mandag den 17. juni 2024

Masker på en søndag - Uge 24

 

Ugen kort:

  • Der er sommerferie i luften, og et bliver sværere og sværere at holde fokus hos eleverne. Jeg tænker ikke det bliver bedre næste uge. 
  • Oscar tog sin far med til spisning tirsdag aften, og vi god ferie, da de kørte hjem igen. Den lille familie tog på ferie i onsdags, 
  • Jeg havde flere vikartimer i løbet af tirsdag og fredag. Der er eksamener, der er fridage at holde og der er timer, som skal huskes at holdes. Vi dækker hinanden, når det er muligt og når bare jeg er forberedt, er det hyggeligt at være vikar. Det hjælper selvfølgelig at det er i egne klasser. 
  • Jeg fandt den store bog om urter frem, for at lave en opgave, der kunne modsvare madkundskab, mens størstedelen af klassen arbejdede med egne projekter i håndværk og design. jeg er spændt på at se resultaterne af urterne.
  • Jeg var til midtvejsmøde med de eksterne aktører, der står for valgfag i håndværk og design. Det var et oplysende møde, og jeg glæder mig vildt til næste år, hvor jeg skal være med. 
  • Jeg har hentet et fotoalbum, så jeg kan øve mig i alle de nye elever jeg skal være sammen med. Både nuværende 5. og 7. klasse. 
  • Tøserne mødtes hos Lotte til en aften med god mad, snak og orden på hele verdenssituationen. 
  • Jeg møder glad på arbejde hver dag og er glad for at jeg turde tage springet. Jeg skulle ikke have gjort det før, for jeg var ikke klar. Alligevel bliver jeg, hver eneste gang jeg taler med nogen på min tidligere arbejdsplads, så glad for ikke længere at være der. Det er der flere grunde til, men mest af alt - tror jeg - at det var det rigtige for mig. 
  • Bettina fyldte 60, og holdt fødselsdag for venner og familie.
  • Jeg cyklede til Frederiksberg i solskin til en hyggelig dag sammen med Sille og Rose. Rose blev undervejs hentet til en legeaftale, og dermed blev der både tid til leg og tid til snak.  
  • Jeg har bagt kage til mandagens håndværk og designhold. Det er sidste gang, der står HDS på skemaet og vi skal selvfølgelig sige tak for i år til hinanden. 











Læse: 

Sammen med Sort sne falder, som jeg læser for øjeblikket, er der også to andre bøger, der gør sig gældende. 

Jeg er begyndt at læse Emil fra Lønneberg for Oscar. Han gider godt, men det er svært at sidde stille for længe, Vi tager et kapitel hver gang han er her, og så ser vi om han har lyst til mere.

En anden bog, der fylder for tiden er Badehotellet. Bogen går bagom serien og er fyldt med anekdoter, smukke billeder og hemmeligheder fra filmsettet.

Jeg synes den er mere spændende end forventet, og giver overraskende detaljer omkring hele opbygningen af serien. Når jeg har læst den færdig, bliver jeg nok næst til at se serien igen. 

Krimien er lige nu spændende. Jeg er underholdt og vender side efter side. Det har ikke været sådan hele vejen igennem, hvor den til tider er temmelig kedelig. Lige nu ruller handlingen, Storm og Katrine arbejder igen sammen, de har hemmeligheder for hinanden, som formentlig ender med at hænge sammen, og der er masser af tråde tilbage til bog nummer et. 


Strikke:

Der er en smule stilstand i min strikkekurv for øjeblikket. Ikke stilstand som manglende udvikling, mere som manglende nye projekter. Jeg strikker ganske simpelt temmelig monogamt. 

I min taske ligger trøjen til Emilie, og i sofaen venter tæppet, som er vokset med en fart jeg på ingen måde havde set komme. 

De tykke pinde fungerer lige nu. Jeg husker at holde pause ind imellem. Jeg husker at strække ud og jeg strikker stribe efter stribe efter stribe. 

For selvom jeg ikke er specielt vild med striber i mit tøj, har jeg ingen problemer med et tæppe fyldt med striber. Og som mange andre strikkerne skal jeg lige have den næste stribe og den næste med. For en ny farve kan ændre på hele billedet. 

Mit tykke uld, som jeg bruger som bundfarve er i fore forskellige farver - en koksgrå og tre forskellige brune, fra en mellemfarve til en lys. Jeg startede med den går, og tænker at bundfarven går fra mørk mod lys.

