fredag den 3. juli 2020

Bomuld og hør


Ønsket om viskestykker rykker nærmere.

Jette foreslog kits fra Spindelvæven. Kits er smarte, når der skal læres nyt, så der gik ikke længe inden sådan et var på vej.





Med et kit følger også en vejledning. Man kan købe strikkekits, og der medfølger en opskrift. Der står selvfølgelig ikke i en strikkeopskrift hvordan man slår op eller andre tekniske detaljer, som brugeren forventes at kunne.

Det samme gælder for vævekits. Jeg skulle lige læse igennem et par gange, inden jeg forstod, og en enkelt søgning på google måtte til, for at være helt sikker. Jeg indrømmer blankt, jeg havde forventet at blive holdt lidt mere i hånden.

Måske er der mange flere der væver, end jeg ved af. Måske er det helt almindeligt at forvente at man kan, når man køber et kit. Måske er jeg helt ved siden af. Jeg må bare sige, at jeg sidder stadig med en forventning om, at når jeg køber et kit til et håndværk som ikke er allemandseje, så er det fordi jeg gerne vil lære, jeg ikke ved bedre og forventer at blive klogere.

Men sådan er det ikke.





Anyways, jeg er godt i gang med at væve de der viskestykker, som også krævede en ekstra kam i den rette finhed. Den fik jeg af Anders i fødselsdagsgave. Så er alt godt.

Snart er jeg ved næste del - syningen. Her dukker spørgsmål op, som jeg ikke får svar på i vejledningen. Jeg væver et langt stykke, som skal klippes midt over, foldes og syes i enderne. Det der med at klippe. I bomuld og hør. Er jeg lidt bange for.

Er der ikke fare for, at det hele går fra hinanden, når jeg klipper? Har nogen erfaringer? Jeg tænker to ting: 1: At vaske før klip (selvom der står det modsatte i vejledningen). 2: at sy et par stikninger på maskinen, til at holde på stoffet, inden jeg klipper.

Jeg skal ikke gøre noget midtvejs, jeg skal bare væve videre. Jeg tænker det kunne have været godt med en eller anden form for markering af, at her skal klippes. Om ikke andet, så for mere overskuelighed.





Jeg gør som der står, for i vejledningen står også, at det er vigtigt at gøre nøjagtigt som der står, ellers er det ikke sikkert der er garn nok.

Jeg har gjort nøjagtigt som der står, alligevel mangler jeg garn af mønsterfarven til den sidste stribe. Adspurgt er det nok mig, der har lavet en fejl - for eksempel at væve striberne for tætte...

Jeg er desværre ikke rigtig imponeret.





Men jeg ved en hel masse til næste gang. For det er ikke de sidste viskestykker jeg skal væve. Og de her skal nok blive gode.

Jeg har blandt andetlært hvordan man måler et vævet stykke, når det vævede bliver rullet op undervejs. Væv 75 centimeter stod der. Øh ja?, tænkte jeg og googlede.

Jeg endte med at sætte en markering, hver gang jeg har vævet 10 centimeter, med en sikkerhedsnål. Og for at holde styr på hvor langt jeg er nået, tæller jeg nålene op først. Når der ikke er flere, har jeg vævet langt nok.





I øvrigt har jeg sat et par vinkelskruer i væggen, så væven kan hænges op, når den ikke er i brug. Det duer både med og uden igangværende projekt. Det er smart.





