mandag den 30. september 2013

Endnu en skøn weekend


Når man som mig er introvert, kan det være lidt hårdt med alle de weekender hjemmefra. Men jeg ville ikke have undværet. Næste weekend har jeg ingen planer, ud over en søndag med Sille. Vi skal i biografen. Der er bestilt biletter til Kvinden i buret, og jeg glæder mig.

Den nyligt overståede weekend har været skøn, fremadstormende og alt for hurtigt overstået. Og det trods fredagsfri og dermed forlængelse.


Altanen - den sidste dag i september 2013


Jeg startede tidligt ud fredag. Hankede op i min allerede pakkede kuffert og fandt min siddeplads i lyntoget mod Aarhus. Nina havde lovet at hente, men faldt i søvn på sofaen. Hun ringede og spurgte om jeg selv kunne tage bussen, hvis hun gelejdede mig på vej. Byggeplaner har nemlig flyttet det stoppested, jeg troede jeg kendte.

Jeg har været med bussen før. Aldrig alene, men jeg mente mig nok kompetent til at stå af det rigtige sted. Altså kunne hun i ro og mag brygge the til jeg nåede frem. Og jeg kunne kigge langt efter den garnbutik, der lå lige ud for stoppestedet, men som jeg med fare for at glemme bussen, ikke turde gå ind i.

Resten af fredagen var bare skøn. Nina havde fri, og vi havde timer alene, inden resten af familien fandt frem fra arbejde og skole. Vi lavede lækker mad, vi hyggede, strikkede, snakkede og skulle nå det hele på den halve tid, for allerede inden middag lørdag, skulle jeg hentes til den videre færd.

På min fars side af familien har vi mødtes en gang om året de sidste mange år. Det er altid skønt, og i år havde min fætter, der har bosat sig lige syd for Limfjorden, lovet at ligge hus til. Jeg kombinerede med en tur hos yndlingsfamilien, mens min søsters og hendes ventede med at tage af sted til lørdag morgen.

Og mens vi sad i Aarhus og hyggede og egentlig ikke havde travlt, sad først Ann-Dorthe og siden min far i kø i noget der lignede et par timer, lige uden for Vejle, for et uheld krævede tålmodighed af traffikanterne. Nina synes det var fint, for så blev jeg det længere og den efterhånden samlede familie længere mod nord, klarede heldigvis at være sammen uden os, indtil vi endelig dukkede op - noget senere end beregnet.


Altanen - den sidste dag i september 2013


Tiden gik alt for stærkt. Mørket faldt alt for hurtigt og da maden var spist, kagen onduleret og kaffen indtaget, kravlede vi tilbage i bilen, jeg slugte et par køresygepiller, og med Ann-Dorthe ved rattet blev kursen sat mod sydligere egne, broer og endelig Næstved og Mogenstrup.

Jeg faldt i søvn. Ungerne sov sødt oven i hinanden og Claus lukkede vist også et øje elle to, mens Ann-Dorthe passede rattet og den tomme og meget farbare vej. Der gik ikke lang tid fra vi holdt i indkørslen og motoren blev slukket, til vi alle lå under dyner. Søndag morgen sov de fleste af os noget længere end vanligt.

Søndag var tid til langsommelighed. Søndag var indkøb, rulleskøjtetræning for Victoria og hjemkomst af Zacharias, der heldigt nok er i aflastning alle de weekender med store familiearrangementer, han alligevel helst betakker sig for.

Inden Claus søndag aften pakkede sig sammen, gjorde klar til arbejde og kørte mig hjem, nåede jeg at blive vist rundt i huset af en Zacharias, der åbenbart mente det var på sin plads. Jeg så døre. Både nogen der kunne åbne, og nogen der kunne lukke. Det er jo sådan set ret smart med sådan nogle døre. Så vi åbnede og lukkede et par gange - bare sådan for at være på den sikre side.