Mønsterfarven er mere farverig, og en masse rester i farver jeg har forsøgt at ordne, så de går fra lys til mørk. Det betyder at nogen af midterfarverne har en lav kontrast. Det er fint med mig, og jeg er stadig spændt på hvor stort tæppet ender med at blive. 

Lige nu er det omkring en meter på hver led. Jeg tror jeg har garn nok til fire eller fem sektioner mere, der kan ende med et tæppe på omkring halvanden gange halvanden meter.

Det er varmt nu, og godt at lægge over benene. Men det er ikke stort nok til at kravle ind under. Det håber jeg det bliver.




søndag den 16. juni 2024

Helt ude på landet

 

For enden af S-banen, og efter en bustur på omkring ti minutter, står stolen højt over det danske land. Det gjorde den i hvert fald i fredags.



Vi var inviteret til fødselsdag. Ikke en hvilken som helst fødselsdag. Det var en af de store. Hele tres somre kan Bettina nu tælle. 

Jeg mødtes med Anders på Husum Station, da arbejdsdagen var slut. Derfra gik turen med S-toget mod Frederikssund og den der bus. Vi blev sat af ude på hovedvejen og gik forbi heste, harer og masser af grønt. Vi gik gennem landsbyen med kirke og præstegård, inden vi nåede frem til Bettinas hus, have og terasse. 



Det var en hyggelig eftermiddag og aften. Tiden løb, og pludselig var klokken meget mere end forventet. 

Sådan en fødselsdag sætter ansigter på mange af de mennesker, jeg har hørt om gennem de sidste mange år. Det var også et gensyn med Bettinas døtre, som det er længe siden jeg sidst har set. 



Vi fik et lift til stationen og kørte tilbage med S-toget mod Husum. Her var vi mere end almindelige heldige, da bussen kom, netop som vi nåede op til toppen af trappen. Jeg plejer at den køre, når jeg står af toget.

Hjemme gik vi begge i brædderne, efter en skøn dag. 




onsdag den 12. juni 2024

Espevangen

 

Bag branddammen, i enden af den smukke alle, der løber langs søen, ligger Espevangen. 

De første mange år jeg boede i Rødovre, var oplevelsen af bygningen storslået og flot. Det er det stadig. Det er bare kommet en ekstra dimension til. 



De første mange år jeg boede i området, var bygningen stort set kun synlig forfra. Gennem alleen, fra den store plæne foran det, der ligner en mindre herregård. Eller fra branddammen, som stadig er forfra. 

I dag går stien mod Irmabyen forbi bygingen. For år siden, var området Irmabyen bebor industri, og derfor ikke muligt at betræde for almindelige mennesker. 

Det der forfra ligner en mindre herregård, ser helt anderledes ud fra siden. Her ligner der mest en stor villa, måske et tofamilieshus, men ikke sidefløjen af en herregård. 

Jeg er sikker på der er god plads indenfor. Og jeg synes stadig det er en smuk bygning. Samtidig synes jeg der er vildt hvordan øjet bedrages, og vinkler betyder mere end man lige skulle tro.



Espevangen blev bygget i 1908 af foreningen fængselshjælpen under navnet Prøven, og var et statsligt skolehjem for forbryderiske unge mænd. Jeg tænker vi i dag ville kalde dem utilpassede unge. Her skulle de unge bo, under strenge forhold, som et alternativ til fængsel. 

De unge blev uddannet inden for snedker, maskinarbejde, landbrug, gartneri eller i køkkenet og fik dermed et udgangspunkt for at klare sig i samfundet, som gode borgere. Der var også en mulighed for at uddanne sig til matros, hvilket mange så som en god ide til at komme væk fra et miljø, der ikke længere var attraktivt.

I 50'erne overtog Valby Lærlingehjem, der beholdt navnet Prøven. Efterhånden var stedet ikke kun for unge mænd, men unge af enhver kaliber inden for adfærdsvanskelige og utilpassede unge. Senere fik stedet nyt navn og har siden heddet Espevang. 



Det område der i dag rummer Espelunden, Espevang, Espehus, Irmabyen, dele af industrikvarteret og mere jord i flere retninger husede for længe, længe siden Espegård. Gården opstod i forbindelse med udskiftningen af Rødovre landsby i 1791. To store gårde - Espegård og Torstegård, som jeg ikke ved hvor lå, opstod.

