onsdag den 30. marts 2016

Udpint


Inden vi sluttede havesæsonen sidste år, lagde vi et hav af løg i et bed ud mod stien. Vi gravede og vendte jorden med muld, og mente selv at have gjort det godt for de overvintrende løgvækster.

Og så gik vi hjem.

Lod have være have.


Skravlede tulipaner


I løbet af påsken tog vi snakken om haven op igen. Jeg var forbi for en måneds tid siden, og var dengang egentlig overrasket over, at der ikke var mere tilgroet end der var. Taget i betragtning at vi ikke har løftet en finger for vedligeholdelse over vinteren. En vinter som til tider har været mild nok til, at jeg forestillede mig flere uønskede grønne vækster.

Anders havde nok haft lidt af de samme tanker. Han nåede endda at melde ud, at selvom han rigtig godt gider tanken om projektet, har han måske alligevel ikke mod og overskud til det reelle arbejde.

Lad os lige se hvordan det står til, sagde jeg, og lovede at gå med i mandags. Jeg fandt også arbejdshandskerne frem og var klar til at lave noget.

Så langt nåede vi aldrig.

I stedet kiggede vi på den noget sørgelige fremtoning. Vi snakkede og overvejede (mest Anders – for her bestemmer han) og lagde en plan.

Det er tydeligt at jorden er udpint. Selv de uønskede vækster er skravlede at se på. Men mest tydeligt er det i bedet med løg, hvor en bunke tidlige tulipaner, har kæmper sig ovenvande, vokset til og sat blomster. Men ikke uden pinsler og kompromiser. Næringen i jorden har ikke rakt til mere end ti centimters stilk.


Skravlede tulipaner


Planen handler om bønner.

Bønner skulle efter sigende bruge mindre af jordens næring, end de bliver til, i vokseprocessen. Tulipanbeddet får lov at stå. Der er flere løg, som forhåbentlig med lidt hjælp fra ekstra næring kan blive noget højere, som foråret går sin gang. Det samme gælder de allerede plantede bærbuske, som står langs en anden af havens kanter. Resten – bortset fra de tre kasser (pallerammer) Anders sidste år satte lidt tilfældigt midt i haven – skal fyldes med bønner.

I de tre kasser skal jorden blandes op med ekstra muld. Der skal hældes næring i af bedste beskaffenhed, og heri skal årets køkkenhave have sin plads.

I resten af haven skal bønner af enhver art have lov at boltre sig. Planen er lige nu – planer kan jo ændre sig – at når bønnerne når en størrelse, der potentielt kan være med til at give næring til jorden – måske er det halvvejs gennem sæsonen – skal de hakkes ned, blandes godt i jorden og dækkes af en presenning frem til næste forår.

Så kigger vi på det igen.


I den anden halvdel af haven står græs. Det får vist bare lov at være.

Foreløbig…


Hvis du var en ludobrik…


Daniel kan spørge om de sjoveste ting.


Kokkeknapper - eller ludobrikker???


For et par uger siden udspillede følgende telefonsamtale sig…


Daniel: Tror du jeg har lagt mine kokkeknapper hjemme hos jer?

Mig: Nej det er jeg sikker på du ikke har – hvad skal du bruge dem til?


Det var noget med glædens dag, og han skulle være i kantinen i stedet for i køkkenet og havde vist lovet at være pænt klædt på.


Mig: Hvor havde du dem sidst?

Daniel: Øh…. Derhjemme tror jeg. Jeg må hellere hjem og lede.


Kokkeknapper - eller ludobrikker???


Timer senere ringede han igen.


Daniel: Havde jeg ikke to kokkejakker?

Mig: Det kan jeg faktisk ikke huske. Men nu du siger det, kan jeg godt huske noget om at vi købte to sæt til dig.

Daniel: Så sidder de nok i den jakke jeg ikke kan finde!



Han fik aldrig det fine udstyr på, men beholdt det mindre fine og mere almindelige fra køkkenet.

Til gengæld har jeg været omkring ebay og købt kokkeknapper nok til det næste lange stykke tid. I flere farver endda.


Kokkeknapper - eller ludobrikker???


For de, som ikke ved hvad kokkeknapper er, er kokkejakker ikke udstyret med knapper, men i stedet to rækker dobbeltradede knappehuller. Jakken bliver lukket med kokkeknapperne – små lodubrik-agtige runde dimser på fod – og skulle uheldet være ude, skulle der gå ild i jakken eller skulle der spildes et eller andet varmt ned over, kan det hele med et snuptag hives fra hinanden og jakken meget hurtigt afmonteres.

