fredag den 28. februar 2014

Jo mere jeg tænker


Nogle dage er lange og giver ikke magen tid til pauser. Andre dage er knap så fyldte men så meget mere udmattende. De sidste dage har været fyldt. Der er sat flere ord på skoleåret efter sommerferien. Jeg synes det er spændende. Jeg synes der er gode ideer og tiltag.


Maskinsyede striber


Jeg synes også at jo mere jeg hører, jo mindre ved jeg. Jeg håber det vender en dag. Lytter og forsøger at blive lidt klogere.

Det tager tid og alting kommer ikke i løbet af en dag. Eller et år. Det er ingen tvivl om at skolereformens indløben vil blive en proces der ikke bare er dagene før sommerferien, men også årene efter.

Jeg har brug for fordybelse. Brug for at kunne sætte mig og arbejde med hænderne i et langsomt tempo. Måske var det striberne, der har fundet vej gennem symaskinen, der fik mig til at gribe synålen.


Håndsyede sekskanter


Jeg har fundet evighedsprojektet frem. Igen. Jeg forestiller mig ikke at enden bliver nået i denne omgang. Men jeg når lidt længere. Jeg syr kanter. Jeg vil have ubrudte sekskanter hele vejen rundt. Jeg vil have en kant af sekskanter på bagsiden, inden en bagside jeg endnu ikke har fundet.

Jeg ved lige præcis hvordan jeg gerne vil have stoffet til at se ud. Jeg har bare ikke fundet det. Der er heldigvis stadig lang tid, inden behovet er uopsætteligt.

tirsdag den 25. februar 2014

Stemmer i solen


Altanen - februar 2014


Sjeteklasserne øver til at opføre Grease. Hvornår det skal være er endnu ikke fastsat, men jeg er blevet lovet en dato, for jeg møder gerne op en aften for at se på.

I dag var jeg kun lige ankommet, da de stillede op i skolegården med mixerpult, højtalere og mikrofoner og sang sig gennem en del af repertoiret. Hvor var det skønt med koncert midt i solen.

Vi var flere der kiggede på, dansede, sang med og rockede til tonerne af en længst svunden ungdom. Andre var vist lidt irriterede over afbrydelsen af undervisningen.

Emilie kom i hvert fald efter skole og fik fat i den ene af de syngendes lærer, for at brokke sig over den manglende stilhed.

Jeg synes bare det var skønt.


Altanen - februar 2014


Nu vil jeg pakke sammen. Jeg vil brygge en kande the og finde strikketøj i flere versioner. 

Nogen har taget initiativ til et strikkefællesskab i Rødovre. Jeg har vidst det i nogen tid, men ikke haft lyst til at deltage. Nu har Bettina inviteret mig med, og så snart jeg kender nogen, tager jeg gerne udfordringen op.

Mon ikke det bliver hyggeligt.

Der er noget i luften


Det føles som forår.


Forårsfornemmelser


I går lod jeg støvlerne blive hjemme, fandt yndlingsfrakken uden foer og cyklede på arbejde i solskinnet og med solbrillerne som beskyttelse.

Det er muligt der dukker endnu en omgang frost eller koldere dage op. Det er muligt det slet ikke er forår. Det tager jeg gerne med.

I dag vil jeg endnu engang nyde solen, de varmere temperaturer og glæde mig over solskinnet.

mandag den 24. februar 2014

Strimmel på strimmel på strimmel...


Ferien er slut. Hverdagen banker igen på døren, og specielt Emilie måtte sande at sene aftentimer og lange formiddagstimer under dynen, gør det svært at stå op en helt almindelig mandag morgen.


Strimler til et tæppe

Strimler til et tæppe


Op kom hun, og ud ad døren længe inden det blev alt for sent. Eksamentankerne begynder at banke på. Efter ti år i folkeskolesystemet er det næsten slut. Hun føler sig langt fra klar. Jeg husker mine tanker fra dengang, og kan kun sympatisere.

