onsdag den 30. september 2015

Hippiestriber #4


Hippiestriber #4


Det tredie sjal i forsøget på at afvikle noget af lageret strikkede jeg cirka halvanden gang. Jeg stoppede alle de pink, lyserøde og lilla nuancer i tasken, inden jeg tog på lejrskole og strikkede løs i alle pauserne.

I toget på vej hjem stoppede jeg, for jeg brød mig faktisk ikke om resultatet. Jeg havde ellers nået at overbevise mig selv om at strikke videre og videre, sætte den ene farve efter den anden. For jeg har før oplevet at noget der startede grimt, hen ad vejen bliver rigtig fint. Da jeg sad i toget, cirka halvvejs gennem sjalet, troede jeg ikke længere på det.

Planen var at alle de lyserøde og lilla nuancer skulle ende i et sjal til Emilie. Altså lod jeg hende kigge på det jeg havde frembragt og spurgte om hun synes det var pænt. Emilie kiggede lidt på det, før hun meget diplomatisk svarede:


 

Hvis nu du piller det hele op, og jeg vælger rækkefølgen, vil du så strikke det igen?


Det ville jeg.


Hippiestriber #4

Hippiestriber #4


Emille sorterede groft, jeg foreslog at tilsætte en købt pink, for at få størrelse nok, og da den lokale købmand lå inde med en fin pink, købte hun den på stedet, lagde op, ændrede og nåede til sidst frem til en rækkefølge, der var langt pænere end det jeg startede med.

Så pæn at det færdige sjal for længst er taget i brug.





fakta




Design: Transition Stash-buster Shawl af Lykkefanten.


Garn: Et sammensurium af rester fra gamle projekter – her listet op:


Hippiestriber #4


1 – En rest lilla supersoft fra Kræmmerhuse strikket for længe, længe siden. Jeg købte dem som et kit fra Kastaniestrik, vistnok den ene gang jeg var til Strikkefestival på Fanø. Det var i 2009.

2, 3 og 6 –  Resterne fra Emilies Color Craving. Knit Picks Palette i forskellige pink nuancer. Hun valgte dem selv og nu får hun glæde af resterne.

4 – Igen en rest af Emiliegarn. Denne gang resterne fra Krokodillesutskoene, som jeg sendte til Husholdningsskolen, og som hun siden sled i smadder. Jeg tænker at striben her holder længere end skoene. Og det trods påsyede såler. Garnet er Wool fra stof&Stil.

5 – En gammel, gammel rest. Da jeg sidste år strikkede Høstjakken var det af garn, der har ligget år efter år efter år. To forskellige – en tyk rød uld og en noget tyndere vinrød alpakka. Her er det de sidste rester alpakka, købt for længe siden i Strikkeboden på hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade. Butikken lukkede for nogle år siden, men afdelingen i Lyngby findes stadig. At det er de sidste rester betød ikke at der næsten ikke var noget tilbage. Der lå det meste af halvanden nøgle i bunden af kassen med garn, og derfor er det også den bredeste (og blødeste) stribe på sjalet.

7 – En rest Kauni fra Echo Flower Shawl. De sidste rester er brugt i utallige småting og farverne blev delt alt efter ønske. Tilbage er kun den lilla i flere bundter. Der ligger stadig en del i garnkassen og her brugte jeg kun et af de mindre nøgler.

8 – For at afslutte sjalet og gøre det stort nok blev det sidste her tilføjet garn købt til projektet. Bumbo Merino i en sprød pink, der både er kant forneden og langs øverste kant.


Det færdige sjal vejer 268 gr.


Hippiestriber #4


Pinde: En lang rundpind nr 4.


Størrelse: En hel del større end jeg lagde ud med at forvente. Højden på sjalet er 93 cm, mens vingefanget er 223 cm.


Bemærkninger: For at få de meget lange vinger og bindesjalsfacon har jeg fortsat udtagningerne på hver eneste pind i yderkanterne, som i opskriften kun foregår over et kort stykke.


