110 års fødselsdag

 

Anja og Jens inviterer hvert år til sommerfest. Som regel er det "bare" en fest, en festlig sammenkomst, en dag med skønne mennesker, de holder meget af, og som gennem årene har lært hinanden at kende, og glæder sig til gensyn til den årlige sammenkomst.

Somme tider bliver det mere end "bare" en fest. For eksempel når det kan kaldes fødselsdag, og de to tilsammen kan tilskrives hundrede og ti år. Denne gang garneret med den fineste kage - der endda smagte fantastisk. 

Det er et par uger siden Berit hentede mig og mine samlede pakkenelliker, inklusive det meste af den gave vi var flere om. Vi låner altid Anjas shelter og den ene gang om året jeg næsten sover under åben himmel, skal der pakkes til en nat med en god dyne, og varmt tøj.

Nu er Anjas shelter af den lidt mere luksuriøse slags. Dengang de byggede det, var det et shelter som de fleste andre. Helt klart af den pænere type, med et godt udhæng og et grønt tag. Siden har det fået lagt elektricitet ind, så der er lys om aftenen og hylder med elkedel og hvad man ellers kan få brug for.

Anja sover i shelteret store dele af året, og jeg forestiller mig, at så bliver der nemt brug for det ene og det andet. Når vi er der, rykker hun ind, så vi kan fylde det hele - her er vi Berit, Louise og jeg. Anja har gode madrasser, så vi skal bare have linned, pude og dyne med. 

Undervejs i festen blev vi sendt på orienteringløb. Som vi stod der ude midt i alt det grønne, ved en post og skulle svare på spørgsmål, faldt der pludselig noget stort og summende forbi mig, ned i bunddækket. Jeg blev nysgerrig - Hvad var det? Var det noget? Var det bare noget jeg forestillede mig?

Nede mellem bladene sad to kæmpestore meget blå og gule guldsmede, smedet sammen med hale mod nakke. De summede, sad helt stille og ordnede det de skulle. Jeg forsøgte at komme tæt nok på til billeder, de var svære at ramme, og så pludselig gav de spil på hinanden. Den ene fløj højlydt summende væk, den anden ventede et splitsekundt, inden også den forsvandt. 

Det var vildt, og jeg forestiller mig ikke, jeg nogensinde skal opleve det igen.

Det blev en skøn dag, aften og nat, inden vi næste morgen spiste fælles morgenmad og Berit kørte mig til Roskilde. Det var weekenden for Fiberfolk i Roskilde. Jeg havde en plan om to specifikke ting jeg gerne ville have og en aftale, der blev aflyst. Jeg besluttede, jeg kunne selv.

Jeg fik det jeg kom efter - hverken mere eller mindre - Gik tilbage til stationen, mødte en bro og blev hentet af Berit ved den hjemlige station. Hun havde stadig alle mine pakkenelliker, og synes det var helt fint at køre mig helt hjem. 

Jeg klagede ikke.

Dermed var en skøn weekend slut.

Glædelig jul

 

Vi havde den skønneste aften i går. Bare os tre - Anders, Emilie og jeg. Den lille børnefamilie var hos Amalies far i år. Sådan er det, når sol og vind skal deles.  

Der var engang vi var flere. Der var engang jeg troede vi skulle blive ved at være flere. Men sådan skulle det ikke være, og faktisk synes jeg det var helt fint, bare at være os. 

Vi brugte dagen i nattøj, hjalp hinanden med at lave maden. Emilie er ferm i et køkken, og giver den gerne gas. Jeg kogte grøden, hun lavede risalamanden. Hun stod også for anden, som Anders overtog, da der skulle skæres. Jeg lavede salaten, Anders klarede sovsen, og mens jeg dækkede bordet, kogte Emilie kartoflerne. 

Og da det hele var færdigt og nattøjet skiftet ud, satte vi os til en middag, der bestemt ikke fejlede noget.

Mens Anders havde brug for en pause, spillede Emilie og jeg. Senere dansede vi rundt og rundt om træet, og det gik op for mig at vi aldrig har lært børnene Sikken voldsom trængsel og alarm - den må på repertoiret, for den er faktisk hyggelig. Jeg endte med at synge alene, mens Anders brummede med på de sidste linjer - her synes Emilie også hun kunne være med. 

