fredag den 29. november 2019

Et hyggeligt farvel


Vi lod arbejde være arbejde i dag, tog hinanden under armen og begav os mod Amager og et farvel til Anders' onkel Ole, der i sidste uge trak vejret for sidste gang.





Selve ceremonien var ganske fin, præsten gjorde hvad hun kunne, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det må være en svær opgave at skulle være den, der formidler det sidste farvel, når man samtidig aldrig har mødt afdøde og kun ved det lidt, de efterladte midt i sorgen kan huske og fortæller.

Hun gjorde det som sagt helt fint, men havde måske i al virakken glemt at stikke en finger i jorden og overveje hvilken flok mennesker, hun stod over for. Som det blev, blev det en smule for helligt. På den anden side mente Anders, at nok kunne onkel Ole godt lidt et godt grin, og lige her ville han nok have grinet.

Anders er ikke den, der render familien på dørene, og jeg har faktisk kun mødt det fædrende ophav en enkelt gang før. Hans brødre har jeg mødt flere gange, den ene mere end den anden, og det var et hyggeligt gensyn.

Efter besøget i kirken gik vi mod hjemmet hvor den efterladte enke bød på både kaffe og kage. Vi fulgtes med William, der var på cykel og mens resten kørte i bil, gik vi ud gennem Sundby. De to brødre snakkede, fulgte op og lagde til. Jeg fulgte bare med. Da vi pludselig nåede et skilt, hvorpå der stod Tårnby, blev de enige om at vi vist var gået for langt. Det blev noget af en omvej, min skridttæller talte godt og kulden bed i kinderne inden vi fandt tilbage, og endte på rette sted.

Jeg var mest med for den moralske opbakning, men det var alligevel rart at få sat lidt flere ansigter på familiemedlemmer og få lidt mere kendskab til en flok mennesker, vi muligvis ikke ser igen i nærmeste fremtid.

Det blev en fin afsked med et elsket menneske og det var skønt at se, det ikke kun var familie der mødte op, men også skolekammerater og gamle venner, samlet gennem et langt liv.






Det begynder at lugte af jul


I onsdags holdt vi julefest. Halvtreds glade børn og voksne mødte op til flæskesteg, rødkål og brunede kartofler.





Halvtreds er fint, det var hyggeligt, og ikke nær så stressende i køkkenet dagen gennem mellem børn, konflikter, snak og hvad sådan nogle dage ellers går med, som dengang vi lavede mad til over hundrede mennesker sådan en aften.

Vi gør bare som plejer, og som Louise ind imellem husker, så var det også sådan da hun var helt ny, der skulle være fest og personalet omkring hende proklamerede at "Vi gør bare som vi plejer." Uden rigtig at være villige til at fortælle hvad plejer indeholdt.

Vi tror vi er blevet bedre til at huske det, når vi har nye med. Det er bare ikke så tit længere. Med mindre børnetal, lavere normering og en personalegruppe, der aldrig holder op, kommer der ikke mange nye til hos os. Den sidste nye ansatte vi havde, blev ikke længe. Ikke fordi han ikke gad os, men fordi drømmejobbet dukkede op. Og hvem kan sige nej til drømmejobbet?

Dengang var det famøse børnetal urovækkende lavt, så han er aldrig blevet erstattet, og vi gør stadig bare som vi plejer. En gang imellem ville vi nok have godt af at blive kigget lidt efter i sømmene fra en udefrakommende, for har plejer været på besøg længe nok, kan der være brug at blive rusket lidt op i traditionerne.





Vi prøver at huske det. Jeg synes faktisk vi er gode til det. For med en personalegruppe på fem, der tilsammen har været ansat samme sted i omegnen af hundrede år, lærer man hinanden at kende på en måde der betyder, at vi også tør sige, når hverdagen bliver for indspist, når vi glemmer kerneopgaven - det er i øvrigt det nye sort - eller når vi kan undre os over hinandens dispositioner.

Hvis man ikke kan det efter godt hundrede års samarbejde, tænker jeg man skal til at se sig om efter andre græsgange. Det har vi ikke de store planer om.

