Viser opslag med etiketten Spinde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Spinde. Vis alle opslag

mandag den 22. juni 2026

Spind på en mandag - Uge 25

 

Ugen kort:

  • Måske er det ferien, der banker på. Måske er det opsparet eksamenskuller. Jeg nyder mine mandage uden arbejde, uden studie, uden ret meget.
  • Endelig blev det tid til kontrol af den brækkede arm, der viser sig at blive kategoriseret som et brækket håndled. Alt er fint. Der er ingen grund til at tro, der vil være varige men. Gipsen kan fjernes hos egen læge om to uger. 
  • Til gengæld viste røntgenbillederne at min tommel blev mast. Det skulle der gøres noget ved. I forvejen var jeg ikke imponeret af den lagte gips, der mest var i vejen, men det er sådan noget vel. Hvad ved jeg? To unge læger startede med et klip i forbindingen, der nok gav plads til mere rotation af tommelleddet, men også fik gipsen til at bevæge sig mærkeligt. De hentede Gurli. Gurli var kompetent, effektiv og lagde en ny gips. Denne gang kunne jeg selv vælge farve, og valgte lilla. 
  • Egen læge havde heldigvis tid om præcis to uger. 
  • Mens valgfagsholdet er i praktik, brugte jeg timerne som vikar i natur/teknik. Vi talte om fotosyntese og plantede bønner, børnene har spiret. Det var lidt som at komme tilbage til den grønne skole. Det kunne være spændende med natur/teknik undervisning. Engang. 
  • Det er vildt som en flok almindelige spørgsmål, kan få et par voksne til at reflektere og se rundt om et barn. 
  • Jeg hentede Oscar, der lige skulle spille dødbold og airhockey inden han var klar til at køre. Han cyklede, jeg gik, mens han gav mig gode råd og viden om brækkede håndled. Han har været der før mig, så han ved hvad han taler om. 
  • Vi havde en hyggelig aften, og han tegnede lidt på gipsen. 
  • Jeg hentede en pakke, der blandt andet indeholdt et broderistativ, der har vist sig at være genialt, og står helt stabilt. Jeg kan brodere med een hånd - det er ret lækkert. Også selvom hånden efterhanden kan ret meget - men der er også ting den ikke kan. Bøje i håndleddet for eksempel.
  • På et tidspunkt tænkte jeg at de sidste projekter i håndværk/design skulle gemmes til næste år. Men. Vi nåede dem alle. Det hele kan pakkes væk, og nyt findes frem efter sommerferien.
  • Også mine elever har tegnet på gipsen. 
  • Weekend med mulighed for bare at sove en time længere var godt. 
  • Mammografi på en lørdag var også en god ide. Jeg plejer at cykle, men hoppede nu på bussen. Hvidovre Hospital er meget lettere tilgængeligt, end jeg tidligere har tænkt. 
  • Tilbage blev jeg siddende i bussen og kørte videre til centret og biblioteket. Jeg fandt bøger om vikingekæder, for mine første tanker om det lokale valgfag jeg har sat mig på til næste år, skal måske gentænkes. Der skal være et bredt udvalg, og jeg har flere ideer. 
  • Der er varmt på tredje sal!
  • I Vestbad er sommersæsonen gået i gang. Det betyder jeg ikke længere kan komme udenfor og bade lørdag morgen. Nu er der til gængæld åbent ude alle dage, bare ikke helt så tidligt. Planer skal derfor gentænkes, og jeg nåede et bad søndag efter 11.
  • Senere mødtes jeg med mine tidligere kolleger, nu veninder i Anjas have. Det var skønt at se dem, det var skønt at få vendt alle tankerne og det var skønt at sidde ude, både i sol og skygge. 









Læse:

Danmarks første rejsehold, officielt Rigspolitiets Rejseafdeling  startede i 1927 under ledelse af Otto Himmelstrup. Jacob Jonia har genskabt holdet, der bestod af mænd, med hver deres speciale i forhold til opklaring af vanskelige sager. 

Den yderste grænse er første bind om Rejseholdet, og Otto Himmelstrup bliver sendt til Esbjerg, hvor et sommerhus er brændt. Det er ikke let at komme fra hovedstaden til et politikorps, der ikke virker fantastiske, føler sig kigget over skulderen, nægter at byens bedre borgerskab kan have noget med sagen at gøre, mens sagen udvikler sig. Lige nu er der ikke mindre end to dræbte mænd.

Til at starte med var jeg lidt irriteret over fortællingen. Jeg mødte kun mænd, hvilket måske ikke er så mærkeligt i en fortælling, der daterer sig til 1927. Det hjalp da en kvindelig journalist dukkede op, og fra tid til anden får lidt anerkendelse.

Der er stadig mange mænd i historien. Sådan må det nok være, for historien er baseret på virkelige hændelser, politirapporter, obduktionsrapporter og samtidige aviser. Jeg går ud fra der også er lagt lidt til, for at gøre historien læseegnet. Og læseegnet vokser den stille og roligt ind i.