Det er eksamen der er barrieren. Tanken om at slutte skolen og begynde på noget nyt er lyserød. Hun glæder sig. Jeg glæder mig på hendes vegne. Et helt år hjemmefra på en fantastisk skole, der kan tilbyde lige det hun gerne vil have. Kan det blive bedre?

Men først venter den der eksamen. Og et håb om at skriftlig engelsk ikke er blandt de udtrukne fag. Vi krydser fingre. Håber på det bedste. Det bedste er ikke skriftlig engelsk. Specielt ikke når ordblindhed tages i betragtning.


Strimler til et tæppe

Strimler til et tæppe


Jeg fyldte spisebordet med strimler i aftes. Arrangerede i striber og lod det hele ligge. Mens formiddagen er gået, theen er drukket, mit fjernsyn har vist romantiske serier fra starten af nittenhundredetallet og jeg har kigget kjoler, er strimlerne sat sammen med nåle.

Jeg nåede halvvejs før nålene løb tør. Nu venter symaskinen. Måske i aften. Måske i morgen. Jeg har ikke travlt. Men kan hurtigt nok få det. Jeg ved det jo. Jeg arbejder bedst under pres.

På den anden side er jeg spændt nok på striberne og den videre sammenføjning til at fortsætte når arbejdsdagen er slut. Hvis ikke jeg trimler omkuld. Mandag er bolsjedag. Mandag er klistret luft og kvalmende dufte. Mandag gør mig træt. Men mandag er også starten på en ny uge, glade børn og masser af sjov.

søndag den 23. februar 2014

De første klip


Søndag har bragt hjemligheden tilbage. Spisebordet er tilbage på vante plads og ethvert spor af gårsdagens festivitas ryddet væk.


Stof til et tæppe


Med et ryddet bord blev der plads til en bunke stof, der ikke alene har det formål at finde symaskinen frem, men også skal gives videre når nogen snart runder atten.

Jeg besluttede for et par år siden, at når attenåret nåes er gaven et tæppe. Patchwork i min stil. Om det bringer lykke i den anden ende er ikke umiddelbart sikkert, men jeg forestiller mig at engang med tiden vil det betyde noget.

Nogen læser muligvis med. Jeg forestiller mig at nogen kan tie stille, og med det i mente har jeg revet lange strimler af det ene stykke stof efter det andet. Her skal syes striber, og med de revede strimler behandlet af strygejernet, er jeg ved at være klar til at sætte sammen og finde knappenålene frem.


Stof til et tæppe


Der er noget meditativt over det gentagne arbejde med først at klippe de store stykker stof i mindre stykker, for derefter at sammenføje igen i nye former. Jeg glæder mig næsten til det fornyede bekendtskab med symaskinen, der ellers ikke har en stor stjerne for øjeblikket.

Da jeg i sidste uge købte stoffet, troede jeg at det skulle være blå og grøn og grå. Jeg kom kun hjem med grå, tilsat et strejf af syregult. Det føles godt. Jeg tror også det bliver godt.

lørdag den 22. februar 2014

Skønne lørdag


Lørdag har været lang.


Altanen - februar 2014


Lørdag har været tætpakket om spisebordet.

Lørdag har været grin, snak og latter.

Lørdag har været boller, kage og kanelsnegle.

Lørdag har været familienærvær, Daniels fødselsdag og skønne timer.


Nu er her stille.

Men lørdag er slet ikke slut endnu

fredag den 21. februar 2014

Treppenviertel


Jeg kæmper stadig med de små pinde. Jeg fik foreslået at prøve cubics - firkantede pinde. De skulle efter sigende være nemmere at holde på, og vist nok også være fantastiske hvis man strikker meget løst.