I en lille lejlighed er der ikke plads til en juletræ, uden at flytte rundt. Derfor blev både rok og stolen bag sendt på juleferie i kælderen, da jeg mandag aften gjorde klar og stillede træet op. Emilie pyntede det tirsdag aften, efter hun var ankommet.

Det får lov at stå et par dage, nu med elektrisk lys - det er kun på selve aftenen at vi insisterer på de levende. Når rokken kommer hjem fra ferie, har jeg nogle spundne tråde der skal spindes. Jeg fik spundet færdig, lige inden den blev sendt ud af døren. 

Vi fik gode gaver - alle tre. Gaver vi havde ønsket, ikke vidste vi ønskede eller gaver vi blev glade for. Det er altid skønt. Og der var overraskende mange, når vi ikke var flere. 

Men Anders trak sig, og stadig kæmper lidt med eftervirkningerne af sygdom, fandt Emilie risalamanden frem og synes det var lidt kedeligt at vi kun var to, der skulle lede efter en mandel. Men det kan godt blive spændende alligevel. Hun var til det sidste sikker på jeg havde den, og så endte den med at være i hendes allersidste mundfuld. 

Vi fandt en julefilm og bænkede os i sofaen. Mens vi så film fik jeg slået op til det kommende års første opslag i udfordringen om tolv opslag. Jeg er stadig ikke helt sikker på alle tolv, men nogle ligger temmelig klar. 

Og julen er slet ikke slut. I dag og de næste dage, har vi tid til ingenting og lige det vi har lyst til. Tempoet er langsomt, helt som vi bedst kan lide, og vi nyder det.

Glædelig jul til jer alle.

Tivoli i julestemning

 

Det er nogle måneder siden jeg fik det Tivolikort Berit havde liggende, og ikke havde aktiveret. Oscar og jeg var i Tivoli tilbage omkring Halloween og så dengang den pyntede have. Skulle vi også nå julehaven, var det ved at være tid, og i lørdags tog vi derfor bussen ind til Hovedbanen og Tivoli. 

Der er fint derinde. Jeg har en oplevelse af, at årtidsdekorationerne - både efterår og jul - er blevet større siden dengang mine børn var små, vi boede tættere på byen og jeg havde Tivolikort i pungen. Det er fint, lidt overvældende og der var mange, mange mennesker. 

Oscar lagde stærkt ud og mente vi skulle i Rutsjebanen. Vistnok mest fordi, jeg sidste gang fortalte at det er min yndlingsforlystelse. Sidste gang var han ikke så vild med den, men det kunne jo være han bedre kunne lide den nu - så vi gik i Rutsjebanen. Og han synes den var meget sjovere end sidst. Fortalte han flere gange. Men han er stadig ikke så vild med de der bakker. 

Derefter mente han at vi også skulle i Mælkevejen, den anden rutsjebane med en rumraket forrest. Tidligere var det et tog. Men vi skulle lige vente lidt. Jeg var ikke sikker på om det var en god ide, men han holdt fast, og inden vi tog hjem ventede vi i kø og fik turen rundt tre gange. Her måtte han erkende, at den var ikke så sjov, som han troede. Den kørte hurtigere end han havde set nedefra - det havde jeg prøvet at fortælle, og han kunne ikke så godt lide at køre gennem tunellen mod platformen. 

Inden da var vi forbi Radiobilerne, som har fået restriktioner siden sidst, så han var for lille, en tur i Den Gyldne Kuffert - det var hyggeligt og ude at sejle. Han havde aldrig styret en båd før, og trods en del snurren rundt, var han rigtig god til at styre udenom andre - bortset fra dem vi sejlede ind i, og som mente det var det man skulle. Jeg er ikke sikker på bådede er radiobiler...

Solen skinnede, vi havde solbrillerne på og da vi blev sultne vendte jeg snuden mod grillbaren, hvor Klubben plejede at mødes i jagten på pomfritter og et sted indendørs at sidde. Undervejs kom vi forbi Rasmus Klump legepladsen. Det var et hit. Mens han mosede rundt, håbede jeg at han dukkede op igen. Mellem de mange børn og forældre, fandt han mig igen og igen. 

