En skøn dag

 

Dengang Louise i november fyldte 50 og holdt fødselsdag, gav vi hende en dag sammen med os. I dag var dagen. Da vi planlagde var vi omkring flere forskellige muligheder, og endte delvist et andet sted, fordi alt ikke kan lade sig gøre. 

Vi startede med søndagsbrunch på Rønnede Kro. Den gamle kro er fint renoveret og det store lokale, der rummer søndagens brunch er dækket op med store runde borde, der står langt fra hinanden, med god plads til snak, uden at kunne høre naboen. 

Maden var god, der var masser af den og vi gik bestemt ikke sultne derfra. 

Udsigten fra den store sals vinduer over et vinterdækket landskab gjorde hele besøget en smule magisk. 

Fra Rønnede kørte vi videre til Køge. Her havde vi bestilt tid til at male på porcelæn. Fafla Mikroværksted er et hyggeligt lille sted med mange valgmuligheder og tid til fordybelse. Vi glemte helt at tale og sad bare med hver vores projekt. 

Vi havde snakket om at finde kaffe ude i byen bagefter. Vi endte med kaffen på stedet, der også havde god the. 

Jeg malede grønt og med prikker - det har jeg gjort før. Det virker og jeg synes det er fint. 

Siden dengang vi var kolleger og så hinanden på daglig basis, har vi forsøgt at ses en gang om måneden. Vi sprang december over, og det var så skønt at se dem alle igen. Vi har en baggrundsviden om hinanden, der betyder at vi ikke behøver at forklare alting, at vi ikke behøver pakke tingene ind, men bare samler op og snakker videre derfra hvor vi nu er. 

En måned uden at mødes betyder også at vi hver især har oplevet det ene og det andet. Vi har nye mål, prøvet nyt og udviklet os i retninger, der giver mening, selvom det måske ikke lå lige for.

Klokken var tæt på fire, da vi pakkede sammen og kørte hver til sit igen. Vi tre i Rødovre den ene vej, de to andre den anden. Køge var et godt sted at mødes og en fin lille by, vi snildt kan udforske noget mere i fremtiden. 

Julemaleri

 

Årets sidste egenproduktion i julegaveafdelingen var ikke strik. 

Jeg var lige ved at glemme det. Hvilket kan undre, for jeg var også lige ved at glemme det sidste år. 

Året huskede Sille mig på, at jeg har lovet at male et billede af børnene når de er fem, ti og femten. Rose fyldte fem forrige  år, og Sille fik et billede, Oscar fyldte fem sidste år og dermed skulle hans forældre også have et.

Godt jeg huskede det. Midt i nyt arbejde, pres og forandring.

Forlægget blev et billede fra et af sommerens besøg i Zoo. Jeg malede det på under en uge, lige præcis tidsnok til at det kunne nå at tørre igennem, inden jeg pakkede ind.

Det blev godt modtaget, og nu er der fire år til Rose står på dagsordenen. 

Tillykke til min søster

 

Knap var det sidste barn hentet, før min søster og niece dukkede op. Ann-Dorthe fyldte 50 i onsdags og hun havde lyst til at fejre det, men kunne ikke selv finde plads. 

 

 

Det kunne jeg, så mens Louise og jeg pakkede det sidste sammen, Louise sagde god weekend og tog hjem, tog vi andre et overblik over klubben. besluttede hvordan borde bedst kunne stå, hvor lamper skulle flyttes hen og hvor meget af det synlige legetøj, der skulle fjernes.

Jeg nåede et bad inden gæsterne for alvor dukkede op og inden længe kunne vi samles sytten kvinder til tøsefrokost rundt om bordet. 

Victoria havde fået den skønne ide at vi alle skulle skrive et ord eller en sætning, der forbandt os med Ann-Dorthe og som præsentation af os alle, der nok hen ad vejen har mødt hinanden før, men det er mange år siden. 

For ikke at kunne genkende skrift, læste Victoria højt, Ann-Dorthe gættede eller vidste, udpegede gæster og foldede historierne ud. Somme tider måtte gæsten hjælpe med at fortælle, somme tider måtte historen vente, når et gæt ikke stod inden for rækkevidde. 

Det var en superhyggelig måde at præsentere gæster og der nåede at blive fortalt mange sjove små historier, som ikke ville være kommet frem i et større selskab. Jeg tænker ikke at tilgangen egner sig til alt for mange gæster, for det tog tid og vi endte med at være sultne. 

 

 

Heldigvis kunne maden hentes i køkkenet, hvor det stod og ventede efter at være bragt fra jeg ved ikke hvor, men det v ar godt.

Det blev en hyggelig eftermiddag og aften. Ann-Dorthe havde meldt et eneste ønske ud fra mig, så det blev jeg nød til at efterleve. Et malet billede. Jeg nåede at blive færdig i sidste øjeblik og har kun et par billeder fra processen. Og ingen fra dagen. 