Originalt er de sorte, men i dag fåes de i alle mulige farver og faconer, med og uden dekoration.


mandag den 28. marts 2016

En lang påske er slut


I dag er langsom og jeg nyder påskens sidste dag.


Påske  med familien


Pludselig var min kalender så fyldt, at det næsten ikke var til at trække vejret. Lutter gode sager og dejlige mennesker, men jeg har også brug for at være alene og helt stille.

Det er jeg i dag.

Og mens jeg nyder alene, tænker jeg tilbage på dage fyldt med godt selskab, skøn mad og vigtige snakke. Dage fyldt med familie og venner af både den nye, den erfarne og den gennemprøvede slags. Dage med strik, hygge og alvorlighed. Dage med nye oplevelser og noget af det kendte. Dage ude og dage inde. Udelukkende dejlige dage.


I morgen er jeg klar til arbejde igen.


mandag den 21. marts 2016

Fra bunden af en kurv


Jeg forestiller mig at langt de fleste strikkere – for ikke at sige kreative mennesker af enhver art – kender til ufærdige projekter. Sådan nogen som gemmer sig i hjørner, under madrassen, nederst i kurve, skuffer eller dybest i et skab.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke kan sige mig fri.


Leafs... eller en god begyndelse


Jeg synes dog, at jeg har fået ryddet noget ud i antallet at projekter. Også dem, der har ligget meget længe. Omend jeg også gerne indrømmer at være indehaver af mere end to projekter, som jeg ikke er i tvivl om ser dagens lys en dag – den dag kan bare godt være meget langt ude i fremtiden.

I går fandt jeg starten til en cardigan frem. Jeg startede på den for længe (længe) siden, og strikkede glad derudaf. Planen var at hækle og klippe op langs forkanten – det der kaldes steeking – og som jeg for længst har afprøvet i et andet projekt.

Netop den her cardigan blev jeg inspireret til af en model i et dameblad for længe (længe) siden. Modellen havde et bladmønster spredt over hele modellen, og umiddelbart faldt jeg for det. Hurtigt blev jeg enig med mig selv om at damebladets bladmønster var alt for enkelt, og inden jeg så mig selv om, havde jeg tegnet og fortalt et noget mere udviddet bladmønster, tilsat raglan, strik oppefra og ned, taljering og andre detaljer.

Jeg ved jeg skrev noter. Jeg ved også at bladmønstret nåede at blive lige præcis så kompliceret, at jeg kun kunne håndtere at strikke hjemme, alene i sofaen. Måske var det derfor den endte i bunden af kurven. Fremme igen, kan jeg konstatere at jeg dengang – for længe (længe) siden – nåede ganske langt.

Den skal være løgn, tænkte jeg i aftes, da jeg fandt den frem. Nu skal den være færdig. Noterne kunne jeg ikke finde, men det fine diagram jeg dengang for længe (længe) siden tegnede med hjælp fra computeren lå heldigvis sammen med det allerede strikkede. En hurtig prøvning gav anledning til en smule måltagning og planlægning af udtagninger efter indtagninger, og inden der var gået længe, havde jeg strikket de første otte omgange.

Længere nåede jeg ikke. Pludselig var det sent, og jeg ville hellere i seng.


Leafs... eller en god begyndelse


Sikkert godt det samme, for her til morgen kunne jeg konstatere at trods et virkelig fint diagram, har jeg for længe (længe) siden lavet om i mønstert – uden at notere på diagrammet… Altså skal de otte pinde strikkes om.

Pludselig er det meget fine bladmønster jeg bedrev dengang for længe (længe) siden temmelig meget mere kompliceret end først antaget. Og måske jeg lige skulle give der det med at lede efter de noter, jeg skrev dengang, endnu en chance, inden jeg kaster mig ud i at renskrive diagrammet og strikke videre.

For renskrives kan det helt sikkert. Det kræver bare at holde tungen lige i munden, kigge godt på det allerede strikkede og tælle – helst rigtigt.


For ende nederst i kurven skal den ikke.

Den skal være færdig.


lørdag den 19. marts 2016

Når andre bestemmer


Vejret har været skønt. Solen skinnede, fuglene fløjtede, vinden var mild, luften forårskåd.


Forårsklar


Jeg har været ude. Jeg har også bare siddet i min sofa. Og strikket.

Jeg har ferie. Ti dage.