Efter maden gik det op for mig at man på julemarkedet kan købe risengrød. Det sagde jeg ikke højt, og i stedet gik vi tilbage mod bagenden af haven og var en tur i Stjernetårnet - en ny, mindre og mindre vild udgave af Det Gyldne Tårn. Heldigvis var han for lille til det store tårn, for han kan absolut bedre lide drop-towers end rutsjebaner, forklarede han. Jeg har ingen lyst til at skulle op i Det Gyldne Tårn, så det var fint at han ikke måtte komme derop. Han begyndte at snakke om Det Flyvende Tæppe, men der var han også for lille. 

Så var det vi gik mod Mælkevejen, og Oscar mente at han skulle have churros og så var han klar til at tage hjem. Lige inden udgangen kom vi forbi Skærsilden - legepladsen under den gamle rutsjebane, som jeg var vild med som barn. Jeg mente vi skulle ind, Oscar så en legeplads, smed jakke og hue, ville egentlig også have støvlerne af, men beholdt dem på, og så forsvandt han.

Der stod jeg, med overtøj i armene, og kiggede efter et sted at sidde. Der er éen bænk i hele legeområdet. Der sad en dame, men der var også plads til mig, så mens jeg både kiggede efter barnet og holdt øje med om bænken blev ved at have ledige pladser dukkede han op igen, jeg udpegede bænken og endte med at sidde der det meste af en time, mens barnet løb rundt i fuld fart.

Jeg fandt strikketøjet frem, konstaterede at der koldt i det uopvarmede rum, Oscar var forbi flere gange og måtte lige have støvlerne af en enkelt gang, for de stoppede ham altså på vej ned ad en høj rutsjebane. Han kom hurtigt tilbage og fik dem på igen. Han kom løbende forbi, konstaterede at det var sjovt, men han ikke så godt kunne lide at lyset skiftede farve. Det måtte jeg give ham ret i. farveskiftende stroboskoblys er ikke fantastisk. 

Til sidst pakkede jeg mig sammen, indfangede barnet og vi begav os hjemad. Jeg tror det var lyset, men jeg var helt færdig, da vi kunne sætte os i bussen. Det var Oscar vist også. I hvert fald var det tæt på at jeg ikke fik ham med af igen. Han ville ikke rejse sig, da vi skulle af, og havde vi ikke siddet helt oppe ved chaufføren, så han kunne høre vores samtale om hvor vi var og hvorfor vi skulle af nu, var vi sikkert endt med at skulle gå et stop tilbage. 

Først ude på gaden, kunne jeg pege hjemad, og han fik vendt op og ned på sit Verdensbillede og synes alligevel at det havde været en god ide at stå af.

Det var en skøn dag. 

 

Havefest

 

Det er karamboleret før. Anja og Jens holder hvert år havefest i deres skønne have - stort set altid samme weekend som Oscar har fødselsdag. I år samme dag.

Ud over muligheden for at se mine skønne veninder/tidligere kolleger, er det også altid en skøn aften i hyggeligt selskab i dejlige rammer og i et tempo som selv bestemmer. 

Begge arrangementer startede samtidig. Det kunne jeg ikke. Men jeg kunne få Emilie til at køre mig til Terslev, da hun skulle hjemad, og dermed ende aftenen i Anjas have samme med de skønneste af de skønne. 

Og Emilie fik muligheden for et kig i haven og at se en enkelt løbeand. De gemte sig nemlig. 

De var næsten nået til desserten, da jeg nåede frem. Så jeg spiste i omvendt rækkefølge. Når Anja og Jens holder havefest er der altid et tema. I år var temaet dansk og smørrebrød. Alle gæster medbringer en ret, og der var heldigvis overskud, så jeg spiste omvendt og nåede at få et par af de fine kreationer, der var pakket væk, men snildt kunne findes frem fra køleskabet.

Vi overnatter altid, sover i shelteret, denne gang lige ved siden af de nyligt opførte bistader. Der plejer at være flere der sover, men pludselig var vi bare fem tilbage - inklusive Anja og Jens. 

