mandag den 10. februar 2025

Palmegarten Frankfurt

 

Vi er åbenbart blevet sådan nogle, der går i Botanisk Have. 

Da Anders opdagede at også Frankfurt ligger inden med en stor have, blev det målet en af de sidste dage. Vi plejer at være gode til at dele det vi vil, at være med på hinandens ideer, og få gode dage ud af det.





Vi var i Botanisk Have i Lund og i München. Måske har vi besøgt flere rundt om. Jeg tænker at når varmen for alvor rammer København, skal turen måske omkring den mere hjemlige af slagsen. 

Botanisk Have i Frankfurt hedder PalmeGarten og er bygget op omkring det imponerende gamle Palmehus. Haven er temmelig stor, rummer mange retninger i havekunst og er tydeligt vokset over flere århundreder. 




Vi startede bag børnescenen, der ligner en orm, og den store sø med ænder og vandcykler. Bagerst er en grotte bygget op, og et vandfald skulle efter sigende være rigtig fint. Vandfaldet var lukket, men der var stadig fint, solen stod højt bag skyerne, der var varmt og vi havde allerede drukket en del af det medbragte vand. 

Herfra gik vi videre mod andre dele af haven. Vi fulgte banelinjen i græsset, der normalt kører et lille tog rundt. Desværre var toget lukket og vi mødte kun linjeføringen, vi så ikke noget tog. 




Jeg ved ikke om vi kom på det forkerte tidspunkt, eller der altid er ombygninger og reparationer i en park af en sådan størrelse. Det var nu ikke noget problem, vi nød dagen alligevel.




Masker på en søndag - Uge 6

 

Ugen kort:

  • Jeg må erkende, at jeg synes didaktik er mere spændende end pædagogik. Måske er vi bare ikke gået om bord i den tunge teori.
  • Som ugen gik, måtte jeg også erkende at jeg ikke var helt rask. Værst var torsdag morgen, hvor et helt nyt valgfagshold ventede. Det kunne jeg ikke overhøre, slugte en håndfuld piller og fik det overraskende hurtigt rigtig godt. Siden er det kun gået fremad.
  • Mens jeg holdt reflekterende teammøde, hentede Daniel Oscar, og vi havde en hyggelig aften, inden de pakkede sammen og kørte hjem. 
  • Anden del af observation i forbindelse med didaktikopgaven er vel overstået. Min observatør havde en fest og har skrevet en masse noter. Vi har ikke nået at mødes, og jeg vil også gerne have hendes tanker sammen med noterne. Jeg tænker godt jeg kan starte anden del af opgaven, uden vi har talt sammen.
  • Valgfagsopstarten var fantastisk. Det var en flok glade elever, der mødte op til tiden og var klar til en sjov opgave. Jeg glæder mig til det videre forløb. 
  • Sadlen på min cykel har givet op, en metalstang er knækket og jeg har aldrig oplevet at sidde så skævt, eller så ubehageligt på en cykel. Jeg har bestilt en ny sadel og taget Emilies cykel i brug. Hun bruger den alligevel ikke, når hun er på Fyn. 
  • Kollegatøserne mødtes til god mad og almindelig hygge og masser af alvorlig snak. Det var skønt, tiltrængt og helt som det skulle være. Jeg glæder mig til at se dem igen. 
  • Ugen bød på Uge 6 i løbet af udvalgte lektioner. Jeg fik fornøjelsen af drengene fredag morgen sammen med en kollega. Der var både godt og skidt at sige om de to lektioner, der var lidt svære at forholde sig til, selvom vi virkelig forsøgte at udsætte dem for emner, de burde kunne forholde sig til. 
  • Den mindste klasse, er stadig for stor at have alene i både håndværk/design og madkundskab. Efter et par gange at have slået dem sammen med to voksne for hele klassen, har vi besluttet at forsøge at fortsætte resten af året og jeg tænker tanker om hvordan jeg både kan tilgodese den del, der lige nu er mine og den del der var mine. 
  • Vinterferien er en realitet og jeg glæder mig til en uge uden arbejde. Der står masser på programmet, for eksempel opgaveskrivning om både didaktik og matematik. 
  • Jeg har en aftale med snot og hoste om at inden ferien for alvor går i gang er det væk!
  • Anders og jeg gik i Centret, fandt mad til tirsdag, når Daniel og familie ankommer til fødselsdagsfejring, og spiste brunch, inden vi gik hjem igen. 
  • De nye briller bliver brugt i weekenderne og jeg har besluttet at beholde dem på, så længe ind i næste uge, jeg kan holde det ud. Jeg er ikke rigtig gode venner med dem. Men jeg tror stadig mine øjne har godt af pauser fra linserne. 