Treppenviertel Socks


Jeg fik et par cubics spidser til rundpinde for år tilbage. Fire milimeter. Jeg har prøvet dem, men blev ikke på nogen måde imponeret. Alligvel fik jeg lyst til at prøve i mindre størrelse. To en halv milimeter.

Se det gjorde mig imponeret. Jeg oplever at mine fingre ikke kramper sammen. Jeg har strikket og strikket og strikket uden at blive træt. Maskerne er rigtig fine og det er faktisk rart at strikke på de tynde pinde.

Jeg er som sagt imponeret. Jeg bliver nok nødt til at købe nogle flere.

Et forsøg krævede selvfølgelig et projekt. Jeg valgte Treppenviertel fordi de længe har stået på min liste over strømper jeg godt gad strikke og fordi jeg godt kan lide det skulpturelle udtryk.

De var hurtige at strikke.

Det betyder ikke at jeg kaster mig ud i en kæmpe produktion af strik på pind to en halv. Jeg er ikke solgt til ideen om tynde, tynde pinde. Det kræver stadig en vis mængde koncentration, og stadig er det kun til mig selv jeg har lyst til at strikke så fint.


Men jeg har slået op til endnu et par strømper...





fakta3




Design: Treppenviertel Socks af Nicola Susen.


Garn: Shi Bui Sock.

De færdige strømper vejer 75 gram.


Pinde: 2½ milimeter


Størrelse: Small.


Treppenviertel Socks

Treppenviertel Socks


Bemærkninger: Jeg havde lidt forståelsesproblemer med hælen, indtil det gik op for mig, at jeg bare skulle gøre som der stod. Færdig synes jeg hælen er rigtig fin, men skulle jeg strikke dem igen, ville jeg overveje at strikke hælflappen i rib. Jeg tror både det vil se fint ud mod resten af strømpen, og så synes jeg personligt at strømper oftest sidder bedst om hælen, hvis materialet kan give sig og holde til.

De firkantede pinde var som sagt noget nær en fornøjelse at strikke med. Jeg giver gerne opfordringen til at kaste sig ud i forsøget videre - skulle du være en af dem, der kæmper med forkrampede hænder i samarbejdet med tynde pinde.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.

torsdag den 20. februar 2014

Totalt politisk ukorrekt


Det er skægt som nogle begreber og ord hen ad vejen skifter mening. Ordsprog betyder pludselig det modsatte, ord, der tidligere var positivt ladet, bliver vendt til negativt og så videre og så videre og så videre.

Tirsdag formiddag sad jeg hos min mor og snakkede. På bordet har hun en gammel trææske stående, der engang indeholdt cerutter. I dag har den lige den rigtige størrelse til nåle og andet tilbehør.

Mit blik faldt på siden af æsken. Umiddelbart tænkte jeg, at jeg måtte have læst forkert. Jeg læste ikke forkert, og min mor kunne da også fortælle, at jeg så ganske rigtigt.


En gammel æske til anden sorterings cerutter


Hjemme, har jeg fulgt lidt op på begrebet. Dengang for mange år siden. Dengang cerutter var noget, der blev solgt i store mængder. Dengang blev de cerutter, hvis dækblade ikke havde den helt rigtige pæne farve, sorteret fra og solgt billigere under navnet Fejlfarvede.

Det var ganske udbredt. Alle tobaksfirmaerne havde deres egne fejlfarvede cerutter. Der var intet unormalt eller nedværdigende ved navnet.


Om senere tiders langt mere nedsættende brug af ordet kommer fra tidligere tiders cerutter, skal jeg lade være usagt. Men jeg kunne ikke lade være med, på andres vegne, et kort øjeblik at føle mig forulempet.

prikker

tirsdag den 18. februar 2014

Trædesten


I store dele af landet havde skolerne vinterferie i sidste uge. Hos os er det nu. Vi har delt dagene mellem os, og jeg fik ugens første tre dage.


taastrup1


Mens jeg i weekenden trak stikket, satte mig i sofahjørnet og lavede absolut så lidt som overhovedet muligt, har jeg skruet en smule op for tempoet i feriedagene. Ikke meget, men nok til at komme ud hver dag.