Omkring hundrede år senere blev jordene splittet op, store dele eksproprieret af staten til bygningen af Vestvolden, men navne har det med at genopstå i nye versioner. 

I dag fungerer stedet stadig som et skoletilbud for unge. Med tiden er strengheden for forsvundet for pædagogik og i dag er det unge med forskellige former for autisme, der bruger stedet og stadig har mulighed for at lære og blive klædt på til resten af samfundet.



Jeg kan godt lide at der stadig findes steder i Danmark, der har historie og kan føres langt tilbage, udvikler sig, kan nye ting og samtidig befinder sig lige midt i nutiden, teknologiske fremskridt eller bare almindelig udbygning.


Jeg har fundet informationer om Espevangen hos Fængselshistorisk Selskab og Planscape.




Branddammen


For et par år siden blev der renset op i branddammen, der liger bag os, i den anden ende af industrikvarteret, ved Espevangen, Espelunden og tæt ved Irmabyen. 






Oprensningen har betydet at plantelivet har fået bedre kår. De få ubetydelige åkander, der gemte sig helt ude ved kanten, tror nu på sig selv og fylder mere. Bevoksningen omkring søen ser mere fyldig og grønnere ud, og det føles som om at selv græsset omkring er blevet mere saftigt. 

Det kan selvfølgelig også handle om regn og vejrmæssige vilkår. 






Jeg stoppede ved den lille sø den anden dag. Var helt inde på midten, hvor en tange går ud i søen og gav bedre udsyn til åkanderne, der ligger som tre små øer med store sprøde blomster.

En af de stedlige fugle legede racerløb hen over vandet, og selvom det dryppede og himlen var grå, var der skønt at være lige midt i alt det grønne. 









mandag den 10. juni 2024

Masker på en søndag - Uge 23

 

Ugen kort:

  • Jeg kørte til Glostrup i et ærinde på vej hjem og opdagede en sti over motorvejen, som så spændende ud. Det er ikke altid en god ide at følge spændende stier, når man kører en tung cykel. 
  • Jeg valgte at se stort på at stien blev til en grusvej, endte i en skov og til sidst gik nedad mod vandet ved volden. Jeg valgte at slæbe cyklen over trin og bro, mod en temmelig stejl trappe på den anden side. 
  • Jeg blev stædig og stadig med en tung cykel (min cykel er meget tung) var jeg på vej op ad trappen, da en mand med en hund kom forbi og tilbød sin hjælp. Da han ville bære sagde jeg meget tydeligt at cyklen var tung, han valgte at overhøre og slæbte den op alene - tydeligt overrasket over hvor tung.
  • Jeg kender nu en hyggelig sti over Volden, som ikke er cykelegnet.
  • Oscar var på Kreta med mormor, så tirsdag blev uden barnebarn. Til gengæld afleverede Emilie bacheloropgave og venter nu på at skulle forsvare den.
  • Det er gået op for mig, hvor meget overskud det kræver, at læse korrektur på store opgaver.
  • Vi holdt teammøde og har lagt planer for årets sidste skoleuge. 
  • Grundlovsdag er en fridag, når man begår sig i folkeskolen - både som ansat og elev. Jeg kørte i Bauhaus, fik styr på ting jeg skulle finde i kælderen og kunne ikke finde rundt i dagene resten af ugen.
  • Et par kolleger inviterede for et par uger siden til banko i Nørrebrohallen. Jeg havde ingen planer og tænkte at det er vigtigt med sociale sammenkomster blandt nye kolleger. Vi vandt ikke noget, men hold op hvor var det hyggeligt. 
  • Jeg havde et par vikartimer i natur og teknik. Det var spændende og jeg undrer mig stadig over hvordan et tal uden mål kan kortlægge det resourcemæssige tryk på verden.
  • Jeg må erkende at jeg er faldet for min skridttællers lovning på klap på skulderen, jo længere jeg går. Jeg tænker det kunne være værre. 
  • Oscar skulle have overnattet fra lørdag til søndag, men da arrangementet forældrene skulle have været til blev udsat et år og barnet netop var hjemvendt fra Kreta, blev vi enige om at han hellere skulle blive hjemme. 
  • Jeg har stemt til Europaparlementsvalget. 
  • Anders og jeg spiste frokost ude i anledning af min fødselsdag. 
  • Jeg har nu levet 53 somre. 
  • Sommerferien er i hus. Turen går til München, Friedrichshafen og Frankfurt.