I øvrigt er der også lavet en filmatisering af bogen - Rejseholdet, det første mord fra 2025. Jeg har ikke set den, men måske får jeg lyst, når jeg har læst den. 


Spinde:

I forbindelse med de sidste ugers håndværk og design, fik de af børnene, der var færdige, muligheden for at prøve at spinde. Nogen synes det var vildt sjovt, og lavet fint, rustikt garn. Andre opgav på forhånd. Nogen synes bare det var sjovt at karte, og nogen kom slet ikke i nærheden af ulden.

Det var let nok at vise hvordan man spinder, dengang jeg endnu ikke havde brækket håndleddet. Men, så var det, at jeg havde. 

Jeg tænkte, jeg blev nødt til at prøve, Vise lidt, forklare og måske bruge børnene til den der forklaring. Men jeg kunne faktisk godt. Det brækkede håndled kunne godt håndtere håndten og uld og tvist og garn. 

Altså gik jeg hjem og fandt den lille tyrkiske håndten frem. Den vejer ikke meget, og jeg må stadig løfte det, der svarer til en liter mælk. Jeg fandt også uld. Jeg ved ikke hvad det er for noget uld. Jeg købte det til Fiberfolk i Vejle forrige år. Jeg forestiller mig der er merinould i, og en hel del stelina, for det glimter. 

Det er vildt let at spinde. Jeg plejer at pre-drafte inden jeg spinder - tække lidt i ulden og gøre den mere samarbejdsvillig. Det er overhovedet ikke nødvendigt. Jeg deler bare et par gange på langs, så den tot jeg står med ikke er for tyk, og spinder. 

Jeg tænker sommerens rejseprojekt i forhold til Tour de Fleece er hjemme. 




lørdag den 20. juni 2026

12 Cast Ons 2026 - 10. Projekt

 

Ligesom jeg synes der skal være et væve-projekt, skal der også være et spindeprojekt mellem de tolv årlige projekter. To år, så er det en tradition. Er det ikke sådan? Jeg tager i hvert fald mig selv i at tænke, at næste år....

Måske også fordi jeg ikke kan strikke lige nu, dermed kommer ting der dukker op, automatisk til at stå i kø. Og nej, jeg ved ikke om jeg kan strikke. Det føles bare ikke som om, jeg skal prøve.

Det viser sig, jeg kan spinde på håndten. Altså har jeg startet et spindeprojekt. Jeg er ikke sikker på rokken, men det kommer. Er jeg sikker på. Jeg kan også brodere - med en hånd- for jeg har investeret i en holder, der viser sig at være langt bedre end forventet.



Lyset yder ikke farverne særlig meget. Den øverste kombination virkede ikke, den nederste fungerer. Det er svært at se, hvor meget lyserød, der er i farven i midten. Længere nede bliver det mere tydelig. Måske ikke nok. Nogen gange skal farver ses i dagslys - ikke på billeder.


Men tilbage til årets tolv projekter. Jeg ville spinde. Da jeg var i Barcelona, forrige år, ledte jeg efter fibre til noget, der kunne blive til mønsterfarven i en version af Pressed Flowers. Jeg ville have tre forskellige farver, der tilsammen kan give et tretrådet garn. Jeg fandt to. 

Siden er jeg blevet i tvivl om de der pressede blomster. Jeg kan rigtig godt lide blomsterne, men modellerne synes jeg er lidt for bombastiske, lidt for firkantede og lidt for lidt fashionerede. Måske kan jeg ændre på det. Tanker dukker ind imellem op, og skal det ikke ende der, vil jeg stadig gerne have en mønsterfarve til noget.

Jeg havde de to farver i baghovedet, da jeg i sommers var til Fiberfolk i Roskilde, og kom hjem med tohundrede gram uld fra By Kiilerich, som jeg tænkte kunne være den tredje. Jeg havde overset at der var blå i, og ikke kun den lilla, som jeg havde fokuseret på. Det var ikke rigtig, rigtigt. Det spillede ikke. 





To hundrede gram kan snildt blive til en hel sweater til mig, så det ligger til en anden gang. Men så manglede jeg jo stadig. Som tiden gik, faldt projektet længere og længere tilbage, og der var først da det gik op for mig at der var garnnøglefestival i Brande og Birthe P ville komme, at jeg kom i tanke om det igen. 

Arrangementet i Brande var først d. 1. februar. Projektet skulle startes inden 31. januar. Jeg besluttede at jeg godt kunne starte med to farver, jeg ville alligevel næppe nå gennem den ene, og så lægge lidt til senere. Det sker jo også nogen gange, når man strikker - at man får brug for mere materiale...

I Brande fandt jeg det helt perfekte - pink og lilla i samme fletning. Fibrene er en god blanding af spændende ting - uld, mynte og alpaca mellem hinanden.



Jeg er nået længere end jeg troede. Jeg har spundet de to første tråde og startet på den tredje. (Jeg troede jeg var i gang med nummer to...).  Jeg er ikke hurtig til at spinde, men jeg er ret sikker på at det her godt kan blive færdigt i år. Måske kan det færdige garn blive en del af næste års tolv projekter.

