onsdag den 31. marts 2021

I fuld fart

 

I tirsdags var Oscar midtpunktet. Amalie havde aftaler, der betød at Daniel og Oscar fortrak og vi havde en aftale om at de skulle komme her. At Amalies aftaler gik i vasken, betød ikke at de udeblev, i stedet fik Amalie en dag alene og vi gik en tur på Volden.



Oscar var henrykt. Barnefaderen løb i hælene på ham, mens det gik op ad bakke og ned ad bakke og op igen. Han tog turen ned af de stejle sider mere end en gang, før det gik galt, benene vendte opad og faderen måtte samle et grædende barn op. 

Jeg faldt. Sagde han, og fortsatte: Jeg blev ked af det. Vi snakkede lidt om at nogen gange skal man passe på, han gyngede lidt på en gren, og så gik det vilde løb ellers igen - dog valgte han at rutsje ned ad de stejle skrænter, i stedet for det med løb.

Han gjorde sig erfaringer og lærte af dem.




Til sidst var han så træt, at han nærmest ikke kunne gå lige. Heldigvis havde vi klapvognen med, han ville dog hellere bæres. 

Vi pakkede os sammen og gik hjemad igen.



På vejen hjem kom vi forbi en gravende gravko, den var spændende at kigge på, vi fandt også en legeplads, hvor kun en anden familie var på besøg, og da ingen brugte rutsjebanen, tog Oscar et par ture, inden han opgav, kravlede op i klapvognen og kun næsten holdt øjnene åbne på turen tilbage. 




Resten af dagen var han meget afdæmpet. Lidt tegnefilm sammen med Emilie stod i høj kurs, aftensmad var under ingen omstændigheder noget der kunne bruges, og efter et bad var han grydeklar. 

Han blev sendt hjem iklædt noget, der kunne kaldes nattøj, og glædede sig til at se sin mor igen. 

Vi andre var egentlig også klar til at gå i seng.





tirsdag den 30. marts 2021

Marts måneds strømper

 

Majas årelange strømpesamstrik bød i marts på en rigtig fin opskrift med alt for meget glatstrik. Jeg er ikke sikker på, at Maja og jeg nødvendigvis er enige om hvordan strømper skal se ud, så jeg tænker jeg strikker med, når jeg kan se mig selv i opskriften, og springer over, når jeg ikke kan. 

Strømperne for marts - Subtle Socks - var et af de par, jeg ikke umiddelbart tænkte jeg skulle strikke. Der var lidt for meget vanilla socks over dem til min smag. Vanilla socks er super fine, når andre strikker dem, de er bare ikke for mig.

Men hælen! Subtle socks indeholder en hæl, der er noget anderledes og så fin at se på, at jeg alligevel overvejede for og imod. Samtidig havde Emilie fundet Dewdrop Socks, og pludselig lå det lige for at kombinere. 




I mit univers er strømper kommet for at blive, og derfor har jeg besluttet ikke at strikke til mig selv i den nærmeste fremtid. Jeg har ærlig talt rigeligt med strømper. Ikke så mange, som nogen af de virkelige entusiaster kan vise frem, men rigeligt til at have et nyt par på hver dag, stadig have et overskud og kun vaske de uldne beklædningsdele hver anden uge.

Nej, resten af året kommer Emilie og Anders i første række. De mangler begge på strømpekontoen. Emilie har med det netop færdige par nu fem par i sin samling, Anders har vistnok lidt flere, men de kan stadig tælles på to hænder.

De har begge forkøbt sig en smule i smukke håndfarvede strømpegarner, så den side af sagen er i orden. Tilbage er, at jeg nok bliver nødsaget til at købe nye strømpepinde. Jeg strikker efterhånden kun strømper på mine AddiCraSyTrio, og havde to sæt. Men jeg har mistet en pind, og det betyder noget i retning af halvandet sæt. I hvert fald ikke nok til to igangværende strømper... Jeg kunne selvfølgelig bruge den overskydende pind på først det ene par og dernæst det andet par... jeg kan alligevel ikke strikke på to strømper på een gang...

Nå men, køb af nye pinde giver andre muligheder. Hidtil har jeg kun strikket strømper på pind 2,5, fordi det er det jeg har, ind imellem kunne jeg godt tænke mig at afprøve pind 2,25. Jeg kunne egentlig også godt tænke mig at få fingre i Hiya hiya flyers, men jeg vil have de lange og ikke de superspidse, og de er ikke lige at finde...