Læse:

Attentatmanden er fundet, men hvorfor begik han attentatet. Fra øverste sted er PET tvunget til at arbejde sammen med andre instanser i politietaten, og Storm og Katrine er igen på samme sag.

Hvem er manden, der bliver ved at ringe til Katrine med tip og har han noget at gøre med Protokollen, som Storm igen er stødt på, og ikke kan lade ligge.

Der er kommet gang i historien, og jeg er langt mere underholdt end jeg følte mig i sidste uge.


Strikke:

Skogsbærjakke til Emilie er vokset et stykke siden jeg viste den frem sidst. Helene Arnesen, der står bag Fabel Knitwear, holder af at strikke nedefra og op. Jeg er ikke fan. Jeg synes det er svært at vurdere hvordan den endelige model hænger sammen. Jeg mangler en tegning med mål og specielt det der med at vide hvor dybt ærmegabet ender med at være, er svært. 

For Emilie vil gerne have en kort trøje. Når jeg kigger på billedet ser det ud til at ærmerne er tætte og deraf kan jeg udlede at ærmegabet ikke er særlig dybt. Men hvad betyder det?

Her er raglan, her er et bærmønster, der ikke kan vendes på hovedet og her er ingen mål. Var det muligt havde jeg vendt det hele om, nu strikker jeg og håber på det bedste. 

Jeg har lukket ærmegabene på kroppen, jeg er startet på det første ærme. Jeg har målt mig frem til hvor mange masker ærmet skal have på det bredeste sted og jeg har forsøgt at regne baglæns i håbet om at kunne beregne hvor høj raglanudskæringen bliver. 

Jeg er ikke rigtig tilfreds. Det er ikke et udpræget fantastisk stykke strik. Det hjælper ikke med den sytrådstynde glimmerfølgetråd. Men jeg gider godt strikke til Emilie, også selvom det ikke er fantastisk. 

Jeg har stoppet ærmet i tasken. Det er lige nu ren ret, rundt og rundt og rundt. Mon ikke det vokser, når ikke jeg har andet at strikke på...




På tur i Rødovre

 

Min telefon har indbygget skridttæller. Det er længe siden, der gik sport i at nå det daglige antal skridt. Det er temmelig nemt på hverdage, hvor jeg hurtigt når op på dagens antal, men i weekenderne kan det være lidt sværere. 

Jeg har tit fem dage med målet fyldt og to dage uden. Men telefonen er jo ikke dum. Eller rettere appen der huser skridttælleren er ikke dum. Der er en indbygget streek, for den kommer op med hurraråb og finde diplomer, når antallet af dage i træk, målet er nået runder det ene og det andet. 




Siden pinsen, hvor vi var i Sverige og jeg pludselig havde gået hen over en weekend og fået klap på skulderen (det er ikke længe siden jeg nulstillede min telefon, så alting starter jo forfra), er der gået en smule sport i at nå til næste mål.

I går manglede jeg stort set alt. Jeg gik en tur i nærområdet og fik lyst til at vise de fine sider af forstadsidyllen. For selvom vi har masser af beton og jeg skal gennem industrikvarteret, er der også fint. Og meget grønt. 

Jeg tog ingen billeder i går, jeg tænkte det bare, men turen blev gentaget i dag - næsten. Denne gang sammen med Anders, med kameraet fremme og med et pitstop undervejs.






Jeg manglede ikke helt så mange skridt i dag, for i formiddags tog vi hinanden i hånden og gik ned til skolen, hvor vores valglokaler holder til. Her var den valgtilforordnede lige ved at tale over sig, da der åbenbart stod på skærmen, da hun havde scannet mit kort, at vælgeren har fødselsdag i dag. 

Hun blev meget rød i hovedet, jeg synes nu nok hun kunne have ønsket tillykke. Jeg fik lov at stemme og vi gik hjem igen.

Senere gik vi ud igen. Denne vej i modsat retning og i mod ruten, der kan give gode skridt i tælleren, når det er nødvendigt.






Turen starter hjemme foran boligblokkene vi bor i, derfra går vi mod Branddammen. Vejen går gennem industrikvarteret,  der er fyldt med kedelige industribygninger og mere eller mindre spændende erhverv. 

ved branddammen kunne vi have stoppet og kigget ud over vandet, mod fugleliv og åkanderne, der er blomstret siden søen blev renset for et par år siden.