I går tog jeg toget først den ene vej, derefter den anden og nåede både City i København og IKEA i Taastrup. Det var ikke meget jeg slæbte hjem. Ikke engang tungt. Bare en del af de småting, der har hobet sig op på mangellisten.

I Taastrup gik jeg langs Selsmosen, der gennem længere tid er blevet iklædt gangbroer, udsmykning og et dyreliv, der vist er misundelsværdigt for småsøer og deslige. Mit øje fangede en mærkelig tallerkenstakagtig formation på den anden side af søen, og med gangbroer på tværs, var jeg ganske simpelt nødt til at træde nærmere. Om ikke andet, så for at få styret nysgerrigheden.


Taastrup - februar 2014

Taastrup - februar 2014

Taastrup - februar 2014


Stakkene af hvide cirkler sidste sig at være trædesten over og langs bredderne af søens kant og en af de kunstige øer. En ualmindelig legeplads er bygget op over og langs vandet. Jeg kunne ikke lade være, måtte træde hen over stenene og tænker det er et dejligt sted at løbe frem og tilbage, både i sikkerhed og alligevel lidt grænseoverskridende med vandet rundt om.

Et par tørre bukser kan sikker også være en god ide - skulle legen blive lidt for sjov.

Et træstativ og noget mere beton i baggrunden sammen med nogle pinde i vandet, jeg ikke helt forstår betydningen af, gør stedet til et hyggeligt sted for en overvåget legestund i sommervarmen.

Tænker jeg.

søndag den 16. februar 2014

Så for da også


Eller måske held i uheld.


Follow your Arrow - Ysolda Teague mystery shawl 2014 - Clue #5


Jeg har strikket og strikket på kanten af det lilla sjal. Det bliver stort. Det har jeg vist sagt, men efterhånden som kanten vokser og lader sjalet kravle af pindene, viser det sig hvor stort.

Jeg strikker af to tråde. En tråd uld og en tråd silkmohair. Jeg troede jeg havde masser og udbyggede sjalet lidt undervejs - måske derfor det bliver så stort.

Jeg har masser af garn. I hvert fald af uldgarnet. Mohairen derimod. Den har jeg ikke mere af. For nu.

Altså ligger sjalet stille. Jeg venter lidt med at bestille mere, for jeg skal lige overveje om ikke der skal mere i kurven, når der alligevel skal bestilles. Jeg skal lige overveje om porto for et enkelt nøgle garn ikke er lidt i overkanten.

Heldigvis har jeg masser af andet at strikke på. Og når strikketøj pludselig skal holde ufrivillige pauser, er der også plads til nye tanker.

Tanker om den der kant.

Det er nemlig en rigtig flot kant. Den starter bredt og ender smalt. Ganske stille forsvinder maske efter maske for hver gentagelse af det fine mønster. Ganske stille. Indtil der er ganske få masker tilbage og resten af kanten bliver strikket over det samme antal masker.

Det sidste er jeg ikke helt tilfreds med. Jeg troede jeg så fejl, da billederne af de andres færdige sjaler dukkede op og den sidste del af kanten virkede mere ensartet end resten. Jeg så ikke fejl.

Så når jeg alligevel skal vente, overvejer jeg at strikke en del af kanten om. Overvejer jeg at lade nedstigningen gennem antallet af masker gå lidt langsommere end beregnet.

I forvejen har jeg på første trediedel af kanten taget lidt af farten. Det gjorde jeg fordi udbygningen af sjalet gav flere masker at strikke kanten over. Med den ufrivillige pause, fik jeg tid til at regne lidt mere på antallet af gentagelser og overveje hvordan jeg kan ende med en langsom fin indsnævring af kanten, som ikke ender med en kant, der bliver lige.