At vågne op til udsigten fra Anjas shelter, og sidde i morgengryet sammen med en flok ænder, der bestemt ikke var tilfredse med at hverken Berit eller jeg gav dem morgenmad. Anja har både Moskusænder og Løbeænder og begge slags stillede sig op og kiggede anklagende på os. De var også henne og banke i skålen, uden der skete det store. 

Mens jeg fik fikset Louises trøje, hun havde vasket for varmt, i løbet af aftenen, bød morgenen på ansøgningsskrivning, så Berit kunne få sendt af sted. Det var skønt at vende tilbage til vores gamle gennemprøvede system. 

Jeg skrev en masse, Louise læste igennem, tilføjede og rettede lidt til, inden jeg fik det igen og rettede det hun havde overset. Hvis jeg så det. Sådan har vi arbejdet i mange år, når vi sendte vigtige beskeder til forældre eller arbejdede med handleplaner, visioner eller andet i SFOregi.

Da vi havde spist et morgenmåltid med egne æg, tomater fra drivhuset og håndslynget honning, kørte jeg med Berit hjem. Hjemme gik jeg i brædderne. Jeg var sikker på at det nye fag på studiet startede i dag, det viste sig at det først er i næste måned. Det var godt at finde ud af, for der er noget forberedelse, som er dukket op i løbet af sidste uge, og som jeg på ingen måde har haft tid til at kigge på endnu. 

Det troede jeg, jeg skulle i går. Men nu kan det heldigvis vente.

Fiberfolk i Roskilde

 

Bettina og jeg havde aftalt at mødes og tage til Roskilde i går. Tiden var lidt presset, for Bettina skulle videre til fødselsdag, så vi var der tidligt og endte med at stå i kø. Vejret var skønt, alle var glade, og det var vildt så mange, der var mødt frem. 

Jeg havde ikke de store planer. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at jeg som sådan skulle have noget. Måske nogle minier til det tæppe jeg gerne vil strikke næste år, og samler ind til. Jeg kunne også kigge efter noget lyst uld, som bundfarve til den trøje, jeg ikke ved hvordan skal se ud, men som jeg har en kontrastfarve liggende til herhjemme. 

Jeg købte minier, den lyse uld lod jeg ligge. Når tiden kommer, er det nemt at finde. 

Vi gik en runde, Bettina havde en plan og fandt det hun skulle bruge. Vi endte hos A knitters World, og jeg aede minkgarnet mere end en gang. Måske var det her det gik galt, for jeg tog en beslutning, købte to fed, uden en reel plan, bare fordi jeg længe har tænkt ... At en eller anden dag... Og da Bettina kørte videre til fødselsdag, og jeg var alene, var de ligesom at det der med at en dag, tog overhånd. 

Jeg endte med at købe det hele, alt det jeg har kigget på mange gange, og altid udskudt. For jeg kan, jeg undlod at overveje priser og besluttede til sidst at nu skulle jeg hjem, inden jeg fik flere gode ideer. 

Selvom jeg købte rigeligt - og i min optik temmelig meget - har jeg ikke overskredet mit garnregnskab. Jeg har brugt rigtig meget fra lageret i år, og det er jo skønt. Altså er der stadig rigelig plads til nye indkøb. (Ikke at jeg har et behov lige nu)

Jeg synes det var større end sidste år. Der var et bredt udvalg af boder og ting til slag. Alle var glade, jeg mødte Christel, det er altid skønt, og det var bare hyggeligt at gå rundt.

Jeg gik tilbage til stationen, delvis gennem parken ved Roskilde Ring og endte med at sætte mig ned på fortovet og tage billeder af alle indkøbene. 

Hjemme kunne jeg ikke lade være med at slå op til lysgoplen, som jeg har en plan om skal blive til flere og hænge i mit nye soveværelse - når det bliver færdigt. Lige nu går det lidt langsomt.

Og for at vise rovet:

Ud over minkgarnet købte jeg også minier, i farver jeg kan lide. 

Hos Wool Collective havde de en mængde afstemte minier i pakker med afstemte farver, Jeg kiggede på de grønne, og jeg kiggede på de blå, men endte med en pakke med nuancer af både blå, grøn og lilla. Det er de farver jeg altid hælder mod. 