Ingen klager herfra.

Jeg skal nyde.


tirsdag den 15. marts 2016

Skrig, skrål og regulær gadekamp


Lige inden vi løb ned ad trappen, på vej mod billedetagning, i søndags, lød en veritabel larm af højeste gear udenfor. Anders forsøgte at se, men kunne kun konstatere skrig og skrål af den meget skræppende slags.

Nede i gadehøjde, gik han forrest mens jeg sakkede agterud. Larmen var øredøvende, og mindede mig mest af alt om måger efter en pløjende landmand. Giv os orm, giv os ooorm, synes jeg næsten skrigene lød som.


Survival of the fittest


Anders er mere lydhør for fugleskrig, og mente at kunne høre alarmerende skader. Med et drej om hjørnet blev der udsigt mod træerne bag huset, mens buskene stadig dækkede for de reelle handlinger. I toppen af træet residerede et par krager, de hoppede og gyngede og så mest af alt ud som klappede de i takt.

Længere oppe i luften fløj mågerne rundt, og først helt henne bag buskene viste det sig hvorfra al larmen stammede. Mens en våge fortrak, lå resterne af en pudekamp spredt over stien, og længst inde under hækken havde en enlig due gemt sig – sikket i håbet om overlevelse.

Den sad der endnu da vi gik tilbage. Mens jeg er romantisk nok til at tro på overlevelsen, mente Anders at den aldrig ville få en chance. Han var sikker på at vågen stadig sad på lur, klar til at slå til i samme øjeblik duen ville vove sig frem.


Survival of the fittest


Han har sikkert ret. Specielt fordi den sad helt stille, da jeg forsigtigt satte mig ned og fik tændt for kameraret igen. brystet hævede og sænkede sig med forpustet fart, men den forsøgte end ikke at flytte sig bare den mindste lille smule. Den sad bare, noget forpjusket og med øjne der ikke blinkede en eneste gang. Ikke specielt gemt, men krøbet lidt i skjul.

Vi gik hjem igen. Lod naturen gå sin gang og nåede at tænke tanker om survival of the fittest. Ikke det vi ser mest til i forstaden.


mandag den 14. marts 2016

Mulberry hat #2


Nogle rester vil jeg rigtig gerne have brugt, komme af med, få ud af garnkasserne, føle jeg er færdig med. Andre må gerne blive liggende i årevis, til det helt rigtige projekt dukker op. Eller bare blive liggende.


Mulberry hat


Stix-ulden, som netop er blevet til halsvarme til Anders, hørte til første kategori. Nu er det væk, formateret til noget brugbart, og det er en god fornemmelse. Tilbage lå et halvt nøgle af den lyse oliven og et helt nøgle, jeg købte dengang Stix skulle se dagens lys, men som aldrig blev brugt. Farven hedder stålgrå, jeg vil kalde den lilla, og Anders ville under ingen omstændigheder have den med i sit dyr.

Somme tider kan rester godt finde vej fra min garnkasse til garnkasserne i Klubben. Men måske fordi jeg ved hvordan børnene behandler garnet, er det ikke alt jeg har lyst til at skibe den vej. Jeg kunne ikke holde tanken ud, om at udsætte ren uld for børnehænder, også selvom farven var udskældt og helt forkert.


Mulberry hat


Men da det lå der – den lyse oliven og den stålgrålilla – virkede de pludselig gode sammen, og mon ikke halvandet nøgle garn kunne blive til en hue. Det kunne det næsten. Da kun skyggen manglede, var der kun en smule af det lilla tilbage, og så måtte det tykke nøgle med blågrønt garn holde for.

Det blågrønne købte jeg for længe siden. Jeg købte nok til en trøje eller cardigan til mig. Men da Anders så det og kiggede langt, kom jeg til at strikke et halstørklæde til ham. Da resterne ikke kan dække både ryg, forstykke og ærmer i voksenstørrelse ligger de trygt under sengen. En dag ved jeg hvad det skal blive til, og indtil da er det den slags garn, der gerne må ligge længe i mine garnkasser.








Design: Mulberry Hat af kristina McGowan.


Garn: Wool fra Stoff & Stil sat sammen med noget tykt uld købt engang for længe siden i en gårdbutik.

Der gik 86 gram til hele huen.


Pinde: 4½ mm. Jeg startede med strømpepinde og fortsatte til en kort rundpind. Jeg brugte også en hæklenål vistnok 4 mm.


Størrelse: Jeg strikkede efter den mindste størrelse.