Lige nu står det dog stille. Jeg har ikke prøvet. Men som med strik, føles det ikke som om jeg skal spinde på en rok lige nu. Det kommer. Der er kun lidt over to uger, til gipsen skal af...




søndag den 24. maj 2026

12 Cast Ons 2026 - Oversigt

 

Vi er snart halvvejs gennem året, jeg har vist halvdelen af årets tolv projekter, og selvom jeg havde en anden plan, synes jeg det er på tide at liste alle tolv. Så kommer fremvisningen og lidt flere detaljer af resten, nok hen ad vejen. 

Jeg havde forestillet mig en lidt mere kronologisk tilgang. Men som tiden er gået og livet er løbet, er kronologi ikke længere helt så vigtigt. 

Helt som vanligt er noget færdigt, noget arbejdet på og noget skrinlagt til senere. Generelt arbejder jeg hen over en uge på tre, fire eller fem projekter. Noget er helt nyt, noget er slet ikke strik og noget er blandt årets tolv projekter. Derfor giver det mening at ikke alle projekter bliver motioneret.

Heller ikke selvom der næsten er gået et halvt år.

Igen i år har jeg fordelt projekterne, så de fleste er strik, mens resten bevæger sig over flere forskellige håndværk. Der er ikke noget hækling. Det kan egentlig godt undre mig. På den anden side skal jeg nok få hæklet i løbet af året.



Dominotæppe

Jeg skrev hovedopgave i dominostrik, dengang jeg afsluttede håndarbejdslæreruddannelsen. Men jeg har aldrig strikket et dominotæppe. I løbet af sidste år samlede jeg minier til projektet, som lige nu ligger stille, og som på ingen måde forventes at blive færdig i år. 


Owlery Blouse

Jeg tror det var forrige år jeg gav Emilie garn i julegave til Owlery Blouse - endnu en af de mange opskrifter fra Fabel Knitwears Volume 1, som pigebarnet har ønsket i mange år. Sidste år tilføjede jeg glimmergarn med blomster og nu er projektet en realitet.

Den er færdig, og bliver flittigt brugt. 


Snekkersten

Igen havde vi garn på lager til en trøje til Anders. Han ønskede sømandsbobler, lynlåslukning øverst, en høj krave og alt det Snekkersten Sweater fra Et hav af masker indeholder. Jeg strikkede løs dengang det stadig var mørkt, og det mørke garn lidt svært af se. Til sidst lagde jeg den væk, ville vente til det blev lysere. 

Af en eller anden grund har jeg endnu ikke fundet den frem igen...


Baldyre Pude

Dengang for over to år siden, da jeg skiftede arbejde, fik jeg et gavekort til Sommerfuglen fra mine tidligere kolleger. Jeg formøblede det på et kit fra Baldyre. Nu er det fundet frem. Jeg troede det var korssting, men de er kun halve. De har en størrelse, der betyder at det er nemt at sidde med, også om aftenen. 

Det er et hyggeligt broderi, det vokser langsomt, ganske som det skal. Og en dag bliver det færdigt. 


Woodland

Den er så flot, jeg skal bare lige finde den rigtige strikkefasthed og starte forfra...


Pulsvarme

Masser af rester og håndledsvarme til Anders' store hænder. Det var et hyggeligt projekt, der lugede ud i en del af resterne og gav god varme, da det var allerkoldest. 

De er færdige. 


Faded Morning Shawl

Forrige jul havde Emilie været i London. i Loops havde hun købt lækkert lilla merino til mig. Hun tænkte det skulle være et sjal. Jeg tænkte det skulle være helt specielt og endte med Faded Morning Shawl.

Det var et skønt stykke strik. Jeg bruger det. Det er færdigt. 


Love Note

Engang sidste år var jeg med Bettina i Birkerød, og kom hjem med garn i mange farver. Jeg vidste det skulle blive til en let og kort sweater. Jeg endte med Love Note, som er blevet så fin og sommerlig i sit udtryk. 

Den er færdig. 


Vævede Viskestykker

Jeg har sat trenden op. Jeg har startet vævningen. Jeg har hængt væven op på væggen. Der hænger den endnu. Sidste år tog det også lang tid, før jeg begyndte at væve.


Tre-trådet Spind

Jeg havde to forskellige fibre, jeg købte dengang jeg var i Barcelona til fiberfestival. Jeg ville have tre. I første omgang fandt jeg fibre fra By Kiilerich, men det var ikke rigtig godt. De er fine, men farven er ikke rigtig til der her projekt. Så de venter på noget andet. 

I Brande fandt jeg pink fibre fra Birthe P. De er fantastiske. Jeg er i gang med den tredje tråd. Det er lækkert at spinde. Jeg er bare ikke hurtig til at spinde.


Luminen

Jeg spurgte og tilbød og Amalie sagde ja. Jeg har lovet at strikke hende en lang cardigan. Vi kiggede opskrifter og endte med Luminen. Amalie fik garnet i julegave med viden om at den ikke bliver færdig lige med det samme. 