Det kan snildt lade sig gøre, og mens jeg strikker på andet, trækker jeg vejret dybt inden en optrævling af mohair. Noget jeg ikke har den bedste erfaring for samarbejdsvillighed med.

lørdag den 15. februar 2014

TTL Mystery Sock 2014


Ind imellem bliver det efterhånden temmelig store sjal … temmelig stort. Så er det rart med noget mindre.


TTL Mystery Sock 2014


Kirsten Kapurs Mystery Socks 2014 er færdige. De har den skønneste forårsgrønne farve, som jeg på ingen måde kan fange med kameraet. Det er ret ærgerligt, for farven er fantastisk.

Strømperne er blevet rigtig fine, de er dejlige at have på. Men. For der er jo altid et men. Jeg duer ganske simpelt ikke til at strikke på tynde pinde. To en halv duer ikke. Mine fingre nærmest kramper, maskerne bliver ikke så pæne som ellers og hele oplevelsen er ikke nær så afslappende som normalt.

Altså: Jeg skal lade være med at strikke på pind to en halv.

Men jeg vil gerne strikke strømper. I hvert fald en gang imellem. Det betyder at jeg har besluttet at prøve noget nyt. For bare en halv milimeter betyder at det er rart at strikke, maskerne bliver pæne og mine negle er ikke boret ind i håndfladen undervejs.

Altså er spørgsmålet om jeg kan udskifte en pind to en halv med en pind tre og få et resultat der virker.

Jeg har i hvert fald tænkt mig at gøre forsøget.





fakta3




Design: Mystery Sock 2014 af Kirsten Kapur.


Garn: Knit Picks Stroll Tonal i farven Springtime.

De færdige strømper vejer 67 gram.


Pinde: 2½ milimeter


Størrelse: Small.


TTL Mystery Sock 2014


Bemærkninger: Jeg valgte at strikke strømperne i en farve i stedet for de to mønstret er skrevet for. Mønstret virker fint i en farve, hvlket designeren selv gør opmærksom på.

De første tre clues (manchet, ben og hæl) strikkede jeg fuldstændig efter opskriften. Derefter valgte jeg at bestemme lidt med selv.

Kirsten Kapurs fødder er altid meget længere end mine, så jeg vidste på forhånd at jeg ikke ville kunne få plads til hele fodens mønster. Originalt består foden af to sæt blomster. Jeg valgte kun at strikke den første, og fyldte afstand ind både før og efter.

Da jeg alligevel ikke strikkede blomst nummer to med, gik jeg glip af de tætte rækker af drejede retstriber, som egentlig skulle have endt strømpen inden tåen. Jeg overvejede at lave det om, men besluttede at jeg bedre kunne lide de bredere striber end de tættere og fortsatte striberne ud over tåen.

På den måde fik jeg også striber på tæerne. Noget som i den oprindelse opskrift ville have været lavet med de to farver. Nu fik jeg alligevel striber på tæerne.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.

torsdag den 13. februar 2014

Pludselig er ugen næsten gået


Endnu en uge er ved at være slut. En uge fyldt med lange dage. Dage, der starter tidligt, og først slutter når det er blevet mørkt.


Follow your Arrow - Ysolda Teague Mystery Shawl 2014 - clue 5B


Der er ikke meget overskud til andet end at trække benene op og sidde i et hjørne med varm the på kanden, noget garn og mit nyeste bekendtskab. Netflix. Med et digitalt fjernsyn, en trådløs forbindelse og første måned gratis følte jeg mig nødsaget til at forsøge. Det føles svært afhængighedsskabende.

Lige nu er det, det der skal til, og så håber jeg at nyhedens interesse forsvinder med tiden.

Når jeg strikker er det på det mystiske sjal. Jeg har lavet lidt om, tilføjet og ændret efter behag. Det bliver stort og jeg er nået til kanten, som tager lang tid at strikke, men som bliver rigtig  fin.