Jeg nåede også at se filmstumper af Angry Birds og grønne grise, der udtænkte skøre planer for at stjæle æg. De er et hit lige nu, og jeg føler mig temmelig heldig, sådan at være udvalgt til at måtte se med. Det er ikke alle, der får lov til det. - Og se lige, sagde knægten, og startede den næste film...

prikker

fredag den 27. september 2013

Rejseglæder

DSB har glæde af mig for øjeblikket.

For fjorten dage siden gik turen til Næstved. Det har den gjort nogen gange i løbet af de sidste måneder. Dengang var Emilie med og legede med kameraet i tabletten.

I dag er jeg alene. Og turen går over både sund og bælt. Første stop er Aarhus og yndlingsfamilien. I morgen venter familiekomsammen et sted længere mod nord.

Min søster og familie henter mig på vejen, når de engang i morgen sætter kursen mod nord. Jeg håber de har styr på retningen. Jeg ved bare vi skal hen et sted nord for Skive nærmest ude i Limfjorden.

Hyggeligt skal det nok blive... og jeg får set noget af Danmark for øjeblikket.

Men først et døgn i yndlingsfamiliens selskab.

Jeg glæder mig.

torsdag den 26. september 2013

Aftendiskussioner


Borgermøde.

På Rødovregård.

Om børne- og ungepolitikken i Rødovre.

Med plads til snak om den kommende skolereform.

Ret spændende faktisk.


Bare ærgerligt jeg havde glemt at det bliver mørkt om aftenen...

Men så kunne jeg gå hjem.

- Heldigvis.

prikker

Mystikken breder sig


Westknit Mystery Shawl 2013 - clue #2


I fredags ankom anden del af Westknits mystiske sjal. Det blev det ikke mindre mystisk af.

Det var et forholdsvist nemt clue, og inden jeg gik i seng, kunne jeg klippe tråden efter sidste maske.

Ugens del handlede i høj grad om vendepinde. Vendepinde i ret, der med sidste pinde hen over alle masker, og med sammenstrikning af hullerne ved alle vendingerne, forvandlede det hele til en rigtig fin overgang. Jeg blev lidt overrasket over hvor fin.


Westknit Mystery Shawl 2013 - clue #2

Westknit Mystery Shawl 2013 - clue #2


Spændingen stiger, mens jeg på ingen måde aner hvor det bærer hen. Jeg kan faktisk godt den totale uvidenhed. Jeg kan godt lide at Stephen West i den grad formår at tænke ud af boksen og jeg kan godt lide, at jeg ikke kan forudse hvor morgendagens næste del ender.

Det kan gå alle veje. Den sjove trekant sjalet lige nu består af, har masker hele vejen rundt. Altså kan der strikkes i alle retninger. Uden de store problemer. Spørgsmålet er i hvilken.

Der er en stille forventning at spore. Næsten lige som barndommens udsigt til juleaften.

prikker

onsdag den 25. september 2013

Verdens største


Majestic Mærsk - Langeliniekaj september 2013


Når Mærsk får bygget, ikke bare et stort, eller kæmpestort skib, men Verdens største skib, og det oven i købet ligger til skue ved Langeliniekaj, skal det selvfølgelig ses.

Jeg tænkte i min naivitet at det ville være en oplevelse, der kunne trække rigtig mange af Caféungerne, men det viste sig at kun to drenge gad tage med. En tredie ville rigtig gerne, men skulle til præst - og sådan noget skal også passes.

Emilie gad også, og mens Anja passede resten af butikken, hoppede vi på en bus og et tog og en gåtur mod den lange kaj.


Majestic Mærsk - Langeliniekaj september 2013


Da vi efter en tur forbi Kastellet og den lille havfrue, endelig stod for enden af Langeliniekaj og kiggede mod monstrummet, så det ikke ud af meget. Så stor er hun da heller ikke, lød det skuffet. Det hjalp med en is, og langsomt nærmede vi os det firehundrede meter lange, trestusinde tons tunge, low speed containerskib.

Tæt på er det imponerende. Selvom det er begrænset hvor mange containere der står på dækket lige nu, er det vildt at se og forestille sig, hvor meget sådan en mastodont kan indeholde.