Jeg troede faktisk ikke jeg var nået så langt. Måske fordi jeg er lidt uvenner med lommerne. Men jeg har åbenbart strikket ærmerne. Og første del af lommerne.


Hønsestrikket Nederdel

Ønsket om en hønsestrikket nederdel har blinket i flere år. Nu slog jeg op, den tog tid, den lå stille og pludselig var det, det eneste jeg strikkede på. Den er færdig og blevet helt fantastisk. 

Også selvom den lige nu er alt for varm.




mandag den 16. februar 2026

Spelsau

 

Da vi i oktober var på tøseweekend i Nordsjælland, havde jeg fundet Det Vilde Spinderi. Eller jeg havde ikke fundet det, jeg havde hørt om det. Da det gik op for mig at det var lige i nærheden, foreslog jeg at vi skulle køre forbi. 




Vi tager altid på opdagelse i nærområdet, når vi er på tur. Ingen ideer er mindre end andre, og at det med at strikke og spinde stort set hører til hos mig, gjorde ikke oplevelsen ringere for de andre. Vi kiggede på de gamle fine igangværende maskiner, fik fortalt om håndværk og jeg kom derfra med kæmmet spelsau.

I The Fleece and fiber source Book, kan jeg læse, at spelsaufåret oprindeligt er for Norge, og der findes flere forskellige typer - den gamle der har rødder tilbage i vikingetiden og har lagt uld til skibenes sejl og befolkningens påklædning. Og de nyere varianter, der er tilført gener fra Islandske, Færøske eller finske får. For begge typer gælder at underulden er fin og blød, mens overulden er rustik og grov. Unnder- og overuld kan deles hver for sig, eller spindes sammen. 

Den brune farve jeg fik med hjem er typisk for den gamle type, der også var hvid, sort og grå, mens de nyere typer oftest er hvide men også kan findes i de gamle farver. Den uld jeg havde med hjem har helt sikkert en del overuld i sig. jeg tror det er en blanding af både over- og underuld, for det er groft og rustikt, men det har også en blødhed over sig. 

Gennem tiden har man delt ulden og brugt den, der hvor den gjorde mest gavn. Vikingenes store sejl har været vævet af overulden alene, mens de fineste beklædningsdele har været af underulden alene. Resten har ganske sikkert været en blanding. Og mon ikke de har arbejdet med forskellige blandingsforhold. 





Materialer: Spelsau fra Det Vilde Spinderi. Ulden var kæmmet i tynde bånd, vel nærmest det, der kaldes pencil rowings. Jeg købte to små bolde, der var tænkt til at hækle siddeunderlag af, og forestillede mig jeg kunne spinde. 

De to bolde indeholdt tilsammen 175 gram. 


Forberedelse: I første omgang forestillede jeg mig at ulden kunne spindes som den var, hvis blot jeg løsnede det lidt, ved at tese det en smule, inden spindingen.

Fibrene er lange, og det var svært at spinde ulden til garn, fra det kæmmede bånd. Jeg besluttede at prøve noget andet, fandt blendingboardet frem og lavede i stedet rolags.

Det gjorde arbejdet meget nemmere. Jeg løsnede stadig fibrene, inden jeg spandt. Det var ikke det nemmeste jeg nogen sinde har spundet, men det lod sig gøre. 



Spinding: Jeg spandt fibrene på rokken, i Z-retning. Det betyder med hjulet kørende i urets retning og et garn der bliver snoet mod højre. 

Jeg kan godt lide at spinde en form for longdraw - altså at have hænderne et stykke fra hinanden. Fordi fibrene var lange, var det nødvendigt at have hænderne længere fra hinanden, end havde det været merino, eller en anden kortere fiber. Alligevel oplevede jeg at jeg ikke kunne holde hænderne alt for langt fra hinanden.


Tvinding: Også tvindingen foregik på rokken. Denne gang i S-retning. At hjulet kører mod uret og de højredrejede tråde snos sammen mod venstre, for at danne harmoni og balance i det færdige garn. 

Jeg tvandt garnet tretrådet ved at kædetvinde. Det betyder at det entrådede garn omdannes til et tretrådet garn ved at "hækle" store "luftmasker" som tvindes sammen til en tråd. 

Når jeg kædetvinder, er det vigtigt at det ikke går for hurtigt. Jeg forsøger at træde langsomt og sætter snoren på den største trisse af de to, der er rådighed på den lille rok. 


Efterbehandling: Jeg haspede garnet af spolen, og skyllede det op i varmt vand tilsat uldvask. Jeg lægger garnet forsigtigt ned i vandet og ladet det ligge uden bevægelse til vandet er kølet af. 

Når vandet er koldt, tager jeg garnet op, krammer det forsigtigt, først mellem hænderne bagefter i et håndklæde. Til slut svingede jeg det et par omgange, for at få det sidste vand ud, ud over kanten på altanen. Slutteligt hængte jeg garnet til tørre over en bøjle, til det var helt tørt.



Resultat: Jeg er endt med et garn, der på samme tid er blødt at røre ved, og kradst at røre ved. Jeg forestiller mig det som mønsterfarven i et eller andet til Anders. 