Minderne gemmer jeg, og næste gang jeg kommer til Næstved kan jeg nok få lov at tage billeder af det færdige resultat. 

Det er skønt at snakke med kusiner, jeg ikke har set længe. Jeg synes det var sejt at Lærke mødte op og kørte frem og tilbage helt alene fra Rebild og tilbage på en enkelt dag. Gensynet med min bedste veninder er altid dejligt og selvom jeg godt kunne mærke trætheden fra dagen før var det skønt at være med til at fejre hende. 

 

 

Da klokken slog otte, og jeg kunne konstatere at jeg havde været på matriklen i seks og tredive timer, var alt ryddet op, den sidste opvaskemaskinfuld sat på  plads og cyklen vendt hjemad.

Tak for en dejlig aften. 

Blå kopper

 

Når jeg ikke får taget billeder, er der ikke  rigtig noget at fortælle. Så simpelt er det.

Heldigvis har jeg taget en del billeder denne weekend. Så mangler jeg bare at skrive...

 

 

Engang i sidste uge kørte Emilie ind og hentede de to krus vi malede hos Royal Copenhagen for lang tid siden. Faktisk hentede hun tre krus, vi havde Amalie. Det var hendes fødselsdagsgave, så uden Anmalie, havde vi aldrig malet.

Amalies krus, sendte vi med Daniel hjem, uden at pakke det op. Jeg har hørt hun synes det er fint.

Vores egne er endnu ikke taget i brug, jeg skulle lige have taget billeder først.

 

 

Når vi tidligere har malet hos Royal Copenhagen  har det været muligt at sætte eget præg på porcelænet, at tegne fine streger med en blyant, for senere at markere stregerne med glasuren. 

Det kunne vi ikke denne gang. Blyanterne var pakket væk og opmuntringen til at sætte egne streger ikke længere påskønnet.

Emilie havde et ønske om et stort E på hendes krus. Uden blyant, var det ikke let. 

Hun spurgte, malelærerdamen, trak lidt på skuldrene, fortalte at egne streger ikke længere blev opmuntrede og at blyanterne derfor ikke længere var til stede.

Der var ingen tvivl om at hun ikke var enig. Deltagere på et malekursus maler sjældent perfekte blå blomster, hun holdt at det unikke og lidt skæve, og mens hun smilede til Emilie fik hun sagt noget om at hun jo ikke kunne styre, hvad vi malede. 

 

I første omgang opgav Emilie navnetrækket. 

Da vi var ved at være færdige, besluttede hun sig om, rakte mig hendes krus, og bad mig male et E i fri hånd. 

Det var en smule nervepirrende, og jeg fik også sat en enkel forkert streg, der heldigvis kan fjernes med skrrabeinstrumentet. Emilie var tilfreds, og jeg synes også der var plads til et bogstav på min kop. 

Det er vildt så meget kopperne kryber, når de bliver endeligt brændt. Det var langt større kopper vi malede på, dengang vi sad inde ved Amager Torv. 

Jeg er ret vild med resultatet, og lige om lidt går jeg ud og laver en kop the.

Blåblomstrede kopper

 

Amalie har noget med kopper - det har jeg også, men det er kun en ekstra gevinst her - så da hun havde fødselsdag tilbage i maj, tilbød vi hende at tage på maleskole hos Royal Copenhagen og male en kop. 

Det ville hun heldigvis gerne, vi fandt en ledig dato og i dag var dagen, hvor vi tog ind til byen. 

 

 

Emilie og jeg har været omkring maleskolen nogen gange før - vi har begge tre tallerkener vi har malet. Det er ikke en billig fornøjelse, derfor er det også ti år siden vi malede den første. 

Vel ankommet til Butikken og maleskolen på Amager Torv, bliver man installeret på en plads, med alting klart, vand i fine flasker, kaffe og the og forklæder, til dem der tænker det er en god ide.

Inden malingen starter, viser underviseren hvordan man gør, og det ser så legende let ud, at man godt kan blive snydt. Delen, der skal males på, er dyppet i noget grønligt, der gør det muligt at se eventuelle revner på forhånd, og mønstret er prikket op med rødt og tegnet med blyant, noget der alt sammen forsvinder, når delen senere bliver brændt og glaseret. 

 

 

Vi kunne hurtigt konstatere at det er meget sværere at male på en kurvet kop, end en noget mere flad tallerken. Amalie synes det var ret svært (det synes vi andre også), og det til trods for at hun har fordelen af at være tatovør, og derfor kan noget. Faktisk fortalte underviseren, der har malet for Royal Copenhagen de sidste enogtyve år, at de har flere tatovører blandt malerne. De kan nemlig noget, fortalte hun. 

