agtige. Så har jeg ikke ramt helt forkert. Tænker jeg.

I dag skal jeg ikke sy blomster.

I dag har Emilie besluttet at hun vil ud. At jeg skal med.

I dag tager vi til Malmø.

I Sverige har butikkerne nemlig ikke lukket skærtorsdag.

Vi skal lige have pakket os sammen. Så tager vi af sted.

God skærtorsdag.

Måske Muslingetræer

Helt oppe ved Taastrup station står tre skulpturer. Umiddelbart tænker jeg dem som en kloning mellem træer og muslinger. De kunne også være en nyfortolkning af søjlerne i et græsk tempel fra antikken.

Set fra banelegemet mod søen, giver de rigtig meget mening, mens jeg synes de blev lidt mere kedelige set den anden vej.

Jeg har søgt og forsøgt at finde noget om dem. Desværre uden resultat. Jeg aner ikke hvem, der har lavet dem, hvad tanken bag er, eller hvorfor de står lige der.

Det afholder mig dog ikke fra at synes, de meget organiske former sammen med det opadstræbende, er ret spændende at se på.

 

Update:

Det er så lækkert, når andre kan fortælle, det jeg ikke selv ved.

Lykke vidste, hvad jeg ikke vidste og således ved jeg nu, at skulpturene hedder Fang Bolden, er lavet af Jørgen Hansen og tidligere har stået på Kjeld Abells Plads, men blev flyttet da Taastrup Teater udviddede. I 2011.

Selsmosen

Stadig med tilbageblik på i mandags, opgav jeg at cykle hele vejen hjem, da jeg havde været i IKEA. Ikke fordi jeg ikke gad, men fordi mit ene knæ begyndte at gøre ondt af sig. Der er ingen grund til at overanstrenge sig, tænkte jeg og kørte mod Taastrup Station.

At det så også viste sig, at jeg ikke havde helt så god tid længere, som jeg gik rundt og troede, gjorde det ikke ringere.

Fra IKEA kommer man bagfra til Taastrup Station. Bag stationen ligger en sø og på den anden side af søen noget boligbebyggelse. Siden jeg opdagede hvor let det er at tage toget med cykel til IKEA, har jeg været forbi søen flere gange.

I den ene ende af søen ligger to-tre øer med gamle stor træer. Engang sidste år.. tror jeg nok det var... blev der bygget broer tværs over søen med mellemled på øerne. Det ser ret hyggeligt ud, og jeg forestiller mig, at broerne giver lettere adgang fra den ene side af søen til den anden.

Jeg læste engang om hvordan stisystemerne i et nybyggeri opstod ved at lade de nyindflyttede beboere træde stier gennem græs, som dermed angav de naturlige adgange mellem bebyggelsens forskellige dele. Siden blev de optrådte stier belagt  med belægning, og ingen utilsigtede stier opstod.

Jeg tænker ikke at broerne er opstået på den måde. Men jeg kom til at tænke tanken, og kunne pludselig forestille mig hvordan folk er svømmet over søen på de mest nærliggende overgangssteder.

Siden jeg var forbi sidst er træerne på øerne blevet udsat for installationer, jeg ikke er helt klar over meningen  med. Men hyggeligt så det ud, og fik om ikke andet, mig til at stoppe op og finde kameraret frem.

Rammende

Da jeg i mandags kørte fra Roskilde og hjem igen, gjorde jeg et hurtigt stop i Taastrup og IKEA. Det var ikke engang nogen omvej. IKEA ligger lige på vejen.

Jeg manglede rammer. Stærkt inspireret af alle de mange streger Hanne laver, har jeg i løbet af de sidste uger lavet nogle tegninger, der trængte til at blive vist lidt bedre frem.

Jeg vidste præcis hvor i mængden af nips og husholdningsgenstande, jeg skulle finde rammerne, og styrede ret derhen, gennem de indbyggede smuthuller. Halvvejs stod jeg pludselig foran bunker af dørmåtter. Og måtte stoppe op.

Vores dørmåtte har nemlig længe været i en stand, hvor den mister lidt af sig selv, hver eneste gang den bliver flyttet bare det mindste. Foran lå nu en måtte med den sjoveste tekst, og mens jeg hurtigt tog et billede og sendte videre til Anders akompagneret af et spørgsmålstegn, stilede jeg videre mod de sorte rammer.

Næsten lige så hurtigt tikkede et svar ind med: Ja, ja - køb!. Så det gjorde jeg.