Tilbage står, at jeg egentlig kun vil have et par strømper på pindene ad gangen, men med strømpestriksammen og andre ønsker, kan det godt være at der skal slækkes lidt på den beslutning. 









Design: Subtle Socks af Odd Row kombineret med Dewdrop Socks af Kerri Blumer.


Garn: Kongeblå It's for socks fra It's Yarn. 

Det færdige par vejer 67 gram.


Pinde: Addi CraSy Trio 2.5 mm.


Størrelse: Jeg brugte størrelsesangivelsen til Subtle Socks for størrelse 39-40 og maskeantallet for størrelse medium fra Dewdrop Socks. Det passede heldigvis sammen.



Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften på Subtle Socks og tilsatte mønstret fra Dewdrop Socks til maskerne over foden, siden rundt om hele benet. Det er ikke det store at sige noget om, maskene passede. Langs hælindtagningen bag inkoorporerede jeg maskerne i mønstret efterhånden som de dukkede op. 

Jeg overvejede om jeg kunne have gjort et eller andet, så mønsterovergangen lige inden hælindtaget ikke blev så brat, men jeg blev enig med mig selv om, at det gad jeg ikke begynde at regne på.

Jeg er endt med et par rigtig fine strømper. Men er alligevel ikke rigtig tilfreds.

Jeg kan se at hælen drejer lidt rundt om Emilies fod. Jeg kan læse mig til at andre også finder den meget stor. En anden gang ville jeg nok tage mindre ud/have færre masker til hælen. 

Jeg er ikke fan af strømper strikket fra tåen og op. Jeg tror aldrig jeg bliver det. Der er alt for meget i vejen. 

Først er der tåen. Jeg synes det er noget rod at sidde med de få masker, der strammer og er besværlige at have med at gøre de første mange gange rundt. Jeg har helt styr på ottetalsopslagningen, og synes også den er både anvendelig og pæn. Men altså ikke nok til at resten af tåen bliver en fryd at strikke.

Dernæst er der hælen. Intuitivt har jeg helt styr på hvornår jeg skal strikke tå, når jeg strikker oppefra og ned. Det samme gælder ikke den anden vej. Det kan selvfølgelig læres, der findes nogen rigtig gode guidelines for hvornår hælen skal startes. Men helt ærligt, jeg gider faktisk ikke. 

Endelig er der aflukningen. Det er næsten ligemeget hvad jeg gør, så bliver aflukningen på tå-op-strømper altid for stram. Det hjælper selvfølgelig ikke at både Emilie og jeg er udstyret med temmelig brede lægge, med dertil hørende brug for godt med rum i ribkanten. Det får jeg, når jeg slår op. 

I det her tilfælde endte jeg med at lukke af med Judy's surprisingly stretchy bind off, som jeg ikke synes er pæn, og stadig ikke rigtig giver rum nok. Emilies lægge er bredere end mine, det er mine ben der står model på billederne, og så meget er der ærlig talt ikke at give af, hvis man kigger nærmere.



Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at strikke Subtle Socks igen. Jeg synes stadig de er fine og kunne godt finde på at bruge hælkonstruktionen igen. Jeg ville så bare vende det hele på hovedet, tage færre masker ud og få en mindre hæl. 

På den anden side strikker jeg sjældent de samme strømper to gange. Så jeg glemmer det sikkert. 

Dewdrop Socks skal egentlig strikkes oppefra og ned, jeg synes stadig mønstret er fint, selvom det er vendt på hovedet.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de findes på Ravelry.





mandag den 29. marts 2021

Tyskere på stranden

 

Da anden Verdenskrig rasede og Danmark var besat, blev et kanonbatteri opsat i Honbæk Plantage. Batteriet bestod af en række kanonstillinger, der kunne skyde ud over vandet (sikkert også andre veje - jeg forestiller mig sådan nogle kanoner kan drejes). Samtidig var både vand og plantage mineret. Batteriet var en del af flere batterier anlagt langs den sjællandske nordkyst, og skulle bevogte, Øresund, sejlrende og minefelterne. 

Sikkert militært strategisk godt tænkt - Sverige er ikke særlig langt væk.