Det er stort - Mærsk' nye Trippel-E line flagskib. Drengene var behørrigt imponerede og tog glade imod de omdelte vaniliekranse. I megastørrelse. For når et kæmpe skib søsættes, skal der selvfølgelig også kæmpe vaniliekranse til.


Majestic Mærsk - Langeliniekaj september 2013


Eefter at have gået hele vejen fra den ene ende til den anden, leget lidt med computerspil og løftet co2 udslip fra forskellige transportformer, vendte vi om og satte kursen hjemad.

Det var mathed at spore i toget på vej hjem. Men også glæde over at have været med og at have oplevet. Også selvom vi ikke kom ombord. Det var ikke planen, og det var drengene helt med på.


Mit kamera er for lille til at indeholde mere end detaljer i udsnit. Dem har jeg til gengæld mange af. Derfor - en hel masse billeder:


Majestic Mærsk - Langeliniekaj september 2013

Majestic Mærsk - Langeliniekaj september 2013

Majestic Mærsk - Langeliniekaj september 2013

Majestic Mærsk - Langeliniekaj september 2013

Majestic Mærsk - Langeliniekaj september 2013

Majestic Mærsk - Langeliniekaj september 2013

Majestic Mærsk - Langeliniekaj september 2013

Majestic Mærsk - Langeliniekaj september 2013

prikker

tirsdag den 24. september 2013

Udfording på højt plan


Perleplader i ny indpakning


De sidste år har der ikke været den store lyst til krea i Caféen. For at udnytte de få kvardratmeter vi har, tog jeg konsekvensen sidste år og nedlagde hobbyafdelingen, der kun fyldte op og altid stod gabende tom. I stedet havde jeg få ting, der med mellemrum blev fundet frem.

Med nye medlemmer, og specielt med en stor flok piger, dukkede ønsket om krea op igen. Klart sagde jeg og fandt hobbykatalogerne frem. Hvad kunne I tænke jer? fortsatte jeg, og lod i første omgang tøserne om at komme med ideerne.

Det var ikke fordi det var dårlige ideer de kom med. Jeg synes bare ikke der var nok i det. Jeg synes de er for store til at plaske maling på en papdims - for at sætte det på spidsen. Jeg krævede at skulle der hobby på bordet, skulle det være noget der dels tager længere tid, dels kræver en indsats, og som betyder at der skal arbejdes for sagen.


Perleplader i ny indpakning

Perleplader i ny indpakning


Okey. Sagde de, og synes egentlig det var helt i orden. Jeg satte mig og overvejede hvordan deres første ideer kunne omsættes til noget mere krævende. Noget kunne med lethed omsættes til mere, noget blev med hård hånd forkastet og nye ting blev fundet frem.

Ikke meget. Der skal ikke være åbent på alle hylder. Der skal hellere være lidt, men godt.

Og perler. Rørperler. Af den slags alle børn med repekt for sig selv har lavet siden børnehavealderen. I en ny version. En af pigerne kom med ideen, og jeg var hurtig til at følge op.

Siden har alting i hele Caféen kun drejet sig om perler. (Næsten. Det er også FIFA og teenagesnak og alt det andet der hører til.) Perler der danner billeder. Perler der sættes på plader efter koder frembragt af et computerprogram. Perler der klistres op på en bagplade og pludselig giver mening.


Perleplader i ny indpakning


Det er et godt projekt. Det kræver tålmodighed, koordinering og koncentration. Alt sammen noget, jeg oplever mange børn kunne have glæde af at træne noget mere. Nogen sidder længe, nogen sidder knap så længe. Nogen snakker mere end de samler perler, men jeg er alligevel sikker på, at det er godt for dem alle.

Der var mange der greb ideen med det sammen. Men der var også en del skepsis. Jeg vidste at nogen først ville forstå konceptet, når de fik mulighed fro at se med egne øjne. For vi er forskellige. Nogen forstår ved at lytte, andre med øjnene. Og nogen med helt andre sanser.