Hippiestriber #4


Som kant valgte jeg den påstrikkede kant fra Follow Your Arrow 2 af Ysolda teague. Den er sjov at strikke, meget hurtig at huske og uendelig inden den når fra den ene ende til den anden. Jeg lavede ikke noget hjørne, var heldig at jeg nåede hjørnet midt i en tak og strakte blot i facon, da sjalet lå fastspændt og vådt på gulvet.

Jeg synes sjalet var uafsluttet langs øverste kant, uden en form for kant og hæklede en række fastmasker og en række musetakker tilbage for at matche takkerne i den nederste kant.


Det var sidste sjal af tre.


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.


tirsdag den 29. september 2015

Monumenter på en fodtur


Den lille Havfrue


Dengang i søndags da vi gik Ecco Walkathon var dagen mest præget af regn.

Midtvejs klarede det op, men det forsvandt igen. Først da enden var nær, målet næsten i sigte og turen gik langs Langelinie klarede det op. Det var også her vi mødte de prominente monumenter. Sådan nogle er bare pænest i solskin.


GefionSpringvandet

GefionSpringvandet


Jeg måtte krave helt ned til Den lille Havfrue, for at få et billede i en vinkel, der udelukkede de mange turister, der også gerne tog billeder, mens det var lidt nemmere at forevige Gefion, der pløjer Sjælland ud af Sverige med sine okseforvandlede jættesønner.

Som barn synes jeg Gefionspringvandet var noget af det mest spændende at se, og selvom jeg havde glemt historien, var der stadig noget dragende over skulpturgruppen og det brusende vand, da vi gik forbi.


Den engelske kirke - København


Endelig var der den engelske kirke, som vi passerede mere end en gang.

Den er så fin udefra, og da et stort skilt inviterede os ind, slog vi til og kiggede ind. Den er ikke særlig stor indenfor, og selvom den egentlig ikke sagde mig særlig meget var der alligevel fine detaljer.

Specielt døbefonden der på fire sider har bibelske relieffer med hentydninger til børn og den selvfølgelighed der er omkring børn i kirken – legetøj og bøger stod frit fremme pænt ordnet i et hjørne – synes jeg gav kirken sin egen personlighed.

Vejret var stadig godt, da vi havde afleveret gåbeviserne og begav os på endnu en vandring. Denne gang til stationen og toget hjem.

På en tirsdag


I går lavede vi bolsjer.

Den klistrede fornemmelse, jeg plejer at opleve, udeblev.

Næsten.


September 2015


Mit hår optog alle sukkerdampene.

Godt jeg undlod at vaske det i går morges.

Nu er det rent. Og klar til en ny dag.

En dag der slutter, når den ordinære arbejdstid er slut.

Sådan en dag, der ikke er mange af for tiden.

Jeg glæder mig til en aften hjemme.

I morgen går det løs med aftenarrangementerne igen.

Men næste uge…


September 2015


…er min kalender fyldt med planer om tidlige dage og aftener i sofahjørnet.

Det er ved at være tiltrængt.


mandag den 28. september 2015

I solskin gennem byen


Lørdag var helliget familien. Min familie. Den årlige familiekomsammen var i år henlagt til min søsters have (da luften blev for kold – stue) og var som vanligt et gensyn, en opfølgning, masser af grin og sjove historier.

Jeg var sent hjemme. Så sent at jeg kun lige nåede det sidste tog. Fra Næstved.


Ved indgangen til Dybbølsgade

Dybbølsgade


Søndag handlede også om familie. Denne gang Anders’. Lillebror fyldte år og havde inviteret på brunch. Brunch er hyggeligt, selskabet fint og jeg fik hilst på Anders’ far. Nogen kunne måske mene det var på tide efter tretten år…

Det med en gave var svært. Anders havde ingen ideer og det eneste jeg havde hørt William tale om, sidst vi sås var æblevin. Da først tanken slog rod blev den bedre og bedre, Anders var med på ideen, hvorfor vi mødte op med et æbletræ. For vin skal laves fra bunden.

At fødselaren ingen have har og bor i en lejlighed, var ikke vores problem. Og det løste sig da også ganske fint da tredie brormand tog træet med hjem i pleje.