Til gengæld er der håb om at blive kigget lidt på udefra. Til februar får vi en studerende. Vi plejer ikke at have studerende, vi kan i Klubben ikke finde timer nok. Men muligheden opstod, af en eller anden grund er der på samme tid andre studerende i SFOI, og så kom vi i spil.





Vi snakkede, kunne vi måske? Og kan der strikkes et skema sammen, der betyder at de tredive timer kan opnås? Det kan vist nok, og så manglede vi bare en vejleder. Jeg tror jeg kom til at melde mig, og tænker at det kan være en spændende udfordring.

Jeg skal bare lige omkring den uddannede vejleder og have et par tricks - og rammer for sådan et praktikophold.


Og julefesten gik i øvrigt forrygende.

Som den grønne skole vi er, fandt vi selvfølgelig englene fra sidste års genbrugsjul frem og hængte på træet, der lige nåede at ankomme til dagen.





fredag den 22. november 2019

Julestrømper


Josefine - Emilies efterskolekammerat, kone, hjerteveninde og allerbedste ven - er i USA. Kentucky nærmere bestemt, som aupair hos en familie, der er delvis dansk og ønskede en større sproglig forståelse for deres børn.





Heldigvis findes der gratis onlinetjenester, så tøserne stort set dagligt får deres behov for kontakt dækket. I slutningen af februar er et år ved at være slut, og turen ska afsluttes med et roadtrip sydpå gennem en flok sydstater mod Florida og Key West.

Emilie og Olivia har sparet sammen, billetten er købt og hotelovernatning ved ankomsten er der styr på, mens Josefine står for den mere lokale logistik. Noget med leje af en bil, for eksempel.

Men først er der julen. Cirka siden jeg lærte Josefine at kende, har hun sukket efter hjemmestrikkede julestrømper. Flere tykke par sokker er gået hendes vej og bliver alle brugt, men de tynde lange julestrømper mangler hun stadig.

Josefine er glad for jul, og det var faktisk et at de mest alvorlige punkter i forhold til at rejse ud. Kunne hun undvære familien i december? Jeg tænker hun kan, og da Emilie begyndte at tale om julede strømper, måtte jeg indrømme at skulle det være, var i år det helt rigtige tidspunkt.





Det føles som om de har været undervejs længe. I realiteten tog det ikke meget over en uge at strikke dem. Til gengæld gik der lang tid, fra jeg købte garnet, til jeg slog op.

Nu er de pakkede, sammen med indkøb af savnede lyksaligheder, i form af sovs i pulverform og lakrids med tilstrækkelig salmiak. I morgen bliver det hele sendt af sted og jeg er ret sikker på at det hjemlige tøsebarn glæder sig vildt til at høre om modtagelsen.

Jeg er i hvert fald sikker på, jeg nok skal høre nærmere.










Design: Stribede strømper til knæet efter egen opfindelse.


Garn: Et rødt nøgle Arwetta fra Filcolana og grå og grøn Jawool fra Lang Yarns.

Det er første gang jeg har strikket med både det ene og det andet, og trods fancy medfølgende styrketråd til hæle i Jawool garnet, vinder Arwetta med flere længder.

Løbelængden er den samme på begge garner, men Arwettaen virker tykkere og bliver pænere strikket op, mens Jawool blev noget slasket i oplevelsen.

De færdige strømper vejer 131 gram. Jeg brugte rub og stub af det røde og det grå, mens det grønne fylder noget mindre i det færdige strik.


Pinde: 2½ mm AddiCraSyTrio. De virker for mig.


Størrelse: Josefine har lige som både Emilie og jeg brede lægge, og en lidt længere fod end min. cirka str 40 - mente Emilie. Altså strikkede jeg en lidt for lang fod, og brugte egne ben til at måle efter.





Bemærkninger: Jeg havde egentlig en ide om at den grønne skulle med i stribeformationen, men Emilie ville det anderledes, og så fik hun lov at bestemme.

Beslutningen om et lille vævestrikmønster ved farveovergangene, fik hun dog ikke lov at røre ved. Jeg tog hver anden maske løst af med garnet bag arbejdet på første pind af hvert farveskift på hele benet og på oversiden af foden.