Altså lavede jeg også et billede. Det gik overraskende stærkt og det var sjovt at følge processen. I dag blev det færdigt. Klæbet op, og vist frem. Fra at være perler i mærkelige formationer, kigget på og sat på plader med meget kort afstand, blev det pludselig et billede. Et billede med mange flere detaljer, end jeg regnede med, da jeg sad med hovedet begravet i kode og stiftplader.

Jeg var ikke den eneste, der blev overvældet. Og i løbet af ganske kort tid, sad endnu et par af ungerne og satte perler på plader efter nøje planlagte forløb.

Vi skal også smelte tin og lave lamper af papirgarn og balloner, men det bliver først når dampen ikke længer er helt så høj i forhold til perlerne. En ting ad gangen. Der er ganske enkelt ikke plads til mere.


Perleplader i ny indpakning


Jeg brugte det første billede i dette indlæg som forlæg. Beskar groft og sehpiatonede. Jeg har voldsom lyst til at prøve at lave endnu et billede efter samme forskrift, men i naturlige farver. bare for at se forskellen.

prikker

Tidlig morgentur


September 2013


Det er muligt Daniel ikke tænker nærmere over hvor meget jeg gjorde for ham, da jeg i lørdags gik langt efter stole til ham. Det er også muligt han ikke skifter sit tøj alt for tit og har en temmelig letfældig tilgang til rengøring. Og det er muligt at katte ikke har godt af at bo under ungkarleligende tilstande.

Men ingen kan tage fra ham, at han er omsorgsfuld, tænker på sine omgivelser og vil dem alle det bedste.


September 2013


Det var Daniel, der til sin attenårs fødselsdag brugte to timer til at holde om en kammerats kæreste, der havde det dårligt/havde drukket for meget, i stedet for kammeraten, der måske nok burde have trådt til. Og det er Daniel, der mere end en gang er taget på hospitalet med venner og veninder.

Da jeg vågnede i morges til en sms, om ikke jeg ville spørge hans vicevært om han skulle ligge inde med en ekstranøgle og kigge til kattene, vidste jeg godt at det igen er hans omsorgsfuldhed der slog igennem.

Jeg vidste også at han sad på et hospital med en veninde, der engang i aftes havde skåret sig godt og grundigt i et håndled. Jeg vidste at han ikke havde tænkt sig at tage fra hende, før han følte det sikkert, og jeg vidste at kattene havde været alene længe nok til at det ville være en god ide at gå forbi.

Et forsøg på kontakt til Daniel viste at han faktisk havde tre nøgler, havde alle sammen på sig, endnu ikke har lagt ekstranøgler nogen steder, og forøvrigt ikke var længere væk end Herlev.


September 2013


Jeg tænker ikke at viceværten ligger inde med ekstranøgler. Jeg ved at vores ikke gør og selvom vi bor i forskellige afdelinger er det stadig samme boligselskab. Altså fik jeg hurtigt klædt mig på, og var heldig at den direkte bus til Herlev Hospital kom kort efter.

Jeg var lige så heldig da jeg skulle den anden vej. Det er ellers den dumme bus, der kun kører en gang hver halve time og er hundrede år om at nå frem - en gang hver halve time er meget sjældent heromkring. Jeg ved godt det er anderledes andre steder i landet.

Misserne har været besøgt og jeg satser på endnu en hurtig tur forbi på vej til arbejde. Der var nemlig næsten mere kattegrus på badeværelsesgulvet end i bakken og de der småting han stadig mangler, men som jeg har købt nogen af, står stadig her. Kosten for eksempel. Og spanden, kludene og fejebakken. Nu kan de komme med over.

Jeg har købt en ny pose kattegrus og håber kræene vil sætte pris på rent.

prikker

søndag den 22. september 2013

Kuglekogeren


Fra Enø er der er en gangsti på ydersiden af Græshoppebroen. Zacharias synes det bedste i verden, var at gå over broen. Da han havde været ovre og tilbage igen et par gange sammen med sin far, synes han også vi andre skulle have oplevelsen med. Altså gik vi alle sammen over broen, mod Karrebæksminde og de oplevelser, der lå på den anden side.