Da garnet var helt færdigt, fandt jeg en smule mere af fibrene. De bliver ikke til garn nu, men - forestiller jeg mig - bliver en del af noget større engang med tiden. 

Det færdige garn vejer 135 gram og er 286 meter langt. Det er 212 meter pr 100 gram.


Det var et spændende forsøg, og jeg kan hermed konstatere at jeg holder mere af de blødere materialer og færdige resultater.


Vil du se flere billeder af garnet, kan det ses på Ravelry.




lørdag den 3. januar 2026

Drift

 

Dengang jeg var færdig med at spinde og tvinde det lækre grønne rambouilet, blev jeg også færdig med et andet spind. Denne gang på rokken.



Forrige år deltog jeg i Spindeforeningens julekalenderleg, sendte 24 små pakker med spindefibre til et sted i Jylland, og fik 24 helt forskellige pakker tilbage. Tre damer stod for hele fornøjelsen, fordelte og sendte tilbage til alle deltagere. Vi var vistnok femten. 

Jeg ved ikke om der var noget i den nyligt overståede jul. Det var tredje år jeg havde en form for spindejulekalender. Og uanset hvor lækkert jeg synes det var at åbne en lille pakke hver morgen, har det taget en stor del af den tid jeg bruger på at spinde. Tid som jeg måske i virkeligheden hellere vil bruge på noget andet - noget af det uld jeg allerede har liggende. For eksempel. 

Men sidste år spandt jeg alle de forskellige fibre til et garn, som jeg er blevet rigtig glad for. Et garn der endte harmonisk selvom det blev sat sammen af alle mulige forskellige fibre i forskellige farver og præparationer. 

Da det var færdigt råbte det på at blive strikket. 



Jeg troede jeg ville have garn nok til at lave endnu et par ærmer - eller en kropsløs sweater. Det gjorde jeg af det første kalenderspind jeg spandt et par år tidligere. Det viste sig, at jeg havde mere garn end forventet, og dermed kunne der komme krop på en sweater.

Jeg valgte at strikke Drift. Jeg har strikket den før, og synes den er vildt fin. Den har et lille mønster øverst, som jeg forestillede mig godt kunne gøre sig i det lidt urolige garn. 

Jeg er blevet rigtig, rigtig glad for resultatet, som jeg har brugt temmelig meget allerede.






Design: Drift af Kirsten Finlay.


Garn: Håndspundet julekalenderspind og en tynd tråd Kashmir Lux fra Familien Davidsen i farve 37 - Skovgrøn. 

Jeg brugte 241 gram af det håndspundne og 37 gram af følgetråden - i alt 278 gram.


Pinde: Hele trøjen er strikket på en pind 5 mm. Jeg bruger rundpind. 


Størrelse: Min strikkefasthed passede ikke, så jeg endte med en mindre størrelse og strikkede efter anvisningerne til str. 2.



Bemærkninger: Der er i opskriften ikke masker under armen. Det synes jeg ikke giver den bedste pasform. Samtidig vil jeg gerne have lidt flere masker fortil frem for bagtil. Jeg slog derfor 8 masker mindre op og strikkede ellers efter opskriften. 

Da jeg nåede til deling af krop og ærmer, slog jeg 4 masker op under hvert ærmegab. Det betød at jeg flyttede 4 masker fra ryggen til ærmerne, og samtidig fastholdt antallet af masker hele vejen rundt. 

Inden jeg strikkede kroppen, strikkede jeg venderækker hen over ærmegabets masker. Jeg vendte for hver maske, og fik dermed 8 vendepinde. Når vendingerne sidder under ærmet, ses det ikke. Jeg lærte det i en af Valentinas Knits opskrifter og har brugt det flere gange siden.   

Jeg strikkede trøjen temmelig kort, fordi det ser pænest ud over kjoler. Jeg har lidt svært ved at stoppe, og synes tit en trøje bør være lidt længere. Men må erkende at de trøjer jeg har, der sidder bedst over kjoler er de korteste. 

Da jeg nåede ærmerne, strikkede jeg 6 masker op under ved hvert ærmegab og strikkede lige ned til ribben. For at samle ærmet lidt strikkede jeg 2 ret, 2 ret sammen* hele vejen rundt inden ribben. 



Den er som sagt blevet helt igennem fantastisk - og jeg må erkende at efter mange år er jeg gået fra kun at bruge cardigans til at blive rigtig glad for trøjer. 


Vil du se flere billeder af trøjen, kan de ses på Ravelry.




tirsdag den 30. december 2025

Kamma Scarf

 

Endnu engang er vi tilbage i august. Jeg havde haft den lille tyrkiske håndten med på sommerferie, og færdiggjort et spind, der havde omkring halvandet år på bagen - jeg er ikke hurtig-spinder. 



Det lækre bløde rambouilet, talte sit eget stærke sprog, ville strikkes og vidste hvad det skulle blive. Det ville være et lille tørklæde. Endda et helt bestemt. 