Mulberry hat


Bemærkninger: Jeg har strikket Mulberry Hat før, og brugt den rigtig meget.

Mit garn var tykkere end opskriften angiver, så jeg strikkede den mindste størrelse, startede med den lilla og forøgede med striber og den lyse oliven, da jeg var nået cirka halvvejs gennem nøglet.

Jeg lavede en indtagningsomgang ekstra i forhold til opskriften og tog også ud en ekstra gang. Jeg ville gerne have en lidt bredere skygge og strikkede yderligere to omgange inden aflukning.

Ifølge opskriften skal hatten have et elastikbånd omkring de hæklede fastmasker, der holder sammen på puld og skygge. Men den ekstra indtagning betyder at hatten sidder helt som den skal, uden brug for mere hold. Altså har jeg droppet elastikken, den kan altid tilsættes, hvis elastisiteten skulle forsvinde han ad vejen.


Den er god varm på cykelture i kolde morgenvinde.


Har du lyst til at se flere billeder af huen, kan den ses lige her på Ravery.


søndag den 13. marts 2016

To meter tofarvet patent


Mellem langsommelige søndagssysler er der blevet tid til en tur på græsset og billedetagning af lidt af hvert. Hjembragte porcelænskander for eksempel. De sidste afsluttede projekter og et enkelt kontrafej – så jeg måske endelig kan få taget mig sammen til at få lavet et nyt pas.


Patent om halsen


For noget der efterhånden føles som meget længe siden, men som kun er lidt over en måned siden – dengang jeg stadig var sygemeldt, men snart skulle tilbage på arbejde – fandt jeg alle resterne fra Anders’ Stix frem. Planen var et halstørklæde. Et langt et. Han har nemlig med mellemrum talt om et nyt.

At det føles som længe siden, hænger måske sammen med at det har ligget i støbeskeen længe, jeg vidste bare ikke helt hvordan udformningen skulle se ud.

Længe ville jeg lave snoninger. Gerne sådan nogen, der snor på begge sider. Jeg nåede at læse op på hvordan sådan nogle snoninger laves, men i sidste ende skiftede jeg mening, for jeg er ikke imponeret af stribede snoninger, og tanken om tofarvet patent trak mere.

Siden har jeg tænkt at jeg kunne have kombineret og strikkede tofarvede patentsnoninger. Men det må blive en anden gang.


Patent om halsen


Det tofarvede fik farverne til at falde på plads. Resterne spredte síg over alt fra nærmest gul til brun og grå i flere farver. En farvesammensætning, som passer fint til Stix, men som jeg havde svært ved at finde sammenhæng i, i et halstørklæde. Da tanken om at dele farverne i to bunker – en grå og en “brun” – gav det meget mere mening, og dermed var ideen om tofarvet patent skabt.

Jeg troede jeg ville ende med omkring to meter halstørkæde, det blev noget længere. Men sjovt nok virker det slet ikke for langt, når Anders snor det om halsen. Han har endda prøvet flere forskellige arrangementer, der alle virker på hver sin måde. Det blev ikke til det store modeshow i dag. Modellering er ikke blandt Anders’ yndlingsbeskæftigelser – så jeg lovede det ville være overstået hurtigst muligt.








Design: Det kan vel nærmest ikke kaldes et design – nærmere en beskrivelse.


Garn: Wool fra Stoff&Stil. Sammen med et enkelt nøgle Peer Gynt fra Sandnes Garn, jeg havde liggende.

Det færdige tørklæde vejer 470 gram.


Pinde: En kort rundpind 5½ mm. Til tofarvet patent er det vigtigt med spids i begge ender af pinden.


Størrelse: Færdigt måler tørklædet 260 x 23 cm.


Patent om halsen

Bemærkninger: Tørklædet er strikket sådan lidt lige-ud-af-landevejen. Altså uden opskrift, men med nedskrevne noter.

Jeg slog 41 masker op med Turbular cast on.
De yderste to masker i hver side strikkede jeg som iCord.
Resten af maskerne strikkede jeg tofarvet patent – det må kunne findes på youtube.
Da der ikke var mere garn, lukkede jeg af med Turbular bind off.

Til den ene side af tørklædet brugte jeg alle de grå farver, mens de brune/gule endte på den anden side af tørklædet. Mens patenten giver striber på den lange led, giver iCorden striber på den korte. Jeg synes kombinationen er rigtig fin.


Har du lyst til at se flere billeder af halstørklædet, kan det ses lige her på Ravery.