Alle bortset fra Emilie, der valgte at søsætte sig som havfrue, og blive tilbage på Enøsiden i fred med egne tanker.


Havfrue - Karrebæksminde Havn ... Vistnok. Måske hedder det Enø Havn...


Jeg kom sidst. Havde travlt med at tage billeder, og gik vel egentlig også i egne tanker. Da jeg endelig nåede modsatte side, havde resten af familien sat sig på en bænk med udsigt mod vandet og ventede mest af alt på, at jeg skulle blive klar til at gå tilbage.

Det skulle tage tid, for mens resten af familen sad og kiggede på vandet, havde jeg udsyn til en kæmpe kugle, der mest af alt mindede mig om gamle miner fra krigens tid. Var det en mine, har den formentlig ikke altid været rød, tænkte jeg og tænkte videre på alt hvad jeg ved om det hav af miner, der blev søsat i det Sydfynske Øhav dengang for snart firs år siden.

Mine tanker gik videre. Jeg tænkte på min morfar, der som ung var en fandens karl, der slog flikflak hen over fodboldbanelængder, kørte sin søster på Longjohn på kajkanten, og som havde en fysik der ville noget. Manden, der efter sigende kunne det hele, aldrig lod sig slå ud og som senere kørte på cykel med halve og hele (nok snarere langt mindre) telefonpæle balancerende på skulderen.

Pælene fik han fra sin ansættelse hos Fyns Telefon. De skulle skiftes, og fungerede efter brug fint som brænde i det lille hjem, min morfar og mormor startede med at bygge op i simple rum i en længe på en afdanket gård et stykke uden for Nyborg.


Kuglekogeren - Karrebæksminde Havn

Kuglekogeren - Karrebæksminde Havn


Jeg tænkte på historien om dengang han blev mineskudt. Dengang i han i selskab med andre repræsentanter for Fyns Telefon bevægede sig rundt i Øhavet i båd en mørk krigsvinter i arbejdsmedfør. Dengang båden ramte en mine, min morfar stod heldigt og endte som eneste overlevende.

På hans strålende fysik, der betød at han med med et flænget ben, der for altid og aldrig mere kom til fungere som før, svømmede kilometer efter kilometer mod land og et hospitalsophold, der for altid ændrede hans liv.

Et hospitalsophold, der i erindringernes lyserøde lys står som et eventyr og en rosenrød fortælling. Fortællingen om hvordan min morfar og mormor begge tilbragte julen på hospitalet i gensidig lykke. Min mormor nedkom nemlig samtidig med førstefødte. Den lille Christian, der fik kongens navn, og et par år senere blev storebror til min mor, der fik navn efter kronprinsessen.

Det var et længere eventyr. og mens jeg tænkte tilbage nærmede jeg mig kuglen, der fik tankerne på langfart, og kunne konstatere at det slet ikke var en mine.


Kuglekogeren - Karrebæksminde Havn


I stedet har kuglen fungeret på den lokale papirfabrik. Maglemølle, der i mange, mange år pruducerede papir. I dag er fabrikken lukket og kuglen har været taget ud af brug endnu længere.

Hvordan den fine kugle, som hverken Zacharias eller Victoria trods anstrengelser kunne flytte på, har været brugt, er jeg lidt i tvivl om. På skiltet, der stod ved siden af kuglen, er det beskrevet hvordan gamle klude, halm og blår har været brugt i papirproduktionen, og hvordan de materialer sammen med kalk og lud er blevet kogt i kogekuglen. Inge har taget et fint billede af teksten, som også fortæller hvordan kuglen senere blev brugt som fortøjningsbøje, inden den endte på havnen med mulighed for fri fantasi.

Karrebæksmindes egen side fortsætter fortællingen med en beskrivelse af hvordan kogningen vaskede materialerne rene til senere brug i papirfremstillingen. Her kan jeg også læse, at som fortøjningsbøje i yderhavnen, var kuglen måske ikke allerbedste bud. I hvert fald ville den ikke altid ligge fast.