Dengang gik Mette Hvitveds bog sin sejrsgang. Jeg lånte den på biblioteket og faldt for det lille Kamma Scarf. Også selvom det er fyldt med drejet rib - både drejet ret og vrang. 

Jeg slog op, strikkede stort set uafbrudt og var færdig på lige knap tre uger. At det tog tre uger, handlede helt klart om den der drejede rib. Det tog ganske simpelt tid. 



Siden har det hængt på mig. Ikke alene er det et superfint mønster. Men også garnet er med til at gøre det så helt igennem lækkert og skønt at have på. 






Design: Kamma Scarf af Mette Hvitved


Garn: Håndspundet Rambouilet farvet af Christina Birk. 

Jeg havde 166 gram - 517 meter - og brugte det hele. 


Pinde: Jeg strikkede på en pind 4 mm.




Størrelse: Det færdige lille sjal har et vingefang på 204 centimeter og en dybde på 50 centimeter.


Bemærkninger: Jeg kan ikke finde en reference til sjalet. Jeg kan finde billeder. Det er fra bogen Strik med et enkelt fed. På nogen billeder er der kvaster i enderne. Det undlod jeg. 


Vil du se flere billeder af sjalet, kan de ses på Ravelry.




onsdag den 24. december 2025

12 Cast Ons 2025 - December

 

Det er lige gået op for mig, at jeg glemte november. Måske fordi status stort set er den samme som sidst.

Alligevel har jeg brug for en sidste opdatering af årets store udfordring, inden en ny starter. Mest af alt fordi det har været sjovt. Det var sjovt at slå op i vildskab, det var sjovt at forsøge at nå det hele. Det var overraskende helt i orden ikke at nå alt, at erkende at noget ikke bliver færdigt, og at andet nok skal blive det - med tiden.

Med juleaften er det tid til et nyt år med tolv nye projekter. Jeg har besluttet at være med igen. At bruge de kommende cirka fire uger til at starte endnu en omgang nye projekter. Jeg har ikke endeligt besluttet hvad jeg skal lave. Noget står fast - noget er udsat til opgaven - og noget er endnu uafklaret. Jeg har en liste, som er lidt længere end tolv, og der kunne godt ende med at komme noget andet ind fra sidelinjen. 

I aften har jeg en plan. I aften, når vi alle har brug for at være lidt alene, slår jeg op. Og som sidste år, tænker jeg at præsentere de tolv nye projekter (mellem alt det andet jeg forestiller mig at skrive om) og igen forsøge at gøre status på månedlig basis. 

Og dermed en sidste status for dette års udfordring:



Autumn Alpine

Færdig - 18. april 2025

Den bliver flittigt brugt. Emilie havde den på i går, da hun kom hjem. 


Hjertesokken

Færdige - 13. februar 2025

Også til Emilie. Jeg er sikker på de bliver brugt. Hun er absolut strikkeværdig.


Lucrezia Blouse

Færdig - 15. september 2025

Igen til Emilie. Den har ligget længe og vente på at hun kom hjem. Vi tog billeder i dag, derfor stadig et sneek peak i oversigten. Hun var meget hurtig til at stille op til photoshoot - for så kan den tages i brug. 



Saven Sweater

Sweateren til Anders, som bliver så flot, er hård ved håndled, hænder, fingre, arm og albue. Den har ligget stille den sidste måned, andet kom i vejen. Og jeg havde nok godt af pausen. Jeg håber stadig at kunne afslutte kroppen inden nytår, og dermed bare mangle ærmerne, til næste år. 

Den bliver færdig - det er der ingen tvivl om. Hvornår er stadig spørgsmålet. 



Temperaturhuse

Jeg nyder stadig at arbejde på de små huse. Også selvom jeg er bagud. November er begyndt, og december mangler stadig. 

Igen er det et projekt, jeg ved bliver færdigt. Jeg er bare ikke sikker på hvornår. Det har jeg det fint med. 



Pulsvarme

Færdige - 6. januar 2025

Til Daniel. Han bad om håndledsvarme og han fik håndledsvarme. 


Karklude

Færdige - 7. februar 2025

De har været gode at have liggende som gaver gennem året.


Vævede klude

Færdige - 2. november 2025

Jeg nåede det ikke til fødselsdagen. Men de er færdige, de er givet væk, og de blev taget godt imod. 


Hæklet taske

Jeg har ikke trævlet den op endnu. Jeg er ikke sikker på det kan betale sig. Jeg har stadig en drøm om den taske. Men jeg tror garnet er forkert. 

Måske en dag jeg finder opskriften frem igen.


Antique Filligree

Færdig - 14. juni 2025

Det var et dejligt stykke strik. Jeg synes den er blevet så flot. Den bliver brugt og jeg er vild med den. 


Strikkede bukser

Færdige - 24. marts 2025

Da det for alvor blev koldt en gang i sidste måned, fandt jeg dem frem. De er lige præcis så fantastisk, som jeg havde forestillet mig. De fungere under en kjole, over strømpebukserne, når jeg cykler til og fra arbejde eller studie. 

Jeg kommer til at slide dem op. 