Læse:

Ingrid Bergman står over for både en uhyggelig morder og familiære problemstillinger, der kommer meget tæt på. Heldigvis har hun gode veninder og måske også en potentiel kæreste - hvis hun tør. 

Kummefrysere med parterede kropsdele dukker op flere steder. Mænd der er forsvundet dukker op, der hvor de ikke burde være og det bedste bud på en gerningsmand, ved læseren fra bogens begyndelse, helt sikkert ikke er den rigtige. 


Strikke:

Det tredje opslag i følgetonen om tolv var Lucrezia Blouse til Emilie. Hun var taget hjem, efter julen, vi havde talt om det garn hun havde liggende, og hvad hun gerne ville have strikket først. 

Den hvide børstede alpakka havde hun ikke et fast bud på, men hun var ikke i tvivl om hvad det skulle sættes sammen med. Guldglimmertråden, der er forfærdelig at strikke med, og den tynde lysebrune, vi har brugt før, og som jeg har haft på lager i mindst tredive år. 

Jeg lavede en strikkeprøve, afsøgte de opskrifter hun har sat kryds ved i bogen fra Fabel Knitwear og konstaterede at Lucrezia passede perfekt. 

Emilie anede ikke jeg slog op. Ikke før hun så det på Instagram, og straks sendte en besked, for lige at være sikker på, at den var til hende. 

Den fik en del opmærksomhed i løbet af januar. Nu fandt jeg den frem igen. Manglede noget let at strikke, mens jeg hyggede med kollegatøserne. Jeg fik delt til krop og ærmer, og tænker den godt kan blive god at have med, når der skal lyttes eller siddes stille i længere tid. 

Jeg synes den bliver overraskende lækker. Håber den passer, og overvejer hvornår jeg skal prøve den, for at være helt sikker. 




lørdag den 8. februar 2025

Pulsvarme

 

I januar, mens jeg slog de tolv projekter op, lykkedes det mig også at afslutte ikke mindre end fire projekter. 

Da Angela for efterhånden seks eller syv år siden, fandt på at slå tolv projekter op, gjorde hun det over "the twelve days of christmas".



De tolv juledage var ikke noget, der var en del af min barndom. Men jeg ved godt at de tolv juledage (25. december - 5. januar)v var de dage bønderne i gammel tid tog varsler af, tegnede som cirkler på hanebjælkerne, for at kunne se hvad de kommende tolv måneder ville bringe i forhold til landarbejdet og høsten. 

Min mormor kunne aldrig drømme om at tage julepynten ned før Helligtrekonger (6. januar), og hos hende stod juletræet hen over de tolv juledage, mens det hjemme hos mine forældre ikke stod så længe. 

Havde jeg kun haft de tolv dage til at slå tolv projekter op, var jeg aldrig nået i mål. Jeg var sikkert heller ikke startet. Da jeg sad sent juleaften, fandt projektet og synes det gav så meget mening, anede jeg ikke om jeg ville nå alle tolv, eller hvorfor jeg aldrig ville have nået det over tolv dage. 




At jeg havde det meste af fem uger betød, at jeg havde tid. Jeg har aldrig startet så mange projekter på en gang før, og derfor vidste jeg ikke, at skal jeg slå så meget op, har jeg brug for tid. Jeg havde brug for tid til at arbejde længe nok på det enkelte projekt, at jeg nåede til et punkt, hvor jeg kunne lægge det fra mig, og samle det op på et senere tidspunkt og arbejde videre. 

Nogle af projekterne brugte jeg en halv eller en hel dag på. Nogen brugte jeg en hel uge på. Jeg kan se at mange af de andre, der er med i udfordringen har slået op, måske strikket en pind, og startet på det næste. Det viste sig, at det kan jeg ikke. Jeg har brug for at strikke ribben og fordele til raglanudtag. Eller nå langt nok ned ad kroppen til at få gang i mønsterstrikken. Jeg har brug for at sætte væven op og væve mindst en halv meter, så der er flow i arbejdet og trenden sidder som den skal. Jeg har brug for have styr på alle farverne til temperaturprojektet, og sætte første dags krydser.

Jeg vidste ikke på forhånd at jeg ikke bare kunne starte noget, lægge det fra mig og starte noget nyt. Jeg vidste det ikke, fordi jeg aldrig har prøvet det før. Men jeg kunne måske godt have regnet det ud. Og måske var det, det jeg gjorde, da jeg vidste jeg havde fem uger og synes det var en god ide.




Lige nu er det spændende hvor langt jeg når. Hvor mange af de tolv projekter, der stadig er i gang, når året er gået. Jeg tror der skal et år til, for at vide om det er et projekt, der skal gentages. For lige nu føles det stadig som en god ide. Tanken om at de der projekter, som har ligget på den mentale liste over ting der skal laves, men aldrig bliver startet, nu er begyndt, den er god. Derfor kunne jeg godt fristes til at gøre det igen. Men det kræver lige, at jeg også når i mål.