Anders var i virkeligheden syg, og da selskabet brød op for at fortsætte fejlringen på Bastard Café måtte han give op og tage hjem. Jeg havde ikke mod på at fortsætte alene, fulgte ham i stedet til toget og fortsatte gennem Vesterbro, hjem til Sille, der havde varm the på kanden.

Vi havde i første omgang en aftale, jeg måtte aflyse da fødselsdagsinvitationen lå klar. Nu blev aftalen alligevel til noget.

Ved Dybbølsbro Station vinkede jeg farvel til en noget omtåget Anders og fortsatte gennem Dybbølsgade mod Enghave Plads. Ved indgangen til Dybbølsgade står to søjler. Jeg kan ikke finde ud af hvad de hedder, eller hvem der har lavet dem, men de fine at kigge igennem og rammede gaden ind.


Cyklerne ved Sommerstedgade

Cyklerne ved Sommerstedgade


Ved Sommerstedgade står en bunke cykler i glas. Denne gang med mulighed for at vide hvorfor og af hvem. Skulpturen er lavet af Franz Beckerlee og refererer til digtet Cyklerne i Sommerstedgade skrevet af Lean Nielsen. Samtidig lukker skulpturen af for gennemgang, og blev vist stillet op i forbindelse med lukning for gennemkørsel og oprettelse af et lille torv.

Jeg kunne godt lide bunken af cykler.

Ved Enghave Plads er der ombygning. Det har der været længe, og en stor kran bevidner renoveringen af pladsen, der ellers er lukket af bag et stort hegn. Jeg drejede til højre ved hegnet, og gik forbi butikken hvor vi købte is i lange baner, dengang ungerne og jeg manglede et sted at bo, og havde lånt et værelse hos en bekendt.

Der er ikke længere is i butikken. I stedet er stedet i dag en coffeeshop fyldt med mondæne hipstere. Det var næsten som var en del af barndommen slut, og det selvom det slet ikke var min barndom og i hvert fald en af mine unger slet ikke vil kunne huske det.


Ombygning ved Enghave Plads

Humlebyen fra Vesterfælledvej


Fra Enghave Plads fortsatte jeg ad Lyrskovgade og drejede op ad Vesterfælledvej og forbi Humlebyen. Humlebyen blev bygget som arbejderboliger for arbejderne på B&W. Området ligger lige bag Carlsberg og navnet hentyder da også til bryghuset. Boligerne blev tegnet af den samme arkitekt som stod bag Kartoffelrækkerne, og de ligner også i høj grad hinanden.

Mens Kartoffelrækkerne i dag er moderniseret og renoverede så de ikke længere ser ud som da de var nye, er der strenge restriktioner for Humlebyen, der har holdt på det oprindelige.

Hvor Kartoffelrækkerne ligger i lige åbne rækker lukker Humlebyen sig om sig selv og bevæger man sig ind i områder er det nærmest som at komme til et helt nyt sted langt væk fra byens støj og larm. I dag er husene ejerboliger, de koster en krig og langt de fleste kræver en kærlig hånd. De er nærmest ikke til at komme i nærheden af, hvis ikke man er både født og opvokset i området, men havde jeg råd og mulighed gad jeg godt bo lige præcis der.

Ved Vesterbrogade krydsede jeg over, satte tempoet op, og kunne snart efter sætte mig i Silles sofa med en varm kop the.


fredag den 25. september 2015

På en fredag


Ugen er ved at være slut. En uge der har budt på lidt af hvert. Mest lange dage.

I går var ingen undtagelse. I går var der dialogmøde mellem Børne- Kulturforvaltningen, kommunens skolebestyrelser og hvem der ellers har lyst. Det plejer at være spændende møder, der udfordrer, sætter på spidsen og lægger op til god debat. I går var undtagelsen. I går virkede mest som rygklapperi af værste skuffe. I går var uden snak og udelukkende lytning. I går kunne jeg godt have været foruden.

Så ved jeg det.


Altanens chili


Til gengæld var onsdagens møde af en helt anden kaliber. Et møde med en fornuftig dagsorden, med engagerede deltagere, med reel snak, gode ideer og tiltag. Sådan et møde, der kan gøre een en smule høj og med lyst til at komme igen en anden gang.