Hjemme fjernede jeg den gamle måtte og alle den efterladenskaber, inden jeg lagde den nye til rette og skyndte mig ud af døren til nye aftaler.

Det resulterede i, at da Emilie et par timer senere nåede hjem, var hun lige ved at tro, hun var gået forkert. Altså lige indtil hun løftede blikket og fandt dekorationen af døren uændret.

Blomster på uld

Al uldenheden er beregnet til en noget fjollet frakke.

Foreløbig har jeg klippet de øverste dele til forstykke, ryg og ærmer. Inden saksen sættes i resten og symaskinen findes frem, vil jeg have noget udsmykning på lige præcis de dele.

Lige nu er det ryggen. Om jeg når hele vejen rundt i dag, er ikke til at vide. Men jeg gad godt, for det trækker efter at kunne sy delene sammen og tage det færdige resultat i brug.

Men ting skal tage den tid, ting tager. Og broderi på uldne rygstykker fungerer rigtig godt med historier i øret.

Lige nu er dog dømt pause. Emilie mener det er nødvendigt med indkøb og tanker om aftensmad. Selvom jeg hellere blev siddende med uld og DMCgarn, er jeg tilbøjelig til at give hende ret.

Vi kan vel skynde os hjem igen :)

Feriedage

Det er lige før feriedagene er blevet fyldt meget mere op end jeg kan overskue. Vi havde snakket om at ses igen, og da Sille midt i ponchofotoseancen i går ringede og spurgte om jeg havde lyst, blev det hurtigt til en aftale.

Denne gang var vi ikke alene. Emilie tog med. Ingen af os var til det store og armudslående, så vi satte os om Silles spisebord, hvor garnet til den igangværende korsstingsjulekalender fyldte godt op.

Jeg strikkede, Emilie legede med telefonen og Sille satte kryds efter kryds, mens pizzaer blev fortæret, kande efter kande the drukket, flasker med cola tømt og den obligatoriske kakao til Emilie brygget.

Der er hyggeligt hos Sille. Emilie vendte hjem med skatte til klædeskabet og endeligt hjemme kunne jeg mærke at trætheden begyndte at sætte ind.

I dag skal jeg være hjemme. I dag skal jeg være alene. Næsten. Emilie er her også. Men i dag handler om det, jeg har lyst til. Mest.

I dag vil jeg montere hovedtelefonerne, og forsøge mig med den første hentede bog fra netlydbog.dk. Det skulle være så simplet, men jeg har ikke prøvet det før. Sille er storforbruger og har på det kraftigste anbefalet.

Mens jeg sætter saksen i stoffet fra forleden, vil jeg lytte til Lene Kaaberbøls Kadaverdoktoren, som Sille også kunne anbefale.

Sæt igang!

Så lykkedes det

Emilie tog allerede i går ponchoen i brug. Hun er både glad og tilfreds. Så er der vist ikke rigtigt mere at sige om den sag.

Jeg har ikke fulgt en opskrift. Men prøvede mig lidt frem. Strikkede en del. Trævlede lige så meget op. Slog op igen og igen, før det rigtige antal masker til en halsudskæring i de rigtige mål blev ramt.

Den er strikket oppefra og ned. Rullekraven er strikket som det sidste. Da den nåede en fornuftig længde, skiftede jeg til kantfarven og udskiftede glatstrikken med rib, inden en aflukning med indbyggede frynser.

Mens netforbindelsen i formiddags besluttede at udeblive, det netop skrevne indlæg under ingen omstændigheder kunne udgives, og solen skinnede (det gør den stadig) pakkede vi os sammen, og fandt et træ, en plet i sneen og tog en stakfuld billeder.

Det lykkedes. Billederne blev fine, også selvom sollyset gjorde det noget svært at se, hvad jeg fotograferede.

Nu er netforbindelsen oppe igen, det foregående indlæg udgivet, Emilie og jeg på vej videre ud i verden, men først skal I andre også have lov at se hvordan ponchoen endte.

Og hvor glad hun er for den.

God tirsdag.

Design: Helt mit eget.

Garn: Rasmillas Yndlingsgarn i farverne Caffe Latte og Kakao. Jeg har strikket med dobbelt garn.

Der gik 359 gram til hele projektet. Fordelt på farverne 284 gr Caffe Latte og 75 gr Kakao.

Mens Kakaoen er en smule meleret i sig selv er Caffe Latten mere ens i indfarvningen. Som en slags held i uheld var det ikke muligt at få nok Caffe Latte i samme indfarvning. Derfor har jeg strikket med en tråd af hver af de to forskellige indfarvninger, Rasmilla havde i butikken. Det har givet et meget fint meleret udtryk, som både Emilie og jeg er meget tilfredse med.