Da jeg juledag fortalte de andre om projektet og havde alle muligheder liggende åbne, i forhold til alt det jeg skulle starte, spurgte jeg Daniel om han manglede en sweater. Det gjorde han ikke, men han ville rigtig gerne have et par pulsvarmere. De gamle er slidt, og nye har længe været et ønske. Han har bare ikke sagt det højt.





Selvfølgelig skulle han have pulsvarme. Og selvom det først blev det sjette projekt, jeg slog op til, blev det det første der blev færdigt. Faktisk var det et projekt, jeg havde brug for at gøre helt færdigt, før jeg fortsatte til det næste. 

Jeg fandt en bunke rester i garnkasserne. Mest uld, men også andre fibre mellem hinanden, fik ryddet godt ud og strikkede fire par, som han fik en dag jeg fulgte Oscar hjem. Daniel blev glad. Så der det skønt at strikke til andre.







Design: Det er længe siden jeg strikkede de første fingerløse vanter til Daniel. Jeg er ret sikker på, at det var en opskrift fra Knitty.com, der lage grunden til den opskrift jeg fandt frem til. Med et maskeantal der passede til Daniel og de pinde jeg valgte at bruge. 


Garn: Jeg brugte alt godt fra garnkasserne. Mest uld men også andre fibre. Jeg har brugt garn som: Supersoft fra Holst. Linwool, Softwool, Shetlandsuld og supersoft fra Garnudsalg. Garn jeg ikke kender oprindelsen på, garn fra Filcolana, Selfmade og BC Garn. 

Alt i alt brugte jeg 174 gram til de fire par.


Pinde: 3 og 4 mm. Jeg strikkede det hele på strømpepinde. 



Størrelse: Min opskrift er udarbejdet efter Daniels hænder og ønsker om længde.


Bemærkninger: Jeg strikkede stort set det hele med to tråde. Enkelte steder er der måske tre. 

  • Jeg slog 36 masker op på pind 3 mm og strikkede 30 omgange 2-2 rib.
  • Derefter skiftede jeg til pind 4 mm og strikkede 6 omgange glat. 
  • Mens jeg fortsat strikkede glat, tog jeg ud til tommel omkring en maske. så jeg skabte en kile. Jeg tager ud på hver anden pind, til kilen dækker 15 masker.
  • De 15 masker sættes på en sikkerhedsnål, og der slåes 1 ekstra maske op. 
  • Jeg strikker 11 omgange mere lige op. 
  • Skift til pind 3 mm og strik  5 omgange 2-2 rib. 
  • Luk af.
  • Maskerne til tomlen sættes tilbage på pind 4 mm. Der strikkes 3 ekstra masker op.
  • Strik 2 omgange glat.
  • Skift til pind 3 mm og strik  3 omgange 1-1 rib. 
  • Luk af.




Frankfurt am Main

 

På øverste etage i Historisches Museum Frankfurt er en nutidig model af Frankfurt. En model der er ud over det almindelige. 



Op gennem museet havde vi set andre modeller. Modeller der viste byens udvikling. En til en modeller og fine tegninger af byen. Det var forventeligt og de er gode til at vise hvordan byen har udviklet sig. Der var også en model, der viste byen efter Royal Air Force havde bombet byen tilbage i 1944. 

Men modellen på øverste etage. Den kan noget helt andet. Vi var trætte, havde egentlig fået nok museum, vidste at der var den der model, men havde trods billeder slet ikke forestillet os hvor vild den er. 



Pilen markerer museet, der ligger lige bag, eller her lige foran Nikolaj Kirke (blyanten) på Römerberg. Bygningen med det fine tårn er også en del af museet, der var vi også oppe, og se gamle klokker og ure. Bag pilen ligger de smukke huse, mens den gamle rådhusbygning kan ses til venstre på pladsen, markeret af en halv mini-tallerken.  Den store ler-klump mod højre markerer domkirken. 

På mit billede herunder ses bygningen med det fine tårn med urerne og Nikolaj kirketårn, kan ses bagved. Mellem de to ligger indgangen til museet. Toppen af domkirken kan anes bag den fine bygning. 






Modellen er lavet i samarbejde mellem Frankfurts indbyggere og en kunstnergruppe i Rotterdam. Den er blevet til over en toårig periode, hvor det første år handlede om indbyggerne. Om det var kunstnergruppen, der var ude blandt befolkningen, om det var museet, eller om det var nogen helt andre er jeg ikke helt sikker på. Men befolkningen i de forskellige bydele er blevet spurgt om deres bydel, hvad er vigtigt, hvad ser de som hovedpunkter i deres bydel, hvad skal fremhæves og så videre. 