Hun nåede at fortælle mange spændende ting i løbet af de halvanden time vi have til rådighed. For eksempel blev kopperne med navne indeni, som man kan bestille, så stor en succes at de har to malere siddende, der ikke laver andet. Det er umuligt at få hånden ned i koppen, for at male navnetrækket, eller datoen eller hvad det nu er, der skal stå indeni. Derfor vender de koppen og skriver navnet på hovedet. 

Jeg er imponeret.

 

 

Emilie havde en drøm om at inkorporer et E blandt de blå blomster, men der var ingen blyant til rådighed. Det plejer der at være, til at tegne ekstra op med. Damen sagde noget om at der er taget en beslutning om at det malede skal være så stringent som muligt, men freestyling er stadig en mulighed. 

Uanset hvad ender kursisternes malerier altid som unika. 

I første omgang undlod hun, for hun mente ikke at hun kunne male et E i fri hånd. I sidste ende mente hun at jeg kunne. Jeg fik overdraget koppen og gjorde hvad jeg kunne. Og besluttede at skulle Emilie have et E, ville jeg have et P. Jeg synes E'et blev bedst. 

 

 

Amalie synes det var en god oplevelse, vi er alle spændte på at se resultatet, som kryber fjorten procent i brændingen, og hun vil gerne med igen, hvis vi kommer tilbage om et par år, når der er sparret sammen til næste omgang. 

Det kunne godt blive de der tallerkener, der ikke rigtig var tallerkener, men heller ikke skåle. 

 

Maleri nummer to i serien om Rose

 

Den sidste håndgjorte julegave var til Sille. 

For fire år siden fik jeg den fantastiske! ide at male et billede af de små søde børn til deres forældre. Planen var at gentage maleriet når børnene nåede alderen fem, til og femten år. Jeg købte lærred og rammer til alle otte billeder, så alt ville blive ens og malede både Oscar og Rose.

At Rose var nået at fylde et år, da jeg fik ideen var ikke noget større problem, jeg fandt bare et billede til forlæg fra dengang hun endnu ikke var fyldt et år. 

Så gik årene, jeg nåede at næsten at glemme planen - det gjorde Sille heldigvis ikke  - og dernæst havde jeg en smule hovedbrud i forhold til at finde de der lærreder og rammer. De lå nemlig ikke der, hvor jeg troede jeg havde gemt dem. Det gør de nu, for det nye sted jeg havde lagt dem, viste sig ikke at være helt så let at huske. 

 

 

Dernæst manglede jeg et billede af Rose. Det var ikke helt let at få taget et der blev godt. Sille ledte blandt sine billeder, men jeg synes ikke hun skulle vide hvordan det kommende maleri ville tage sig ud, og selvom jeg var lige ved at glemme det, er det stadig mit projekt. 

Det lykkedes - det med billeder - og i noget nær sidste øjeblik fik jeg billedbehandlet, printet, tegnet, overført og malet, så Sille kunne få billedet i julegave. 

 

 

Jeg satser på, at jeg har styr på, at jeg skal have billeder af Oscar til et billede af ham, når vi nærmer os efterår og vinter. Han skal jo lige fylde fem år først.

Og efter al virakken og ræset mod målet, synes jeg det blev det et rigtig fint billede.  

Blå maling på tallerkener

 

Jeg bliver altid imponeret over hvor flot et færdigt projekt bliver, efter en gang glasur og en tur i ovnen. Det gælder både når børn laver ler i SFO og når vi tager ind til Royal Copenhagen og maler musel på klargjorte tallerkener. 

 

 

Det tog næsten fire uger inden vi kunne hente dem. Fire uger, hvor tallerkenerne skulle brændes med overglasur. Det tager ikke fire uger, men mon ikke de har stået i kø?

Og ganske som altid betyder glasur og en tur i ovnen vildt meget. Den færdige tallerken bliver pludselig færdig og professionel at se på. Jeg tror det er den samme fornemmelse der gør, at børn nogen gange ikke vil kendes ved deres egne færdige projekter - som i: Det kan ikke passe jeg har lavet det der...

 

 Emilies tallerken

 

 Min tallerken

 

De to tidligere gange  vi malede musel hos Royal Copenhagen var det store blomster. Denne gang var de små. Jeg kunne godt lide udfordringen i de mindre blomster, og er helt sikkert klar til at gøre det igen. Gerne til næste år. Jeg er med på en årlig tilbagevendende begivenhed. 

Siden sidst er tallerkenerne blevet udstyret med stempel i bunden, der tydeliggør at vi har været på maleskole og selv har malet det færdige produkt. Det er lidt hyggeligt, synes jeg.