Follow your Arrow - Ysolda Teague Mystery Shawl 2014 - clue 5B


Igen valgte jeg det mest mærkelige udvalg, der også har givet mulighed for at prøve noget nyt. En påstrikket kant, der bliver smallere fra den ene ende til den anden, og som med jævne mellemrum har masker, der ligger på den "forkerte" led. En sindrig teknik, der kræver lidt omtanke og som sikkert vil være nemmere at strikke fra retsiden.

Det bliver så fint.

onsdag den 12. februar 2014

Til grin kan man altid blive


Dagen er gået foran computeren. Ikke specielt spændende. Ikke specielt hurtigt overstået.

Endnu et nyhedsbrev er færdigt. Endnu engang er både computer og jeg kommet levende igennem. Computeren her er ikke den hurtigste eller mest samarbejdsvillige, og med store opgaver er jeg nødsaget til ind imellem at holde pauser, så den kan nå at tænke.

Andre pauser har også været nødvendige. Lam skulle i ovnen og chokolade skulle smeltes. Det første på bestilling, det sidste bestemt af mig. Bestilt af Ungersvenden, der fylder år i dag og som derfor selvfølgelig skulle bespises efter alle kunstens regler.

Tyve år er det blevet til. Det er lidt vildt. Nej, det er faktisk temmelig vildt.

Og han er endnu ikke ældre end han stadig gerne vil have familien til de traditionelle boller og varm kakao. Han kom selv og spurgte. Jeg lovede allerede sidste år, og jeg lægger gerne hus til. Vi venter et par weekender. Der passede det bedst. Og han har endda lovet at bage en kage.

Nu er han gået hjem igen. Mæt og med en ny kaffekande.

Og jeg sidder her igen. Slår de sidste knuder. Og kigger endnu engang billederne fra forrrige weekends personaleweekend igennem. Det var sjovt - og det ses.


Snurre rundt, kravle under, hoppe over og tag en svingom. Husk rækkefølgen og tilsæt for hver gang et ekstra krydderi...

mandag den 10. februar 2014

Mens boldene hvislede om ørerne


Klokken var tidlig, da jeg søndag morgen satte mig på cyklen med kurs mod skolen. Klokken var så tidlig, at jeg nåede at se lysene langs vejen blive slukket, mens jeg selv havde vurderet at cykellygterne kunne blive i tasken.


Altanen - februar 2014


På skolen hankede jeg op i den allerede pakkede taske med fornødenheder til hele dagen, hvorefter et par søde forældre havde valgt også at stå tidligt op for at køre den overraskende korte tur til Farum Arena. Jeg havde tjekket rejseplanen og havde set frem til det meste af halvanden time. I bil tog det cirka tyve minutter.

Målet var Østdanmarksmesterskabet i bordtennis for SFO'er. En helt ny opfindelse, som bordtennisforbundet nu med noget de kaldte succes har prøvet af. Det lod til at sucessen skal genoplives næste år.

Vi vandt, dengang den lokale klub indbød til mesterskab, og var derfor med i opløbet til den store pokal. Det var i søndags. Med kampstart klokken ni, mod rivalerne fra dengang jeg gik i skole. Hvor sjovt kan det lige være.

SFO-turneringen var som sådan ikke noget særligt, men når den afholdes i en stor hal fyldt med bordtennisborde og med boldene hvislende om ørene på en, mens der fra dommerbordet konstant fortælles om vindere af Østdanmarksmesterskaberne for seniorer, for veteraner, for damer, for mønd og for ungdomsrækkerne giver det et billede af hvor mange mennesker der var samlet i den hal.

Vi vandt over rivalerne. De vidste ikke de var rivaler, men vi vandt alligevel. Det var godt. Det var dagens vigtigste kamp. Havde vi tabt, kunne vi pakke sammen og tage hjem. Nu kunne vi i stedet se frem til håbet om guldkampen.