Julekalenderspind

Færdigt - af to omgange. 

De lyserøde, røde og nogle af de hvide fibre, blev til lækkert blødt garn, som jeg strikkede til Emilie af. 

Resten blev til det smukkeste og meget blødere end forventet garn - som jeg faktisk også har strikket af - men ikke fået vist frem. Endnu.



Nu er det spændende, hvad næste år bringer. Og projekterne her, de dukker nok op igen. Efterhånden som de bliver færdige, og jeg finder tid til både billeder og fremvisning. 




søndag den 23. november 2025

12 cast Ons 2025 - Oktober

 

Igen er jeg bagud. Og så kan jeg jo sagtens komme og sige, at billedematerialet har været klar siden først på måneden... Under alle omstændigheder er seneste billede fra slut-oktober. 

Jeg har afsluttet ni af tolv projekter. De sidste tre bliver ikke færdige i år. Et par af dem når forhåbentlig længere end nu. Det sidste projekt er dømt ude. Jeg har stadig en drøm om at færdiggøre, men har lagt det til side, og tænker at hvis der ikke sker noget inden for de næste fem år, sker det nok aldrig. 

Og hvordan er det så gået?

Jeg har opdateret collagen - stadig med grønne kanter om det færdige, nedtonet det, der ikke er arbejdet på og helt almindelige billeder af de igangværende - endda sidste billede, der er taget af projektet.




Autumn Alpine


Trøjen er til Emilie og bliver flittigt brugt. 


Hjertesokken


Også til Emilie. 


Lucrezia Blouse

Færdig og ikke vist frem.

Der mangler stadig gode billeder. 


Saven Sweater

Sweateren til Anders er stadig hård ved hænder, håndled, arme og albuer. Jeg har strikket langsomt og næsten dagligt på den.

Det kan ses på fremgangen, og håbet er at kroppen er færdig inden årets udgang. Næste år skal ærmerne så stå for skud.

 


Temperaturhuse

Frem mod oktober arbejde jeg nogenlunde kontinuerligt på de små huse. 

Jeg er bagud, cirka en måned bagud, men stadig med målet for øje, og jeg synes stadig det er et hyggeligt stykke arbejde.Jeg er bare ikke så god til broderi når det er mørkt.

 


Pulsvarme


Til Daniel. Han ønskede og blev glad, da jeg afleverede dem. 


Karklude


Nogen er givet væk, resten venter i gavekassen, eller til den dag, jeg selv synes jeg mangler. 


Vævede klude

Færdige, men ikke vist frem.

Her er der taget billeder. Jeg er bare langsom. I får et sneak peek.

 


Hæklet taske

Det er sådan en smuk taske og jeg har ønsket at lave den i årevis.

Om det nogensinde sker ved jeg virkelig ikke. Måske har jeg valgt det forkerte garn. Det er hårdt og jeg skal i hvert fald ikke have to hårde projekter i gang på samme tid. Altså venter den mindst til Saven Sweater er færdig. 


Antique Filligree


Den er stadig skøn. Og pæn. 


Strikkede bukser


Jeg har helt glemt jeg har lavet dem. Det er jo nu jeg skal finde dem frem. De kan sikkert også være skønne, når jeg har været ude og bade - det skal prøves. 


Julekalenderspind

Færdigt af to gange - Det pink 13. februar 2025. Resten 30. august 2025.

Jeg har strikket af det hele. Det pink viste jeg frem for længe siden. Det grå venter stadig, men der er taget billeder...


Nu bliver det spændende hvor langt jeg når i november.





fredag den 17. oktober 2025

12 cast Ons 2025 - September

 

Jeg er tydeligvis stadig bagud. Det jeg troede skulle være en månedlig update først på måneden, har flyttet sig til at være en månedlig update midt på måneden. Bare for at sikre det med månedligt, har jeg forsøgt at finde fremskridt, på fremskridtet fra cirka månedsskiftet.

Jeg har fire projekter tilbage. Jeg har arbejdet på de tre. Alle tre projekter, der tager eller har taget lang tid. Det sidste projekt, har jeg overvejet om nogensinde bliver færdigt. Jeg var klar til at kaste håndklædet i ringen, men det bliver stadig pænt, jeg vil gerne have det færdige resultat, så lige nu venter det. Muligvis meget længe - som i det bliver ikke færdigt i år. 

Som vanligt har jeg opdateret collagen. 

  • Grønne kanter betyder projektet er færdigt.
  • Nedtonede felter betyder at jeg ikke har arbejdet på projektet.
  • Resten er billeder af fremgangen.



Autumn Alpine

Færdig 18. april 2025

Trøjen er til Emilie og bliver flittigt brugt.


Hjertesokken

Færdige - 13. februar 2025

Også til Emilie


Lucrezia Blouse

Trøjen er færdig - og til Emilie. 

Vi har taget billeder - som i den grad skal tages om. Jeg er ikke tilhænger af mærker, der strikker op i nakken. Jeg venter til Emilie får tid, så tager vi nye.

Indtil da -  ligesom med min trøje en tidligere måned, får I et lille sneak peek. 