Batteriet består af en række betonelementer, der hver har dannet fundament for en kanon. Kanonerne var danske og beslaglagt fra de danske magasiner. Der blev stillet fire Lomholdt kanoner op, konstrueret af oberstløjtnant N.E. Lomholdt i 1912 og bygget på Hærens Tøjhus.

Det var ikke store kanoner, men de var udstyret med en overliggende sløringsparaply, der gjorde det svært for fjender at se dem, de kunne skyde 9.400 meter og havde en tophastighed på 5-6 i minuttet. Anders har prøvet at forklare mig, at de blev ladet bagfra, en låge blev åbnet, den 20 kilo tunge granat med en diameter på 12 centimeter stoppet ind, måske sammen med en krudtpakke og en tændsats, inden lågen blev lukket og kanonen skudt af. 

Kanonerne gik da også under navnet H.s.K - hurtigskydende stålkanon.

Jeg tænker de har haft travlt, Anders siger det giver god mening og at senere kanoner med granater, der indeholder det hele, kan skyde op til tyve skud i minuttet. Måske er det bare fordi min forestilling omkring ladning og afskydning at kanoner hører en langt tidligere tid til. 

Batteriet indeholdt også et par panserværnskanoner og noget antiluftsskyts. Mandskabet boede i barakker og officersstaben tog bolig i en nærliggende villa, (som jeg formoder blev beslaglagt til formålet).




I slutningen af krigen var der tanker om at udbygge batteriet, men det skete aldrig. Der blev dog opsat maskingeværstillinger som beskyttelse mod landsiden, ligesom hele området var omkredset af pigtråd. 

Da krigen var overstået overtog den danske hær det intakte batteri. Krigsministeriet nedsatte en kommission og en besigtigelse af samtlige batterier langs kysten satte gang i nedlæggelse af nogen af dem. Hornbæk batteri overgik til Marinen som en del af den danske kystbefæstning og fungerede som sådan en del år efter krigen.

Frem til 1950 blev batteriet bemandet af en meget lille styrke, fra 1952 overgik opsynet til en fortmester og kanonerne blev kun brugt til instruktionsskydninger, inden batteriet blev nedlagt i 1958, kanonerne solgt som skrot og området overgik til skovvæsenet. 

Betonelementerne der skabte grundlag for kanonstillingerne er det eneste der er tilbage af batteriet. De er ikke særlig store, og viser tydeligt at kanonerne heller ikke har været særlig store. (Anders er 1,92 m).





Dengang batteriet blev bygget, lå kanonstillingerne 100 meter fra strandskellet. Jeg går ud fra, det har været lige omkring trægrænsen/starten af plantagen, da det formentlig er svært at skyde mellem stammer. I dag ligger betonklodserne på selv stranden.

De ligger spredt, i forskellig afstand til vandkanten, enkelte er på vej helt ud i vandet. Selvom jeg egentlig ikke synes beton hører til i havet, kan jeg godt lide tanken om at naturen tager området tilbage, æder sig ind på skov og strand og nægter at lade fortidens efterladenskaber forblive som et levn fra en tid, ingen af os rigtig har lyst til at huske.





Et enkelt betonelement ligger stadig i trælinjen, godt pakket ind ad jord, træer og i læ for vinden. Jeg forestiller mig, det ser sådan det har set ud, dengang elementerne gjorde det ud for kanonstillingerne. Jorden har nok ikke stået så højt, men det giver mening at kanonerne har været løftet og stået højere end de små dele på stranden. 

Der skal alligevel noget højde og udsigt til at kunne sigte og ramme fjendens fartøjer på lang afstand. 


Jeg har fundet en del af oplysningerne hos Naturstyrelsen og Den nyere danske militærhistorie.





Masker på en søndag - Uge 12

 

Ugen kort:

  • Det var rart at kunne se frem til ferie, for ugen har budt på nogle ualmindelige lange dage.
  • Møder i både den ene og den anden ende, har trukket en smule på overskuddet. 
  • Rollen som AMR byder hele tiden på nye udfordringer, og jeg kan mærke et behov for at lære mere og vide mere. Ikke kun om min rolle, men også om de grupper jeg repræsenterer.
  • Jeg har leget med pap og lavet udstillingsmateriale til forhallen når ferien er slut.
  • Den grønne dame er den bedste, når der skal brainstormes og findes på finurligheder.
  • Tests er kommet for at blive. Nu også på tidspunkter så alt personale kan være med. 
  • Jeg har en leder, der er god til at lytte. Jeg tænker ikke det er dårligt. 
  • En omgang hjemmebagte boller bragte lykke. Og et kompliment. 
  • Vores sidst ankomne havde aldrig set så ens hjemmebagte boller :)
  • BUPL og KL har lavet en aftale om antistoftests af pædagoger. Berit og jeg havde et par hyggelige timer med mulighed for at personalet kunne komme og stikke i sig selv. 
  • Vi fortsætter efter ferien.
  • Jeg hentede Oscar i vuggestuen til overnatning onsdag, vi hyggede og havde nogle skønne timer, inden sengetid.
  • Torsdag blev jeg vækket af et ualmindeligt friskt barn, der mente det var morgen klokken alt for tidligt. Jeg var ikke enig!
  • Torsdag aften kom barnet igen, denne gang i selskab med sin far og med forvisning at han skulle hjem til sin mor og sove.
  • Han mente dog, at han kommer igen en anden dag og sover.
  • Weekenden er brugt på så lidt som muligt. Jeg har mistet stemmen, min hals er ru, tiden er til at geare helt ned, inden ferien for alvor slår til. 








Læse:

Jeg har ferie og i ferier læser jeg mere. Måske derfor, måske fordi jeg havde brug for at lave ingenting og passe min ømme hals - ja, jeg er typen der aldrig er syg, men til gengæld altid er det, når jeg har ferie eller fri - læste jeg bog nummer to i serien om Ruth Galloway i går. Løgnens hus var både spændende og meget let læst.

Jeg købte de to første i Føtex, hvor de stod på tilbudsreolen. I dag har jeg hentet de næste fire. Så havde de ikke flere. Biblioteket i Rødovre har åbent for afhentning og aflevering, men selvom jeg har skrevet mig op til bøger, jeg står først for at kunne låne, er de ikke klar endnu. Jeg tænker at ting tager tid for øjeblikket, så jeg køber mig til læsning, selvom jeg egentlig ikke har plads.

Tredje bog - Huset på klippen - ligger klar, og jeg er tager hul på den lige så snart jeg går i seng. 

Elly Griffiths skriver let, med korte kapitler og tilpas spænding, til at jeg i hvert fald ikke regner plottet ud lige med det samme, og samtidig er den bagvedliggende historie værd at følge med i. Lige hvad jeg har brug for.  


Strikke:

Sidste år strikkede jeg langt flere strømper end forventet, og tanken om hele tiden at have et par strømper på pindene er helt sikkert kommet for at blive. Jeg har bare efterhånden så mange strømper selv, at det er på tide at strikke til andre.

Emilie har købt ind til tre par strømper, det første er netop færdigt, og Anders skulle ikke lade sig det sige mere end en gang, inden han sad og kiggede strømpegarn fra Frydefuld. Han mente det var bedst at ende på et rundt beløb, så for et par dage siden kunne han pakke fire fed håndfarvet strømpegarn ud. Han er stadig glad for farverne, men også lidt skuffet. Han havde regnet med noget mere knald på farverne i forhold til det, der dukkede op. Sådan kan det gå, når der kigges farver på en skærm.

Jeg har slået op til det første par. Jeg ledte efter strømper med snoninger, som er Anders' yndlinge og endte med Gimli Socks af Claire Ellen. Faktisk har hun lavet ni forskellige par, alle med udgangspunkt i en af deltagerne fra rejseselskabet i Eventyret om ringen, den første af Ringenes Herre trilogien.

Jeg endte med at købe alle ni i en samlet e-bog, for selvom der er et par stykker, der ikke vil tiltale Anders, er langt de fleste opskrifter jeg kan se mig selv strikke til ham.

Gimli-strømperne er fyldt med snoninger der symboliserer dværgens flettede skæg, smukke ringbrynje og udsmykningerne  af  Moria. De er lette at huske, meget intuitive og ligner til forveksling de netop strikkede snoninger fra Kontinent Socks.





mandag den 22. marts 2021

Vævede håndklæder

 

Jeg så det flere gange på Instagram, inden jeg stoppede op og selv ville være med. Væv med dine bomuldsgarmsrester. Det lød alt for nemt. 

Det var nemt, og gjorde et pænt indhug i kassen med bomuldsgarn. Ikke et indhug, der sådan rigtigt ses, men dog noget der er værd at tage med, når jeg gerne vil have lidt bund i kassen - vel vidende at der nok skal blive fyldt op igen.