Vi fik ikke guldet. Heller hverken sølv eller bronze. I stedet kunne vi se os slået af bedre hold. Hold der ikke som os spillede for sjov, men hold med en "træner" der vinkede for timeout, fortalte om underhånd, skruede bolde og smashere. Hold der med ungernes ord fortjente at vinde. De var bare bedre.

Følelserne gik højt. Undertiden var der vrede og frustrationer at spore mellem mine fire medbragte spillere. Andre gange havde de overskud, vandt eller kunne se sig slået. En bordtenniskamp mellem hold af fire tager lang tid at spille. Den ene kamp er underopdelt i tolv enkeltkampe en mod en og to mod to. Nogen kampe kunne vi vinde, andre ikke.

I sidste ende var de glade og synes dagen havde været god. De var store nok til at klappe af vinderne, da medaljer blev overrakt og glædede sig allerede til at skulle af sted igen næste år. Det var trætte børn der blev kørt hjem igen. Mange timer var gået og selv gik jeg bare omkuld, da jeg endelig kom helt hjem.

Det var måske ikke den optimale måde at bruge en søndag, men jeg ville ikke have været foruden.

lørdag den 8. februar 2014

Stakkels Stalin


Stalin har været under kniven. Sår må ikke slikkes i. Derfor findes kraver af tvivlsom kvalitet og af plastik.


Stalin iført plastikkegle...


Daniel er ikke hjemme, så vi har været forbi et par gange.

Han klarer det nu fint. Ser ikke helt tilfreds ud.

I går var vi de onde. Og så grinede vi oven i købet.

Det var svært andet.

fredag den 7. februar 2014

Endelig weekend


Aarhus - december 2014


Egentlig er det forkert at sige endelig, men selvom ugen er fløjet af sted føltes det som endelig, da klokken slog fire og jeg kunne lukke og slukke.

Det er stadig afsindig morsomt med hormonramte teenagere, men det er også meget larmende og vildt og højlydt og rungende i mine ører. Jeg tager mig i at skulle både det ene og det andet inde ved siden af i løbet af dagen. Med mellemrum.

Inde ved siden af er der nærmest stille. Sådan føles det i hvert fald i øjeblikket. Og det selvom inde ved siden af er Klubben - fyldt med børn, der som regel opfører sig helt som børn skal gøre. Med den lyd der følger med.

Ret skal være ret. Jeg holder meget af mit job. Også når bølgerne går højt.

Jeg holder så meget af det at jeg gerne koger min weekend ind til lørdag, og søndag står alt for tidligt op for at være i Farum til det der bordtennisstævne, vi vandt retten til at fortsætte i. For længe siden.

Weekend nu. Hep hep!

onsdag den 5. februar 2014

Twitter


Hvert andet år holder vi et stort familiearrangement for hele SFO'en - børn, forældre, bedsteforældre og hvem der ellers kunne tænkes at følge med. Det år vi havde flest børn, og dermed flest potentielle deltagere nåede vi op på omkring syvhundrede besøgende.


Altanen - februar 2014


De første to arrangementer jeg var med til, var ikke særlig spændende. De blev holdt indenfor. Festsalen med de dengang sygeligt grønne vægge (de er heldigvis blevet hvide i forbindelse med skolens sidste runde fødselsdag) dannede baggrund, og da pladsen blev for trang rykkede vi ud på parkeringspladsen - som ikke var mærkbart mere spændende.

Så blev det stort. Vi planlagde, arbejdede og afholdt et kæmpe middelaldermarked. Riddere, skønjomfruer, eget betalingssystem og boder der bød på alt muligt - og umuligt. Vi lavede mad i lange baner, og jeg syede kilometervis af vimpler på tynde reb, som siden bliver fundet frem år efter år og på magisk vis altid passer ind.