Nærmest magisk #2


Det var ikke kun Emilie, der malede en kande, da vi var inde hos Creative Space i vinterferien. Jeg gjorde også.


pernille3

pernille1

pernille2


Og mens Emilies kande er stor nok til at rumme en solid omgang saftevand, limonade eller noget helt andet, er min en hel del mindre, og måske også derfor nemmere at overskue udsmykningen af.

Hvornår eller til hvad den lille kande skal tages i brug, har keg iingen anelse om, men jeg har fundet en plads til den i køkkenet.


pernille4

pernille6

pernille5


Jeg gider godt derind igen. Også selvom jeg egentlig ikke har brug for mere procelæn… Gad vide om det kommende brudepar, der har inviteret til bryllup, et sted Søndenfjords pinselørdag, kunne have brug for en flok bemalede skåle?

Der er så afgjort noget zenagtigt, afstressende og afslappende over at sidde med hvidt keramik og glasur i yndlingsfarver.


farver

prikker

Nærmest magisk #1


Efter filmen i går, blev det endelig tid til at hente kanderne, Emilie og jeg malede hos Creative Space i vinterferien.

Emilies kande - før brænding

Emilies kande - før brænding


De har stået klar længe, faktisk kunne de hentes allerede inden for en uge, jeg har bare ikke overskuet at komme til Frederiksberg efter procelæn. Men nu var jeg der, de blev hentet og hjembragt forsvarligt pakket ind i bobleplast og medbragt pose.

Jeg synes der er en smule magi over den proces der sker, når den matte, ducede glasur er lagt på keramik og det hele kommer en tur i ovnen. Ud kommer helt nye farver og en glansfuld og hård overflade, der slet ikke var som før.

Jeg var spændt på at se kanderne. Jeg vidste jo godt hvilke farver vi havde valgt, og jeg vidste også at de ikke lå langt fra det endelige resultat. Det var ikke som den mærkelige blå, der bliver dyb lilla eller den gammelrosa der ender som vissengrøn, vi har stående i lerværkstedet på skolen.

Det er muligt vi kunne have valgt farver, der skiftede så meget, men det blev det ikke denne gang.


Emilies kande - efter brænding

Emilies kande - efter brænding


Sikkert fordi det var lørdag, var der fyldt i butikken, og stemningen var en smule hektisk. Slet ikke så hyggelig, som da vi var der i vinterferien. De folk der sad ned, så nu ud som om de hyggede sig, og jeg forestiller mig at det er en anden oplevelse at være der og være i gang, end at komme ind ad døren, hente brændt keramik og gå ingen, selv når der er mange mennesker.

Jeg synes Emilies store kande endte rigtig fint. Hun løb sur i det store arbejde, og var i virkeligheden ikke tilfreds, da vi afleverede, pakkede sammen og gik dengang for flere uger siden. Hun er stadig ikke tilfreds, men hun er oplevelsen og erfaringen rigere. Hun vil stadig gerne derind igen. Og vi er enige om at de næste gange skal hun lave noget mindre.


Indtil den dag, hun ved hvad hun kan, hvad keramikken og glasuren kan, og hun kan overskue et større projekt.


lørdag den 12. marts 2016

Flaskepost fra P


Sille og jeg havde sat hinanden stævne i Falkoner Bio til middag. Målet var næste afsnit af Carl Mørck og Afdeling Q.


Plakat - Flaskepost fra P


Det var en god film. Efter tredie film er jeg stadig overrasket over hvor godt Nikolaj Lie Kaas er castet til rollen. Han spiller blændende. I min optik er han Carl Mørck. Selvom jeg stadig synes Fares Fares er for høj som Assad, fungerer han også fantastisk. Selv Rose, som jeg efter sidste film ikke var afsindig begejstret for, vinder i denne udgave.

Jeg kan helt ærligt ikke huske bogen. Men filmen var god. Absolut værd at se. De to timer gik i forrygende fart, og da sidste scene var slut, synes jeg det var gået alt for hurtigt. Jeg ved godt der er ting, som må udelades i en film, men jeg savner alligevel fortællingerne bag og udviklingen af figurerne. I Flaskepost fra P specielt Roses udvikling, som jeg har en erindring om begynder at tage fart  i den tredie bog om Afdeling Q, mangler jeg.

At jeg – selv efter at have set filmen – ikke kan huske bogen, burde vel egentlig betyde, at jeg bør hjemføre den fra biblioteket endnu en gang.