Ugen har også budt på vikardækning. I går var mine egne elever på tur, og jeg endte derfor i en tredie klasse. En af de klasser, der næsten består af flere spillopper, end børn der ser nogen som helst ide i skolearbejde og muligheden for at lære. Sådan noget sætter på prøve. Jeg tog fat i Louises nye tiltag, lånte, kopiere og forklarede. Langt de fleste kunne bruge det til noget.

Jeg havde også et spil med. Sådan et der kræver hele kroppen, kræver samarbejde og samtidig er sjovt. Sådan et, der hurtigt bliver en leg. Helt uden at ungerne ved det ikke er det. Det virkede. Over al forventning. Det er godt at vide, hvis jeg en anden gang skal ned til dem igen.

I dag er det fredag. Det betyder måske nok weekend, men ikke sådan en med benene oppe. Men gode oplevelser, er jeg ret sikker på.

Men først venter mine egne elever.


torsdag den 24. september 2015

Endnu en fugl


Fugl til baby


Anders har en kollega, der er blevet far. Samme kollega har mere end en gang udtrykt sin uforbeholdne glæde over de hæklede dyr – og han har kun set dem som billeder.

Han gav op på en flodhest, da det gik op for ham hvor meget sådan en ville koste. Jeg vil nemlig have betaling pr time, eller slet ikke noget. I virkeligheden vil jeg hellere give fordi jeg har lyst end lave noget som helst på bestilling. Det er nok også derfor jeg som regel siger nej på forhånd.

Det er i øvrigt ikke nemt, og noget jeg har øvet mig på i mange år.

Og slet ikke det jeg ville skrive om her.


Fugl til baby


For når nu Mark er blevet far, og når nu Mark synes at de hæklede dyr er fantastiske. Og når nu Anders i virkeligheden synes det samme, og gerne ville give Mark et dyr. Så hækler jeg selvfølgelig.

Vi enedes om en fugl. Ikke fordi jeg ikke ville lave størrer, mere fordi jeg ikke kunne overskue mere. Og hvis jeg skulle nå at blive færdig inden en eventuel konformation, så ville småt være bedst.

Anders valgte farver – drengefarver. Og jeg satte i gang.

Mark fik den i tirsdags. Han skulle have haft den i mandags, men den ville ikke med Anders på arbejde. Det var i hvert fald ikke fordi han glemte den. Modtagelsen skulle efter sigende have været et skønt syn, og hvorvidt baby har fået lov at overtage ved jeg ikke noget om.

Men mon ikke….








Design: Bluebird of Happiness African Flower Crochet Pattern af Heidi Bears.


Garn: Bomuld i flere varianter. Fuglen har et forbrug på 54 gram fordelt på 5 farver (jeg løb tør for den ene og måtte improvisere) og en lille bitte smule til næb og øjne. Det er noget nær oplagt at hækle fugle af rester, de mange farver fordele sig på et forbrug mellem 0 og 19 gram hver.

Fuglen er stoppet med fiberfyld fra en IKEApude. Den har en færdig vægt på 92 gram og fordi modtageren er en baby er glasøjnene byttet ud med hæklede af slagsen.


Nåle: Jeg har brugt en hæklenål nr 2½.


Størrelse: Jeg ved ikke hvor stor den er, men den ligger fint i to hænder.


Fugl til baby

Fugl til baby


Bemærkninger: Jeg løb tør for den grønne, der danner blomst. I første omgang troede jeg, at jeg ville have nok, hvis jeg byttede om på anden og tredie farve på vingerne. Det gik også næsten, men jeg måtte have en femte farve i spil til den inderste femkant i vingerne – den man alligevel ikke kan se.

Jeg kan så afgjort bedst lide glasøjne til dyrene, men det duer ikke til babyer. Derfor nåede jeg også at lave adskillige forsøg på hæklede øjne, inden jeg besluttede at nu var det nok – og det bliver ikke bedre.


Vil du se flere billeder af fuglen, kan den ses på Ravelry.


tirsdag den 22. september 2015

Ingen opskrift uden prøver


Det er sjovt som min kalender har det med at klumpe alting sammen. I denne uge er tirsdag den eneste dag med en aften hjemme. Når jeg kigger på sidste års kalender, var der også uger af den slags. Heldigvis venter uger uden det store indhold forude, og jeg vil alligevel ikke undvære noget af det.