Saven Sweater

Jeg har fået hul på at strikke trøjen til Anders, der er hård ved håndleddene. To omgange, et ret- og en vrangpind ad gangen. Jeg kan godt strikke to omgange et par gange på samme dag - bare der er tid mellem. 

To omgange kan ses. Jeg er snart ved ærmegabet. Og bilder mig ind, at så går det meget hurtigere... 



Temperaturhuse

Som i sidste måned er jeg kun halvvejs gennem den forgangne måned. Men husene bliver bygget. Ikke så hurtigt, som dengang projektet var nyt. Men dog med synlig fremgang måned for måned. 



Pulsvarme

Færdige - 6. januar 2025

Til Daniel. Han blev glad dengang jeg afleverede dem, så mon ikke de bliver brugt. 


Karklude

Færdige - 7. februar 2025

Nogen er givet væk, rester venter stadig i gavekassen. (Som jeg åbenbart glemmer jeg har oprettet...)


Vævede klude

Jeg har haft væven fremme og er faktisk færdig med det vævede. Det var jeg ikke da måneden vat helt ny - så I får et billede fra dengang det vævede stadig sad på væven og manglede nogle omgange.  



Hæklet taske

Her er så min Achilleshæl. Projektet ligger stille - som i helt stille. Det forstyrrer mig ikke, jeg glemmer det nærmest. Derfor får det lov at ligge. Måske finder jeg det frem en dag. Måske får det lov at ligge til evig tid. 

Det er ikke til at vide.


Antique Filligree

Færdig - 14. juni 2025

Den er stadig skøn. Også selvom den er blevet lidt stor, som tiden er gået. Ikke fordi den er vokset, nærmere tværtimod. Snarere fordi jeg er skrumpet en smule. 


Strikkede bukser

Færdige - 24. marts 2015

Bukserne der skal varme, når jeg cykler til og fra arbejde på kolde dage. Jeg glæder mig stadig til at tage dem i brug. Og tænker at bliver de for store, kan elastikken strammes lidt...


Julekalenderspind

Færdigt af to gange - det pink, 13. februar 2025resten 30. august 2025

Det fyldte til gengæld. Så meget at jeg har strikket af det. En dag kommer der billeder.



Nu bliver det spændende hvor langt jeg kommer i november.




fredag den 12. september 2025

12 Cast Ons 2025 - august

 

Jeg føler mig håbløst bagud, det skulle have været i starten af måneden at jeg præsenterede fremgangen i det årelange projekt. Nu bliver det nu. Noget er længere end starten af august, resten er cirka der hvor jeg var.

Jeg har arbejdet på en del af projekterne, andre har ikke set dagens lys. Jeg tænker stadig at sådan skal det være, og er lidt ærgerlig over de to projekter, der slet ikke rykker. 

Jeg har opdateret collagen med aflæselige kvadrater. Hvis de er aflæselige. 

  • Grønne kanter betyder at projektet er færdigt. 
  • Nedtonede felter, at jeg på ingen måde har arbejdet på projektet.
  • Resten er sidste billede jeg kan finde af fremgangen.




Autumn Alpine

Færdig - 18. april 2025

Trøjen var til Emilie, og bliver flittigt brugt. 


Hjertesokken

Færdige - 13. februar 2025

Også til Emilie.


Lucrezia Blouse

Jeg er tæt på at afslutte endnu en trøje til Emilie. Alt er strikket, enderne er hæftede, tilbage står blot noget syning, som jeg udskyder og udskyder.

Billedet i collagen er fra sidste måned. Jeg har ikke noget nyere.


Saven Sweater

Jeg havde et håb om at være nået halvvejs gennem kroppen. Der mangler stadig nogle centimeter. De kommer til at mangle et stykke tid endnu, for den har ikke været fremme i august.


Temperaturhuse

Jeg kan rigtig godt lide projektet, og syr også lidt med mellemrum. Lige nu er fremgangen ikke bemærkelsesværdig. Jeg tænker det kommer - stille og roligt. 

Jeg er mere end halvvejs gennem august. 




Pulsvarme

Færdige - 6. januar 2025


Karklude

Færdige - 7. februar 2025


Vævede klude

De vævede klude skal være en fødselsdagsgave, jeg skal bruge næste måned. Lige nu kan jeg ikke finde plads til projektet. Jeg satser på det ændrer sig inden alt for længe. 


Hæklet taske

Jeg er virkelig usikker på, om det her projekt nogen sinde bliver færdigt. 


Antique Filligree

Færdig - 14. juni 2025

I øjeblikket er det min yndlingstrøje - sådan er det tit med nyt. 




Strikkede bukser

Færdige - 24. marts 2025


Julekalenderspind

Færdigt, af to gange - 13. februar 2025 og 30. august 2025

Jeg tænker det er mit til dato mærkeligste spind. En hel masse fibre, der umiddelbart ikke passer sammen, men er blevet et fint samlet hele.

Jeg ser frem til at strikke med det.




Nu bliver det spændende, hvor langt jeg når i september.