Alt det borgerne har delt, har været en del af grundlaget for kunstnergruppen, der så har brugt det andet år på at bygge modellen af byen, som ikke er en 1:1 model, men stadig tydeliggør Frankfurt i al dens herlighed.




Lidt uden for bymidten fandt vi den runde glasplade. Vi boede lige bagved, i lavere bygninger, der ikke kan ses bag rækken af høje huse. Glaspladen er Radisson Hotel og ret fint gengivet. Mit billede er fra den anden side, fra vores vindue. I øvrigt er den runde skive oplyst langs kanten så snart det bliver mørkt. 




Modellen er bygget af alt. Jeg tror ikke der har været nogen grænser. Uanset hvor vi kiggede hen, var det nyt at se, var der vilde løsninger på steder vi næsten følte vi kendte og steder vi ikke anede hvad var. Vi kunne have blevet der i lang tid, vi kunne have blevet ved at finde nye finurligheder og nye sjove løsninger.

Jeg tror ikke vi kunne være blevet færdige. 

Det var så vildt at se.

Samtidig er det vildt at kunne finde på, se det for sig og bygge op, så det tydeligt er et bestemt sted, og en bestemt by.

Modellen stod som to øer, vi kunne gå rundt om. Gangen mellem øerne, er Main - floden gennem byen. Over hovederne på os, hang alle broerne på række. Også her havde fantasien frit løb, og det er vildt at et par bøjler eller en halv ski, tydeliggør en helt bestemt bro.  








Det sjove tårn med kageformen øverst, så vi senere fra en anden vinkel og måtte erkende, at igen er der ramt noget, der giver mening og tydeligt viser hvad vi ser på. Tårnet, eller det meget høje hus, hedder i øvrigt Henninger Turm. Jeg ved det kun, fordi jeg lagde mærke til navnet, da vi kørte i bus og kom forbi og jeg synes det var et sjovt navn. Jeg ved ikke hvad det indeholder, men jeg forestiller mig noget kontor eller på anden måde forretningsaktivitet. 


Skove lavet af pensler og børster, lufthavnsterminaler af mobiltelefoner, medicinalkvarteret af pilleglas og blisterpakninger, ledninger som vejnet og jernbaneskinner af metaltråd sammen med bankkvarteret med Joakim von and i midten og tårne af jetoner og andet sjovt. Sportsfaciliteter er markeret ved hjælp af spilleplader og en række huse bliver tydeliggjort af tandbørstehoveder eller minitommestokke.  

Jeg skriver det lige igen - det var så vild en oplevelse.




tirsdag den 4. februar 2025

12 cast ons 2025 - 12. projekt

 

Alle de forberedelser, sidste weekend førte med. At save, at samle og at øve. Handlede alle om at starte det sidste og tolvte projekt. 

Planen er at hele kurven fyldt med fibre fra Spindeforenings-julekalenderen er et projekt. Det skal bare deles i to. 




Den første del - den pink/røde del spinder jeg på den lille tyrkiske håndten, som jeg købte i Barcelona. Den anden del - resten - forestiller jeg mig at spinde på rokken. I princippet kunne jeg gøre det samtidig. 

Men jeg tror lige jeg venter lidt. 

Det er et slags spin to knit projekt. I hvert fald når det gælder den første del. Det skal nemlig blive til et Sophie-agtigt-scarf. En halsklud, efter hvilken opskrift er ikke besluttet endnu. Hvis det skal strikkes efter en opskrift. 

Jeg tror jeg venter og ser hvordan det færdige garn ender med at se ud. 




Da jeg samlede de pink og røde toner, satte jeg en enkel hvid tot til også. da jeg vejede gav det et resultat på cirka 75 gram. Størstedelen af det pink er angora. Afsindig blødt.

Jeg har ikke spundet angora før, men det er ikke helt let. Fibrene er korte. De går let fra hinanden. Og der er en del bittesmå klumper af dobbeltklip mellem fibrene. Nogen af dem piller jeg ud, andre lader jeg sidde. Jeg tænker de med tiden arbejder sig ud, helt af sig selv. 

Jeg plejer at stå op, når jeg spinder på en håndten. Jeg ved ikke hvorfor, men det føles lettere at sidde ned, med den lille krydsten. Den er ikke særlig stor, har en længde på bare 17 centimeter og vejer 29 gram. 




Jeg taber den ind imellem, når angoraen går fra hinanden, selvom jeg forsøger at være påpasselig. Den er nem at samle op, når jeg sidder ned. Og med mellemrum får jeg en følelse af at have mere og mere styr på det.

Jeg er spændt på hvor meget garn jeg ender med - hvor stort et lille tørklæde Emilie kan få.