West Wooly havde også afstemte farver, men i mere støvede toner. Hun havde flere sæt, nogle med meget lyserød og nogen med mindre. Jeg fandt et sæt jeg god kunne lide og tog dem med hjem. 

Slutteligt synes jeg igen og igen at folkene fra Litauiske Apmezga er vildt gode til at farve dybe lækre farver. Og når de havde en væg med udvalgte minier, var det let at vælge nogle stykker og føje dem til samlingen.

Det sidste garnrelaterede fandt jeg hos By Kiillerich, der havde spindefibre med. De lilla fibre cirklede jeg om, inden jeg besluttede at jeg har ledt flere steder, og de passer til de fibre jeg havde med hjem fra Barcelona sidste år, og som mangler en makker. Dengang troede jeg, at jeg kunne finde tre forskellige indfravninger fra tre forskellige farvere og samle det til et garn, jeg har en plan om skal være mønsterfarven i en Pressed Flowers. Om det bliver det, ved jeg ikke, men nu har jeg tre forskellige fibre fra tre forskellige farvere. Og en dag går jeg nok også i gang med at spinde det.

Ud over garn kom der også andet i min kurv. Om det er tilbehør, eller i en hel anden boldgade, er jeg ikke helt sikker på, men her stak det måske en lille smule af.

Hos LIBE.KBH hang lysgopler. Jeg så dem først hos Amrit, og siden jeg begyndte at renovere Emilies værelse - det mangler stadig en del - har jeg tænkt at det kunne være så fint med tre gopler hængende i nærheden af sengen. Når jeg kører hjem fra studie, kommer jeg lige forbi Amrit, og ser dem i vinduet, men altid på et tidspunkt hvor der er lukket. Nu var de her, og jeg besluttede at tage en af dem med hjem. De to næste tænker jeg at købe materialer til i samlesæt, for der var ikke andre farver, end den ene, der passer til mine tanker om hvordan de skal se ud.

Jeg var ikke sen til at slå op, da jeg nåede hjem. Inden jeg gik i seng var den færdig, og Anders synes den er ret cool, og kunne også godt se tre for sig. 

Ved Strikkefabrikken får jeg altid lyst til at gå hjem  og sy projekttasker. De havde en ny model, en lille kurveagtig taske, som jeg cirklede lidt om, men som altid også tænker at jeg kan selv. Da det gik op for mig, at den findes som et kit, til en noget anden pris, slog jeg til. Jeg er ikke helt sikker på om jeg måske udskrifter stoffet, og jeg har også allerede en plan for at ændre lidt på den. 

Jeg kunne godt have sat mig og syet, da jeg nåede hjem, men det må vente. Der er nemlig ikke plads ved bordet, så længe nyt soveværelse ikke er færdigt og sengen fylder hele lejligheden. Det er også helt fint. Det kommer og jeg kan mærke en spirende lyst til at sy igen.

Slutteligt var der maskemarkørerne. Jeg stopper altid ved Triknitty. Mine yndlingsmarkører er helt klart de små perlemarkører. Jeg købte de første hos The Corner of Craft i England, men siden Brexit, har jeg opgivet at handle på den anden side af kanalen og cirka samtidig dukkede Trine op med sine markører. Jeg er stadig ret vild med Hannahs markører og måske sender jeg en ordre af sted en dag. Måske. 

Jeg valgte en en isvaffel og en and, fordi jeg ikke kunne vælge. 

Hos Mit Strikkeeventyr sælger de markører med fine sten. Dem har jeg kigget på mange gange, men altid endt med at lige. Nu besluttede jeg at det kunne være nok, fandt et sæt med skønne grønne farver og er spændt på de ret store ringe, de sidder i. Jeg har en oplevelse af at større ringe på markørerne passer mig godt. Men er de for store? Det må komme an på en prøve.

Jeg synes jeg købte meget. Jeg tror aldrig jeg er kommet af sted med så meget fra en garnnøglefestival. Jeg har ikke dårlig samvittighed, jeg tog t valg og selvom jeg nok ikke havde brug for ret meget af det, er jeg stadig glad for det hele. 