Kuglekogeren - Karrebæksminde Havn

Kuglekogeren - Karrebæksminde Havn

Kuglekogeren - Karrebæksminde Havn


Tilbage står jeg så med spørgsmålet: Hvordan er alle de gamle klude, tovværk og fibre kommet ud efter endt kogning. Jeg går ud fra at tuden øverst på kuglen har været brugt til at hælde. Men der må have været et enormt hejseværk forbundet, for som sagt kunne hverken Zacharias eller Victoria, trods deres ringe størrelse, rykke ved den store kugle.

Min nysgerrighed blev vakt. Og uden større viden, fortsætter fantasien blot...


Min morfar elskede at komme på havnen. At det var midt mellem skibe, vand og historiske vingesus, tankerne gik på langfart, gjorde kun minderne endnu bedre.

prikker

lørdag den 21. september 2013

Glæde og fryd


Daniel manglede stole. Hanne havde fire stående, der skulle smides ud.

Jeg sagde jo tak, fandt vognen, der trods flere forsøg endnu ikke er hentet, og begav mig mod Vanløse.

Forresten er det er over et år siden vi midst tre gange forsøgte at få vognen afhentet. Hurra for distributionsvirksomheder, der ikke gider have deres ting tilbage, tænke jeg og arkiverede den til fremtidige bugseringer.


Tid til et hvil


I dag var en af de dage med brug for transport, og de fem kvarter jeg brugte på at nå frem til den anden ende af Vanløse var godt givet ud. Det viste sig nemlig at ikke alene var det en flok afsindig flotte stole Hanne havde stående. Der var også fem af dem, da de nåede frem i lyset.

Jeg læssede vognen, sagde pænt tak og begav mig hjemad igen. Denne gang i et noget mere nedsat tempo. Det er en fin vogn at transportere i, men hold da op hvor er den tung. Heldigvis er der grin at hente. Specielt fra manden, der kiggede da jeg kom gående og råbte efter mig, at dem kunne jeg da ikke få ind i postkassen.

Fremme ved Damhusengen, ringede min mor, og da jeg beklagede mig over tyngden, lovede hun uden videre at komme og hjælpe. Det gjorde godt. To til at trække er meget, meget bedre. Næste gang tungt skal transporteres, skal vi være to. Så skal jeg bare lige huske det.


Lækre stole


Næsten hjemme, stoppede vi ved Daniel, der i mellemtiden var vågnet og klar til at bære op. Han blev glad og kammeraten, der heldigt bor i nabolejligheden, gav et nap med.

Katte blev nusset og vi sagde pænt farvel. Vi fortsatte turen til en velfortjent kop the, inden min mor gik igen for at finde en bus, og jeg stadig prøver at overbevise mig selv om, at vasketøj skal hjælpes, hvis det skal blive rent.

Spørgsmålet kunne være, om det er i dag, det skal være rent...

prikker

Fra Anjas have


Anja arbejder i sin have fra tidligt forår, til det ikke længere er havevejr engang inden vinter. Hun har mange spændende ting, og mens blomster da kan være meget pæne, er det det spiselige, der for hende er mest spændende.


Chili fra Anjas have


Engang i sidste uge (eller måske var det forrige uge) kom hun med yndlingsbukserne, der var revnet på indersiden af låret. Det gør bukser tit, når de bliver brugt godt.

Jeg lovede, og var - synes jeg selv - lang tid om det. Den anden dag kunne jeg klippe trådene, tage dem med på arbejde og give dem tilbage til rette ejer.

Anja blev glad og spurgte om ikke jeg ville have noget fra hendes have.


Chili fra Anjas have

Chili fra Anjas have


I går kunne jeg hjembringe en pose med æbler og tomater og en samling af forskellige chili.

Anders er klar til at hoppe i chilierne. Nogen skulle være ret stærke og nogen måske knap så fulde af styrke. Lige nu nyder jeg bare synet, og glæder mig til i løbet af de kommende dage at kunne nyde smagen.

prikker

fredag den 20. september 2013

Aflevering


Louise kom forbi med vidunderet i går. Det var dejligt at se hende igen. Det var skønt at stryge fingrespidserne over blød babyhud.