Jeg startede med 108 masker, for at sikre at det lille farveskiftemønster ikke ville blive trukket ud og ikke til at se i de færdige strømper. Efter 15 pinde rib, lavede jeg en række huller og fortsatte med striber. Striberne er hver 15 pinde brede.

Efter to striber begyndte jeg indtag midt bag på hver 3. pind til jeg havde 64 masker.

Efter i alt 9 striber strikkede jeg hæl.





Hælen er en videreudvikling af Fish Lips Kiss Heel, som jeg tror jeg kan blive rigtig glad for. Jeg strikkede en minihælflap over fjorten pinde, inden Fiskekyssehælen og samlede 7 masker op på hver side af den lille hælflap, som jeg derefter tog ind ganske som på en almindelig hæl med hælflap.

Jeg brugte forstærkningstråden i hælen, og opnåede muligvis et stærkere resultat, men også stoflighed der matcher Arwetta bedre.

Tåen valgte jeg at slutte med maskesting, fordi Josefines tæer vistnok passer bedre til den type aflukning.

For at gøre strømperne ekstra julede blev de afsluttede med en rød sløjfe gennem hulrækken øverst og tre bjælder i forening på hver strømpe.

Sløjfe og bjælder var endnu ikke sat på, da vi tog billeder i sidste uge. Jeg prøvede i morges i gråvejr, inden arbejde og Emilies mulighed for at pakke ind - derfor de lidt slørede billeder med sløjfer.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravery.





torsdag den 21. november 2019

Tanker og billedeblokader


Regler kan hurtigt blive rigide.

Billeder for eksempel og GDPR. I vores nyhedsbreve, i vores foldere, på hjemmesider, opslagstavler og andre af den slags steder, har juriststanden besluttet, efter grundig overvejelse, at børn ikke må figurere.

Ingen børn, ingen ben, ingen fingre, ører eller halve næser. Ingen børn. Punktum.

Heller ikke selvom forældrene skulle komme og give lov, helt af sig selv.





Jeg tænker vi vender tilbage til tegninger. Og forsøger alligevel at tænke over hvordan billeder kan blive en smule spændende uden mennesker til at fortælle en historie.

Vognene ude i skolegården ser bare forladte ud - til trods for at der er børn bag mig. En voksenhånd i gryden med ækelheder til halloweenfesten er bare ikke det samme.


Det betyder at jeg ikke tager så mange billeder som jeg plejer. Selv til blogbrug kan jeg mærke at en blokade sætter ind. Også selvom jeg tit bruger billeder uden mennesker, og det tidligere har fungeret fint.

Tanker tænkes, det er gråt udenfor og inde er julen så småt ved at finde vej.





I dag kom pulsen op, da gryden med lysmasse kogte tør, brandalarmen gik i gang, og jeg påtog mig opgaven med at være den pinlige, der ikke havde haft tilstrækkelig opsyn.

Jeg troede de kunne. Det kunne de ikke.

Nu er lysproduktionen pakket væk, til der er tid til at være med. Til der ikke er helt så velbesøgt på Hobby og ikke helt så mange har brug for hjælp.

Vi når det en anden gang.

Tænker jeg, mens det ærgrer mig lidt at det tidligere godt kunne lade sig gøre.





søndag den 17. november 2019

Drift


Da jeg faldt i gryden med podcasts, faldt jeg også i hos Grace og Babbles Travelling Yarns. I afsnit efter afsnit sidder hun med den fineste trøje på.

Drift hedder den.





Har jeg garn? Tænkte jeg, og overvejede om det skulle være opskriften til det garn, jeg planlægger at spinde og strikke en trøje af. Ja, ja jeg ved godt det har lange udsigter, men det skal nok ske. En dag. I løbet af næste år. Tror jeg på.

Længe tænkte jeg at kombinationen mellem håndspundet og opskriften på Drift var det perfekte match. Det er det måske også - og var det ikke fordi, jeg hellere vil finde en ny opskrift, kunne jeg godt finde på at strikke den igen.