Jeg hev spisebordet en halv meter ud fra væggen og fik rum nok til en trend der var noget i retning af 2,75 meter lang. Det betød at det færdige vævede stykke kunne deles i tre og ende som tre små håndklæder i en passende størrelse. 

Jeg vaskede stoffet inden jeg klippede og syede. Det røg i maskinen sammen med flok håndklæder og fik turen i tørretumbleren med, som kun er for håndklæder. Det endte blødt og lækkert og med en overflade, der er rar at tørre sig i. 

Jeg forestiller mig umiddelbart at tørre ansigtet efter vask, men også hænder er gode at tørre i dem.








Projekt: Stof til små håndklæder


Garn: Bomuldsrester fra kassen med bomuldsgarn. Jeg har for længe siden besluttet kun at købe bomuld hvis det er økotex certificeret - allerhelst økologisk, og efterhånden er der ikke mange rester tilbage i kassen fra tiden før den beslutning.

Jeg lavede trend af et lidt tyndere økologisk garn fundet i en restekasse for længe siden. Islættet er for størstedelen den mere almindelige 8/4 bomuld fra flere steder. Størstedelen fra Garnudsalg og Søstrene Grene.

Jeg endte med at bruge cirka 270  gram garn. 

Der er en del spild, når vævet klippes af væven. Jeg vælger at smide det overskydende ud. Det kunne sikkert bruges til noget, men hvad og hvornår? Jeg har i forvejen nok rod, og er i forvejen et rodehoved. Jeg gemmer meget, men ikke afklip. Heller ikke selvom der er en del.



Kam: 30/10 - det vil sige 30 tråde trend pr 10 centimeter. 


Trend og islæt: Jeg brugte næsten hele bredden på kammen. Der er cirka 10 tomme huller i hver side af kammen. Jeg tror at skal det være bredere, skal det også være længere, og jeg synes egentlig resultatet blev fint.

Under vævningen synes jeg det blev meget løst, og blev i tvivl om det blev for løst. Efter vask har det trukket sig sammen og er krøbet i omegnen af 8 procent og er rart og blødt. Jeg er bange for at havde det været mindre løst under vævningen, ville det færdige vaskede produkt blive mere hårdt og holder mig derfor til den her fordeling til fremtidige projekter. For jeg er slet ikke færdig.

Jeg vævede tilfældige striber med farver fra resterne, jeg synes passede sammen med hinanden og med trenden. Når en farve slap op, satte jeg en ny til, og havde vistnok undervejs fire farver i gang ad gangen.

De gamle smukke skytter jeg fik i julegave af Sille, kommer helt til deres ret nu. Samtidig får jeg ryddet lidt ud i dem, for nogen af dem er så skadede af alder, at de ikke duer længere. Heldigvis ikke alle. Og ikke de fleste. 




Størrelse: Frisk fra væven målte stoffet 48 centimeter i bredden og 205 centimeter i længden. Efter vask på 60 grader og tørring i tumbleren målte det 42 x 190 centimeter.

Jeg klippede i tre lige store dele, foldede klippekanten, satte en strop i og syede sømmen på maskine.

De færdige håndklæder måler 42 x 58 centimeter og vejer lige over 70 gram hver.


Bemærkninger: Jeg er overrasket over hvor lækre de er, og har startet endnu en omgang. Denne gang med multifarvet garn som trend - købt lige her og nu, fordi det lå der, og jeg ikke kunne lade være. 

Jeg er spændt på hvad et farveskiftende garn betyder for det færdige resultat. 

Har du lyst til at se flere billeder, kan de findes på Ravelry.






Trend på en søndag - Uge 11

 

Ugen kort:

  • To sene aftenmøder trak en smule tænder ud. Det var som spændende nok, men sent.
  • Sene aftenmøder giver godt med strikketid.
  • Efter et år med restriktioner, skemaer fra uge til uge og pres på fantasien er vi alle ved at være slidte.
  • Endnu en Flaskepost er på gaden.
  • Det viser sig andre kan slette opslag på opslagstavlen på aula. 
  • Der skulle tre opslag og en løftet pegefinger til, inden det gik op for modtageren at opslaget måske var relevant.
  • Jeg lavede bål med 2A og ristede skumfiduser, som et alternativ, når ikke de må komme på besøg i Klubben.
  • Fredag endte sammen med tøserne, god madc, grin og bobler. 
  • Tøserne er kolleger, og dermed en del af min meget lille bobbel.
  • Oscar kom sammen med sin far, spiste, erklærede han skulle i bad og mente han bare kunne blive og sove.
  • Måske er det ved at være tid til ugentlige overnatninger?
  • Weekender er tiltrængte og bliver brugt på så lidt som overhovedet muligt. 