Starten på en strikkeprøve...


Det er længe siden jeg besluttede at strikke en sweater til min far. Garnet valgte og købte jeg også for længe siden. Det er knap så længe siden jeg fik taget mål og vi fik snakket om enkeltkomponenter, som selvfølgelig skal være rigtige. Jeg ved hvordan sweateren skal se ud, og jeg skal gerne være i gang med at strikke på den, når vi ses på lørdag.

Sådan noget kræver en strikkeprøve. Specielt når jeg først skal lave noget, der kan ligne en opskrift og også lige skal have styr på om den der snoning, jeg har forestillet mig, virker.

Jeg startede på strikkeprøven i går…


søndag den 20. september 2015

Ecco Walkathon 2015


Ecco Walkathon 2015


I fredags blev dansebenene svunget. Kommunen bød op til dans efter den obligatoriske budgetforelæggelse, revy og den årlige lodtrækning mellem yderst fine designerting og de meget attraktive paraplyer med Rødovrelogo. Jeg vandt i øvrigt. Desværre ikke en paraply, men en Holmegaard lanterne og et knus fra borgmesteren. Og retten til at hente det hele på scenen foran godt trettenhundrede andre deltagere.

Det er mange år siden jeg har deltaget i budgetfesten. Det var hyggeligere end jeg huskede. Og mine knæ værkede en smule efter al den dans.


Ecco Walkathon 2015


I dag var der gang i benene igen. Det var vist Helena, der en gang i sidste måned fik ideen, og i dag kunne vi mødes fem mand høj og tage den lange tur på ti kilometer. Seks var for lidt, var vi alle enige om. At ti-kilometerruten så kaldes fitnessruten og er spækket med muligheder for træning undervejs, var vi temmelig ligeglade med. Kun muligheden for høje benløft benyttede både min mor, Annelise og jeg. Men det var kun fordi det var sjovt, og vi på afstand kunne se hvor fjollede vi ville se ud.

Vejret startede skønt. En smule overskyet og varmt. Jeg blev hurtigt glad for det medbragte regnslag. Faktisk så glad, at det vist er på tide at finde et i en bedre kvalitet.


Ecco Walkathon 2015

Ecco Walkathon 2015


Da vi nåede halvvejs fandt solen frem igen. Desværre forsvandt den også igen til fordel for mere regn. Vi var ligeglade – var vi. Gik alle ti kilometer og følte os en smule tunge i benene i toget på vej hjem. Faktisk så tunge at jeg gik omkuld i sofaen, da jeg ramte hjemme.

Det var en hyggelig dag. Jeg tror vi gør det igen næste år.

Hvis vi husker det.


Ecco Walkathon 2015

Ecco Walkathon 2015

Ecco Walkathon 2015


Tak for en dejlig dag til min mor, Annelise, min søster og Helena.

torsdag den 17. september 2015

Fremgang – mens jeg er hjemme og ikke faldet i søvn


Artiskok


Kalenderen er tætpakket for øjeblikket. Tre dage med aftenmøder og hjemkomsttider tæt på aldrig, får mig til at gå omkuld når jeg rammer sofaen.

Det er helt okey. Sådan er det nogen gange, og langt de fleste aftenarrangementer er spændende eller hyggelige eller på anden måde værd at bruge tid på. Tre aftener er jo ingenting, tager jeg mig selv i at tænke – og kigger på næste uge, der rummer fire aftenere.

Heldigvis er ugerne efter knap så tæt besat.

Inden jeg falder omkuld i sofaen når jeg alligevel lidt. Jeg skal lige nå at koble af. Lige nå at sætte et par sting, eller strikke et par masker. Og på den måde har artiskokken nået endnu et hjørne.


Artiskok


Der er stadig ingen artiskok i syne. Det kommer muligvis af, at jeg har satset mest på baggrunden. Jeg vælger også de store felter. De farveklatter, der hænger sammen. Det er mest overskueligt. Og – bilder jeg mig ind – nemmere at fyld ud i, når de små felter og mindre farveklatter får tid.