To gange Viggo


Jeg fik afleveret de to gange Viggo og den lille hat.

Både moderen og faderen blev glade. Så kan det ikke være bedre.

Jeg glæder mig bare til at se hende igen.

prikker

Det varmer et moderhjerte - mere end jeg troede


Når det går ens børn godt.

Når de får det, de gerne vil have.

Når de arbejder for sagen og kommer igennem.


Sjove Emilie


Emilie har længe snakket om arbejde. Jeg har snakket om arbejde til Emilie endnu længere. Hun vil gerne have et højt forbrug. Hun vil gerne have mange ting, som de lommepenge vi kan stille i udsigt slet ikke kan begå sig mod. Hun vil gerne have flere penge. Trods ønsket holdt hun stædigt fast i, ikke at ville finde fast arbejde, før femtenårsdagen var rundet. Og da den blev nået, ikke før sommerferien var slut.

Til sidst havde hun ikke flere undskyldninger. Til sidst blev ønsket om flere penge større end før. Til sidst vandt lysten til et fritidsjob.

Jeg hjalp, og sammen skrev vi en enkelt side. En side, hvor hun takkede og beskrev. En side med oplysninger, ønsker, beskrivelse og kontaktmuligheder. En side med et billede og en side der skulle bruges som supplement til en jobsøgning.


Sjove Emilie


Belæsset med printede udgaver af papiret, gik hun en tur i Centret. Længe skulle der til, inden modet dukkede op, og endelig lykkedes det at gå ind og spørge i udvalgte butikker. Meget udvalgte. Efter fem forsøg, mente hun at have gjort sin pligt. Fem gode forsøg. To dage senere havde hun arbejde.

I sidste uge kom hun hjem med en underskrevet kontrakt. I dag venter de to timers lovpligtige arbejde. Hun mangler stadig et fast skema. Men hun er glad. Jeg har en fornemmelse af, at butikken også er tilfreds. Og hun glæder sig til lønudbetalingsdagen.


Sjove Emilie

Sjove Emilie


Også Daniel har søgt. Efter halvandet år i bofællesskab er han klar til sit eget. Efter en snak på kommunen og en søgning efter lejlighed er det lykkedes. I fredags kunne han hente nøglen. I går fik jeg lov at kigge indenfor.

I går var vi en tur i kælderen. Efter hans gamle skrivebord, som egentlig er et spisebord, og en reol. Hans gamle bofælles forældre har hjulpet godt. De havde større overskud end mig, og den tidligere lejer har efterladt et par skabe af den type min mormor ville have elsket.

Han har seng, han har lovning på en sofa. Han har tallerkener, glas og bestik. Han har et par pander, en samling gode knive og brædder til at skære på. Han har noget at røre i og han har niogtyve kvardratmeter med et minikøkken og et pænt stort badeværelse i moderne stil med originale retrofarvede karrygule klinker.

Jeg har lovet gryder og lidt mere køkkentilbehør. Jeg overvejer om en kost skal indbefattes. Jeg har kigget priser på en minioven, for sådan en findes ikke. Der kan laves meget mad på to kogeplader, men at kunne smække et fad i ovnen og ikke tænke nærmere en halv eller en hel time er altid godt.


Sjove Emilie


det eneste han ikke har er stole. Tre eller fire spisestuestole kunne være godt at have. Det kunne også være fornuftige klapstole. Mere har han alligevel ikke plads til. De skal nok dukke op, han føler ikke et stort savn lige nu, men det hurtigt komme.

Vi tager gerne imod hvis nogen i en overskuelig omkreds af Rødovre skulle ligge inde med et par stykker, der alligevel er på vej ud. Ellers er jeg sikker på vi finder ud af noget. Og ellers gør han nok selv.

Foreløbig har vi en meget løs aftale om IKEA på søndag... Løs for man aldrig lige hvad der dukker op i sådan en Ungersvends liv.


Billederne er alle sammen fra den dag, vi/jeg forsøgte at indfange et egnet udtryk til en jobsøgning...

prikker