Jeg tror ikke der er flere garnarrangementer i løbet af i år.
Og det var var vist også rigeligt. 

To dage med Oscar

 

Da jeg hentede Oscar sidste gang inden sommerferien, kom klassepædagogen og skulle lige høre om ferie. Det forstod jeg sådan set godt, for det viste sig at Oscar havde misforstået,og meldt ud at han skulle være i SFO hele sommeren, mens far og mor holdt ferie. 

Han har været sammen med familien tre uger. Både forældre, mormor og morfar, som begge bor lidt længere væk. På spørgsmålet, om jeg ikke skulle have ham noget af ferien, kunne jeg svare at der skulle nok være dage ind i mellem. Og der har været dage ind imellem. 

Men det der med længere tid, når man bor så tæt på hinanden, og barnet helst vil hjem. Det sker som regel kun, når forældrene skal noget og vi passer hen over en weekend. 

I mandags hentede jeg ham i SFO, til overnatning, måske to nætter. At det blev to nætter, var vist kun fordi han var træt, da vi nåede hjem fra tirsdagsturen, og hele onsdag snakkede vi en del om hvornår han skulle hjem. At far og mor først skulle være færdige på arbejde, og at vi ikke selv kunne gå ind, for vi har ikke nogen nøgle. 

Det var et par skønne dage. Også selvom han ikke er til længere ophold, når opholdet er lige rundt om hjørnet.

Tirsdag stod der Zoo på programmet. Vi sov længe, havde god tid og mødtes med Oldemor foran Zoo klokken ti. Vi tog først hjem klokken halv fem. Vi så ikke alt, men meget. Legemulighederne var vigtige og visse dyr er vigtigere end andre. For eksempel lå anakondaen helt op ad ruden i terrariet. Det har vi ikke set før. Flagremusene i Natzoo var også spændende, mens vi andre måske hellere ville omkring isbjørnen på badeferie og tigre. 

Vi var en tur i tårnet. Det ville han gerne, og snakkede om det hele vejen ind i bussen. Der er langt op, og de to første gange vi har været deroppe, måtte jeg holde ham i hånden hele vejen ned, mens jeg gik forrest baglæns. Det var ikke nødvendigt denne gang, selvom han stadig synes det er lidt højt og jeg helst skulle holde fat i ham, når han stod på taburetterne øverst og kiggede ud. 

Vi kom til at snakke om det der, med at holde i hånd og pludselig blev det vigtigt igen. Denne gang gik Oscar forrest, baglæns, og holdt mig i hånden hele vejen ned. 

Det blev en lang dag, og først da han skulle sove, kom han i tanke om at han ville hjem. Jeg var lige ved at tro, at jeg var nødt til at pakke ham sammen og køre ham hjem, men blev vi alligevel enige om at han godt kunne sove endnu en nat, når bare han skulle hjem onsdag.

Det var nærmest det første han sagde, da han vågnede dagen efter. Jeg havde en hel masse gode ideer til hvad dagen skulle bruges til. Mest noget med at gå på opdagelse efter legepladser i København - nogen af de gode, sjove og spændende. Eller kanalrundfart. Oscar ville helst bare være inde. 

Kompromiet blev, at vi blev hjemme til over middag, hyggede i sofaen med Minecraft på Youtube, nattøj og god tid. Ud på eftermiddagen pakkede vi os sammen og kørte op i Centret. Han gad nemlig godt Legeland, det er indenfor og Faktisk ret stort! Vi var der i tre timer, inden vi pakkede os sammen igen, betalte ved kassen og gik ud og fandt nuggets og pomfritter. 

Ved Sunset har de en kasse med spil, og mens vi ventede på maden og også efter spillede vi billedelotteri. Det havde han ikke prøvet før - selvom han kender både vendespil og Vildkatten. 

Så var far kommet hjem, vi gik mod udgangen. Pludselig havde han ikke så travlt og skulle lige vise mig først det ene, så det andet i legetøjsbutikken. 

Hjemme gik han omkuld på sofaen. Det gjorde jeg også, da jeg nåede hjem. 

Det er hyggeligt med sådan et par dage. Vi gør det igen en anden gang.