12 kommentarer:

  1. Hej Pernille. Jeg har også været Youtube igennem på kryds og tværs og fundet små bidder her og der. Mit bedste fund er Kelly Casanova. Måske er dette det du søger " how to hemstitche the other end." Ud over hemstitch er det kun tage af og sy på maskine det har været muligt at finde. Støder du på andet vil jeg blive meget taknemlig, hvis du gider at lægge det op.hilsen Kirsten

    SvarSlet
    Svar
    1. Kirsten, jeg havde en ide om netop det LoneF skriver længere nede. jeg tvivler egentlig på at der er andre rigtig gode ideer. Men jeg skalhelt sikkert nok lade et ord falde, hvis jeg falder over noget.
      Jeg må hellere tjekke Kelly Casanova ud :)

      Slet
  2. Hej Pernille glemte lige sige vinkelskruer!! så simpelt og så genialt. Så kan man blive inspireret, hver gang man ser på det. Lækre farver og så den flotte kant, jeg er misundelig. Hilsen Kirsten

    SvarSlet
    Svar
    1. Kirsten jeg kan desværre ikke tage æren selv, jeg har set det et sted på nettet, og synes også det var ret genialt.
      Det med kanten er nok mest begynderheld :

      Slet
  3. Mette Frøkjær har en blog om vævning, måske hun kan hjælpe dig. Det vævning ser ret spændende ud. Jeg har en drøm om en væv, når børnene om et par år er flyttet hjemmefra.

    SvarSlet
    Svar
    1. Linda, jeg kigger på Mette Frøkjærs blog. Hold fast i drømmen, det lidt vævning, jeg har prøvet af, er både sjovt og spændende :)

      Slet
  4. Du er nødt til at have en grundbog om vævning. Laila Lundell, Pauli Andersen og Ingeborg Mule Henningsen har skrevet nogle virkelig gode bøger. Jeg bruger selv mest Ingeborg Mules "Væverens ABC". Du kan låne dem på biblioteket. Du kan også hente en kortfattet (og god) vejledning fra Garntex (https://garntex.dk/vaeveteori/). Jeg har vævet mange viskestykker (se fx Instagram "lonefrostlomholt"). Jeg zik-zakker i begge ender af hvert viskestykke. Dvs. du har to sømme tæt op ad hinanden. Så klipper jeg dem fra hinanden, sømmer og sætter stropper i (jeg gør det på maskine, nogle gør det i hånden). Derefter ruller jeg dem op om et rør eller håndklæde i fuld bredde og lægger dem i blød i koldt vand tilsat en sjat eddike i mindst 12 timer. Så undgår du, at der kommer grimme folder. Til sidst vasker jeg dem ved 60 gr. Ingen tørretumbler. Skriv, hvis du har spørgsmål.

    SvarSlet
    Svar
    1. LoneF, jeg her en enkelt bog om vævning og har lånt et par stykker på biblioteket. Jeg tænker jeg vil tjekke dem op, du skriver.
      Det var lige præcis det du skriver om zigzag inden klip, jeg tænkte på. Det er godt at høre, at jeg er på rette vej.
      Jeg prøver din vask af, når jeg når dertil :)

      Slet
    2. Når du væver, væver du jo altid "bare" et stykke stof, som du bagefter kan behandle, klippe og sy som ethvert andet stykke stof - og dér er du jo erfaren! Når jeg har vævet fx ét viskestykke, væver jeg et islæt med en kontrastfarve for at markere, hvor jeg skal klippe. De foreslåede bøger er nogle gamle sager, men vævning er jo et gammelt håndværk. Det er umuligt at slippe igen!

      Slet
    3. LoneF, det ved jeg jo godt. Det handler nok om erfaring, og viden. Jeg har ikke længere problemer med at klippe i strik, og ja stof kender jeg. Og så er der alligevel en forskel, når det er noget jeg selv har lavet.
      Jeg er ikke færdig med viskestykker, og en kontrastfarve - den er hermed gemt til senere. Det er alle de der fif og tricks, jeg ikke kender. Det basale og grundlæggende, synes jeg allerede jeg har nogenlunde styr på :)

      Slet
  5. Jeg bruger de gratis papirmålebånd, de har i f.eks. Ikea og Bauhaus. Du fæstner målebåndet ved startpunktet med en knappenål og lader det følge med. Flyt nålen, når du bommer frem. Så ved du, hvor langt du har vævet. Du kan også bruge dem til at markere striber på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Se det var smart. Jeg må huske at få et par målebånd med, næste gang jeg skal i Ikea :)

      Slet