Så var det jeg kom i tanke om det grønne garn, jeg købte for et par år siden. Garnet der ikke kun var grønt, og pænt. Men også var af uld. Uld af en ret lækker karakter. Og oveni hed Pernille.





Det er muligt det lå en i kurv i Netto og lignede noget, der ikke var meget værd, men med hjem kom det, blev pakket væk og måske også lidt glemt. For hvad skulle jeg egentlig bruge det til?

Nu er det blevet til Drift, og er lang lækrere end jeg forventede et garn fra Netto - kald mig bare snobbet. Den er varm, og jeg frøs ikke, da vi den anden dag stod på kanten af Damhussøen i gråvejr, og tog billeder af trøje i dalende regn og med en pæn baggrund.











Design: Drift af Kristen Finlay.


Garn: Pernille, 100% Uld, grønt og købt i Netto for mindst fire år siden. Det løber cirka 200 meter på 50 gram.

Jeg har brugt 197 gram.

Jeg havde regnet med mere, og har nok garn tilbage til noget uden ærmer. En T-shirt måske.


Pinde: 4 mm rundpinde - magic loop på ærmerne.


Størrelse: Jeg endte med at strikke efter en 38".





Bemærkninger: Den kunne godt have været lidt større, men den er rar at have på, og jeg brugte i virkeligheden ikke opskriften til ret meget andet end bærestykket.

Efter mønstret på bærestykket, strikkede jeg venderækker på ryggen, for at opnå en højere nakke. Jeg tror jeg endte med noget i retning af 10 ekstra pinde.

Derefter delte jeg til krop og ærmer. Det gjorde jeg et par gange. Jeg har ikke helt forstået hvorfor der skal lige mange masker for og bag, når man strikker til atributter, der fylder noget mere end rygstykker. Under alle omstændigheder så det håbløst ud, da jeg prøvede den på, og jeg målte regnede og endte med at sætte flere masker af fortil og på ærmerne, end opskriften angav.

Ærmerne fordi jeg også fylder mere end gennemsnittet om overarmene.

Herfra strikkede jeg glat, lavede indtag og udtag til talje og sluttede da jeg synes jeg nåede en passende længde.

Det samme gjaldt ærmerne.





Garnet striber. Men ikke same striber fra nøgle til nøgle. Jeg strikkede et nøgle ad gangen, og håbede at ærmerne ikke ville se alt for forskellige ud. Derfor er jeg ret imponeret af, at jeg endte med at lukke af med cirka samme farve både på ærmer og krop.

Det giver et vist sammenhæng.

Den er som sagt varm. Jeg er i virkeligheden bedre til åbne trøjer end lukkede. Jeg er alligevel ret sikker på, at jeg nok skal komme til at bruge den.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.





Hermiones Everyday Socks


Da vi i sommers var i Bremen og tog halvvejs til Bremerhaven i jagten på Ubådsbunkeren, stoppede vi på hjemvejen i Vegesack og besøgte den fine, delvise interiør- delvise garnbutik, Wollzeit.





De havde desværre ikke uspundne fibre, som ellers var det jeg gik efter, men de havde smukt garn, og jeg kom derfra med det mest farverige strømpegarn jeg nogensinde har købt - måske faktisk det mest farverige garn, jeg nogensinde har ejet.

Det var faktisk lidt grænseoverskridende. Men det var så smukt da det lå der, pænt præsenteret i et fed. Jeg vidste godt at farveskiftene ville være korte. Jeg vidste godt at det ville gøre sig bedst i en hel glatstrikket strømpe, men jeg synes glatstrikkede strømper er temmelig kedelige. Der skal helst ske noget - bare en lille smule.

Så jeg kom i tanke om Hermione's Everyday Socks, som jeg har kigget på et par gange, men oftest afskrevet som lidt for kedelige til mit strømpestrik.





Jeg er tilbøjelig til at mene jeg skulle have holdt mig til det glatstrikkede, men jeg synes faktisk også det færdige resultat er rigtig fint.

Og så der er endnu en rest til det hæklede tæppe, som ærlig talt ikke får megen opmærksomhed for tiden.