To år senere var vi klar med indianere og cowboys. Fængsel, rodeotyre og skydning med bue og pil stod højt på dagsordenen. En lokal indianertrup blev inviteret til at opføre danse og fortalte om deres liv i indianernes fødspor. Grillen kørte på højtryk og boderne blev atter engang stillet op.

For to år siden omdannede vi hele skolegården til et stort piratskib. Som altid var personalet klædt ud, guldgraveriet nåede nye højder og sværmen af små og store morede sig i den grad.


Altanen - februar 2014


Nu er det så ved at være nu igen. Måske for sidste gang. Måske ikke. Ingen ved hvordan SFO'en ser ud om to år, og derfor skal det være stort. Rigtig stort. Et samarbejde med musikskolen er kørt i stilling og de ethjulede er fundet frem fra gemmerne. Vi skal lave cirkus.

Det store telt, der hver sommer bliver stillet op på Rådhusplænen, og som rummer op mod tohundredehalvtres mennesker, er reserveret, og der er allerede mange planer for en uforglemmelig dag.

Min rolle som medlem af PRgruppen fik mig til at tænke tanker om promovering. Derfor har jeg i dag leget med Twitter. En profil er aktiveret og planen er, at alle mine kolleger og jeg selv skal tweete alt hvad vi kan gennem de næste måneder. Jeg tænker at vi skal sende den ene teaser efter den anden mod alle vores kommende gæster, i en grad så de slet ikke kan lade være med at komme.

Det skal nok blive sjovt.

tirsdag den 4. februar 2014

Varme til kolde fingre


For at det ikke skal være løgn, var der også garn nok tilbage til at strikke vanter. Og når jeg nu var i gang, virkede det som en god ide at fortsætte. Altså har jeg nu et fint sæt.


Varme om kolde fingre


Måske næsten for fint.

Jeg kan ikke rigtigt bestemme mig for om det matcher lidt for meget med sjal, hue og vanter i samme farver.

Vanterne er tykke og gode og varme. Mens manchetten er strikket i enkelt garn og retstrik, lagde jeg garnet dobbet til selve vanten. Det giver god varme. Jeg ved det, for jeg havde dem på i dag.





fakta3




Design: Frit efter og med udgangspunkt i min nye hue.


Garn: Knit Picks Palette i farverne Calypso Heather, Indigo Heather og Caribbean.

Der går ikke meget garn til et par vanter. Det færdige sæt vejer 82 gram fordelt med henholdsvis 35, 36 og 11 gram.


Pinde: Strømpepinde. Manchetten på en pind 3½ og hånden på en pind 4.


Størrelse: Lige præcis tilpas til mine hænder.


Varme om kolde fingre


Bemærkninger: Som på huen startede jeg med en lang retstrikket bane, der med et lille overlap passede rundt om mit håndled. For at få ekstra vidde op ad armen, tilføjede jeg med mellemrum en vifte af vendepinde. Som på huen valgte jeg også at strikke en Icord på den ene side og lade den fortsætte op langs aflukningskanten.

Ideen med vendestrikken dukkede først op, da jeg nåede til vanterne. Nu er jeg ude i overvejelser om at det også kunne være rigtig fint og give lidt mere svej på huen. Men det må blive en anden gang.

Hænderne strikkede jeg lidt hen ad vejen. Lagde garnet dobbelt og  samlede masker op, så det virkede hensigtmæssigt i forhold til at komme hele vejen rundt om hånden. Jeg tog ud til tommel i den ene side og lukkede af, da længden passede til fingerene.

Mere er der ikke rigtigt at sige til det. Det findes et utal af vanteopskrifter, frit tilgængeligt og gratis på Ravelry, der kan give et større indblik, hvis nogen skulle have lyst.

En tur i vaskemaskinen og fire knapper til at holde manchetten sammen. Helt uden at ville det, viste det sig at knapperne havde helt samme farve som mit garn.


Har du lyst til at se flere billeder af vanterne, kan de ses lige her på Ravelry.