Pind: Rundpind nummer 4½.

Størrelse: Ponchoen måler ca 63 cm i længden.

Bemærkninger: Jeg har strikket uden at tænke specielt meget og kan derfor hverken komme med maskeantal eller ret meget anden hjælp.

Jeg har taget ud fire steder, nærmest som en raglan oppefra og ned. Jeg stoppede bare aldrig udtagningen. Udtagningerne er omslag omkring to masker. Det giver fine huller.

Frynserne strikkede jeg samtidig med aflukningen.

Efter en 2-2 rib startede jeg aflukningen helt normalt, da jeg nåede til den første retmaske fra en af retstriberne i ribben, strikkede jeg 15 masker op, ved at strikke en maske i masken, og lade den gamle maske blive tilbage på venstre pind, sætte den nye maske på venstre pind og strikke endnu en ny maske i den nye maske.

Det lyder forvirrende. Det skal nok prøves. Jeg valgte at sætte de nye masker på venstre pind, med et tvist, så højre pinde var i en position til at fange endnu en ny maske uden at skulle ud og ind ad masken først.

Det giver mening, når man sidder med det.

De 15 nye masker lukkede jeg af og fortsatte aflukningen hen til næste retmaske.

Det tog lang tid. Men jeg synes det er det værd.

Har du lyst til at se flere billeder af ponchoen, kan de ses lige her på Ravelry.

På tur mod Roskilde

Da jeg tog mod Roskilde i går formiddags, var det til høj sol og frostklar luft. Jeg tog cyklen med, og havde en ide om, at cykle tilbage. Det har jeg gjort før. Flere gange endda.

I Høje Taastrup fik det gode vejr, muligheden for medvind, musikken i ørene, solbrillerne og besværet med at få cyklen op i regionaltoget mig til at tage en hurtig beslutning. Hvorfor ikke også cykle turen derud.

Det gjorde jeg så. Jeg vidste nogenlunde hvor butikken ligger. Hjemturen har jeg gjort på cykel flere gange, men det betyder ikke altid at vejen er genkendelig, når det pludselig går den anden vej.

Jeg havde styr - mente jeg, og startede med at dreje til venstre og befandt mig med ét, et par hundrede år tilbage i tiden. Jeg anede ikke at Høje Taastrup omtrænt ligger i stationens baghave.

Totalt romantisk, omgivet at stråtækte huse, lå kirken på bakken, mens fugle sejlede rundt om tårnet og gjorde sit til at løfte stemningen.

Jeg har set kirken før, men kun på afstand og som et landemærke bag marker, når jeg kører turen hjemad og fra landevejen. Det var netop landevejen jeg skulle finde, og mens jeg snoede mig af Høje Taastrupgade, var jeg overbevist om, at Roskildevej nok i sidste ende skulle dukke op.

Det gjorde den, og derfra var det ligeud. Først kommer Baldersbrønde, dernæst hyggelige Hedehusene med skole fra det forrige århunderede, livlig handel langs hovedgaden og en stationsbygning, der holder sig godt.

Efter Hedehusene ligger Fløng, og så er det tæt ved Trekroner og stofbutikken. Nemt nok. Og de vejrende flag ved butikken, burde så absolut advare mig i tide, inden jeg kørte for langt.

Det gjorde de bare ikke. Eller, de var der, jeg så dem bare ikke. Måske fordi jeg var helt sikker på at skulle et stykke længere inden endemålet.

Altså fortsatte jeg, og begyndte at blev en smule usikker på, om ikke jeg var kommet for langt. Specielt da byen langsomt begyndte og skilte med Roskilde dit og Roskilde dat dukkede op ved de handlende langs vejkanten.

Da jeg nåede et skilt, der pegede mod centrum, og jeg i det fjerne kunne se spirene fra domkirken, var jeg sikker. Jeg var kørt for langt. Heldigvis har jeg hentet Google Maps app'en på min telefon. Og så er det ingen sag at finde tilbage på rette kurs.

Jeg fik købt stof - og lidt ekstra. Jeg kom videre på turen og her til morgen har en af kælderens maskiner hjulpet med det vasketekniske og stoffet hænger nu til tørre, inden jeg kan sætte saksen i.

Jeg havde ellers voldsom lyst til at springe over vaskeprocessen.. men jeg tror det er en dum ide.