Design: Hermione's Everyday Socks af Erica Lueder.


Garn: Håndfarvet Drachenwolle Sockenwolle i blå, grøn og lilla. Farven hedder sikkert noget, men det betyder jeg ikke kunne gennemskue etiketten.

De færdige strømper vejer 72 gram.


Pinde: 2½ mm AddiCraSyTrio - et pindesæt jeg er blevet ret glad for.


Størrelse: 39 - eller så de passer til min fod.





Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften til jeg nåede hælen. Herfra brugte jeg mønstergentagelsen på oversiden af strømpen, og gjorde ellers som jeg fandt for godt.

Jeg startede med en Fish Lips Kiss Heel, fordi jeg har haft lyst til at prøve den af. Jeg strikkede glat over hælmaskerne og 2½ gange mønster over oversiden af foden, inden selve hælen.

Ned over foden tog jeg 8 masker ind i hver side på hver 4. pind skiftesvis på undersiden og oversiden af foden. Jeg synes der var for mange masker, til at sidde pænt over foden og ligesom jeg plejer at tage flere masker ind end forventet på en almindelig hæl med flap tog jeg derfor også ekstra ind her.

Jeg strikkede tåen helt som jeg plejer, med en spids tå, der passer mine tæer.


De sidder overraskende godt på foden, og jeg kunne godt blive forfalden til den type hæl, omend jeg tror der er rum til forbedring. Så mere strømpestrik, så jeg kan lege med hæle...


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravery.





Kan selv - vil selv


Så... Halvdelen af måneden er gået, og jeg har skrevet ét indlæg. Et indlæg. helt ærligt, jeg ved ikke hvad er sker.





Jeg har mindst fire færdige projekter, som jeg faktisk også har billeder af, men hvor sjovt er det lige at fylde mit feed med strik og strik og strik uden en lille smule af alt det andet, der også sker.

For her sker alt for meget. Gode ting, skønne ting, og bestemt ting, jeg slet ikke får fortalt. Og jeg vil faktisk gerne fortælle.

Lige nu er jeg så bare ikke særlig god til det.

Så, inden alle billederne af færdigt strik er her et par billeder fra i mandags, hvor Oscar var forbi sammen med sin far og spise til aften. Vi nåede selvfølgelig også at lege, og for en gangs skyld gad han faktisk spise, det der blev sat foran ham.

Jeg er ikke sikker på han er kræsen, han er bare meget bestemt med hvad han gider stoppe i hovedet. Vi har prøvet meget forskelligt, uden den store succes. Så får han grød, mens vi andre spiser. Det gider han nemlig altid godt.

Men pasta og kødsovs var tydeligvis et hit. Hvis vi skal have pasta og kødsovs de næste mange, mange mandage, så er det sådan det er. Barnet bestemmer. Vi andre følger bare med. (Omend jeg nok vil bytte pastaen ud med fintsnittet spidskål - bare på min tallerken)...





Senere fik han også tid til at kravle op og kigge med på Emilies telefon. Teknologi er nemlig også spændende. Også selvom samme Emilie sjældent skal finde på at løfte ham op. Han bestemmer nemlig selv, hvem der er i kridthuset.

Hun er god at lege med - hende fasteren. Men når han er her, er far bedst, farmor næstbedst og resten meget sjove, men kun når han selv beslutter sig for det.





søndag den 3. november 2019

Starflake


... Cuz I am not a snowflake... Sagde Anders :)





Jeg har været til zumba i dag. Vi har en lærer på skolen, som også er zumbainstruktør. Lotte og jeg har længe snakket om, at vi ville prøve. Det blev i dag. Det var sjovt. Det var hårdt. Jeg har ondt i knæene, men jeg vil rigtig gerne komme igen.

Hvis du gerne vil, skal vi snakke om hvad du skal gøre i forhold til vrid i knæene. Der er masser at gøre. Sagde Louise, og fortsatte med at vi også skulle snakke om sko. Jeg vil gerne snakke om sko. Jeg vil gerne komme igen.