 

 

Vi har faktisk ikke taget dem i brug. De tidligere er brugt mange gange. Måske har vi brug for at ae dem lidt mere, før der skal mad på. Jeg tænker det sker. Snart.

Er de snart færdige?

 

Det er efterhånden længe siden Emilie og jeg var inde og male hos Royal Copenhagen. Siden har vi ventet i spænding på at kunne hente de færdige tallerkener, der først skulle glaseres og brændes, før de er klar til brug. 

I sidste uge fik jeg besked om at nu står de parat. Emilie fik afhentningssedlerne og har lovet at hente dem, mens vi har været i sommerhus. Jeg glæder mig til at se dem.

 

Min malede tallerken inden glasering og brænding

 

Hvis hun ikke har haft mulighed for at hente dem, må jeg se om kan nå ind omkring i morgen. Jeg har stadig en feriedag, og den kunne godt bruges til en tur til byen. 

Og mens jeg venter spændt, har jeg fundet billederne af de malede tallerkener frem.

.

Emilies malede tallerken inden glasering og brænding

 

 

På maleskole

 

Det er vildt som tiden går. Siden Emilie og jeg for år tilbage var forbi Maleskolen hos Royal Copenhagen og male muselmalede tallerkener, har vi snakket om, at det skal vi igen.

 

 

At igen først blev otte år senere havde jeg ikke set komme. Hvis jeg ikke netop havde slået det op, ville jeg have insisteret på, at der er gået meget kortere tid. Det er der så ikke. 

Siden vi var derinde første gang er prisen ændret - det blev den vist ret hurtigt, i takt med at det viste sig at være noget af et tilløbsstykke,  der er mange flere kurser at melde sig til og mulighederne er forøgede. 

Første gang vi var derinde kunne vi vælge mellem en magamuseltallerken og en med Elements. Vi valgte de store blomster, dels fordi det var det vi kom for, dels fordi vi mente det ville være godt at prøve med de store inden vi prøvede de mindre.

Anden gang var muligheden for Elements væk. Æv! Det ville vi ellers gerne. 

Nu er de tilbage. Valgmulighederne er enten en tallerken eller en kop med Megamusel, en Elements tallerken eller selv at bestemme hvad man vil - og her vælge mellem en kop og en tallerken.

Det sidste gav anledning til en snak om at male bogstaver på en kop....

Og helst inden der er gået endnu otte år.

 

 

Men altså, for et par måneder siden snakkede vi igen om at nu skulle det altså være, vi kiggede kalendre, samkørte med maleskolen og bestilte tid. I dag gik turen mod København. 

Jeg troede at det ville være sværere at male Elements-elementerne end de større Mega-elementer, men de kortere streger blev på en eller anden måde lettere at sidde med. Der er afsat to timer til projektet og to timer helt sikkert et godt bud. Jeg har svært ved at forestille mig at man ikke får lov at blive siddende, hvis man skulle gå over tid. 

Jeg var færdig efter knap en time. Emilie havde brug for lidt længere tid, så jeg fandt strikketøjet frem, strikkede, mens jeg kiggede kritisk på  mit maleri, stoppede med at strikke, rettede lidt, tilføjede en prik eller hvad jeg nu synes, tog et par billeder af Emilie, strikkede videre og startede forfra. 

 

 

Damen var yderst tilfreds med mit resultat, som på ingen måde er perfekt, men ganske fint. Jeg oplevede at mine streger bliver bedst når jeg bare gør det, ikke tænker alt for meget, ikke gør mig alt for umage med at følge stregen  - alt er tegnet op, hvilket gør det temmelig meget nemmere at vide hvor hvad skal være. 

Forsøger jeg at bruge tid på at følge en streg, eller gør jeg mig umage med at få det hele til at se ens ud, er min oplevelse at hænderne ryster, at stregerne bliver skæve eller ujævne, mens de mere uovervejede streger i højere grad giver en følelse af sving og et mere levende udtryk. 

Det betyder så også at jeg bliver færdig inden der er gået en time. 

 

 

Der går op til fem uger før vi kan hente de færdige tallerkener. Vi er nogen, som har svært ved at vente. 

Nogen gange går tallerkenerne i stykker i brændeprocessen, fortalte damen, så får man selvfølgelig et nyt kursus. Jeg håber på ingen måde min tallerken går i stykker, jeg vil rigtig gerne have den, men skulle det ske, gider jeg rigtig godt male igen.

 

 

Vejret var skønt, det var dejligt at komme ud i bylivet, der emmer af sommer og sol med lydbilledet af glade stemmer og gademusikanter. Vi var sultne, fandt frokost på RizRaz, der stadig laver velsmagende mad. Emilie mente en tur i Normal var meget vigtig inden vi fandt S-toget fra Nørreport.

Hjemme gik vi begge i brædderne. 

Og glæder os stadig til at se resultatet - om mange uger.