Læse:

Pigen under jorden bliver mere og mere spændende. Ruth er udsat for trusler, gamle venner dukker op, og ham Nelson kan vist mere end først antaget.

Jeg læser side efter side og prøver at fortælle så lidt som muligt.


Væve:

De sidste år har jeg startet året med at gøre kål på indholdet af bomuldsklassen, der altid vokser hen over året. Jeg har strikket, jeg har hæklet, det er blevet til karklude, til små håndklæder og til grydelapper, og i år har jeg umiddelbart igen kastet mig over karkludene. 

Men så blev instagram fyldt med folk der vævede håndklæder af helt almindeligt bomuldsgarn. Gad vide om det er godt, tænkte jeg og satte væven op med gamle bomuldsrester.

Det er der kommet tre små grønne håndklæder ud af. Håndklæder, der er perfekte til at tørre ansigtet eller hænder i. Bløde og fine og en fornuftig størrelse. Samtidig var de sjove at lave.

I formiddags fik jeg fyldt væven med endnu en gang bomuld. Denne gang multifarvet, som jeg må indrømme er købt for ganske nyligt. Til gengæld satser jeg på at islættet bliver rester fra lageret.

På billederne er jeg ikke færdig med at sætte væven op. Det var vigtigere at få billeder i dagslys, endda med solskin, end at blive færdig og klar til at væve.

Siden er de første rækker vævet sammen og et nyt projekt er i gang.

Jeg er spændt på hvordan det ender med at se ud.






søndag den 21. marts 2021

Gravhøje

 

Hornbæk plantage er mere end bare en skov. Der er temmelig meget historie bundet til stedet. Gravhøje for eksempel.

Et godt stykke inde i plantagen, når man kommer fra Hornbæk, ligger flere gravhøje på toppen af skrænten, der i tidernes morgen har været synlige fra søsiden og formentligt været et imponerende skue.

Vi fandt den ene. En lille stensætning fra bronzealderen, mindst tusind år før vor tidsregning.



Jeg har set større stensætninger, og stenene har nok rykket sig en smule fra dengang de blev sat. Alligevel er der noget historisk vingesus, der får mig til at stoppe op, være stille og imponeret over at man har formået at flytte de tunge sten til deres endestation på en tid, hvor der skulle lægges kræfter og samarbejde i sådan et arbejde. 

I dag er højen omgivet af træer, og vandet længere væk, omend det kan ses  mellem stammerne. Nu er højen nærmest beliggende som en lysning mellem gammel skov, der ikke tilnærmelsesvis er gammel i forhold til stenene.

Og selvom det bare en en lille høj omkranset af en lille cirkel af sten, bliver jeg ærbødig, når jeg står midt mellem dem.




Vi gik videre, et par tusinde år længere tilbage i historien, på jagt efter offerstenen, en gravhøj med gravkammer tilbage fra bondestenalderen.

Vi havde nær ikke fundet den. Naturstyrelsens kort er ikke så detaljeret at det er nemt at aflæse midt i en skov. Google maps har stenen placeret godt en kilometer for langt mod øst, og efter at have ledt længe efter den lille røde prik på det virtuelle kort, gav vi op, gik videre, kiggede nærmere på kortet fra naturstyrelsen og forsøgte igen.

Med bedre held denne gang.




Også stendyssen med en stensætning om står midt mellem stammerne. Den er lidt større end den lille bronzealderhøj, og lidt mere imponerende med de store sten i midten, der tilsammen danner gravkammeret. 

Den øverste sten er faldet ned, kammeret er synligt, men det gør ikke oplevelsen ringere. Ligesom den lille høj, giver stedet en genklang af tidligere tider, af historie og af en befolkning, der var her mange år før os.




Der skulle være flere gravhøje at finde langs kysten, ligesom der også er andre efterladenskaber fra stenalderen i skoven. Frugtbarhedsymboler i form af skålsten er fundet i området og i det hele taget var det en større oplevelse at besøge Hornbæk Plantage end forventet.