Vi stoppede ikke. I stedet gik vi ad stien mod Irmabyen, forbi Espevangen og det store børnehus, der blev bygget i forbindelse med irmabyens udvidelse. 

Vi drejede hen over den store plæne, der er gennemskåret af stier, mod legepladserne for både børn og voksne, Efter legepladsen går turen videre gennem Espelunden, forbi tennisbanerne, gamle træer og buske af gigantiske dimensioner.




Midt i Espelunden ligger Espehus Kro. Der har været traktørsted de sidste 125 år, inden da var der plantage og bondegård. Stedet har haft varierende udbud, kvalitet og ry gennem de år jeg har boet i Rødovre. Den nuværende forpagter har skabt noget nyt og selvom det stadig er kromad, er det et helt andet niveau. Godt og ikke helt billigt. 

Vi havde bestilt bord til en sen frokost. Traditionen med sushi i det grønne på min fødselsdag blev for en gangs skyld slået på målstregen. Det var der flere grunde til. En af dem at Emilie ikke var hjemme i dag. Hun havde en dobbeltvagt på plejehjemmet, og sushi i det grønne uden Emilie, er ikke helt det samme. Noget andet var at vejret havde lovet byger og selvom solen skinnede, var der med mellemrum vådt, og godt i stedet at sidde inde i varmen.

Jeg har været på Espehus Kro før, med tøserne, og vidste at vi kunne forvente noget rigtig godt. Anders var temmelig meget i tvivl om hvad han kunne forvente, blev mere en almindelig glædeligt overrasket og er klar til en gentagelse en anden gang. 





Mætte og begge klar til en smule finsovning, pakkede vi os sammen og gik videre. Videre mod de store rododendron, der står over hele Espelunden, inden vi igen gik gennem Irmabyen. 

Midt i den nye bebyggelse står det gamle tårn, der vist er bevaringsværdigt og måske fredet. Jeg ved det ikke. Udenom er der bygget i mange niveauer og til mange forskellige mennesker i alle aldre i tankerne. Langs vejene, der hedder ting som Kaffevej, Moccavej, Risterivej, Plantagevej og Irmavej er der en gennemgående hyggelig stemning, med grønne områder og plads til de fleste. 




Vi gik ad en anden sti over broen ved søen og plænen, inden vi igen gik ad stien tilbage mod brandammen, industrikvarteret og helt hjem. 

Inden vi forlod området fløj et fly under skyerne over os. Anders blev nysgerrig, kendte ikke modellen og ville gerne vide mere. Jeg er mindre velbevandret i fly, kunne se vinger og høre flylyd. Det er ikke nok for Anders. 

Der stod et par skridt mere i tælleren end nødvendigt, da vi nåede helt hjem. 



søndag den 9. juni 2024

Non Violence

 

Værket vi gik efter i UB parken, havde jeg i forvejen set på kortet, da vi skulle finde vej. En kæmpestor revolver med knude på.



Værket er lavet af Carl Frederik Reuterswärd, det hedder Non Violence og han kunne åbenbart godt lide at slå knuder på ting. 

Anders var i sine unge år meget betaget af skydevåben. Det er han sådan set stadig, men jeg tænker at det at starte i en tidlig alder, giver et stort grundlag for viden. Og viden, det har han.

Så når Anders er imponeret, er jeg sikker på det er værd at være. Han er typen der skumler over skydevåben i film, der enten bliver holdt forkert, siger forkert, skyder for mange gange, inden genlading, opfører sig forkert eller andet i den stil. Men den her - den er helt rigtig. 





Det er en revolver. Den kunne også kaldes en pistol, men revolver er mere korrekt (jeg kender stadig ikke forskellen, og er i bund og grund ikke rigtig interesseret). Alle de små dele og detaljer er gennemførte. de kunne ifølge Anders snildt have været forkerte. 

Men er løbet ikke lidt langt, til at kunne slåknude og alting? spurgte jeg. Nej det mente Anders ikke, for modellen fåes med flere forskellige længder løb, og det her nok det længste. 

Og dermed blev jeg klogere.






Jeg synes i øvrigt den er fin. Det meget maskuline kolde metal kombineret med en knude, og ideen om fred og mangel på vold, er meget håndgribeligt og let forståligt.

At det netop er den type revolver, kunstneren har valgt til at slå knude på, giver også mening. For modellen hedder en Colt Python. Og slanger er temmelig gode til det med knuder.