Jeg har ikke trænet de sidste måneder. Jeg har savnet det, men jeg kan konstatere at selvom jeg har været rigtig glad for LOOP er maskinerne for hårde til mine led. Jeg kan selvfølgelig køre mindre på - men det er jeg ikke sikker på, at jeg er særlig god til. Samtidig kan jeg også mærke at jeg har brug for, at der sker noget nyt. Jeg har brug for noget andet.

Det andet kunne godt blive zumba. Formentlig kombineret med andre hold og noget træning i maskiner. Fitnesscentret ved Vestbad er moderniseret, der er holdtræning, der er det du selv har lyst til, og der er mulighed for at kombinere. Det gider jeg godt. Specielt hvis jeg kommer af sted.


Inden jeg hoppede på cyklen og kørte over på den anden side af Roskildevej, lykkedes det at tage en flok billeder af den seneste udgave af Stephens Wests årlige mystiske sjal.





I år hedder det Starflake.

Det har været sjovt at strikke.
Og jeg ved jeg kommer til at bruge det.











Design: Starflake af Stephen West.


Garn: Uld fra Uld og Co - eller Nina i Garnværk i Fredensborg. En grøn og en meget lys grøn. Det er lækkert at strikke af, og har den fine melering kun håndfarvet garn kan have.

Jeg brugte rub og stub af det mørke - 265 gram. Mens jeg næsten har et helt fed af den lyse tilbage. Jeg brugte 111 gram af den lyse.


Pinde: 3,75 mm og en lidt for lille rundpind. Nok derfor den knækkede på de sidste meget lange rækker. Heldigvis havde jeg en anden.


Størrelse: Cirka 220 x 75 cm.





Bemærkninger: Den opmærksomme, har nok allerede set den lillebitte ændring, jeg lavede som noget af det allerførste.

Jeg droppede ganske simpelt et enkelt blad i den inderste stjerneform, i det første clue. Jeg havde strikket det. Jeg havde lukket af og hæftet ender, og jeg havde samlet masker op og begyndt striberne i anden del af første clue.

Jo mere jeg kiggede på det, jo mere blev jeg sikker på, at formen på det endelige sjal var lagt. At jeg ville ende ud med et sjal i en facon, der ikke er min foretrukne. At der ville blive mere rundt end trekantet, over det færdige projekt.

Så jeg pillede op. Droppede det sidste parallelogram og strikkede ellers fuldstændig efter opskriften.

Det betød, at jeg endte op med et færdigt resultat, der rent farvemæssigt er symetrisk. Et sjal, der er mere trekantet at se på. Jeg har en midterbue, der agerer spids midt på mit færdige sjal, i stedet for kurven mellem to buer, der ellers ville være midten.

Hver eneste gang der i opskriften stod: gentag to gange, gentog jeg en gang, men gjorde ellers fuldstændig, som der stod.

Da jeg nåede kanten vendte jeg om på farverne for at få en mørk kant i stedet for en lys. Jeg målte og vejede, og troede jeg havde garn nok, fortsatte kanten med endnu en retrille - uden udtag - inden jeg afsluttede med en stribet iCord.

Da jeg nåede halvvejs, løb jeg tør for den mørke. Jeg overvejede for og imod, men endte med at fortsætte kun med den lyse.


Jeg er rigtig glad for det færdige resultat.

Men faktisk er den uændrede version også rigtig flot.





Undervejs i projektet strikkede jeg tofarvet patent. Det er ikke længe siden, jeg så noget om at strikke begge farver samtidig. Det kunne jeg ikke sidde overhørig, googlede, kiggede Youtube og endte med min egen version af One-Pass-Brioche (som det så fint hedder på engelsk)

Med Anders' hjælp filmede vi et par små klip i forsøget på at vise hvordan. Jeg kan ikke lige gennemskue at strikke fra start med to tråde. Næste gang, vil jeg nok strikke de første to pinde med en farve ad gangen, som en slags set-up.

Det var overraskende let.


Henriette har udgivet de små klip. De er uden lyd. Hvis nogen er interesseret kan de ses på Youtube:
Forsiden og bagsiden.






Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.